Let's get out!

[Mydall Lupita Vivar]

Det her var bare for stressende for mydall, alt for meget sket om øren på hende og hun føle ikke hun kunne tænke spor fornuftig. Alt blev gjort i ren instinkter og hun brød sig ikke om det, da cale fast sag hun skulle løbe kunne hun for alvor ikke stoppe. Bene galopper afsted det bedste hun nogle sinde hade lært, hun hade prøve og jage bytte før men det var sjælden hende der var endt med og skulle flygt, dette var en ny erfaring hun gjord sig og hun brød sig ikke om det!



Lyset der hade ramt hendes kind hade efterladt et grimt brænd sår, og blænde hende midlertidig ganske vist men det var slemt for mydall kunne absolut intet se. Hun storme der ude af, uden og vide hvem eller hvad hun måtte risiker og løbe ned og stamp på. Stemmer ramt hendes øre, de kom tætter på! En eksplosion ramt hendes øre også, ganske vist bag hende men det fik hende dog til i chok og stejle ”CALE!” skreg mydall panisk, hun var bang noget så frygtelig bange lig nu. hun satte i galop igen hun tur ikke stoppe selv om hun var ved og være for puste. Hun gned øjne, som begyndt og kunne se ting igen. ganske vist sløret men nu kunne hun da nogle lunde se siluetter igen. hun galoper videre som en eksplotion sket lig ud for hendes højre for ben, trykket der kom fra eksplosion fik mydall til og træde forket og vælde ned i skove bunden med en voldsom fart. Hun mærke gren der lå i bunden direkt prikke hul i hendes mave på heste kroppen, hun gispe efter vejre. Det hele runge og vine for hendes øre. Hun var forvirret og bange, ”Cale! hvor er du! CALE!” skreg mydall panisk som hun forsøgt og komme op, hendes forben skreg i smerte hun var ikke sikker på om den blot var forstuvet eller brækket. Men ondt gjord den, hun kæmpe sig op på bene og prøve og sætte i løb på ny.

[Cale Joseia Nightgale]

Det her var overhovedet ikke hvad Cale havde ventet sig. Var de efter dem, fordi de var ude fra? Han bed tænderne kraftigt sammen. Det gjorde ondt at løbe på den her måde, men hvad andet valg havde de, end at løbe? Mod magiske væsner, var det i forvejen meget begrænset, hvad de kunne gøre, og det frustrerede ham virkelig! Han kunne bare ikke rigtigt gøre noget ved det lige nu.

Endnu en gang kom Cale i løb, også selvom han kunne se, at det nu også gik udover Mydall. Igen følte han at han havde svigtet. End ikke hans elskede og udkårne i livet, kunne han passe på! Hvordan skulle de da nogensinde få bragt egne børn til denne verden, når det var det her, som skete hver eneste gang? Han rystede kort på hovedet, inden han så, at hun rent faktisk faldt direkte til jorden. Her var det panikken, der for alvor måtte melde sig. Ikke ville han lade nogen komme hende så nær, at de gjorde skade på hende!
"MYDALL!" udbrød han denne gang, inden han hastigt kæmpede sig mod hende. Her stoppede han ved hendes side. Hans egen pels, var blevet beskidt. Hun måtte rejse sig. De kunne ikke blive her. De andre kom tættere og tættere på. Han knælede foran hende. "Kom.." sagde han denne gang, hvor han forsøgte at hjælpe hende op på benene igen. Han kunne se.. For nu om ikke andet.

[Mydall Lupita Vivar]

Hvorfor skulle de altid jages? Vær gang efter hånden var der et eller andet som enten jagt dem eller dirket gjord skad på en af dem og det fustere hende meget. Mydall forsatte med og løbe mens hun gispe tungt, hun var ved og blive for pustet af alt den løbe. Hun forsatte dog for hun tur bestemt ikke andet ind og løbe videre, frygten fyldet hende ud til vær en krog af hendes krop, og angsten for hun skulle miste cale var større inde frygten for hendes eget ve og vel.



Mydall hade løbet alt hun kunne, lig som cale hade sagt hun skulle. Men nu var hun røgen til jorden, eksplosionen hade skræmt hende og ramt helt rigtig i forhold til og få hende til og falde. Hun bed tænderne sammen, som hun mærke hvor grene hade pritte hul i hendes hud, vis ikke dirket i hendes kød. Hun gned øjnene de hun kunne se mere og mere efter hånden. Hun hade panisk kaldt på cale, hvor var han!? Hun hade brug for ham hun var så bange. Hun kunne høre hans stemme og lyden af hendes hov også, ”Cale!” kaldt hun skræmt som hun kunne se hans siluet som han nåde hen til hende, hun så på ham som han knæle ned til hende. Hendes øjne vist frygt, hun ryste dissideret i frygt. Hun nikke som han bad hende komme, hun måtte dog lå hans arm som hjælpe som hun kom op og stå, hendes ben gjord ondt det var tydelig for hun lag dårlig nok noget vægt på det. ”mit ben..” sag hun stille som hun kunne høre stemmerne komme nærmer, hun ryste skræmt som hun holdt fast i cales arm men tvang sig selv til og sætte sin krop i bevægelse igen til tros for et skadet ben og stadig dårlig syn.

[Cale Joseia Nightgale]

Frustration var det eneste, som ramte Cale lige i øjeblikket, og dette var uden tvivl med til at gøre ham ked af det oveni. Hvorfor følte han bare, at alt skulle gå galt nu? Det var en frustration uden lige! Ikke at der skulle herske nogen tvivl om det!
Hurtigt var han henne ved hende, hvor han forsøgte at få hende op på benene. Det gik hurtigt op for ham, at hun var kommet til skade. En tanke, som han bestemt ikke kunne lide. Han rystede denne gang på hovedet. Forbandede.. Det var jo bare typisk! "Det.. Det skal nok gå.. Jeg lover det," sagde han denne gang. Han støttede hende ind mod sig, ved at bruge de kræfter som han nu havde.

Mændene kom hurtigt tættere på, og nu vidste Cale også, at de ikke kunne løbe fra dem. Han havde bestemt ikke tænkt sig, at lade hende stå her selv, mens han selv stormet videre. "Jeg bliver lige her.." sagde han denne gang. Han førte hende mere bag sig, da de andre kom tættere på.
Cales blik faldt derfor hurtigt til deres skikkelse. De holdt våben og deres hænder oppe mod dem. "Bliv hvor I er," beordrede den ene. Cales hjerte hamrede mod hans bryst. Han følte næsten at han skulle besvime. Han bakkede et skridt, og stillede sig bevidst i skudlinjen for Mydall. "Forsvind!" beordrede han denne gang.

[Mydall Lupita Vivar]

Det hele var virkelig bare det ene problem efter det andet, ville de nogle sinde få fred? Ville de nogle sinde kunne skabe sig en tryg tilværelse nogle steder? Mydall så op på cale, det var bare så typisk hende og komme galt af sted på tidspunkter der bare ikke due. Hun følt sig virkelig som en byrde lige nu, hun lod cale hjælpe hende op. Hun bed tænderne sammen, hendes ben gjord godt nok ondt. Men det føltes ikke brækket så det var jo kun godt. Hun så på ham, som han love det nok skulle gå ”jeg bange cale..” kom det næsten muse stille fra hende for hun var bange frygtelig bange lig nu.



Mændene kom nærmer det kunne mydall høre, og snart også se. De kunne ikke løb fra dem mere, hun så på cale som han sag han blev hos hende. Et sted gjord det hende glad at han blev hos hende, men et sted ville hun ikke have han blev for så risiker han og komme til skade eller værre! ”du skal løbe cale.. jeg skal nok klar mig!” bad hun som hun stadig støtte sig op af ham selv om han ført hende mere bag ham, så han nærmest var et skjold for hende.

Mydall kunne nu se skikkelser komme rundt om dem, nu kunne de i vært fald ikke stikke af. Hun så panisk rundt, forsøgt og se en udvej. Hun kunne godt ane våbene de pege mod dem men nemt var det ikke, der ville nok gå lidt tid i nu før hendes syn var tilbage til det normale. Hun holdt sig tæt til cale, mens hun hade hænderne på hans heste krop for at have støtte, mens hun forsøgt ikke og støtte for meget på det skadet ben. Hun ryste bange, hun ville ikke det her hvorfor kunne de bare ikke være i fred hvorfor jagt de dem? De hade ikke gjort noget galt.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale var langt større end Mydall, og derfor kunne han holde hende fri af skudlinjen. I hvert fald fra de få, som var kommet efter dem. Han rystede på hovedet. Ikke havde han tænkt sig, at løbe, og lade hende være her! Det var overhovedet ikke noget, som ville komme til at ske, hvis han var den, som skulle modsætte sig det. "Det er jeg også," sagde han denne gang. Han var bange.. Særligt fordi, at han ikke vidste, hvad han kunne forvente. Der havde han da i det mindste ikke været i tvivl, da han havde været på Tayevania. De havde været så forbandet forudsigelige. Og det var bare ikke noget, som skete her mere.

Mændene blev stående. De var 3 styks. To af dem sænkede deres våben. Det gjorde Cale mere urolig. Han førte sin ene hånd bagved sig, for at finde hendes hånd, så han kunne tage denne. Hun var kommet til skade, og det kom simpelthen ikke på tale, at han skulle efterlade hende her! Tænk hvis de gjorde noget ved dem? Det ville han slet ikke have! "Vi vil jer intet.. Lad os gå," sagde han denne gang. Den ene grinte. Han så mørk, kold og meget dyster ud.
"Vi er ikke ude på at slå jer ihjel. Medmindre I giver os en grund til det, naturligvis," fortalte han denne gang. Cale kneb øjnene sammen. Han bakkede et enkelt skridt mere, for at skubbe lidt til Mydall. Hun var allerede for tæt på. "Din kæreste er kommet til skade.." Der var noget særligt nedværdigende over hans stemme, som Cale ikke kunne lide. "Tag med.. Eller jeg garanterer jer for, at det bliver værre," sagde han denne gang. Cale bed tænderne sammen.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på cale, hans størrelse gjord han passe fint som et skjold for hende. Men hun brød sig ikke om han lege menneske skjold, hun ville ikke se ham komme noget til det hade hun set nok af. Hun så på ham som han sag han også var bange, hun var ikke sikker på om det var betryggende men et sted var det lidt, for så var hun ikke alene om denne frygt. Hun så på ham som mændene kom nærmer inden de stoppe for and dem, hun ville ønske de var hjemme på Tayevania igen, der ville de have være i sikkerhed for der var de jo lovet beskyttelse og et sted og være, hvorfor hade de ikke rejst noget før.



Hun så på mændene der var 3 kunne hun da godt se, selv om øjnene stadig ikke var vendt tilbage til det normale, hun holdt sig til cale hun tur ikke flytte sig. Hun mærke dog cales hånd søg efter hendes og hun tøve ikke med og tage den og klemme om den, hun så mod stemmen der grine hun følt maven skulle krybe sammen og hjerte forsvinde ned i bene. Hun sank en klump som han snakke og bad dem komme med dem, hvilke ikke var noget mydall hade lyst til spor! ”Hvorfor skulle vi det? Lad os være!” bad hun og holdt sig bag cale, mens hun klemt skræmt om hendes hånd. Hun mærke det dunke i for benet, hun ville ikke kunne løbe fra dem sådan som det var nu og de ville hurtig få stoppe dem, eller skadet dem inden de nåde langt.

[Cale Joseia Nightgale]

At løbe fra dem, kunne de ikke.. Magiske væsner havde jo desuden også de klare fordele her, og det vidste Cale også godt. Nu havde han jo oplevet lidt af, hvad de kunne, og det var heller ikke noget som han havde lyst til at opleve igen! Og hun skulle særligt ikke!
At de ville have dem med, gjorde Cale tydeligt usikker. Faktisk var det her overhovedet ikke noget, som han brød sig om i det hele taget. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik, som han kunne mærke, at hun havde taget omkring hans hånd. Det var lidt en trøst i hvert fald, men så meget en trøst, var det heller ikke, hvis de endte med at gøre hende ondt.

"Og hvor tager I os hen?" spurgte han denne gang. Han bed tænderne svagt sammen. Dette var højest ubehageligt. Hvis de havde søgt mod havnen tidligere, så var det her aldrig sket! Mændene grinte endnu en gang af dem.
"Hvor tror I?" spurgte de denne gang. "Til Det Mørke Morgengry.. Vores nye konge, vil elske at se jer," sagde han denne gang. Cale vidste ikke hvordan han skulle håndtere dette. Han ville bare gerne sikre sig, at Mydall kom godt fra dette. Det var ikke noget, som kunne komme til at ske hurtigt nok. Han vidste ikke rigtigt.. "Og hvem er denne konge?" spurgte han denne gang. De havde jo i forvejen forsøgt at slå dem ihjel!

[Mydall Lupita Vivar]

Det var virkelig ikke fair. Hvorfor jagt de dem? De hade jo intet gjort og hade holdt dem for dem selv siden de ankom til landet. Mydall holdt godt fast i cales hånd hun ture slet ikke slippe den igen. Det ville blive umuligt for dem og løbe fra disse væsner de hade tydeligvis evner der gjord at de ikke ville kunne løbe fra dem uden debet ville koste dem dyrt. Hun klemt om cales hånd mens hun blev bag ham hun så mod mændene de skræmte hende virkelig.

En kong hvorfor ville 3n kong dog møde dem og hvad var en konge ? Hun kendt til de rådsmænd som var på øen men kong ? "Hvorfor vil denne kong se os? Vi har ikke gjort ham noget!" Kom det fra hende mens hun holdt sig tæt ind til cales "lad os gå.. vi skal hjem.." bad hun bange oh kunne efter hånde se tydelig igen hun kunne se mands ansigt mere tydelig og brød sig bestemt ikke om synet hun ville helt ønske hun stadig ikke kun se særlig godt. Hun så mod cale det var da i det mindste et kønner syn ind og se på de tre og hu ville se hvad han ville sig for hun var ikke meget for at følge med de 3 til denne kong de snakke om.

[Cale Joseia Nightgale]

Utryg var hele denne situation, og Cale kunne bestemt heller ikke lide den. Han bed tænderne svagt sammen. Han ville gøre, hvad han kunne, for at beskytte og passe på Mydall, og det var med alt hvad det måtte indebære. Ikke at der var nogen tvivl om det! Han trykkede fast omkring hendes hånd. "Vi ønsker intet af denne konge..!" afviste han denne gang med en tydeligt mere bestemt tone, end hvad han havde gjort brug af tidligere. Alene det, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Det gjorde ham selvfølgelig ked af det, at det skulle tage denne drejning. Hvad havde de gjort for at fortjene dette?

"Kimeya Marvalo vil meget gerne se jer," sagde manden denne gang. Et navn, som ikke umiddelbart sagde Cale noget. Han havde ikke mænget sig med nogen her, og var faktisk heller ikke interesseret i at gøre det, hvis han skulle være helt ærlig.
Cale lod hovedet søge på sned. For nu, havde de ikke gjort noget, men han brød sig stadig ikke om deres tilstedeværelse, og det alene, var han heller ikke bange for at indrømme. "Vi vil intet have med den mand at gøre." afviste han igen. "Hvis I vil hjem, så gør I," afviste manden kortfattet.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall holdt fast i cales hånd hun tur slet ikke slippe den igen. Hun så på cale da han svar de ikke ville have noget og gør med denne konge og det var kun sandt for hun ønske bestemt ikke at have noget og gør med denne konge. Hun trykke om cales hånd hun var virkelig utryg ved det her og ture næsten ikke trække vejre eller rør på sig.

Navnet sag hende intet hun kendt ikke personen bag det navne og hun ønske det bestemt heller ikke. Hun bed sig i læben da cale igen afvist og manden svar igen "vi har allerede transport hjem så lad os gå! Vi har ikke brug for jeres konge " svare mydall mens hun holdt sig til cale. Hun vist godt hun nok burt passe på hvad hun sage men hun ville bare gerne have dem til og gå deres vej og lade dem være i fred var det så svært og forstå ? Hun så mod dem mens hun hade fast i cale gab var den eneste der gav hende bare lidt tryghed lige nu.

[Cale Joseia Nightgale]

Ikke havde Cale tænkt sig, at lade Mydall blive fanget eller noget lignende af disse to individer. Det var overhovedet ikke noget, som ville komme på tale, for hans vedkommende. Uanset hvem denne mand var, så skulle han ikke have noget med dem at gøre. Det var han allerede vis om!
Cale trykkede denne gang roligt omkring Mydalls hånd. Det her gjorde ham nervøs. Hvis det kunne hjælpe dem hjem.. Men igen.. De havde forsøgt at gøre skade på dem. Mydall var skadet på grund af dem, så det kom slet ikke på tale!

De havde allerede et lift hjem.. Cale vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige til det. Demarcus kunne være dem en meget stor hjælp, indenfor dette. Ingen tvivl om det. Han bed tænderne svagt sammen. "Vi ønsker ikke noget af nogen," endte han denne gang. Han ville have, at noget skulle ske med Mydall, og det var virkelig også hans eneste bekymring lige nu. Han rystede denne gang på hovedet.
"Jeg vil råde Jer til at tage med.. Ellers er det ikke til at vide, hvad der sker for din kæreste.." De vendte blikket mod Mydall, som stod bag ved ham. Han trykkede denne gang omkring hendes hånd. De fik ikke lov til at gøre hende noget ondt!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall hade ikke lyst til og blive fanget. Hun var bange for hvad de ville ør ved hende og cale. Hun ville sådan ønske de var hjemme på øen igen i sikkerhed på den herre gård demarcus hade love dem. Hun så på de 3 mænd hun stole ikke på dem de skreg af ballade og fare bare ved og stå der og se på dem. Hun klemt om cales hånd hun var glad for han var der hos hende lige nu.

De hade jo et lift hjem så hvorfor skulle deres konge blande sig i hvordan de kom hjem? Da de så vendt blikke direkte mod hende og sag det ikke var til og vide hvad der ville ske med hende vis de afvist. Hun klemt til om cales hånd mens hun mærke hun ryste på hænderne mens hun følt hjerte krybe i maven på hende "hold jer væk fra mig!" Kom det fast fra hende mens hun holdt sig skjult bag cale og mærke igen flugt instinktet trække i hende for at få hende til og løbe. Hun ville dog ikke forlade cale her alene hun hade love ham hun altid var der for ham og det aktet hun at holde.

[Cale Joseia Nightgale]

Ikke ønskede Cale, at lade nogen som helst, komme i nærheden af Mydall! Det ville blive over hans lig, før det overhovedet ville komme på tale! Han bed denne gang tænderne kraftigt sammen, hvor han trykkede omkring hendes hånd. At hun var kommet til skade, var på ingen måder, noget som hjalp ham i dette, og faktisk var det kun med til at gøre ham endnu mere påpasselig, end hvad han måtte være i forvejen. "I får slet ikke lov til at komme i nærheden af hende..!" endte han denne gang med en fast tone.
Igen valgte Cale at bakke et enkelt skridt bagud, kun fordi at han ikke ville have det.. Han ønskede ikke dette, og det var han nu heller ikke ligefrem bange for at lade dem vide. Han rystede denne gang kraftigt på hovedet.

Denne gang var det mændene der tog affære. "I fik valget," sagde den ene. Han kastede med hånden, hvor han denne gang fremanede et reb, som kraftigt måtte lægge sig om Cales hals. Dette stramte til. Cale blev tvunget til at slippe hendes hånd, da han kraftigt måtte gispe efter vejret. Han forsøgte at få løsnet rebet, men de store fingre, kunne slet ikke komme ind mellem. Han stejlede og kastede med sin krop. Den anden, forsøgte at lægge et reb lagt om hendes hals, dog langt fra så stramt. Hun var tilskadekommet, så det var nok meget begrænset, hvad hun kunne gøre i forhold til. "Kom snuske," sagde han denne gang.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var bange, rigtig bange nu. de stod jo direkte og truede med der kunne ske hende noget. Hun mærke cale klemme om hendes hånd, og hun klemt roligt igen mens hun selv bakke som han gjord. Hun ville ikke have de rørt hende, der var generelt inden der skulle rør hende ud over cale. hun holdt godt fast i hans hånd, mens hun de på de tre mænd der stadig kigge på hende, det var yderst ubehalig at de så sådan på hende hun følt sig næsten som et bytte. Hun vist heldigvis cale ville passe på hende og det var dejligt, hun kunne mærke smerten i benet det dunke en del. Hun ville nok ikke kunne støtte på det før om nogle dag, vis hun ellers kunne holde det i ro længe nok.



Hun brød sig ikke om at manden pluslig sag noget nyt, hun så ham kaste med hånden inden hun så et reb komme til syne og ligge sig om cales hals. Hun mærke han slap hendes hånd som, ”Cale!” gispe hun bange som hun måtte bakke væk for ikke og risiker og blive ramt af hans kastene krop, hun så skræmt på ham. hun ville gerne hjælpe men hun kunne ikke komme til ham sådan som han stejle og kaste rundt med hans krop. Hun mærke snart et reb om sin egen hals, ikke helt så stramt som cales men hun kunne mærke det. hun så på person der hade kaste det, som nu bad hende komme og kaldet hende snuske? Af en eller anden grund pisse det ord hende af. Hun flytte sig dog ikke, til og starte med han ville have hun skulle komme fint! Hun skrabe i jorden med det raske ben, dette ville komme til og gør ondt i det dårlig ben men hun ville ikke give efter så let! Hun satte i løb mod maden tydelig ude på og trampe ham ned, eller i vært fald få ham til miste grebet om denne trylle kunst han hade lave med rebet og fik hun ikke tramp på ham ville hun begyndt og stejle og sparke bag ud i håbe om at ramme dem med de massive hove hun hade.