Seeing the city

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran betragtede sig af denne unge kvinde. Ukendt var hun for ham, men derimod også en som fangede hans store interesse. Han betragtede hende meget inderligt, og med faste og intense øjne. De skinnende i lyset af månen over dem, og selv ham følte sig godt tilpas selvom hun var mere påpasselig omkring ham. "Acheron Landsted som dit hjem? Det er højest mærkværdigt at du er budt velkommen i deres hjem," kommenterede han denne gang ned en rolig stemme.
Alt tager i betragtning så var Kieran måske en meget direkte mand og selv han måtte jo elske og nyde dette. Ung og uerfaren og endnu med rigtig meget at lære, selvom historierne nu sagde at hun havde været igennem. Armene forblev hvilende over kors, men stadig temmelig afslappende det hele taget i betragtning. Han trak vejret dybt, som blikket endelig faldt på kuglen mellem hendes hænder. Knapt så magisk imponerende, men det gavnede ham nok ikke at sige højt for nogen i det hele taget. "Ligner jeg en som vil gøre dig noget ondt? Af os to, er det snarere dig som agerer truende overfor mig," kommenterede han denne gang med en rolig stemme. Igen hvor han forsøgte at lyde klandrede, for det var der overhovedet ikke nogen grund til. Selv på trods af at hun var taget i Theodores hjem og under hans tag, kunne han jo kun undre sig. Hvad havde hun gjort siden hun havde fået lov til at indtage den plads? Det forundrer ham lidt. Han betragtede hende derfor meget indgående. "Fortæl mig.. Hvad har du gjort siden Theodore har lukket dig ind i hans hjem? Acheron har længe været kendt som stedet for fuldblods og renracede," sagde han denne gang med en fortsat rolig stemme. Denne gang førte han hånden ud fra kroppen hvor han knipset. For enden af hånden og ved fingrene, dukkede en klar flamme op, som oplyste resten af hans ansigt.

[Jarniqa Dynithril]

Ikke løj Jarniqa, når hun sagde, at hun boede på Acheron Landsted. Hvorfor skulle hun lyve om det? Det var en tanke der forekom ganske besynderligt. Særligt når hun generelt set ikke var den store løgner. ”Hvorfor skulle jeg være interesseret i at lyve omkring det? Jeg har været budt velkommen der i flere år nu,” lød det ærligt fra hende. Fra hendes og Theodores allerførste møde, havde han sagt, at hun var velkommen i hans hjem. Mange møder siden, ønskede han hende stadig velkommen i sit hjem. Faktisk så han allerhelst sit hjem som hendes. Det havde han i hvert fald gjort klart for hende, da han havde hentet hende ved Den Sorte Sø. At han så ned på den flammende kugle, som hun havde fremmanet, sagde hun intet til. Det var først hans ord, der bragte hende i tale igen. ”Ens udseende og ens væsen er ikke altid det same.. Derfor vælger jeg at holde fast i, at jeg ikke kender dig,” fastholdt hun. Den ene hånd hævede hun, så flammekuglen søgte med op. ”Finder du mig truende grundet denne? Jeg ved, at du holdt øje med mig.. Derfor så du også, at jeg fremmande den efter, at jeg havde rørt ved sneen. Den er ganske kølig, hvis du vil vide det,” pointerede hun sigende. Dog var der mere til det end det. Nu nød hun også at have den, hvis hun fik brug for at smide den efter ham, men den ting til den tid. Hun løftede det ene bryn. Han var ganske interesseret i at høre, hvad hun lavede ved Acheron Landsted. ”Hvorfor? Er du da misundelig over, at du ikke er blevet budt velkommen der?” Nej, hun var ikke fuldblod, og hun var ikke warlock. Dog havde Theodore aldrig klandret hende for det. Derfor var han slet ikke, hvad den fremmede sagde, at han var.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran forventede ikke løgne, for hvorfor skulle hun da lyve om den slags? Nu var Acheron Landsted kendt som værende et helvedeshus her på jorden, og ikke kunne han forvente at nogen ville lyve om en tilværelse blandt de warlockerne, som var kendt blandt de værste. Et kort smil passerede hans læber. "Hvilkey jeg ikke forventede. Jeg er nok snarere forundret over at en mand som Theodore, vælger at lukke en varyl ind. Jeg beklager, men at mænge sig med varyler og blandingsracer, er ikke hvad de er kendt for." Ikke sagde han det for at være ond eller grotesk omkring dette, men mere for at være oplysende om tingene i stedet for.
Kieran var nok mere nysgerrig, end hvad han følte sig truet af hende. Igen lod han de isblå øjne falde til hendes skikkelse. En skønhed i mørket, og han måtte jo sande, at han nød det faktum at hun kunne give bare lidt igen. Magien kunne være god, og som hun selv sagde, så var her jo trods alt temmelig koldt. "Med en iskold vinter som står på døren, er dette jo heller ikke underligt. Dog formår du at holde varmen med basismagi for mørke og lyse magikyndige," sagde han denne gang med en fortsat rolig stemme?
Kieran vidste ikke om han skulle grine eller om han skulle græde. Han var under ingen omstændigheder misundelig! Han havde nemlig ingen planer eller intentioner om at skulle sætte sine fødder i det hus nogensinde! "Jeg lever hellere uden tag over hovedet, end at sætte mine fødder der. Om du finder en glæde og fornøjelse der, så skal du være velkommen." fortsatte han denne gang. Hans egen ildkugle, valgte han denne gang at slippe, så denne svævede lige mellem dem. De isblå øjne betragtede sig af hende, med et meget undrende blik. "Han må have fundet noget meget interessant ved dig." Men lige hvad? Det agtet han nu også selv at finde ud af.

[Jarniqa Dynithril]

Hvor den fremmede var forundret over, at Theodore huserede hende, var Jarniqa det ikke. Ikke når han altid havde budt hende velkommen i sit hjem. Han var faktisk en af de eneste, der aldrig havde lagt en negativ værdi i, at hun var en varyl. Derfor mente hun bestemt ikke, at al den negativitet var Theodore berettet. Han var slet ikke den mand, som den fremmede sagde, at han var. ”Sjovt, som han ellers altid har vidst, at jeg er en varyl, og end ikke med warlock i blodet,” sagde hun sigende for at modbevise den fremmedes teori omkring Theodore. Brynet løftede hun, som han nævnte hendes ildkugle som basismagi. Var det hans form for hån over, hvad hun valgte at gøre brug af? Ja, det var basismagi, men det var også en ganske nyttig en af slagsen. ”At du ikke kan se fornuften i at ty til basismagi i tide og utide, er ikke mit problem. Magi behøver ikke altid at være spektakulært for at være funktionelt og optimalt,” sagde hun direkte. Hun kunne desuden mere, end hvad hun viste ham. Hun var skam trænet indenfor magien. Hun var endda trænet af Theodore Acheron. Hun kiggede fortsat på ham. Det virkede som om, at han virkelig havde en torn i øjet på Acheron Landsted, og særligt Theodore. De måtte kende hinanden.. ellers kunne hans modvilje umuligt være så stort som det det var. ”Og du har boet der, siden du finder det berettiget at stemple det som det mest forfærdelige sted på jorden?” spurgte hun stilfærdigt. Hvem den fremmede var, vidste hun ikke, men hun var efterhånden nysgerrig efter at finde ud af hans navn. Han kendte desuden hendes. Hun fulgte nøje hans egen ildkugle med blikket, da han lod den svæve ind mellem dem. Hvordan skulle hun tolke det? Hun skævede igen i hans retning, som han igen spekulerede over hende og Theodore. ”Du ønsker at vide, hvad Theodore så i mig?”

[Kieran Pamariaz Acheron]

Var det underligt, at Kieran var nysgerrig af sig? Han kunne jo ikke rigtigt være andet. Han stod overfor en kvinde, som hans fader eftersigende, skulle have udvalgt. Hvilket han jo måtte have, siden han havde vist fra første dag, at hun måtte være en varyl, og nu hvor Acheron ikke just var kendt for værende en familie, som lukkede andet ind, end hvad der var renracet på den måde, som de nu var, ment i den forstand, at de endte liv, hvis de kunne komme til det. "Jeg siger blot hvad jeg ved, og kender til den familie," sagde han blot. Hvorfor uddybe det mere? Det var ikke just rødder, som man kunne sige, at han var mere stolt af, end hvad han kunne have været af det måltid, som han fik til morgen.. Det var bare noget, som var der, og noget som skulle overstås.
Det var selvfølgelig ikke noget problem, at benytte basismagi på den måde, så det at hun tog det på den måde, lod han hovedet søge på sned. Han trak kort på smilebåndet. "Det fungerer ja, men jeg tvivler stærkt på, at det er derfor, at han huser dig," sagde han denne gang med en rolig stemme. Han lod denne gang hovedet søge modsat denne gang. Han var ikke ude på at gøre hende noget, hvor det derimod mere virkede til, at hun ville gøre ham noget? "Jeg har ikke boet der, nej. Hvis du ønsker at vide det, er det eneste, som jeg har tilfælles med Acheron-familien, et stærkt blodbånd," sagde han denne gang. Han trådte denne gang et skridt bagud. Theodore var jo hans far af blod, selvom han var vokset op hele sit liv, uden at have noget af det i sin tilværelse.

[Jarniqa Dynithril]

”Det er tydeligvis et kendskab, som du må veje op igen,” endte Jarniqa med at sige, da mandens holdninger tydeligvis ikke var korrekte. Selvfølgelig ønskede hun nemlig at forsvare Theodore, når det der blev sagt om ham var falskt. Desuden.. han havde forandret sig igennem den seneste tid. Han var nu også en mand med en smule sjæl i sig. Hun kiggede på ham. ”Og hvorfor tror du, at Theodore huser mig?” spurgte hun ham stilfærdigt. Manden var tydeligvis besat af tanken om, hvorfor den store Theodore husede en varyl hos sig. Den gamle årsag havde vel været den, at han havde fundet hendes stærke følelsestræk brugbare, og hendes magiske slægtskab interessant? Nu tænkte hun dog, at der var mere personlige årsager inde over det, eller … hun håbede det. Uden at ønske at lyde som en teenagepige, håbede hun, at han husede hende fordi, at han kunne lide hende. Også særligt fordi, at de var blevet så intime, som de nu engang var blevet. At den fremmede så delte blod med Theodore, overraskede hende. Det havde hun nu ikke alligevel ventet.. Måske var det også derfor, at han havde så meget at sige om Theodore og Acheron Landsted? Ærgerligt for ham, var hans ord bare forkerte. ”Så du er selv en Acheron.. og bare fordi, at du har noget imod min slags, prøver du at hæfte det på Theodore. Det er faktisk ganske ynkeligt at prøve at smide en anden mand ind foran sig, fordi man ikke selv tør sige, hvad man føler og mener,” endte hun direkte med at sige ligeglad med, om det gjorde han vred eller ej. At han var en Acheron, forvirrede hende dog kun det mere. Hvem var han mon? Han kunne ikke være så langt fra kernen af slægtstræet, når han sagde, at han delte et stærkt blodbånd med dem.

[Kieran Pamariaz Acheron]

"Du er en hård kvinde. Det kan jeg lide," kommenterede Kieran denne gang med en ganske tilfreds stemme. Umiddelbart var dette nemlig ikke noget som skræmte ham væk, hvor det derimod var den type kvinde som han havde brug for i lejren. Dog ikke umiddelbart en plads, som han havde tænkt sig at give hende, i og med, at hun var i ledtog med hans 'kære' fader. Øjne kneb han denne gang svagt sammen.
Kieran havde aldrig lagt skjul på hvilken mand han var, og hvem han var søn af, selvom det i mange henseender ikke var noget som var at være særlig stolt af. Acheron var en berygtet familie, og det samme var Pamariaz trods alt også. En blanding af disse var han nemlig. Ikke at det vækkede nogen form for tilfredshed, men derimod hvad han havde formået at udrette efter hans moder var gået i graven. Og han skulle have noget imod hendes slags? Det var bare det sidste han havde! "Jeg skulle have noget imod varyler og blandingsracer? Kære Jarniqa.." Han rystede denne gang på hovedet. Det var slet ikke sådan at han havde det med det! Han kæmpede for deres rettigheder, som han også kæmpede og ønskede at fjerne det had der hvilede mellem lyset og mørket. Det nåede han ikke ved at modarbejde dem. Desuden kendte hun han slet ikke få godt, så derfor burde hun heller ikke udtale sig om den slags. "Du kender ikke mig, og dømmer mig allerede ud fra at være en typisk warlock? Jeg ved ikke hvad du kommer af, Jarniqa, men jeg er ikke min fader, og nærer ikke det racehad," tilføjede han denne gang med en mere kortfattet stemme denne gang. Han vendte denne gang blikket bort fra hende. Hvorfor forsøgte hun at vække vrede i ham? I forvejen det, som han kæmpede for at holde i sig. Atter rystede han på hovedet. "Jeg har andet på min dagsorden," afsluttede han den en gang, som han vendte blikket mod hende igen.

[Jarniqa Dynithril]

Han kunne lide hendes person? Ikke at Jarniqa følte, at hun havde forsøgt at charmere ham. Ikke spor. Hun forsvarede bare Theodore, når det der blev sagt om ham var usandt. "Verdenen er hård.. Det handler bare om at følge med," endte hun med at sige. Det passede også. Engang havde hun været glad og eventyrlysten, og se, hvor det havde ført hende hen.. Det havde været dumt. Barnligt. Ned af bakke havde det gået, som hun havde forelsket sig i Lucifer. Nu hvor hun ikke længere var det, kunne hun håbe, at det hele udrettede sig. Ildkuglen lod hun forsvinde. "Du prøver ihærdigt at fortælle mig, at en mand hader min slags, når det ikke er tilfældet. Det kan kun bunde i, at det i virkeligheden er din egen holdning," sagde hun sigende. Theodore var nemlig ikke den varylhader, som den fremmede prøvede at beskrive ham som. Brynet hævede hun. Han var ikke som sin egen fader. "Og hvem er din fader?" spurgte hun direkte. Han var en Acheron, ja, men med hvilken blodlinje? Bitter syntes den fremmede dog at være. Han yndede særligt at snakke om racehadet. Noget hun kendte bedre til end ham. Han var en warlock. Fuldblodet. Hun derimod var en varyl. En blanding af to racer. Hun vidste, hvad det ville sige at være foragtet på grund af blod. Forfærdeligt var det. Selv havde hun altid holdt fast i, at der var fordele ved at være en blanding af to, men desværre var det en optimisme der var svær at holde, når alle andre prøvede at fortælle hende det modsatte. Alle andre undtagen Theodore faktisk. Hendes hoved faldt en kende på sned. Han havde andet på dagsordenen? Det lød som om, at han havde tænkt sig at gå. "Kan du ikke klare modspillet?" spurgte hun ham direkte. Det var jo sådan det virkede på hende.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Uden tvivl, måtte man sige, at Jarniqa var mere hård, end hvad han havde regnet med. Ikke at det var noget som gjorde Kieran noget. Tvært imod, var det noget, som virkelig faldt i ekstrem god jord hos ham. "Tror du ikke at jeg kan følge med?" spurgte han denne gang. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Var det overhovedet underligt at han fandt morskab med denne kvinde? Selvom han ikke kendte hende, gjorde det ikke nogen forskel. Han selv betragtede dig af hende, med en ganske sigende mine. Hvem hans fader var? "Den selv samme mand som har valgt at huse dig i Acheron Landsted, Jarniqa," afsluttede han ærligt. Selveste Theodore Jarvis Acheron. Han var jo heller ikke just en ukendt mand, kunne man sige. Hovedet lod han søge på sned. Hvordan hun mon ville tage det?
En stor og lang dagsorden havde Kieran, men derfor regnede han ikke med bare at vende ryggen til, og forlade stedet. Lejren afventede ganske vidst hans tilbagevenden, men de oplevede derimod også ofte, at han var væk for flere dage af gangen. Langsomt hævede han hånden, hvor ham gjorde en let og fast bevægelse med hånden, Hvilket ville føre hende tættere og tættere på ham, end hvad hun havde været frem til nu. "Ønsker du at jeg skal søge bort, kun fordi du ønsker det?" spurgte han denne gang med en yderst kortfattet stemme, da han bestemt heller ikke lod sig kurre af en kvinde. Faktisk gjorde han det slet ikke med nogen! Et kort smil passerede denne gang hans læber og uden at se bort fra hende, for hvorfor skulle han da gøre det? "Du kan bede om og søge tilbage til min faders hus om du vil. Jeg kom her af en grund," afsluttede han hvorefter han lod hånden langsomt falde igen.

[Jarniqa Dynithril]

”Det ved jeg ikke.. Kan du?” spurgte Jarniqa til dels udfordrende. Om han var lavet en særlig støbning, kunne hun endnu ikke se. Hun vidste blot, at han havde en torn i øjet på Theodore. Hvorfor, fandt hun ud af, som han pludselig sagde, at Theodore var hans fader. Hendes smaragdgrønne øjne stirrede noget på ham. Kunne det virkelig passe? Nej.. Nej.. Theodore havde to børn. Sephiran og Samuel. ”Theodore har to sønner. Jeg har mødt dem begge, og du er ingen af dem,” endte hun afvisende med at sige. Nej, det kunne ikke passe. Ham og Theodore havde ikke flere børn end dem, som hun kendte til. Sammen trak hendes pupiller sig, som han gjorde en bevægelse med hånden, hvor hun dernæst automatisk røg tættere på ham. Hun gik i hvert fald stærkt ud fra, at de to ting havde alt med hinanden at gøre! Hvad bildte han sig ind! Han var præcis ligesom Lucifer, da han havde søgt ind i hendes hoved, og draget hende ned i en sø! Skræmmende tæt kom hun på den mand, som hun end ikke kendte navnet på endnu. Hun kunne se hver en detalje på hans ansigt.. Selv den mindste. ”Stop det!” udbrød hun vredt. Magien mærkede hun øjeblikkeligt summe i sig. Det fik hendes hjerte til at banke hurtigere, samt hendes håndflader til at prikke. ”Og vil du nu påstå, at jeg er den grund?” spurgte hun skarpt, som han sagde, at han var kommet her for noget. Hænderne lagde hun imod hans brystkasse. Det kunne hun, fordi han havde bragt hende så tæt på. Det måtte så være ris til egen røv.. En trykbølge blev sendt fra hendes håndflader og direkte ind i hans bryst, hvilket gjorde det umuligt for ham at flygte fra den. Hvis han måtte ty til magien, måtte hun bestemt også!

[Kieran Pamariaz Acheron]

Jarniqa var uden tvivl en meget hård kvinde, at danse med, selvom det nu heller ikke var noget, som egentlig gjorde Kieran det mindste. En kvinde med ben i næsen, var da altid at foretrække over alt det andet, som nu måtte være. Han trak kort på smilebåndet, hvor han denne gang rystede på hovedet af hende. "Det er en meget lille tiltro, som du har til mig," sagde han denne gang, hvor han samtidig lod hovedet søge på sned. Nu hvor han alligevel havde valgt at fortælle hende, hvem hans fader var, så forundrede det ham overhovedet ikke, at det var denne mistro, at han blev mødt af. Han havde aldrig haft noget med sin kære fader at gøre, og derfor forventede han godt nok heller ikke at få det. Skulle han være helt ærlig, så var han overhovedet ikke interesseret i det. "Jeg forventede bestemt heller ikke, at du skulle tro på det.. Men jo.. Han er min fader. Jeg er hans eneste uægte. Af hvad jeg ved." Ægte var han ikke, da hans forældre ikke havde været gift, og i dag, kunne han jo kun være glad for det, da man havde set, hvad Acheron-familien gjorde med drengebørn i deres slægt! Ikke var det noget, som han havde lyst til at blive en del af. Særligt ikke, om han ellers kunne blive fri for dette!
Langsomt førte Kieran hende tættere på sig. Hun skulle ikke tro, at hun bare kunne søge bort, eller tvinge ham til det samme. Han stirrede denne gang direkte i hendes øjne, da de nu måtte stå så tæt på. Hvad hans fader måtte se i hende, vidste han ikke, men det var fascinerende.. Og hvad så hun i ham, for den sags skyld? Hænderne mod hans bryst, nåede han knapt at ænse, inden han direkte blev kastet bagud. Det var som et kraftig slag, idet at han endte med at vende sig i luften, hvor han landede direkte på alle 4, som havde han været et dyr i stedet for. Han trak vejret dybt. "Sød som en killing.. som bider og kradser.." Han rejste sig endnu en gang. Lettere vakkelvorn.

[Jarniqa Dynithril]

”Du har end ikke vist mig den tiltro eller ære at give mig dit navn, så hvorfor skulle jeg have den mindste tiltro til dig?” spurgte Jarniqa sigende. Han var faktisk utroligt uhøflig. Han kendte hendes navn, men ikke agtede han at give hende sit. Ikke var det en aftale, som hun brød sig om. Hun kunne nemlig godt lide at vide, hvem hun stod overfor. Derudover følte hun sig underligt blottet, når han kendte til hende, men ikke omvendt. At han holdt fast i, at han var Theodores søn, vidste hun ikke, hvad hun skulle sige til. Skulle hun tro ham, når han sagde, at han var Theodores uægte søn? Det fik det til at trække sig en anelse sammen i hende. Det var jo det hun og Theodore lavede sammen, og … det havde han åbenbart også lavet med andre, skønt han påstod, at han aldrig havde nydt det før nu? Hvordan hang det lige sammen?! ”Og hvorfor skulle jeg tro dig? Han er en gift mand,” påpegede hun. Egentligt mest fordi, at hun nu af personlige årsager ønskede svar. At hun så måtte angribe ham, kunne hun ikke angre. Slet ikke når han lige havde brugt magi på hende! Hvorfor han gjorde det, vidste hun ikke. Hvad ville han da med hende, og [i}så[/i] tæt på? Derfor angrede hun ikke spor, at han fløj igennem luften, og stod på alle fire, som var han en simpel hund. ”Miaw,” sagde hun ironisk, som han kaldte hende for en killing. At hun bed og kradsede, hvis hun følte sig truet, kunne hun dog bestemt skrive under på. Armene lod hun falde over kors. Dog stadig parat i forhold til mulige angreb fra hans side. Magien i hende var i hvert fald blevet vækket. ”Og du var kønnere at se på, da du stod på alle fire som en skødehund,” sagde hun afvisende. Hvad var han helt præcist ude på?

[Kieran Pamariaz Acheron]

"Du har aldrig spurgt," lød det ærligt fra Kieran. Som hun heller ikke rigtigt havde vist nogen større interesse for ham, så havde han heller ikke gjort det samme for hende, kunne man nu sige. Hovedet lod han derfor kun kort søge på sned, som han betragtede sig af hende. Men nu hvor hun så tydeligt ønskede at vide det- og uden at spørge efter det. "Men siden, det er noget, som vækker din fantastiske og storslåede interesse, så er mit navn Kieran Pamariaz Acheron," fortalte han denne gang. Ikke et navn, som sagde særlig mange noget særligt. Han var nemlig bare en mand, som gjorde, hvad han ville, og når han ville det, uden egentlig at blande sig i de store sager. Nej, han arbejdede hellere i bunden og i det lille, og lod det sprede sig som ringe i vandet.
"Han forekommer ikke som en mand, som gør det, vel? Det har han," fortalte han denne gang med en ganske så kortfattet stemme, som han heller ikke ønskede at diskutere den sag yderligere. Nu vidste hun nemlig, at Theodore havde gjort det. Lyst eller ej.. det var ærlig talt heller ikke en tanke, som han havde tænkt sig at blande sig i. Det var ikke den slags ting, som man lystede at vide om sine kære forældre!

Denne gang rejste Kieran sig roligt op igen. Hans blik faldt til hendes skikkelse endnu en gang. Hun bed fra sig. Hvilket var noget, som han i sandhed godt kunne lide. Allerede så tydeligt præget og påvirket af, hvem hans fader var for en mand.. En skam, for han kunne godt have brugt sådan en kvinde. "Theodore har trænet dig, har han ikke?" spurgte han denne gang. Oprigtigt lystede han at slå igen, men nej! Det var bare ikke en glæde og tilfredshed, som hun skulle have! "Dine evner kunne komme mange til gavn. Resistentia..? Var det hvad din gruppe hed?" spurgte han denne gang. Han hørte som sagt meget, og var vidt omkring. Mange i lejren, var samlet i de mange lande, og kunne selv bringe ham mangt og meget. Det havde jo også sin fordel. Tøjet rettede han på. Laset og gammelt, men skulle sidde ordentligt.

[Jarniqa Dynithril]

Nej, Jarniqa havde måske ikke spurgt efter hans navn før nu, men han kunne stadig godt have vist hende den høflighed at sige det, som han havde gættet hendes. Så høflig en mand var han dog ikke. Nu kom der derimod andre boller på bordet. Nu fortalte han hende nemlig hele sit navn. Dog sagde han det stadig som var det en joke, og derfor kunne hun ikke undgå at rulle med øjnene af ham, inden hun også selv blev seriøs. ”Pamariaz som i Malisha?” endte hun med at spørge. Det var jo … frastødende! Det var Samuels hustru! Malisha var i hvert fald den eneste Pamariaz, som hun umiddelbart kendte navnet på, og derfor troede hun naturligvis, at det var hende der var tale om.. hvor ækelt det så end lød. Hun slap et dæmpet fnys. ”Sikke klog du er..,” sagde hun ironisk, som han talte, som vidste han mere end Theodore, end hvad hun selv gjorde. Ikke brød hun sig om det.. Det var ikke det, at han havde ligget med en anden end hende og Clememcy, men mere fordi, at han havde sagt, at hun var den første, som han havde lystet. Det kunne meget vel ikke være sådan, hvis han havde været omkring i byen. Dette nævnte hun dog ikke. Denne Kieran skulle nemlig ikke tro, at han havde fået skovlen under hende. Ikke på vilkår! Hun stirrede på ham. ”Han er min træner. Jaloux?”lød det sandfærdigt fra hende. Hvorfor lyve om det? Hun var også stolt af at have Theodore som en træner. Han forstod at få magien frem i hende og udvikle den. Brynene rynkede hun, som han nævnte Resistentia for hende. Den oprørsgruppe, som hun havde ledet, dengang hun havde kæmpet for Manjarno. Tænderne bed hun sammen. ”Resistentia er min fortid.. Ikke min fremtid,” afviste hun. Ikke ville hun tilbage. Og hvilken sag skulle hun også kæmpe der? Hvorfor også kæmpe for andre, når man havde travlt nok med at kæmpe for sig selv? Der var tydeligvis ingen bonus ved det andet.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Når man ikke spurgte, så fik man ikke sine svar. De var jo ikke rigtigt længere, kunne man sige. Hovedet lod han denne gang søge en anelse på sned. Nu havde han trods alt skænket hende sit navn, så var han faktisk mere spændt på, hvordan hun ville tage de ting. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Malisha var hans moster.. Underligt, som det end lød, for den kvinde havde han aldrig rigtigt haft noget med at gøre, i det hele taget faktisk. "Min moders søster," fortalte han denne gang. Men ja, det var præcist, som i den familie, som hun vidste og havde kendskab til i forvejen.
Endnu en gang, lod han armene falde over kors, foran sig, som han endnu en gang havde rettet sig op. Selv nu, hvor hun havde handlet og reageret ved at angribe ham, så var det ikke en tjeneste, som han havde tænkt sig, at benytte, nu hvor muligheden endelig var der. Hun var uden tvivl en meget hård nød at knække, men derfor var det også svært for ham, i det hele taget at gøre andet. Langsomt rystede han på hovedet. "Det kan jeg ikke påstå," sagde han denne gang. Hvor Theodore var kendt for at have det hele liggende i magt, så havde Kieran fokus på nogen helt andre ting. Hun havde ledet en gruppe.. en viden, som selv han, kunne bruge, og særligt med det arbejde, som han selv udførte. "Du havde en grund til det.. Jeg hørte, at den gik i opløsning. Hvorfor?" spurgte han denne gang. Forunderligt, var det.. det gjorde ham nysgerrig. Han stod jo som leder af sin egen gruppe nu.