Let's get out!

[Cale Joseia Nightgale]

Mydall Lupita Vivar

Det havde nærmest regnet med magi over Imandra, og rigtig mange ting var hændt. Derfor havde Cale heller ikke tøvet med at reagere. Her kunne de ikke blive! Ikke på vilkår! Alene den tanke om, at der skulle ske noget med Mydall, var nok det, som han havde reageret mest på lige nu, og det var også noget, som godt kunne mærkes lige nu. Det var en konstant uro, og det havde stået i stjernerne: Store ændringer ville finde sted, og efter at himlen havde været rødmalet af magi, så var det ikke en ændring, som Cale havde tænkt sig, at tage del i. Ikke på vilkår.
Cale søgte over grunden, for at finde Mydall. Ikke havde hun været at finde i staldene, hvor de havde sovet frem til nu. Evan havde da ladet hende blive der. Så langt, så godt. Og nu havde han bestemt heller ikke tænkt sig, at vente på, at der skulle ske noget yderligere.
"Mydall!" kaldte han denne gang. Ejendele, kunne han heller ikke ligefrem prale med at have, da han var kommet hertil som et offer af Tayevania, og derfor havde han intet andet, end Mydall, som han ville have med sig væk. De skulle væk nu, og gerne inden at stedet her blev stormet! Frygten for de magiske  væsner, var nemlig stor, og den var tydelig ved ham. "Mydall!" kaldte han igen, da han forlod ejendommen, og søgte i skoven og i de omkringliggende områder. Han gik også betydeligt bedre nu. Heldigvis. 

[Mydall Lupita Vivar]

Der var virkelig sket en del i den tid mydall hade være hos cale, en uro hade kaste sig over landet. det hade mydall læst i stjernerne lig som cale, men også mærke. Himlen hade være rød, af ren magi og dette var noget mydall aldrig hade set før nogle linen før og det skræmt hende, men hendes nysgerrighed blev også vækket hvilke bestemt ikke var godt i dette tilfælde. Hun hade holdt sig til cale det meste af tiden, tjekke hans sår holde dem rene og behandle dem så godt hun kunne. Hun var taknemligt for hun hade fået lov og blive i stalden hos cale af en vis Evan som hun ikke kendt meget til, og enlig ligeglad for hun ville heller bare fokuser på cale.


Uroen hade taget til, mydall kunne mærke det. naturen nærmest skreg af frygt, noget ondet var på vej. Tros det hade mydall bevæge sig væk fra grunden. Nysgerrigheden hade fat i hende, og hun hade lyst til og se bare lidt mere af naturen der var inden de skulle rejse hjem snart håbe hun. hun var tæt på den bæk hende og cale hade vær ved den første dag efter hun hade fundet hende. Hun stod dog stille, skoven virke mere dyster.. dirket uhyggelig. Hun stod helt stille, skoven var stille alt for stille. Hun holdt blikket fast mod skoven, ind til hun hørt cale kalde. Dette rev hende tilbage til virkeligheden, hun vendt sig rundt og satte kursen mod lyden af cales stemme. ”Cale!!” kalde mydall dog roligt, selv om uroen nærme sig og hun selv begyndt og blive urolig.

[Cale Joseia Nightgale]

Uroen havde bredt sig voldsomt fra den dag, angrebet havde fundet sted, og nu var det på tide, at komme væk fra stedet. Selvom denne verden, var fuldkommen ukendt for Cale, så vidste han, at der var land mod vest, og så måtte de tage vejen dertil i stedet for, for her..? Der havde han ingen planer om at blive!
Nu handlede det om at finde Mydall. Det var hende, som var det vigtigste for ham, og derfor handlede det om at komme af sted, inden warlockerne trak mere og mere ind i denne verden. Det kunne ikke ske hurtigt nok for hans vedkommende!

Han hørte hendes stemme. Her søgte han direkte mod hendes skikkelse. Her fandt han hende nede ved bækken. En så smuk kvinde. Hun selv havde godt af noget medgang for en gangs skyld. Han søgte hurtigt hen til hende. Hun havde det da godt. Heldigvis! Han sukkede lettet denne gang. [color=pink"Tak pris for, at du er her.. Vi er nødt til at søge væk nu."[/Color] Øen måtte vente.. Han havde ikke tænkt sig, at blive her i landet meget længere! Ikke hvis han kunne blive fri for det! Armen gled omkring hendes skikkelse, hvor han plantede et kys mod hendes kind. "Nu.. vi kan ikke blive her," sagde han denne gang. Han vidste, at han havde lovet hende, at søge tilbage til øen, men det kom slet ikke på tale nu. Han ville ikke blive her mere!

[Mydall Lupita Vivar]

Den voldsomme uro der var komme af det angreb der hade være fundet sted hade også gjort mydall utryg. Men det hade ikke være så slemt fordi hun hade haft cale hos sig. Mydall ane ikke hvorfor eller hvor fra denne uro kom eller hvorfor hun hade slet ikke styr på hvad der forgik omkring hende, dette land var bare et stort rod i hendes hoved. at cale søgt hende, hade mydall først ikke tænkt over hun hade være fange af sin nysgerrighed og tanker til for en stund ikke og tænke på hvor han var i forhold til hende.



Mydall så blot mod retning af hvor hun hade hørt cale, som snart kom til syne. Hun smile til ham som han kom hen til hende, glad for og se ham og beder gående også. Hun så på ham som han sukke, og snakke til hende. At de var nød til og søg væk var hun blot enig i for dette var helt forkert og hun brød sig bestemt ikke om det. ”jeg er enig, vi kan ikke blive her” sag hun stille, mens hun mærke hans arm om hende inden han kysse hendes kind. ”hvor skal vi søge hen? Til haven?” hun så på ham, hun kendt ikke til at han ikke længer hade tænkt sig og søg tilbage til øen med hende. Hun lag en arm om ham, og så lidt tilbage. Det var som uroen tog til, en flok krager søgete mod himlen mens de sprappe løs. Dette kunne ikke vær god tegne, ”vi må videre” hviske hun stille og tur næsten ikke snakke, eller se væk fra skovens dyb hun holdt fast om cale og kunne bestemt ikke lig det her.

[Cale Joseia Nightgale]

Krig og strid var Cale kendt med, men ikke ønskede han, at have Mydall i striden, hvis han kunne undgå det, og derfor skulle de videre derfra, og gerne så hurtigt som muligt. Han søgte hurtigt hen til hende. Så lang tid, at hun var enig med ham, havde de da et godt sted at starte, kunne man sige. Han sukkede lettet og nikkede. Så langt, så godt kunne man sige. "Havnen er uaktuel.. Det er for tæt på slottet, og den blodrøde himmel.. Vi må væk," sagde han denne gang.
Cales blik faldt derfor til hendes skikkelse. Selvfølgelig gjorde det ham trist, at han skulle rive sådan rundt med hende, men som det var lige nu, var det heller ikke fordi, at han havde noget andet valg - desværre. De kunne bare ikke blive her mere.

Cale tog denne gang omkring hendes hånd. Hvor de skulle tage hen, og hvad de ville møde på vejen, vidste han faktisk ikke, men det måtte de jo tage som det kom.. Han var jo heller ikke ukendt med at slå fra sig, hvis det endelig skulle være. "Vi må mod vest.. og langt væk herfra," sagde han denne gang, som han atter lod blikket falde alvorligt til hende. Han gik fint nu.. og derfor ville han godt kunne forsvare hende. "H-hør Mydall. Jeg ved ikke, hvad vi kan forvente at møde på vejen derude.. Men jeg lover at passe på dig," sagde han denne gang. Han tillod sig bestemt heller ikke noget andet!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall kendt ikke til krig og strid, men det betød ikke hun ikke vist hvordan man forsvar sig. For det hade hun gjort før, og hun ville bestemt kunne gør det igen. hun så på ham som han sukke, hun kunne godt se på ham det her var noget der bekymer ham det var og se i hans øjne. At havne var udelukket fordi det var for tæt på slotte og den rød himmel hue hende ikke, de hade jo aftalt de skulle ned til haven det var jo der at deres båd vente, og nu kunne de ikke komme til den. Hun så på ham, hun kunne godt se alvoren i hans blik og vist det ikke nytte og diskuter og tiden var bestemt heller ikke til det, ”okay..” sag hun stille og så lidt ned, hun hade ellers glædet sig til og få sejl turen over stået og komme hjem igen men nu kunne de heller ikke komme det.



Hun mærk han tog hendes hånd i steden for, og så op på ham. alvoren var og se på ham så tydelig som den rød himmel. Mod vest? Hvad mund de ville finde der? hun kendt ikke landet eller hvordan alt ting var delt op heller. Hun var bestemt ikke tryg ved det her, hun så på ham snakke og love han ville passe på hende. Hun smile et lille smile til ham. ”det ved jeg du vil cale.. jeg stoler på dig med mit liv, så jeg tvivler ikke det mindste på du ikke ville kunne passe på mig” sag hun stille og klemt om hans hånd inden kragerne begyndt og larme mere ”vi må væk..” sag hun og begyndt og gå mens hun holdt fast i hans hånd, hun kunne ikke lig og stå stille mere de måtte videre og det skulle være nu i hendes hoved.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale ville ikke risikere at blive fanget, eller blive slået ihjel, hvis han kunne undgå det. I denne forbindelse, var det mere vigtigt for ham, at få Mydall med mod vest og væk herfra, og så håbe på, at de ville komme over og igennem dette, uden at noget særligt skulle gå hen og ske for dem begge. At hans ord, ikke faldt i den gode jord hos hende, var derfor også meget tydeligt. "Jeg ved godt, at det ikke lige, er hvad du har regnet med.. Vi skal nok komme tilbage til øen.. på en eller anden måde," sagde han denne gang. Lige nu, ville han ikke tættere på den blodrøde himmel. Han ville derimod hellere længere væk fra den!

Ganske vidst havde Cale set Mydall slå fra sig, og han vidste godt at hun kunne, men han tog ikke chancen for det. Det var for risikabelt lige nu. De ville fortsat have hinanden, og for ham, var det faktisk også det vigtigste. Det var han heller ikke bange for at indrømme mere. Han sendte hende denne gang et stille smil. "Godt," sagde han denne gang. Han tog hendes hånd, inden han denne gang begyndte at føre hende med sig væk derfra. De havde ikke rigtigt nogen ting eller ejendele nogen af dem. Han vidste ikke hvad de ville møde. Vinden slog hårdt, men behageligt. Mange andre var også på vej derfra. "Jeg tror heller ikke, at vi er ene om den idé," sagde han denne gang. Han bed tænderne svagt sammen. Han brød sig slet ikke om andre.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall kunne godt regne ud at blev de her, ville de risiker og blive fanget eller måske dræbt og det ønske hun bestemt ikke. Hun så så mod ham som han sag at de nok skulle komme tilbage til øen på en eller anden måde, var vel en lille betrykning og have selv om hun heller ønske de kunne sejle med det samme. Hun sukke og så på ham, ”okay.. men lade os heller fokuser på og komme væk for nu” sag hun stille og så på ham og fik et lille men tydelig usikker smile frem, hun var bange og det vokse kun for vært sekundet de blive under den røde himmel.



Hun så på ham mens hun mærke han begyndt og føre hende i den retning han gerne ville have dem i. andre væsner hade tydeligvis også samme ide. Det line en hel folk vandring nærmest, dog mere sprede og folk hade tydelig fokus på dem selv og hvem ellers de hade med eller egen dele. Mydall så tilbage, kragerne fra skoven fløj hen over hovedet på dem, dette var et fare tegne de måtte sætte farten op! Hun brød sig ikke om det. ”cale.. vi må sætte farten op.. nu” bad mydall stille, og tøve selv ikke med og sætte sit tempo op. Selv virke folk ikke til og tolke kragerne som et varsel men mydall var jæger og hade lært og tyde tegen på fare der kunne komme og krager var bestemt ikke godt, og slet ikke når de fløj i så stor en flok ud over det hele. Mydall så sig kort tilbage, mens hun stadig hold cale i hånden så godt hun kunne selv om hun hade ænder sin hastighed noget hun ville helst ikke slippe ham. ikke fordi hun frygt han blev væk, en kentaur var jo ikke svær og spotte just men det gav hende tryghed og have fat i ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Fuglene fløj over hovedet på dem, og der var fuldstændig stille i skoven. Var det ikke alene et tegn på en konstant voksende uro? Hvad de derimod skulle forvente at få øje på undervejs, vidste han ikke, og det alene, var i hans øjne, en grund til at vække en uro. Han ville bare ikke risikere noget, hvis han kunne undgå det. Han trak vejret dybt og nikkede. "Kom," bad han denne gang, inden han blot satte i gang for at komme derfra. Alene det, var ikke noget, som han kunne gøre hurtigt nok. Var der andre skove og andre væsner? Måske nogle, som var lidt mere imødekommende, end dem, som de allerede havde mødt? Det kunne man da kun håbe på. Han håbede i hvert fald på det!

Den røde himmel og kragerne som fløj over himlen. Ikke bare en, men derimod mange, var alene et tegn på en uro, som Cale ikke brød sig om. Han rystede denne gang mere kraftigt på hovedet, end hvad han havde gjort tidligere. Selv han måtte sætte farten op til enkelt løb. "Vi kan slet ikke blive her mere," sagde han denne gang.
Med hendes hånd i sin, satte han igang i et mindre løb. Han løb selv fint nu, hvor han ikke længere døjede med sit ben. Jo mere ind i skoven de måtte komme, jo mere stille blev her. Her var virkelig skræmmende stille. Var warlockerne allerede ankommet? Ikke langt fra dem, kunne man høre stemmer.. Fjendtlige eller venlige? Cale sikrede sig, at han var på den side af hende, hvor stemmerne lød. Intet skulle have lov til at ske med hende!

[Mydall Lupita Vivar]

Fuglen fløj og skoven var helt tom for lyde, dette var fare tegne uden lig og mydall brød sig ikke om dem. Hun holdt fast i cales hånd hele tiden, hun var virkelig utryg nu. alle instinter i hende skreg op og løb og det i fuld galop! De skulle ikke blive her, de skulle væk langt væk det vist hun for cale hade sagt det men de skulle langt væk nu! hun ville næsten ønske hun kunne flyve lig nu men desværre var hun ingen fugle så hun måtte nøjes med hendes 4 ben. Hun så på ham og nikke da han sag kom og fuldt med ham uden tøven.



Kragerne skrappe højt og heftig, selv de advare mod hvad en det var der var på vej. Hun satte i enkle løb selv om hun meget heller ville galopere men hun fuldt cales tempo for at kunne holde ham i hånden, hun ville ikke skilles fra ham. hun så på ham da han snakke, og nikke mens hun fokuser på at se hvor hun løb og at trække vejre så roligt hun kunne så hun ikke blev for puste for hurtig.
Mens de løb vokse frygten i hendes mave, og hendes nervøsitet blev heller ikke minder. Der blev bare mere og mere stille mydall følt helt verden miste lyden den hade, som var hun bleven døv. Dog stemmer ramt hendes øre, dette fik hende til og sætte farten op selv om hun ikke hade sagt til cale de måtte løbe hurtigere, det var tydelig at flugt instinktet lå dybt i hende, lig som en hest. Hun kunne ikke selv høre om stemmerne var venlig eller ej, og hun hade ikke lyst til og finde ud af det hun ville bare væk og det skulle bare vær nu.

[Cale Joseia Nightgale]

For at komme derfra, skulle de igennem skoven. Det var bestemt ikke lige det her, Cale havde regnet med, at skulle slås med, men nu måtte de jo tage tingene, som de kom. Så lang tid, at de kom hurtigt af sted, og de havde hinanden, var han glad og tilfreds. Det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han trak vejret dybt. Her var ikke så meget som en lyd, foruden kragerne som sang deres tydelige klagesang. Det gjorde ham urolig. Han var bange for, at der ville ske dem noget, og det ville han ikke.

Ja, gid de kunne flyve.. Det kunne de bare desværre ikke prale med, at de kunne, og det var en tanke, som gjorde ham usikker. Han ville ikke tøve med at gøre, hvad det krævede, for at beskytte hende. Om det så skulle vise sig, at være med livet som indsats, så gjorde han det.
"De er der!" lød en stemme ikke langt bag dem. Her trykkede Cale fast omkring hendes hånd, inden han kraftigt satte i løb. De skulle bare ikke have lov! Ikke kunne han forsvare sig mod. "Mydall.. Løb," bad han denne gang, inden han med hånden, skubbede hende længere frem foran sig. Hans ben var ganske vidst bedre og fint, når han gik, men han kunne stadig godt mærke det, når han løb. Lys kunne han ane i det fjerne, men hvad slags? Han ville bare ikke lade noget som helst ske hende, hvis han kunne undgå det!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall forsatte gennem skoven, at de skulle gennem den for at komme vide ude i mere åbne områder vist hun ikke. Hun kendt ikke til området sådan helt vildt så hun følt de løb lidt i blinde, hun hade dog ikke tid til og tænke men forsatte bare med og løbe for de skulle videre og væk det var det som var målet for nu. hun holdt fast i hans hånd, mens hun forsatte til lyden af kagernes klage sang over deres hoved og lyden af deres hove der trampe gennem skov bundes med dens mange blad, kvist, grene og mås der dække den.



Hun forsatte med og løbe mens hun holdt fast i cales hånd, lyden af stemmer der pluslig lød ikke langt bag dem. Kort dreje hoved mydall hoved for at se bag ud men hun nåde det ikke, inden hun mærke cale sætte i kraftig løb hvilke tvang hende til og gør det samme og hun måtte dreje hovedet tilbage så hun kunne se hvor hun løb. Som sag bad hende løb, dreje hun hurtig hovedet mod ham. ”cale.. men..” hun mærke han med hånden hun ellers holdt i skubbe hende længer frem, dette fik hendes flugt instinkt til og tage for alvor fat for uden hans hånd mist hun trygheden. Og hun satte i fuld galop, hendes ben fejle intet og hendes fart var bestemt ikke lille. Hun galoper videre mens hun trak vejre tungt og hårdt, mens vinden tog fat i hendes næsten hvide hår. Hun kunne se lys i det fjerne men hun vist ikke hvad det var, hvad en det måtte vær blev det stærkere og stærkere som hun kom frem og til sidste måtte hun brug en hånd til og skygge for lyst så hun kunne se bare nogle lunde hvor hun løb hen.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale vidste nu, at de blev forfulgt. Igen, så var en kentaur, nok heller ikke det mest sete væsen her, af hvad han havde forventet. Det gjorde det bestemt heller ikke meget bedre lige nu. Han rystede denne gang på hovedet. Forbandet være alt sammen! Han ville ikke jage Mydall væk fra sig, men han kunne forsvare sig bedre, når han ikke havde hende lige ved siden af sig, og siden de var kommet ind bagfra, følte han et sted også, at dette var det rette valg at tage, og det var også derfor, at han havde taget det.
"Jeg skal nok finde dig," lovede han denne gang. Hun kunne desuden løbe langt bedre, og langt hurtigere end hvad han kunne lige nu, og derfor ville han hellere fokusere på, at få hende i sikkerhed, og så tage resten derfra. Han vendte sig denne gang. Han begyndte at bakke i stedet for, og med tydeligt sammenknebne øjne.

"De løb den her vej! Jeg så dem! De løb den vej!" lød stemmen igen. Cale spændte denne gang i kroppen. Han brød sig bestemt ikke om dette, da han heller ikke vidste hvad han skulle forvente. Han rystede på hovedet, inden han denne gang satte i løb efter Mydall. Ikke ønskede han at blive fanget, om han kunne undgå det, men at lade hende blive fanget, var heller ikke noget som kom på tale!
I det indre, tiggede og bad Cale til at Mydall bare fortsatte, og at der intet skete med hende. Kraftige lysglimt meldte sig, og skød direkte mod dem. Med afstanden som Cale havde lagt til dem, undgik han at blive ramt. Lyset skar ham dog voldsomt i øjnene.

[Mydall Lupita Vivar]

Det var temmelig tydelig de blev forfulgt og det skræmt Mydall utrolig meget! Det var ikke første gang for hende, men det skræmt hende stadig meget. Hun hade holdt godt fast i cales hånd, ind til han hade skubbet hende frem så hun hade mist grebet om hans hånd. Hun hade set tilbage på ham som han sag han nok skulle finde hende igen, inden han vendt sig rundt mod hvem end det var der var efter dem. ”Cale!” kaldt mydall bange men hun kunne ikke stoppe sin ben, hun forsatte i hastig galop mens hun følte panikken og frygten fange hende som hun kom længer væk fra cale.

Hun kunne stadig høre stemmerne, også selv om hun var komme længer væk fra dem og cale. hun ånde tungt mens hun trampe til som hun løbe så hurtig hun kunne, lyset kom nærmer det kom flyvene? Mydall nåde ikke og tænke mere over det suse et lysglimt mod hende, mydall mærke det ramme hendes højre side af ansigt. En svigene brændene fornemmelse kom i kinden og hendes øjne, hun kunne intet se lyset hade haft sin effekt hun var mere eller minder blinde på begge øjne for en stund, plus hun følt hun hade fået et brænd sår i ansigt.
Panisk løbe mydall videre i samme retning, uden og ane hvem hun løb ind i eller hvad. ”Cale!..CALE!” kaldet hun panisk for hun kunne intet se! Hun gned øjnene på skift men det hjalp ikke det mindste, hun gispe panisk som hun forsatte i fuld galop. Hun var nu en blind kentaur i fuld galop og panik, hun var dissident farlig for alle omkring hende i den tilstand, hun var rigtig løbene løbsk.

[Cale Joseia Nightgale]

Det var meget lidt, Cale desværre kunne gøre mod magiske væsner. De kunne angribe på lang afstand, af hvad han havde fundet ud af, og det kunne han ikke. Han skulle tæt på, og det var virkelig frustrerende som intet andet! Tænderne bed han derfor fast og kraftigt sammen. "LØB!" endte han denne gang. Selvom han kunne gå fint og det hele, men at spæne derudaf i fuld galop, var ikke noget, som han kunne endnu.

Det var tydeligt at skoven og områderne omkring, blev gennemsøgt, og ikke var det en tanke som faldt i Cales gode bog på noget tidspunkt! Han kneb øjnene fast og kraftigt sammen, idet han forsøgte at løbe. Heldigvis for nu, havde de ikke ramt ham, og han løb da også heldigvis hurtigere end hvad de gjorde. Det kunne i hvert fald være en klar fordel nu.
"MYDALL!" råbte han denne gang, idet at endnu et lysglimt for forbi ham, og direkte ned i jorden foran ham. Det eksploderede. Cale fik et kæmpe chok, og begyndte at stejle, inden han atter satte i løb. Han havde bestemt ikke tænkt sig, at lade sig fange af nogen! Ikke igen! Han ville ikke igennem den slags igen, hvis det var noget, som han nu kunne blive fri for. "Løb.. Løb..!" fortsatte han denne gang. Han havde slet ikke energi til det her. "De er der!" udbrød stemmen igen. Denne gang tættere på end tidligere. De var hurtige!