I know this place..

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Eftersom hun ej kendte til den gru der lå bag hende, så frygtede hun ikke for at få svarene på hendes mange spørgsmål og minderne tilbage. En mere fornuftig sjæl havde lyttet til ham, men eftersom hun ikke vidste om han var værd at stole på, og hun tilsyneladende havde sine egne holdninger og idéer, så var det svært. "Det er nemt for sig at sige synes du ikke? Du er klædt vel, hvilket siger mig at du har tag over hovedet.. og ringen på din finger.. du er gift, du har et grundlag, det eneste jeg havde rev du fra mig og forlod i Manjarno!" hendes stemme blev tiltagende aggressiv hver gang hun kom i tanke om hvad han havde gjort med hendes søn. Bedre blev det ikke af at se minderne passerer på hendes nethinde. Kieran havde lignet hende og han havde forgudet hende. De havde næsten været en familie, kun adskilt af den manglende åbenlyse kærlighed, for den havde ligget og luret et sted i baggrunden. Narcissa sank ned på gulvet hvor hun genvandt en del af sin egen bevidsthed, fuld af minder fra den tid de havde kendt hinanden engang vel og mærke. Hans favn støttede hende og var det eneste der forhindrede hende i at falde helt bagom. Hendes puls rasede afsted, hun mærkede den i hele kroppen. "Læg mig tilbage," bad hun med hæs stemme. Hendes tid var passeret. De mørke øjne fyldtes med vand, som hun blinkede væk for ikke at fælle tårer trods det var fristende. Hele hendes krop skælvede, dog blev hun siddende i hans arme og mærkede først nu hvor meget hun frøs, da hans varme fik det til at prikke underligt i underhuden.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde sine grunde til at handle og reagere på de måder som han gjorde. Narcissa havde været en kvinde, som selv havde skrevet sig ind i hans hjerte dengang. Han havde ikke været i stand til at slå hende ihjel, og det var han stadig ikke. Han ville ikke, så det var så nemt. "Jeg forsøger ikke at løbe fra, at mit liv har taget en drejning, som har skænket mig tag over hovedet og en kvinde ved min side, Narcissa, men det ændrer ikke på, at jeg ser et potentiale, som jeg synes vil være synd og skam at lægge i graven." Hun kunne sige, hvad hun ville til de rigtig mange minder, som måtte gå igennem hendes tanker og sind. Han forsøgte bare at gøre det på bedst mulig vis, hvor han samtidig kunne udruste hende på bedst mulig vis. Han forsøgte om ikke andet, uden at det skulle blive for meget for hende.
Salvatore trykkede hende forsigtigt ind mod sig. Stanken af død havde han i næsen og hun var så kold. Han ønskede at varme hende. Det havde hun da i det mindste fortjent. Han bed tænderne svagt sammen denne gang. Det kommer ikke på tale," sagde han denne gang. Han havde ikke fjernet det magiske slør over hende, for at lade hende glide i døden bare sådan uden videre. "Det er okay at fælde tårer. Vise at man føler noget.. Det er det, som gør, at du vil kunne finde din søn," sagde han denne gang. Hun var dygtig og knægten havde været stærk. Han var derude.. Forhåbentlig for hendes skyld, så i live. Han holdt hende ind mod sig. Han ønskede at varme hende.

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Ingen kunne sige hvad fremtiden ville bringe, men lige nu havde hun ingen i udsigt. Salvatore havde nu om dage det hele, det var nemt for ham at holde hende i live, også selvom denne grund stadig var ukendt for hende, minderne fortalte hende kun at hun havde været tvunget til at underlægge sig ham for at passe på sig selv og sin søn. "Så det er hvad jeg er for dig? Et eksperiment.. en potentiel magiker?" spurgte hun og lagde ikke skjul på den lidt vrede undertone. Hvis hendes magiske potentiale var hvad der afholdt ham fra at gravlægge hende, så var han mere egoistisk end hun selv var, hvilket ikke sagde så lidt.
Trods hendes sind var fuld af tanker og billeder pludselig, følte hun sig fuldkommen tom. Det hun havde haft var væk for mange år siden, og trods hun havde haft en idé om at hun ikke havde været vellidt, gik det nu op for hende at hele hendes liv havde været præget af had og foragt, lige foruden når det kom til Kieran.. hendes søn, som havde elsket hende. Hun skubbede sig med fødderne lidt mere ind i hans arme og lod hans krop varme hendes. Huden var stadig bleg og kold som marmor, også selvom hun nu var vågen. "Du sagde det selv.. min søn er formentlig væk," hun bed tænderne hårdt sammen og trak vejret dybt. Lydløst trillede tårerne ned over hendes blege kinder og blandede sig med jorden hun havde gravet sig ud af og som lå hen over hende i et tyndt lag. "Hvorfor tog du ikke mit liv?" spurgte hun stille dog med undertoner af bebrejdelse i stemmen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne forstå, at det var forvirrende og voldsomt for ende, og nu havde han advaret hende på forhånd. Han kunne forsøge at hjælpe hende, og der var stadig visse ting, som han kunne gøre.. For nu var det at give hende klarhed og varme ikke mindst. Et bad stod nu også meget højt oppe på den liste. "Tror du virkelig, at jeg har vist dig det hele?" spurgte han denne gang. Nej, han havde tænkt sig, at vise hende det, men bestemt ikke nu, og ikke bare sådan uden videre.
At hun trykkede sig tættere ind mod ham, for at give hende en vis følelse af varme. Det var det, som derimod også var rart for ham. Ikke at der var nogen tvivl om det. Han havde savnet, at sidde sådan med hende.. Have hende tæt ind mod sig. "Jeg er bosat i Manjarno, og har været det i mange år nu, grundet mange af de handlinger, som jeg selv har gjort, som har forvist mig fra landet her.. Jeg har ikke hørt nogen finde liget af et lille barn.. For alt hvad jeg ved, er han endnu i live," sagde han denne gang. Han lukkede øjnene ganske let. Hvorfor han ikke tog hendes liv? Det var en svær og kompliceret forklaring.. Han trak vejret dybt. "Det er underordnet nu," endte han denne gang. Det ville ikke gavne hverken hende eller ham, at få de gamle historier frem i lyset. De havde været tæt på at dele stunder, som slet ikke burde deles. Han forsøgte denne gang at rejse sig med hende. "Du besidder en styrke til at komme igennem selv de mest problematiske situationer.. Det må du vise mig nu," afsluttede han.

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Nok var det kun det have han havde vist hende, men det var nok til at give hende hovedpine. For et øjeblik siden havde hun jo ikke haft et eneste minde, hvilket var helt anderledes nu. Der var så mange at hun var ude af stand til at sortere dem i sit sind. "Er der mere?" spurgte hun næsten med mod der langsomt sank. Lige nu kunne hun ikke håndtere flere tanker, men vigtigst af alt huskede hun sin søn - den dreng hun havde fået med Theodore men som hun mere eller mindre havde opdraget med Salvatore. Han havde opdraget ham og alligevel havde han fået sig selv til at vende den lille dreng ryggen.
For et øjeblik tillod Narcissa sig at søge varme og tryghed i hans arme uden helt at vide hvorfor hun kunne finde den der, men det var rart.. men kun for det éne øjeblik. Der var intet der tydede på at hun havde følt for ham, ikke ud over minder der var langt væk nu, så hvorfor give så meget af sig selv? "Forventer du medlidenhed? Alene for at efterlade et barn til døden, burde du være blevet forvist fra overfladen," hun vred sig ud af hans arme og kæmpede sig selv op på benene. "For mig er det ikke," hun vendte som om mod ham stadig forvirret hvilket var tydeligt. "Jeg skylder dig intet.. Salvatore. Jeg har intet at bevise," pointerede hun og bakkede væk fra ham. Han var skyld i alt dette og hun ville ikke høre tale om andet.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Om der var mere? Der var meget mere, og det stod Salvatore gerne ved, når det endelig var. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse igen. Forstod hun det virkelig ikke? Han kunne jo ikke give hende det hele, bare sådan uden videre. Det ville kun gøre ondt værre, end hvad det allerede måtte være, og det var han på ingen måder ude på. "Giver jeg dig for meget på en gang, vil du slet ikke kunne håndtere det," sagde han denne gang. Han havde fodret hende med intet andet end en brøkdel af hvad der var hændt hende, selv i den tid, hvor han havde kendt hende. Han sukkede dæmpet.. Indsnusede hendes duft i hendes hår. Selv bag alt den død, kunne han dufte hende, og han havde virkelig savnet det. Alene det, var heller ikke noget, som han kunne undgå.
Medlidenhed ville han ikke påstå at han havde søgt, for det havde han ikke. For nu, handlede det udelukkende om at overleve, som det nu også gjorde for hendes del. "Jeg har taget valg, som jeg står ved. Jeg har ikke fortrudt nogen af dem, som jeg har gjort mig," sagde han denne gang. Det var næsten en fornærmelse mod ham, at tro andet!
Salvatore kom op på benene sammen med hende igen, hvor han denne gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Der var ikke meddelt nogen døde drenge i Manjarno. Han havde fulgt med.. Men det var ikke ensbetydende med, at han ikke var død. "Vis mig, at du er bedre, Narcissa. Jeg forventer intet af dig," sagde han denne gang. Det var det sidste, som han havde sin ret til. "Jeg giver dig muligheden.. Jeg forventer intet andet, end at du tager den." Han forsøgte da. "Jeg skal mod Manjarno, som er mit hjem. Jeg kan passende tage dig med dertil," afsluttede han denne gang.

[Narcissa Pamariaz Malachi]

For meget på én gang kunne slå hende ihjel, men enhver anden i hendes sted, ville formentlig have været ligeså desperat efter at lære sig selv at kende, det var svært for hende at finde ud af hvem hun var som person, og om hun burde være eftergivende for ham. "Du sagde selv at jeg var stærk. Så giv mig det," bed hun vedholdende. Han havde gravlagt hende og hun havde ligget der i evigheder, med andre ord havde hun ikke så meget at tabe døden var ikke skræmmende for hende.
Minderne var i øjeblikket en store rodet masse i hendes hoved, det var frustrerende ikke at kunne sortere dem og særligt fordi de alle medbragte ukendte følelser.. savn, længsel, vrede, mistro, så mange ting som overvældede hende hun kunne mørke hendes ben skælve under hende, desperate efter at give efter for vægten, hun var kold og udmattet, men først nu begyndte hun igen at mærke sig selv.. mærke hvordan han gang på gang tændte en ild i hendes årer der gav hende lyst til at gøre ham ondt. "Du har aldrig fortrudt at du efterlod et lille barn der forgudede dig? Jeg begynder at tvivle på at det var min søster og jeg som var modbydelige," svarede hun skarpt. Hvordan kunne han overhovedet sige den slags ting? For hans skyld håbede hun virkelig ikke at drengen var død. Hendes arme gled om hendes eget liv og holdt lidt om det. Lige nu ville hun bare gerne lukke øjnene og sove videre. "I så fald forventer du allerede for meget," afviste hun tvært. Hvis der var bare en lille chance for at finde hendes dreng, var hun nødt til at gøre et forsøg. "Meget vel," sukkede hun. Han kunne hjælpe hende om ikke andet.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var slet ikke ude på at slå hende ihjel, og det vidste han, ville ske, hvis han åbnede for alle sluserne. Det var ærlig talt noget af det sidste, som han ønskede sig, hvilket han nu heller ikke ligefrem kunne, eller ønskede at lægge skjul på. Han rystede på hovedet. "Det vil ende dit liv, og det ønsker jeg heller ikke. Du skal nok finde ud af tingene. Det lover jeg dig," sagde han denne gang med en mere bestemt og behersket stemme, end hvad han havde gjort brug af tidligere. Forstod hun ikke bare, at det også var for hendes skyld, at han gjorde det her?
Minderne ville før eller siden falde tilrette og på plads, hvilket Salvatore vidste. Det var jo bare et spørgsmål om tid, inden det ville ske. Derfor var det bare vigtigt, at hun gav det tid i stedet for. Han rystede denne gang en smule på hovedet. Kieran havde forgudet ham? Han vidste ikke, om det var ment sådan, men hvad kunne han da gøre ved det nu? "Jeg tvivler stærkt på, at han har forgudet mig på den måde. Jeg har gjort hvad der var nødvendigt. Jeg er i dag, blot ked af, at du ikke kom godt fra den test, som du blev udsat for." De havde vel.. været en familie i dag, så? Det var næsten helt underligt at tænke på.
Salvatore rakte hende denne gang sin hånd. Han ville gerne hjælpe hende i den forstand. Han havde haft øjne og øre ude. "Jeg kan vise dig frem til stedet, hvor jeg lod ham gå," sagde han denne gang. Han betragtede hende indgående. Han forsøgte faktisk efter bedste formåen at hjælpe hende.

[Narcissa Pamariaz Malachi]

I øjeblikket var Narcissa ligeglad med om minderne ville slå hende ihjel, hun ville bare gerne kende detaljerne, vide hvem hun var, hvilken fortid hun kom fra, ud over et par minder omkring hendes søn og om Salvatore, der ikke længere føltes så fremmede for hende. "Det er nemt for dig at sige. Jeg er ligeglad med prisen, jeg vil vide hvem jeg er," krævede hun og sendte ham et lidt nedladende blik. Det var det samme som altid, hun skubbede ham væk fra sig, for at undgå følelsen af længslen efter hans varme og tryghed. Hendes minder talte for sig selv, Kieran havde tilsyneladende set op til ham, om ikke andet så gennem træningen, og han havde alligevel bare vendt ryggen til ham.
"Jeg var dit projekt.. en mission, intet andet, det eneste der er såret er dit ego og din stolthed over du ikke nåede i mål," konkluderede hun bittert. Var det ikke sådan det var? Han havde taget hende under sine vinger selv efter de havde angrebet hans hjemland. Hun skævede til hans hånd og tøvede et øjeblik, før hun endelig hævede sin og lagde den forsigtigt i hans. Det var stadig svært for hende at finde ud af hvorfor hun valgte at stole på ham, men i det her henseende havde hun ikke andet valg. "Vis mig det," bad hun. Egentlig burde hun nok finde et bad først, men hun anede ikke hvor og hvis der var nogen chance for at finde hendes søn, så ville hun gøre det nu.