Well Hello Darling!

[Lionell Marvalo]

Lionell vidste godt, at han havde Irina i ryggen, og at hun havde reddet hans ende rigtig mange gange, og sikkert stadig gjorde det, når han ikke selv lagde mærke til det. Nu stod han foran hende.. den slanke talje.. Den fyldige barn og den perfekte ende. Kunne han da være mere heldig? Nok næppe.. Kun hvis hun ville lade ham nyde det fra tid til anden. "Værdigheden løber i familien, kan jeg fornemme." Han smilede kort for sig selv. Hans lå måske et andet sted, men en vis form for værdighed, havde han skam. Og selv nu hvor han stod tæt på hende, kunen han jo heller ikke lade være med, at fokusere på den smukke barm foran ham.
Ringen bar de, og dette havde Lionell tænkt sig, at gøre frem til den dag, han for alvor skulle lægges i graven. Armen lod han denne gang søge om hende, selv da hun rev ham helt tæt på. Hun afviste ham. Det i sig selv, var jo ikke just nogen nyhed, men derimod en gammel dagsorden. Han lod hovedet søge på sned. Hans greb låste han denne gang mere om hende, hvor han denne gang trykkede hende tæt ind mod sig. "Du vil jo gerne, så hvorfor ikke bare give efter? Du ved hvad jeg kan," hviskede han denne gang. De kunne skændes som hund og kat, hvilket jo faktisk var en ting, som de var fantastiske gode til begge to. Eller.. det var nok snarere hende, som var det. Han hævede hånden, som denne gang låste sig mere omkring hendes kæbe, hvor han krævede hendes læber mod sine i et kys. Hun var hans kone.. Hun kunne ikke nægte ham den ret!

[Irina Lucille Marvalo]

Om man kunne lide det eller ej, så var de familie, det var meningen at de skulle have hinandens rygge, sørge for at de altid var stærke, finde de bedste sider frem i hinanden, det var ikke ligefrem tilfældet med hende og Lionell kunne man sige, de havde tendens til at finde det værste frem i hinanden. Alderen satte sine spor, men Irina vidste at hun endnu var en smuk kvinde, der altid havde appelleret til Lionell, og hun nød at få opmærksomhed for det, selv fra sin mand. "Virkelig? Det er tilsyneladende ikke dig jeg har den fra," konstaterede hun og hævede et slankt øjenbryn.
Hans faste greb om hendes slanke talje, hindrede hende i at trække sig. Rent anatomisk var han langt stærkere end hende, så hun blev trykket direkte ind til hans krop frem for at rive sig fri af hans favn. Ryggen svajede hun let for som minimum at skabe nok afstand til at kunne lade sine mørke øjne gennemborer hans. En lille del af hende ønskede virkelig at få indfriet den lyst som havde bygget sig op, desværre vidste hun af erfaring at Lionell var for egoistisk til dette. "Du er allerede blevet tilfredsstillet i aften, er dette virkelig nødvendigt?" spurgte hun med et lidt dramatisk suk. I sidste ende havde hun afgivet et løfte og der fulgte pligter med et ægteskab. Hans bestemte fingre fangede hendes kæbe, trykkede ubehageligt mod hendes kinder, og tvang hendes læber mod hans. De samme beskidte læber som kort forinden havde kysset en sølle prostitueret, han havde ingen anelse om hvor ydmygende det var. Hendes hånd strøg langsomt op over hans bryst og skuldre og om i hans nakke hvor hun greb fat om det pjuskede hår for at rive hans nakke tilbage så hun kunne trække sig. "Vil du i det mindste være så venlig at tage et bad først?" bad hun. Lige der var hun sart. [/font][/font]

[Lionell Marvalo]

Man kunne bestemt ikke påstå, at de fandt det bedste frem i hinanden, men derimod det modsatte. Han selv nød nu lidt de kampe og stride, som de førte engang imellem, men det ændrede da ikke på, at han også ønskede at nyde hendes skød. Når han fik lov til det, om ikke andet. Værdigheden havde hun måske bragt ind i familien. .Forventningerne til medlemmerne havde nu altid været til stede. "Så hård en kvinde.. Det tænder mig, smukke," sagde han denne gang. Det var vel heller ikke underligt? Hun vækkede det da virkelig i ham, og særligt, når hun nægtede ham adgang på den måde.
Grebet strammede Lionell derfor omkring hende, for at holde hende tæt ind mod sig. Han var stillet en gang i aften.. Men det var jo ikke tilfredst nok. "Hun var ikke dygtig nok. Stod det stadig til mig, blev hun smidt ud," kommenterede han. Han var en hård mand, hvad den slags angik, og der var dette heller ikke ligefrem noget undtag. Han tvang hende i kysset.. mærkede hende tæt på, også selvom hun lige så hurtigt afviste ham igen. Et bad? Han lod hovedet søge på sned. "Gå med mig," opfordrede han denne gang. Velvidende om, hvor meget hun ville hade det, men det var da en fantastisk mulighed for ham, til at se hende i ingenting. Han derimod ville elske det. Særligt fordi, at den chance alligevel bød sig så forbandet sjældent for ham. "Jeg vil da nyde det," tilføjede han denne gang, inden han atter skænkede hendes læber et kys. En kvinde i sengen.. og sågar hans hustru. Altså, kunne det blive bedre?

[Irina Lucille Marvalo]

De evige stridigheder var med til at holde lidt liv i tingene. Deres had og afsky til hinanden, eller nok nærmere hendes til ham, fyldte meget, men der var øjeblikke mellem disse stridigheder hvor der opstod noget uforklarligt og Irina havde brugt frygtelig mange år på at skyde det i baggrunden. Hun himlede med øjnene. "Vor herre til hest, enhver kvinde kan tænde dig med hvad som helst," pointerede hun og tog det af samme grund ikke som det kompliment enhver anden kvinde nok ville have taget det som. Hvilken kvinde ønskede ikke at vide at hendes mand længtes efter hende? "Og så tror du virkelig at jeg vil finde mig i at være din trøstebamse?" spurgte hun tydeligt fornærmet. Han var ikke blevet tilfreds nok ved den kvinde, så kunne hun få lov til at tage de sørgelige rester.
Hans nakke tvang hun bagud, så hun netop kunne skille deres læber blot millimeter fra hinanden, så tæt som han holdt hende på sig. Det var hele tiden i baghovedet at han var desperat når han lagde op til hende, for ellers ville hun nok have nydt godt af at han var så insisterende. "Fint jeg går med dig," ej havde hun noget at skjule og hellere det end at skulle røre ved de spor en sølle prostitueret havde efterladt på ham ham. Igen mærkede hun hans varme læber, og kunne ikke undgå at nyde følelsen trods hun kun gengældte det flygtigt selv, for ikke at give ham for mange gode idéer. "Så skal vi?" spurgte hun lidt i håb om at han ville slippe hende. Nedenunder havde de et stort, ret luksuriøst kar, det kunne de bruge.

[Lionell Marvalo]

Det var nok mere hendes had til ham end omvendt, men hvad fanden. Efterhånden kunne man sige, at Lionell var vant til det, og at det var en del af ham, og deres tilværelse med hinanden. "Men de færreste har stillet det," pointerede han denne gang. Han måtte ganske vidst erkende, at hun med årene, var gået hen og blevet temmelig kedelig, men hvad var der at gøre ved det nu? Hun gad vel ikke rigtigt? Derfor måtte han jo også søge til de unge mennesker. De var jo heller ikke ligefrem bange for at eksperimentere med noget.
Lionell kunne ikke lade være med at prikke lidt til hende, kun fordi, at han vidste, at han kunne tillade sig det. Det var næsten det bedste af det hele. "Nej. Jeg forestiller mig, at du skal give mig en omgang, som du gjorde på vores bryllupsnat," hviskede han denne gang intenst tæt ved hendes øre. Om han ville elske at hun gjorde det? Mon ikke!
At hun rent faktisk gik med til at gøre det, var noget som passede ham mere end fint. Ikke at der herskede nogen tvivl om det. Han slap hende denne gang. "Vis vej," opfordrede han denne gang, og med et ganske kortfattet nik. Stod det til ham, så fjerned de tøjet her og nu, og søgte selv i retningen af badet i ingenting. Han havde nemlig ikke noget at skjule, og sådan, som han vidste, at hun så ud, så havde hun det bestemt heller ikke.

[Irina Lucille Marvalo]

Hadet var en del af deres forhold og omgang med hinanden og afspejlede sig i hvert ord og hvert et blik. For hendes vedkommende var det nok primært facader der havde bygget sig op, da det for mange, mange år siden var gået op for hende, at han fandt andre kvinder mere spændende, det havde kvalt lysten hos den unge kvinde hun dengang havde været. "Du er også umættelig, så det er ikke underligt," bemærkede hun lidt ligegyldigt. Det var langt nemmere at skubbe ham fra sig, end at forsøge at elske en mand der var ude af stand til at gengælde det. Hans lavmeldte hvisken gav hende en følelse af at det løb hende koldt ned af ryggen. Hendes pupiller trak sig sammen i skjult ophidselse over minderne af deres bryllupsnat. Dengang havde de begge haft de bedste intentioner, alt havde virket.. håbefuldt, det var først efterfølgende korthuset var brast.
"Jeg er nærmere forundret over at du faktisk husker den nat, taget i betragtning af hvor mange af den slags nætter du har haft siden," hun neglicerede det i stedet for at tage det til sig. Hans ord var et kæmpe kompliment, et tegn på at han huskede den aften som noget godt, hvilket var mere bekræftende end noget andet han havde sagt til hende længe.
Denne gang rev Irina sig helt ud af hans favn og gjorde tegn til at han skulle følge med hvorefter hun forlod kontoret og førte ham med nedenunder. Fakler oplyste karet der i øjeblikket var tomt. Det var temmelig stort og fyldt til dets mosaik-belagte kant. Irina stoppede op og gjorde gestus mod karet uden at se på ham.

[Lionell Marvalo]

Hadet havde danset mellem dem i frygtelig mange år nu, og selv Lionell fandt vel en form for spænding i det? Selvom det naturligvis kvalte den lyst, som han burde have til sin hustru. I særdeleshed, fordi at hun selv ikke udviste den samme interesse for ham, som så mange andre gjorde, så var det overhovedet underligt, at han lod sig lokke af de unge kvinder, som selv ikke var bange for at eksperimentere? Det var ikke nogen hemmelighed, at han med årene, som havde passeret, virkelig var blevet en meget krævende mand, og dertil også svær at tilfredsstille optimalt. Det var kun noget, som hun havde formået. "Kun fordi, at jeg nyder selskabet af en smuk kvinde?" spurgte han denne gang. Siden hun ikke ville være den kvinde, så måtte han jo trods alt selv gøre det.
Bryllupsnatten, var en aften og nat, som han kunne huske. Selvom ægteskabet havde været arrangeret, så havde han faktisk stået for mere eller mindre al planlægning af det sidste, og han mindes den aften, som en god aften. Selv med tanke på en tilværelse med en kvinde, som han ikke selv havde valgt, og alt taget i betragtning, var han egentlig ganske tilfreds. "Du har ret.. Der har været rigtig mange af dem." Hans øjne lyste op. At hun så havde ødelagt det efterfølgende, kunne han ikke gøre noget ved.
Lionell søgte efter hende ned igennem korridoren, for at komme til badet. Hun krævede et bad.. fint, men så krævede han bare hende med. Kvinderne skævede efter dem ned igennem gangen og til badeværelset. Et smukt lokale. "Der er lavet ting her, siden jeg sidst satte min fod her," sagde han denne gang. Hyggeligt, intenst og indbydende. Hans blik faldt til karret, hvor han med en enkelt bevægelse med hånden, fik det fyldt på magisk vis. "Klæd dig af."

[Irina Lucille Marvalo]

De fleste kvinder dånede over Lionell, stærk og autoritær som han kunne være, og med charmerende smilehuller. Naive tøser, anede ikke at han udnyttede dem for en stund kun for at passere videre til næste. Irina var ikke så naiv, hun ville ikke blot være én iblandt, når de endelig var tætte skulle han huske hende, som et lille spinkelt håb om at hendes strenge blik i ny og næ dukkede op når han stødte hårdt til aftenens selskab. "Nej fordi du kan nye selskabet af utallige smukke kvinder, og stadig være ligeså liderlig bagefter," svarede hun spydigt som hun ledte ham ned af korridorerne, ligeglad med de blikke de fik, de var trods alt gift, det burde ikke være underligt at se dem sammen.
Lydene rungede lidt i den tomme korridor hvor karret var. selvom det hele var lavet af sten, så var der en dampende hede som var blevet skabt af vandet fra det firkantede kar. Hun så til hvordan hans magi fyldte det, lettere end noget andet. "Med andre ord må vi konstatere at alderen i det mindste ikke har taget din hukommelse," konstaterede hun. For en kort periode havde der tegnet sig en lys fremtid for dem, desværre havde det bare været endnu en skuffelse i alt det her. Håb var blevet til det had og afsky hun følte overfor ham idag. "Det er ret nyt, jeg fik det istandsat kort efter jeg ankom. Kunderne elsker det," fortalte hun og rettede blikket mod sin fyldige barm, der var snøret op af korsettet. Hendes fingre falt til de tynde bånd der holdt det oppe. Én efter én fjernede hun dem, så korrsettet skiltes mere og mere, og afslørede hendes fyldige barm. "Fint, så lad os få dette overstået," sukkede hun og fjernede den, for derefter at slippe den ud fra sin krop. Hendes blik brændte sig fast til hans, som hun langsomt fjernede skørtet og lod det falde i bløde bølger til jorden, så hun kun stod tilbage i sine trusset.

[Lionell Marvalo]

Lionell udnyttede vel bare de styrker han havde, for netop at komme tæt på kvinderne. Han havde en smuk hustru derhjemme, så måtte han jo søge resten et andet sted. Han betragtede hende med et næsten ligegyldigt blik. Så stædig hun kunne være, så kunne hun være lige så irriterende engang imellem. Han var i hvert fald ikke bange for hende. Det havde han aldrig haft en grund til at være. "Når de ikke kan stille det, så er det vel ikke underligt?" spurgte han denne gang. Han var en krævende mand, og det var han nu heller ikke bange for at indrømme. Der skulle faktisk temmelig meget til, før han blev stillet tilfreds.

At fylde karret, krævede ikke meget af ham. Inden længe dampede det af det varme vand. Han var tilfreds. Nu krævede det bare, at han kunne få hende med op i det. "Synes du, jeg ser gammel ud?" Han vidste, at han var en flot mand.. Derfor var der jo mange som kiggede efter ham, og det var hvad han havde tænkt sig, at udnytte!
Som hun fjernede korsettet, begyndte han atter at knappe sin skjorte op. For nu var det mand og hustru. Han havde tænkt sig at udnytte det.. Og sikkert finde en ny på vejen hjem. Hvad fanden. Det var jo bare ham. "Du forstår da virkelig at ødelægge stemningen," kommenterede han blot. Skjorten lod han falde, efterfulgt af bukser og resten af hans beklædning, så han stod der som Gud havde skabt ham. Markeret og bredskulderet.. Tildels muskuløs. "Fjern resten," opfordrede han så. Han ville jo gerne se hende.

[Irina Lucille Marvalo]

Det var ofte frustrerende at være sammen med en mand som Lionell, som på mange punkter var hvad enhver kvinde drømte om, men det eneste han havde givet hende var kronisk skepsis og pres. Familiens ansvar hvilede på hendes skuldre, fordi han oftest var for drukken til at tage en beslutning eller for begravet i en eller anden tilfældig kvindes skød. Hun bed tænderne sammen så hendes kraftige kæbeparti stod frem. Hendes hud var bleg, næsten som is, hvilket kun fremhævede hendes ravnsorte lokker og de mørke øjne. "I så fald har guderne vel udstyrret dig med en højre hånd ikke sandt?" spurgte hun lidt udfordrende. Men nej, i stedet for sin højre hånd skulle han naturligvis tvinge hende til at bide tænderne sammen for at tilfredsstille en mand der allerede havde fået sit og nok ville finde endnu en efter hende.
Det dampende vand, virkede fristende, knap så fristende når det var med ham. Irina tog ham i betragtning mens han klædte sig af. Han havde en flot krop, særligt for en mand i hans alder, men nu var han jo også ganske aktiv. "De første grå hår har vist sig," svarede hun trods det var en løgn. Nej hun synes ikke han så gammel ud, men det ville næsten være for stor en omvæltning rent faktisk at give ham et kompliment. "Hvilken stemning?" mumlede hun med et lidt opgivende suk. Der havde aldrig rigtigt været nogen romantik imellem dem. Langsomt førte hun hænderne ned over sine slanke sider for at gribe om trussekanten. Langsomt førte hun dem over sine lår til de ligeså faldt på jorden og hun trådte ud af dem. "Tilfreds?" spurgte hun og fjernede spændet der holdt det mørke hår, så det faldt, langt som det var til hendes lænd. Han var nok den eneste mand der nogensinde havde set det hænge frit.

[Lionell Marvalo]

Lionell var heldig. Han var nok bare den forkerte til at vise dette. Alt taget i betragtning, vidste han derimod godt, at han havde handlet uret, men det var han så sandelig ikke ene om. Han ville jo gerne, men hun var da virkelig en killer, hvad angik lysten! Her stod han nu i ingenting, som Gud havde skabt ham, for alt for mange år siden. Han rystede kort på hovedet. "Der skal to til en ordentlig tango," pointerede han blot, inden han selv trådte op i vandet. Det var varmt, men det gjorde godt! Særligt ovenpå den omgang, som han allerede havde været igennem.
Irina var virkelig en smuk kvinde. Det var synd og skam, at hun ikke viste ham den noget oftere. Selv på trods af alderen, som de havde nået, og den tid, de nu havde været sammen. Armene lod han glide langs kanten af karret. Det dampede omkring ham, og synet af hende, tændte ham. Han havde jo en forbandet smuk hustru. "Næsten.. Kom her og sæt dig," bad han denne gang. Ufatteligt, at man skulle bede hende om det, i stedet for, at det skulle komme af sig selv.
De grå hår havde han ikke fået endnu, og det ville være synd og skam, at sige, at hun havde, for det havde hun heller ikke. "Og alligevel kaster du det blik på mig.. Du kan lide hvad du ser. Du vil bare ikke indrømme det," sagde han denne gang. Svagt spændte han i musklerne. Han ville jo vise hende det. De kunne sagtens nyde hinanden som på bryllupsnatten, hvis hun for pokker da bare ville lade ham gøre det.

[Irina Lucille Marvalo]

Der måtte være skjulte grunde til at de endnu hang ved, for de kunne begge være kommet af med hinanden for lang tid siden, hvis det havde været deres inderste ønske. Irina havde overvejet det mange gange, men aldrig fuldført det. Inderst inde vidste hun nok godt, at hun ligeså var heldig at være gift med ham, også selvom det ikke altid føltes sådan, tværtimod følte hun ofte at hun spildte sin tid. De mørke lokker fandt i karakteristiske krøller efter at have været sat op i en frisurer, ned over hendes skuldre og fyldige barm, som ofte fik mange blikke og kommentarer. "Er du sikker på at to kunne gøre det for dig?" spurgte hun og hævede et slankt øjenbryn, mens hun fulgte ham med blikket til karet. Først da han havde sat sig, trådte hun på det første trin og lod vandet omslutte hendes anker. Sandheden var at hun nød at se ham se på hende som han gjorde nu. Hun vidste at hun var en smuk kvinde, særligt i sin alder. "Tålmodighed kæreste har aldrig været din specialitet," konkluderede hun og begyndte at gå ned af den lille trappe, til vandet til sidst nåede hendes lår. Først der satte hun sig ned ved hans side, med vand til kravebenet. "Hvad er det præcist du gerne vil høre fra mig Lionell? Vil du høre mig komplimentere dine store stærke muskler? Eller ønsker du at høre mig kommentere hvor stor din manddom er? Jeg er sikker på du har hørt det mindst ti gange i løbet af i dag alligevel," sagde hun og himlede med øjnene. Roligt lænede hun sig tilbage. Det varme vand kærtegnede hendes hud, det var helt befriende. Stille lænede hun sig ind mod ham, så hendes hoved hvilede på hans skulder. Ingen ville nok nogensinde forstå deres forhold, somme tider gjorde hun det end ikke selv, og det var netop hvad der gjorde det spændende.

[Lionell Marvalo]

De hang begge ved. Lionell kunne have søgt skilsmisse allerede efter hans forældres død, men havde ikke gjort det, og ville hun, havde hun nok endt hans liv. Ingen havde taget det skridt, så noget måtte der vel være alligevel? "Jeg har prøvet mange ting, men jeg kan ikke påstå, at have haft flere i sengen på samme tid. Måske at det skal prøves," sagde han denne gang. Han havde faktisk aldrig prøvet det. Men igen, så ville han da kræve at Irina skulle være en af dem. Han ønskede faktisk også at dele de stunder med sin kære hustru.
Lionell betragtede hende, som hun langsom steg op i karret. Hun var jo en forbandet smuk kvinde, og han fik ikke engang lov til at nyde det bare lidt? Hvor var den fair fordeling i det? Han fulgte hende, til hun satte sig ned ved siden af ham. Han smilede ved synet.. Han lod armen glide let om hende, hvor han strøg hende over skulderen og øverst på hendes skulderblad.
"Nævn en mand, som ville blive træt af, at høre det.. Særligt fra en smuk kvinde, som hustru," pointerede han denne gang. Et kort, men tilfredst smil passerede denne gang hans læber. Han trykkede hende forsigtigt ind mod sig. "Så fortæl mig det.." opfordrede han. Han elskede at høre hende sige det. De få gange, han fik hende til det, vel og mærke.

[Irina Lucille Marvalo]

Ægteskab var en kompliceret størrelse, det havde de begge lært på den hårde måde. Ikke nok med at hun havde sine forpligtelser overfor ham, så havde hun også et kæmpe stort et overfor deres familie, som end ikke rigtigt var hendes. Kimeya og Lestat havde hun begge taget til sig som havde de været hendes, men kun for ikke at vanære hendes eget ry og rygte. Hun vendte blikket op mod loftet der på magisk vis glitrede som stjerner på en nattehimmel, blot for hyggens skyld naturligvis. "Slå sig endelig løs kære," svarede hun lidt i afmagt. Det hjalp intet at sætte begrænsninger for ham, det havde hun ikke retten til, end ikke som hans hustru. Umiddelbart tænkte hun ikke at han ønskede hende som en del af den aktivitet, når han kunne få et par yngre udgaver.
Hendes krop gled mere ind til hans som han lagde armen omkring hendes skulder og strøg hendes skulderblad. Det føltes næsten underligt at blive berørt igen efter alt den tid. "Tænk sig, det tror jeg sandelig er det pæneste du har sagt til mig siden vores bryllup," bemærkede hun med et lidt for smørret sil der dryppede langt væk af ironi. Naturligvis skulle hun få ham til at føle som den stærkeste og bedste mand i verden, det stod næsten i den ægteskabelige kontrakt. Roligt vendte hun sig lidt, så vandet skvulpede om hendes kraveben. Hendes hånd faldt vej til hans lår, silkeblød og varm. "Jeg har savnet at få lov til at røre ved så faste muskler.." hun førte hånden langsomt op over hans mave og op over hans markante brystmuskler. ".. de følte så godt under mine fingerspidser," hviskede hun i hans ører. Hendes læber berørte mildt hans hals netop under øret. "Og guderne må vide hvor meget jeg har savnet dine dygtige berøringer..." hun tog blidt om hans hånd, og førte den til hendes side. "Det er bare en skam..." hun førte hånden langsomt længere op mod hans ædle dele. "At en så veldudrustet... så stor en mand, end ikke ved hvordan man skal udnytte det," hviskede hun og klappede ham i stedet lidt på låret før hun trak sig tilbage med en svag latter.

[Lionell Marvalo]

Ægteskabet kunne være en grum ting, som det kunne være det stik modsatte. Selv for Lionell havde det bragt frugt, men også gift, og det var så de effekter, som de nu stod med i dag. Han selv havde ærlig talt ikke tænkt tanken om at dele sengen med mere end en af gangen, så hvorfor ikke prøve det? Og nu hvor hun i forvejen gav ham grønt lys til det, var det jo kun endnu mere fantastisk! "Jeg takker," sagde han denne gang tydeligt tilfredst.
Armen gled roligt omkring hende, hvor han roligt trykkede hende tæt ind mod sig. Hans blik søgte hendes skikkelse. "Så kan du jo passende deltage," tilføjede han. Det kunne måske krydre ægteskabet lidt, så de faktisk kunne fungere på soveværelset?

At blive rost til skyerne, var da noget, som enhver mand ville elske! Der var Lionell heller ikke ligefrem noget undtag. Hun rørte ved ham.. Roste hans krop og hans udseende. Så blev det da heller ikke bedre! "Fortsæt," opfordrede han hende med et glimt i øjet. Hånden lod han søge længere nedover hendes side i takt med, at hun bevægede sig tættere og tættere på.. Lige ind til...
Lysten røg allerede med det samme, som hun trak sig, og bare klappede ham på låret. Hans blik faldt til hendes. Han kunne tage hende, om han ville.. Men legen, derimod var også noget af det, som han bedst kunne lide. Han var denne gang den, som rykkede tættere på. Vandet skvulpede omkring dem, og med et smil på læben. "Så smuk en kvinde, som jeg har ved min side.. Du udnytter heller ikke til dit fulde potentiale.. Gemmer dig af vejen. Sig mig, min kære.. Hvor mange mænd, har været forbi vores seng i mit fravær?" spurgte han denne gang. Han havde svært ved at tro på, at der ingen havde været. Hånden hævede han, hvor han insisterende plantede den mod hendes kind, for at tvinge hendes blik mod sig.