Where is my mother..?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det gjorde ondt, helt ind i Salvatores sjæl, at vide, at han var nødt til at gøre dette. Mange andre magikere, havde ønsket at de bare tog den lille drengs liv, og det havde Salvatore nægtet. Det var bestemt ikke meningen, at de skulle rende rundt og tage livet af alle, og særligt fordi at børn var uskyldige. Kieran deriblandt også, så der havde han banket foden i gulvet, og nægtet.
Salvatore fik derfor placeret den unge knægt oppe på hesten, også selvom han kunne se, at han var usikker og utryg. Et sted burde det måske gøre mere ved ham, end hvad det havde gjort frem til nu, men det skete bare ikke. Desværre. Han rystede kort, og let på hovedet denne gang. "Før eller siden, skal du nok finde din mor," lovede han. I døden vel.. Men det behøvede den lille dreng, slet ikke at vide. Han forstod det sikkert ikke uanset.
Tøjlerne fik Salvatore over hesten, inden han denne gang selv tog pladsen bagved den lille dreng i stedet for. Han forstod ham jo godt, men her ville han ikke finde sin mor.. Og aldrig ville han finde sin mor i livet længere. De havde tilbragt den sidste tid sammen med hinanden, og det var måske en hård besked at give, men det var sådan at landet lå. "Hold fast," sagde han denne gang. Her fik han hesten igang, så de kunne komme mod grænsemuren.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Bamsen var Kierans eneste tryghed lige nu, og han kunne ikke lide det. Det eneste, som han ønskede lige nu, var rent faktisk at have sin mor, selvom det var tydeligt, ikke noget, som han kunne få desværre. Han vendte blikket ned mod sine hænder, som fumlede lidt i bamsens nakke, bare for at have noget at give sig til. Det her virkede utrygt på en eller anden måde, selvom han ikke rigtigt kunne beskrive hvordan det føles. Det kunne i hvert fald godt mærkes nu.
"Jeg kan ikke lide det her.." sagde han denne gang. Det var ikke nogen hemmelighed, at han bare ønskede sin mor, og at han ønskede at det hele var, som det plejede at være. Han lænede sig forsigtigt ind mod Salvatore, så hans arme kunne være omkring ham, så han ikke faldt ned. Det var hans første møde med en hest.. Ville det her vise ham vejen til hans mor? "Så du ved altså hvor mor er..?" spurgte han denne gang. Da hesten begyndte at gå, lukkede han omgående hånden omkring sadlen foran sig, så han ikke endte med at falde ned. Igen meldte tårerne sig i hans øjne. Der var noget galt. Alt i ham, fortalte, at der var noget galt ved det her. "Jeg kan altså ikke lide det.." sagde han denne gang. Han hævede blikket forsigtigt mod Salvatore igen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Kieran var en kvik ung dreng, det måtte Salvatore give ham, men det ændrede ikke på, at det her, ikke var noget, som han ønskede at fortsætte med. Som det nu var sagt, så handlede det udelukkende om at få ham ud, og vende ryggen til, inden man selv ville komme til at fortryde det. Han selv var ikke særlig god til børn, og det kom nok også tydeligt frem her. Ikke fordi at Kieran var warlock, for det havde ikke noget med det at gøre. Han trak vejret dybt. "Det er alt sammen okay, Kieran," sagde han denne gang.
At knægten lænede sig mere ind mod ham, sagde han ikke noget til. Han ville jo gerne sikre sig, at knægten ikke faldt ned, for det var overhovedet ikke intentionen ved dette. Bamsen var og blev nu også det, som han havde at holde fast i, for resten af hans grundvold, var blevet rystet så voldsomt, at han slet ikke havde bidt sig fast i det. Og måske, at det var det rette lige nu.
Et kort smil måtte passere Salvatores læber, da hesten satte igang, og knægten blev nærmest bange. Var det hans første møde med en hest? I det tilfælde, så var det også synd. Han rystede de tanker ud af hovedet. Nu var det på tide, at lade være! Han kunne ikke lide det, og det var også meget tydeligt. Han rystede denne gang på hovedet. "Bare hold fast, Kieran," sagde han denne gang. Han ville faktisk ikke diskutere det mere end hvad godt var i den anden ende.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Hvorfor var det ikke betryggende, at Salvatore hele tiden sagde hans navn? Tårerne begyndte denne gang, at melde sig i hans øjne. Det her var skræmmende, og det var utrygt, og det kunne han slet ikke lide. Han lagde sig mere ind mod Salvatore denne gang, udelukkende fordi, at han ikke havde meget andet valg, kunne man sige. Han bed tænderne svagt sammen, hvor han denne gang begyndte at hulke. Han ville bare gerne være.. sig selv sammen med sin mor, som han havde været frem til nu. Hvorfor ville han ikke snakke om hans mor? Det forstod han jo heller ikke rigtigt, og det forvirrede ham kun mere end hvad godt var i den anden ende.
Alt sammen ville blive okay? Hvorfor havde selv han svært ved at tro på det? Han blinkede denne gang med øjnene, inden han denne gang rystede på hovedet. Tingene ville slet ikke blive okay, før han havde fundet sin mor, og det stod han endnu fast på! "Først når jeg har fundet min mor," sagde han denne gang. Fuldstændig ligeglad med, om det var noget, som han ville snakke om, eller hvad det var for noget, men han var ligeglad. Han ville bare gerne have sin mor nu. Han trykkede sin bamse mere ind mod sig, inden han atter tørrede sine tårer væk. Det var svagt, og det vidste han, at hans mor ikke ville have, at han skulle vise. "Hvor er hun?" spurgte han denne gang en kende mere bestemt, end tidligere. Han ville jo bare gerne have hende fundet igen, så de kunne komme hjem.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Var Salvatore ved at blive blød nu? Det var slet ikke meningen, og det var overhovedet ikke noget, som skulle have lov til at forekomme. Ikke ønskede han at tage den lille drengs liv, og han vidste, at han var nødt til det, hvis han vendte om nu. At fortælle ham sandheden om hans mor, var heller ikke noget som han ønskede, og særligt, hvis det var noget, som han også skulle leve med bagefter. Han lod derfor drengen ligge ind mod ham. Måske at han kunne sove på vejen. Man kunne næsten håbe på det, for det var jo uanset en lang tur.
Kieran snakkede konstant om sin mor. Han burde ikke lade det gå ham på, men det gjorde det alligevel, og det kunne han ikke undgå at bide sig fast i. Nu var det ikke nogen hemmelighed, at han selv havde været meget betaget af Narcissa, og nu sad her med hendes søn, som var det sidste spor efter hende. Han rystede hurtigt de tanker ud af hovedet. Det var i hvert ikke noget, som ville gavne. Den ene arm lod han dog alligevel glide omkring den lille dreng. Forhåbentlig ville det være med til at gøre ham mere tryg ved situationen, end hvad han havde været frem til nu. "Du vil finde mor på den anden side af grænsen," sagde han denne gang. Det ville være nemt at få ham af der nu. Det håbede han i hvert fald. Han vidste, at det var en løgn.. Nok en af de største, som han kom til at skænke nogen igennem hans liv, men derimod en nødvendighed. Desværre.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran lagde sig denne gang mere bagud, og ind mod Salvatore, da armen også gled omkring hans mave. Det var et sted beskyttende, og på en måde, som han slet ikke var vant til. Hans moder var jo heller ikke ligefrem den omsorgsfulde af slagsen. Det havde hun aldrig været, så han havde taget det med sig, som han nu kunne. Det var vel heller ikke underligt, var det? Han trak vejret dybt. Han ville finde sin mor på den anden side af grænsen? "Er der langt derhen?" spurgte han denne gang.
Alt var udenom, hvad det typisk måtte være, og selvfølgelig var det også noget, som selv Kieran kunne mærke, og det gjorde ham utryg og usikker. Her slap han heller ikke grebet om sin bamse på noget tidspunkt, og det ville han heller aldrig nogensinde komme til! Han lukkede øjnene kun for et kort øjeblik. Lyset skar ikke nær så meget i øjnene mere, men det generede alligevel en god del. Han tvang øjnene op igen. Han vendte blikket ned mod hesten i stedet for. De vuggende bevægelser, var samtidig med til at gøre ham træt og døsig. Han hævede hånden og gned sig i øjnene. Var hans mor virkelig derover? Han forstod ikke hvorfor, for hun havde aldrig efterladt ham før. Han sænkede hovedet en anelse ned mod sin bamse i stedet for. Han sank en klump. "Jeg fryser.." sagde han pludselig. Typisk ved træthed. I hvert fald fra hans side af.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Et sted bad Salvatore virkelig til, at den unge knægt faktisk ville falde i søvn ovenpå dette. Det ville i hvert fald gøre dette betydeligt nemmere, og særligt fordi at han snakket hele tiden. Udelukkende handlede det et sted om, at skubbe ansvaret over på en anden, for at tage et barns liv, var overhovedet ikke noget, som kom på tale, og det ville det heller aldrig nogensinde komme til. Et kort smil passerede denne gang hans læber denne gang. "Der er et godt stykke derhen," sagde han denne gang oprigtigt. Det var jo ikke bare-bare, at søge til grænsen, desværre. Det kunne man i hvert ikke ligefrem kalde det.
Han frøs.. Han var træt. Det var vel også stressende for den unge knægt, at blive udsat for alt det, som han rent faktisk var blevet udsat for? Og af den grund, så kunne han heller ikke ligefrem sige, at han havde noget at varme ham med. Han sukkede denne gang let, hvor han kort rystede på hovedet. "Jeg har desværre ikke noget, som du kan varme dig med," sagde han denne gang. Det var jo selvfølgelig synd og skam, men det var derimod meget lidt, som han kunne gøre ved det nu. "Så forsøg at sov lidt. Det kunne du godt bruge," tilføjede han. Han ville åf brug for alt den energi, som han kunne få, dersom han skulle have nogen chance for at overleve det her.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran sukkede næsten overdramatisk, da han fik at vide, at der var langt derhen. Der var jo heller ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved det. Han forstod bare ikke, hvorfor hans mor havde valgt at tage en lange tur. Det var jo heller ikke fordi, at han kunne gøre noget ved det, sådan rigtigt.. Eller hvordan hun var kommet derhen så hurtigt. "Hvorfor er mor gået den lange tur..?" spurgte ha. Det forstod han ikke, for selvom hun måske ikke var særlig god til at vise, at hun elskede ham, så havde hun altid passet meget godt på ham, hvilket han selvfølgelig var glad for.
Han burde sove.. Det var måske ikke så skidt en ting igen, kunne man sige. Han var også træt, og det var udmattende for ham, i det hele taget, at blive udsat for det der, igen og igen, selvom han måske var blevet vant til det, så var det stadig meget hårdt. Han nikkede og lagde sig godt ind mod Salvatore. Det var den varme, som han jo måtte finde her på stedet trods alt, så det alene kom jo ikke ud af ingenting, kunne man sige. "Det er altså koldt her.." beklagede han sig, inden han puttede sig godt. Det var ganske vidst ikke det samme, som når han lå sammen med sin mor på det lille værelse, som de havde, men det var trosd alt bedre end ingenting.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

"Jeg ved det godt," sagde Salvatore roligt denne gang, idet han atter vendte blikket ned mod den lille dreng, som trygt måtte sidde i hans favn. Han virkede i hvert fald til at være faldet langt mere til ro nu, end hvad han havde været tidligere. Så langt, så godt kunne man sige. Han selv kunne ikke undgå at nyde det bare lidt.. Tænk at sidde der med en dreng, og vide, at han ikke kunne gøre noget som helst, for at undgå dette. Døden var havd der ventede ham, og det var grotesk nok.
Salvatore brød sig på ingen måder om at dette var et valg, som han var nødt til at tage, men denne gang, kunne man ikke sige, at han havde noget andet valg. Hans blik hævede han denne gang mod himlen over dem. Det var stadig lyst, men der var stadig et godt stykke vej endnu. Derfra trykkede han blot knægten mere ind mod sig i stedet for. Et sted også for at give ham den varme, som han så tydeligt havde brug for. "Bare forsøg at finde varmen. Vi er fremme, før end du aner det," sagde han denne gang med en fortsat rolig stemme. Han selv ville jo bare gerne have det her overstået, og det kunne heller ikke gå hurtigt nok. "Og sov lidt.. Du får brug for det," tilføjede han denne gang. Et sted også fordi at tanken jo gjorde ham trist. Han kunne ikke lide, at dette skulle gøres, men det var bedre i hans øjne, end at skulle ende det lille liv, som nu sad i hans arme.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran var ganske vidst faldt en smule til ro, men det var ikke meget, og det var heller ikke noget, som kom af ingenting, kunne man sige. Svagt bed han sig i læben, og holdt godt om den bamse, som han havde i sin favn i stedet for. Øjnene lukkede han let i. Han var jo ved at være træt, og det kunne i hvert fald også godt mærkes, at han havde været helt oppe at køre, i den tid, som han havde ventet på sin mor. Det var jo stressende hver eneste gang. Så gammel, var han jo trods alt heller ikke. "Okay.." sagde han denne gang. I den gode tro på, at en voksen vidste bedre, så måtte han jo nok alligevel lægge sin lid til, at Salvatore vidste bedre, end hvad han gjorde.
Kieran lagde sig til, og med bamsen godt og trygt i sin favn, da det også var det eneste, som han havde at holde ved, nu hvor hans mor ikke længere var omkring ham. Det var et sted en tanke som stadig generede ham, for han forstod ikke, hvorfor hun ville søge dertil så hurtigt, og uden at have ham med? Her lagde han sig i stedet til at sove. Han var træt, og ind mod Salvatores krop, fandt han også en form for varme, som gjorde det betydeligt bedre og nemmere for ham, at finde den ro og hvile, som skulle til. Her begyndte han sågar at snorke. Han havde det klare træk fra sin far.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

I takt med at Kieran måtte falde i søvn, kunne selv Salvatore sukke mere lettet. Det gav ham da muligheden, for at trække vejret mere frit, end hvad han havde gjort frem til nu. Så langt, så godt, kunne man sige, og det havde han det egentlig også ganske fint med, når det endelig var sagt. Han lukkede øjnene bare for et kort øjeblik denne gang, hvor han fortsatte i retningen af den store grænsemur, som endnu måtte skille de to lande. Det handlede for nu, bare om at få knægten over, så han selv kunne vende tilbage til Procias igen. Alene det, var heller ikke noget, som kunne gå hurtigt nok.

Tiden gik, og de var denne gang endelig stoppet op ved muren i stedet for. Hans blik faldt denne gang til den lille dreng, som lå med sin bamse ind i favnen. Det var kært. Et sted, var han jo næsten fristet til at vende om og søge hjem, selvom han udmærket godt vidste, at det ikke var noget, som han kunne, uanset hvor meget han så end ville det eller ikke. "Kieran, du må vågne," sagde han denne gang. Han ruskede ganske forsigtigt i knægten, for at sikre sig, at han var vågen, inden han hoppede ned af hesten, og ville hjælpe drengen af. Han skulle bare over muren. Når det var sket, så var det hele gjort.. Så ville han ikke kunne vende tilbage til Procias, og hans skæbne ville ligge i hans egne hænder.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Hvor længe Kieran måtte ligge og sove, vidste han ikke. Det eneste som han vidste var, at han havde været langt mere træt, end hvad han egentlig havde regnet med, at han ville være. Han sov egentlig ganske fint til den vuggende bevægelse, som hesten gjorde, i takt med, at denne måtte gå. Faktisk lå han mere end godt, ind mod Salvatore, som også havde haft sin arm beskyttende hvilende omkring ham igennem hele turen.
Det var egentlig først da hesten var stoppet, og Salvatore ruskede i ham, at han begyndte at vågne igen. Han strækkede sig en anelse, inden han denne gang gned sig i øjnene. Hvor var de nu henne? Havde han sovet længe? Han gabte denne gang, inden han missede med øjnene. "Mor..?" endte han denne gang som det første. Det var jo bare en vane for ham, at mor var der. At det så var Salvatore.. Der mærkede han igen stikket af skuffelse. Han lod manden hjælpe ham ned, hvor han denne gang stod igen med bamsen i sine arme. Det var jo faktisk også det eneste, som han havde fået med. "Er mor her?" spurgte han denne gang en smule mere håbefuldt. Nu havde de jo været vidt omkring, og han havde jo trods alt lovet, at hans mor ville være her..? Så hvor var hun? Han så sig om. Det eneste, som han så, var træer, åbne marker og den store mur. En mur af en symbolik, som han ikke var kendt med.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Den arme knægt havde været væk i drømmeland, og det var efterhånden også ved at blive tydeligt. Salvatore burde måske have dårlig samvittighed, men dette var det valg, som i princippet kunne redde hans liv, som det kunne koste det, og det var også derfor, at han valgte at gøre det. Det stillede ham i hvert fald bedre, end hvad han ville være, ved at blive her.
Derfor hjalp han denne gang den lille dreng ned, og stillede ham på jorden foran sig i stedet for. Han sendte ham et kort smil. "Mor er ikke lige her," fortalte han. Var det overhovedet gået op for ham, at hans mor var død, og derfor ikke ville komme efter ham igen? De kunne mødes, hvis døden ville tage ham inden tid. I det tilfælde, håbede han, at det ville være hurtigt overstået i stedet for. Han vendte blikket mod muren. "Kom," sagde han denne gang, inden han rakte drengen sin hånd, så de kunne komme over muren. Han kunne jo snildt passere den. Den lille dreng ville han kunne få med over, men ikke få med ind igen. Det her ville nok være sidste gang, at han ville sætte fødderne på den procianske jord igen. Herfra søgte de hen mod muren, og denne gang også forbi den. Knægten havde ikke nogen anelse om, hvilken betydning det her, rent faktisk ville få for hans liv.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran gned sig selv i øjnene. Han var træt. Han var nok alligevel endt med at glide helt hen i drømmeland i det her øjemed, og det var nu heller ikke noget, som han havde noget imod som sådan. Han gabte igen, som han blev placeret på jorden. Han var meget påpasselig. Det synes han i hvert fald selv, at han havde været. Dertil måtte han jo erkende, at han følte en vis følelse af skuffelse, da han så måtte fortælle, at hans mor ikke var her. Hvor var hun så? Og hvorfor var de her så, hvis hun slet ikke var der?
"Jamen.. hvor er mor så..?" spurgte han. Tøvende kiggede han på hånden, inden han alligevel valgte at tage den. Han kunne ikke lide, at stå alene, og han burde vel også godt kunne stole på manden overfor ham lige nu? Han knugede bamsen tæt ind mod sin favn, mens de søgte mod muren denne gang. Der var mennesker og vagter på den, hvilket han ikke helt vidste hvordan han skulle håndtere. Han så op mod dem, og med en tydelig usikker mine. Han havde aldrig været så langt hjemmefra. Nu var Procias jo også det land, som han kendte, og derfor var det vel heller ikke underligt, at det var med til at gøre ham en smule usikker. "Er min mor herude..?" spurgte han denne gang, da han atter så op mod Salvatore. Hvorfor var han pludselig så stille?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Burde Salvatore egentlig have dårlig samvittighed? Det var ikke umiddelbart hvad han havde, selvom han i øjeblikket stod med en lille drengs skæbne i sine hænder. Ikke gjorde han noget ved det. Han gjorde i hans øjne, hvad der var nødvendigt, og det var at bringe ham over på den anden side af muren. Når de først var ovre, var han ladt til sig selv, og sin egen skæbne, og derfor lå den heller ikke længere i Salvatores hænder. Hvilket han egentlig havde det ganske fint med.
"Du vil finde din mor lå denne side af grænsen, min ven," sagde han denne gang. Om ikke andet, forsøgte han at forholde sig så optimistisk hvad det angik, som det var ham overhovedet muligt. Han skulle jo have drengen til at tro på ham.
Hånden lukkede han derfor omkring Kierans, for at lede ham over på den anden side af muren. Han havde øjenkontakt med vagterne, som blot blev stående og kiggede efter dem. "Langt derude, er din moder," sagde han denne gang. Foran dem, lå der mange åbne sletter. Nu skulle han bare have drengen til at søge derud. Han ville ikke have mere med ham at gøre, end hvad godt var, også mest for sin egen skyld. Han var vel en smule knyttet til de små størrelser.