I smell trouple..!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya og Sephiran havde efterhånden kendt hinanden i så frygtelig mange år, at de næppe kunne overraske hinanden. Hertil måtte han sige, at han havde vidst, at manden ville dukke op før eller siden.. Det havde vel egentlig bare handlet om hvornår og hvorledes?
Kimeya vendte sig denne gang, for at glo på Sephiran denne gang. Han blev denne gang stående. De vidste, at helvede ville bryde løs.. Det var jo bare et spørgsmål om tid. Og hvis der var nogen, som havde formået at give ham kamp til stregen, så var det uden tvivl Sephiran. Noget som han i forvejen respekterede manden for. "Det ligner ikke dig, at transportere dig på den sølle måde, min kære ven.." Hovedet lod han søge kort på sned. Det ville være synd og skam, at ende hans liv.. Men et sted, var det vel også bare typisk dem, at udfordre hinanden på denne her måde?
"Jeg beklager, at jeg ikke havde den store velkomstkomité på plads." Et kynisk smil bredte sig denne gang på hans læber. Ked af det? Overhovedet ikke. Han var lige hvor han ville være. Det eneste, som han i øjeblikket manglede, var den krone, som manden havde på hovedet! Det var nemlig ikke der, den skulle være! "Kronen er min.." endte han denne gang med en mere vrissende stemme. Manden havde én mulighed for at lægge den fra sig!

[Sephiran Acheron]

Sephiran og Kimeya havde i sandhed kendt hinanden i mange år. Og det gjorde også, at de ikke nemt narrede den anden. Til gengæld, så skulle der også meget til før den ene kunne slå den anden og man skulle som regel gøre brug af små kneb, for at få lagt den anden ned. Men Kimeya var sårbar nu, hvor han var så højt på sin pædistal og det ville kun være til hans fordel. Det var Kimeyas tid til at blive sat ud af spil, ligesom Kimeya havde sat Sephiran ud af spil for mange år siden, da han første gang havde prøvet at overtage Imandra.
Nej, det lignede nok ikke ham at transportere sig sådan, men turen helt til Tayevania var også usandsynligt lang og han turde ikke løbe an på at bruge sin magi, for så at ende midt ude på havet. "Du ved nok heller ikke hvor jeg har været," endte han sigende. Det var ærgreligt, at Kimeya var endt hertil, total forblændet. Men han måtte lære på den hårde måde... Bare ikke i dag. Det var for risikabelt nu hvor han ikke havde overraskelsesmomentet i sine kort. Han fnøs. Velkomstkomité? "Jeg undgik din velkomstkomité med vilje, så jeg kunne få min krone tilbage," endte han sigende. Kronen var og blev aldrig Kimeyas, uanset om han så tog den på eller ej! "Kronen vil aldrig blive din," svarede han sagte. Han blev stående på sin plads.

[Kimeya Marvalo]

Selvom de intet havde gjort - endnu om ikke andet, så var kampen mellem dem, allerede begyndt. Selv Kimeya måtte jo sande, at han virkelig nød dette. Han havde ventet på, at Sephiran ville komme her, også fordi at han ville have hele den familie ned med nakken. Han havde fået fat i to individer.. Han manglede bare at få fat i Sephiran og Nick. Hele familien ville jo udgøre en pragt i hans kælder, hvor Tiyanna og Romeo allerede ventede på dem. "Nej.. Jeg formoder.. Tayevania...? Måske?" Hovedet lod han søge på sned, hvor et kækt smil denne gang viste sig på hans læbe. Han kunne jo for pokker ikke gøre andet end at nyde dette!
Kampen ville bryde løs for alvor på et eller andet tidspunkt. Han lod armene denne gang søge over kors. Kronen var ikke længere hans. Han havde ikke tænkt sig, at give Sephiran den tilbage. Det var hans nu, og det samme var hele landet her, og han havde bestemt ikke tænkt sig, at give efter for ham! Han kneb øjnene fast sammen. "Så du kan starte med at give mg kronen retur.." sagde han denne gang med en kortfattet stemme. Han trådte denne gang i retningen af Sephiran. Han var ikke bange for ham, og han kendte ham jo trods alt også. Hånden rakte han ud mod ham, som tegn til at han gerne ville have den. "Du kan starte med at give den.. Så kan du få lov til at tilbringe tiden med din hustru i vores kolde kælder." tilføjede han denne gang med et kortfattet smil. Han frydede sig uden tvivl ved dette!

[Sephiran Acheron]

Kampen var mellem dem. Mest fordi det var en hanekamp, hvor den ene skulle vise sig overfor den anden. Men Sephiran havde ikke tænkt sig at ty til magi i dag, hvis han kunne undgå det. Han var træt ovenpå sin tur og han skulle egentligt bare vise sit ansigt for Kimeya, så han vidste, at han ikke var sikker på noget som helst. Men så skulle han også ud og finde sin søn, der var i gang med at samle tropper ved grænsen, hvor folk jo flygtede over, nu hvor warlocksne drev dem fra hus og hjem. "Kløgtigt regnet ud, når jeg nu måtte med skib," endte han nedladende og med stemmen dryppende af sarkasme. Det var jo nemt at regne ud, at når en warlock måtte med skib, så var det virkelig langt ude på havet. Kimeya havde jo selv været på Tayevania.
Let kneb han øjnene sammen. Kronen passede hans hoved perfekt og der skulle den blive siddende. Han fnøs og lagde armene over kors. Aldrig ville han give den fra sig frivilligt. "Jeg har allerede været hos min kone. Hun kan klare sig selv for øjeblikket," afviste han blankt.

[Kimeya Marvalo]

Tayevania.. Selvfølgelig. Sephiran havde vel forsøgt at holde stien ren med Demarcus? Var det ikke det, som manden hed? Han lod denne gang hovedet søge en kende på sned, hvor det kyniske smil nu heller ikke var til at tage fejl af. "Det passede jo mig ganske glimrende," sagde han denne gang med en rolig stemme. For nu, handlede det om at vise sig, og ikke noget andet. Det var sådan at han havde det med tingene. Særligt nu.
Kronen skulle Kimeya nok få, som han agtet at få hele Acheron-familien smildt i fangekælderen. Hvorfor kom det ikke bag på ham, at Sephiran allerede havde været dernede? En skam, at vagterne ikke havde set det! Den mand, skulle fanges og placeres i cellen, og det kunne heller ikke gå hurtigt nok for hans vedkommende! "Hvad med at vi får arrangeret det, så I begge kan sidde der?" Næsten som var det en ting, som ville komme til at stå til forhandling. Han kunne i hvert fald ikke undgå at bide sig fast i det, og særligt, som det stod lige i øjeblikket. Og selvfølgelig havde manden ikke tænkt sig, at gøre det. "Jeg siger det ikke pænt en gang mere," advarede han denne gang. Han agtet at få den taget fra ham, om han så denne gang, skulle vriste den ud af hans kolde og døde hænder!

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde holdt kontakten med Demarcus. Ligeså havde han mødtes med landsrådet på Tayevania og diskuteret sagerne, da han bestemt ønskede at holde sig et samarbejde med dem. Tayevania havde nogle gode eksotiske varer, som kunne komme healing og gødning til gode, når Imandra skulle genopbygges. Hvilket jo lige nu ikke blev til noget fordi Kimeya kørte det hele i sænk! Han fnøs og rullede med øjnene. Sephiran stod her kun for at vise sig overfor Kimeya, fordi han ikke ville gå herfra uden at melde sin ankomst. Nok havde Kimeya én plan, men Sephiran havde en helt anden og han skulle nok vise ham hvem der holdt esset i dette spil. For det gjorde han nemlig selv.
Han fnøs og måtte le hånligt. "Jeg har en bedre idé.. Hvad med, at jeg om et øjeblik forsvinder herfra og du må vente dag ud og dag ind på din død," endte han køligt. Kimeya skulle advares og vide, at han ville dø, hvis han ikke opgav dette. Og opgive, det ville han nok ikke i denne tilstand som han var i. Kronen beholdt han på, som han blot hævede det ene bryn ad ham. Han fnøs. "Synd for dig... Du kommer ikke til at blive kronet, for du har ingen krone," endte han og lo hånligt. Lynhurtigt sendte han et lyn afsted mod Kimeya, som han satte flugten afsted mod døren, han var kommet ind af og søgte hurtigt ud i korridorene. Men han tog ikke en normal vej, for lige om et hjørne var der en hemmelig udgang gennem et stort maleri, som kun hans familie kendte magien til. Og så var han væk, med kronen på sit hoved, ud for at finde sin søn.

//Out.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var egentlig fuldkommen ligeglad med Tayevania, og de planer og aftaler som Sephiran havde fået i havn. Han ville have det her land, skulle være hans, og det skulle være et land for warlocks, og det var noget, som han stod fuldkommen fast på i den anden ende. At manden så stadig måtte nægte, at opgive kronen, var en tanke, som han måtte erkende, at det var en tanke, som var vildt frustrerende!
Kampen ville komme. Det var jo egentlig bare et spørgsmål om tid, inden det for alvor ville bryde ud, og det var jo det, som han også var klar over. Han hadede dette. Han ville have den krone, og det var uden tvivl det, som irriterede ham mest, hvis han skulle være helt ærlig, og det var noget, som uden tvivl godt kunne mærkes. Han kneb øjnene sammen denne gang. Og nu truede manden ham nu på livet? Ville han ende det? Han ville se det, før han troede på det, det var helt sikkert! Et kortfattet og næsten flabet smil passerede denne gang hans læber i stedet for. "Du kan komme og true alt det, du vil, Sephiran.. Det her vil blive dit endelige," sagde han denne gang.
Lynet som manden smed efter ham, fik Kimeya hurtigt til at handle. Han rejste en mur, som lynet ramte, hvilket efterlod det med lyden af en mindre eksplosion. Da røgen så havde lagt sig, var Sephiran allerede væk. Hvor fanden kom han ind henne? "FIND HAM!" udbrød han denne gang med en fast tone, der rungede igennem salen og ud på gangene. Dette fik soldater og vagter til at reagere. Kimeya forlod salen, i sin egen søgen. Sephrian skulle simpelthen ikke have lov!

//Out