Where is my mother..?

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran var bange, og det var vel heller ikke underligt? han brød sig på ingen måder, om at stå i en situation som denne. Han bed tænderne svagt sammen, mens han kiggede op mod vagterne, som kun fulgte dem med blikket. Hvorfor var det, at de kiggede sådan efter dem? De havde jo ikke ligefrem gjort noget kunne man sige, og det var med til at gøre knægten mere usikker, end hvad han var i forvejen. Svagt bed han sig i læben. "De kigger efter mig," sagde han denne gang. Det var de faktisk ikke de eneste, som havde gjort, men derimod også mange andre, hvilket var grunden til, at han var blevet holdt lidt mere i det skjulte, også af sin mor. Det var han glad for den dag i dag, om ikke andet.
Her stod de nu. Foran dem, var der et kæmpe og åbent område. Var hans mor derude? Han vendte igen blikket op mod Salvatore igen. Det gjorde ham et sted bange og urolig. Han var jo heller ikke særlig gammel, og havde derfor heller ikke nogen anelse om, hvad han egentlig stod ansigt til ansigt med i øjeblikket, samt hvad det var af betydning for ham og hans egen fremtid. "Jeg kan altså ikke se mor nogen steder," kommenterede han denne gang, hvor han trak hånden til sig endnu en gang. Han så sig om. Nej.. Hun var der virkelig ikke.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Den unge knægt, havde virkelig ikke nogen anelse om, hvad han havde i vente. Normalt ville Salvatore sidde igen med en kæmpe samvittighed, men skræmmende nok, var det overhovedet ikke noget, som han havde denne gang. Hans blik faldt derfor til den lille dreng, som nu stod ved siden af ham. "De gør det for at passe på os," fortalte han denne gang. Det var jo sandt nok. De gjorde det for at holde drengen ude af landet nu, da han slet ikke havde noget at lave på den procianske side af grænsen.
Hånden slap Salvatore denne gang, inden han denne gang inden han vendte blikket mod hans skikkelse igen. Den bamse, måtte da virkelig være det vigtigste han kunne have for hånden lige nu. Men hvad.. det kunne være, at det ville hjælpe ham lidt derude. Han sendte drengen et stille smil. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. "Hun er derude," forsikrede han denne gang. Det var nok mere i en overført betydning, men hver ting til sin tid. Der var jo ikke rigtigt noget, som man kunne gøre ved det. "Hvis du søger denne vej.. Så finder du hende," sagde han denne gang, hvor han gjorde tegn til at han egentlig bare skulle gå i stedet for. Jo hurtigere knægten kom videre, jo bedre ville det uden tvivl også blive. I alle tilfælde.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Gjorde de det, for at passe på dem? Det havde Kieran svært ved at forsåt, for de havde jo ikke gjort noget? De var jo kun ude, for at finde hans mor. Hun måtte jo være blevet væk. Han forstod jo på ingen måder alvoret, som måtte ligge i det, uanset hvor meget man ville elske det, eller ikke. Han bed så sig om. Der var ikke nogen spor efter hans mor her, hvilket efterhånden, var ved at gøre ham utrolig ked af det. Hans øjne blev fyldt med tårer endnu en gang, da han hævede blikket op mod ham igen. Han stod endnu med bamsen i armene. Det var virkelig også det eneste, som han havde at værne med sig lige i øjeblikket.
Skulle han stole på Salvatore? Han vidste det ikke. Hans mor var der jo ikke, og hun var derude..? Jamen, han kunne altså ikke se hende! Og han kunne altså se langt væk! Han bed sig svagt i læben. Det her gjorde ham faktisk meget usikker, og det var ne tanke, som han ikke kunne lide. "Er min mor derude? Du må hjælpe mig.." fortalte han denne gang. Han kunne vel ikke bare lade ham rende selv på denne her måde? Han så ned mod sin bamse, som han strøg over hovedet. "Vi skal nok finde mor," sagde han denne gang. Han var fuldkommen overbevist om, at han nok skulle finde hende på et eller andet tidspunkt. Hun havde nok bare gemt sig lidt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore burde virkelig have dårlig samvittighed, men det var der ikke noget i nærheden af ham lige nu. Han blev stående, hvor han lod blikket falde til den lille dreng ved hans side. Han ville bare gerne have, at knægten løb og ikke så sig tilbage, selvom det nok var meget at ønske lige nu om ikke andet. Et kort smil passerede hans læber. "Hun er derude. Du kan bare ikke se hende," sagde han denne gang. Det var måske slet ikke retfærdigt, at være sådan overfor et barn, men her anså han det bare som en nødvendighed, og det var derfor, at han gjorde, som han nu gjorde.
Med håbet om at knægten bare ville rende, bad han alligevel om hjælp. Han sukkede indvendig. Ja, hvad havde han regnet med? "Gå du i forvejen," opfordrede han denne gang. Nej.. Han havde ikke tænkt sig, at hjælpe med at søge efter et spøgelse, for det var hvad der var nødvendigt i en stund som denne, så det kom slet ikke på tale. Han havde jo selv været med til at slå knægtens mor ihjel, og før eller siden, skulle det nok også gå op for ham, at det var således, at det egentlig forholdt sig. Han gjorde igen et tegn til at han bare skulle rende derud. "Så søg du efter din mor," opfordrede han videre, inden han selv valgte at vende ryggen til, for at søge tilbage til hesten. "Jeg kommer igen," sagde han denne gang. Det gjorde han.. hvornår, var jo så bare spørgsmålet. Dertil søgte han tilbage på den anden side af grænsemuren, og søgte tilbage til Procias. Lod Kieran til sin egen skæbne.

//Out

[Kieran Pamariaz Acheron]

Var det underligt, at Kieran var bange? Han havde ikke sin mor, og han kunne ikke lide den måde, som denne mand snakket til ham på. Ikke fordi, at han havde særlig meget andet at gå op i lige nu om ikke andet, og derfor måtte han jo bare forsøge så godt, som det nu var ham muligt. Han var jo heller ikke så stor, og havde derfor stadig rigtig mange ting, som han skulle lære om livet. At han nu skulle til at gøre sig de erfaringer på egen hånd, havde han overhovedet ikke i tankerne lige nu.
"Jamen.." Han så ud mod de åbne områder igen. Det var skræmmende, og tildels også uhyggeligt, hvilket han heller ikke ligefrem kunne lide, og det indrømmede han gerne. At han så lovede at komme igen, nikkede han blot til. Han gik jo bare ud fra, at manden talte sandt."Okay.." Han så kort efter Salvatore, inden han alligevel gjorde, som der var ønsket af ham, og søgte derfor ud i det åbne for at kigge. "Mor!" kaldte han denne gang. Han havde bamsen i sine arme, og det var også den tryghed, som han nu havde med sig. Andet havde han jo trods alt heller ikke ligefrem, kunne han jo heller ikke gøre. Der kom ikke noget svar. Han vendte sig om.. End ikke Salvatore var at se.. Han blev stående denne gang. Tårerne meldte sig denne gang. Var han alene? Hovedet sænkede han, inden han fortsatte sin søgen. Han kunne jo ikke gøre andet. Nu måtte han jo finde hende!

//Out