Please, return me to normal.

[Deleted]

Var det underligt, at det her var en tanke, som virkelig skuffede Jophiel? Han fandt det på ingen måder retfærdigt, men han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det, og det var det, som han primært reagerede på lige nu. Kimeya forsvandt, og efterlod dem. Han havde været så sikker på, at manden ville give hende de kræfter igen, for det var jo slet ikke hans at tage!
Nu vidste Jophiel jo derimod heller ikke, hvad er skete i Dvasias og Imandra for den sags skyld, men det ændrede bestemt ikke på, at han var skuffet. Ahriana havde brug for dem, og han kunne jo ligeledes mærke, at det var noget, som faktisk betød utrolig meget for hende. Derfor skulle det jo ærlig talt bare mangle, ikke sandt? Han trak vejret dybt, da hun denne gang, valgte at trykke sig tættere ind mod ham. Han lod armene glide om hende. "Jeg er skuffet.." erkendte han blankt denne gang. Hvad andre ord, kunne beskrive det som han følte, bedre? Det her, var virkelig noget, som gjorde ham inderligt vred at tænke på, og derfor, kunne han simpelthen heller ikke forstå, at det skulle helt derud nu!
Jophiel vendte denne gang blikket mod hende. Han var ked af, at han ikke havde været i stand til at give hende de kræfter.. Hun fortjente dem. Det var jo hendes. "Er du okay?" spurgte han denne gang. Hun betød jo meget for ham. Og derfor gjorde det ham bare vred, at Kimeya overhovedet ikke synes, at ville samarbejde med dem.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana kunne se hvor meget det egentlig gik ham på at Kimeya ikke havde været mere villig. Hun kunne ikke lide at se ham sådan der. Han havde virkelig haft en stor tiltro til at Kimeya ville hjælpe hende men det var ikke gået sådan. Det var selvfølgelig en trist tanke for hende fordi det var hendes magi som var taget fra hende men det var ligeså trist for ham. Hun vidste hvor meget han ønskede at hjælpe hende og det var ikke lykkes ham. Det var bare ikke fair.
De ting der skete i Dvasias og Imandra var hende helt og aldeles ligegyldige. Den mand havde ingen ide om hvad han legede med. Hun vidste at hun var stærk men også at Kimeya var det. Dog kunne hun frygte at to så store elementer af kræfter i samme individ kunne gå hen og blive utrolig farligt. Hun håbede inderligt på at han ville se det logiske i denne situation og give hende magien tilbage. Armene som Jophiel lod glide om hendes skikkelse gjorde hende mere rolig. Langtsomt lukkede hun øjnene i og puttede sig bare ind til ham mens hun luttede til hans ord. "Jeg ved det" anerkendte hun stille.
Hun trak sig en smule fra ham sådan så hun kunne se hans ansigt. Hun var ked af det og hun vidste at han vidste det. Der var virkelig ingen grund til at skjule det på nogen måde. Hun sukkede svagt og rystede stille på hovedet. "Jeg er fustreret og trist. Jeg havde håbet at han ville give mig dem igen men det lader ikke til at det bliver til noget for nu. Han lovede mig dem dog igen når han var færdig med dem. Om han nogensinde bliver det ...." Hun tav uden at fuldføre sætningen. Hun vidste ikke om Kimeya nogensinde ville opgive hendes magi til hende igen men hun håbede da på det.

[Deleted]

Det var sjældent, at Jophiel var så skuffet, som det han var i øjeblikket, men det var desværre bare meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det, så lang tid, at Kimeya stillede sig sådan på bagbenene, hvilket også var det, som han reagerede på, og særligt, når det var på den her måde. Han kunne faktisk slet ikke lide, at det skulle være på den måde. Han rystede på hovedet. Det værste for ham, var faktisk at vide, at hun reagerede på det, og at det gjorde hende ked af det. Det var jo en del af hende. Kimeya ville hade, hvis det havde været den anden vej rundt!
Et svagt suk brød denne gang hans læber. Øjnene lukkede han for et kort øjeblik. Et forsøg på bare at samle sig en smule. "Det håber jeg godt nok for hans skyld.." sagde han denne gang. Ikke fordi at han var i stand til at stille særlig meget op, men det handlede vel i det store og hele, om at forsøge og prøve? Og så få det bedste ud af det, hvis muligheden nu skulle vise sig? "Det skal han nok blive.. Han kan ikke beholde dem.. Det er dine, og derfor skal du have dem tilbage.." Hans blik stirrede direkte i hendes. Han kunne slet ikke lide, at se hende på denne måde, men det var derimod bare meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det nu. "Jeg kan ikke lide at se dig på den måde.." Han hævede hånden, som han denne gang strøg over hendes kind. Så varm og dejlig en kvinde.. Hun fortjente, at have alle grunde til at smile oprigtigt.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana var virkelig påvirket af det hele men var det så underligt? Det var en del af hende, en del af hendes sjæl. Hun var den som lod under denne her forbandelse som han havde kastet over hende. Følelsen af at være tom inden i var en hun sad med konstant og hun kunne virkelig ikke lide den! Dog kunne hun godt se at der ikke var meget hun kunne gøre så længe Kimeya var som han var. Det værste for hende lige nu var at se Jophiel så vred og skuffet som han var det. Hun havde kun set ham være andet end glad en gang før og det var da Myrina forsvandt. Han var en dejlig mand som ikke fortjente den modgang. Først fra kvinden som han havde elsket og nu fra manden som han havde anset som en far? Det var ikke nemt for ham. Hun sukkede svagt og strøg ham blidt over ryggen. Hun følte næsten at hun havde mere brug for at putte om ham end at han havde brug for at putte om hende lige nu. Det var en underlig følelse men dog så fik det hende til at glemme sine egne følelser en smule. "Jeg håber" sagde hun blidt. Hånden mod hendes kind fik det til at sitre i hendes krop. blikket gled til hans ansigt og hun lod hovedet falde blidt mod hans hånd. Hun nød at modtage hans kærtegn. "Og jeg kan ikke lide at se dig sådan der. Jeg ville ønske at han havde været mere medgørelig men lige nu kan vi kun håbe at han giver mig dem tilbage snart. Indtil da ...." Hun tav kort og bed sig svagt i læben. "... Indtil da så har jeg dig og du er alt jeg behøver for at være glad" lød det næsten lydløst fra hende. Den røde farve meldte sig omgående i hendes kinder og blikket gled ned mod jorden. Hun mente hvert et ord som hun skænkede ham.

[Deleted]

Aldrig havde Jophiel været så vred og så skuffet, som det han var i øjeblikket. Han havde virkelig regnet med, at Kimeya havde været til at snakke med i det i her tilfælde, for det plejede han at være. Var det underligt, hvis det her skulle vise sig, at blive en situation, som han kun skammede sig over? Han stirrede denne gang direkte ud af vinduet, bare for at have noget at stirre efter. Han var vred indvendig, men det var også på hendes vegne, da han vidste, hvor meget det her egentlig betød for hende, og det var også den eneste grund til at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde. Han sukkede tungt. "Jeg lover dig for, at jeg nok skal sørge for, at du får din magi igen, Ahriana," sagde han denne gang. Det var et løfte, som han gerne ville give hende, og som han heller ikke var bange for at give hende. Hans blik faldt derfor mod hendes skikkelse igen. Hånden strøg mod hendes kind.. Par.. Han kunne ikke rigtigt slå den tanke ud af hovedet. Var det hvad de var? Han måtte indrømme, at han ikke rigtigt havde tænkt den tanke, hvis han skulle være helt ærlig.
"Jeg har det godt, når jeg ved, at du har det godt," sagde han denne gang. Et smil passerede denne gang hans læber, inden han forsigtigt lænede sig frem. Han plantede et kys mod hendes pande. Han sukkede igen.. trak vejret dybt, og forsøgte at falde det mere til ro igen. "... Jeg er okay igen.." sagde han denne gang. Ikke helt sandt, men det hjalp da på det nu.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana kunne virkelig mærke på ham hvor meget det egentlig gik ham på og det var noget som hun slet ikke kunne lide. Kimeya havde virkelig skuffet ham til et punkt hvor han var blevet vred. Hun vidste bare at der ikke var meget de kunne gøre ved det ige nu. Kimeya var stædig som et æsel og han sad med alt magten. Det var virkelig ikke en tanke som hun kunne lide overhovedet men hun måtte jo leve med den. Hvad kunne hun dog ellers gøre ved det? Hans løfte gjorde hende dog glad. Hun formåede at få smilet frem på hendes læber og lod hovedet søge let på sned. "Det ved jeg godt" bekræftede hun roligt. Hun vidste at Jophiel virkelig ville gøre alt for at hun havde det godt. Han var en god mand og en mand som hun virkelig følte at hun kunne stole på.
Hans ord gjorde hende glad. Hun ville gerne være glad og især hvis dette kunne gøre ham glad også. Hans glæde var næsten vigtigere end hendes egen. Som han lænede sig frem mod hende og kyssede hende pande blev hun tydeligt højrød i ansigtet. Hun lænede sig ind mod ham og begravede hovedet mod hans skulder. Hun blev så genert når han gjorde sådan noget. Hun hævede hovedet en smule fra sit skjul ved hans ord. "Det var godt" sagde hun stille. Hun gemte sig stadig ind mod ham. Hun blev så genert når han gjorde sådan noget!

[Deleted]

Kimeya havde virkelig skuffet ham, som aldrig nogensinde før, og det kunne godt mærkes nu. Det gjorde ham også ked af det på Ahrianas vegne, kun fordi at han kunne se og mærke på hende, hvor meget det egentlig påvirkede hende, at mangle det. Han bed tænderne svagt sammen og rystede så denne gang på hovedet. Han havde det bedre nu, men han havde nu alligevel håbet på, at udfaldet af dette, skulle vise sig, at blive meget bedre, end hvad det var endt med at blive. "Jeg havde nu håbet, må jeg indrømme," sagde han denne gang. Han vendte blikket ned mod Ahriana ved hans side i stedet for. Det gjorde ham ked af det, og trist på hendes vegne, at det skulle være på denne her måde, men hvad kunne han da gøre ved det?
Hånden lagde han mod hendes kind og kyssede hendes pande. Den røde farve i hendes kinder, kunne han nu godt lide. Det var heller ikke ofte, at han gjorde det her.. Men her, kunne han virkelig ikke lade være med det. "Mhmm.." Denne gang, sendte han hende et stille smil. Det handlede om at få det ud af det, som de nu kunne, og det var jo heller ikke noget, som kom ud af ingenting, kunne man sige. "... Ahriana?" spurgte han denne gang. Tanken om par kunne han ikke slippe.. Og nu havde Kimeya jo nærmest betegnet dem som et.. og nu ville han gerne vide det, sådan helt med sikkerhed.

[Ahriana "Master of Time"]

Han skuffelse kunne mærkes og det var slet ikke noget som Ahriana kunne lide overhovedet. Det var en forfærdelig tanke at han havde dte på denne måde. Kimeya var jo en mand som han havde holdt højt og nu, ja nu var der ikke andet end skuffelse. Hun kunne egentlig slet ikke lide det. Jophiel havde været så sikker på at Kimeya ville have givet hende dem tilbage og alligevel så havde han svigtet. Selv havde hun haft tiltroen til at Jophiel have haft ret. De var ikke blevet sådan og der var ikke noget at gøre ved det. "Alt vi kan gøre nu er at håbe at han bliver færdig snart sådan så jeg kan få dem igen" sagde hun stille og prøvede at lyde optimistisk. De kunne jo ikke bare sætte sig ned og være kede af det over det. De måtte bare komme igennem det på den bedst mulige måde og sådan var det bare.
Hans kærtegn fik hende virkelig til at blive genert og gemme ansigtet ind mod hans skulder. Hun kunne godt lide når han gjorde det men hun blev bare så genert. Tankerne kredsede stadig lidt på Kimeya's ord. Var de et par? Der var nok nogen der ville mene det men dog så vidste hun det ikke helt. Forsigtigt kiggede hun frem igen ved hans ord. "Ja?" spurgte hun nysgerrigt og lod hovedet søge let på sned ind mod hans skulder.

[Deleted]

Jophiel måtte jo sande, at han havde svært ved at Kimeya blot havde valgt at vende ryggen til, og bare taget af sted igen, uden egentlig at efterkomme deres ønske. Ikke at han forstod sig på det, og tanken om det, var i forvejen også en af slagsen, som var med til at gøre ham vred. For nu, måtte han jo bare forsøge at bide det i sig, for andet fik han jo heller ikke ligefrem ud af det. "Det håber jeg da godt nok for hans skyld," sagde han denne gang. Et sted gjorde det ham jo virkelig ked af det, at hun skulle rende rundt og have det på denne her måde, men der var bare meget lidt, som han nu lige kunne gøre ved det, og det var nu også den tanke, som generede ham mest, hvis han endelig skulle sige det. Han rystede på hovedet af sig selv. Hvor var det dog bare typisk Kimeya at plante de ting i hans hoved, og endda uden at han kunne gøre noget som helst ved det. "Altså.. Nu tænker jeg jo bare at.." Han lod blikket falde denne gang. Det var underligt, og han havde det virkelig.. stramt med det. Hver gang han havde været tæt på dette, havde tøsen vendt ryggen til ham.. stort set. Myrina havde nok været eneste andet undtag af det faktum. Han sukkede let. Lige det her, var han altså ikke særlig god til. ".. Er vi et par?" spurgte han denne gang mere direkte. Han vidste godt, at det lød mærkeligt.. Men han vidste ikke hvordan han ellers skulle få tingene sagt.

[Ahriana "Master of Time"]

Hun vidste at det var svært for ham og hun kunne på ingen måde lide det. Han havde haft så meget tiltro til Kimeya havde sviget på en så voldsom måde. Hun kunne ikke lide at han skulle gå og mærke det svigt. Det var da helt sikkert. "Jeg er sikker på at han nok skal" sagde hun stille. Hun håbede det nok mere for hans skyld end hendes egen. Hun vidste ikke hvordan han ville tage det hvis han blev skuffet igen.
Spørgsmålet han stillede hende kom bag på hende og så alligevel ikke. Kimeya havde plantet tanken i deres begges hoveder men dog så vidste hun ikke helt hvordan hun skulle reagere på det. Som han lod blikket falde gjorde hun det samme. Var de et par? Sandt at sige så anede hun det egentlig ikke. Hvad ville det sige at være et par? Hun havde kun prøvet at være sammen med et andet menneske før og det havde kostet hende forfærdeligt meget. Hun vidste ikke om hun turde prøve igen men på den anden side så var Jophiel den sødste og blideste mand hun nogensinde havde mødt og han var kommet hende langt tættere end den sidste mand hun havde ladet komme nær. "... Jeg ... Jeg ved det ikke" mumlede hun ærligt. Hovedet lod hun falde ind mod hans skulder mens hendes blik blot fokuserede på gulvet og hans brystkasse. Kort lukkede hun øjnene mens hun tænkte. Ville hun overhovedet være et par? Hvad ville det indebære for hende og for ham? Hun vidste ikke en gang om hun turde. "Hvad vil det sige at være et par?" endte hun med at spørge. Sandt at hun virkelig ikke vidste det.

[Deleted]

Tanken havde Kimeya nu formået at sætte i hovedet på ham. Ærligt, så var det nok ikke en tanke, som han havde tænkt sig frem til på egen hånd, og et sted, var det nok også fordi at han havde været lidt bange for den, for det havde han faktisk været. Han rystede denne gang på hovedet. Det var faktisk en svær samtale pludselig. Kimeya ønskede han lige for nu, bare at glemme, selvom det tydeligvis var nemmere sagt end gjort. Var de et par? Altså.. af hvad han følte, og tænkte, så var de vel? Var de ikke? Han rystede denne gang en smule på hovedet af sig selv. Det her, var virkelig, virkelig underligt, og noget så akavet!
"Altså..." At hun heller ikke vidste det, gav jo heller ikke nogen indikation på, hvad de var, og det gjorde det jo kun endnu mere svært! Han kunne slet ikke have, at det var på den måde lige nu. Han rystede denne gang på hovedet, hvor han svagt bed tænderne sammen. ".. Vi gør meget af det, som jeg forbinder med værende et par," tilføjede han denne gang. Det var ikke nogen hemmelighed, at han virkelig var blevet glad for Ahriana, og oprigtigt ikke kunne forestille sig en tilværelse, hvor hun heller ikke skulle være en del af det. Han ønskede det jo. "Nu hvor han nævnte det, så.. tænker man jo lidt mere over det," sagde han denne gang. Ord og forståelse som enhver anden Diamaqima, havde han ikke. Han var det sorte får i familien, og derfor havde han også det mere svært ved det her.

[Ahriana "Master of Time"]

Kimeya var stadig i deres tanker og hoveder efter denne dag. Ikke nok med at de begge var fustrerede over at han ikke ville give Ahriana hendes evner tilbage men ud over det så havde han også sat tankerne omkring om de var et par eller ej i hovedet på dem. Det gjorde det hele lidt akavet. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv eller hvad hun skulle sige. Var de et par? Hvad ville det egentlig sige? Der var så mange ting som hun ikke kendte til i denne verden. Hun havde aldrig rigtig oplevet det at være sammen med et andet menneske, altså ud over det hun havde lavet med Jophiel. Hun var noget af det mest uerfarende og det var nok også noget af det som påvirkede hende mest!
Hun lyttede roligt til hans ord og lod hovedet hvile mod hans skulder. De gjorde meget af det som man forbinder med et par? Det kunne hun egentlig godt se. Ofte var de sammen, de var ofte tætte selvom der aldrig skete mere end bare det. Var det virkelig alt man lavede som et par. Hun bed mærke i hans fustration hvilket var noget som hun slet ikke kunne lide. Hun løftede den ene hånd og lod den hvile mod hans kind som hun begyndte at stryge. "Jeg ved ikke hvad vi er ... men jeg ved at jeg ikke kan undvære dig i min hverdag. Jeg ville ikke opgive dette liv eller dig for noget som helst" lød det stille fra hende. Blikket søgte hans ansigt. Hun vidste ikke hvordan hun skulle sætte ord på sine følelser og hvad de egentlig var. Jophiel var en dejlig mand og en mand som hun aldrig nogensinde ville miste men betød det at hun elskede ham? Det var så forvirrende! Hun vidste virkelig ikke hvilket ben hun skulle stå på i denne her situation.

[Deleted]

Jophiel havde været tæt på kvinder før, men hver eneste gang, var han endt med at blive skuffet. De havde vendt ham ryggen, da det var gået op for dem, at han ikke var den typiske Diamaqima, som hans fader nu var kendt for at være. Og hans søster for den sags skyld. Det var ikke ligefrem omstændigheder, som han var videre stolt af, hvis han selv skulle sige det, men det var nu bare sådan, at det var. Han sendte hende denne gang et stille smil. Her måtte man vel bare forsøge at holde sig lidt optimistisk?
De gjorde nemlig rigtig mange af de ting, som et par nu gjorde. De lå sammen, de tilbragte tiden sammen, selvom der aldrig rigtigt skete noget mere end det, og han var jo begyndt at tildele hende et kys i ny og næ. Det var jo heller ikke ligefrem ting, som kom ud af ingenting, kunne man sige. Et kort men let smil passerede hans læber, på trods af den brændende frustration, som han følte indvendig. Hånden mod hans kind, gjorde ham dog det mere rolig, og det var rart. Han sukkede denne gang svagt, og lukkede øjnene. Ordene varmede.. Et sted så gav det ham vel også lidt blod på tanden? Skulle de ikke? Jo.. hvorfor ikke? "Så bliv min.." endte han denne gang. Ikke tiggende eller noget, men mere.. opfordrende. Sammen med hende, følte han alligevel, at han kunne klare det hele, og ærligt, så var det en tanke, som han virkelig havde det godt med. Han havde brug for hende her.

[Ahriana "Master of Time"]

Ahriana var virkelig på dybt vand i denne her samtale. Hun havde kun en gang i sit liv haft et forhold og det var meget anderledes end det som hun havde med Jophiel. Det havde været mere klinisk, hun havde aldrig været så tæt med hendes ex-forlovede som hun var det nu med Jophiel. Det var både dejligt og skræmmende på en eller andne måde. Han formåede virkelig at give hende følelsen af at hun betød noget og at hendes tilstedeværelse betød noget. Det var en ting som hun var ham evigt taknemmelig for.
Hånden placerede hun blidt mod hans kind. Hun kunne lide ham, rigtig meget endda. Sandt var det at hun ikke kunne forstille sig et liv uden ham. Efter han var dukket op og havde vist hende hvor meget der egentlig var til livet end bare bøger så ville hun på ingen måde tilbage til den frygt og det forskræmte liv som hun havde levet før. Nej, hun ville hellere være fri sammen med ham for her der følte hun sig fri. Hun mærkede hvordan hjertet hamrede i hendes bryst. Alt det her gjorde hende usikker og nervøs men på en helt anden måde end hun var vant til. Hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare det med andre ord men hun havde kriller i maven. Ordene som han valgte at skænke hende fik næsten hendes krop til at eksplodere i et væld af følelser. Hun kunne ikke rigtig beskrive hvad hun følte og dog så kom der alligevel et smil frem på hendes læber helt automatisk. "Jeg er din" hviskede hun blidt. Hun strakte sig en smule og lod et blidt kys til falde hans kind. Hun følte sig gladere nu end hun havde gjort det hele dagen!

[Deleted]

Jophiel havde vel et sted været bange for at tage skridtet videre med Ahriana? Kun fordi at han vidste, hvor de i værste tilfælde, kunne ende henne, når det kom til det her? Og det ønskede han jo trods alt heller ikke. Han ville hende det bedste. Her var han slet ikke i stand til kun at tænke på sig selv, og han vidste det jo udmærket godt, når det endelig skulle være i den anden ende. Han var virkelig glad for hende, men tanken om, at det også kunne være med til at skræmme hende væk, når han nu vidste, hvad hun selv havde haft at slås med igennem sit liv, så.. turde han vel bare ikke?
Ordene var denne gang blevet sagt, og det var ikke fordi at det skræmte hende væk. Det var nok det, som han bedst kunne lide ved alt dette, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han følte en glæde.. Nej, det var ikke bare en glæde. Det var en lykke. En lykke, som strømmede direkte igennem hans krop og sind, som aldrig nogensinde før. Kysset mod hans kind, fik ham til at smile. Skulle han? Det kunne jo heller ikke være så farligt mere. Han hævede selv hånden, inden han denne gang lagde den mod hendes hage. Denne gang lod han sine læber komme i direkte kontakt med hendes. Han ønskede det, og havde gjort det længe. Nu havde han da kun en oplagt grund til at komme hende så nær, og han måtte jo erkende, at han virkelig nød det.