Well Hello Darling!

[Irina Lucille Marvalo]

I sig selv forundrede det hende ikke at han fik for gode idéer, hvad der kom lidt bag på hende, var at han ønskede hendes deltagelse. Hun havde ikke ligefrem en følelse af at han var stolt af hende, men så igen.. det var jo bare horeunger, han behøvede ikke at være stolt af hende. Hun lagde hovedet tilbage på hans skulder. Hendes første umiddelbare tanke var et klart nej, men hendes fornuft standsede hende fra at udtale sig for hurtigt. Måske det alligevel ikke var en helt tåbelig idé. På den måde kunne hun kontrollere hvem han var sammen med, hvornår og hvordan, på en anden måde end hun kunne nu. "På den betingelse at jeg er medstemmende til hvem der ellers skal deltage," svarede hun. Ej var hun en forretningskvinde for ingenting, forhandlinger måtte finde sted. Derudover var der en anden fordel i det.. når han gik bag om hendes ryg, så spredtes der rygter om hendes evner, men hvis det var noget de gjorde sammen, var det ikke til skamme for hende selv. Somme tider måtte hun beundre sin egen intelligens.
Enhver mand nød at blive komplimenteret, hvilket gav hende en henrivende anledning til at lege lidt med ham. Hendes ord var dog ikke løgn, han var flot, veludrustet og hun nød at røre ved ham.. somme tider vel og mærke, hvilket ville sige de få gange han faktisk var ædru. Der kunne han være charmerende i ny og næ. Det var svært ikke at le over hans ansigtsudtryk da hun atter snød ham, selvom det i virkeligheden bare var hende som legede en lille leg der handlede om at drive ham til vanvid, det var jo en hustrus opgave. Hun mærkede hans ånde idet han kom tættere på hende og tvang hendes blik tilbage til hans. Denne gang var de uden knap sp meget morskab fra hendes side. Vidste han det? Burde hun fortælle sandheden? Normalt gjorde hun alt for at han ikke skulle skille sig af med hende, men hvis han vidste det og hun løj.. så risikerede hun meget mere, end hvis hun blot var ærlig. "... To.. men det er mange år siden nu," indrømmede hun uden at løsrive sig fra hans blik.

[Lionell Marvalo]

En situation, hvor flere kunne være med i sengen, kunne samtidig være spændende. Hvorfor havde han aldrig tænkt på det før? At hun så alligevel gik med til det, glædede ham dog, hvor kun det tilfredse smil passerede hans læber. "Selv termer, som jeg kan gå med til. Dog.. ingen mand," fortalte han denne gang. Han gjorde det kun med kvinder, og tanken om at skulle have to i sengen.. To til at kæmpe om hans enestående interesse, var en tanke, som han fandt spændende. Måske at det var lidt det krydder, som de havde brug for, for at få det her til at fungere? Selv efter alle de år, som havde passeret?
Lionell savnede at røre ved hende.. kærtegne hende, og vide, at det var hans eneret. Gad vide hvor mange, der havde været forbi hende i sengen, når han ikke havde været til stede. Nu var det i forvejen lang tid siden, at han havde lagt turen forbi Marvalo Mansion, så det var jo heller ikke ligefrem til at vide, kunne man sige. Han trak kort på smilebåndet. Her plagede hun ham.. drev ham derud, hvor hun rent faktisk vækkede det hele i ham, og så trak sig igen? Det var på ingen måder retfærdigt!
Hånden strøg han næsten kælent henover hendes kind, og med et kort smil på læben. To..? Det var ikke mange, taget i betragtning. Men igen. Det var ved at være mange år siden, de selv havde været tætte på hinanden. "Det må jeg sige, er en imponerende rekord, smukke. I så fald.. så skal jeg jo bevise for dig, at jeg er det bedre end dem, ikke sandt?" Han smilede kort for sig selv, da hånden faldt. Her tog han et brutalt og fast tag i hendes bryst.

[Irina Lucille Marvalo]

Det var ikke rigtigt interessen for spændingen der pressede sig på, det var nok nærmere en måde fortsat at sikre sig sit ægteskab for hendes vedkommende. Hun fnøs køligt. Naturligvis ville han ikke have en anden mand i sengen, guderne forbyde at han ikke fik alt opmærksomheden. "Hvorfor? Bange for at jeg ville foretrække den anden part?" spurgte hun lidt udfordrende. Oh well, forhåbentligt kunne hvad end de fik for en kvinde med, tilfredsstille hende som Lionell ikke rigtigt havde formået. "Men meget vel. Ingen mand," medgav hun endelig. Hendes blik så intenst ind i hans. Denne gang forventede hun næsten at føle hans vrede over hendes indrømmelse. Ej havde hun været tro som lovet, men det var mange år siden en mand sidst havde berørt hende, mange år siden hun havde brudt deres pagt og givet sig hen til en anden mand.
For et kort øjeblik holdt hun vejret og forventede at den blide hånd ville blive til et slag over hendes kind, man han lod til at være i overraskende godt humør til aften. Langsomt åndede hun ud, dog uden at vise den lettelse som hun følte i sit indre. "Jeg udvælger mine mænd meget nøje, Lionell og modsat visse andre er jeg diskret nok til ikke at lade det plette vores ægtes.." hun tav i samme øjeblik han med fast hånd, greb fat om hendes fyldige bryst. Hun fortrak ikke en mine, selvom det var en sød smerte der vækkede hendes krop til live. "Så giv mig dit bedste forsøg kære," opfordrede hun med en intens hvisken. Måske det var på tide at give ham chancen for at vise hende, at han var mere end bare et egoistisk svin? Før hun brændte alle sine broer i hvert fald.

[Lionell Marvalo]

Lionell ønskede ikke at have nogen anden mand i sengen, hvor han nu kun var til det kvindelige køn. Desuden ville han heller ikke have, at nogen anden mand, skulle gøre sig til for hans hustru, som han jo oprigtigt følte, at det var hans eneret. Han trak kort på smilebåndet. "Jeg deler ikke seng med mænd, snuske," sagde han med en hård undertone. Ingen mand.. Det var hans kriterium, og derfra, skulle hun være frit stillet, til at vælge den kvinde, som hun ville have med i sengen.
Lige i aften, var han i godt humør. Men igen.. Han havde også lige fået stillet den værste trang på en af de kære ansatte. Han var nu stadig ikke helt tilfreds med hende. Standarden her på stedet, skulle ophøjes betragteligt! "Udmærket," sagde han denne gang. Kun kvinder. Alt andet, var fuldkommen uacceptabelt for hans vedkommende.
Hånden lukkede han fast og brutalt omkring hendes bryst, som han klemte godt om, med sin hånd. Han smilede let for sig selv. For deres ægteskabs skyld, så var det på tide, at gøre noget ved det. Hvis der skulle være noget som helst at redde på sigt. "Når min egen hustru ikke har tænkt sig, at give mig, hvad jeg vil have, må jeg søge det andre steder, ikke sandt?" spurgte han denne gang. Han rykkede helt tæt på hende. Den anden arm søgte omkring hendes slanke skikkelse. Han trykkede hende tæt på sig, hvor han førte hende op i hans skød. Han ville jo for helvede gerne! Hun skulle bare give ham lov!

[Irina Lucille Marvalo]

At dele hende ville tilsyneladende ikke komme på tale - desværre, det kunne ellers havde været en glimrende mulighed for hende, til rent faktisk at blive tilfredsstillet, på den anden side.. så kunne det være at en kvinde kunne gøre ligeledes, og hun fik samtidig kontrol over hans små sidespring, en del af dem i hvert fald. "Nej, guderne forbyde at opmærksomheden skulle gå dig forbi," svarede hun lidt opgivende. Det var stadig det værd, hvis det betød at hun kunne redde sin egen røv. Skulle han blive utilfreds med hende kunne han begærer skillesmisse, og i så fald var han enten mild og slog hende ihjel, eller også ville hun miste alt.. navn, værdighed, status, formue.. alting.
"Men jeg indordner mig, så lang tid jeg får lov til at vælge kvinden," tilføjede hun. Naturligvis ville hun sikre sig at denne kvinde ikke ville blive en reel trussel, og derved ikke var smukkere eller meget yngre end hun selv. Lionell skulle begærer hende og føle stolthed, så lang tid han gjorde det, var hendes liv sikret. Hun så på ham med et sigende blik. "Vi ved begge, at selv hvis jeg var villig, ville det stadig ikke være nok. Få det ikke til at lyde som om at din evige sult er min skyld alene," bad hun dæmpet. Tyngden i vandet gjorde det enkelt for ham at trække hende op i sit skød, så hun sad med et ben på hver side af ham. Hendes hænder faldt til hans bryst. Det følte næsten underligt at røre ved ham efter alt den tid.

[Lionell Marvalo]

Det var bestemt ikke meningen, at Lionell skulle kæmpe om sin hustrus opmærksomhed i sengen. Han fandt sig bestemt heler ikke i det! "Jeg har nemlig ikke tænkt mig, at skulle kæmpe for min egen hustrus opmærksomhed," pointerede han denne gang, også fordi at det var ord, som han mente. Det kunne nemlig ikke være rigtigt, at det var den slags, som man i det hele taget skulle kæmpe for. Hovedet lod han søge på sned. Hun gav sig, hvis hun fik sin vilje? Det derimod, var noget, som passede ham mere end fint, og det alene, lagde han heller ikke ligefrem skjul på.
"Så går vi jo en ganske fin aften i møde.. Find den, som du vil bringe med til soveværelset.. Så lover jeg dig en god aften," sagde han denne gang. Han førte hende op i hans skød, hvor begge arme gled om hende. Hun ville jo gerne. Han ville gerne.. Hvad var problemet egentlig?
Lionell førte ansigtet tættere på hendes. Intenst stirrede han i hendes øjne, inden han søgte til hendes øre. "Det er jo din skyld," hviskede han denne gang. Han lagde hånden mod hendes bagparti, hvor han skubbede hende tættere på ham. Kroppen reagerede allerede. Men okay.. nu havde han også gjort sig tanken om dette, siden de havde forladt kontoret. Han trak hænderne til sig og lagde dem mod hendes lår, som han klemte om. En hustru som ikke ville.. Hvor frustrerende var det ikke lige?

[Irina Lucille Marvalo]

Et kynisk smil spillede over hendes blodrøde læber over hans indrømmelse. I det mindste erkendte han at det var hende han ikke ønskede at dele, haan vidste det formentlig ikke, men for hende var det en kæmpe bekræftelse. "Det er en næsten romantisk tanke, kære, men jeg er bange for at du vil kæmpe om min opmærksomhed hvad enten det er kvinde eller mand," lovede hun og gav hans skulder et blidt, lidt fortrøstningsfuldt klap. En anden kvinde ville nok vide hvordan en kvinde skulle berøres, den slags havde Lionell aldrig besværet sig med at lære, selv på trods af hans imponerende aktivitet.
Irina lænede sig tilstrækkeligt ind mod ham til deres læber var kun millimeter fra hinanden, og hun kunne mærke hans varme ånde kilde hende. "Giv mig nu ikke flere løfter du ikke kan holde Lionell," bad hun dæmpet mod hans læber. Hele deres ægteskab var bygget på tomme løfter han engang havde givet hende, og løftet om en god aften, ville uden tvivl blive svært for ham at efterkomme.
Ej ville hun mene at det var hendes skyld, hun havde forsøgt men hun i sig selv ville aldrig være nok for ham. Hun spidsede utilfredst læberne over hans hvisken som kvalte en del af hendes lyst. Hans faste hænder tvang hende tæt på hans manddom. Naturligvis var han allerede klar, hun burde have vidst bedre end at stille for høje forventninger til ham. Han havde ikke tænkt sig at bevise andet for hende, han ville bare have sit stillet.. igen. Skuffelsen var stor. Så lang ventetid og intet i den anden ende, hun fortjente den bedste omgang nogensinde! Hun himlede med øjnene og hævede sig blot som tegn på at han kunne gøre sit.

[Lionell Marvalo]

Lionell havde ikke lyst til at dele sin hustru, og det erkendte han gerne. Hvilken mand af hans stand, ville da dele sin hustru, og særligt, når man vidste, at man havde den smukkeste i hele Dvasias? At hun så bare ikke ønskede at vide af ham, gjorde det heller ikke ligefrem bedre for hans vedkommende. Hovedet lod han derfra søge på sned. "Jeg ved hvordan en kvinde skal håndteres, kæreste. Det skal du ikke være bange for," kommenterede han denne gang.
Løfter havde hun fået mere end en gang før, og han vidste, at han havde været røvelendig til at leve op til det. Måske fordi at han havde været gravlagt i en anden kvindes skød, men der vidste han da, hvad han kunne forvente. En tanke, som han rent faktisk godt kunne lide. Hans hånd strøg over hendes lår, og med en intens mine. Hun vækkede det i ham.. Særligt så tæt, som de nu sad på hinanden. Han ønskede det stillet, noget så brændende, men han ville jo gerne have sin hustru med. De kunne engang.. Hun ødelagde jo også bare det hele!
Hovedet trak Lucian en smule tilbage til sig igen, så han denne gang, kunne skæve i hendes øjne. De mørke og hemmelighedsfulde.. Han kunne lide det. Han trak kort på smilebåndet. Den anden hånd søgte tilbage til hendes fyldige bryst. Han forsøgte.. Tålmodighed havde nu aldrig været hans stærke side, og det var det bestemt ikke når han sad der med en smuk kvinde. "Smuk.." hviskede han med en stemme tydeligt præget af en tilfredsstillelse. Hun var virkelig smuk. Han sænkede langsomt sit ansigt, hvor han plantede et kys mod hendes fyldige barm.

[Irina Lucille Marvalo]

Irina vidste at hun var en god hustru, hun gjorde frygtelig meget for ham og for deres familie, men når det kom til det intime og til hvor vidt hun var smuk som kvinde eller, så var hun ikke nær så arrogant som i alle andre henseender, trods hun forsøgte at være det ved at skubbe den fyldige barm op, så alle ville bemærke det. "Jeg er bange for at det ikke er min erfaring," fortalte hun ærligt. Han havde aldrig vist hende særlig meget, ikke siden ungdommen, siden hen var det som havde han mistet interessen for hende. Hver gang han gav et kompliment, skød hun det hen i egne tanker og undskyldte det med at han trods alt sagde det til flere kvinder i løbet af en dag, det gjorde det ikke nær så specielt.
Hendes varme hud sitrede under hans berøring af hendes følsomme lår. Trods hun hævede og gav ham mulighed, tog han den ikke, hvilket undrede hende. Efter så mange år, kendte hun hans signalet nok til at vide at han gerne ville have hende, hurtigst muligt. Som han trak sig, gjorde hun det samme og så ham dybt i øjnene. Når alt gik skidt, uanset hvor meget hun hadede ham, så fandt hun tryghed og vilje i hans blik, desuden kunne hun lide den måde at han så på hende på. Langsomt satte hun sig helt ned i hans skød igen, nu hvor han alligevel ikke tog chancen og forenede dem bare sådan. Den ene hånd hævede hun fra overfladen og lod vandet dryppe ned af hendes arm. Hun lagde en blid finger på hans kind og førte den lokkende langs hans kæbeparti. "Fortæl mig.. hvad der gør mig så anderledes fra dine horepiger," opfordrede hun dæmpet. Hans varme læber sendte en varm strøm gennem hende, hun kunne mærke den i sit skød. Den våde hånd forlod hans kind og lagde sig i stedet i hans nakke, for at holde ham der.

[Lionell Marvalo]

Et kort smil passerede Lionells læber. Nej, naturligvis var det ikke hendes erfaring, og det var kun fordi at hun afviste ham længe inden, han overhovedet ville få muligheden for at gøre noget ved det. "Siden vores bryllup.. Har du givet mig en mulighed for at vise det?" spurgte han denne gang, hvor han kort hævede blikket mod hende.
For en gangs skyld, var Lionell ædru. Deraf en grund til at han kunne trække den bare en smule længere, end hvad han plejede. Han ville vise hende, at han godt kunne. Overraske hende.. Og det så da også ud til at det var den effekt, som det havde på hende. Han kyssede hendes bryst, hvor hun selv nærmest trykkede ham ned mod det. Han vidste jo, at hun gerne ville! Selvom dette nærmest begravede ham mod hendes barm og halvvejs nede i vandet. Han prustede svagt, kun for at trække hovedet en anelse til sig. Han trykkede hende tæt ind mod sig, hvor han denne gang nærmest blev kvalt mod hendes nøgne og varme hud. Det var jo en fantastisk fornemmelse.
Hånden søgte op af hendes ryg, hvor han trykkede hende tæt. Han krummede denne gang mere i ryggen, så han lagde sig mere ned, og rev hende mere med op, så han ikke også skulle drukne i vand. Han smilede let for sig selv. Hans krop reagerede så voldsomt og så tydeligt. Han ville så gerne.. Men nu hvor han endelig havde hende. Og han ville nyde det.. Han havde helt klart tænkt sig, at udnytte det her!

[Irina Lucille Marvalo]

Det var sandt. Ej havde hun givet ham mange muligheder for at bevise sit værd, men af temmelig gode grunde. "Ikke mange. Jeg beklager at måtte fortælle dig det Lionell, men en mand der stinker af alkohol og en anden kvindes skød, bringer ikke ligefrem lysten op i mig," svarede hun ærligt. Det burde ikke komme en som overraskelse for ham. Hvis hun kom hjem og stank af en anden mand ville han blive rasende, ikke at det skræmte hende i sig selv, men det gjorde konsekvenserne af det.
Hans intense behandling af hendes bryst, fik hende til at slå nakken let tilbage, så det sorte hår blev dyppet i det varme vand. En lille del af hende nød at høre den halvkvalte vejrtrækning i desperation over at få lov til at kærtegne hende. Idet han trak hende lidt op for ikke længere at kvæles, løb vandet over hendes bryst som struttede glædeligt mod ham som reaktion på de kys han tildelte. Gav man noget, kom der altid noget godt tilbage, hvilket var en lektie Lionell ville have ganske godt af at lære.
Hvor hun dog nød når det blev farligt. Pludselig føltes det.. knap så væmmeligt at skulle røre ved ham, han gav hende ligefrem lyst til det. Hendes fingre kærtegnede blidt hans nakke, før hun lod dem begrave i hans pjuskede hår. Et sted under vandet lod hun den frie hånd stryge blidt ned af hans bryst til hun i stedet nåede hans følsomme maveskind. Her blev blidhed mere brutal, da hun lod sine lange negle, synke ned i hans skind. Nu måtte de se om dette var endnu et løfte han løb fra, eller om han faktisk kunne efterkomme det.

[Lionell Marvalo]

Lionell rystede opgivende på hovedet. Det var en dum og ond cirkel, de var endt i, uden at han kunne gøre noget ved det. "Så giv mig en grund til at søge til dit varme skød i vores fælles seng," sagde han denne gang. Ikke at det var nødvendigt at kigge op, for det så han slet ikke nogen grund til. Han ville det.. Og han forsøgte virkelig. Selvom det bare var så forbandet fristende, at hamre sig selv på plads, og give hende, hvad hele hans personlige udstyr, var i stand til at give.
Hun struttede.. Han vækkede det med andre ord også i hende. Og nu hvor de skulle til at prøve noget nyt, kunne det sagtens være, at det var med til at styrke det, som de engang havde haft sammen. Han ville jo gerne sin hustru, ellers ville han ikke stadig bære den ring på sin finger, som han i øjeblikket også måtte bære. Han lukkede øjnene let, hvor han lod sine læber og tunge kærtegne hendes bryst. Han nød det jo for pokker! Han skulle nok vise hende, at han vidste, hvordan man skulle tilfredsstille en kvinde. Han kendte til områderne.
Neglene som hun sank i hans maveskind, tvang ham til at trække maven sammen. Et dæmpet suk lød mod hendes bryst, inden han denne gang tvang hovedet til sig igen. Han hævede blikket mod hende. Han hævede hånden og lagde denne i hendes nakken. Her krævede han hendes læber i et fast og intenst kys. Han ville jo gerne hende, og kroppen skreg efter det! Men denne gang ville han vise, at han kunne holde sig i skindet. Bare lidt i hvert fald.

[Irina Lucille Marvalo]

Irina var overbevist om at uanset hvor meget hun forsøgte, så ville han ikke få større lyst eller grund til at komme til deres fælles seng, frem for at vælte sig i ligegyldige kvinder. Det håb var falmet for lang tid siden, men måske det trods alt var værd at gøre sig forsøget? Om ikke andet så for at undgå at han skulle bringe mere skam over hende end han allerede havde gjort, ved sine utallige sidespring, og hans uægte børn som hun havde været tvunget til at tage sig af. Jo mere hun tænkte på alt det hun skulle finde sig i fra hans side, des mere vred blev hun og den vrede kom til udtryk i hendes kærtegn som passion.
De kunne begge forsøde livet meget mere end de havde gjort, alt den had og afsky gjorde ikke livet nemmere at leve og de kunne trods alt ikke gøre særlig meget ved at de var bundet til hinanden, og det de kunne var ingen af dem villige til. Irina slap et nydende suk som følge af hans dygtige, varme tunge og læber. Hver nerveende responderede efter års hvile på hans kærtegn, det var derfor med stor modvillighed at hun lod ham trække sig. Hans faste hånd tvang hende tæt på ham, tvang hendes læber mod hans. Denne gang lod hun ham ikke blot passivt kysse ham, men besvarede det hårdt og krævende. Med hele kroppen trykkede hun ham mod karets kant og tvang læberne fri fra hans så hun i stedet kunne fortsætte over hans hals og videre over hans bryst. Pirrende nappede hun i hans hud. Des længere ned hun kom, des mere sank hånden fra hans nakke og ned over hans hals. Det var aldrig rigtigt gået op for hende hvor godt han smagte, og hvor godt han føltes under hendes følsomme læber der efterlod røde spor fra hendes læbestift på hans krop.

[Lionell Marvalo]

Det var svært for Lionell at kontrollere den brændende lyst, som konstant meldte sig ved ham. Han elskede at være omkring en kvinde, og nu hvor hans egen hustru ikke ville være det, så måtte han jo bare søge det ved andre. Dog måtte hun nok meget snart finde ud af, at han sagtens kunne tilfredsstille en kvinde, for han var da mere kendt med de områder, som han skulle ramme, end hvad de fleste andre mænd var. Noget godt, skulle der trods alt komme ud af alle de kvinder, som han havde været omkring, og særligt fordi, at de alle hver især, havde haft deres ting, at dele med ham. Man kunne vel sige, at han havde delt kvindernes mange hemmeligheder, og nu kunne han vise hende, hvad han havde fået ud af det, for det var faktisk også rigtig mange ting.
Irina lystede det.. Lionell lystede det. Hvorfor pokker kunne de så bare ikke få det til at fungere med hinanden? Det var jo næsten det, som irriterede ham mest lige nu. Øjnene lod han denne gang glide i, hvor han trykkede hende tæt ind mod sig. Så tæt hun var på hans nedre, så var det virkelig nervepirrende! Han duede slet ikke til at vente på den slags! Han trykkede hende tæt ind mod sig, hvor han selv grådigt og krævende, kyssede hende. Han rumsterede en smule under vandet, hvor han denne gang placerede sig ordentligt. Han rykkede til, hvad han nu kunne i vandet, for at forene dem. Nu rakte hans tålmodighed da godt nok heller ikke til mere. Han havde brug for det.. Han havde brug for at mærke sin hustru.

[Irina Lucille Marvalo]

Det var ikke nemt at være hustru til en mand som Lionell, trods man skulle tro at det havde sine fordele. Desværre rakte de fordele ikke længer end at han var et egoistisk svin der kun havde tålmodighed til at tænke på sig selv. Der var sket store sager i forhold til at han i det mindste havde kælet lidt for hende denne gang, men Irina selv var en krævende kvinde, der skulle faktisk meget til at tilfredsstille hende.
Lysten var der, begæret var der uden tvivl, hun havde lyst til at røre ham, længtes efter at blive berørt, desværre vidste hun nærmest på forhånd at det ikke ville blive indfriet, på et eller andet tidspunkt ville han miste tålmodigheden og så ville hun være tvunget til at lade som om, ligesom hun gjorde hver gang. Idet han igen krævede hendes læber, rettede hun sig op og lod ham fange dem.
Hun havde kunnet gøre dette i timer, men det var umuligt med ham. Somme tider savnede hun Matthew, se den mand havde sandelig været både udholden og tålmodig og vidst præcis hvordan en kvinde skulle behandles. Hun sukkede mod hans læber, han ville tro det var af nydelse men i virkeligheden var det mere i ærgrelse som hun kunne mærke at han rumstede lidt. Det hårde stød vidnede kun om hans mangel på tålmodighed, men da hun i dette tilfælde sad over ham, måtte det være hendes arbejde. Derfor startede hun et fast tempo, så vandet skvumpede omkring deres kroppe, hver gang hun hævede og sænkede sig over ham med små støn. I virkeligheden var hun ikke klar til ham, men hun havde prøvet værre, i det mindste kunne hun trøste sig med at hun denne gang var blevet pirret en smule... hvilket på sit vis næsten var mere frustrerende, velvidende om at hun ikke ville ende tilfreds.