Let's get out!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall holdt godt om ham, hun vist han hade brug for hende. Det var til og se på ham, og det gjord ondt og se ham sådan. En ellers så stærk mand, blive behandle sådan og lide sådan gjord så ondt og se. Hun så på ham, de hade virkelig bytte roller lig nu men sådan måtte det være. Hun sikker sig han holdt fast, hun gik langsomt så han kunne følge med hende, hun ville sikker sig han kom med for hun ville bestemt ikke efterlade dem.

Mydall kunne mærke han ikke hade nemt ved og gå. Kysset på hans kind hade hun haft brug for at give ham, både for at vise ham at hun var der for ham. Men også for at sikker sig selv om han virkelig var der og i live efter den oplevelse. Hun mærke han tog hendes hånd, og mærke han klemt om den. Hun klemt blidt igen og så på ham, hun fik et svagt smile fra men det lå langt fra naturlig til hendes normale smile. Hun så der efter på manden der gik for and dem, hun kunne høre den anden bag sig. Hun var bange, for hvem ville denne konge vær? Hvorfor ville han se dem? Og hvad ville han gør ved dem ? Hun var nervøs nej rædselsslagen for hvad der ville ske med dem, hun fuldt med som de før dem til det mørke morgengry og op mod deres konge.

[Cale Joseia Nightgale]

For nu, handlede det om, at holde sig oprejst. Cale hadede, at det var Mydall, som skulle være den stærke af dem, når det var meningen, at det var ham, som skulle beskytte hende og ikke omvendt! Her trykkede han blot omkring hendes hånd, mens han fortsatte. Hans ben truede ganske enkelt med at knække sammen under ham, men han nægtede det. Han havde det bestemt ikke særlig godt lige nu, men måtte alligevel holde sig oppe, også for Mydalls skyld. Hvad ville kongen egentlig med dem? Her lod han i stedet kroppen tale for sig. Han kunne trykke om hendes hånd, og han var ved at genvinde bare lidt, selvom det faktisk var meget hårdt.
Mændene sagde ikke så meget som et eneste ord, da de blev ført frem, hvor det derimod mere var uroen som havde sænket sig over Cale i stedet for. Ikke vidste han, hvad de kunne komme ud for, og det var faktisk utrolig ubehageligt, at det var på den måde. Men hvad kunne han da gøre ved det? Det var næsten det, som for ham, var det værste af det hele! Det skulle nok gå det hele. Det håbede han da godt nok!

"I skal med denne vej," endte warlocken med en kortfattet og mere bestemt stemme. Her stod de nu udenfor Det Mørke Morgengry, og skulle indenfor. Kimeya ville vente dem. De havde da heldigvis fundet kentaurene hurtigere, end først antaget, og det havde sin fordel. Cale sagde ikke så meget som et ord. Han trådte med ind på den store slotsgård, efter manden, og lod det jo så være der. Her søgte de ind på slottet med hinanden hånd i hånd. Cale havde slet ikke nogen anelse om, hvad han kunne forvente.

//Out