Where is my mother..?

[Kieran Pamariaz Acheron]

Salvatore ’Kenara’ Salizmira

---

Det var en tidlig morgen. Kieran var blevet brutalt revet ud af sin trygge søvn i sin moders arme, idet at de kutteklædte skikkelser, var kommet for at hente hende. Det var ikke første gang, at Kieran oplevede det, men det gjorde ham skidt tilpas, og det gjorde ham bange. Han var ikke mere end 4 år gammel...
Siddende i et lille lokale for sig selv, ventede han på at hans mor kom og hentede ham, som hun gjorde hver eneste gang, de kom for at hente hende. Han sad i øjeblikket med sin lille bamse i hænderne, bare for at have noget at lege med. Det var det eneste, foruden klæderne ,som han havde på kroppen, at han kunne huske, at han nogensinde havde fået. "Mor kommer lige om lidt," sagde han denne gang, og trykkede bamsen tæt ind mod sig.

Det lokale, Kieran var blevet placeret i, var ganske mørkt, og kun med et tæppe på gulvet. Alt taget i betragtning, skulle man betegne det, som en form for celle, for der var virkelig intet derinde, og han vidste, at han ikke måtte gå ud af døren. Her sad han med sin bamse og lyttede til, hvad der passerede på den anden side af døren. Ville de også komme og hente ham en dag? Han kunne ikke lide at sidde der.. Og nu var der efterhånden gået temmelig lang tid.  Ville mor ikke bare komme snart? 

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Narcissa havde de hentet mere end en gang, men denne gang, var heldet for den arme kvinde desværre sluppet op. Salvatore havde oprigtigt håbet på, at der var andet i hende, end det mørke, som hun havde påvist. I anledningen af, at hun for alvor havde fejlet den test, som de havde brugt år på at forberede hende på, havde der ikke været noget andet valg, end at tage hendes liv denne gang.. Derfor var den lille drengs mor ikke længere til.
Salvatore var derfor den mand, som skulle bringe den lille dreng den triste nyhed. Han havde selv oprigtigt håbet på, at hun kunne have gjort mere, end hvad hun havde. Havde hun overhovedet forsøgt, eller havde hun givet op? Det havde han stadig ikke rigtigt fundet ud af. Det lille lokale, som de holdt drengen i, var det samme lokale, som han blev placeret i, hver eneste gang, hans mor var blevet hentet. Det havde været sådan, siden før han blev født, også efter.. Han kendte vel ikke rigtigt til andet?

Salvatore nåede døren, hvor han denne gang tvang den op. Her så han den lille dreng sidde på tæppet. Lige hvor de havde placeret ham for flere timer siden, og med den lille og gamle bamse i hånden. Der havde været en lille pige, som havde givet ham den, fordi hun havde ondt af ham. Og ærligt? Han kunne godt forstå det. Dog havde han ikke tænkt sig, at lade den lille dreng møde samme skæbne som sin mor. "Kieran?" endte han denne gang. Døren lod han forblive åben, idet han trådte ind, og knælede ved siden af den lille dreng i stedet for.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Efterhånden synes Kieran, at hans mor havde været væk i rigtig lang tid, og det begyndte faktisk at gøre ham bange. Nu var han heller ikke særlig gammel, så han havde brug for hende. Bamsen var ganske vidst en trøst, men det var bare ikke det samme. Han blev siddende.. Han havde lovet sin mor, at han skulle være stærk.. Uanset hvad det så betød, så forsøgte han at gøre, som hun gerne ville have ham til.
Da døren gik op, vendte Kieran hurtigt hovedet mod den. "Mor..?" kaldte han som det første, også selvom det hurtigt gik op for ham, at det ikke var hans mor, som stod i døren. Ikke at det gjorde ham mere rolig, men det gjorde ham heller ikke mere bange. Her vidste han nemlig ikke, hvad han havde at forholde sig til. Han blev siddende længe, selv efter at manden havde sænket sig ned i knæ, og derved var kommet lidt mere ned i hans hovedhøjde, end hvad han havde været tidligere.
Hvad skete der egentlig? Og hvor var hans mor henne? Kieran trykkede bamsen ind i sin favn i stedet for, hvor han vendte blikket væk fra denne mand. Han var jo blevet fortalt, at han skulle passe på dem, og særligt dem som var her på stedet. Selvom han ikke var særlig gammel og ikke forstod, forsøgte han at gøre, som hans mor sagde. "Jeg vil have min mor.." sagde han denne gang. Han så ned i sin bamse i stedet for. Han ville vente på hende, lige her.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste, at det nok var en hård besked, som han skulle give knægten. I øjeblikket, kunne man vel sige, at han symbolsk gik rundt med hans moders blod på hænderne. Blod af børn, var dog ikke noget som kom på tale, så derfor ville de heller ikke tage drengens liv. Nogen ville gerne.. men Salvatore havde nægtet det. At han jo så ikke var knægtens mor, var tydeligt en skuffelse for ham. Han trak kort på smilebåndet, hvor han denne gang blev siddende i knæ foran ham. Børn havde han aldrig været særlig god til. Og det ville han nok heller aldrig nogensinde ende med at blive. Desværre. "Jeg er desværre ikke din mor," begyndte han denne gang. Knægten satte sig atter med ryggen til ham. Det kom slet ikke bag på ham, om det var noget ,som man nu ville det eller ikke. Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det nu. Kvinden var død, og det var hun permanent. Hun ville aldrig komme tilbage. En tanke, som et sted også gjorde Salvatore meget trist. Nu havde han også gjort meget ud af at tale hendes sag.
"Din mor, kommer desværre ikke og henter dig," sagde han denne gang. Hvad skulle han da ellers sige til ham? Han sænkede hovedet en anelse. Ville knægten overhovedet forstå, hvor han ville hen, og hvad der skulle ske herfra? De havde jo revet hende fra ham. En lille dreng, som jo aldrig havde bedt om at blive sat til verden.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Hvem end denne mand var, så var han ikke hans mor, og derfor ville Kieran heller ikke snakke med ham. Det var så nemt. Han havde jo også lært, at han ikke skulle snakke med fremmede. Og nu ville han bare gerne sidde her og så vente på at hans mor kom.. Og så håbe på, at hun snart ville komme, for det andet, gjorde ham rent faktisk ked af det, og det kunne også godt mærkes nu! Han hulkede svagt, inden han atter trykkede sin bamse ind i sin favn. "Jeg vil kun have min mor..!" sagde han denne gang mere bestemt. Man var jo trods alt et barn, og en warlock.. Og derfor var han nok også mere hård i det, end hvad så mange andre ville have været, om de havde stået i den samme situation, og det kunne uden tvivl også godt mærkes.
At manden så blev siddende, i stedet for at hente hans mor, gjorde ham et sted irriteret. Nu havde han altid været en dreng med et temmelig stort temperament. Ikke underligt med de forældre, som han nu havde. At hans mor ikke kom og hentede ham, forvirrede ham dog. Det gjorde hun jo altid. Han vendte blikket mod denne mand i stedet for. "Hvor er min mor?" spurgte han denne gang med en mere trist stemme. At hun ikke kom og hentede ham, forstod han ikke. Havde han gjort hende sur eller ked af det? Han kunne slet ikke forstå, hvorfor hun ikke ville komme og hente ham, som hun plejede at gøre. "Jeg vil bare gerne have min mor.." sagde han denne gang. Narcissa havde måske ikke været kærlig overfor ham.. Men stadig hans mor, og det var grund nok til at han elskede hende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Kieran var ikke særlig gammel, og ville nok heller ikke forstå, hvad der foregik. Det var selvfølgelig trist, men nogle gange, var man bare nødt til at tage valg som man bare ikke havde lyst til, og det var det, som han havde gjort her. Narcissa havde nemlig vidst, hvad hun skulle, for at beholde sit liv, og hun vidste, at hun ville miste det, hvis hun ikke levede op til de krav og forventninger som herunder, var blevet sat. Her sad han jo så, foran en lille dreng, hvor han skulle fortælle, at hans mor ikke kom tilbage igen, for at hente ham, og at hun aldrig nogensinde ville komme igen.
"Men hun kommer ikke," fortalte Salvatore denne gang. Nu kunne man heller ikke ligefrem påstå, at han havde haft den største erfaring med noget, der mindede om børn, eller noget lignende, og det kom også tydeligt frem her. "Kom.. Jeg skal føre dig væk herfra," sagde han denne gang. I sig selv, var det også meget rigtigt, for det var nemlig hvad han skulle, men det var mere om knægten overhovedet forstod, hvad det betød? Her rakte han roligt sin hånd ud mod ham, selvom han endnu forholdt sig ganske rolig omkring dette, selvom han netop havde set en kvinde, som han havde haft så meget med at gøre igennem de sidste år, dø for øjnene af ham, selvom han vidste, at hun kunne bedre. "Du skal ikke sidde her i mørket," afsluttede han denne gang, og med et varmt smil på læberne.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran vidste ikke rigtigt hvordan han skulle håndtere denne situation. Han havde jo netop fået at vide, at hans mor ikke ville komme tilbage og hente ham? Det var det, som han ikke forstod, for det havde hun altid gjort. Hun havde endda lovet det i dag, som altid, når de kom og hentede hende, og efterlod ham her i det mørke, kolde og dystre lokale. Han lod blikket hvile på hans eneste ejendel.. Den var også det eneste, som han havde. Hans blik faldt til Salvatore igen. At den mand, netop havde været med til at slå hans mor ihjel, var slet ikke en tanke, som han forstod, og derfor heller ikke kunne tænke sig til.
"Mor sagde, at jeg skulle blive her," forsøgte han denne gang. Denne mand var skræmmende intimiderende, og lod ham heller ikke ligefrem sidde selv, kunne man sige. Han bed derfor tænderne svagt sammen og trykkede den lille bamse tæt ind mod sig.
Kieran ville virkelig gerne ud, men nu havde han jo lovet.. Han kunne se lyset og den friske luft et sted der bag Salvatore, og nu rakte han ham også hånden. Det var en fristelse, som selv var svær for ham, ikke at lade sig lokke af, og det kunne i den grad også godt mærkes nu. Han trak vejret dybt. "Og hvor skal vi hen?" spurgte han denne gang. Han var stadig meget skeptisk, og ikke havde han tænkt sig, at lave det om. Han gjorde jo kun, hvad hans mor havde sagt. Han forsøgte det i hvert fald.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var hårdere at håndtere Kieran, end hvad Salvatore egentlig havde regnet med, men han var nødt til at få knægten ud. Og han ville ikke have drengen her. Han ville ikke ende med at skulle tage knægtens liv, og særligt, hvis han kunne undgå det. Hovedet lod han derfor søge en smule på sned i stedet for. Han måtte slå koldt vand i blodet her. Ingen tvivl om det.
"Din mor kommer ikke og henter dig, Kieran," sagde han denne gang. Her blev han dog stædigt siddende, med hånden rakt mod ham, i håbet om, at han ville tage den. Før eller siden, ville han forstå, at hans mor ikke kom, uanset hvor meget han ville sidde der og vente på hende. Det ville ikke komme til at ske, og det kunne han også love ham. Hovedet sænkede han bare en anelse denne gang. Mere intimiderende, end hvad han nok havde været frem til nu. "Du vil gerne ud, vil du ikke? Jeg skal føre dig væk herfra.. Væk fra de her væsner og mennesker, og til et andet sted," sagde han denne gang. Det var jo heller ikke ligefrem en løgn, men derimod en sandhed. Et stille smil passerede denne gang hans læber, for han ville jo gerne fremstå som en, som denne lille dreng kunne stole på. Det var faktisk det, som var det vigtigste for ham lige nu. "Lad mig føre dig dertil," sagde han denne gang. Ikke ville han slå børn ihjel. De var uskyldige, selv i hans øjne.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran var måske ikke særlig gammel, men af den grund, så skulle man bestemt ikke tage fejl af ham. Han var en lille dreng, som vidste, helt præcist, hvad han ville have, og han tøvede godt nok heller ikke med at tage det, dersom det skulle vise sig, at blive en nødvendighed. Øjnene kneb han derfor en smule sammen. Det gjorde ham ked af det, at høre manden gentage, at hans mor ikke ville komme og hente ham, for det havde hun lovet, at hun ville! Det var bestemt ikke fair det her! "Jo hun vil! Hun lovede at hente mig!" sagde han denne gang mere bestemt.
Tårerne begyndte at melde sig ved Kieran, så han vendte atter blikket og hovedet den anden vej, for at manden ikke skulle se det. Det var svagt.. Det havde sågar hans mor fortalt ham. Han tørrede sine øjne med det samme. Selvom han måske kun var 4 år gammel, men han vidste jo godt, hvordan hans mor ville have det. Dog måtte han jo sande, at han også gerne ville ud. Han ville virkelig gerne ud! Men uden hans mor? Det var lidt skræmmende. Han stirrede denne gang mod Salvatores hånd. Væk herfra? Det ville han gerne.. Det vidste han også godt, at hans mor ville. "Viser du mig frem til min mor?" spurgte han denne gang. Det var egentlig det, som han var mest interesseret i at høre og vide. Han tog derfor stadig ikke Salvatores hånd. Han ville ikke gå nogen steder, hvis det ikke var for at finde hans mor.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Skulle Salvatore virkelig sidde her med en lille dreng, og pointere en løgn? Oprigtigt, var det noget af det sidste, som han havde lyst til. Han selv var jo et lyst væsen, og derfor ville han jo heller ikke fremstille sig selv på den måde. Et kort, men varmt smil passerede denne gang hans læber. Man skulle ikke tro, at han netop havde taget hans moders liv, men det havde han. Kun fordi, at han ikke havde haft noget andet valg i den anden ende. "Jeg kan love dig for, at din mor har det godt, der hvor hun er nu," lovede han denne gang. Der var intet til at plage hende. Heller ikke tanken om børn.
Salvatore blev nu siddende overfor knægten, og med hånden vendt ud mod ham. Han kunne jo se, at knægten meget gerne ville ud, og han kunne jo godt forstå ham. Nu havde han levet mere væk fra alt med sin mor, og det var j heller ikke altid til at finde ud af, når man var så lille. Dertil måtte man jo sige, at han var overrasket over, hvor godt knægten havde taget alt dette. Måske fordi at han ikke var vant til andet. "Du må forstå det her Kieran.. Du kommer ikke til at se din mor igen.. Hun er et helt andet sted nu," forsøgte han denne gang. Et sted som denne knægt desværre ikke kunne nå. Det var nok det, som plagede ham mest - han havde taget en kvinde fra denne jord.. En moder, og sad nu med hendes dreng. "Kom med," opfordrede han denne gang med en rolig stemme. Knægten kunne ikke blive her.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran forsøgte bare at passe på sig selv, på den måde, som hans mor nu havde lært ham, at han skulle gøre det, når han var selv. Det her gjorde det bare ikke nemt for ham af den grund. Hans blik faldt derfor hurtigt til denne mands skikkelse. Han havde set ham mere end en gang tidligere, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at han stolede på ham af den grund. "Mor sagde hun ville komme!" sagde han denne gang. Det eneste, som han havde var hans bamse, og det var det, som gav ham den tryghed lige nu, som han ikke kunne få nogen andre steder lige nu, og særligt fordi, at hans mor ikke var til stede lige nu.
At manden så stod fast på, at hans mor ikke ville komme mere, forstod han slet ikke. Hun var jo kommet hver eneste gang, de havde hentet hende, og hun havde været vred.. ked af det, og hun havde været træt. Hvorfor skulle hun nu ikke komme mere? Han fortalte heller ikke, om de ville finde hans mor. Han forstod jo ikke rigtigt, at hun var død. Hvordan skulle han da? "Jamen.. Hvor er mor henne?" Han vente blikket mod denne mand igen. Navnet var ham ukendt. Han valgte dog til sidst, at tage Salvatores hånd. Han ville nemlig rigtig gerne ud herfra nu. Det kunne heller ikke gå hurtigt nok nu. "Jeg vil ha' min mor.." sagde han denne gang. Det måtte han da kunne forstå.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Selvfølgelig havde Narcissa sagt, at hun ville komme og hente ham. Det gjorde enhver anden mor vel også, selvom de ikke var egnet til at have børn i det hele taget? Salvatore forholdt sig rolig. Drengen var bange, og det var bestemt heller ikke underligt, med tanke på alt det, som han nu havde været igennem, allerede i sit korte liv, og vel kunne sige, at han nu var så godt som forældreløs? Et sted, var det selvfølgelig en trist tanke, men ikke noget, som han kunne lade sig slå ud af lige nu. "Men det gør hun ikke, Kieran," sagde han denne gang. Det var vel ikke underligt? Han ville gerne have sin mor, men han var igen, heller ikke særlig gammel, så det var skam også til at forstå.
At han denne gang tog hans hånd, passede ham fint. Han sendte ham et smil, hvor han denne gang også ignorerede hans ord omkring hans mor, og det der med at komme væk, for han skulle ikke være her, og et barns blod, ville han simpelthen ikke have på sine hænder! "Mor er væk," fortalte han denne gang. Det var vel ord, som han kunne forstå? Selv i en alder af kun 4 år. Han rejste sig roligt op, inden han denne gang, førte knægten med sig ud i stedet for. Ud i sollyset og ud i lyset. Den lille dreng, havde bare ikke nogen anelse om, hvad dette egentlig betød for ham. Han var alene nu.. Han skulle bare hjælpes til grænsen.

[Kieran Pamariaz Acheron]

I øjeblikket brød Kieran med alt det, som han nogensinde havde lært af sin mor, men han ville gerne ud. Han ville gerne finde hende, og han ville så gerne ud, og det var noget, som selvfølgelig gjorde ham trist. Havde hans mor forladt ham? Det var umiddelbart den første tanke, som slog ham, og det gjorde ham faktisk også ked af det. Selvom dette ikke var noget, som han kunne vise, for han skulle ikke vær svag. Nej! Han tog alligevel om mandens hånd, og gik så derfra med ham ud.
Lyset skar ham næsten i øjnene, og det kunne i hvert fald også godt mærkes. Han trykkede den gamle bamse godt og tæt ind mod sin egen favn, inden han så sig om. Det var sjældent, at han i det hele taget var ude. "Hvor er min mor taget hen?" spurgte han denne gang. Okay, denne mand, var måske ikke så slem igen? Kunne han føre ham til hans mor? Det ville han i hvert fald blive meget glad for.
Kieran trak vejret dybt. Her rettede han sig en smule op igen, mens han kiggede sig omkring. Hans blik faldt til Salvatore igen. "Hvor skal vi hen? Er det hvor mor er?" spurgte han denne gang. Han var lille, og han havde brug for sin mor. Det var vel heller ikke underligt, var det? Svagt bed han sig i læben, for at holde en hulken tilbage. Det her var en smule utrygt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Velvidende om, at Salvatore nok sendte knægten direkte i sin død, da han næppe ville være i stand til at klare sig selv, men.. hellere det, end at have blodet på sine hænder? Så var det jo trods alt ikke ham, som havde gjort noget ved den unge dreng, som han nu havde fået med ud.
At lyset generede ham, forundrede ham ikke. Narcissa havde nu også holdt ham væk fra alt og alle, også selvom han godt kunne forstå hende. Han var stadig meget skuffet over, at knægten ikke havde vist hvordan man skulle være udenfor, for det havde han vel aldrig rigtigt oplevet? "Vi kan ikke finde din mor her," fortalte han denne gang med en ærlig stemme. Det handlede vel egentlig bare, at fortælle ham hvordan og hvorledes, og så håbe, at han forstod, hvad det her rent faktisk ville ende med?
Salvatore holdt endnu fast i knægtens hånd, mens han fortsatte igennem byen. Hvad der ville ende med at tage knægtens liv, vidste han ikke, men nu skulle de mod grænsen af Procias, og så ville han lade knægten slippe løs i Manjarno. Med andre ord, så ville det heller ikke være hans problem mere, men derimod Manjarnos. "Vi skal forbi muren, og videre ind i landet," fortalte han. Han stoppede op ved en hest, som allerede var gjort klar i udkanten af byen. Her tog han fat om knægten og hjalp ham op at sidde på den.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Hvis de ikke kunne finde hans mor her, hvor kunne de så finde hende? Det var lidt det, som gjorde Kieran usikker, for han ville jo bare gerne have sin mor, og det var vel heller ikke underligt, var det? Hans blik faldt derfor tilbage til Salvatores skikkelse, som han førte ham igennem byen i stedet for. Bamsen knugede han ind mod sin favn, som var det eneste, der gav ham bare lidt tryghed i øjeblikket. Nu hvor hans mor ikke var der, så måtte han jo klamre sig fast til det, som han nu havde af mulighed, kunne man sige.
Svagt bed han sig i læben. "Hvor kan vi så finde hende?" spurgte han denne gang. Oprigtigt, ville han jo gerne have, at de fandt hende, og så vidste han jo samtidig, at det det ikke ville skuffe hans mor nær så meget, men det var nu bare sådan, at det måtte være i den anden ende. Han rystede denne gang på hovedet, som de endte oppe ved hesten. Han selv havde ikke set sådan en før, og derfor skræmte det ham lidt, at blive placeret på den, og vide, at de skulle væk. Selvom han måske ikke forstod sagens kerne, eller hvad der egentlig foregik, så gjorde han intet andet ved det lige nu. Han trykkede bamsen helt ind i sin egen favn. "Jeg vil ikke uden min mor," sagde han igen. Han måtte jo forsøge at holde fast ved sin stædighed, også fordi at det faktisk var skræmmende for ham, at komme væk på den måde. Særligt fordi at hun ikke var der.