Seeing the city

[Jarniqa Dynithril]

Malisha var hans moders søster. Ikke at det sagde Jarniqa noget. Den eneste Pamariaz hun umiddelbart kendte navnet på var Malisha, og derfor kunne hun ikke gætte, hvem hans moder var. Ligegyldigt kunne det også være.. Det eneste der betød noget for hende var, at hun ikke var den eneste, som Theodore havde været utro med. ”Aha,” sagde hun blot. Lige det interesserede hende ikke. Hvad godt kunne det også gøre hende? At han ligeså sagde, at han ikke var jaloux på hende over, at Theodore havde valgt hende, kommenterede hun ej heller på. Hvad skulle det også nytte? At Kieran var interesseret i at høre om Resistensia, forstod hun ikke. Det var længe siden. Størstedelen af Manjarno havde vel også glemt, at hun engang havde kæmpet for dem? Armene forholdt hun over kors. ”Den gik i opløsning, da dets formål var forfyldt, hvad underligt er der ved det?” spurgte hun direkte. ”Min kamp var imod Macaria og Zean. De erobrerede landet. Skænkede det et falskt navn. Min gruppes opgave var at fjerne dem fra magten.. Noget vi også gjorde. Jeg og en håndfuld mænd indfangede Macaria og overleverede hende til kongehuset i Procias. Der tog de sig af hende sammen med Dvasias’ daværende regering.” Sjovt var det. Han vidste, at hun havde haft sin egen oprørsgruppe, men tydeligvis havde han ikke vidst, hvad den havde stået for, og hvad den rent faktisk havde udrettet. Hun havde gjort det godt der. Dengang havde hun haft et formål. Derfra havde det blot haltet.. Hun skulle aldrig have siddet på den manjanske trone. Hun skulle ikke have sagt ja, da Theodore havde sørget for en audiens med Jaqia. Nu prøvede hun blot at glemme alt det. Nu var hun også fundet tilbage til sin gamle position hos Theodore.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Hvor meget hun måtte gå op i hans familiebaggrund, vidste Kieran ikke, men ærlige svar havde han faktisk skænket hende, og derfor var det blot vigtigt for ham, at hun vidste, at han havde været ærlig omkring alt dette for hende. Det var det eneste, som rent faktisk havde nogen betydning for ham. Hovedet lod han denne gang søge på sned. Resistentia var en gruppe, som han selv havde været fascineret af. Den havde lagt baggrund til rigtig meget af tankegangen, som lå bag hans egen gruppe. En skam, at han ikke bare kunne byde hende ind i den, og i særdeleshed, fordi at hun var så nær med hans egen fader. Det satte en stopper for det hele. Han kunne slet ikke have med det at gøre!
"Jeg begriber ikke, at man opløser en gruppe, når et mål er nået, i stedet for at finde en ny holdning og en ny mening med denne," sagde han blot. Ikke at det vedkom ham, men han forstod det bare ikke.Han selv agtet at holde gang i denne gruppe, som han stod som lederen bag for resten af sit liv.. Hvor han nu heller ikke just regnede med, at skulle blive en gammel mand, som døde af alderdom i en lun seng. Faktisk kunne han slet ikke huske, hvad det ville sige, at være liggende i en varm seng. "Zean og Macaria.. Jeg husker dem.." Han nikkede. Det havde været en hård tid.. Særligt efter at de havde taget Manjarno. Hans eget hjem! "Jeg må sige, at jeg er imponeret over, at en ung kvinde, har formået at holde skansen, og rent faktisk gjort den store forskel. Du må have skrevet dig ind i historiebøgerne med andet, end dit blod.." Han lod hovedet søge en kende på sned. Han ville jo ikke holde på hende, dersom det var mod hendes vilje. "Jeg har vel allerede opholdt dig for længe?" spurgte han denne gang. Afvisende som hun end var. Ikke at han tog det så tungt, men det var da umuligt at arbejde med.

[Jarniqa Dynithril]

”I så fald er det godt, at det var min gruppe og ikke din. Min gruppe blev opløst, da jeg blev placeret som ambassadør i Manjarno,” sagde Jarniqa ærligt. Dårligt havde hun egentligt ikke gjort det som ambassadør. Hun havde i hvert fald gjort landet bedre, end da Macaria og Zean havde siddet på tronen. Sikker i sin gøren havde hun dog ikke følt sig, og efter hendes moder var kommet tilbage, følte hun sig nu helt glemt. Det smaragdgrønne blik holdt hun på ham. Ufatteligt klare var hendes egne øjne.. men direkte lysende syntes Kierans at være. En stor kontrast var det til Theodores mørke øjne.. Var det mon hans moder der havde så blå øjne? Blikket vendte hun kort ned, som han rent faktisk … roste hende. Det var rart. Meget rart. Og hun fik endda ros for noget, som hun uden hjælp havde udrettet. Svagt rystede hun på hovedet. Det kunne være ligegyldigt.. Der var sket så meget siden. ”Jeg tvivler på, at du vil kunne finde mig i nogen historiebog.. Og jeg tvivler på, at du vil kunne finde nogen der taler eller husker mine bedrifter,” endte hun kort for hovedet med at sige, som hun igen så mod ham. ”Hvis jeg vil gå, kan jeg bare gå. Jeg behøver ikke at spørge om tilladelse til det,” sagde hun direkte. Af den årsag var sandheden vel også, at hun fandt det lidt spændende at tale med ham? Igen … hvem havde hun også at tale med end Theodore og hans tjenestestabel? Hun havde ingen længere. Hun var dog heller ikke god til det med venner eller kærester. Den eneste ven hun havde haft, havde hun taget til fange.. og den eneste kæreste hun havde haft, var nu blevet fanget grundet hende. Alt i alt tydede det bare på, at hun ikke var god til folk. Problemet var bare, at selvom hun sagde, at hun meldte sig ud af verdenen, så nærede hun endnu et ønske om at undersøge og lære.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Ambassadør? Det virkede til at denne unge kvinde, virkelig havde haft fingrene nede i rigtig mange ting. Ikke fordi at det var noget, som egentlig gjorde Kieran noget, hvor det derimod kun fascinerede ham, hvor meget hun havde udrettet i sit liv. Han stod dog fast på, at hun nok ville være at læse om i de mange historiebøger, som måtte skrives i takt med tiden, som nu måtte gå. Hvorfor skulle det da ellers forholde sig anderledes? Selv for ham, var det heller ikke noget, som gjorde ham det mindste. "Jeg tror såmænd at du tager fejl. Du har gjort dig bemærket.. Hvorfor er det ikke værd at skrive ned?" spurgte han denne gang. Hovedet lod han søge på sned denne gang. Hun var ham en fascinerende kvinde. Det var nemlig ikke ofte, at man fandt en kvinde, som havde alt i handling, og i mund, som Jarniqa tydeligvis måtte have.
Ikke havde hun tænkt sig at gå, men derimod at fortsætte med at afvise ham? Han trak ganske kort på smilebåndet. Han vidste, at han havde tendenser fra begge sine forældre, men heldigt for ham, havde hans fader aldrig været der til at påvirke ham, og han havde mistet sin moder allerede frygtelig, frygtelig tideligt. Det var rent held, at han i dag, måtte være i live. "Jeg anmoder heller ikke, at du skulle søge tilladelse til at søge bort, Jarniqa," sagde han denne gang. Han rystede kort på hovedet. "Så afvisende som du er, tvivlede jeg blot på, at mit selskab, skulle være ønsket," tilføjede han blot. Han havde mange steder at være.. selvom han var kommet herop af en grund. Desværre forgæves.. Varylerne, var jo ligeledes spredt for vilde vinde. Desværre.

[Jarniqa Dynithril]

Speciel var tanken om, at denne Kieran rent faktisk mente, at hun var værd at skrive ind i historiebøgerne. Hvor mange havde lige sagt det til hende? Ikke nogen, hvis Jarniqa huskede korrekt. Hendes hoved faldt en kende på sned. Én tanke kunne dog ikke lade være med at bryde hendes sind, siden han mente, at hun var så særlig. ”Bemærket og glemt,” svarede hun kortfattet hans spørgsmål, så hun kunne skride videre til sit eget spørgsmål. ”Siden du kender min gamle gruppe, Resistentia, og mener, at jeg er værd at skrive ind i historiebøgerne.. Hvorfor deltog du så ikke i min kamp? Gammel nok var du tydeligvis til at kæmpe for sagen,” spurgte hun ham direkte. Selvfølgelig undrede hun sig. Han roste hende, men aldrig havde han opsøgt hende. Det virkede forkert. At han havde sin egen oprørsgruppe, vidste hun intet om. Hun havde også været væk længe, og derudover havde hun aldrig før hørt hans navn. Ej heller mindedes hun en beskrivelse på hans ydre. Hun kiggede på ham, hvor hun måtte løfte de mørke bryn. ”Jeg beklager, at du ikke er vant til kvinder der ikke ligger sig for din fødder ved første øjekast,” endte hun ironisk med at sige, som han betvivlede, hvorvidt han var ønsket grundet hendes attitude. Hårdere var hun blev efter, at Lucifer havde forladt hende, og efter hun var blevet tortureret ved mørkelverne. Hun havde blot lært, at livet ikke var nogen lyserød sky.. også selvom hun til tider mærkede den gnist i sig. Svært var det. Den eneste hun følte, at hun kunne regne med var Theodore. Derudover følte hun sig endnu noget nysgerrig på verdenen og dets personer, men samtidig kunne hun ikke lade være med at se, at de blot ville gøre hende fortræd. Derfor blandingen af interesse og afvisning.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Hvorfor skulle Jarniqa ikke være det værd at skrive ind i historien? Desuden var hun Manjarnos prinsesse, så selv dette, var vel også noget, som måtte tælle for bare et eller andet? Et kort smil passerede hans læber. "Nok ikke så glemt, som du gerne vil være," kommenterede han denne gang, og med et smil henover læberne. Han stod overfor en kvinde, som besad en titel og i forvejen havde udrettet så voldsomt meget, som i forvejen havde skrevet sig ind i den, så hvorfor skulle det da ikke også være til hendes klare fordel? Smilet måtte kun brede sig. Som hun havde kæmpet sine kampe, så havde han også haft sine at bekæmpe i undergrunden, og særligt fordi at hun havde udgjort meget af det arbejde, som han havde taget udgangspunkt i, og arbejdet videre ud fra. "Jeg har haft mine grunde til ikke at spille helt på dit hold, Jarniqa," begyndte han denne gang. Armene lod han denne gang søge over kors, foran ham. Tungen strøg han denne gang over sine læber, som han rettede sig en smule op. Han havde endnu ikke tænkt sig, at dele det med hende. Det kunne sætte det hele i fare, hvilket han bestemt ikke ønskede.
"Som du selv siger, så var det din kamp. Derfor havde jeg ikke nogen grund til at skulle blande mig i denne," fortalte han denne gang, som han endnu en gang lod hovedet søge på sned den anden vej. Han sænkede blikket denne gang, inden han denne gang vendte sig mod vulkanen. Hun var virkelig en kvinde med ben i næsen.. Nu kunne han da godt se noget af det, som hans kære fader, måtte se i hende. "Det har jeg aldrig forventet.. Jeg forventer derimod, at de udviser ærlighed.. Som du har gjort," fortalte han denne gang. Han så igen mod hende.

[Jarniqa Dynithril]

Glemt var hun. Det vidste Jarniqa. Det eneste hun mindedes for var at være dronningens datter, og nu også kongens. Det var ikke just et bryllup, som hun ærgrede sig over ikke at have deltaget i. Hvad var det også for noget? Kærlig? Ægteskab? Kærlighed gjorde ondt. Hun havde elsket Lucifer, og han havde forladt hende. Nu var hun Kierans faders elskerinde, og han var en gift mand, så det efterlod hende igen alene i bund og grund. ”Du har tydeligvis ikke glemt mig,” rettede hun ham. Andre havde. At han skulle huske hende, fandt hun dog endnu mærkværdigt. Igen var dette jo deres første møde. Hun kiggede på ham. Først sagde han, at han havde sine egne grunde til ikke at være en del af Resistentia. Dernæst sagde han, at det havde været hendes kamp og ikke hans. Der lå noget under. Der var noget, som han ikke fortalte hende. Hun fugtede læberne, inden hun stak i et kort smil. Sikker på, at hun havde ret. ”Hvorfor fortæller du mig ikke blot den egentlige grund til, hvorfor du aldrig kom i nærheden af min gruppe?” opfordrede hun ham direkte. Det var hun langt mere interesseret i at høre. At han selv var interesseret i en der kunne afgive sin mening, fik hende ikke til at se væk. ”Og det er du måske ikke vant til?” endte hun med at spørge. Hvordan andre kvinder egentligt opførte sig overfor mænd, vidste hun egentligt ikke. Hun havde nemlig aldrig haft sig en veninde, og derfor havde hun aldrig talt med nogen om det. Hun havde allerhøjest kunnet kigge på afstand og set, hvad folk havde gjort. Igen var det også en af grundene til, at hun var som hun var. Hun havde aldrig haft venner eller veninder. Hun havde altid bare haft en i sit liv, og når hun havde været heldig, havde hun haft to.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Jarniqa måtte vise sig værende mere end bare en royal prinsesse.. Datter af kongen og dronningen af Manjarno, hvilket var noget, som han uden tvivl stod fast ved. Han nikkede blot. Hvis det gav hende ro i sindet, at se således på det, passede det ham fint. "Det er en måde, at se det på, ja," sagde han blot. Selv kunne han jo snildt have tvunget hende med tilbage til slottet i Manjarno, og indløse den dusør, som måtte skænkes ved hendes tilbagevenden, men end ikke det, var noget, som han gjorde sig i. Han lod stadig armene hvile over kors på det faste bryst. Dum var hun heller ikke ligefrem. Men igen.. så havde han skam heller ikke tænkt sig, at give hende noget, af det, som hun ville have. Det kunne sætte alt i fare, som han havde tænkt sig, og det ønskede han på ingen måde! "Igen - min grund, og ej en grund, som jeg har i sinde, at dele med alle. Den er delt med dem, som jeg finder værdig den information," pointerede han direkte. Ved at fortælle hende det, satte han hele sin egen opgave i fare, hvilket han bestemt heller ikke havde tænkt sig, at gøre, hvis han kunne blive fri for det! Men dog.. Hun bar jo inde med så frygtelig mange kvalifikationer, som han ellers ville anse som yderst brugbare.
Kvinder plejede jo ikke ligefrem at være så.. rapkæftet, som det hun var, hvilket var noget som selv Kieran godt kunne lide! Hvem satte ikke pris på en kvinde, som rent faktisk kunne sige sin mening? I hans optik, var det vigtigt. Også blandt den gruppe, som han selv havde samlet sig, og som han agtet at gøre yderligere ved også i fremtiden. "Du ved slet ikke hvor unormalt det er, gør du?" spurgte han denne gang. Ikke som kritik, for det var slet ikke sådan ment. Han kunne godt lide det! Svagt trak han på smilebåndet. "Det er rart.. men også farligt i den forkerte kreds." Han betragtede hende meget indgående.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa troede ikke på, at hun endnu var husket for sine gode handlinger. Det virkede jo ikke sådan.. Derfor holdt hun fast i, at det bare var ham der huskede hende. Et sted var det beærende at der var én der gjorde det. Særligt når det var en, som hun slet ikke kendte. Mere ønskede hun dog ikke at tænke på det. Der var jo ingen grund til at hæfte sig ved gamle tider. Tiden som ung oprører var slut nu. Nu prøvede hun blot at se bort fra, hvad hun havde lavet det seneste års tid, og i stedet fokusere på sin træning og sin tildelte opgave på Acheron Landsted. ”Hvis det er noget, som du ønsker at holde for dig selv, så lad være med at flagre med hentydninger. Folk vil blive nysgerrige efter informationer, og måske kræve dem,” endte hun med at sige, som der ikke kom noget godt ud af at sige til folk, at man havde en hemmelighed, men at man ikke ville sige den. Det var egentligt en hjælp, som hun gav ham, og så måtte han selv vurdere, om han ville bruge den eller ej. Det var egentligt et råd hun gav ham, og så måtte han selv vurdere, om han ville lytte eller ej. Tænderne bed hun sammen, som han spurgte, om hun overhovedet kendte til normaliteter eller ej. Blikket vendte hun bort. Sandheden var jo nej. Damien havde opfostret hende alene, som han havde holdt hende uden for civilisationen. Det var først, da hun var blevet femten, at hun havde begyndt at tale med folk, og danne bekendtskaber. Succesrig havde hun dog ikke vist sig at være i dette. Det var nemlig ikke mange der kunne holde hende ud. Kun Theodore, og han var jo også speciel. ”Hvis resten af verdenen skal være normal, må der jo være nogen der skal skille sig ud,” endte hun blot med at sige. Ikke behøvede hun at tale mere om det. Hun behøvede ikke fortsat at høre, at hun ikke passede ind noget sted. ”Du skræmmer mig ikke,” sagde hun ærligt, som hun vendte blikket mod ham igen.

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran var kommet med mange hentydninger, men det var vel kun fordi at det ville glæde ham, at få en som Jarniqa med? En kvinde som hende, som havde gjort sig de tanker, og de handlinger før, ville uden tvivl gavne ham i hans situation, og med det mål, som han havde sat for sig. Selvom han vidste, at det var noget, som ville være langvejs herfra, og nok aldrig ville kunne opnås, handlede det om, at holde tanken ved lige, og køre hårdt på det. Først der, ville det ske, og det det var derfor han gjorde det. Kunne han sætte frøet af håb og tankegangen i andre, så ville han allerede der, være meget godt på vej. "Du er en kvik ung kvinde, Jarniqa. Hvad jeg kan fortælle dig, kan sætte mit i fare.. Det ønsker jeg heller ikke," sagde han denne gang. Oprigtig var han omkring dette. Hvis hun søgte direkte til hans fader med de sladrende ord, hvad ville det så ikke gøre ved ham? Og hans mål for livet? Det var jo heller ikke ligefrem noget, som han ønskede sig.
Selv kunne Kieran ikke vide helt konkret hvad Jarniqa måtte komme af, men han vidste da en ting: Hun var ikke den typiske kvinde, som man passerede her på gaden, hvor det slet ikke var naturligt for en kvinde, at være så rapkæftet, og give udtryk for sin mening, som hun gjorde. "Pas på det i de forkerte kredse," sagde han denne gang. Han hævede sigende det ene bryn. Nej, det var jo heller ikke meningen, at hun skulle være bange for ham. Han var en leder af en lejr og en gruppe mennesker, som ganske vidst skulle respektere ham, men uden at det var med æresfrygt. Hovedet lod han let søge på sned i stedet for. "Har jeg givet udtryk for værende skræmmende, Jarniqa? I det tilfælde, har det aldrig været min hensigt." Han sænkede blot hovedet, som havde det været en form for undskyldning.

[Jarniqa Dynithril]

At Kieran i virkeligheden kom med hentydninger for at lokke hende, ænsede Jarniqa ikke. Det eneste hun hørte var ord, som hun ikke selv troede på. Hvad han ønskede at lokke hende med, anede hun desuden ikke, for han sagde jo intet. Hun løftede et bryn, som han hentydede, at det kunne koste hans liv, om han fortalte hende, hvad han skjulte for hende. ”Er du da en forbryder på flugt?” spurgte hun direkte. ”..Og igen. Lad være med at komme med hentydninger, hvis du frygter for dit liv. Det kan koste dig det.” Hvorfor lyttede han ikke? Jovist hun endnu var ung, men det var ikke ens betydning med, at hun var dum. Som sagt havde hun allerede oplevet lidt af hvert. Det synes ingen dog at tænke over.. Folk skubbede hende som regel ned i fødekæden, som var hun ikke det værd. Hendes hoved faldt på sned, som han advarede hende om, at hun skulle passe på. ”Hvorfor forsøge at passe på mig? Vi er intet for hinanden,” spurgte hun ham med en oprigtig undren. De var jo kun svagt bekendte nu. ”Desuden.. jeg kan passe på mig selv.” Hun var ikke svag. Hun kunne faktisk en god del inden for det magiske og mørkelviske. Derudover havde hun også fundet ud af, at hun nu kunne klare en god del tortur. Dog håbede hun ikke, at det blev hende en nødvendig evne at gøre brug af. Hun kiggede på ham, som han undskyldte til hende.. og ganske respektfuldt endda. Det var længe siden, at folk havde gjort det. Mørkelverne havde bestemt ikke gjort det. Lucifer havde ej heller. Hun skulle vel se tilbage til sin tid som leder og ambassadør så? ”Undskyldningen er accepteret,” endte hun med at sige. Der var vel ingen grund til at være uhøflig, når han viste hende den venlighed og respekt? ”Bare lad være med at blive ved med at advare mig..”

[Kieran Pamariaz Acheron]

Kieran var vel ude på at se hvor langt han kunne få hende? Det var vigtigt for ham, for hun var jo i besiddele af kompetencer, samt en viden, som uden tvivl ville komme ham rigtig godt til gode. Ikke at der var nogen tvivl om det. "Du lyder til at være meget nysgerrig, min kære," sagde han denne gang med en rolig stemme. Han tog det ikke tungere end som så. Uden tvivl ville han elske, at kunne gøre gavn af hendes evner og hendes kompetencer, men det skulle gerne ske uden at sætte hans gøren mere i fare, end hvad det var i forvejen. "Får du indtrykket af, at jeg er bange for at det vil koste mig mit liv? Nej.. Jeg har mange andre ting, som jeg er mere bange for, end det," sagde han oprigtigt. Det arbejde, som han lavede, vidste han, ville koste ham dyrt, hvis det blev afsløret, inden tiden var.
Armene lod Kieran denne gang falde ned langs hans krop igen. Det var vigtigt at han gik rigtigt frem. Tungen strøg han kort over sine læber. Han fandt vel denne situation ganske morende. Selv her ved vulkanen, kunne man mærke, at det var en anelse koldt. Særligt i forhold til. "Du er en meget enerådig, Jarniqa.. Det er det, som jeg kan lide," pointerede han denne gang. Han lod hovedet søge på sned. Gjorde han forkert i at passe bare lidt på hende? Som en mand burde med en kvinde i hans øjne? Hovedet hævede han derefter endnu en gang, hvor han betragtede hende meget indgående. Hun var en hård kvinde at forhandle med. Det måtte man da uden tvivl give hende. "Kan jeg byde dig på en tur til Manjarno?" spurgte han pludseligt. Det var jo der, han havde placeret sin lejr.

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg er ikke din kære,” svarede Jarniqa afvisende igen. Hun var ingens kære, og derfor skulle ingen heller kalde hende det! Det mindede hende til dels om Lucifer.. Han havde nydt at kalde hende snuske, inden de var blevet et par. Mandschauvinistisk havde det dog lydt, hvor Kieran mere sagde det i en bedrevidende form. En ting var dog sikkert og det var, at hun ikke ville kaldes noget af nogen medmindre, at de rent faktisk var i et forhold med hinanden. ”Og jeg går igen ud fra, at dette er en af de gange, hvor du kommer med hentydninger, men ikke ønsker at give nogen svar,” sagde hun stilfærdigt, som han igen pirrede hende med uvidenheden om, at hun ikke vidste, hvad han frygtede. Hvad frygtede han? Hvorfor ville han pirre hende med spørgsmålet, men holde det inde? Hele hans væremåde gav ikke megen mening for hende. Det smaragdgrønne blik holdt hun på ham. Også da han roste hende. Sagde, at hun var en egenrådig kvinde, og at han kunne lide det. Hvor ville han hen med det? Forsøgte han at charmere hende? Et sted var hun jo glad for det. Antydningen af et smil viste sig også i hendes mundvige. Dog blegnede det i det sekund, at han spurgte hende, om han kunne få hende med til Manjarno. Hurtigt trådte hun et par skridt bort fra ham, som om han havde brændt hende. ”Hvis du agter at indløse dusøren, må du tvinge mig med,” sagde hun skarpt og advarende. Var det, hvad det hele havde handlet om? At få hende til at føle sig nogenlunde tilpas, og så smide bomben? Ikke burde det undre hende.. De fleste ønskede nemlig at misbruge hende i en eller anden form. Advarende hævede hun sin hånd. Allerede nu knitrede luften fra hendes håndflade. Ikke gjorde hun noget endnu, men hvis han forsøgte på noget, ville hun ikke tøve med det!

[Kieran Pamariaz Acheron]

Jarniqa var en hård kvinde at håndtere, men derimod, var det noget, som Kieran faktisk godt kunne lide. Han kunne lide, at han havde fået noget modstand i hende. Det var dertil så bare en skam, at hun havde valgt at vise hans fader den form for interesse, i stedet for så meget andet. Det kunne i hvert fald godt mærkes nu. "Som sagt.. en hård kvinde. Det kan jeg lide," sagde han denne gang. Han tog det nu ikke så slemt. Igen overvejede han at vise hende det. Det var vel nemmere, og måske.. måske kunne han få hende til at skifte mening, og måske hjælpe ham? Som en varyl selv, vidste hun vel, hvad det ville sige, at være udsat for racehadet særligt? Dertil ønskede han jo at få bugt med det, som samtidig måtte hvile mellem lyset og mørket. Det var jo det, som selv havde kostet ham hans moders liv i sin tid. Dog måtte han jo sige, at han slet ikke var interesseret i dusøren for at bringe hende hjem. "Hvis jeg ønskede den dusør, stod jeg ikke her med dig nu. Det er slet ikke derfor," sagde han denne gang. Det var jo overhovedet ikke i nærheden af, hvad han ville vise hende. "Jeg er ikke ude på at tvinge dig til noget som helst.. Den dusør, som jeg ved, hviler på dit hoved og din tilbagevenden, interesserer mig ikke," afsluttede han denne gang. Stolede hun mon på ham, når han sagde det? Det ville have været så nemt for ham, at slå hende ud og bringe hende dertil, men det var det sidste han ville.

[Jarniqa Dynithril]

Øjeblikkeligt frygtede Jarniqa dusøren idet Kieran spurgte, om hun ville med ham tilbage til Manjarno. Det var jo det eneste for hende der. Der var kun kongehuset der rummede hele hendes familie, intet andet, og ikke var det en familie, som hun ønskede sig tilbage til. Damien, Denjarna, Salvatore.. Ingen af dem kunne hun bruge. Ingen af dem ville endda bruge tiden på at søge hende. De ville langt hellere skrive et papir, og bede andre om at gøre det for dem. Hun ønskede nærmere at skrive sig ud af den. Øjnene kneb hun sammen. Han var ikke interesseret i dusøren? Hvad så? Hendes henrivende selskab? Næppe. Han var ikke interesseret i hende som person. Jovist han sagde, at det var godt med en kvinde der turde sige sin mening, men stadig.. "Hvis ikke du er interesseret i dusøren og bringe mig til kongeparret, hvad er du så interesseret i?" spurgte hun ham direkte. Det virkede lusket. Der stak noget under. "Jeg tvivler på, at du inviterer mig med over grænsen for at spise, fordi du kender det perfekte sted," fortsatte hun ærligt. Han måtte spytte ud. Hånden sænkede hun, men magien slap hun ikke. Derfor knitrede det stadig fra hendes håndflader. Hun vidste jo endnu ikke, hvad han ville hende. Han foretrak som sagt at lokke og hinte, frem for at give hende egentlige svar. Den eneste ting, som hun rent faktisk kunne bruge fra ham. Hun havde brug for ærlighed. Ikke løgne. Alt for mange havde allerede ført hende bag lyset. Derfor nægtede hun at lade Kieran blive endnu en i rækken. Afventende holdt hun øje med ham. Hvis han ønskede noget som helst af hende, så måtte han hellere se og få tungen på geled.