I know this place..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Her havde Narcissa vel ikke rigtigt andet valg, end at sætte sin lid til ham? Desuden ville han jo gerne fortælle hende det, og derfor også ruste hende så godt som muligt. Hun havde altid været en stærk kvinde. Deraf også visse kompetencer, som han synes var synd, skulle gå tabt. Hun var en kvinde med umådelig talent. Nu skulle hun så bare lære det igen. "En gammel mørk slægt, som i mange år, var i besiddelse af titlen som leder af warlockerne. Din søster var et grusomt individ," fortalte han denne gang. Det var måske meget malet af hans egen mening af hende, men ikke desto mindre, var det sandheden.
Hans blik sænkede han denne gang til deres hænder. "Sidst jeg så ham, var han 4," fortalte han oprigtigt. Hans blik faldt atter til hendes blik. Han havde stadig billedet af den arme lille dreng i hovedet, som søgte over grænsen med sin bamse i armene, for at finde sin mor. Det var også dette, som skilte hende fra den typiske warlock, og den typiske Malachi.. Den typiske dvasianer i det hele taget. Han sukkede let, hvor han denne gang gav slip på hendes hånd. "Og det var præcist det lys som jeg så i dig den gang. Du bærer en omsorg. Jeg ved ikke om du vil finde ham, Narcissa.." Han vidste, at det nok ikke just var ord, som ville falde helt i fod jord, men hvad kunne han gøre? Han ville ikke ende en knægts liv.. og at bringe ham ovr muren til en anden.. Nej.. Det ville have sat hans egen stilling mere i fare, end andet ville, så det kunne han heller ikke. Han vidste ikke om knægten var levende, eller om han var død.

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Før alt dette var hun en kvinde der havde levet i sin søsters skygge, altid været i baggrunden og alligevel var hun den som havde betalt prisen. Mange år i en kiste havde gjort hende beskidt og ildelugtende ikke mindst. Ville hun kunne blive her, på dette forladte sted frem til hun fandt ud f hvor hun hørte til og hvem hun var? Hendes hoved føltes lige nu som om det var ved at eksplodere. "Og det var jeg ikke?" spurgte hun. Der boede et mørke i hende, det kunne hun mærke, også på måden hvorpå hun blev så vred, men samtidig følte hun så mange ting.. afsavn og længsel, forvirring, vrede, frustration.. hele spektret igennem og hun vidste ikke enegang om denne mand, hvis navn hun stadig ikke kendte, overhovedet var værd at stole på.
"Hvor forlod du ham?" hun vendte sig halvt mod ham igen med nysgerrige øjne. Han undgik at svare direkte på hendes spørgsmål, hvilket kun vækkede yderligere mistanke. Hvis de havde boet her sammen, så havde også han kendt til drengen. "Jeg er nødt til prøve, om ikke andet for at besvare endnu et spørgsmål. Hjælp mig med at finde ham," opfordrede hun. Hvis de havde betyder noget for ham, burde det jo ikke være et problem, men nu vidste hun trods alt heller ikke hvordan hans liv så ud i disse tider, hvad der var hændt ham siden dengang.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

I det store og hele, havde selv Narcissa været en frygtelig kvinde, men der havde været så meget andet i hende, så det var vel ikke underligt? Et kort smil passerede denne gang hans læber, hvor han nikkede. "Du har levet i skyggen af din søster, Malisha, i mange år. Det er hendes skyld, du i udgangspunktet endte her," fortalte han denne gang. Efter hendes sindssyge påfund med at indtage Procias kun hende og hendes søster. Det havde kostet dem begge frygtelig dyrt.
Salvatore ønskede selvfølgelig ikke at fortælle, at han havde efterladt det hele, på den måde, som han havde det, for det var ikke ligefrem hans mest stolte øjeblik. Det havde været en lille dreng.. en helt lille dreng, som nok aldrig ville kunne klare sig selv. Han var vel død i dag? Det ville faktisk være hans umiddelbare bedste gæt. "Lige på den anden side af grænsen til grænsemuren," fortalte han denne gang. Hun ville finde ham.. Han ville da kun gå ud fra, at det ville være spild af tid. Skulle han fortælle hende det? Et sted, vidste han jo godt, at han burde gøre det. "Det vil være spild af tid, Narcissa. Han var 4 år gammel, da jeg førte ham over, og lod ham rende ud på de åbne områder på egen hånd. Jeg vendte ryggen til og gik. Han kan umuligt have klaret sig," sagde han denne gang. Han slap denne gang hendes hænder og lod hænderne falde ned langs hans side igen. Hvorfor var det først nu, at hans samvittighed måtte nage ham?

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Der havde altid været et andet lys i Narcissa, hun havde altid haft håb og drømme skønt det var naivt for en kvinde som hende, og også det der havde ledt hende til fald. Theodore havde været en fatal fejl i det henseende, som mange af hendes andre beslutninger også, men det havde medført den mest vidunderlige lille dreng som hun dengang havde svor at elske og passe på, et løfte som hun end ikke huskede. "Hvordan?" hun krævede at få svar. Hvis hendes søster var skyld i alt det her, så skulle hun nok finde hende, hvem end hun var. Hun tog sig til hovedet og forsøgte at samle sine tanker, men vreden vældede op i hende på et split sekund. Hvordan kunne han bare efterlade en lille dreng alene på den anden side af muren?
Hendes blik mørknedes. Hun trådte helt tæt på ham, og mærkede hvordan deres brystkasser lige og lige måtte berøre hinanden, men den eneste intensitet der var, var hendes iltre blik. "Hvordan kunne du vende ryggen til en 4 år gammel dreng og bare gå?! Hvis min søster er grusom, hvad er du så ikke?!" råbte hun vredt og skubbede til ham, men vreden vækkede magien og denne gang var den ikke lys. Tværtimod opstod en lille trykbølge fra hendes hænder i samme øjeblik hun skubbede ham væk. "Han boede i dit hjem.. og du vendte ryggen til ham.." hun forsøgte at trække vejret roligt men hendes bryskasse hævede og sænkede sig hurtigt i et stille øjeblik. "Jeg vil finde ham.. og hvis han er borte, vil det være blod på dine hænder, og i så fald så kommer jeg efter dig, hvem end du er og sikre mig at dit blod løber på mine hænder," næsten hvislede hun. Hun var og forblev nu engang Narcissa.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Der havde været mange ting i Narcissa, som tilsyneladende kun Salvatore havde været i stand til at se. At hun så absolut intet var i stand til at huske, var jo så kun en ting, som gjorde det hele langt mere besværligt for dem begge. "Hun forsøgte at overtage Procias, kun med jer to. Hun krøb væk uden sin magi, og du blev bragt til slottet. Jeg påtog mig opgaven at vække lyset, som jeg i forvejen havde spottet i dig, for at redde dit liv," fortalte han denne gang. Det var ikke just en lys og fantastisk fortid, som hun kunne lægge bag sig. Derimod sad hun der med det stik modsatte.
Hvordan han kunne vende ryggen til et barn på 4 år? I dag, forstod han det heller ikke. Nu havde han jo sin egen datter, som heller ikke ville vide af ham. Derfor var tingene vel også anderledes nu? "Forstå når jeg siger det. Jeg havde intet andet valg." fortsatte han denne gang. Trykbølgen havde han dog ikke set komme, hvilket sendte ham direkte igennem luften. Det gamle hus var nu heller ikke særlig holdbart mere. Han ramte væggen, hvor han faktisk gik direkte igennem, og landede ude i den beskidte gang. Han gispede svagt. Okay, den havde han nok bedt om. De gamle brædder skubbede han til side, idet han forsøgte at komme op igen. Hun var vred, og han forstod det godt. "Det der... Det skiller dig fra resten af din familie." endte han denne gang. Det her var han ved at være for gammel til! Han forsøgte at komme op på benene igen. Det gjorde faktisk ondt.

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Der havde altid været had omkring hende og de som ikke direkte havde hadet hende, havde i stedet udnyttede hende. Nogle fordele var der i den mangelende hukommelse, for dette var bare starten, der var andre som havde svigtet hende mindst ligeså meget. Hendes søster lød direkte dumdristig. Hun lagde begge hænder på sit hoved og rev lidt frustreret i sit mørke hår. "Jeg burde huske det!" sagde hun vredt, dette var dog en vrede mere vendt mod hende selv. Hvorfor pokker kunne hun ikke huske så store ting? Når det var sagt så var den tåbelige idé tilsyneladende ikke gået godt. "Man har altid et valg!" hun så chokeret ned på sine hænder der sendte ham gennem væggen med stor kraft. Væggene brød ned som var de lavet af pap, men det var også gammelt. Først da hun var kommet sig over sin egen forbavselse, lod hun hænderne falde og gik med faste skridt hen til det store hul der nu var kommet i væggen, og hvor støvet føj omkring. "Vi levede med dig her, med andre ord stolede vi på dig, og du gravlagde mig og forlod min søn... Jeg er ligeglad med hvor grusom min søster var, jeg lover dig at hendes metoder vil føles som vand ved siden af hvad jeg vil gøre ved dig, hvis han er død..!" hun knyttede hænderne. Hendes øjne lynede.. bogstavelig talt kunne man se dem gnistre trods de var helt mørke normalt. Hun var ligeglad med hvad der adskilte hende fra familien.. hun stod her og hvad havde hun? Ingenting, ingen minder, intet.. kun en søn som han havde sendt direkte i døden. Det var næsten fristende at slå ham ihjel her, men lige nu var han den eneste der vidste af hende og kunne fodre hende med de svar hun desperat søgte.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Narcissa havde altid været en hidsig en af slagsen, hvilket også var det som Salvatore var faldet for dengang. Han havde desuden set det lys, og det var det, som han gerne ville vise hende. Det var desuden en kamp, som han slet ikke havde sluppet endnu. "Det kommer over tid. Du skal bare give det tid," forsøgte han denne gang.
Salvatore selv, blev overrasket, over at følelsen af noget fast under fødderne, pludselig blev revet væk fra ham, og han blev kastet direkte igennem den tynde væg. Det store støvlag, fløj med det samme op og lagde sig tykt omkring dem. Han bed tænderne svagt sammen. Et sted burde han have set det komme. Hun havde altid været en hidsigprop, men at hun skulle reagere sådan overfor den dreng, havde han da på ingen måder set komme. Han klemte øjnene svagt sammen, inden han denne gang kom op på benene igen. Han rystede denne gang på hovedet, inden han atter vendte blikket mod hendes skikkelse. Hun stod netop og truede ham på livet? Det var dumt. Meget, meget dumt. "Jeg forstår at du er vred.." Han burde vel have set denne situation komme. For pokker. Den kom i hvert fald slet ikke bag på ham i det hele taget. Han gispede svagt. Okay, det havde faktisk gjort ondt! "Jeg gjorde kun, hvad der var nødvendigt. jeg tvivler på at han har overlevet. Han var ikke særlig gammel.. Jeg har efter de midler jeg har haft, forsøgt at redde jer begge." Igen tog han skridtet mod hende. Han var ikke bange for hende. Han sad inde med de svar som hun søgte. Hånden lagde han mod hendes kæbe, hvor han fast strammede grebet. "Jeg sidder inde med dine mange svar. Jeg bor selv ikke i det her land længere, og er derfor heller ikke underlagt den procianske lovgivning. Så du skal ikke true mig på livet," tilføjede han denne gang med en mere mørk stemme end tidligere.

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Måske hukommelsen ville komme igen, men hun havde ikke tålmodighed til at vente på det. Det skulle ske nu! Hun ville huske hvem hun var, hvad hun kom fra og hvorfor hun i øjeblikket følte så mange blandede følelser. "Jeg har ikke tid!" udbrød hun og trak lidt i sit eget hår af ren og skær frustration. Han vidste alt om hende, og hun vidste intet om sig selv.
Midt i røgskyen stod hun og så ned på ham med en hånd hvilende på de ru dele af den ødelagte væg. Hendes blik var præget af den vrede hun følte i det indre. Den mand havde tvunget hende til at forlade sin søn, hvad tænkte han ikke om hende hvis han stadig var i live? "Det tror jeg ikke at du gør," konkluderede hun og trak vejret dybt ind for ikke at at frigøre magi der ikke skulle frigives. Besværet kom han på benene og hun lod ham, men så snart han atter stod, trådte hun igen tæt på ham. "Redde os begge?! Du ledte ham i døden!" Hun tav i det samme hans stramme greb fangede hendes kæbe og tvang hendes vrede dog lidende blik mod hans. "Du gik ekstreme længder for at bevarer mit liv, det ved jeg. Du ville næppe røre mig nu.." hendes blik blev fanget af ringen på hans finger. Det sagde hende intet, og alligevel forstod hun ikke det helt det stik hun følte i det indre. Hun blinkede og gjorde ingen modstand mod hans stærke hånd. "Jeg vil tage min hævn og uheldigvis for dig husker jeg intet der kunne afholde mig," pointerede hun en kende spidst. Hun huskede trods alt ikke hvor meget hun havde holdt af ham.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Den ville komme igen, men det var ikke noget som kom af sig selv. Hun var nødt til at give sig selv tid, før de mange tanker, de mange følelser og de mange minder ville komme tilbage til hende igen. Svagt kneb han denne gang øjnene sammen. Det var ved at blive for meget nu! "Du er nødt til at give det tid..!" endte han denne gang. Hans blik faldt derfor direkte til hendes skikkelse, da han stillede sig tæt ved hende. Han havde ondt i kroppen, men det måtte han tage sig af, senere. Det kunne han ikke ligefrem gøre nu. Han stirrede direkte i de lynende øjne. Han kunne jo godt se, at den vrede var så tydelig i hendes krop og sind. "Jeg gjorde, hvad der var nødvendigt for mig," sagde han denne gang.
Grebet strammede han om hendes kæbe. Han forsøgte da om ikke andet, at understrege for hende, at han gjorde det for hendes skyld, og ikek fordi at han ville. Han stirrede denne gang direkte i hendes blik. At blive vred på ham, ville intet gøre. Ringen bar han, og han bar den endda også stolt. Selvom ham og Denjarna naturligvis havde sine udfordringer, så var han ikek i tvivl om, at det havde været rigtigt at falde på knæ for hende. En af dem, som i sandhed, havde formået at fange hans hjerte. Særligt efter at Narcissa var gledet bort. "Jeg kan vise dig rigtig mange ting, Narcissa, hvis blot du åbner op for mig," endte han denne gang. Det ville kræve sit, og han vidste, at det ikke bare var noget, som man gjorde som ingenting. Havde hun følt for ham dengang? Han tvivlede.. Så vred, som hun havde været. "Ønsker du at vide hvem du er, Narcissa?" spurgte han denne gang. Han stirrede direkte i hendes øjne, hvor han langsomt slap grebet om hendes kæbe.

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Det pres hun lagde på sine egne skulder vakte kun frustration, hvad det ikke vækkede var de minder som hun ellers så desperat ønskede sig at få tilbage, og uvidende om hvilke konsekvenser det kunne og ville få for hende. "Hvordan skulle jeg kunne det?" spurgte hun direkte. Han kendte hende bedre end hun selv gjorde, han kunne besvare alle hendes spørgsmål, og han kunne lyve, hun ville stadig være tvunget til at stole på hans ord, for hvad bedre vidste hun? Hendes brystkasse berørte hans med em millimeter hver gang de begge trak vejret ind og fyldte deres brystkasser med luft der lukkede rummet mellem dem. Hendes mørke øjne studerede hans, uden at flakke meget mere. Han duftede langt bedre end hende, men nu havde hun været gravlagt i så mange år.
"For dig ja og i processen tog du livet af en dreng.. min dreng," hendes bitre blik dalede, i takt med at hun vendte sig bort så hun stod med ryggen til ham alt sammen for at skjule sorgen i hendes blik. Hvilken rolle havde han spillet i drengens liv? Havde Kieran også stolet på ham? Det var svært for hende at finde ud af hvem han var for hende.. om hun burde stole på ham, lige nu sagde alt i hende et klart nej, og trods det var der en lille stemme i hende der fortalte hende at han var tryghed på en eller anden måde, hvilket slet ikke hang sammen.
Hun foldede armene hen over sin fyldige barm og stirrede lidt tomt frem for sig. "Lige nu er der intet i mig der fortæller mig at jeg burde stole på dig," sagde hun ærligt. Han havde kostet hende alting. Hvad havde hun? Hvis dette ikke længere var hans, havde hun end ikke noget hjem. Hun sagde intet.. hvilket var svar nok i sig selv. Selvfølgelig ville hun vide det!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

De mange minder, som lå skjult for hende, var grumme og skumle, og hvorvidt om hun overhovedet kunne mestre det hele på en gang. Han knyttede næven denne gang. Han forstod hendes frustration, men hun gjorde det for pokker heller ikke bedre, ved at presse sig selv på den måde, som hun nu gjorde det. "De forbliver gravlagte, så lang tid, du forsøger at grave det frem, Narcissa. Visse ting, skal ikke bare bombardere dine tanker." Og med det liv, som hun havde haft.. Så vidste han faktisk ikke hvor meget af livet, som hun ønskede at vide og kende til?
Salvatore trak sig på intet tidspunkt væk fra hende. Det var faktisk det sidste som han ønskede. Han genkendte hende nu, selv på trods af den intense duft af jord og død. Hun havde virkelig brug for et bad efterhånden. Han kneb øjnene fast sammen. "Din dreng ja. Jeg gjorde hvad der var nødvendigt. Det har reddet dit liv," sagde han denne gang.
Selv efter han havde sluppet hende, blev Salvatore stående og stirrede direkte i hendes øjne. Han var ikke bange for hende. Hun kunne true ham, alt hvad hun ville, uden det ville gøre nogen forskel. Det ville slet ikke have lov til at gøre nogen forskel. Selv da hun vendte ryggen til ham, trådte han blot op bag hende. "Og alligevel gør du det.. Jeg kan vise dig mange af dine minder," sagde han denne gang. Hans hånd gled denne gang mod hendes skulder. Han ville jo hjælpe hende. Det var jo den eneste grund til, at han gjorde alt det her.

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Var det vidunder at hun søgte i desperation efter at huske noget? Det var svært at vide vis side var den rigtige at stå på når hun ikke kunne huske noget om sin fortid. "Jeg er nødt til at vide besked," sukkede hun og lod neglene borer sig ned i sine overarme i et forsøg på at tøjle de mange følelser. Hun vidste ikke hvilken person hun var, men hidsig var hun tilsyneladende for hun kunne mærke det boble og syde i hende. Døden var overalt.. det sørgelige var at hun ikke følte sig meget mere levende nu end hun havde gjort i det øjeblik hun var vågnet i graven. Den familie hun havde haft, havde hun åbenbart ikke mere, intet hjem, intet at komme tilbage til så hvorfor havde han gjort det? "Mit liv.." hun fugtede sine læber. Hans mørke skygge kastede sig over hende og forbi hende idet han trådte om bag hende, højere end hende. Hun kunne fornemme ham hele tiden, måske fordi deres magi på en eller anden måde var forbundet. "Og hvad har du vækket mig til? Intet!" vrissede hun fuld af bitterhed.
"Jeg stoler slet ikke på dig. Jeg kender end ikke dit navn. Du kunne ligeså godt fylde mig med usandheder," pointerede hun afvisende. Var det underligt at hun ikke ville sætte sin lid til en mand der havde forladt et lille barn på den kolde måde? En dreng som i en eller anden grad havde været en del af hans liv. Havde han hadet dem så meget? Hun blev stående med ryggen til ham. De to havde næppe mere at snakke om.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore forstod jo godt, at hun gerne ville huske, men han vidste ikke hvordan det var en god idé at vise hende det hele, for det var jo grumme kår, hun selv måtte komme fra. Han nikkede blot forståelsesfuldt. "Visse ting, kan jeg vise dig, hvis du lader mig," sagde han denne gang. Han var øm i hele kroppen, men hvad fanden.. Han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det nu, uanset hvor meget han ville ønske, at han kunne gøre det.
Denne gang stoppede Salvatore direkte bag hende. Han var manden, som havde gjort dette ved hende, og det havde udelukkende været for hendes skyld. Han lod hånden lukke sig om hendes skulder denne gang. "Du har alle muligheder for at genetablere et godt liv for dig selv, Narcissa.." Han bed tænderne kraftigt sammen. Hun kunne fortsætte med at være så vred, hvis det var det, som hun ville. "Mit navn er Salvatore, hvis du aboslut ønsker at vide det.." Han lagde denne gang hånden tæt ved hendes pande i stedet for. "Så lad mig vise dig det," sagde han denne gang. Uden egentlig at vente på noget som helst, åbnede han for de kontrollerede sluser. Her skænkede han minderne om sin lille søn.. De gange han havde siddet og leget på gulvet.. smilet og været glad.. De havde siddet på sofaen, samt deres træninger, og hvordan han også havde trænet hendes søn. Hvordan det mere og mere var blevet et fællesprojekt.. Og efterfølgende hvordan hun var blevet testet og resultatet deraf. Hun ville have sine svar? Så måtte han jo give hende dem.

[Narcissa Pamariaz Malachi]

Der lå en grum fortid bag hende, som hun nok ikke ønskede at huske om hun kendte den, men det var en del af hende og denne forvirring omkring hvem hun var, var virkelig frustrerende! "Vise mig hvordan?" spurgte hun med vakt nysgerrighed. Hun vendte hovedet en smule men uden at kunne se og fornemme andet end hans skygge. Hendes anspændte skuldre faldt en smule ned ved hans berøring, der føltes underligt beroligende og underlidt velkendte. Hendes øjne gled i for et kort øjeblik. Desværre vidste hun inderst inde at denne mand engang havde betydet noget for hende, den følelse hans tilstedeværelse satte i hende, talte for sig selv, hvilket var forvirrende med den samtidige bittherhed. "På hvilket grundlag? Til nu har du intet sagt der giver mig et levegrundlag," svarede hun skarpt. Den familie hun engang havde haft eksisterede ikke mere, hun havde intet hjem, tilsyneladende heller ingen status, så præcis hvad skulle hun gøre? Salvatore? Navnet sagde hende intet, alligevel forsøgte hun at granske i sit tomme sind for at finde nye svar, men uden held. "Men.." der var ikke flere ord der nåede at forlade hendes læber, før han lagde hænderne på hendes hoved og lod minderne vandre i hendes sind fra de senere år af hendes liv.. billeder af hendes søn og måden hun havde elsket ham, billederne er hvor ambitiøs en kvinde hun var og små minder der vækkede en sitrende fornemmelse hver gang hun blev mindet om de små føelser hun havde forsøgt at se væk fra. Det overvældede hende, tog balancen fra hende og lod hende langsomt synke længere mod gulvet idet en intens smerte begyndte at melde sig i hendes hoved.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var en meget grum fortid Narcissa kunne lægge bag sig, og hun ville vide den? Han havde advaret hende på forhånd, selvom det var tydeligt, ikke var noget som kom godt med på den måde. Denne gang vendte Salvatore blikket mod hende. Han forstod skam godt hendes frustration, men det var intet, som ville være hende til gavn på sigt. Han rystede på hovedet. Typisk warlocks at være så opfarende, og de fik jo intet ud af det. Det ville gå op for dem før eller siden. "Fordi du så desperat har forsøgt at finde et grundlag i en fortid, som ikke danner grundlag for din fremtid," sagde han denne gang. Forstod hun ikke bare, at han forsøgte at gøre det her for hendes skyld?
Hånden lagde Salvatore direkte mod hendes pande, hvor han denne gang tvang sig adgang til hendes hoved og center for tanker og minder, hvor han åbnede op for dem, som han følte, var nødvendig for hende, at være kendt med. Han ville ikke give hende det hele på en gang. Den arme kvinde, ville da blive alt for overrumplet, og det ønskede han heller ikke. I takt med, at hun gik i knæ, søgte han ned i knæ bag hende, hvor han også lod hende falde mere ind mod hendes skikkelse. "Din fortid er mørk, kold og dyster, Narcissa.. Jeg ved det gør ondt at se," sagde han denne gang tæt ved hendes øre. Øjnene lukkede han. Han havde slet ikke forestillet sig, at skulle sidde med hende igen. Og nu sad han der sammen med hende igen. Han havde uden tvivl savnet det.