Let's get out!

[Cale Joseia Nightgale]

Uroen var uden tvivl at mærke i Cales krop, for ikke at glemme, den tydelige følelse af panik, som meldte sig, da hans mulighed for at få luft, blev taget fra ham. Her var han jo også tvunget til at give slip på hende, i kampen om at få rebet af. Han kunne bare ikke få fingrene ind mellem, så han kunne trække til, og det var det, som var grunden til panik.
Cale gispede kraftigt efter vejret, idet han stejlede og sparkede fra, for at få dem til at slippe ham igen. Han havde aldrig bedt om det her! Han ville jo bare gerne have lov til at leve et roligt liv, sammen med hans udkårne, og det var efterhånden også ved at blive tydeligt, at det slet ikke var noget, som han ville få lov til, hvilket jo næsten var det værste af det hele!

Ikke kom der så meget som et ord fra Cale. Manden holdt sig på afstand fra ham, for ikke at komme for tæt på. Cale mærkede godt, at han blev træt, og det hele begyndte at svimle for ham. Han gispede tydeligt efter vejret, som han bare ikke kunne få, uanset hvor meget han kæmpede for det! Hans ben begyndte at give efter under ham, hvor den tunge krop denne gang faldt mere og mere sammen på jorden.
Manden som havde forsøgt at trække Mydall med sig væk fra Cale, og hun denne gang stormede direkte mod ham, for at trampe ham ned. Et skrig brød hans læber, da hun hamrede sine hove direkte ned i hans lår, og ellers bare trampede på ham. "STOP!" udbrød manden, som havde fat i Cale. Cale var faldt mere og mere om på siden. Det blev hårdt, at overhovedet holde sig vågen nu!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var virkelig utryg lig nu, det her var bestemt ikke det hun hade planlagt. Hun hade bare tænkt at nu skulle hende og cale leve i fred og ro hjemme på øen. Men nu skulle de så døj med det her. Frygten sprede sig i hendes krop som hun så cale kæmpe med rebet, hun følt halsen slog knuder og hun miste helt sin stemme. Hun kunne se hans panik, hun kunne nærmest føle hans panik og mangle på luft. Hun følt sig helt magtes løs for hun kunne ikke komme ham nær når han sparke på den måde. Hun så mod de tre mænd, det her ville hun ikke lade dem slippe godt fra! Ingen skulle gør hendes udkåren noget!

Mydall var blot storme mod manden, ligeglad med smerten i benet hun skulle have ham til og fjerne rebet fra hende og der efter ville ham der hade cale være den næste. Som hun ramt hans lår med de massive Hove forsatte mydall med og stampe på han, hans skrig rørt hende ikke. Hun stampe videre hun var uden tvivle ude på og smadder manden til han ikke længer hade det reb om hendes hals. Da den anden skreg stop var mydall ved og stejle på ny "fjerne rebet om ham! Ellers sigter jeg efter hovedet næste gang!" Kom det tydelig hidsig fra hende. Hun valgt og stampe på mandens ben igen og blive ståenden på ham med forbene så han blev nede, hun holdt øje med manden "fjerne det!" Skreg hun vredt høj på adrenalin lig nu, hun trak vejre heftig mens hun holdt vægten på forbene tros den stor smerte scene forben.

[Cale Joseia Nightgale]

Cales øjne, var fuldkommen blodskudte, af kampen for at få luft, som han efterhånden måtte opgive. Det var virkelig umuligt for ham, i det hele taget at gøre noget for at få det reb af! Og derfor var han også endt på jorden. Hans krop skælvede.. Han følte det hele sejlede, og det at klamre sig til det reb, for at få det af, kunne han bare ikke. Forbandet være magien! Flere gange åbnede han munden for at sige noget, men ikke andet end små lyde, og gisp kom, i kampen om at få luft. Det hele blev sløret for ham, hvor han denne gang lå mere og mere stille.

Manden som Mydall var stormet direkte ind i, var endt med at ligge urørlig på jorden, og de to andre, havde ikke tænkt sig, at komme for tæt på. Cale var ikke et problem, så lang tid, at han lå der, for han kunne ikke rigtigt gøre noget uanset, og det var en ting, som de i hvert fald, havde tænkt sig at udnytte. "Hvis du ikke stopper, så får du ikke din kæreste igen!" endte han denne gang. Manden var så godt som trampet flad. Den anden havde trukket sit fysiske våben og holdt op mod Mydall i stedet for. Den anden holdt stadig i rebet, og med hånden vendt mod hende. Hun var selv kommet til skade, så hun kunne lige så godt stoppe med det samme!
Cale gled kun mere og mere ned i jorden. Hans læber begyndte nu også at skifte farve. Han kunne jo slet ikke få luft!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall hade godt set hvordan cale kæmpe, Det skræmt hende virkelig. Hun ville ikke have det hvorfor skulle de være sådan der over for dem. De hade intet gjort dem før nu, mydall så på den flad tramp mand under hende, ham fik hun nok ikke flere problemer med. Hun så på manden som han truede hende, med hun ikke fik cale igen mens den anden pege på hende med et våben. Våben skræmt hende ikke lig nu, lig nu var hendes frygt mere Cales overlevelse. Hun hoppe af manden og skyndt sig i stedet for hen til cale, synet af ham skræmt hende uden tvivle for hun miste farven i ansigt. Hun kom ned til ham og forsøgt selv og få rebet af hans hals men hun kunne ikke få fingrene ind under rebet. " stop så! Han kan ikke få luft!" Kom det panisk fra hende mens hun så skræmt på cale, han måtte ikke dø hun kunne ikke klar det her uden ham hun ville ikke miste ham.

Mydall kæmpe virkelig med og forsøg og løsne det magisk reb men lig lidt hjalp det, "cale! Du må ikke dø..Pleas." Kom det pibene fra hende som hun forsat prøvebog få rebet af ham, mens hun mærke øjen blive våde af tåre der samle sig i hendes øjne, han måtte ikke dø hvad skulle hun så gør ? Så ville hun være alene igen og det kunne hun ikke. Hun var bleven for glad for at være hos ham, hun elskede ham mere ind noget andet han måtte ikke dø. Hun opgave rebet og tog i stedet om ham, forsøgt og holde ham oppe af sig. Hun kunne ikke gør meget andet, hun kunne ikke give ham luft som sådan. At puste ville nok ikke hjælpe og rebet kunne hun ikke få af ham "lad ham så være!" Skreg hun til manden mens tåren stod ned af hendes kinder mens hun holdt om Cales menneskelig krop og holdt den ind mod sig, hun ville ikke give slip de kom til og riv hende væk fra ham vis de ville have hende nogle steder hen.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale blev mere og mere stille. Han kæmpede virkelig for at få luft, selvom det nok ikke var til at se. Han gispede svagt.. Hans øjne var helt blodskudte, men selv det, at få fingrene ind under rebet, kunne han ikke. Hans fingre var for tykke, og magien var alt for kraftig, til at han kunne gøre noget som helst ved det. At hun så faldt ned ved hans side, så han godt.. Eller.. han så det nok ikke så meget, men han kunne derimod bedre mærke det.
At hun rev ham op i sine arme, mærkede han knapt. Han blev kun mere og mere slap i takt med, at han gled længere og længere væk. Han lukkede øjnene svagt i, som hovedet søgte mere ind mod hendes skikkelse. Hans krop begyndte at ryste. Det var virkelig ubehageligt!

Manden blev stående, uden at give tegn til at ville lade Cale gå. Selvom han nok gled mere og mere hen mod punktet, hvor han ville give op alligevel. Det var også begrænset, hvad ens krop kunne holde til. De nød uden tvivl, hvad de måtte stå og betragte foran dem.. Se Cales tavse kamp og forgæves kamp for at få luft."Gå med os.. Og din kæreste, vil få luft igen," sagde han blot. Cale begyndte at blinke voldsomt med øjnene. Han blev kun mere og mere slap. Hans blik faldt mod hende.. Et sted bedende.. Han ville bare gerne have, at det her skulle stoppe!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall holdt godt om cale, mens hun paniks prøve og holde ham vågne og hjælpe ham selv om der vitterlig intet var hun kunne gøre. Hun så på ham mens tåren stod ned af hendes kinder nu, hun kunne jo godt se hvor det her ville ende vis ikke han snart fik luft. Han blev tung kunne hun mærke hans krop var slap, det her var virkelig skidt! "Cale du må holde dig vågen!" Bad hun mens hun fik lagt hans hovede mod hendes bryst, hun strøg ham over kinden mens hun selv hev svagt efter vejere men det var for ikke og stor tude selv om hun var på grænsen til det allered.

Hun så mod de to mænd der var tilbage, de nød det her og hun hadet dem for det. Hjerte løse svin, hun så på manden der holdt Cales reb. Der var vel intet og gør, hun så mod cale som han kigge bedene på hende det knust hendes hjerte og se ham på den her måde. "Okay okay! Lad ham så få luft!" Bad hun mens hun holdt blikke på cale, hun ville se rebet blive løsnet hun ville hør ham trække vejre, hun strøg cale over kinden. Et sted for at berolig ham for hun ville ikke have han følt sig alene, hun var lig ved hans side lig som hun love. Hun snøft mens hun ryste angste i hele kroppen, hun ville ikke have der sket cale noget og se nu. Det hele var hendes skyld, hade hun ikke vælte eller være bleven blinde af lyst var de sikkert slippe fra dem.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale gled mere og mere væk. Ubehaget og panikken blev hurtigt erstattet med en ekstrem følelse af træthed, og han lystede mere, at skulle give hen, end at fortsætte med at kæmpe. Hans læber var blå og han rystede svagt i kroppen, som frøs han rent faktisk. Hans krop var dog hedende varm.. Den knoklede virkelig for at holde ham ved lige! Hans øjne gled denne gang i, som han faldt helt ind mod hendes favn.
De to mænd kiggede på hinanden, som Mydall langt om længe gav det ønskede svar. Her slap manden rebet, som omgående løsnede sig om Cales hals. Han begyndte kraftigt at hoste, hvor han nærmede skubbede sig væk fra Mydalls krop, i kampen om at få det luft, som han nu var blevet snydt for.

Cales krop rystede virkelig, og det var tydeligt, at han havde det skidt. Aldrig havde han været udsat for noget lignende! Dumme magiske væsner! Rebet rev han af og smed fra sig. Hans hals havde fået et tydeligt rødt mærke ovenpå hele hændelsen, og det var tydeligt, at det havde klemt godt til.
"Udmærket.. Når I er klar, så kan I følge med," sagde manden denne gang med en storslået tilfreds stemme. Den anden var gået hen for at tjekke op til deres døde partner, som tydeligt var blevet trådt ihjel. Ingen af dem vrængte en mine. Cale sagde intet, men trak kun vejret i hurtige stød. Han havde det virkelig, virkelig dårligt!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall kunne se cale gled længer og længer væk, og hun var virkelig desperat for at holde ham vågen og ved overfladen. Hun så på ham og ane virkelig ikke sin legenden råd, hun snøft mens hun holdt ham ind til sig. De blå læber fortalt tydelig hvordan han hade det, hans krop ryste så det var også noget der skræmt hende en del. Hun så på ham mens hun hulke og bare holdt om ham, mens hun forbande de to mænd langt væk og deres idiot konge som ville se dem og så sendt sådan to bøller efter dem. Hun så på mændene som de så på hinanden inden rebet blev løsnet om Cales hals.

Hun mærke cale rive sig væk fra hende mens han host, hun røg selv ned og ligge i ren chok og lettelse. Det gjord hende indt han skubbe hende sådan væk, han hade nær være bleven kvalt. Hun kom op og side igen og så på cale mens tåre stadig strømme ned af hendes kinder i ren lettelse. Hun så på cale og lag forsigtig hånden på hans skulder "er du okay." Spurt hun med en tydelig rystende stemme for hun hade virkelig være bange der. Hun snøft og så på de to mænd der vente på de blev klar til og gå. Hun rørt sig dog ikke en tomme før cale sag han var klar igen.

[Cale Joseia Nightgale]

Det gjorde virkelig godt, pludselig at kunne få luften igen. Cale havde ikke skubbet hende fra sig med vilje, men derimod kun af ren reaktion, fordi at han nu kunne få luft igen. Han hostede denne gang kraftigt, og hans krop rystede tydeligt. Han tog sig til halsen, inden han denne gang vendte blikket mod hende. Han nikkede. Han havde det meget bedre nu, også selvom han var svimmel, og nu skulle have gang i hele kroppen igen. Det var ikke ligefrem noget, som skete som det rene ingenting, kunne man sige. Han lukkede øjnene, og lagde hånden tæt ind ved halsen. At snakke, kunne han ikke lige nu. Hans hals havde jo været klemt igennem temmelig lang tid nu.

Mændene forholdt sig rolig. Igen havde de ikke været ude på at slå ihjel, men derimod at indfange.. Og kentaure, var jo heller ikke ligefrem et væsen, som man så særlig meget til. "Så når I er klar.." sagde han denne gang, hvor han lagde armene over kors. Cale lagde hænderne mod jorden under sig. Reb.. aldrig nogensinde igen! Han bed denne gang tænderne svagt sammen, og rystede så endeligt på hovedet i stedet for. Han ønskede det ikke. Han ønskede virkelig ikke flere af de problemer nu. Han lagde sig denne gang mere ind mod hende. Øjnene lukkede han, idet han trak vejret dybt. Det skar helt ned i brystkassen.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall blev liggende på jorden, efter hun hade fået rette sig op efter han skubbe hende væk. hun hade virkelig være bange der, hun troede virkelig han skulle dø et kort sekundet. Hade hun ikke sagt ja til og gå med dem ville cale have være.. hun tur ikke tænke på det, hun så på ham som han så på hende. Hun snøft som han nikke at han hade det beder, hun fik et lille smile frem og gned øjne. Hun ryste selv som en gal i ren chok, hun følt slet ikke hun kunne styr sin rystende hænder og ben som også ryste en del, det her ville hjemsøge hendes sind frem over, hun hade nær var skyld i cales død en ting hun slet ikke kunne tilgive sig selv for.



Mydall blev liggende selv om manden snakke til dem, kunne han dog ikke lad cale få ro bare et par minutter! Hvad regne han dog med efter den behandling? Mydall så på cale som han igen lage sig ind mod hende, hun lag armen om ham og trykke ham blidt ind til sig. Hendes reb var stadig om halsen, hun hade faktisk helt glemt hun hade det fordi hun hade være så ude af den. Hun trak vejre tungt og rystende, ”Cale.. vi nød til og med dem.. ellers begynder de måske bare igen..” hviske hun til ham så mændene ikke kunne høre hende. Hun så på ham, øjne var rød efter hun hade tudet sådan, hun strøg blidt cale over kinden hun var så bange lig nu at hun følt hun skulle brist i gråd og aldrig stoppe igen, men hun holdt det inde og lod kun enkle tåre trille. Hun lag blidt hovedet mod cales ”undskyld..” hviske hun stille til ham, hun følt virkelig skyld over alt det her. Hade hun ikke være falde hade de måske være sluppet væk, og cale ville ikke nære have miste livet og hun hade ikke endt med og trampe en mand ihjel.

[Cale Joseia Nightgale]

Det var på ingen måder Mydall, han var vred på, men derimod hele situationen og de mænd, som nu stod overfor dem. Ja, han hadede virkelig, at tingene skulle forholde sig på den måde, som den u gjorde, og han kunne slet ikke have det! Han rystede denne gang på hovedet, mens han virkelig kæmpede for sit eget liv. Han havde været igennem mange ting, men aldrig at være så tæt på at miste det, som han havde været her, og han måtte jo ærligt indrømme, at han slet ikke havde regnet med, at det skulle komme så vidt.
Øjnene lukkede Cale let, som han lod sig falde mere ind mod hendes skikkelse. Han følte sig pludselig træt og udmattet, og mændene overfor dem, ville ikke give dem fred og ro? Han havde brug for et øjeblik, bare til at komme sig igen!

Hånden forlod denne gang hans hals, kun for at falde igen. Kroppen føles tung som bly, og han var i forvejen vant til at være udsat for mangt og meget! Og nu lå han så her. Han rystede denne gang svagt på hovedet.. Han forsøgte at sige noget, men fortrød det hurtigt. Det gjorde virkelig ondt! Hans blik faldt på dem igen. De ventede blot. Og de skulle ikke have lov til at fryde sig over det her! Derfor satte han kort hænderne i jorden, hvor han forsøgte at kæmpe sig op på benene igen. Hans ben truet virkelig med at knække sammen under ham. Han havde det virkelig ikke godt.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall holdt forsat om cale, det hele var virkelig bare noget møg. Synet af cale der nær hade miste livet hade virkelig sat sin spor i hende. Hun så på cale hele tiden, hun ville sikker han var okay sikker sig han blev ved med og trække vejre nu han kunne. Hun mærke han faldt mere mod hende men det gjord hende intet, hun holdt blidt om ham forsøgt og beskytte ham selv om hun ikke kunne gør meget. Hun så på ham som han lå op af hende, og nusse ham blidt på armene. Hun så kort mod mændene ud af øjnene krogen de stod bare og stirre på dem og hun brød sig ikke om det.



Mydall holdt om ham, det var ikke fair det her. Cale hade brug for tid til og komme sig efter denne oplevelse de kunne da virkelig ikke mene han skulle til og gå nogle steder hen. Hun snøft som hun stadig mærke tåren trille ned af kinderne. At han ryste på hoved til at det var hendes skyld, hjalp ikke meget hun påtog sig stadig skylden for det her. Hun så på ham som han satte hænderne i jorden, og forsøgt og stå. Mydall kom hurtig op og stå og fik armen om ham ”støt dig til mig cale..” bad hun stille, han hade brug for hende og den støtte han kunne få ved hendes krop. Hun kunne godt klar det, jo hendes ben gjord hammer ondt men han var meget vigtiger ind et ben. Hun så bekymret på ham med de forgrædt øjne mens hun forsøgt og hjælpe ham op og stå.

[Cale Joseia Nightgale]

At bruge Mydall sådan mod ham, var slet ikke fair, og det var en tanke, som ene og alene, formåede at gøre Cale direkte vred! Aldrig havde han været så vred, som det han var i øjeblikket! Og dog så træt.. Han havde aldrig oplevet noget lignende. Han lukkede øjnene let, inden han denne gang forsøgte at kæmpe sig op på benene i stedet for. De ville have det, og selvfølgelig ville han give dem det.
Cale var overhovedet ikke i stand til at sige så meget som et ord lige i øjeblikket, men han kæmpede for det. Hvis det ikke var fordi, at han virkelig havde ondt i halsen, så havde han for længst gjort det. Det her var på ingen måder hendes skyld, for hun havde intet gjort ved ham. Og nu stod han jo så her.. Det var vel ikke underligt, at han havde det som han havde det?

Mændene fulgte dem med blikket. Lige nu, var Cale uanset ikke i stand til at gøre noget som helst. Hårdt som det end måtte være, så kunne han bare ikke gøre noget ved det. Armen gled omkring hendes skikkelse, selvom han vidste, at hun havde ondt. "Ikke din skyld," hviskede han yderst anstrengt, inden han igen vendte blikket mod mændene endnu en gang. Han bed tænderne svagt sammen.
Indbyrdes udvekslede mændene blikke. Det var måske på tide, at komme igang? "Følg med," sagde den ene, inden han vendte om og begyndte at gå. Han forventede selvfølgelig at de gik efter.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall hold forsat om cale, hjalp ham op og stå så godt hun kunne. Hun så på ham og kunne ikke en gang tør hendes våde øjen og kinder med hænderne, hun tur slet ikke slippe ham igen. Hun så på ham da han kom op og stå, hun mærke han støtte sig til hende det var kun godt. Hun så bekymret på ham, hun ville sådan ønske hun kunne gør ham frisk igen at hun kunne have fjerne hele denne grimme oplevelse fra ham. Hun så på ham, som hun fuldt hans blik mod mændene der vente på de ville komme i gang. Lige som cale følt hun en vrede mod dem, men hun kunne intet gør ved det de var begge skadet nu og de ville nemt kun bruge deres magi mod dem.

Mydall så på cale som han hviske "ikke tal cale.. Spar på kræfterne " hviske hun stille til ham som de blev bedt om og følge med. Hun så på cale og kysse ham forsigtig på kinden. Hun så på ham og så der efter mod mændene og forsigtig begyndt og gå mens hun støtte ham og sikker sig han kom frem ad selv om det her nok ville tage lidt tid ind til cale selv kunne gå beder mens ind til da ville hun være hans støtte pæl og sikker sig han ikke blev efterlad, hun så på ham hele tiden hun var virkelig bekymret og bange og tåren trille stadig mens hendes hænder ryste selv om hun holdt dem tæt på cale og prøve og være den stærke her og ikke være bange men hun hade svært ved det.

[Cale Joseia Nightgale]

Hvad skulle Cale ikke gøre, uden Mydall? Hun var virkelig blevet hans klippe, også selvom det burde være omvendt. Det var overhovedet ikke meningen, at alt det her burde forekomme, men hvad kunne han da gøre nu? Han bed tænderne svagt sammen, mens han selv forsøgt at følge med mændene foran dem. Den ene holdt sig lidt i baggrunden, for at gå efter bag dem, for at være sikker på, at de ikke gjorde noget dumt. Ikke at de kunne. Cale kunne knapt holde sig oppe. Havde det ikke været for Mydall, jamen så havde han stadig ligget på jorden.

At føle sig svag, var i forvejen ikke en følelse, som Cale brød sig synderlig meget om. Han måtte indrømme, at det nok var det værste som han overhovedet kunne komme i nærheden af lige nu. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. At snakke tog virkelig meget.. og det gjorde ondt. Gud hvor han dog hadede det!
Hvor mændene ville have dem med hen, vidste han ikke. Derfor fulgte han nu bare med. Hans blik faldt til Mydall, som hun kyssede hans kind. Han var i live.. Men det havde virkelig også været på et hængende hår. Han var glad for, at hans lyst til livet, var stærkere end som så. Han sænkede sin ene hånd, hvor han greb ud efter hendes igen. Før eller siden, ville de finde den fred, som de skulle have. Manden gik foran, og den anden gik bag dem, for at sikre sig, at de ikke løb i andre retninger. Her blev de ført op mod Det Mørke Morgengry og op mod deres konge - Kimeya Marvalo.