Seeing the city

[Jarniqa Dynithril]

Kieran Pamariaz Acheron

---

Vulkanen.. eller nærmere: Den uddøde vulkan. Theodore havde fortalt Jarniqa om den, og det var de historier, der havde lokket hende. Han havde fortalt hende, at vulkanen igennem mange år havde indlogeret hendes slags. Varylerne. Varyler havde gennem tiden slået sig ned her, og lavet sig boliger, da de ikke havde været velset noget andet sted. Noget, som Jarniqa kun kendte alt for godt til. Hun havde mange gange fået af vide, at hun hverken var magiker eller mørkelver. Derudover havde hun også fået fortalt, at man ikke burde blande sig med hende, da man med hende ikke kunne skabe renracet. Nu boede hun dog et sted, hvor der ikke blev set ned på hende. På Acheron Landsted. Sjovt var det, da familien ellers havde vægtet sig ved at være renracet.. men Theodore Acheron havde sjovt nok aldrig sagt noget dårligt om hendes racer. Han var desuden blevet en mand, som nu fik hendes blod til at varme.
Jarniqa gik hen over den døde bund. Intet grønt var der her. Kun den lette sne var der. Den sne der ligeså dalede blidt ned fra himlen. Lyst var der endnu, hvilket hun fandt perfekt, da det gjorde, at hun i så fald endnu kunne beskue landskabet. Tanken om en vulkan bragte ikke just gode minder frem i hende, da det fik hende til at tænke på Appolyon. Hvad der dog fascinerede var, at dette havde været og nu var et bosted for varylerne. Hun trak let i den mørke kappe. Varm var den. Det havde Theodore sørget for ved at forny hendes garderobe. Grundet kulden havde hun hætten oppe over hovedet. Hendes ansigt var dog synligt, hvor hendes kinder var blidt rødmende grunden kulden. Ligeså kunne man se to lange lokker ravnsort hår, der lå hen over hendes bryst.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Vulkanen bar præg af rigtig mange fortidsminder for rigtig mange væsner. Selv var det et af de steder, hvor Kieran i sin tid, havde tilbragt mesteparten af sin egen tid, da han selv havde levet uden et fast tag over hovedet. Nu havde han en familie et andet sted, som han i forvejen også var ganske godt tilfreds med. Glad var han rent faktisk for den udvikling, som hans liv havde taget igennem de seneste mange år, og nu levede han med en mulighed, hvorpå at han egentlig kunne gøre, som det lystede ham. Som en fader, var han for rigtig mange af dem, som i forvejen havde haft samme baggrund, og samme ønske, som det han selv havde. Nu var de efterhånden også ved at være nok til, at man faktisk kunne gøre noget ved det.
Den tykke kappe hvilede omkring hans stærke skuldre. Han var en bredskulderet mand, som sjældent sagde noget. Særlig snaksagelig havde han aldrig været, men igen, så vidste han, at det nok også var et af de klare træk, som han havde fra sin fader. Ikke i denne verden, om han havde tænkt sig, at opsøge den mand! Han sad i øjeblikket på en klippeafsats, ikke langt fra vulkanen. I forvejen, var det mange år siden, den havde vist nogen tegn til liv, men selv den varme, som tildels måtte føles her.. Liv var der endnu i den. Det var kun et spørgsmål om tid, inden den for alvor ville melde brud igen. De isblå og intense øjne, hvilede stift foran sig. Som havde han været en statue, sad han fuldkommen stille. Han lyttede. Meget andet havde han ikke at give sig tid til. Og før eller siden, vidste han ligeledes også, at han ville få sit ønske opfyldt.

[Jarniqa Dynithril]

Blide var Jarniqas skridt hen over det tynde lag sne. Tykkest var den ved vulkanens fod, hvor den blev tyndere jo højere op mod spidsen man kom. Måske var det fordi, at der alligevel kom en smule varme fra vulkanens mund? Eller også var det blot fordi, at toppen var tættere på den varme sol.. Dette syntes dog heller ikke realistisk, da hun havde boet i Paggeijabjergene og derfor vidste, at snetæppet var kraftigst på bjergets tinder. Hun tog en indånding, som hun kæmpede sig videre frem. En let blæst var der her. Uundgåeligt syntes det dog også at være i og med, at hun var oppe i højderne, og da der intet var til at skærme for vinden. Hvis hun skulle fryse, ville det dog heller ikke være værre end hun kunne lave sin egen ild. De smaragdgrønne øjne søgte omkring. Godt havde hendes syn altid været, hvilket hun måtte takke elveren i hende for, og derfor anede hun også manden, der sad på en klippeafsats længere borte. En del af klippen havde han først syntes at ligne, men dernæst havde hun fået øje på hans svagt blafrende kappe, og derfra havde hun kunnet ane manden. Hun fugtede let sine læber. Hans specifikke detaljer kunne hun ikke se, da han var så langt borte, men det var vel heller ikke relevant? Han var derhenne og hun var her. Hun kunne dog ikke lade være med at fundere over, om han var warlock eller varyl. Varylblandingen skyldtes, at der eftersignende skulle leve varyler her, og warlocken fordi, at hun trods alt endnu befandt sig i Marvalo City. Blikket lod hun igen glide bort, som hun blot valgte at fortsætte sin egen gang. Længe siden var det desuden siden, at hun havde været selskabelig. Mørkelverne havde nemlig været af få ord, og her i Marvalo City havde hun indtil nu kun talt med Theodore og hans tjenere.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Aldrig havde Kieran levet som en varyl, selvom han levede blandt dem. Det racehad, som særligt havde været mod det væsen, såvel som mod lyse og mørke væsner, var slet ikke noget, som burde forekomme i det hele taget, og det alene, var noget, som selv Kieran stod fast på. Han kæmpede derfor fast imod, at det var noget, som i det hele taget skulle forekomme!
For nu, blev Kieran siddende og så tænksomt ud i luften. Heroppe var det nemlig sjældent, at der kom nogen i det hele taget. Selv varylerne, var i sin tid, nærmest drevet væk fra stedet her. Grotesk som det end var, var det meget begrænset, hvad man kunne gøre ved det, med det, som var hændt i løbet af de sidste rigtig mange år. Selv nu hvor han kunne fornemme en form for magi og energi i hans nære område, anså han det ikke just for truende på nogen måde. Det kunne vel bare være en tilfældig, som havde lagt turen forbi? Desuden gik han ikke umiddelbar ind for vold, dersom det var noget, som han kunne undgå. De isblå øjne søgte denne gang op, hvor han langsomt hævede hovedet. Blikket vendte han i retningen af kvinden. Ikke flyttede han sig, hvor selv lyset af den blege måne højt oppe over dem, måtte skabe et genskin i hans øjne. Han stirrede denne gang direkte på hende, men uden at gøre noget yderligere. Her i mørket, hvor han selv havde levet mesteparten af sit liv, kunne effekten naturligvis godt mærkes. Han så udmærket af et væsen, som kunne vandre om dagen, at være. Ikke rørte han sig. Stille som en statue forholdt han sig derfor.

[Jarniqa Dynithril]

Manden der var fjernt fra Jarniqa, agtede hun ikke at forstyrre. Hvorfor skulle hun også gøre det? De var adskillige meter fra hinanden. Derudover gjorde han ikke just mine til at ville rykke sig, som han derimod syntes at have det vel på sin egen lille klippeafsats. Selv gik hun videre.. Som hun gik, fik hun den nagende fornemmelse af at have øjne på sig, og ganske rigtigt.. Som hun svagt drejede hovedet, kunne hun se lysende øjne på sig. Utroligt var det næsten. De var jo endnu så langt fra hinanden. Blikket vendte hun hurtigt bort igen, da det ikke skulle blive en akavet stirrekonkurrence. For en stund ville han dog utvivlsomt have anet, at hendes blik ligeså havde været vendt imod ham. Hun fortsatte sin gang et par meter endnu, inden hun standsede op. Der var så lidt … liv her. Kun en gammel snedækket vulkan. Intet tegn på menneskeliv ud over hende og ham længere væk. Ej heller tegn på dyr eller planter. Langsomt lod hun sig glide ned på hug. Skønt det var bidende koldt, lagde hun hånden ned i den kridhvide sne. Blidt skubbede hun den til side, så den brune og kolde jord trådte frem. Stenhård og død syntes den helt at være. Hun drog en indånding, inden hun sænkede håndfladen imod den børste jord. Øjnene lod hun sænke i. Magi var det ikke, eller jo.. Det var ikke en magikers magi, men derimod en mørkelvers. Hun rørte ved naturen, og ved siden af hendes hånd begyndte en stilk nu at dukke op. Først da den var helt fremme, slog blomsten sine blade ud. En smørblomst lignede det helt, men ikke var det det, som det derimod var en juleblomst. Lyserøde var dens blade nemlig, hvor det syntes at være en klar kontrast til det snedækkede landskab.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran forlod på intet tidspunkt sin lille afsats, som han nu måtte sidde på. Her måtte han iagttage hvert et skridt, og hver en ting, som hun foretog sig. Det var sådan, at han havde formået at klare sig igennem sit liv og sin tilværelse, som bestemt heller ikke havde været til hans fordel. Nemt var det ikke, men det havde derimod også sat sine klare spor på ham, i den samme omgang. Hans hoved lod han søge på sned, hvor han kneb øjnene en smule sammen. Skulle han samtale med hende? Eller skulle han bare lade hende passere?
Nysgerrig måtte hun jo alligevel formå at gøre ham, i og med, at hun denne gang stoppede op, og knælede. Han rettede sig en anelse i kroppen, for at følge bare en smule med i, hvad hun havde gang i. Magien som hun benyttede, kunne han derimod godt mærke. Han rejste sig denne gang op, inden han denne gang elegant sprang ned fra sin lille afsats. Elegancen af en elver, var han bestemt ikke i besiddelse af, men dog måtte han jo sige at han havde fået en ting eller to med sig undervejs. Han rettede sig op endnu en gang, hvor han lod hænderne søge ned langs hans krop. Han var tydeligt muskuløs, og bredskulderet. Her blev han stående. Nu havde han taget lidt af afstanden, hvor han havde søgt tættere på hende i stedet for. Blomsten kunne han se.. Fascinerende alligevel. Langt fra, hvad han var vant til at se folk benytte, hvad angik magi. Hun var ikke bare magisk. Der var andre kræfter i hende. Dog brød han ikke denne stilhed. Han tænkte stadig.. iagttog hende, og hver en ting, som hun foretog sig.

[Jarniqa Dynithril]

Blomsten skabte Jarniqa for at forårsage en smule liv. Forhåbentligt ville den overleve, skønt alt andet syntes at være dødt her. Blomsten hun havde skabt var desuden tiltænkt disse kolde tider, og derfor ville den forhåbentligt have en chance for at overleve. Mere end det kunne hun i hvert fald ikke gøre.. Give det en chance. Hånden flyttede hun en anelse til siden, hvor hun igen søgte naturens kræfter. En ny blomst søgte op. Smukke var de nu, hvor de også forårsagede et lille smil på hendes lyserøde læber. Hun plantede en sidste, så de i alt var tre. Kønne var de med den grønne stilk og blomsterhovederne, hvor en enkelt af dem havde hvide blade, hvor de to andre havde lyserøde. Hun tog en indånding, som hun tilfredst måtte betragte sit eget lille værk. Der gik dog ikke mange sekunder, før hendes hånd krævede hendes opmærksomhed. Den var brændende rød og dunkende grundet den kulde, som hun pludselig havde udsat den for. Langsomt rejste hun sig igen, og idet hun gjorde det, skabte hun en flammende kulde, som hun lod hænge imod sine to håndflader. Endnu måtte det dunke, men stadig kunne hun mærke det behagelige i at mærke lunen imod sin kød. Hun lod sig dreje om på hælen, hvilket fik hendes blik til at lande på manden. Ikke var han tættere på, men han stod nu op, alt imens han så direkte på hende. Det fik hendes hjerte til at slå fastere. Var han en fjende? Han stod jo nærmest og vurderede hende, og denne her gang lod hun ikke sit eget blik vige bort. Den lille flammekugle holdt hun endnu mellem sine hænder. Burde hun smide den efter ham? Og hvis hun gjorde det.. ville det så jage ham på flugt, eller skulle hun nærmere overveje, hvor stærk han var?

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran havde aldrig været særlig diskret, og særligt, når han stod overfor noget, som var ganske unormalt. Hvad normalt var der i, at en kvinde søgte til et sted som det her, alene? Det var bestemt heller ikke noget, som var særlig normalt, kunne man sige. Han var ganske vidst hoppet ned fra sin klippe, men derimod ikke søgt tættere på hende. Nu vidste han jo heller ikke, hvad hun var for en type, men dog måtte han sige, at hun virkede ganske fredsommelig. Særligt med det, som hun viste ham, at hun kunne, og det var også det, som han særligt, måtte bide sig fast i, som det stod lige i øjeblikket. Kort trak han denne gang på smilebåndet.. Et koldt og i forvejen sjældent smil. Han smilede stort set aldrig, når han var ude og borte fra den lejr, som han samtidig også kunne kalde for sit hjem, og for sin familie. Det var ikke noget, som han kunne, eller som han ønskede at se bort fra.
Selv her, forholdt Kieran sig endnu ganske tavst. En køn en af slagsen, selvom det nu heller ikke var det, som han tog så tungt igen, når det endelig skulle være. "Du er ikke warlock.. eller magiker," sagde han denne gang. Hvad skulle han ellers sige? Uanset, så måtte hun jo være en blanding, men en blanding af hvad helt præcist? Det var jo det, som han endnu ikke kunne finde ud af. Et skridt tog han tættere på. Frygtløs synes han at være. Han var ikke bange for hende, og desuden... havde han nogen grund til at skulle være det? Han var jo heller ikke ude på at gøre noget.

[Jarniqa Dynithril]

Tavst, rankt og med blikket på den fremmede blev Jarniqa stående denne her gang. Ikke ville hun vige bort nu. Ikke nu hvor, at han havde rejst sig og holdt øje med hende. Hvorfor den pludselige interesse? Hun kendte ham jo ikke.. gjorde hun? Hvad ville han hende? Var han ude på skrammer, eller var han blot nysgerrig? Ildkuglen lod hun forblive. Den varmede hendes hænder samtidig med, at det var et ideelt våben, hvis den fremmede skulle vise sig at være fjendtligt anlagt. Hun var hverken warlock eller magiker? Blikket tog hun ikke fra ham. ”Forkert,” svarede hun kortfattet. Nej, hun var ikke fuldblodsmagiker, men ikke betød det, at hun slet ikke var magiker. Hendes fader var det, hvilket måtte betyde, at det udgjorde halvdelen af hendes race. Ikke var det noget, som hun ville se bort fra. Slet ikke nu hvor, at det var den magiske side, som hun var begyndt at dyrke igen. Det tvang Theodore hende nemlig til gennem hendes træningslektioner. Bedre begyndte disse desuden at gå, som det blot havde handlet om at komme i gang igen. Stille blev hun stående, som han nærmede sig hende. Der var endnu et godt stykke vej for ham, hvis han skulle komme hende helt tæt, så det virkede som en normalt ført samtale. Intet sagde hun. Hvis hun skulle sige noget, ville hun højst sandsynligt spørge ham, hvorfor han stirrede så meget. Han havde jo haft et fast blik på hende i et godt stykke tid. Hvad han var, vidste hun ikke. Hun var dog tilbøjelig til at gætte warlock. Det vrimlede jo med dem her. Derudover virkede han højrøvet nok til at kunne være det, siden han ikke mente, at hun kunne være magisk.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Yderst kortfattet, måtte kvinden overfor ham være, selvom dette nu heller ikke var noget, som Kieran havde noget imod. Det var jo ligesom ham selv. Ren og fuldblods, kunne hun ikke være. Det var det som vakte hans nysgerrighed. Et offer for de mange fordomme, som hvilede mod varyler og øvrige blandingsracer? "Uddyb," tilføjede han. Hvis det var enkelt stavelser de kørte i, så kunne han også sagtens være med.
Atter måtte de isblå øjne falde til hendes skikkelse. Hertil var der meget som skilte ham fra hans kære fader, som i forvejen var en mand, som han intet havde med at gøre. Han blev denne gang stående, da han heller ikke ønskede at fremtræde truende overfor hende, for det ville han ikke. Han derimod, var en mand af helt andre intentioner og ambitioner, og det var jo ligeledes også dette, som han ønskede at få frem i den forstand, at det nu var ham menneskelig muligt. Tungen strøg han kort, men tænksomt over sin overlæbe. Et klart træk fra sin mor, og noget af det, som han mindes at kunne huske, at hun havde gjort brug af frem til nu. Hvem var denne kvinde, og hvad lavede hun her? Han blev stående roligt og afslappet, selvom han heller ikke ville tøve med at gribe ind, hvis det skulle blive nødvendigt. Dog måtte han jo sige: Han gjorde aldrig det første skridt, hvad angik den slags. Det gik han slet ikke op i, da han stadig kæmpede mod de naturlige træk, som lå i hans egen warlock.

[Jarniqa Dynithril]

Hun skulle uddybe det? Burde hun gøre det? Jarniqa betragtede ham med et nøje blik. En ting var nemlig at være varyl, men en helt anden ting var at være en magikerblanding i Marvalo City. Det var trods alt i warlockernes by hun var, og kendt for at hade hinanden var de to racer. Theodore havde dog aldrig set ned på hende, skønt hun var blandet med magikerblod og ikke warlock. Nu var han dog begyndt at tale om, at hun kunne blive omdannet til warlock. En tanke hun ikke helt vidste, hvad hun skulle gøre med.. Hun var jo magiker. Ikke warlock. Det havde hun jo i princippet aldrig haft noget imod. Hun kiggede på den fremmede. Ingen af dem valgte rigtigt at nærme sig den anden, men tydeligt var det, at begge havde en vis interesse i dette. "Magiker og mørkelver," rettede hun ham. Så måtte hun se, hvordan han reagerede. Havde han mon hørt om den kvinde der var flyttet ind hos Theodore Acheron? Om folk vidste, at det var Jarniqa Dynithril, eller en varyl, vidste hun ikke. Og ... gad vide om den fremmede gættede, at det var hende der var eftersøgt? Hendes kære moder havde nemlig åbenbart efterlyst hende, og endda sat en ganske eftertragtet pris på hende. Hvis der var en der forsøgte at indløse den, vidste hun dog godt, hvad hun ville gøre. Hun ville nemlig ikke hjem. Hun var "hjemme" ved Acheron Landsted. Afventende så hun frem. Om manden var warlock eller varyl vidste hun endnu ikke. Hun kunne heller ikke gøre meget andet end at tage tingene som de kom. Hvis han prøvede på noget, som hun ikke brød sig om, måtte hun jo bare forsvare sig.. og heldigvis var hun ikke svagt anlagt. Særligt ikke med hendes seneste træning. Både den hos mørkelverne og den hos Theodore. De var nemlig begyndt at træne sammen hver morgen ... efter, at de havde vågnet op sammen. Noget de var blevet ganske forfaldne til.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran havde ikke nogen større interesse i denne kvinde endnu, men selv dette, var noget som meget hurtigt kunne ændre sig. Magien kunne han nemlig fornemme i hende, som var det en særlig og meget tydelig del af hende. Og for ikke at virke fjendtlig, holdt han afstand. Særligt så lang tid at hun stod med en kugle af ild mellem dine hænder. Dette gav nærmest et genskin af af lys i de i forvejen isbåd øjne. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Magiker og mørkelver? "Ikke en ofte set blanding," sagde han blot, som han slet ikke havde nogen grund til at se ned på hende, for værende den hun var.
Hovedet lod han denne gang søge på sned. Der var noget underligt velkendt ved hende, men hvad var det lige? Han blinkede let med øjnene. Hans blik kørte op og ned af hende. Meget og nøje iagttagelse. "Der er noget bekendt ved dig." kommenterede han denne gang. I forvejen var det heller ikke typisk ham at føre en samtale videre, når han først havde fået det at vide, som han havde behov for at vide, men... Tog han meget fejl, når han sagde at hun var Jarniqa? Den forsvundne prinsesse af Manjarno? Denne gang tog han et skridt tættere på hende. Igen uden at fremstå truende overfor hende, for det var noget af det sidste som han ønskede sig. Alt taget i betragtning, handlede det om at få det ud af tilværelsen, som man nu kunne. Selv på trods af at Kieran ikke havde haft noget fast tag over hovedet siden han havde været ganske lille, var han bestemt ikke dum, og vidste derfor også meget om hvad der foregik omkring og særligt i de mange lande. Han gik jo hvor det passede ham og det havde han alle dage gjort. Kvinden der havde søgt skjul ved hans kære fader. Var det underligt at han fandt den tanke en smule morende? Tungen strøg han kort over hans læber. "Jarniqa Dynithril.. Ikke sandt?" spurgte han denne gang, uden at fjerne blikket fra hendes skikkelse igen. Nu hvor han alligevel stod forholdsvist tæt på hende, kunne han nemmere og bedre se hende, samt de ellers kønne detaljer ved hende. Selvom hans fader nu ikke var kendt for værende omsorgsfuld og følsom, måtte det vel alligevel sætte en ting eller to i hovedet på ham? Armene førte han denne gang over kors på hans bryst. Nu formåede hun da for alvor at vække en interesse og nysgerrighed ved ham. Særligt fordi hun var en kvinde dom alligevel af sin egen frie vilje, havde placeret sig i Acheron Landssted. Stedet som flest muligt gjorde hvad de kunne, for at holde sig langt væk fra. Ham inkluderet.

[Jarniqa Dynithril]

"Jeg er speciel," endte Jarniqa sikkert med at sige. Jovist hun til tider ønskede, at hun var fuldblod. Det ville nemlig gøre meget lettere. Det ville betyde, at hun ikke ville blive hånt for at være halvt af hvert. Det ville også betyde, at hun kun havde en race at fokusere på. Ikke hele to som nu. Størstedelen af tiden havde hun det dog fint med, at hun var en sammenblanding. Hun var unik i og med, at hendes blanding var sjældent set. Derudover følte hun, at det gav hende flere muligheder end mange andre, når hun havde to racer at gøre godt med. Det gjorde nemlig, at hun fra magikeren havde magien, og fra mørkelveren havde ynden, hurtigheden og naturen. Ryggen rankede hun, som han nærmede sig hende. Ikke vidste hun, om hun skulle bryde sig om det eller ej. Derfor forholdt hun sig også forberedt på det værste. "Jeg er sikker på, at vi ikke kender hinanden," sagde hun direkte. Nej, han virkede bestemt ikke bekendt. Heller ikke, som han trådte nærmere. Hun kunne ikke genkende hans udseende ... overhovedet. Som han kom tættere på, kunne hun se, at han havde et kønt ansigt. Helt igennem utrolige øjne, som de var klare og nærmest lysende. Kroppen kunne hun ikke se tydeligt grundet kappen, men hun kunne ane strukturen. Hun drog en indånding, som han sagde hendes navn. "Ja," sagde hun ærligt. Hvordan sammenlignede han mon hende og navnet? Kom det til ham som prinsessen af Manjarno, eller kom det som varylen der levede på Acheron landsted. Ikke vidste hun det. Om nogen af delene var gode, vidste hun dog ikke. Den ene bundede måske i en efterlysning, og det andet måske i irritation over, at en uren var i warlockernes samfund. Dog ville hun have ønsket, at hun kunne have været ham en helt fremmed. Bare Jarniqa, så tavlen var helt ren.. Men det kunne den vidst ikke længere være for hendes vedkommende.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Ikke ønskede Kieran at gøre noget ved Jarniqa, som han oprigtigt kun ønskede at finde ud af hvem og hvad han endnu måtte stå overfor. At det jo så skulle vise sig at være den forsvundne prinsesse i Manjarno, som der samtidig også var en stor dusør på, for at bringe hende hjem, var han heller ikke en mand som huede efter den slags. Nu hvor det var sagt, morede det ham at skulle stå overfor hende. Hovedet lod han denne gang tilte på sned igen. "Det anede mig," kommenterede han denne gang.
Stadig kunne Kieran ikke se nogen grund til at skulle gøre hende noget, for hvorfor skulle han da? Kvinden havde i forvejen været leder af en egen modstandsgruppe, så... Måske? "Du er langt hjemmefra. Acheron Landsted, ikke sandt?" spurgte han denne gang. Ikke fordi at han ville gøre hende noget af den grund, hvor han derimod måtte anes det som ren og skær underholdning. Ham bæen stadig stående overfor hende, hvor han endnu måtte betragte sig af den smukke skikkelse som nu stod foran ham. Nu var han ikke den type mand som var meget omkring kvinder, da hans tanker og ambitioner var nogen helt andre, end hvad der var typisk for en mand og særligt af hans stand. Endnu rettede han sig op. "Ved Theodore?" spurgte han videre med en rolig stemme, uden at der var nogen spor efter noget som helst, for han så slet ikke nogen grund til at klandre hende noget. Igen var han jo bare en mand som Kieran aldrig havde haft noget med at gøre. Igen tog han nogle skridt tættere på. "ikke skal du frygte mig," afsluttede han denne gang. Han var jo som sagt overhovedet ikke ude på at gøre hende noget som helst. Ikke før han ville have en grund til at gøre det.

[Jarniqa Dynithril]

Strammere blev Jarniqa om munden, som han sagde, at hun var langt hjemmefra. På ingen måde! Neutranium var ikke hendes hjem. Det havde det kun været, hvis hun ønskede at blive kastet omkring med, og det ønskede hun bestemt ikke! Hun var ikke en, som man bare kunne bruge, og så smide væk igen.. Hvis de desuden oprigtigt havde ønsket hende i Neutranium, var de selv kommet efter hende. De havde ikke sendt efterlysninger omkring. Hvor doven kunne man også lige være? Få andre til at gøre det, som man selv ønskede sig! ”Mit hjem er her i Marvalo City, så nej. Jeg er ikke langt hjemmefra,” sagde hun direkte. Sandt var det nemlig, at hun boede på Acheron Landsted. Hun fortsatte, som han valgte at nævne Theodore. ”Ja, ved Theodore Acheron.” Greven husede hende. Han var hendes træner, ligeså vel som han var hendes … elsker. Det var vel det de var, når nu han var en gift mand? Ikke at hun videre brød sig om at tænke på det. Når hun tænkte på det, prøvede hun at tænke, at det ikke var hendes fejl, at Theodore og Clemency aldrig havde valgt hinanden, og at Clemency ikke fangede hans interesse. Hvad hun dog havde det dårligt med var, at der ingen fremtid i det var, og at hun ville have hadet, hvis det var hendes mand der havde været utro. Skarpt holdt hun øje, som han kom tættere på. Ildkuglen havde hun endnu i hånden. Både som en varmekilde for hende, og som et våben, hvis han skulle få for gode ideer. ”Jeg kender dig ikke, så det må være op til mig at vurdere,” sagde hun sigende. Desuden, hvem sagde også, at man var en ringe person, når man havde udset sig sit offer? Mere tilbageholden var hun desuden blevet med tiden. Det havde hun lært, da så mange blot havde ønsket hende smerte.