I smell trouple..!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Sephiran Acheron

---

Det var mørkt og det var koldt. Der var stort set ikke anden lyd at høre, end når kæder og lænker blev trukket over jorden, når man skiftede stilling. Romeo sad i en anden celle, og længere nede af gangen, var der to kentaure placeret.. for ikke at glemme, den celle, som de havde efterladt Matthew i. Han var vel gået i dvalen efterhånden?
Tiyanna sukede svagt. Endnu havde hun sporene efter at være blevet kvalt om halsen, og hun var kastet i magisk sikrede lænker, som gjorde, at hun ikke kunne benytte magi. Kimeya huserede det hele ovenpå. De havde hørt ham.. alle de ting som han gjorde. Alt det som de havde kæmpet for, blev kørt i grus nu!
Øjnene lukkede hun let. Hun var ved at være bleg og træt. Det var jo heller ikke fordi, at de fik noget særligt hernede. Det var umenneskelige kår. Romeo sad bare og stirrede ind i væggen, som hun selv gjorde, og ellers sov han. Mad og den slags delte de. Hun sikrede sig selvfølgelig at hendes søn fik mest. Tankerne gik til Sephiran. Hvad han dog ikke ville sige, når han hjemvendte fra Tayevania, og så hele deres land køre fuldstændig i grus. Intet var som det de havde kæmpet for! Og her sad hun så igen.. Hun var beskidt, og hunvar træt. Atter en skygge af den stolte og prægtige kvinde, som hun engang havde været. Hun svor at ende Kimeyas liv, så snart hun fik chancen!

[Sephiran Acheron]

Et brev var kommet til Sephiran, netop som han havde været på vej til at sætte sin fod på et skib tilbage til fastlandet. Det havde været en længere tur til Tayevania for at besøge Demarcus, checke up på Yelenas fremskridt, men allermest af alt for at besøge rådet og snakke med dem om samarbejdet han havde startet med Demarcus, for at overbevise resten om, at han havde gode intentioner. Han var taget afsted selv, da Tiyanna så kunne styre det hele derhjemme. Men i dette brev kunne han da tydeligt læse, at alt var vendt fuldstændig op og ned på det hele. Kimeya havde jo fuldstændig mistet forstanden og det gjorde ham virkelig vred. Sjældent havde han kogt så meget. Men det var da heldigvis faldet ned på turen hjemad med skibet, hvor han havde planlagt hans rute gennem Imandra, så han kunne undslippe alle Kimeyas undersåtter. Det var godt, at Tiyanna havde lært ham om at klare sig derude i det fri. Ligeså kendte han jo Imandra og slottet bedre end Kimeya, så det ville ikke vare længe før han ville komme ned med nakken.
Derfor tog han også en af de hemmelige gange indenfor. Ligesom Nick, så kendte han alle smutveje på slottet. For han var vågen i flere af døgnets timer end Tiyanna og skulle jo få tiden til at gå! Han kom praktisk talt gående igennem muren, men det var kun fordi, at murværket var en illusion skabt med magi og bag var der en gang. Han gik lydløst, men han blev nødt til at finde Tiyanna. Han måtte snakke med hende! "Tiya..." hviskede han nogle gentagende gange, for at finde den celle hun sad i. Nick vidste han var på fri fod. For brevet havde været fra ham. Han var faktisk en stolt far.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Hvor Nick var i alt dette, vidste Tiyanna ikke. Hun havde intet set til hendes yngste søn igennem den sidste tid. Et sted frygtede hun vel, at Kimeya havde slået ham ihjel, som en del af de mange soldater, som hun havde fået sat til at beskytte stedet her.
Her sad hun så.. Hun vidste ikke hvor lang tid hun nu havde siddet der, men hun håbede faktisk at Sephiran snart ville komme hjem, og hjælpe med at få styr på alt det her. Hun vidste godt, at hun havde fejlet, men det var ikke hendes skyld! Der havde nemlig ikke været nogen tegn på, at Kimeya ville overrumple dem på den måde! Hun trak vejret tungt, og hun frøs. Det var jo heller ikke fordi, at hun havde noget at varme sig med. Øjnene tvang hun op denne gang, da hun hørte en stemme, som for hende, var velkendt. Velkendt og forbandet savnet! "Sephiran?" Hun drejede hovedet. Meget lys, var her jo heller ikke ligefrem. Hun tvang sig op af væggen. Lænkerne raslede, og de var tunge om hendes håndled. Hun tvang dem over gulvet, for at komme hen til tremmerne, som holdt hende fanget her. De slanke fingre lukkede sig om det kolde jern. Var han kommet hjem nu? Panden mødte kulden mod jernet denne gang. Ikke just den modtagelse hun havde regnet med at give ham. "Nick sendte dig besked..? Gjorde han ikke?" Hendes stemme forblev lav denne gang, hvor selv et træt smil passerde hendes læber.. Frygten for at vagter eller andet skulle høre dem, var til stede. Hun ville ikke også se ham fanget her.

[Sephiran Acheron]

Brevet fra Nick havde gjort Sephiran forbandet stolt. Det havde forklaret ham hele situationen og det havde også beroliget ham med hvor Nick var og at Tiyanna og Romeo var uheldigt fanget. For Nick havde heldigvis ikke været på slottet, da overtagelsen var sket. Held i uheld for Nick, som jo altid rendte rundt alle andre steder.
Sephiran vidste ikke, om kælderen var bevogtet. Han regnede dog ikke med det, for som det lød i brevet, så var Kimeya helt fra forstanden og derved tænkte han slet ikke på at beskytte fangekælderen, for hvem skulle dog kunne komme forbi vagterne ovenpå? Ja, han kendte Kimeya lidt for godt. Men det var kun til hans fordel, at Kimeya så havde mistet taget denne gang, for han skulle hurtigt få Imandra tilbage. Kæderne, der raslede, fik hurtigt hans opmærksomhed og han søgte direkte til lyden. Han nåede tremmerne og rakte ind mellem dem, for at lægge hænderne mod hendes skuldre. "Jo. Jeg nåede lige at modtage et brev, inden jeg tog med skibet tilbage mod fastlandet," endte han dæmpet. Hans stemme var lav for en sikkerheds skyld. Han lod panden lægge sig mod tremmerne også, lige ved hendes hoved. Det var rart at se hende, men slet ikke på denne måde. "Jeg skal nok løse alt det her," endte han sigende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Længe havde Tiyanna kun drømt om at få lov til at høre Sephirans stemme igen, og vide, at det hele nok skulle ordne sig. Hun vidste også, at det ikke var ting, som kom af sig selv. Hun sukkede let, da hun stillede sig ved tremmerne. Var det noget vidunder, at hun var træt? Maden sørgede hun for at smide hen til Romeo, så han fik den. For nu, synes det, at han lå og sov. Det var egentlig ganske fint nok lige nu. Hun mærkede hans hænder mod hendes skulder. Hun havde virkelig savnet ham. "Vi har en kvik søn, Sephiran," sagde hun denne gang med en rolig stemme. Hun var fortsat tavs. Et sted frygtede hun for at vagterne ville komme, og smide ham i samme celle og lægge ham i lænkerne, som selv holdt hende lige nu.
Han ville rede problemerne ud? Hvordan havde han helt præcist tænkt sig at gøre det? Hun rystede kort på hovedet. "Manden er blevet vanvittig, Sephiran. Ingen af os var forberedt på det her.." Mærket havde hun om halsen, selvom det ikke var til at se her i mørket. Hun stirrede direkte i hans øjne, inden hun slap tremmerne med hænderne. Det var hårdt at holde dem oppe, når lænkerne tungede hende så meget ned. "Jeg er træt, Sephiran.." sagde hun denne gang. Når han var der, slap hun for konstant, at være den stærke. "Få den mand ned med nakken," vrissede hun denne gang mere sammenbidt end tidligere.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var udkørt ovenpå sin lange rejse. Han havde ikke rigtigt kunne slappe af på noget tidspunkt. Men han kunne ikke slappe af. Han måtte videre herfra og finde sin søn, så de kunne få styr på det her. Selvom Kimeya dog var dum, når han var så kæphøj som nu, så vidste han også, at han havde taget sine forsikringer. Så hvis han befriede Tiyanna eller Romeo eller manipulerede med noget på slottet, andet end det, der var her, så ville det blive afsløret. Han turde i hvert fald ikke løbe an på andet. "Det har vi, ja," endte han medgivende. Han trak let på mundvigen og lod sine hænder stryge ned over hendes arme, som hun lod dem falde ned langs hendes sider. Han tog hendes hænder gennem tremmerne, da der lige var plads til, at en hånd kunne komme ud. "Det kunne jeg læse mig frem til. Men det var han jo allerede første gang han var her. Det var ikke til at rette op. Så må han jo lære på den hårde måde," endte han sigende. Det var på tide, at Kimeya skulle smage på døden endnu engang, for det var den eneste måde han kunne blive væltet på nuværende stadie. Og det havde han selv sørget for, den kæmpe tosse. "Jeg vil finde Nick. Og vi skal nok nedlægge Kimeya," endte han.
"Bare... gi mig et kys. Så ved jeg, at alt bliver vores igen," endte han nærmest bedende. Han følte sig på en måde sårbar lige nu, men også uovervindelig som aldrig før.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna kunne heller ikke rigtigt slappe af, når hun vidste, at Kimeya kørte hele deres hårde arbejde direkte i sænk, ved at handle, som han gjorde. Han ødelagde alt det, som de havde kæmpet for, og det var jo i løbet af ingen tid! Nu havde de deres søn, som kunne være en hjælp. Nick havde ganske vidst været meget hen af Tiyannas arbejde, hvor Romeo havde været Sephirans. "Han bærer det kvikke hoved her i familien," sagde hun med en lav, men stolt stemme. Hun sænkede blikket ned mod sine hænder, da han tog fat, og fik dem igennem tremmerne i stedet for. Lænkerne var bare så tunge for hende at bære. Hun var jo ikke en stærk kvinde som sådan.. Ikke i fysisk forstand om ikke andet. Hun trak vejret dybt. "Lad ham bare vide, at det, som han har gjort, har været forkert, Sephiran," bad hun denne gang. Hun var træt. Det var hårdt, selvom hun ikke rigtigt lavede noget om dagen. Kimeya var ganske vidst nede fra tid til anden, lige for at håne og nedgøre, og så smutte igen. Hun hævede blikket mod hans. "Det var ikke den her velkomst jeg forventede at give dig," sagde hun denne gang. Selvom hun nu vidste, at hun var nødt til at blive siddende der, mens han søgte ud. Hun lagde ansigtet mod tremmerne, hvor hun forsøgte at komme tæt nok på, til at kysse ham. Her ramte hun hans læber. Hun havde faktisk savnet hende.. Følelser, som hun sjældent gjorde sig. Og særligt med de problematikker, som de altid havde haft at slås med.

[Sephiran Acheron]

Sephiran holdt Tiyannas hænder i sine. Lænkerne var tunge for hende, det kunne han tydeligt fornemme. Hun var også undernæret, hvilket gjorde ham mere vred på Kimeya, for den nar skulle ikke røre ved hans familie! Let trak Sephiran på mundvigen. Ja, det havde han fundet ud af på den hårde måde. At give Romeos sjæl væk før han var blevet født havde været en fejl, hvilket han nu måtte leve med resten af livet. Ligeså vel som Romeo måtte. Ikke at det hjalp ham, for knægten havde jo ikke én selvstændig tanke eller handling i livet. "Ja," medgav han dæmpet. Det var nok første gang han efterhånden havde indrømmet det. Men eftersom Romeo ikke havde reageret på hans stemme eller Tiyannas lænker, så sov han nok. Heldigvis. "Åh, jeg skal nok smide dødstruslen i hans hoved før jeg tager ud og finder vores yngste prins," endte han sigende. Kimeya skulle ned med nakken og det var på tide, at han lærte tingene på den hårde måde. Han så mod hende og rystede på hovedet. Det var ligegyldigt for ham. "Det var ikke ligefrem det her jeg havde forventet skulle ske. Jeg troede beskeden var sunket ind hos Kimeya sidst han var her, men åbenbart ikke," endte han. Han havde faktisk manglet hende på sin tur. Og nu kun mere ked af at have forladt dem alene.
Kysset fandt han vej til og gengældte det gladeligt. Men de kunne os kun lige kysse med ansigterne presset mod tremmerne. Men det var nok for ham.

[Tiyanna Direshade Acheron]

At se Sephiran igen, gav alligevel Tiyanna en form for ro i kroppen, og det føles virkelig rart. Hun havde nu alligevel håbet på, at han ville være kommet hjem noget før, så de kunne have undgået denne situation! Hun sukkede let. At han holdt om hendes hænder gjorde også, at han kunne bære noget af byrden ved de lænker, som nu måtte holde hende. Hendes mørke øjne hvilede træt på ham. Måske hun var for træt til at bringe diskussionerne op med ham, men hun var faktisk glad for at se ham. Særligt lige nu.
Tiyanna rystede på hovedet. Sephiran var vred. Det var tydeligt for hende, at se det hele i ham lige nu. "Tag ud og find ham, før Kimeya gør det," bad hun denne gang. Hun stillede sig tæt ved tremmerne, hvor hun stillede sig så tæt på ham, som hun overhovedet kunne komme. Det var frustrerende, at tremmer skulle være mellem dem, men hvad kunne hun gøre ved det nu? Kysset holdt hun i den tid, det nu var hende muligt. Hun tvang hånden mere op, for at kunne stryge hans kind. Det var på ingen måder den velkomst, hun havde regnet med at give ham.. Hun var vel heldig overhovedet at være i live, med en mand som Kimeya i hus nu? Han kørte hele deres hårde arbejde i sænk ved dette! "Jeg ved ikke, hvad der går galt for ham, men den er helt gal nu.. Jeg vil ikke have, at noget skal ske også med dig.. Han kigger herned dagligt.." Hun lod panden møde tremmerne. For hende, var det hårdt. Romeo følte ingenting.. tænkte ingenting. Han sad der jo bare. Det forhold til sin søn, havde hun vel aldrig haft, som hun havde fået det til Nick. "Slå ham ihjel.. og hans familie med," bad hun denne gang. Hun havde ganske enkelt fået nok af dem!

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde bestemt ingen ro i kroppen og ville ikke få det, før han havde taget sit land tilbage. Kærligheden til Imandra var for ham speciel, fordi det var noget som stod Tiyanna nært ligeså og på den måde stod det også ham underlig nært. Han var jo faktisk ikke en modbydelig konge og styrede jo ikke med hård magt, for han inddragede jo sine ledere (trods de var få) og lod dem være med til at bestemme. Ligeså havde Tiyanna også på en måde altid lidt det sidste ord, fordi hun var den han drøftede tingene med ved sengetid, skønt han ikke sov nær så meget som hende. Han nikkede og holdt fortsat hendes hænder, så hun kunne holde dem oppe. De lænker var en byrde, men ikke en han kunne befri hende fra lige nu. "Selvfølgelig," endte han roligt.
Et skævt smil sneg sig til hans mundvig, som hun formåede at stryge hans kind. Han trak vejret roligt. Nej, Kimeya var bestemt ikke ved normalen, men det skulle han nok komme. Om så han måtte en tur i graven og tilbage igen måtte tiden jo vise, alt efter hvordan han spillede sine kort.
"Jeg skal udrydde dem alle for din skyld," endte han ærligt. Han kyssede hendes pande med et let strejf, som han nu lige kunne komme til og slap forsigtigt hendes hænder, da de igen hang ned langs hendes sider. Han tog en dyb vejrtrækning og vendte om, men drejede så tilbage igen. Der gik et øjeblik, hvor han holdt en kunstnerisk pause. "Jeg elsker dig, Tiyanna," endte han. Hans mimik sagde måske ikke ordene på samme måde som hans læber, men han mente det. Så vendte han om og forlod kælderen. Han tog dog ikke trapperne op ad kælderen, men valgte en bagvej gennem et lille rum under trappen, der førte en anden trappe op og ud bag en potteplante etagen over. Han tog dog stadigvæk ikke de direkte veje rundt, da Kimeya nok skulle have spioner overalt. Han tog derfor gangene rundt og tog sidedøren ind til tronsalen, fremfor den dør folket plejede at benytte. Lydløs var han, som han havde skjult sin tilstedeværelse med magi, så man ikke kunne høre eller mærke ham - men kun spotte ham med sit blik. Han kiggede ind og gik ikke frem i lyset endnu. Han måtte lige høre og lure på hvad Kimeya lavede - og om han faktisk var her i tronsalen.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde bestemt heller ikke nogen ro i kroppen, selvom uroen, var for hård at give udtryk for. Han kendte hende vel godt nok til at vide, at den var der? Det var i hvert fald, hvad hun så brændende måtte gå og håbe på, også mest for sin egen skyld. De korte strøg over hans kind, var egentlig i hengivenhed. Han havde formået at finde det frem i hende, som den eneste. Hun sukkede svagt. Hun frøs noget så frygteligt, og der var ingen former for ro at finde nogen steder. Hele hendes fundament.. hele hendes grundvold, var rystet, go han havde end ikke været der til at gribe hende. Ikke at hun klandrede ham. Hun havde jo selv sagt god for, at han kunne tage til Tayevania. Hun havde bare ikke regnet med, at slottet og deres land, skulle være underkastet dette mens han var væk! "Sørg for, at de ved, at man ikke kommer på tværs af os, og vores familie," bad hun denne gang, inden hun lod hænderne falde igen. Hun var træt.. her var koldt, og det var faktisk hårdt, at fastholde den stolthed, som selv Sephiran havde været med til at pådutte hende. Hendes blik faldt atter til hans skikkelse. Sagde han virkelig ordene? Et kort smil passerede hendes læber denne gang. Det hele skulle nok gå. Det var hun fuldkommen overbevist om. "Som jeg elsker dig," sagde hun denne gang, inden hun gled ned langs væggen og satte sig igen, med de raslende lænker om hendes håndled. Kimeya havde bestemt ikke sparet sig for besværet, at skulle holde hende fast.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Næsten alt, var gået efter Kimeyas plan. Han tronede nu i Imandra. Et land, som han bevidst havde valgt at søge mod, da han havde fået sandheden at vide om Blair, og hvem der i sin tid, havde været med til at skille hende fra ham. Han var præget af en vrede, som han selv til tider, var bange for, skulle møde og ramme Liyas børn. De havde intet med dette at gøre. Det var ene og alene Nathaniel Diamaqimas fortjeneste, at det her var forekommet!
Flammerne i faklerne dansede lystigt. Der var mørkt og dunkelt på denne tid, hvor han sad der. Kronen stod ved hans side. Endnu følte han sig ikke helt klar til at skulle tage den til sig, som det nu var gjort bedst. Hans blik faldt til den tomme tronesal. Det var ved at være sent. Mon det var ved at være tid til at søge til gemakkerne, hvor han kunne få sig sin ellers umådelig tiltrængte søvn? Han strakte sig en anelse. At Sephiran skulle være i salen, var oprigtigt slet ikke en tanke som slog ham. Han kunne jo ikke se eller føle noget, som havde gemt det væk - på magisk vis ganske vidst.
Kimeya rejste sig denne gang fra tronen, inden han denne gang rystede på hovedet. Hans moder var død.. Hans fader drak som et hul i jorden, og han forsøgte selv at etablere det samfund, som han gerne ville have - et samfund kun for warlocks, og ikke noget andet! Han acepterede nemlig ikke noget andet. Han søgte ned langs gulvet denne gang. Skyggerne blev kastet langt af faklerne, og det var ved at blive sent. Skulle han se til Tiyanna før han gik i seng? Det var jo efterhånden blevet en fritidsbeskæftigelse for ham.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde ganske vist ikke skænket Tiyanna de store kærlighedsord siden deres bryllupsdag, det var han udmærket klar over. Men turen til Tayevania og tilbage havde alligevel sat nogle tanker og følelser i ham - især med det brev han havde haft i hånden på hjemturen, hvor hans første prioritet havde været at tjekke op på hvordan hun havde det, inden han ville søge ud efter Nick. Men dog, så ville han lige se til Kimeya inden han forlod stedet helt. Se hvor slemt det stod til og hvad han jo egentligt var oppe imod som det neto nu så ud til. Tronsalen var rungende tom pånær Kimeya. I det mindste havde han ikke taget hans krone på, hvilket dog trods alt glædede ham, for den krone tilfaldt ikke ham! Han var den sande konge med Tiyanna ved sin side som landets sande arving.
Han lod døren stå på klem, så han netop kunne komme igennem ganske lydløst og ikke risikerede at døren skulle knirke, når den gled i. Kimeya rejste sig fra tronen og dermed så han sit snit til at gå ubemærket hen til tronen, som han gled ned at sidde på. Kronen ved siden tog han og satte på sit hoved, mens hans iskolde øjne hvilede mod Kimeya. Den mand havde ødelagt alt han og Tiyannas hårde arbejde for sine egne egoistiske planer. Og han havde jo egentligt tilbudt Kimeya at rykke warlocksne hertil, men på nogle præmisser. Som havde været langt bedre end dette. Han lagde armene på armlænene og tronede sig på sin trone, mens han ventede på at Kimeya ville lugte lunten.

[Kimeya Marvalo]

Hvorfor nøjes, hvis man kunne få det bedste? Det var i hvert fald sådan at Kimeya havde det med disse omstændigheder, og det var også derfor, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde. For nu, var det ved at blive sent, og derfor ønskede han nok hellere, at søge tilbage til sin seng - med Blair ved sin side. Meget var der sket igennem den seneste tid, og ærligt? Så måtte han jo indrømme, at han faktisk havde det ganske fint med de omstændigheder. Han kunne i hvert fald ikke tænke sig til andet.
Tronestolen forlod han dog. Kroningen var ikke sket endnu - officielt om ikke andet, men det var noget som var planlagt skulle ske i en nærliggende fremtid. Faktisk var der rigtig mange ting på tapetet lige nu, og det var det eneste, som han havde i hovedet. Der kunne han så skubbe sin moders død en smule til side, hvilket han jo faktisk havde det ganske fint med.
Det var først her, at han stoppede op. Midt på gulvet. En følelse af en energi, som ellers for ham var så velkendt. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Sephiran. "Jeg undrede mig over, hvornår du i det hele taget, ville dukke op." Kimeya rettede sig op, inden han denne gang vendte sig mod tronen. Der sad han.. endda med kronen på hovedet. Den klædte ham ikke. Det var noget, som ville tilfalde ham langt bedre! Han knyttede næven let. Det her skulle nok vise sig, at blive interessant.

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne nok skjule sin magiske tilstedeværelse for det fleste. I en rum tid også for Kimeya, men på et tidspunkt ville han jo kunne mærke det alligevel. Det tog også meget energi at opretholde sådan et dækkende skjold, der skjulte ens lyd og magiske fremtræden, selv for den bedste magiker. Selv vidste han, at Kimeya ikke længe skulle sidde på hans trone og tro, at han var nogen. Specielt ikke når han var så fej at indtage hans land, mens han ikke engang selv var i det. Uforskammet og tilsnusket måde at gøre tingene på. Nick var heldigvis ikke fanget, så han kunne holde styr på oplandet. Han var sikker på, at et oprør ville starte snart, for dette land var jo ment som værende for mange. Også selvom varulvene ikke syntes om vampyrerne.. Men de var vist også smuttet til Corvento, da hele deres lille by var der. Et tab for Imandra, synes han selv, men han havde mange andre styrker at trække på. Ja... indtil Kimeya kom og smadrede det!
Magien lod han falde og derfor ville Kimeya også hurtigt fornemme hans tilstedeværelse. Han smilede køligt, som han sad ganske fortrinligt her. Han blev dog ej siddende længe, men beholdt kronen på sit hoved, da han mente det var hans og hans alene. "Skibe er ikke det hurtigste fragtmiddel, som du nok selv har erfaret," endte han dæmpet. Han skubbede sig op at stå og blev stående en meters afstand foran sin trone, nærmest.. beskyttende.