I know this place..

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Salvatore ’Kenara’ Salizmira

________________________________________________

Mørket lå tæt over himlen som en mørk dyne der holdt landets ellers evige lys ude i disse nattetimer. Det var stadig lunt, trods klokken var mange og i træernes fordige toppe kunne man høre fuglene kalde og synge efter hinanden. Det var en meget smuk nat, desværre var det alle der var i stand til at se dets skønhed. Dækket i jord vandrede Narcissa lidt haltende omkring i den yderligere del af byen. Gaderne var tomme for liv, hytternes lys var blæst ud, så der kun var få fakler der oplyste de mørkeste ender af byen. Hendes skygge i det svage lys afslørede hvor ramponeret hun egentlig så ud, med uglet hår der var snusket til af jord, og klædt i det som engang havde været en smuk sort kjole, hun var blevet lagt til hvile i, men som nu var forrevet flere steder og mindst ligeså beskidt som resten af hende. Hun rystede over hele kroppen og vendte hovedet hver andet sekund i et forsøg på at finde ud af hvor hun var. Byen havde hun vandret i mange gange før, men hun huskede ikke noget af det, hendes fødder havde ledt hende hertil, hvor hun følte en underlig form for genkendelighed, men uden egentlig at kende stedet. 
For blot et par timer siden havde hun tvunget sig ud af kisten under jorden og gravet sig op gennem på kirkegården for at finde ilt, og nu gik hun som et delvist omvandrende lig. 
Hun stoppede op foran en temmelig nydelig bygning selvom den ikke var stor. Det var mørklagt ligesom de fleste andre steder. Umiddelbart vækkede det intet i hendes minder, men hun følte sig stærk forbundet til stedet alligevel, som om at et eller andet havde drevet hende til dette særlige sted. Narcissa hævede sin skælvende hånd og lod de blodige fingerspidser glide hen over de ru sten der yderligere ydervæggene på stedet. Hun følte en underlig sorg, en hun ikke kunne placere, hvilket ikke var underligt, for lige nu kendte hun ikke engang sit eget navn. 

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var efterhånden ved at lang tid siden, Salvatore sidst havde sat sine fødder på den procianske side af grænsemuren. Nu var han tilbage igen, selvom det denne gang var med et andet forbehold, end hvad det havde været tidligere. Over dem, kunne man høre uglerne tude. Der var ikke en vind der rørte på sig, og det var faktisk ved at være forholdsvis varmt. Det var sommer, og det var derfor også ved at blive varmt. På trods af det, var han iklædt skjorte, mørke bukser og en rejsekappe.
Det var med rolige skridt, at Salvatore bevægede sig ned igennem de folketomme gader. Her i Procias var det jo.. kedeligt, i forhold til, hvad han selv var vant til. Her var der nemlig ikke nogen, der var ude om aftenen og natten, som han nu var blevet vant til, efter han havde pådraget sig den kongelige titel i Manjarno. Det var jo blevet hans nye tilholdssted, og det havde det været igennem ganske mange år.
Magien, som han engang havde kastet over en ganske særlig kvinde på denne side af grænsen, havde han denne gang valgt at slippe. Lige hvorfor, vidste han ikke helt præcist, men han havde gjort det af den grund. Af sind, havde han en sjov fornemmelse om, at han nok skulle vide helt præcist om hvor han skulle tage hen. Og derfor satte han kursen hen mod det sted, hvor han havde set hende sidst, og hvor han dengang havde hentet hende dengang 4 årige søn. I udkanten af Apterta i en gammel bygning, som nok havde stået tom lige siden. Allerede nu, kunne han skimte en skikkelse lige ved.. Det måtte være hende. Her satte han farten ned, inden han stoppede op lige ved. Warlocker havde altid været utilregnelige og hun var lige vågnet. Nok den mest utilregnelige af alle lige nu.

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Der var intet af dette som gav nogen mening. Hun vidste ikke hvorfor hun var vågnet op i en kiste, hun vidste ikke hvor hun var eller hvorfor dette sted føltes som om det var vigtigt, lige nu vidste hun ikke engang hvem hun selv var, og det var frustrerende. Heldigvis var det lunt, men hendes krop var øm, det var mange år hun havde ligget i dvale i en sølle kiste og nu havde hun gravet sig ud. Det var ikke gået op for hende at der var øjne i natten som hvilede på hende, og holdt øje med hende. Lige nu vidste hun ikke engang at hun havde magiske egenskaber, med andre ord var hun mere eller mindre uskadelig for en gangs skyld.
Et sted under kjolen skælvede hendes ben som resten af kroppen og truede med at bukke under hendes vægt trods den ikke var meget at prale af. I så mange år havde hun ligget uden nogen form for næring, hvilket naturligvis også prægede hendes krop, og hun havde ellers altid været en smuk kvinde. Hendes fingre mærkede sig frem over væggen og hans til døren der var lavet af træ og ikke sten som resten af det. Hun puffede den op, uden at bekymre sig om hvor vidt der mon boede nogen der som lå trygt i deres senge og sov. Enhver handling lige nu var præget af instinkt mere end fornuft som ellers havde havde været hendes store force.
Døren knirkede da den langsomt gled op og afslørede et mørke. Hjemmet stof tomt, der var støvet, møblerne var slidte og nogle var ligefrem faldet sammen. Narcissa trådte ind i mørket. Det var et hyggeligt lille sted, ikke specielt rummeligt, kun bestående af gangen, en stue, to værelser og et lille køkken. Det var alt andet end imponerende og intet af det sagde hende noget. I stuen som hun næsten direkte trådte ind i, lå noget gammelt legetøj. Hun var nær faldet over en lille hestevogn lavet af træ. Langsomt gled hun i knæ og tog lod fingrene glide undersøgende hen over det. DEr var en længsel i hende som ikke stod til at placere, men den var så intens at hun næsten følte for at lade tårerne falde.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore forholdt sig denne gang tavs, mens han betragtede sig af Narcissa. Det her område, havde været så godt som tavst igennem mange år. Mange var flyttet derfra, efter at Narcissa var bragt hertil. Han måtte jo erkende, at han dengang havde holdt af hende, og han havde aldrig stoppet med det. Det var vel egentlig også derfor, at han aldrig havde været i stand til at ende hendes liv, men derimod have lagt hende i den magiske dvale i stedet for. Da hun trådte indenfor, trådte han denne gang tættere på. Nu var området også begrænset.
Den lille gang, kunne han stadig mindes, at have fundet den lille dreng i. Siddende med sin bamse i hånden. Hvorfor var det, at den tanke, skulle genere ham lige nu? Det var ved at være mange år siden! Han rystede dem denne gang ud af hovedet. Stilheden var tung. Det var lige før, at man kunne skære i den med en kniv, og lade falde til jorden i stedet for.
Salvatore stillede sig i døren ind til stuen, hvor han kunne se hende sidde og kærtegne den lille gyngehest, som selv han havde set Kieran side på hundrede gange. Se ham grine og smile, som en anden glad lille dreng. Hvor den dreng nu måtte være, vidste han ikke. Han sænkede hovedet en smule. "Narcissa..?" Hans stemme forholdt sig rolig denne gang. Ikke var han ude på at skræmme hende eller noget lignende. Derimod ønskede han bare at se hende. Og den kvinde, som hun engang var. Den måtte stadig være et sted derinde. Den skulle bare frem igen.

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Det virkede som en meget fjern fortid der hvilede her, som om hendes underbevisthed vidste hvor hun var, men det nåede ikke rigtigt til hendes sind. Det var tydeligt at et barn havde levet her.. det gamle legetøj, blusen der stadig lå henne i den støvede sofa. Var det hendes? Nej hun havde ikke børn, det ville hun have husket, ville hun ikke? Stemmen bag hende, forskrækkede hende en smule. Hun slap et gisp og vendte sig hurtigt mod ham, så støvede jordrester faldt fra hendes hår og ned på det i firvejen beskidte gulv. Hun så på ham med mørke øjne der frem for den typiske intensitet var præget af forvirring og til dels frygt. Enhver der havde gravet sig ud af sin egen grav, havde mere end ret til at føle frygt. Manden var for hende fremmede, men ligesom stedet her så følte hun en underlig.. tiltrækning der overgik den fysiske, det var på et mere følelsesmæssigt plan.
"Hv-hvem er du?" spurgte hun mistroisk og bakkede et skridt væk fra ham. Hånden hævede hun, ikke med intentioner om at bruge magi for det var stadig ikke gået op for hende at hun var i besiddelse af den evne, i så fald havde hun nok været en del mere farlig. Lige nu anede hun ikke at hun engang havde sat sin lid til denne her mand, eller at hun måske endda var begyndt at holde af ham, for at have forsøgt at bevarer hendes liv og have hjulpet hende med sin søn.. den søn som hun heller ikke vidste at hun havde. "Hvad er det her for et sted?" spurgte hun og lagde ikke skjul på at hun forlange svær. Hun var stadig blodig og beskidt, slet ikke den kvinde han havde set hende som.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At det skulle være her Salvatore ville finde Narcissa kom et sted ikke bag på ham. Hvor meget hun kunne huske, var stadig for tidligt at sige. Hun havde været i den magiske dvale igennem rigtig mange år, og at der var konsekvenser ved det. Det var skam heller ikke hans mening at forskrække hende. Han blev derfor stående fuldkommen rolig. Han stod i øjeblikket overfor en utilregnelig warlock, hvilket også var grunden til, at han var meget påpasselig. Det var jo aldrig til at sige, hvad hun kunne finde på at gøre ved ham. "Jeg er ikke ude på at gøre dig noget ondt. Jeg tænkte nok, at det var her, jeg ville finde dig," sagde han denne gang. Han blev stående, men dog klar, i tilfælde af, at hun skulle finde på at gøre noget ved ham. Det var han overhovedet ikke interesseret i.
Hvad det her var for et sted? Selv vidste han ikke hvordan hun havde fundet vejen hertil, men hun følte noget, som hun ikke kunne huske. "Det her var dit hjem. Faktisk i en del år," fortalte han. Hænderne holdt han afslappet ned langs hans sider, idet at han denne gang valgte at træde indenfor. Derfra faldt hænderne over hans ryg i stedet for. Hans blik faldt til hendes skikkelse igen. Savn? Han havde faktisk savnet hende. "Hvor meget kan du huske?" spurgte han denne gang. Han forholdt sig roligt. Hans blik faldt til de mange tøjstumper og legetøj, som stod rundt forbi. Den lille Kieran.. Var det samvittigheden, som skulle prikke til ham nu?

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Hendes blik flakkede flere gange selvom hun stod og så op og ned af ham. Han snakkede som om han kendte hende, men for hende var han komplet fremmede. Hun rynkede på panden. Narcissa? Var det hendes navn? "Er det mit navn?" spurgte hun. "Narcissa?" hunslog blikket en kende ned. Hvorfor kunne hun ikke huske det? I øjenkrogen fangede hun igen den lille hestevogn der så ud til at være hjemmelavet. Der var en lille træhest ved siden af der måtte høre til. "Hvis var dette?" spurgte hun og bukkede sig for at fange den lille hest og holde den frem for sig. Hvis det her havde været hendes hjem og der var spor efter børn.. havde hun nogle som ventede på hende? "Du taler som om jeg kender dig. Hvem er du?" spurgte hun med fjendtlig undertone. Alle de spørgsmål, men det hele var bare forvirrende i øjeblikket, man skulle ellers mene at ingen ville glemme sit barn og en mand der havde fået en kæmpe betydning for hende engang, men der var ingen rest af hendes hukommelse.
Hendes mørke øjne faldt på hesten hun holdt oppe og studerede den. "Jeg vågnede.. det var mørkt.. jeg gravede mig op på en kirkegård," fortalte hun og mærkede hendes øjne fyldes med vand dog uden at lade tårerne falde. Lige nu ville hun bare gerne vide hvad alt dette var, hvorfor hun var vågnet op under jorden og nu stod på et gudsforladt sted, guderne måtte vide hvor i verden.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore så ikke nogen grund til at skulle gøre en stor sag ud af småting, og derfor holdt han sig rolig. Selv på trods af det mørke, som hun havde haft i sit hjerte, så havde hun også været lavet af andet. Det havde bare ikke virket efter hensigt eller intention, hvilket nok var det, som han faktisk måtte sige sig, at være mest ked af, og særligt lige nu. Hans grønne øjne forblev hvilende på hendes skikkelse. "Det er dit navn," medstemte han, hvor han roligt gik forbi hende. Det som engang havde været hans hjem, havde også været hendes og hendes søns. Han havde lagt navn til hendes tilstedeværelse i Procias. Folk havde virkelig været bange for hende.
De mange legesager, som lå rundt forbi, var tydeligt noget, som vækkede hendes storslåede interesse. Det var vel på grund af Kieran, at det skete? Hans blik faldt til den lille hest. Umiddelbart, ville han ikke sige, at der var nogen der ventede på hende som sådan. "Det var Kierans," fortalte han ærligt. "I boede her.. Sammen med mig," tilføejde han denne gang. Han kunne jo lige så godt hjælpe hende efter bedste formåen. Han ønskede hellere en tillid end det modsatte i hvert fald.
Salvatores blik faldt direkte til hendes skikkelse denne gang. Han forstod godt, at det havde været hårdt. Han nikkede denne gang. "Du var hurtigere oppe af graven, end først antaget." endte han denne gang. Han havde været forbi kirkegården, og fundet graven tom. Hånden lagde han denne gang mod hendes skulder. Han trykkede ganske forsigtigt om den.

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Lyset havde aldrig taget rigtigt bo i hende, hvilket til dels havde skyldtes det had der havde været til hende hele vejen igennem. Narcissa huskede det ikke nu, men det havde ikke været en dans på roser i Procias, og hendes vigtigste formål havde været at holde sin søn sikker. "Hvem er jeg?" spurgte hun videre. Der måtte være et mere uddybende svar end bare et navn. Burde hun tro på ham? Hun lod armen sænkes med hesten i hånden og så sig omkring i mørket, så meget som hun nu kunne. Hvis de havde boet her sammen, hvorfor huskede hun ham så ikke? Desperat forsøgte hun at lægge brikkerne sammen. Kieran måtte være hendes søn. Hun så ned på hesten i sin hånd. "Var han vores søn?" hun så slog blikket op. Det gav mening hvis de alle tre havde boet her sammen, at de havde været en familie, hvilket ledte til et nyt spørgsmål. Hvad hun elsket manden foran sig? "Hvem er du?" spugte hun igen men denne gang med en velkendt kulde i tonen. Det var frustrerende ikke at kende fakta. Han havde vidst at hun ville vågne? Vidst at hun lå dernede? Var det ham der havde begravet hende der? Hun slog hans hånd væk. Hvis det var ham der havde begravet hende kunne han næppe være en mand hun ønskede skulle røre hende! "Gjorde du dette ved mig?" hun kneb øjnene sammen og tabte hesten da hun bakkede et par skridt væk fra ham. Det var umuligt for hende at tro på at der engang havde været stor tillid mellem dem. Hvor var deres søn? Hun fik ondt i hovedet af alle de spørgsmål.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Lyset havde aldrig taget bo i hende, selvom Salvatore havde håbet på, at det ville overvinde det mørke, som havde været der. Han så endnu lyset.. Det var der, selvom det var skjult i alt den forvirring, som hun måtte føle samtidig. Ikke at det var noget, som han ønskede at se i hende. Han ønskede derimod at give hende klarhed, selvom han vidste, at det også automatisk ville bringe nogen meget ubehagelige sandheder frem på bordet. "Du er en warlock," begyndte han denne gang. Han stoppede op lige ved hende, stadig uden at tage nogen skridt i en retning, som ville bringe hende noget ondt, for det var det sidste som han havde lyst til at gøre ved hende.
De grønne øjne forlod dog ikke hendes forvirrede blik på noget tidspunkt. Siden han havde forladt Procias, havde huset her stået tomt. Folk havde vel været overbevist om det mørke, som engang havde været der, altid ville være der? En skam.. Folk på denne side af grænsen, led af en forfærdelig tro og overbevisning til mørke væsner. Der var noget godt i alle. "Kieran er ikke min. Han er din derimod," sagde han denne gang. Han trak hånden til sig, som hun slog den væk. Hesten faldt til gulvet med et mindre 'bump'. Han stirrede denne gang på hende. "Det var en handling, for at redde dit liv, Narcissa. Stil mig de spørgsmål, du har brug for at stille mig, for at få klarhed. Jeg gjorde det for at redde dit liv. Nu er der gået tilpas mange år. Du vil få muligheden for en ny start nu." Det var hårdt måske.. Men det havde været for hendes skyld, at han havde gjort det. Såvel som for hans egen.

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Der havde været øjeblikke hvor det var lykkedes lyset at trænge igennem, nu havde Narcissa altid været mere følelsespræget end sine øvrige artsfæller, men hendes følelser for ham havde forhindret det i at nå ordentligt ind, hendes frygt for at give sig hen til en mand af lyset. Den lyse magi hun havde lært var bare gledet i baggrunden og havde forsaget at hun nu stod der, dækket i jord og i blod, og bleg som et spøgelse, et mørkt sted hun ikke kendte til. Warlock? Hun var magisk? Hun vendte sine håndflader op, og betragtede dem næsten som forventede hun at en kanin ville hoppe ud af dem lige om lidt, men der skete intet, så i stedet knyttede hun fingrene tæt sammen og lod dem falde slapt ned langs siden igen. "Okay. Hvor er vi?" hun så op på ham og forsøgte at samle sig lidt, selvom hun var bange og forvirret og havde forbandet mange spørgsmål. Hendes søn? Hun havde altså et barn? Hvorfor huskede hun ham ikke? "Min? Hvor er han?" hun trådte frem, med et lidt krævende blik. Hvis hun havde en søn så kunne han måske give hende nogle svar, desuden ville ingen kvinde med respekt for sig selv, give frivilligt slip på sit barn. "Du begravede mig!" udbrød hun vredt. Elektriske impulser lagde sig om hendes hånd, ikke mørke, men lyse og hun kontrollerede det ikke selv, faktisk bed hun sig ikke engang fast i det, men hun blev vred. "Hvem er du?! Hvor er vi og hvorfor kan jeg intet huske?!" spurgte hun. Hendes øjne begyndte at gnistre ligesom impulserne om hendes hånd.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore forstod skam godt, at det kunne være en forvirrende situation for hende at stå i. Graven havde som sagt været tom, da han havde været forbi, og derfor ønskede han faktisk hellere, at se hende her, hvor han kunne forklare hende situationen bag deres fire vægge. For det havde været deres. Hendes søn og hende, havde trods alt boet her sammen med ham.
"Du er i Apterta i Procias. I udkanten af byen vel og mærke. Det var mit gamle hjem, før jeg selv valgte at forlade det," sagde han denne gang. Han havde gjort mange ting, som havde været med til at få ham over muren. Han fortrød intet af det. Han havde et godt hjerte, og det var det, som han klamrede sig fast til. Han satte sig denne gang på den slidte sofa.. Han kunne stadig forestille sig den lille knægt storme over gulvet.. smile og være glad, som et barn nu skulle være. Det var en skam, at omstændighederne, skulle have været anderledes. "Jeg ved det ikke," endte han denne gang. Et sted ville han ønske, at han kunne give et mere præcist svar, men han havde ingen anelse om hvor drengen var. Selv på trods af hendes vrede.. Nu kendte han hende igen! Han rejste sig igen fra sofaen. Han forholdt sig stadig rolig og fattet. Det ville intet hjælpe, at hidse sig op. "Før i tiden, gik jeg under titlen som Magikernes sande Leder, og jeg boede i huset her. Jeg pådrog mig den opgave, at fjerne mørket, som herskede i dit hjerte, og gøre dig lys. Jeg fejlede. I stedet for at tage dit liv, lagde jeg dig i dvale." Han trådte hen foran hende denne gang. Her stod han stille, kun for et kort øjeblik. "At du intet kan huske, er en eftereffekt af den årlange hvile du har fået.." Han vendte blikket mod hendes hænder. Gnistrene var lyse.. Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Og dog.. Jeg tror jeg lykkedes lidt alligevel," sagde han denne gang. Det gjorde ham da lidt stolt.

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Der var nogle ting der begyndte at falde lidt på plads, minder, små glimt af gamle tider der passerede hendes sind, men de gav derimod ingen mening for hende. I takt med at han fortalte nikkede hun for sig selv. Procias. Var hun oprigtigt derfra? Nej det kunne hun ikke være hvis hun var warlock. "Hvor er jeg fra?"[/color] spurgte hun. Der var så mange ting hun gerne ville kende til, men det virkede som om der ikke var nok spørgsmål i verden at stille for at få alle de svar. Han lod til at bekymre sig om hende. Hun fulgte ham med blikket til sofaen. Idet han satte sig, kunne man næsten se en sky af støv sprede sig før det lagde sig igen. Umiddelbart følte Narcissa sig tryg her, men det var aldrig til at vide. "Hvad skete der med ham?" hun så på hesten hun havde smidt på gulvet. Det var meget svært at forholde sig til alt den information når hun ingenting huskede.
Det gik op for hende at han havde reddet hendes liv, hvis han talte sandt om ikke andet, hun tillod sig at forholde sig kritisk. I stedet stod hun bare med armene lidt over kors og så på ham med mistroiske øjne. "Hvorfor var det så vigtigt for dig? Var vi...?" hun færdiggjorde ikke sætningen men hendes blik sagde det hele. Hvis han bekymrede sig om hende og de havde boet her sammen, så kunne han have været en mand der betød noget for hende. Magien dalede langsomt igen inden hun nåede at blive for vred heldigvis. Hun så ned på sine hænder og knyttede dem tæt, idet magien helt forsvandt. [/font]

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore forstod godt, at det kunne være forvirrende, men han forsøgte da at hjælpe. Til nu, havde han trods alt heller ikke skænket hende en løgn. Hans blik hvilede på hende, som han denne gang stod lige foran hende. Han havde reddet hendes liv. Der var potentiale i hende, som ville have været synd og skam, at opgive, og derfor havde han kæmpet for det. "Det som jeg vil kalde det mørkeste i Dvasias. Du er en Malachi af fødsel og navn," fortalte han denne gang. Tog han ikke fejl, så den yngste af 3 vel? Ikke at han blandede sig i de familieforhold. Han derimod, var mere optaget af, hvad han selv kunne få ud af det.
Salvatore lod blikket falde til hendes hænder, som hun knyttede. Denne gang tog han mere om dem, hvor han trykkede dem i sine. Altid havde han været en omsorgsfuld mand. Det var noget af det, som hun havde haft sværest ved selv den gang. "Efter du blev lagt i graven, i troen om din død, måtte jeg føre Kieran væk. Jeg førte ham til den manjanske side af muren," fortalte han denne gang. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse igen.
Smilet forblev på hans læber. Denne gang rystede han dog på hovedet. "Vi var ingenting og vi blev ingenting. Betragt mig som en gammel læremester, af lysets ædle kunst.. Jeg kan se, du stadig har det i dig," sagde han denne gang. De havde nok haft deres stunder engang imellem.. Men slet ikke i den forstand. Desværre.

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Narcissa havde ingen fornemmelse af at han løj, men hun havde en tendens til at sætte sin lid til de forkerte og lige nu havde hun jo intet andet valg, han var den eneste der kunne give hende de svar hun søgte tilsyneladende. "Det ved jeg ikke hvad betyder," sagde hun og trak på skuldrene. Malachi? Var det nu noget særligt? Hun huskede intet om sin søster eller sin tid i Dvasias, hvilket nok var meget godt, den var ikke ligefrem endt som håbet. De få hun havde stolet på, havde alle vendt hende ryggen og i sidste ende kostet hende de mange år i dvale. Hun lod blikket dale ned til deres hænder, hvor hans store ru, nu holdt om hendes beskidte og blodige, der bar tydeligt præg af at hun havde gravet sig ud af en grav.
"Du fandt vel nogen som kunne tage sig af ham? Hvor gammel var han?" spurgte hun og rettede hurtigt sit blik op under sine øjenbryn for at se på ham. De beskidte mørke lokker, faldt ned over hendes ansigt. De havde altså ikke været noget. Burde hun være skuffet? Hun havde næsten håbet på at have nogle omkring sig, nogle som kunne få alt det her til at give mening. Hun nikkede hvorefter hun trak hænderne til sig. "Det her giver ingen mening for mig. Jeg er nødt til at finde min søn," konkluderede hun hvorefter hun vendte ryggen til ham. Deres små øjeblikke der kunne være ledt til meget andet, huskede hun end ikke, men svar måtte hun få på et tidspunkt.