Please, return me to normal.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana "Master of Time" ; @darian ; Kimeya Marvalo

---

Solen stod højt på himmelen på denne dejlige vinter dag. Fuglene kviderede i skoven og der var ikke en vind der rørte på sig. Selvom sneen lå på jorden og knasede under ens fødder så var der egentlig ret lunt. Det var i hvert fald en dejlig dag at være ude. Ahriana havde valgt at gå sig en lille tur og kigge på skoven og de smukke omgivelser under sneens hvide skær. Som altid blev hun i nærheden af hytten for hun ønskede ikke at gøre Jophiel unødig nervøs. Kort gled hendes tanker på den magiker hun havde mødt på hendes sidste vandring. Han havde virkelig været mystisk men dog så havde han jo intet gjort hende hvilket kun var en positiv ting.

Efter et stykke tid valgte hun at vende tilbage mod hytten. Jophiel havde lovet hende at han ville tage kontakt til Kimeya for at hun kunne få sine kræfter igen men hvornår manden ville dukke op kunne de vel ikke vide. Ikke nok med at han var warlock og de slet ikke var til at kunne stole på så var han igen blevet leder af sin race så han havde vel også meget at se til? Hun sukkede stille som hun nærmede sig hytten. Hun var egentlig ikke ked af sin tilværelse uden sin magi for hun havde jo Jophiel og det var alt hun behøvede. Dog manglede der alligevel noget. Hendes magi havde altid været en del af hende. Det var en forlængelse af hendes krop og sind men nu var hun på en måde i stykker. Hun kunne ikke lide at have det sådan her og dog så var der ikke meget hun kunne gøre ved det andet end at vente og håbe. Hun stoppede op uden for hytten og kiggede på døren med et lille smil. "Jeg er tilbage" kaldte hun ind med en blid stemme.

[Deleted]

Det havde selvfølgelig været en hård tid for Ahriana, i og med, at hun ikke havde sin magi i sin besiddelse, og nu var det en mand, som havde været nær til Jophiel, som havde taget det fra hende, så havde han også lovet at tage affære. Han havde sendt bud efter Kimeya, som han vidste, ville komme på et eller andet tidspunkt. Det forekom nemlig ikke ofte, at den mand, vendte ryggen til, når han selv var den som bad om noget, for det gjorde han normalt aldrig!
Selv her i det kolde vejr, havde Jophiel endelig fået gang i pejsen, så der kunne komme noget varme i hele hytten. Det var jo heller ikke varmt, kunne man sige. Udenfor hvilede et tyndt lag sne, som gjorde det smukt. Det var et smukt snedækket landsskab, som endelig havde ramt Procias. Og det var rart til en forveksling. Selv her i det kolde vejr, føles det, som tingene langt om længe, skulle ordnes og blive godt igen. Og det var en ting, som han virkelig godt kunne lide.

Sveden tørrede Jophiel af panden. Endelig fik ilden fat indenfor, hvilket gjorde, at han kunne rejse sig op igen. Efter at Ahriana var flyttet ind, tænkte han slet ikke på Myrina mere. Han tænkte derimod mere, at det bare var.. som det skulle være? At det slet ikke havde været meningen, at de skulle finde ud af noget? Han trak kort på smilebåndet. "Velkommen hjem," annoncerede han med en glædelig stemme, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Når alt det nu var sagt, så var det en glæde, at have et sted fast, hvor de kunne være sammen. Han søgte hende imøde. "Han kommer i dag," annoncerede han denne gang med et smil på læben. Han glædede sig.. var spændt. Han havde nemlig selv ikke set Kimeya i rigtig lang tid nu.

[Ahriana "Master of Time"]

Let havde det virkelig ikke være for hende. Det havde været utrolig hårdt at leve uden sin magi. Som sagt så følte hun sig næsten i stykker uden den for hun huskede ikke en tid hvor den ikke havde været der for hende. Magien var en vigtig del af det at være magiker og noget hun altid havde vokset op med havde været utrolig vigtig. Det ikke at kunne træne eller blot bruge magien i dagligdagen var noget som man ikke satte pris nok på før man ikke længere havde muligheden for at bruge den. Det var irriterende men dog noget som hun havde lært at leve med for nu.

Smilet vendte sig roligt mod hans skikkelse. Han havde det varmt kunne hun da tydeligt se. Et lille fnis kom over hendes læber ved tanken om at han havde bakset med pejsen igen. Det var dejligt at komme hjem til et varmt hus, det ville hun ikke benægte. Roligt søgte hun ham i møde og lod armene glide om hans skikkelse i et kram. Først havde hun været nervøs for hvordan det hele skulle gå dem når de nu boede under samme tag. Ville noget ændres mellem dem? Hun havde ikke helt kunnet finde ud af om dette havde været en god eller skidt ting i starten og dog måtte hun indrømme at det nu føltes helt rigtigt. Der var ingen tvivl i hende længere, hun var lige det sted hvor hun skulle være. Hun lyttede til hans ord og vendte blikket mod Jophiel. Kimeya ville komme i dag? Det var jo fantastisk! "Det er jeg rigtig glad for. Tak fordi du tog kontakt til ham, Jophiel" sagde hun blidt. Hun strakte sig en gang og lod et lille kys tilfalde hans kind. Hun var så småt begyndt at udvise flere kærtegn selvom hun stadigvæk var meget forsigtigt og vel også genert.

[Deleted]

Oprigtigt ønskede Jophiel jo bare, at det hele skulle gå for dem. At have deres eget sted at være, og at have deres egne regler, hvor de begge følte sig trygge og komfortable. Han vidste, at Ahriana var påvirket af den ellers så manglende magi, men hvad kunne han gøre, andet end at forsøge at tage fat i den mand, som han selv havde set, som en anden far?
Armene gled denne gang omkring hendes skikkelse, hvor han trykkede hende ind mod sig. Det at blive omfavnet på den måde, var heller ikke noget, som han havde været vant til, før hun var kommet ind og blevet en del af hans liv faktisk. Han ville komme, og det var faktisk noget, som han var utrolig spændt på. "Og så beder vi til, at han vil hjælpe," sagde han denne gang. Kimeya måtte jo uanset have haft sin særlige grund til, at have frataget hende den i udgangspunktet.

Jophiel slap hende endnu en gang, kun for at tage omkring hendes hænder i stedet for. Man måtte da tydeligt sige, at han var gået hen og blevet utrolig glad for hende. Han tog derfra glædeligt imod kysset mod hans kind. Det føles virkelig rart. "Kom med hen og varm dig ved pejsen. Det er iskoldt udenfor," tilføjede han denne gang. Det var nemlig også frygtelig vigtigt for ham, at hun havde det godt, og kom igennem denne kolde vinter. Sneen havde jo lagt sig i Procias!

[Kimeya Marvalo]

At Jophiel skulle have sendt bud efter ham, var nok ikke lige hvad Kimeya havde regnet med. Selv på trods af de mange planer, som han var igang med at føre ud i livet i Dvasias, såvel som Imandra, så havde han lagt tingene lidt på hylden, for at søge i retningen af Procias. De kære børn havde været som hans egne, siden de havde været helt små, og altid havde han stået der, når de havde kaldt - særligt fordi, at det ikke var noget, som var sket særlig ofte i forvejen.
Med en kraftig mørk dis, dukkede han op, ikke langt fra det, som engang havde været Nathaniel og Liyas hytte. Den mand, kunne virkelig formå at vække en tydelig form af vrede, selvom han aldrig havde ønsket, at det skulle gå udover deres fælles børn. Jophiel og Silia havde han jo haft omkring sig, siden de var helt små, og derfor skulle hans nylige opdagede had overfor deres far, bestemt heller ikke gå udover dem.

Huset lignede sig selv, lige foruden at haven så mere velplejet ud, end hvad den havde været, da han havde været her sidst. Et kort smil passerede hans læber. Det var også ved, at være lang tid siden, at han havde set den kære Jophiel. Sandt at sige, at han måske havde forsømt knægten lidt? Denne gang søgte han til husets dør. Han følte sig ikke umiddelbar i fare for, at noget skulle ske ham. Heller ikke på denne side af grænsen. Døren bankede han denne gang på. Respekten for Jophiel havde han jo trods alt, som havde han været en anden søn for ham. Han blev stående. Afventende.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana var oprigtigt glad for at være endt lige her hvor hun var. Jophiel gav hende virkelig en mulighed for at åbne sig og blive meget mere normal så at sige. Den seneste tid havde virkelig været en som hun havde kunnet lide. Selvom den manglende magi havde plaget hende hver eneste dag så havde Jophiel alligevel formået at få hende på andre tanker. Selv ønskede hun jo kun at kunne tilbringe noget mere tid sammen med ham. Dette sted var hun så småt begyndt at kalde for hjem. Han ville jo gerne have hende her havde hun erfaret og det havde virkelig gjort en verden til forskel for hende. Smilet hvilede på hendes læber som hun krøb ind i hans favn. Det var virkelig her hvor hun følte sig allerbedst tilpas.
Ved hans ord så nikkede hun roligt. Af hele sit hjerte håbede hun virkelig at Kimeya ville give hende sin magi tilbage. Hvorfor han havde låst den væk den gang anede hun virkelig ikke. Måske var det på grund af hendes styrke? Hun rystede svagt på hovedet. Det nyttede ikke at spekulere. Han ville forhåbentlig dukke op når Jophiel kaldte.

Som han bad hende søge til ilden lod hun roligt hænderne glide fra hans skikkelse og til hendes hals. Hun løsnede kappen og lod den glide af hendes skuldre før hun lod den hvile hen over den nærmeste stoleryg. Hendes hænder søgte igen ned omkring hans før hun let hev ham med sig mod ilden. ”Okay. Holder du mig så med selskab?” spurgte hun selvom det et sted var tydeligt at hun ikke gav ham meget andet valg. Hun satte sig ned foran den og ventede på at han skulle gøre det samme, dog nåede det ikke så langt. Lyden af en banken mod deres dør fik Ahriana til at stivne. Selvom hun var tryg ved Jophiel så var fremmede stadig en kilde til nervøsitet. Hvem ville dog komme forbi i sådan et vejr?

[Deleted]

Jophiel tænkte overhovedet ikke på Myrina mere, hvilket selv i hans øjne, var en betryggende tanke, som aldrig nogensinde før. Han kunne i hvert fald ikke lade være.. Han var glad sammen med Ahriana, og særligt efter, at det var blevet en mere naturlig ting, at have hende omkring, for det var det virkelig også blevet. Kimeya ville komme, og han håbede at han kunne få manden til at give hendes magi fri, så Ahriana atter havde det godt. Det var nemlig også det vigtigste for ham lige nu. Han smilede let for sig selv. Om han ville holde hende med selskab? "Selvfølgelig," sagde han denne gang, også fordi at det var ord, som han uden tvivl måtte mene. Det var uden tvivl det vigtigste for ham lige nu.

Jophiel skulle lige til at sætte sig ned ved siden af hende, da hun hørte at det bankede på døren. Var han her allerede? Han rejste sig endnu en gang. Han kunne jo se, at det gjorde hende urolig. Han havde nu tiltroen til at Kimeya intet ondt ville dem. "Vent her." bad han denne gang. Ikke var der nogen grund til at være bange. Det gik han i hvert fald ikke ud fra, at der var nogen grund til. Han søgte til døren, som han denne gang ikke tøvede med at åbne. Der stod han.. Høj, bred og rank, som selv Jophiel kunne huske ham. Et svagt smil passerede hans læber. "Det er godt at se dig, Kimeya," sade han denne gang, med en oprigtig stemme. Det var langt tid siden.

[Kimeya Marvalo]

Hvad Kimeya kunne forvente, vidste han ikke, og selvfølgelig var det noget, som gjorde ham nysgerrig. Omkring Jophiel og Silia behøvede han nemlig ikke at tænke på, at være den hårde warlock, som skulle lede et helt folk, men derimod bare agere, som den ekstra far, som de begge to havde haft. Her blev han stående, til Jophiel valgte at åbne døren. Det var også ved at være lang tid siden, at han havde været her, og han vidste, at han derfor også havde sig selv at takke for i den anledning. Et kort smil passerede denne gang hans læber, ved synet af den unge mand. "Det er lang tid siden, jeg har lagt turen forbi," sagde han denne gang. Jophiel var jo langt væk i forhold til Silia, som var i Dvasias.
Beskeden fra Jophiel havde været meget kortfattet, og det havde i forvejen taget ham en evighed at tyde det, for enhver som kendte til Jophiel, vidste at han ikke var den bedste til at stave og skrive, selvom han nu ikke havde sagt noget højt om det. "Du ønskede mig her.. Så lad mig komme ind, og fortæl mig, hvad jeg kan gøre for dig," sagde han denne gang. Det derimod, var jo ikke ligefrem noget, som han havde formået at få tydet ud af brevet, og derfor måtte han jo trods alt sige det, som det var. At det var på baggrund af Ahriana, og den arme kvinde, som han selv havde taget magien fra, var ikke til at sige for ham. Han vidste faktisk ikke, at hende og Jophiel havde noget sammen.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana var blevet mere end lykkelig her i skoven sammen med Jophiel. Han viste hende så mange ting og det var bare blevet dejligt for hende at have ham omkring altid. Et sted havde hun været bange for at han ville blive træt af hende men nej, han nød vidst at have hende her hvilket var noget som hun var utrolig glad for. Smilet hvilede på hendes læber som han indvilgede i at holde hende med selskab foran ilden. Sandt at sige så var hun jo en pige som elskede nærvær og hun krævede jo nok mere af ham end hun burde. Hun kunne bare ikke gøre for det. Han gjorde hende bare tryg og glad hvilket ikke var noget hun ønskede at slippe igen lige foreløbig. At han så ikke nåede at sætte sig før det bankede på var en skam. Hendes tryghed blev erstattet af frygt. Hun kunne ikke lide tanken om at Kimeya kom i nærheden men han var den som havde låst hendes magi og derfor også den bedste til at give hende den tilbage igen.

Døren blev åbnet og manden kunne hun se på den anden side. Hun kom på benene og trak sig en smule længere ind i rummet. Hun ville virkelig ikke lide det her men hun måtte bare bide det i sig og få det overstået. Blikket søgte ned mod jorden og hun begyndte at fumle let med den løse kjole. Hun hadet det her men hvad pokker! Der var ikke andet at gøre. Hun tog en lidt dybt indånding og vendte blikket op af. Det nyttede ikke noget at stå og gemme sig. Kimeya havde et forhold til Jophiel og hun vidste at Jophiel ville beskytte hende. Det var hun sikker på. Hun var sikker her. Det vidste hun.

[Deleted]

Til enhver tid, ønskede Jophiel at beskytte Ahriana, og det var der slet ikke noget, som skulle herske nogen tvivl om! Hun var vigtig for ham. Han var sågar holdt op med at tænke på Myrina, hvilket for ham, var utrolig rart, for der havde nu været en anden, og mindst lige så dejlig kvinde, til at tage hendes plads ved ham i stedet for. Et stille smil passerede hans læber. Han forstod godt, at hun var usikker på Kimeya, men det gik han så sandelig heller ikke ud fra, at der skulle være nogen grund til. Han gik ud fra, at han kunne styre manden, i tilfælde af, at det skulle gå såvidt, for det ønskede han på ingen måder, skulle ske. Ikke hvis han kunne gøre noget, for at undgå det.

Jophiel lod hende sidde, hvor han selv søgte ud for at tage imod Kimeya i stedet for. Han kunne jo nærmest fornemme den uro, som hun måtte sidde igen med, og han kunne ikke lide det. Derfor ville han gerne have, at Kimeya gjorde noget ved dette, og gerne så hurtigt som muligt! "Jeg formoder at du har haft travlt," sagde han denne gang. Det var jo umiddelbart det, som gav mest og bedst mening for ham, hvis han skulle være helt ærlig.
Denne gang nikkede han, hvorefter han flyttede sig, så Kimyea kunne komme ind i stedet for. "Du har taget noget fra en kvinde, som er meget nær og kær til mig. Jeg ønsker, at du skal give hende det tilbage," sagde han denne gang. Det var vel ikke så svært at forstå? Han lod dog Kimeya komme ind. Bedre det, end at blive genkendt i døren.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya måtte jo sande, at det var alt for lang tid siden, at han havde lagt turen forbi Jophiel i Procias. Det var dog ikke nogen hemmelighed, at han havde meget igang, for det havde han da godt nok også. Et kort træk fandt dog vejen til hans mundvig. En sjældenhed set ved ham igennem den seneste tid, men det var nu ligelidt han kunne gøre ved det. Hans liv var jo ikke og havde ikke været det samme, som det engang havde været, måtte man sige. Det var nu noget, som han et sted også havde det fint med. Han var for længst kommet over tabet af Faith. Det var nok også det bedste, som var sket ham i rigtig lang tid nu.
Kimeya nikkede denne gang. "Jeg har altid været en travl mand," sagde han denne gang. Ikke fordi at han havde tænkt sig at undskylde for det, for det havde han virkelig ikke. Et kort smil passerede denne gang hans læber, inden han roligt trådte indenfor. Af hvad Jophiel måtte fortælle ham, måtte han alligevel for alvor begynde at blive nysgerrig. Var det virkelig..? Han vendte blikket mod ham igen. En kvinde, som han havde taget noget fra? Det kunne vel næsten kun være en? "Har du Ahriana her?" spurgte han denne gang mere direkte, inden han vendte blikket mod den lille stue, som huset nu måtte have. Det var uden tvivl ved at være rigtig lang tid siden, at han havde været her. Han trådte denne gang roligt ind. Som ejede han hele stedet.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana var alt andet end tryg ved denne her situation og dog så stolede hun på Jophiel og det var også derfor at hun var her. Hun stolede på ham, holdt af ham og vidste at han ville gøre alt for at hjælpe hende. Hun var svag og havde følt sig så alene før hun havde fundet Jophiel. Nu, ja nu så havde hun det meget bedre. hun håbede virkelig ikke at dette besøg fra Kimeya ville ødelægge noget. Han havde taget hendes magi den gang, hvorfor kunne hun huske eller vide men han havde ikke haft nogen ret til den. Hun ville bare gerne have den tilbage sådan så hun kunne føle sig hel igen. Eller ... I hvert fald hel på en anden måde end den følelse hun havde når hun sad sammen med Jophiel.

Hun lyttede til den snakke og pillede uroligt ved sin kjole. Det var et tydeligt tegn på hvor ubehagelig hun synes hele denne her situation var. Hun kunne ikke rigtig skjule ubehaget selvom hun så havde gjort et forsøg. Kimeya kom bare valsende ind i hytten som om han ejede den! Det gjorde han bestemt ikke! Dette var Jophiels hjem og vel egentlig også hendes nu hvor hun havde været her så længe? Kimeya's direkte spørgsmål og lyden af hendes navn fik hende til at spjætte en gang. Øjnene gled fra gulvet og op på de to mænd som stod lidt fra hende i hjemmet. Synet af den ene bragte lykke og tryghed hvor imod synes af den anden bragte hende til et frygtsomt sted. Hun trådte et skridt længere væk fra Kimeya. Kunne han ikke bare give hende sine kræfter igen og så bare forsvinde. Hun kunne virkelig ikke lide det her!

[Deleted]

Jophiel vidste, at dette var med til at gøre Ahriana usikker, men derfor håbede han da, at hun var tryg nok, ved at lade ham pådrage sig dette? At han havde styr på det? For han tvivlede nemlig på at en mand som Kimeya, kunne finde på at gøre noget i en situation som denne. Derfor ville han gerne vise hende, at han kunne have styr på situationen, for det havde han. Han havde nemlig ikke nogen kvaler ved at vise denne form for tillid for Kimeya.
Hans blik faldt til Kimeyas skikkelse igen. Oprigtigt savnede han de stunder, hvor de havde været sammen som en familie, hvor hans moder og fader havde været til stede. Han mindes stadig den juleaften, hvor de alle sammen havde været til stede. Dengang for mange år siden. Han havde nemlig ikke været særlig gammel dengang. "Så er tingene jo, som de skal være," sagde han denne gang. Kimeya havde altid været en meget travl mand. Nu vidste han ganske vidst ikke, hvad der gik igennem hans tanker, eller hvad han i det hele taget lavet.
At Kimeya bare søgte ind, som han ejede stedet, var heller ikke rigtigt noget, som kom bag på ham som sådan, for hvorfor skulle det da gøre det? Han himlede kort med øjnene, inden han selv fulgte trop. "Det gør jeg. Hun er en kvinde nær til mit hjerte. Jeg vil gerne have at du hjælper hende," sagde han denne gang, inden han denne gang trådte hen til hende. Usikkerheden kunne han se ved hende, og dette ønskede han borte. Han ville hende jo bare det bedste.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde altid været en travl mand, og nu også mere, end hvad han havde været nogensinde før. Ikke at det som sådan, var noget som kom bag på nogen, for det gjorde det nok ikke. Han trak kort på smilebåndet. "Det er rart, må jeg sige," sagde han denne gang. De havde alle haft det hårdt på hver deres måde, og her stod han så nu. Han havde faktisk set sig hul i sit ellers hårdtpressede skema, til at se til Jophiel. Nu igen, så havde han også opdraget den knægt, som havde han været hans egen, og selvfølgelig ønskede han da at kigge forbi fra tid til anden. Alt andet, ville jo også bare være.. dumt.
Kimeya trådte denne gang direkte ind. Den kvindelige skikkelse genkendte han. Arh ja.. Den kære Ahriana. Det var så her hun havde gemt sig. Et sted burde det heller ikke komme bag på ham. Jophiel var god som dagen var lang, på trods af den indebrændthed, som de alle vidste, at han sad inde med, kunne man sige. Han lod denne gang armene søge over kors. Hans blik fulgte Jophiel hen til hende. En kvinde nær til hjerte? Var de sammen? "Ser man det.. Jeg troede ikke du var typen som søgte en kæreste, Jophiel," sagde han denne gang, inden han satte sig i sofaen - igen, som han ejede stedet. Sådan, havde han jo altid gjort det. "I forventer vel, at jeg giver hende magien igen? Ikke sandt?" spurgte han denne gang. Han havde jo fjernet den af en grund.

[Ahriana "Master of Time"]

Usikkerheden var tydelig at spotte i hende. Hun brød sig virkelig ikke om det her på nogen som helst måde men vidste dog også at det var nødvendigt hvis hun skulle have sine evner igen. Blikket hvilede på Kimeya som han kom længere ind i huset og derved tættere på hende. Han opførte sig næsten som om han ejede det hele. Hvad pokker bildte han sig egentlig ind? Ahriana kunne slet ikke forstå hvordan denne mand og Jophiel kunne være som familie på nogen som helst måde, Jophiel var jo så mild og rar hvorimod Kimeya var ondskaben selv. Eller, det var han i hvert fald i følge Ahriana.
Hun holdt op med at pille ved sit tøj da Jophiel kom hende nærmere. Det gjorde hende øjeblikkeligt mere tryg. Forsigtigt lod hun armen glide om hans sådan så hun kunne trykke sig lidt ind til ham. Selvom hun var mere tryg her ved ham så var hun stadig ikke tryg ved situationen. Blikket vendte sig kort mod Jophiel og så mod Kimeya igen som gik hen og satte sig i sofaen. Den måde som han næsten lod som om han ejede det hele irriterende hende virkelig. Det her var Jophiel's sted! Ikke hans! Kimeya's stemme lød og hans ord fik Ahriana til at rødme voldsomt. Kæreste? De var ikke ... var de? Nej ... eller? Hun vidste det ikke. Hvorfor bragte han sådan noget op. Altså det var ikke derfor han han var. Hun gemte hovedet kort ind mod Jophiels skulder før hun tog sig lidt sammen og vendte sig mod Kimeya. Han vidste hvorfor han var her men ej lød det som om han havde tænkt sig at gøre det. "Jeg vil meget gerne have min magi tilbage Mr. Marvalo" sagde hun stille. Ahriana var som altid utrolig høflig også selvom hun ikke kunne fordrage manden foran sig.