Seeing the city

[Kieran Pamariaz Acheron]

Hvorfor var Jarniqa nu så skeptisk? Det var i hvert fald noget helt andet, end at være afvisende, som hun havde været frem til nu, for hun benægtet jo heller ikke, at hun gerne ville med, hvor hun denne gang, gik mere op i, hvad hun ville få ud af det, samt hvorfor han ville have hende med. Hvorfor ikke bare vise en smule tillid til, at han måske gerne ville vise hende noget, som ellers lå ham meget nært til hjerte dybt i kernen af de gamle ruiner i Manjarno? Bedre kendt som en gammel spøgelsesby? Det var hans lejrs skalkeskjul. De havde sågar pustet frygtelig meget til de gamle rygter, så det havde jo klart sin fordel, hvad det her angik. "Jeg klarer min tilværelse, uden brug eller indkomst som penge," sagde han denne gang, med en rolig stemme. Han ville ikke have den på sig! Han var overhovedet ikke ude efter dusøren.
"Du må få lov til at slå mig, hvis jeg gør det.. Jeg har andre planer, og det er ikke i nærheden af Neutranium," fortalte han denne gang med en rolig stemme. Løgn var det jo heller ikke ligefrem. "Personligt holder jeg til i Manjarno. Jeg vil gerne vise dig, hvad jeg laver.. i stedet for at fortælle dig det," fortalte han denne gang. Han lod hovedet søge på sned. "Desuden finder jeg ikke det her, som jeg havde håbet på at finde," afsluttede han denne gang med en oprigtig stemme. Et kort smil passerede hans læber. Han tog det nu ikke så tungt. Det var mere hvad hun ønskede?

[Jarniqa Dynithril]

Han levede uden penge. Ja, det kendte Jarniqa skam alt til. Lige nu levede hun af Theodores midler, men ellers havde hun været vant til at stjæle sig til det, som hun ejede og havde. "Så du er altså en tyv," konkluderede hun. Ikke var hendes tone bebrejdende, for hvorfor skulle den være det? Hun var fuldt ud forståelig med det lod. Hun havde jo selv levet under det engang, og derfor følte hun sig ikke hævet over det. Nøje holdt hun blikket på ham. Han havde planer der ikke omhandlede Neutranium. Ja.. men hvilke? Det var ligesom alpha og omega. Han holdt til i Manjarno, og han ønskede at vise hende, hvad han lavede. Hvorfor helt præcist? Hvorfor skulle hun absolut se det, og helt til Manjarno for at se det? Det gav ikke just mening. "Jeg ved bedre end at rejse til et andet land med en fremmede, der ikke vil vise mig den værdighed at sige et ord. Du kan fortælle mig det lige nu og her," sagde hun direkte. Hun var hård at forhandle med, ja, og det betød også, at hun nægtede at give sig. Særligt for dette. Magien i sin hånd bremsede hun så luften ikke længere knitrede. På ganske kort tid ville hun dog kunne fremkalde det igen. Hun havde også allerede vist ham, at hun godt turde slå fra sig. Det skulle han slet ikke betvivle! Hendes hoved søgte en kende på sned. "Og hvad håbede du helt præcist på at finde?" spurgte hun ham direkte. "Helt skuffet kan du dog ikke være, siden du beder mig om at følge dig," fortsatte hun pointerende. Armene lod hun langsomt søge over kors. Han var nu en mand, som altså virkelig behøvede at få munden på geled.. og hun ventede bare på det. Hvor lang regnede han desuden med at turen var? Så hun kunne vende hjem til sin seng i aften? Så hun var væk i dage eller for evigt?

[Kieran Pamariaz Acheron]

At blive betegnet som en tyv, var på ingen måder, noget som måtte falde i Kierans gode bog. Tvært imod faktisk! Hovedet lod han derfor bare søge en kende på sned, som han betragtede hende meget indgående. "Det er noget af en anklage, som på ingen måder holder vand," afviste han denne gang, som han endnu en gang, lod blikket falde til endes skikkelse. Hvorfor var det lige at hun skulle tro det om ham? Nej, han gik ikke op i penge, for i den lejr, hvor han var, forsøgte de så vidt muligt, at klare sig uden, for netop ikke, at blive ramt på den måde. "Fordi jeg ikke ønsker at tage del i den dusør, som kan brødføde mig og mange andre for utrolig mange år? Nej.. Jarniqa.."[/color] endte han denne gang. Sådan en form for mand, var han bestemt heller ikke, og aldrig ville han blive det. Det ville være synd og skam, at fratage hende alt dette. Desuden havde han ikke tænkt sig at fortælle hende noget som helst! "Stol på mig.. Så skal jeg vise dig det," sagde han denne gang. Det var for det første nemmere, og dertil vidste han også, at der ikke var nogen omkring dem, som ville høre dem. Det ønskede han jo trods alt heller ikke ligefrem! Han rakte hende denne gang sin hånd. Så kunne hun tage den, eller hun kunne lade være.
"Det her sted, har været et tilholdssted for en gruppe varyler i flere år. Enten er de blevet slået ihjel eller jagtet bort," sagde han denne gang. Det var svært at sige, da der som sagt, ikke var nogen spor efter dem. Hertil, måtte han jo bare være ærlig. Afventende blev han stående med sin hånd rakt ud mod hende. Mon hun ville tage den?[/font]

[Jarniqa Dynithril]

Brynet hævede Jarniqa ved hans fikse lille kommentar. ”Så du føler dig altså hævet over tyvene?” lød det sigende fra hende. Selv havde hun intet imod tyve. Man kunne nemlig risikere at være i stand, hvor det var ens eneste mulighed. Det havde det engang været for hende. Derfor mente hun bestemt, at de blev dømt for hårdt.. De prøvede jo bare at overleve. Hun stirrede på ham. ”Jeg nævnte intet om dusøren denne her gang. Jeg spurgte derimod, hvad du ville mig. Hvorfor jeg skal tage med dig,” sagde hun ærligt. Ikke forstod hun, hvorfor han ville have hende med sig. Hvordan skulle hun også kunne det, når han intet fortalte hende? Underlæben bed hun ned i, som han bad hende om at stole på sig. Tillid.. Det var et stærkt ord. En stærk betydning. Hun kiggede på ham. Hvis det havde været inden ambassadørtitlen og Lucifer, ville hun have elsket det. En ung, flot og fremmed mand der ønskede hende med sig ud på et eventyr. Ud på uforudsigelig grund. Hun lukkede sin hånd om sin højre hånd, alt imens hun havde dem tæt ind til sit bryst. Et tegn på, at hun ikke bare ville tage imod hans hånd. ”Tillid er noget, som man gør sig fortjent til. Tillid er ikke noget, som man bare får,” endte hun med at sige. Spændingen ved at tage med ham følte hun.. Tanken om smerte fyldte hende bare det mere. Det var sådanne valg der kun havde bragt hende smerte. Desuden kunne hun ikke bare tage med uden at vide, hvornår hun ville vende hjem igen. Hun boede jo her. På Acheron Landsted.. og så var der Theodore. ”Jeg kender historien om vulkanen her.. Havde du håbet, at den endnu var sand?”

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran var skam ikke højere hævet, men han var bare ikke nær så desperat, som så mange andre tydeligvis havde været. Han lod denne gang hovedet søge en kende på sned, hvor smilet bestemt heller ikke var til at tage fejl af. Han rystede denne gang på hovedet. "Jeg er ikke højere hævet. Jeg gør bare ikke brug af de midler, da disse kan bruges mod mig," sagde han ærligt. Igen var det et hårdt liv, som han levede, men han havde selv valgt det, og han havde aldrig nogensinde fortrudt det, og ikke var det noget, som han kunne finde på. Overhovedet ikke faktisk!
Hånden lod Kieran denne gang falde, da det var tydeligt, at hun ikke ønskede at tage imod den. Ak ja, hvad havde han da forventet? Han kunne vel håbe på, at hun havde haft den tillid til ham, da han heller ikke havde gjort hende noget? Selv ikke, da hun rent faktisk havde angrebet ham? Han lod hovedet søge en kende på sned. "Tillid skal fortjenes, men spændingen skal udleves.. Du har skam fået mit tilbud," sagde han denne gang. Varylerne, som han havde søgt, var her desværre ikke. En skam.. Selv de, ville have klaret det godt i hans lejr. Den slags kom jo heller ikke just ud af ingenting. Han så kort fra vulkanen og tilbage på hende. "Historier kan være sande og falske. For min del, var det et ønske og et håb om, at den ikke var så sand, som den kunne have været." Han trak denne gang på skuldrene. Det handlede om at sprede ordet.. sprede håbet, og det var det, som han var igang med.. Og kunne han få en som Jarniqa med på holdet, så ville det være helt igennem fantastisk.

[Jarniqa Dynithril]

Armene lagde Jarniqa over kors. ”Af en der åbenbart lever et risikabelt og hemmelighedsfuldt liv, er du ufatteligt glad for at komme med hentydninger,” sagde hun sigende. Han var en spøjs person. Irriterende og dragende.. Dette måtte dog kun gå hende endnu mere på, da det fik hende til at tænke på Lucifer. Dog virkede de ikke helt ens. Lucifer havde været ubeskrivelig flabet og kæk, hvor Kieran var mere tilbageholden, høflig og alligevel pirrende, hvad angik nysgerrigheden. ”Du har tydeligvis levet som en dans på roser, siden du mener, at man frit kan lægge fornuften fra sig, og blot følge eventyret. Lad mig fortælle dig, at sådanne eventyr altid ender som et mareridt,” sagde hun ærligt. Hun havde fået mange slag de seneste år. Derfor var hun ikke lige så hæmningsløs, som hun engang havde været. Kedeligt virkede det måske for ham, men for hende, ønskede hun blot at værne sig imod smerten. Når han sagde til hende, som han gjorde, kunne hun nemlig ikke lade være med at tænke, at enten han ville gøre hende ondt, eller det han ville vise hende ville gøre hende ondt. Hvorfor skulle hun risikere det lige nu? Lige nu havde hun det jo godt, selvom hun vidste, at det var på lånt til. Inderst inde vidste hun jo, at hendes forhold til Theodore også ville ende med at gøre hende ondt til sidst. Det var som at vælge mellem pest eller kolera. Enten den forudsete smerte eller den uforudsigelige smerte. Hendes hoved faldt på sned. ”Du fandt da en varyl her.. Og siden du spørg, om jeg vil komme med dig, kan jeg da ikke være så skuffende,” pointerede hun, inden hun spurgte videre. ”Hvorfor er du interesseret i varylerne? Du er ikke selv en.” Det forekom hende mærkværdigt. Hendes umiddelbare gæt ville være, at han ville udnytte deres dobbelte evner. Han virkede nemlig ikke som en, som agtede at slagte dem. Han havde i hvert fald ikke forsøgt at dræbe hende.. eller var det, hvad han ville forsøge, hvis hun tog med ham?

[Kieran Pamariaz Acheron]

Det var et yderst risikabelt liv, Kieran måtte leve, men af en grund, var det overhovedet ikke noget, som han var bange for at indrømme. Han vidste at det var et virkelig farligt liv, som nok i sidste ende, ville koste ham livet, men af den grund, havde han ikke tænkt sig, at stoppe. "Jeg ved hvor farligt livet kan være.. Og for nogen, mere farligt, end det er for andre," sagde han denne gang. Han behøvede skam ikke hendes læring og erfaring fra livet, hvor han i den grad også havde gjort sig rigtig mange selv. Hans krop var nemlig ikke helt upåvirket af det liv, som han havde haft, og det var nu heller ikke ligefrem nogen hemmelighed. Og hun ville påstå, at han havde levet som en dans på roser? Et kort smil passerede kort hans læber. "Kun fordi du ikke kender mig. Jeg troede ikke, du var en dømmende type?" endte han denne gang. Ikke var det fordi at han tog det som en skidt ting, da han selv vidste, at det meget vel, kunne være hendes form for forsvar, selvom der overhovedet ikke var nogen grund til at forsvare sig overfor ham.
Nu hvor hun ikke ville tage hans hånd, og lade ham føre hende med sig, så var der bare ikke rigtigt noget, som man kunne gøre ved det. Han havde ganske vidst fundet en varyl, men det var ikke lige det her, han havde været forberedt på. "Du har ret.. Jeg fandt en varyl, men ikke just den slags, som jeg havde forestillet mig. Varylerne har været meget udsatte for racehad.. Det er disse, som jeg ønsker at finde," sagde han denne gang. Ikke fordi at han ikke kunne bruge hende, for det kunne han sagtens, men det var bare med en anden funktion. Det krævede dog bare, at han kunne få hende med til Manjarno først, hvilket hun ikke direkte virkede til at have særlig meget lyst tli.

[Jarniqa Dynithril]

”Og du nyder tydeligvis at lege med ilden,” pointerede Jarniqa sigende. Han tiggede jo nærmest om, at der var en der kom efter ham. Ikke forstod hun det.. men hvis han havde et dødsønske, måtte det være op til ham selv og hans kære. Svagt rystede hun på hovedet af ham. Om hun var dømmende? Måske.. ”Livet ændrer en,” svarede hun blot. Hun var nødt til at være dømmende for at beskytte sig selv. Dengang hun havde været fri og åben over for alt og alle, havde hun lukket alt det forkerte ind. Det ville hun forhåbentligt ikke gøre nu, hvor hun havde klappet i. Hun var nødt til at beskytte sig selv. Særligt når hun var den eneste der kæmpede for sig. Det gjorde denne Kieran ikke. Han ville blot smide hende væk før eller siden, hvis hun valgte at lukke ham ind. Øjnene kneb hun en anelse sammen. Lavede han sjov med hende? Troede han virkelig ikke, at hun vidste hvad racehad var, bare fordi, at hun var datter af kongen og dronningen af Manjarno? Ha! ”Tror du ikke, at jeg ved, hvordan det er at være foragtet, fordi jeg er, hvad jeg er?” spurgte hun skarpt. ”Hvem tror du, du er, siden du tror, at du har forstand på det? Har du måske fået af vide, at du er unaturlig, fordi din blanding er i strid mod naturen? At folk vil vende dig ryggen, fordi de er skræmte af dig? At der ikke vil være nogen der vil få børn med dig, fordi det du vil skabe vil være unaturligt og urent?” Han havde prøvet intet af det! Alt det var derimod noget, som hun var blevet udsat for. Hendes egen kæreste havde sågar sagt det med, at det var forkert at mikse racer.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Et tilfredst smil endte over Kierans læber denne gang. "Livet i mine øjne, er ikke det værd, uden," sagde han denne gang. Han levede for den spænding, også fordi at han havde levet med den mesteparten af sit liv. Igen, vidste hun ikke, hvordan hans liv havde været, og derfor var det vel også det nemmere, bare at være fordømmende. Ikke at han ville blande sig, men det havde jo intet med hans liv at gøre, hvor han derimod måtte tage sine foranstaltninger, for at sikre sig, at han selv kom vel igennem det, i stedet for det andet. Armene lod han denne gang søge over kors igen. Hun var virkelig fordømmende. Det var end ikke noget, som han ville sige, klædte hende. "Det er et kedeligt krydder til livet, må jeg sige. Jeg har løbet mange risikoer i mit, og jeg har brændt mig.. Det har ikke gjort mig til et fordømmende væsen," sagde han blot. Han var fascineret af hende. Selvfølgelig var han det.
Denne gang virkede hun dog nærmest fornærmet over hans ord. Han vidste ikke hvordan det var at blive udsat for racehadet? Måske ikke på egen krop, men det var racehadet, som havde taget hans moders liv i Procias. Han burde hade det sted som pokker, men end ikke det, var noget, som han gjorde. Han lod hovedet søge på sned. "Jeg har oplevet hvad racehadet gør. Nok ikke på egen krop, men det tog min moders liv, så ikke kom og fortæl mig, hvordan det er at være udsat for den slags!" Denne gang hævede han stemmen. Hun skulle ikke tro, at han var komplet dum! Hans ansigt mildnede igen. Han ville ikke bide sig fast i vrede.. Han ville slet ikke den slags. Han rystede kort på hovedet. "Og fordi de kender det, vil jeg have dem med på mit hold," afsluttede han denne gang. Var det på tide, at tage mod Manjarno på egen hånd? Hun ville jo tydeligvis ikke med.

[Jarniqa Dynithril]

”Personligt vælger jeg at holde mig i skindet lidt endnu,” endte Jarniqa med at sige. Selvfølgelig var det spændende bare at leve livet og opsøge farer, men selv følte hun sig ikke parat til at dø. Også selvom, at hun havde haft det hårdt. Hun havde end ikke levet i 20 år endnu, og derfor ønskede hun endnu at holde sig på benene. Hvor gammel Kieran var, anede hun ikke.. men et sted kunne hun vel regne ud af, at han havde levet længere end hende? Hun himlede med øjnene, som han nedgjorde hendes væsen. Var det virkelig vejen frem for ham? At nedgøre hende? Sige at hun gjorde alt det forkerte? Alle mente, at hun evigt og altid gjorde det forkerte. Alle mente, at de var evigt bedrevidende end hende. Så måske var det bare for det bedste at dø? At dø kunne man vel ikke gøre forkert? ”Tillykke, vil du have en medalje for at være den korrekte og perfekte person?” sagde hun denne gang bidende sarkastisk. Hun var faktisk ked af det. Han havde gjort hende ked af det. Hvem ønskede også evigt og altid at blive påmindet, at man var et forkert menneske? At man aldrig kunne gøre noget rigtigt? ”Nej, hvor er du uheldig, at du aldrig har mærket racehadet på egen krop ham, men derimod har set det med egne øjne. Ih ja, det er det samme,” sagde hun sarkastisk. Jo, det var sørgeligt, at hans moder var gået bort, men hvordan troede han ikke, at hun havde haft det? Men selvfølgelig.. Alt det hun tænkte og følte var forkert, hvor han var korrekt på den. ”Selvfølgelig.. Jeg kender ikke til racehadet, fordi det jeg har prøvet jo er sandheden.. Hyg dig med dit eget lille drømmehold,” afsluttede hun såret, inden hun vendte ryggen til ham. Hun kunne mærke, hvordan hele hendes krop dirrede. Hun ville bare væk derfra.. Derfor forsvandt hendes krop også i en røgsky, fremfor at hun gik væk.

// Out

[Kieran Pamariaz Acheron]

Hvorfor var det, at tingene skulle tage denne drejning? Det havde jo aldrig været Kierans hensigt, men selv nu hvor hun ramte ham, så kunne han også sagtens ramme hende! Også selvom det aldrig havde været hans hensigt, at skulle gøre hende direkte ked af det. Han stirrede denne gang på hende. En medalje for værende perfekt? Det havde jo aldrig været hans mening. Han sukkede kort. "Og hvad skal det betyde?" spurgte han denne gang. At hun fremstillede ham, som vidste hun mere om livet end hvad han gjorde. Hun havde jo slet ikke nogen anelse om, hvad han havde været igennem, eller hvilke kampe, han havde kæmpet, og hvilke han stadig var igang med. Her var det tydeligt, at han havde ramt et meget ømt punkt ved hende.
Kieran havde da ikke fremstillet hende som forkert? Det eneste, som hun havde gjort forkert, var at dømme ham på hans væsen, og hvad han havde oplevet. "Siger du da, at jeg ikke ved hvad jeg har med at gøre, Jarniqa?" spurgte han denne gang. Måske, at det rent faktisk var en fejl, at tage hende med til Manjarno, selvom hun ville med egne øjne, kunne se, hvad han egentlig kæmpede for, og hvad han havde af midler, for de var i forvejen heller ikke mange. På magisk vis forsvandt hun fra stedet, og lod ham selv. Han rystede kort på hovedet. Det var muligt hun havde meget.. men gud hvor var hun dog blind! Denne gang, søgte han selv - på sine fødder vel og mærke, for at komme ned igen. Han havde allerede været der i alt for lang tid.

//Out