Well Hello Darling!

[Irina Lucille Marvalo]

Lionell Marvalo

______________________________

Et par fnisende piger passerede den halvåbne dør til Irinas kontor mens de kommenterede en tilsyneladende skuffende manddom på en af deres tidligere kunder. Det var aften og der var godt gang i forretningen, inde fra sit kontor kunne hun høre violinistens rolige musik og den summende snak fra både kunder og ansatte. Marvalo Bordel havde vist sig at være en synkende skude, desværre for det var et ganske godt koncept hendes barnebarn i sin tid havde startet, desværre havde hun aldrig nået at møde manden. Lionell havde bedt hende om at fører sin forretning her, og således gjorde hun. 
I øjeblikket forsøgte hun dog at abstrahere fra både musikken og snakken. På bordet foran hende, lå store stakker af guld og sølvmønter som hun netop havde talt, for at gøre regnskabet op. Der var overskud, det var blevet en ganske givende forretning, lige til Marvalo familieformuen. Irina skubbede den ned i en sænk og lagde et magisk bånd om den som lukning, således at den ikke kunne åbnes af hvem som helst. Derefter lagde hun den tilbage i et skjult pegeskab bagved en bogreol som hun selv havde skabt. Med et lille sving fra hendes hånd, gled låsene i med en tung metallisk lyd, og skabet gled tilbage i sit skjul. 
Trods dette var et horehus, var hun ganske nydeligt og sobert klædt i forhold til de andre piger. Hendes mørke hår var som altid bundet op i en elegant frisurer så hendes slanke hals var blottet. Den mørke kjole glitrede i det svage lys. Den sad tæt omkring hendes talje og fremhævede hendes fyldige barm. Nok var hun ikke ansat på stedet her, men det handlede jo om at sælge. Med et svagt suk forlod hun kontoret og gik ned i opholdsstuen hvor et par unge piger sad og lagde op til mænd der var langt ældre end dem selv. Det var afskyeligt men hverdag her, og Irina følte ingen medlidenhed for lige netop det havde hun været tvunget til i alt for mange år igennem sit ægteskab. 

[Lionell Marvalo]

Intense lyde, lød nede af korridoren, på et af de små værelser, som de ansatte havde fået stillet til rådighed. Selvfølgelig kunne Lionell ikke dy sig, nu hvor han faktisk også havde muligheden for at komme helt tæt på en af de smukke kvinder, som var med til at opretholde Marvalos velstand og levestandard. Han var jo nødt til at tjekke dem ud fra tid til anden!
Lionell gjorde sig færdig, og takkede den ellers meget unge kvinde for hendes selskab for aftenen. Tøjet fik han rettet på, også selvom håret stod ud til alle sider, som det altid havde gjort. Afmålt betragtede han kvinden, som han tydeligt havde formået at køre træt i sengen. "Udmærket.. Hold dig selv i bedre form. Så kan jeg love dig for, at du vil få det mere ud af det." Et kækt glimt meldte sig i hans øjne, inden han fiskede en smøg op af lommen og satte den i mundvigen. ".. Sir.. Det er ikke tilladt he.." Hun tav, da han kiggede på hende. Blikket sagde nok det hele. En sejrssmøg.. Og det var uden tvivl også dumt, at forhindre ham i at få den! Han forlod derfra roligt værelset, og lukkede døren efter sig. Skjorten selv, var knappet forkert, men hvad fanden. Han havde nydt det, og det var jo det vigtigste!
Nu var det på tide, at søge til hans 'elskede' hustru. Det var ikke nogen hemmelighed, at de ikke kunne fordrage synet af hinanden. Med en nynnen over læberne, som en storslået tilfreds mand, søgte han direkte til kontorene. Han bankede kort mod dørkarmen, inden han skubbede døren helt op. "Den kære Irina," hilste han denne gang. Han var intet andet end en storslået tilfreds mand. Hun havde uden tvivl gjort ham stolt med den sans for forretning, som kun var til gavn for familien.

[Irina Lucille Marvalo]

Kort skimmede Irina sine omgivelser og konstaterede hurtigt at alt var okay. Der var ingen nye kunder, alt udstrålede ro og orden, trods det var en intens og lidt lummer stemning. "Butus, vær venlig at holde øje med om der skulle komme nye kunder, betjen dem. Louisa holder fri for aftenen og er derfor ikke ledig hvis nogen skulle spørge," hun pegede på en ung mand der nikkede som tegn til at han havde fået hendes besked. Derefter drejede hun atter om på hælen og søgte mod sin kontor, uden at vide hvilke grusomheder hun skulle ende med at finde. Døren stod på klem. Hun skubbede den op med en lille magisk trykbølge og gik ind. Så snart hun havde overtrådt tærsklen, smækkede døren atter bag hende.
Dog stoppede hun hurtigt op og stirede på den alt for velkendte mand. "Lionell.." hun sukkede tungt. Naturligvis dukkede han op, alting havde ellers lige været så godt og fredeligt. Kontoret stank af røg, og det tog hende ikke mange sekunder at bemærke hans forkert knappede skjorte. "Du kunne ikke dy dig for at smage på varende, huh?" vrissede hun og gik hen foran ham. Som den perfektionist hun nu engang var, åbnede hun knapperne uden at bede om tilladelse for at lukke dem korrekt. "Du ser herrens ud," bemærkede hun lidt spidst. Hans mange udskejelser havde tendens til at plette hendes ry og rygte som hustru, og det var en fornærmelse mod hende og alt det hun havde gjort for ham og deres familie gennem tiden. Jo mere hun tænkte på det, des mere arrig blev hun hvilket også ret tydeligt viste sig i den brutalitet hun ordnede hans skjorte med.

[Lionell Marvalo]

Lionell var ikke just kendt for sin skarpe hjerne, selvom han bestemt ikke var dum af den grund. Det var bare en opfattelse, som folk havde af ham. Kontoret henlå nu i stilhed. Irina var der nok et sted, så han blev enig med sig selv om, at skulle sidde og vente på hende, for hun måtte da dukke op før eller siden. Smøgen lagde han i mundvigen. Folk vidste jo godt, hvad den betød. For han røg kun på et tidspunkt: Når han havde fået, og når han var tilfreds med resultatet.
Endelig gik døren op. Langsomt vendte han blikket mod hende. Smuk og indbydende.. Dog forbandet irriterende. "Der var du jo," kommenterede han, som han havde ventet på hende i en evighed. Sandheden var jo bare, at han var ankommet ganske kort før hun selv havde meldt sin ankomst. Han måtte modstå fristelsen til at himle med øjnene, da hun trådte op foran ham. Han så herrens ud? Nårh ja.. den var knappet forkert. "Silly me," kommenterede han blot, som han vendte blikket mod hende. Smøgen fjernede han fra sin mundvig, og lod den hvile mellem hans fingre i stedet for. "Stedet her, danner grundlag for familiens formue, Irina. Jeg er jo nødt til at sikre mig, at det lever op til det, ikke? Kvinden nederst i korridoren, ikke? Ganske udmærket.. lidt sløv i det, men fin. Hun skal i form," kommenterede han blot. Det var lang tid siden han havde sendt hende til byen, og siden han ikke havde fået nogen besked, havde han selv lagt turen forbi efterfølgende. Han greb omkring hendes ene håndled. "Fortæl mig, kæreste.. Er der samling på alt?" spurgte han denne gang.

[Irina Lucille Marvalo]

Efter alle de år fanget med denne djævel, så var Irina velkendt med hvad den cigaret betød. Hun vidste at han igen havde ligget i en andens kvindes arme, og tilfredsstillet hende som han aldrig have formået at tilfredstille sin egen hustru. Det gjorde hende vred men hun skjule det bag en foragt i stedet for. "Fjols," mumlede hun og rystede lidt på hovedet. Der gik ikke én dag hvor hun ikke forbandt sig selv for at være endt i dette ægteskab, også selvom det også havde medbragt alle goderne. Hver gang hun så på ham, blev hun mindet om hvor elendigt et liv hun var blevet skænket.
"Det er jeg sikker på at du kan hjælpe hende med," kommenterede hun og fik knappet den sidste knap så skjorten igen sad rigtigt. Hun havde for længst opgivet at skjule sit afsky og had overfor ham, på sit vis passede det hende glimrende at han gik til andre kvinder, så hun ikke skulle ydmyge sig selv og sin egen værdighed, ved at sprede benene for ham. "Desuden kan jeg forsikre dig om at hun er yderst udholden, er det faldet dig ind at hun lod som om, for at slippe af med dig? Min personlige erfaring er at det virker," tilføjede hun og så op på ham med et lidt sigende blik. Åh jo hun havde selv ladet som om så mange, bare for at slippe for hans vamle, egoistiske hænder. Jo ældre han var blevet des, værre var det også blevet, ungdommen havde været en ganske anden sag.
Bestemt trak hun håndleddet til sig og rettede sig op, med hendes sorte øjne hvilende i hans. "Naturligvis. Det er jo under min ledelse ikke sandt?" spurgte hun retorisk.

[Lionell Marvalo]

Lionell var en forbandet egoistisk mand, og det havde han alle dage været. Det i sig selv var jo bare en typisk ting for en Marvalo, og drengene særligt. Kimeya havde det jo trods alt heller ikke fra fremmede, kunne man sige. "Og alligevel kigger du stadig på mig," kommenterede han let. Han var måske ikke så flot, som han engang havde været, men derimod, vidste han godt, at han ikke var nogen grim mand. Mange kiggede stadig efter ham. Om det var på grund af navn eller udseende, det kunne han være ligeglad med.
Denne gang himlede Lionell med øjnene. Hvis det forholdt sig således, var det jo ikke ligefrem nogen kvinde, som de kunne bruge her på stedet! "I det tilfælde, vil jeg råde dig til at føre hende bort. Hvis hun ikke kan yde bedre, kan hun ikke bruges," afviste han med en kortfattet stemme. Igen.. ren forretning. Kun det bedste var godt nok, også i hans øjne. Han satte igen smøgen i mundvigen, inden han pustede røgen ud. Ligeglad med, at han gjorde hele lokalet røgfyldt. Det gjorde nemlig ingen forskel. "Fordi du ikke kan klare mosten på soveværelset," tilføjede han denne gang. Desuden lystede hun ikke.. Det ødelagde lidt hans motivation, og så søgte han hellere det andre steder. Han trak kort på smilebåndet. Han strøg hendes kind ganske kort. "Imponerende.. Hvordan ser det ud med Kimeya? Lestat? Jeg hørte jo aldrig noget fra dig." Igen fandt smøgen vejen til hans mundvig, inden han foldede hænderne over ryggen, og trådte ordentlig ind på kontoret. Her var fint.. ryddeligt. Han kunne lide det.

[Irina Lucille Marvalo]

Egoismen havde gået igennem generationer, hun havde den selv men slet ikke i samme grad som de kære mænd. Det var kun vigtigt for hende at familien ikke blev sat i farer, og dette gjaldt både hun selv, Kimeya, Lestat og Cressida. Lestat havde hun ikke hørt fra i mange år, måske hun burde finde ham når tiden var ret. "Jeg har desværre ikke noget andet valg," svarede hun og trak sig lidt tilbage. Den smukke ring som engang var blevet skænket hende, sad stadig på hendes finger. Godt nok var hun overbevist om at det var Lionells moder der i sin tid havde udvalgt den, men det var jo kun en teori, skabt ud fra hvor lidt han altid havde bekymret sig omkring hende.
"Kære Lionell, hun kan skam præstere meget bedre, med den rette mand," hendes blodrøde læber skiltes i et frydefuldt smil. Efterhånden kunne man end ikke se på hende, at hun var træt af sin mands sidespring. Det fornærmede hende lige meget hver gang, for lysten brændte hun oftest inde med, det var farligt for hende at stille den andetsteds og hans manglende interesse for hende også på soveværelset, var blevet til direkte afsky når han endelig gjorde det, hvilket var når han var akut trængende og det var eneste mulighed. "Med alt forlov kære.. jeg kan sagtens klare mosten, men jeg væmmes ved synet af dig, som jeg altid har gjort," hun passerede ham og satte sig bag skrivebordet for at komme lidt væk fra røgen. Et sted under kjolen lagde hun det ene ben over det andet og hævede blikket til ham. "Lestat ved jeg intet om. Kimeya derimod klare sig ganske godt. Han har slået Malisha tilbage i jorden og indtaget sin plads som retmæssig leder, og han er atter at finde ved Blair Marvalos side," fortalte hun med en snert af stolthed. "Og Cressida har det ligeså ganske glimrende, tak fordi du spørger," hun så væk. Det var trods alt deres eneste fælles.

[Lionell Marvalo]

I sin tid, havde Lionells forældre muligvis udvalgt hende særligt til ham, men resten havde faktisk været Lionells eget bord. Dog af den grund, havde han aldrig været den romantiske type, og det ville han nok aldrig nogensinde blive. Ringen bar hun, som han gjorde det samme.. De havde haft deres bryllup, og hvad der nu hørte til det, og nu stod de jo så her.. De hadede vel hinanden? Og ikke havde han tænkt sig, at gøre sig nogen tanker om nogen skilsmisse. Han var vel afhængig af hende på den front? "Stakkels dig, hva'?" pointerede han tydeligt tilfredst. Han kunne ikke sige noget til det. Han nød det jo for pokker.
"Så må jeg begynde betaling for ydelsen, og se om jeg finder den brugbar," sagde han denne gang direkte, velvidende om, at han stod overfor hans hustru, som han jo egentlig havde lovet at være tro. Langsomt søgte hans blik også hendes skikkelse igen. "Du sårer mit hjerte, Irina.. Husk på, i hvis seng du skal sove i aften, ikke?" Han tog det ikke særlig tungt. Det var nu sådan, at det alle dage, havde været mellem dem. Han trak kort på smilebåndet. Lestat havde han ingen anelse om hvad foretog sig. Måske han selv skulle lægge turen forbi, nu hvor han var hjemme igen? Hans hænder forblev foldet over ryggen. "Jeg må kigge forbi knægten, og samtidig rose Kimeya. Det er på tide, at han indtager den plads, som jeg i sin tid, efterlod til ham," sagde han blot. Hans hoved søgte på sned. Cressida? Deres datter? "Glimrende. Jeg har ikke set noget til hende i mange år.. Hvor er hun henne i verden?" spurgte han denne gang. Han hævede hånden til sine læber, hvor han tog smøgen. Han skodede den ned i et stykke papir på bordet, inden han denne gang vendte sig helt mod hendes skikkelse igen.

[Irina Lucille Marvalo]

Man kunne undre sig over hvor længe de havde udholdt hinanden taget i betragtning, at ingen af dem kunne døje synet af den anden. Alligevel havde Irina aldrig for alvor overvejet at skille sig af med ham, for hende var skillesmisse ikke en mulighed, der var kun mord, og hun havde skam alle mulighederne, men havde dog ikke gjort brug af nogle af dem. "Lige når det kommer til dig, har skæbnen ikke vist mig nogen nåde," konstaterede hun og tog sig til panden. Hendes blik gled lidt op og ned af hans skikkelse. Han var en pæn mand, særligt når han faktisk var ædru som nu, og der havde været øjeblikke hvor hun havde følt bekymring for ham, men det var efterhånden mange år siden. "Betale dig fra tilfredsstillelse? Er din værdighed virkelig så lav?" spurgte hun med en undertone af foragt. I årevis havde hun brændt inde med en lyst der ikke blev stillet, men aldrig var hun sunket så lavt som at betale sig fra det.
Hun fnøs koldt. "Vi ved begge at du falder over en hore på vejen hvis seng du ender i for natten, Lionell, jeg er ikke bekymret," svarede hun igen. Det var blevet hverdag, altid at se ham med yngre kvinder, mere villige kvinder end hun selv var, og det var med årene blevet okay. Generelt følte hun ikke meget længere. "Rose Kimeya? Åh nej kære. Da jeg ankom hertil havde han affundet sig med sin lave sociale status, og delte seng og hjem med en sølle varyl. Nej tak Blair, det var hende som ledte ham på rette vej eller nærmere.. tak mig eftersom jeg vækkede hende," hun så op på ham og hævede panden lidt sigende. Aldrig havde han haft særlig stor interesse i den datter hun havde skænket ham, men de havde hende trods alt stadig. "Det er klart eftersom det delvist var dig hun flygtede fra. Hun befinder sig i øjeblikket her i Marvalo City," fortalte hun og foldede hænderne i sit skød. Der havde aldrig været meget forretning mellem dem og ganske lidt kærlighed, hvis man kunne kalde det, det.

[Lionell Marvalo]

Selv efter alle de år, bar de stadig ringene, da han ikke havde søgt til skilsmissen, og han havde endnu det bankende hjerte, da hun ikke havde endt hans liv. Og han vidste, at hun havde alverdens muligheder for at gøre det, men derimod aldrig havde gjort det. Det passede ham faktisk mere end fint. Hun kunne hade ham lige så tosset, som hun ville, og det ville ikke gøre nogen forskel. hun var og blev en kvinde, som han agtet at holde ved sig.. bundet af en ring, løfter og et ægteskab, som han vidste, at hun hadede mere end noget andet. "Du kunne være endt langt værre steder," pointerede han denne gang.
Lionell lod armene søge over kors. Familien skulle holdes samlet. Den havde igennem alt for mange år, været spredt for vilde vinde. "Nu skal du ikke give dig selv for meget credit.. Kimeya ligner vel bare sin kære gamle far." Smilet bredte sig på hans læber, hvor smilehullerne alligevel måtte vise sig i hans kinder. Selv på trods af hans alder, var han kun blevet en anelse mere rynket. Han var endnu en flot mand. Og det værste var, at han jo vidste det.
"Hvis der skal penge til, som motivation, må jeg jo se hvad hun dur til. Jeg vil ikke have, at rygterne om et middelmådigt bordel skal sprede sig. Marvalo er kendt for værende bedre," fastholdt han. En hore undervejs? Det var måske på tide, at han lagde turen forbi, og fandt en passende for natten? Irina ville uanset ikke vende hjem til sengen i nat. Han kendte hende jo.
Langsomt trådte han hen mod hende. Cressida var flygtet fra ham? Hun kunne bare ikke klare mosten. Det var jo ikke ligefrem hans problem. Det måtte være hendes svage gener, som skinnede igennem der. Hans hånd lukkede sig denne gang omkring hendes hage. "Det du bragte mig, var svagt, Irina. End ikke mine drenge, har fundet det nødsagende at flygte fra mig," sagde han denne gang. Det var svagt.. og svaghed tolerede han slet ikke!

[Irina Lucille Marvalo]

Desværre havde han ret. Det kunne være endt meget værre for dem begge to. Nok var der ingen kørlighed at finde, kun en hvis gensidig afhængighed men det var også det. Dette ægteskab havde tilladt hende at være i langt større kontrol over sit liv end hun havde været før det, så set på den måde, burde hun være ganske tilfreds, hvilket hun også var når Lionell ikke var omkring vel og mærke. "Desværre har du ret. Jeg kunne være endt op med en intelligent mand, det ville have været langt farligere," kommenterede hun og himlede med øjnene. Lionell kunne hun til en vis grad styre, og det gjorde sagen en helt anden, det havde været mere problematisk hvis han havde været en mand som havde taget kontrol over hende.
"Det er jeg bange for ja. Han er en ligeså stor kujon i hvert fald og dog.. i det øjeblik han så Blair var han i hendes hule hånd. Det lader til at I begge bukker under for de stærke kvinder," sagde hun og trak kort på smilebåndet, trods det hurtigt falmede igen. Hendes lange negle lod hun tromme hen over armlænene, uden at fjerne blikket fra ham. Smilet klædte ham. Engang havde hun ladet sig fascinerer af det, men det var ikke ligefrem hende som formåede at bringe det over hans læber. Hun kneb øjnene fast sammen og sendte ham et lidt dræbende blik. "Jeg har styr på denne forretning tak! Og spar mig venligst for detaljerne, jeg er ligeglad med hvor mange du hore rundt med, men vis mig i det mindste den respekt ikke at tale højt om det!" vrissede hun og fulgte ham med blikket som han kom mod hende og greb om hendes hage, så hendes blik blev fæstnet til hans. Hun rejste sig roligt, så hendes lange skygge blev kastet på gulvet, og de næsten var i øjenhøjde. Han var trods alt lidt højere end hende. "Ikke? Så hvorfor er det du ikke har hørt fra Lestat i årevis? Og hvorfor mon Kimeya ikke har delt nogle detaljer omkring sit liv?! Det er ikke mig der er svag Lionell, både du og jeg ved at jeg er den eneste kræft der holder denne familie samlet, så vis noget respekt og fjern din vamle hånd fra mig!" udbrød hun ikke direkte vredt men meget bestemt.

[Lionell Marvalo]

Lionell havde faktisk forsøgt! At han så kun havde formået at holde sig på måtten for en uge.. måske to. Det var jo ikke ligefrem noget, som han kunne gøre noget ved. Et sted gemt bag det hele, var der en meget intelligent mand. Han havde selv slået sin fader ihjel og set sin moder falde til hundene, og taget over familieforretningerne, som han havde været med til at gøre til dem, som de var i dag - ville han da forsøge at bilde sig selv ind. "Du undervurderer mig, kære Irina," sagde han blot. En sner af advarsel, var i hans undertone. Han fandt sig ikke i det!
Det var meget muligt, at mændene i Marvalo faldt for de stærke kvinder. Irina var stærk, og det samme var Blair. Ingen tvivl om, at det var det bedste for hans kære dreng. "Hvorfor nøjes, hvis man kan få det bedste? Jeg går ud fra, at selv det er en ideologi, som er nået Kimeya," sagde han blot. Han stillede sig denne gang foran hende.. stinkende af røg, som selv steg op fra de papirer, som han havde stumpet smøgen mod. Hans hånd lukkede sig kraftigt omkring hendes kæbe. "Er du da jaloux, kære Irina? Du ved hvad jeg kan præstere i sengen? Er det fordi du er ved at mangle det?" spurgte han denne gang. Tanken måtte han rent faktisk finde morende. Han strammede grebet endnu en gang, inden han atter valgte at slippe hende igen. Hovedet lod han søge på sned, hvor han lod hånden falde ved siden af ham. "Jeg skal nok tage mi af knægtene. Tag dig ikke af det. Lestat skal jeg nok finde.. Du har gjort det godt, kære Irina." Han lænede sig frem, hvor han provokerende plantede et kys mod hendes pande.

[Irina Lucille Marvalo]

Nogle burde næsten give hende en medalje for den tålmodighed hun havde udvist når det kom til Lionell, og for de ting hun havde fundet sig i, hans mange kvinder, hans druk og manglende respekt for hende og for deres fælles datter, som ikke var meget værd i forhold til drengene, det var om ikke andet hendes syn af det. "Så dum er jeg ikke. Jeg ved der gemmer sig noget bag, desværre drukner du det i alkohol og fugtige skød," sagde hun lidt spidst. Han var forbandet irriterende, og her havde ellers været så dejligt. Det havde været en udsøgt lettelse da han havde sendt hende hertil for at varetage forretningen, men intet varede evigt tilsyneladende. Irina lagde en hånd på skrivebordet og betragtede den lidt som en undskyldning for ikke at se på ham. "Det tager jeg som et kompliment, for jeg går stærkt ud fra at du ikke selv mener at du nøjes," konkluderede hun lidt ligegyldigt. Lioenll havde fået langt bedre end fortjent i hende, mens hun.. ja hun måtte i den grad nøjes.
Stanken af røg fik hende til at vrænge på næsen. Han stank virkelig af et bordel men ikke et af de finere som dette. Ej ville hun lade sig ydmyge af hans ord, så hun tog et skridt i hans retning, så de stod helt tætte og så meget intenst op i hans blik. "Hvad jeg længtes efter.. er en mand der ved hvordan han skal tilfredsstille en kvinde, en mand som med én sølle berøring kan skabe fugt mellem mine ben, men jeg er desværre i den uheldige situation at jeg er bundet til en mand som ikke formår det," hviskede hun intenst. Idet han fjernede sin hånd bakkede hun et skridt væk og modstod fristelsen til at slå ham over det næsten kærlige kys på hendes pande. Denne gang gjorde hun dog intet, man måtte vælge sine kampe med omhu. "Kimeya tager jeg mig af. Han er i min hule hånd. Tag dig af Lestat," bad hun blot.

[Lionell Marvalo]

Lionell var ikke dum. Han var bare ikke manden, som viste det. Hvorfor skulle han bruge sine værdifulde hjerneceller, når han nu havde en kvinde, til at gøre det samme for ham? Han var glad for flaske, smøgen og det kvindelige skød. Det havde han været, fra han ikke havde været særlig gammel. "Der er ikke rigtigt andet at vende fokus mod, snuske. Selv den fyldige barm for mit blik, får jeg jo ikke engang lov til at komme i nærheden af." En skam.. Stod det til ham, så gik hun dagligt rundt i ingenting. Hun var jo et gudeskønt syn for det blotte øje.
Selv Lionell, vidste hvilke knapper, han skulle trykke på, og ikke havde han nogen kvaler ved at gøre det. At hore rundt, havde han gjort altid. Han havde forsøgt at holde sig på måtten, men det havde bare ikke fungeret for ham. Ikke mere end en uge eller to. "Vi bærer begge en ring på fingeren, gør vi ikke?" spurgte han blot. Kysset tildelte han denne gang hendes pande, hvor smilet tydeligt bredte sig på hans læber. Han sænkede langsomt blikket mod hende. Kimeya var bange for hende.. mange var, men han var bestemt ikke en af dem, og det ville han nok aldrig blive. "Du vækker det i mig, kæreste.. Jeg ved, der er et ledigt lokale længere nede af korridoren. Jeg kunne stadig vise dig, hvad jeg dur til," pointerede han denne gang. Lestat skulle han nok opsøge.. Men for nu, var det hans kære hustru, som havde hans fokus. "En dag til eller fra, gør ingen forskel. Er det på tide, at lægge en hånd på min kære hustru?" Den ene arm gled let omkring hende, hvor han lod den glide let over hendes bagparti.

[Irina Lucille Marvalo]

Evigt og altid skulle Irina redde hans nøgne ende, fordi han ikke kunne finde ud af at holde den i bukserne. Så klog en mand, og så nem at manipulere med så lang tid man var kvinde, det var en skam. Han havde alt det potentiale der skulle til for at vække hendes interesse. Hun lade hovedet på sned og forsøgte at skjule et lidt tilfreds smil. Naturligvis blev hendes barm bemærket, det var den samme hver gang. "Kom ej at påstå at du ikke forstår hvorfor. Jeg har trods alt værdighed," svarede hun med et lille nik. Somme tider når han havde lagt op til hende, havde hun ladet ham ordne sit, det var heldigvis hurtigt overstået. Nu var hun alligevel blevet for gammel til at føde ham flere børn, og han foretrak dem tilsyneladende også yngre alligevel. "Det gør vi beklageligvis," istemte hun og lod blikket falde for at iagttage sin smukke ring. Mange kvinder misundte hende den, men for hende var den somme tider tung at bærer. Hele ansvaret alene på hendes skuldre, og uden de fordele der normaltvis fulgte med en mand.
I takt med at hans blik langsomt sænkedes, hævedes hende med samme tempo til de til sidst mødte hinanden. Igen trådte hun frem og tog et fast greb omkring hans skjorte for at trække ham ned mod sig. "Det tilbud ville være yderst fristende hvis enhver anden havde budt det, nej tak," hviskede hun drillende i hans ører og trak sig lidt tilbage, men kun så meget som hun kunne for den arm han havde sneget omkring hende. Ligeså meget som hun væmmedes ved følelsen, ligeså forræderisk slog hendes hjerte hurtigere. "Jeg vil ikke søle i resterne af din sidste hore Lionell. Beklager kære, men det virker bare ikke for mig," provokerende lænede hun sig frem og kyssede hans mundvige, inden hun tvang sig ud af hans greb. Han skulle ikke lægge hånd på hende!