Please, return me to normal.

[Deleted]

Jophiel vidste ikke om han skulle tage det som godt eller skidt, da Kimeya kommenterede på dem, som var de et par. Han havde jo aldrig rigtigt tænkt på det, på den måde før, kunne man sige. Han bed derfor tænderne svagt sammen. Var de? Altså.. det var jo ikke rigtigt noget, som nogen af dem havde snakket om, kunne man sige. Han vendte blikket mod hende denne gang, inden han så tilbage mod Kimeya igen, som bare havde sat sig i sofaen, som ejede han stedet. Det var nu den mand, som han kendte ham som, og som han altid havde været. Armene lod han denne gang falde mere om Ahriana, for også at støtte op om hende. Han vidste, at hun havde det hårdt med det her. "Hun er meget nær til mig." sagde han denne gang, efter en lang tids pause, hvor han ovenikøbet forsøgte at få det tilrettelagt, så godt som muligt.
At hun selv sagde og gav udtryk for sit ønske, var han et sted også stolt af. Det var stort for hende, og det vidste han jo også godt. Han sendte hende et smil. Sammen med ham, var Kimeya nok ikke manden som man skulle være bange for. Det ville han i hvert fald ikke gå ud fra, at det ville være. "Det vil betyde meget for os begge, Kimeya," sagde han denne gang. Han vendte blikket mod manden endnu en gang. Forstod han ikke, at det gjorde hende ondt, at være som hun var blevet som? Det ønskede han på ingen måder for hende. Overhovedet ikke!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya opførte sig, som han nu ville, og det havde han heller ikke tænkt sig, at stoppe med. Han elskede at gøre dette, og han gjorde også hvad han ville, og det havde han heller ikke tænkt sig, at stoppe med. Et kort, men tilfredst smil passerede denne gang hans læber, som han satte sig tilbage i sofaen. De ønskede, at han gav hende magien tilbage? Og hvad så, hvis det slet ikke var noget, som han ønskede? Han lod hovedet søge på sned. Den magi, som han havde frarøvet den kvinde, som han stod overfor i øjeblikket, skulle vise sig, at være brugbar også for ham.
Hænderne satte han i sofaen, hvor han denne gang, hvor han denne gang også valgte at rejse sig igen. Han vendte sig mod dem. De stod der som et andet kærestepar. "Man skulle tro, at I var noget sammen," sagde han denne gang. Ikke havde han noget imod det. Han så nok hellere at det havde været en warlock, og ikke en magiker i den forbindelse. "Og hvorfor skulle jeg gøre jer denne tjeneste?" spurgte han denne gang med en mere direkte stemme, end hvad han havde gjort brug af frem til nu. Armene lod han denne gang søge over kors i stedet for. Han stirrede mere intenst på Ahriana end hvad han gjorde på Jophiel. Han var bestemt ikke meget for denne tjeneste.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana blev mere forfjamsket over hans kommentar omkring dem end noget andet. Hun var ikke god til det der med at have en anden ved sig og selvom Jophiel vel fyldte den rolle for hende lige nu så kunne hun ikke kalde ham sin kæreste. De havde aldrig snakket om der skulle være mere mellem dem og de gik bare stille og roligt fremad. Dog kunne hun ikke benægte at hun nok ikke ville sige nej hvis det kom til det. Hun følte sig lykkelig sammen med Jophiel og hun følte virkelig at hun havde fundet sin plads i livet her. Hun mærkede Jophiel kigge på hende og hun vendte det rødmende ansigt mod ham og sendte ham et lille smil. Jophiel's ord til Kimeya gjorde hende kun glad. Det var rart at høre ham sige det og et også når der var andre end kun hende. Kimeya blev ved med at prikke til det hvilket var irriterende men hun kunne ikke gøre andet end at lade ham være som han var og håbe på det bedste.
Dog virkede det ikke om om han havde nogen som helst planer om at give hende sin magi tilbage? Hvorfor ikke? Hvad pokker skulle han med den? Det eneste specielle hun kunne var hendes tidsmagi og den ville han ikke bare sådan lige kunne mestre. Ikke uden mange tusinder af års træning. Hvad pokker havde han gang i. Hun bed sig let i læben og lukkede øjnene. Hvorfor han skulle gøre dem denne tjeneste? Det kunne hun ikke svare på men dog så skulle det ikke kun være ham der fik lov til at stille spørgsmålene. "Hvad vil du med min magi? Hvorfor tog du den?" spurgte hun stille. Det var tydeligt at hun stadig var skræmt men dog så prøvede hun alligevel ar vise sig en smule stærk selvom hun virkelig ikke var det.

[Deleted]

Jophiel vidste ikke rigtigt hvordan han skulle håndtere dette, for ham og Ahriana udgjorde da ikke noget par, gjorde de? Det var i hvert fald ikke sådan, at han havde fornemmet, at det skulle være. Dog måtte han jo sande, at han kunne.. lide tanken om det, kunne han ikke? Han havde aldrig rigtig tænkt på, at han skulle have en kæreste. Han havde jo aldrig rigtigt gået ud fra, at der var nogen, som ville have en mand som ham, når han var så meget et sort får i familien, som han var. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Nej.. Han kunne jo ikke ligefrem benægte, at det var sådan, at han havde det, og at det var sådan, at han gerne ville have det. Han sænkede hovedet bare en anelse. "Men dog er vi intet.. Ikke i den forstand," sagde han denne gang. Tanken havde slået ham engang eller to, men det var jo også sådan.
Magien betød meget for hende, og det kunne Jophiel også godt forstå. At tage hendes magi, ville være det samme, som at tage hans musikalske talent, hvilket han på ingen måder ønskede, og det stod han også gerne ved i den anden ende. Han lukkede øjnene let. "Jeg har brug for det, Kimeya." Det lød måske meget mærkeligt, men at se hende glad, var samtidig også noget, som gjorde ham rigtig glad. Han strøg hånden over hendes ryg. HUn gav selv udtryk for det. Kunne Kimeya ikke bare hjælpe dem? Bare lidt i det her tilfælde?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde sine grunde til at handle på den måde, som han nu havde gjort, og det var heller ikke fordi at han skammede sig over det. Langsomt måtte han derfor vende blikket mod hendes skikkelse igen. Tilfredst måtte han smile. Noget måtte de være. Officielt var det måske ikke, men der var noget. Det var heller ikke ofte, at man så Jophiel sådan omkring en anden. En kvinde særligt. Alle som kendte til den unge mand, vidste at det havde været svært for ham at finde sig til rette med en kvinde i sit liv.. Eller nogen i det hele taget, og så var det jo bare sådan, at det måtte være i den anden ende.
Kimeya lod hovedet søge på sned. Hvad han skulle bruge hendes magi til? Han havde sine ting, at skulle bruge den til, og det stod han gerne fast ved. "Hvad jeg skal bruge den til, ser jeg ikke nogen grund til at dele med nogen af jer. I er bedre foruden," afviste han denne gang med en kortfattet stemme. Armene lod han forblive korslagte foran sig i stedet for. Øjnene kneb han øjnene sammen. "Jeg fandt dem brugbare i forbindelse med hvad jeg laver. Fortæl mig.. Hvad ønsker du at bruge de mange kræfter til, Ahriana?" spurgte han denne gang. Så usikker og genert som hun var.. De kræfter kunne faktisk vise sig, at blive utrolig farlige for hende, hvilket han på ingen måder ville efterlade så kraftige evner og magier til.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana følte sig fortabt uden sin magi og var det så underligt? En hver magiker eller warlock ville da have det på samme måde. Det var næsten som om en del af hendes sjæl var blevet rykket ud af hendes krop og låst fast et sted lige uden for rækkevide. Det var ubehageligt men dog måtte hun erkende at Jophiel fyldte noget af tomrummet ud. Efter hun var flyttet ind her sammen med ham så var hun blevet meget lykkeligere og mere glad. Hun havde også lært at åbne sig en smule mere selvom fremmede stadig var hende en kilde til frygt. At han sagde at de ikke var mere end blot venner var både en lettelse men også noget som gjorde hende en smule trist. Det forvirrede hende for hun vidste ikke hvad hun ville. Måske det var bedre bare at lade den ligge nu og så snakke om det på et andet tidspunkt.
Hånden mod hendes ryg beroligede hende hvilket var dejligt. Dog havde Kimeya det med at tage alt tryghed fra hende lige så snart han åbnede munden. Han skulle bruge hendes magi? Hvad havde han gang i! Det var på ingen måde hans. Ahriana blev sjældent sur men hun kunne mærke at hun begyndte at blive en smule irriteret selvom det ikke kunne hverken ses eller mærkes på hende. "Jeg bruger dem til mange ting. Jeg kan hjælpe andre med dem" sagde hun stille og vendte blikket mod Jophiel. Der var mange ting hun ville kunne udrette hvis hun fik dem igen. Han kunne jo ikke bare tage dem! Dog fornemmede hun at han ville et eller andet bestem med hendes magi. Hun bed sig kort i læben og vendte blikket mod Kimeya. "At lære at bruge min tidsmagi vil tage dig mange tusinder af år. Hvis du giver mig min magi tilbage kan jeg gøre det for dig. Det er den eneste grund du har til at have taget den fra mig. Resten af mine kræfter er normale" endte hun stille. Det var virkelig den eneste logiske forklaring der var. Dog kunne hun ikke se hvad han skulle kunne bruge det til. Det var en flugt mekanik, ikke så meget andet.

[Deleted]

For Jophiel, var det vigtigt, at Ahriana havde det godt, og selvfølgelig skulle hun derfor også have sin magi tilbage. Det var slet ikke Kimeyas ret at tage den slags fa hende, og særligt ikke på denne her måde. Et sted gjorde det ham sur og vred, og det var han i forvejen så træt af at være. Hånden strøg roligt op af Ahrianas ryg.. Var de noget fast sammen? Han måtte indrømme, at den tanke nok ikke lige have slået ham. Det var rart at hun var der ganske vidst.
Jophiel vendte blikket mod Kimeya. Han ville ikke give hende de magiske evner tilbage? Det kunne han simpelthen ikke være bekendt! "Kimeya.. Det kan du altså ikke være bekendt.." forsøgte han denne gang. Hans blik gled denne gang i retningen af Kimeya igen. Han havde brug for, at se Ahriana oprigtig glad, go ikke alt det andet her. Det gjorde ondt at se hende på denne her måde. Han ville støtte hende hele vejen, og så var han ligeglad med, hvor det ville stille ham og Kieya. Det var nemlig vigtigt, at hun vidste at hun også havde ham, og at de vel et sted havde hinanden? "Det er slet ikke evner og kræfter, som er dine at tage og dine at benytte." fastholdt han denne gang en kende mere stædigt, end hvad han havde gjort frem til nu. Det gjorde ham.. Vred og irriteret et sted.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var en hård mand, som alle dage havde gjort, hvad det passede ham. Det her, var faktisk ikke noget undtag. Han stirrede denne gang i retningen af dem begge to. Forstod de ikke, at han havde brug for de evner? Han vidste, at de kunne bruges til mangt og meget, og nu havde han endda forsøgt at begrænse det.. De evner og kræfter, som han havde taget fra den kære Ahriana, var fantastiske.. De fik ham til at føle sig helt levende, og han måtte jo indrømme, at han slet ikke var færdig med at benytte sig af disse. Han stirrede denne gang direkte i hendes øjne, som han fangede hendes øjenkontakt selv. Han trak ganske kort på smilebåndet. Han nød det her.. Måske en smule for meget, men hvad fanden.
"Forstå mig ret.. Begge to." Han vidste, at det ikke kunne retfærdiggøres, og det var han heller ikke ude på. Oprigtigt, så var det slet ikke noget, som han havde lyst til at gøre. Med de planer som han havde, så skulle han bruge det, og det var heller ikke ting, som km af ingenting, kunne man sige. Han stirrede denne gang i retningen af dem begge to.. Jophiel særligt. Han beskyttede virkelig Ahriana. Derfor måtte der være noget imellem dem. Det var virkelig det eneste, som gav noget, der mindede om mening for ham lige nu. Hovedet lod han søge på sned. "I er et virkelig sødt par I to," kommenterede han denne gang. Læberne trak sig op i et kort smil. "Som sagt, er hendes evner og talenter brugbare for mig.. I særdeleshed grundet det, som jeg har igang i Dvasias," sagde han denne gang. Han havde stadig ikke nogen planer om at lade dem forkastes, og falde tilbage til rette ejer.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana forstod ikke helt hvad det havde med sagen at gøre om de var et par eller ej. Hun forstod det virkelig ikke men hun kunne jo ikke gøre andet end at svare på hans spørgsmål og så bare håbe. Jophiel var i der i det mindste ved hende side og det var hun mere end bare taknemmelig overfor. Stille bed hun sig i læben og vendte blikket mod Kimeya. Hvorfor var han på denne her måde. Jophiel havde været så sikker på at manden ville hjælpe men nu så var ingenting sikkert. Det var en forfærdelig tanke for hende at skulle fortsætte sådan her men måske det blev en realitet.
Hun lænede sig let ind mod Jophiel da Kimeya begyndte at snakke igen. Det virkede virkelig ikke som om hun ville få ham til at give afkald på den magi som han havde taget fra hende. Det gjorde hende helt magtesløs på en måde. Hvorfor skulle han være sådan et dårligt menneske! Svagt bed hun sig i læben og vendte blikket mod gulvet. Det virkede helt håbløst på hende. "Jeg vil bare gerne have min magi tilbage. Hvordan ville du ikke have det hvis du var i mit sted? Hvor stor en magtspiller ville du være hvis du ikke kunne udfolde dig med magi? Jeg beder dig, giv mig den tilbage" sagde hun stille. Hun vidste ikke om det ville virke men hvad havde hun at miste? Hun kunne lige så godt ty til at tigge og be om den.

[Deleted]

Oprigtigt så havde Jophiel regnet med, at Kimeya ville være langt mere medgørlig, end hvad han viste hende i øjeblikket. Et sted, var det vel også en tanke, som gjorde ham direkte skuffet? Han stirrede denne gang i retningen af manden, som tydeligt ikke var særlig samarbejdsvillig. I og med, at han jo godt kunne forstå at Ahriana gerne ville have sin magi tilbage, forventede han så sandelig også, at det var noget, som Kimeya ville give hende tilbage! Det var slet ikke hans ret at tage, bare fordi at han følte, at han havde brug for det, så det var overhovedet ikke noget, som kom på tale i den forstand. Overhovedet ikke! Han rystede denne gang på hovedet. Igen skulle han selvfølgelig kommentere dem som et par.
".. Vi er ikke noget par.." sagde han denne gang. Det var de jo ikke? Altså.. officielt om ikke andet. Han nød jo at have hende der. Igen trykkede han hende forsigtigt ind mod sig. Normalt var han også mere påpasselig omkring pigerne, for de havde en tendens til bare at lege med ham. Det ønskede han jo trods alt heller ikke. Han var så.. træt af det hele. "Og jeg er ligeglad med, hvad du foretager dig i Dvasias, Kimeya.. Det er slet ikke dine evner at tage.. og særligt ikke fra hende.." Han vendte blikket igen mod ham. Kunne han ikke forstå, at det ville gøre dem glade, at se Ahriana få dem igen? Hun havde desuden brug for dem.

[Kimeya Marvalo]

Lige hvad angik det her, var Kimeya måske ikke særlig medgørlig, og det havde han faktisk heller ikke tænkt sig. Nu var han også lidt ligeglad med, om de var et par eller ej. De opførte sig i hvert fald som et, så det kom vel ud på et. Han blev denne gang på sin valgte plads, hvor blikket denne gang blot hvilede på deres skikkelse i stedet for. Den magi som Ahriana havde haft i sin besiddelse, var jo bare en, som havde vist sig, at være ekstrem brugbar for hans vedkommende, og derfor havde han oprigtigt ikke nogen planer om at lade nogen af dem overtale ham, til at give den retur. Han havde Acheron som han skulle tage sig af, og den gamle Salore-familie var desværre også begyndt at melde sig på banen.
"Jeg har brug for den," sagde han denne gang med en meget direkte stemme. Ikke fordi at han havde tænkt sig at gøre yderligere ud af det, for det var der overhovedet ikke nogen grund til. Han rejste sig fra stolen, hvor han denne gang vendte blikket direkte mod dem igen. Hvad var det Ahriana sagde? "Ønsker du magten, Ahriana?" spurgte han denne gang. Han havde været så overrasket over, hvor meget der egentlig lå i hende, at han slet ikke ønskede at give slip på det igen! Det var en fantastisk følelse, det efterlod ham med. "Jeg beholder denne, til mit mål er opfyldt.. Derfra.. så kan det være, at jeg vil give dig den retur," sagde han denne gang, velvidende om, at det nok ikke var noget ,som faldt i god jord hos Jophiel.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana var virkelig lykkelig for at hun ikke skulle stå her alene med Kimeya. Manden skræmte hende og gjorde hende utrolig utilpas og det var hun ikke i tvivl om at han vidste. Derfor var hun virkelig glad for at Jophiel var her sammen med hende. Han gjorde virkelig meget for hende og det at han var der og snakkede med manden også gjorde det hele meget bedre. Hun lod ham trykke sig ind til ham og vendte kort blikket mod ham. Det lød virkelig ikke til at de kunne få Kimeya til at give afkald på hendes mange kræfter. Hun vidste at hun var stærk og det var vel også derfor han ikke ønskede at give afkald på dem igen.
Det virkede som om det Irriterende Jophiel grænseløst at de blev kaldt for et par og et sted var det ikke underligt. Det var ikke der fokus skulle ligges lige nu men Kimeya blev ved med at bringe det på banen. Hun bed sig svagt i læben mens hun lyttede til deres samtale. Hun blandede sig ikke før Kimeya valgte at stille hende et spørgsmål. Magt? Om hun ville have magten? Blikket gled til hans skikkelse. Han havde valgt at rejse sig igen og han virkede om muligt mere skræmmende når han stod der overfor hende. Hun rømmede sig en gang og knyttede den ene næve før hendes blik gled til Kimeya's ansigt og deres øjne mødtes. "Ja" sagde hun uden at tøve. "Jeg ønsker magten til at beskytte dem jeg holder af og dem som er mig vigtige." Det var ikke kun Jophiel hun tænkte på. Der var en anden hun var nød til at beskytte, en som hendes magi holdt fast til livet. Hun var nød til at have den igen. Dog valgte Kimeya igen at sige nej men dog med en betingelse. Hendes blik faldt igen. Han ville beholde den for nu. Hvad pokker skulle hun stille op? Han ville aldrig give hende den igen! Det gjorde hende ked af det. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle stille op med det hele.

[Deleted]

Kimeya havde ikke tænkt sig, at give afkald på kræfterne, og et sted var det en tanke som generede Jophiel helt vildt! Det lignede på ingen måder den mand, ikke bare at give ham hvad han gerne ville have, og særligt fordi at det i forvejen var så sjældent, at han bad om noget. Det her var noget som havde en betydning for Jophiel, og Ahriana ikke mindst, og derfor skulle det da bare mangle, at det var noget, som han havde tænkt sig, at give dem. Han bed tænderne svagt sammen, inden han denne gang vendte blikket i retningen af Ahriana. Han forstod godt, at hun gerne ville have sin magi igen. Det ville vel være det samme, som at skulle tage det musikalske talent fra ham? Og det var på ingen måder noget, som han havde særlig meget lyst til at gøre, hvis han skulle være helt ærlig. Særligt, når det var på denne her måde.
"Det kan du virkelig ikke være bekendt, Kimeya," bed han denne gang af ham. Var det underligt, at det var en tanke, som gjorde ham vred og irriteret? Det her var på ingen måder retfærdigt! Ikke i det hele taget.
Jophiel strøg Ahriana over ryggen. Det hele skulle nok gå.. Hvis Kimeya ikke ville give hende det, så måtte de måske finde ud af, om der var en anden måde, hvorpå at hun kunne få det hele retur igen? Det var jo sådan, at han havde det i hvert fald. "Det er slet ikke din ret at tage det," sagde han denne gang. Han holdt af Ahriana, og derfor ville han jo bare gerne sikre sig, at hun havde det godt. Var det meget at forlange?

[Kimeya Marvalo]

Normalt ville Kimeya gøre rigtig meget for Jophiel, men lige dette, var ikke en del af det, og særligt, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han blev denne gang stående. Han stod ved, at de måtte være et sødt par, selvom det måske ikke var officielt endnu, så var det ikke noget, som rørte ham på noget tidspunkt. Armene lod han denne gang glide over kors, og med en ganske kortfattet og bestemt mine. Hvorfor lave det om egentlig?
Armene lod han denne gang glide over kors, hvor den faste og bestemte mine nu heller ikke var noget at tage fejl af, og oprigtigt? Så var der ikke nogen grund til at gøre det. "En magt, som du skal få, når jeg har fået, hvad jeg gerne vil have," sagde han denne gang. Det var ikke fordi at han ønskede at gøre det til en kæmpe diskussion, for det var det godt nok ikke.
Kimeya forstod at det generede Jophiel, men ikke desto mindre, så var det her altså bare en nødvendighed. Han kunne i hvert fald ikke lade være med det. Han kneb øjnene sammen. "Jeg forstår din utilfredshed, knægt, men det her er nødvendigt for mig... Jeg har bedre at tage mig til." Han holdt af Jophiel.. Som havde han været hans egen søn, men visse ting, var han bare nødt til at sætte først nu. "Jeg takker for at jeg måtte komme forbi. Må vore veje krydses en anden gang, Jophiel," sagde han denne gang. Den mørke dis lagde sig om ham, idet at han forsvandt fra stedet. Han havde så meget at lave i Dvasias. Han kunne ikke bruge tiden på utilfredshed.

//Out

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana var ked af det. Manden var på ingen måder til at tale med om det her. Kræfterne ville han ikke give hende igen før han var færdig med at bruge dem. Det var en tanke som gjorde hende ked af det men samtidig var der også lys for enden af tunnelen. Han ville skænke hendes magi tilbage til hende når han var færdig med den. Det var i det mindste noget. Blikket gled stille tilbage til Jophiel ved hans ord. Han var vred kunne hun godt mærke. Han blev vred på Kimeya på hendes vegne? En svag rødmen måtte melde sig i hendes kinder ved den tanke. Det var længe siden at nogen havde vist den form for beskyttelse overfor hende. Det var egentlig en tanke som hun godt kunne lide.
Kimeya så ud til at ville gå. Hun ville gerne tigge mere men nåede det ikke før han forsvandt i et lille pus for deres blikke. Hun sukkede stille og lukkede øjnene. Armene gled stille omkring Jophiel sådan så hun kunne trykke sig ind mod ham. Hovedet lod hun falde mod hans skulder og øjnene gled i mens hun bare tænkte. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Jophiel havde virket så sikker på at Kimeya ville have givet hende dem igen men det var ikke tilfældet. Det var en hård tanke men måske mere for ham end hende. Hun løftede hovedet og vendte blikket mod Jophiel. "Er du okay?" spurgte hun stille. Stadig kunne hun jo godt mærke at han var vred.