Well Hello Darling!

[Lionell Marvalo]

Lionell havde ikke været den mest tålmodige mand. Det havde han faktisk aldrig været. Det var en utålmodighed, som desværre gik i familien, for han vidste, at det var noget, som børnene også havde i sin besiddelse. Et stille smil passerede hans læber i kysset. Han nød det. Gud for pokker, hvor han nød det!
Begge var de krævende væsner, og krævende en del, for at blive tilfredsstillet. Det var nok også derfor at Lionell fortsatte som han gjorde? Fordi han aldrig blev tilfredsstillet ordentligt? Uanset hvor hårdt og grotesk som det end måtte lyde, så var der bare ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved det. Denne gang, valgte han også at forene dem. Om hun var klar eller ikke, var han egentlig ligeglad med. Det var også nu, at han fik muligheden for at vise hvad han kunne.
For en gangs skyld, lod han faktisk Irina tage pladsen over ham. Han brød kysset ganske let, kun for selv at lade hovedet glide ned mod kanten af karret. Fødderne lod han møde den modsatte side, kun for at have det at støtte sig op af. Han stønnede svagt. Ligeglad med om nogen hørte dem eller ikke. Hånden tog han til sig, hvor den greb omkring hendes bryst. Han stødte mod hende. Han skulle nok vise hende, at han godt kunne. Han var ikke en mand, som man bare himlede med øjnene af, som han vidste, at hun gjorde.

[Irina Lucille Marvalo]

Desværre for ham kendte Irina ham ganske simpelt for godt. For et lille øjeblik havde hun haft store forventninger til dette, men hun burde have vidst bedre end som så. Åh ja, hun glædede sig ganske meget til en ekstra kvinde, som ville kende til hendes behov. Hendes krop var slet ikke klar, varmen var først lige begyndt at brede sig, men igen var hans behov kommet først. Udadtil viste hun intet, men besluttede sig for at gennemfører dette på samme vis som hun plejede at gøre det.
Hans intense stød bragte små støn over hendes læber. Irina overdrev dem tilpas nok til at de endnu var overbevisende og jovist fik hun en smule ud af det, men desværre slet ikke nok. Det var det Lionell aldrig havde forstået, han troede alting handlede om hans manddom, når hun i virkeligheden var mere interesseret i hans hænder, men det skulle hun være den sidste der påpegede. Hun forsøgte at få mest muligt ud af det, og skubbede sig fast ned mod ham, for at føle ham mest muligt. Begge hænder lod hun gribe om karets kant for bedre at kunne holde sig stabil i sine faste bevægelser. Hans greb om hendes bryst fik hende til at trykke barmen mod den i tavs tiggen efter mere. Hendes støn var tiltagende, men hun måtte holde lidt igen, om ikke andet til han havde gjort sig færdig så han bagefter ville kunne føle sin latterlige, mandelige stolthed. Lige den slags, ville hun nok aldrig lære at forstå.

[Lionell Marvalo]

Lionell forsøgte at skænke Irina hvad hun gerne ville have, selvom det var svært, når han havde fokus på helt andet: At få stillet sin egen lyst, som det første og eneste, og så måtte han jo tage resten bagefter, hvis han var tilfreds nok. Hun stønnede.. Han nød lyden af dem, også selvom han vidste, at de ikke var så reelle, som de kunne have været.
Hånden lukkede sig fast omkring hendes bryst, hvor han samtidig også lod den anden glide omkring hendes slanke liv, hvor han holdt hende tæt ind mod sin egen krop. Han kunne heller ikke ligefrem lade være. Han stønnede mod hendes øre. Selvom det måske ikke ligefrem var omgangen i drømmene, kunne han jo heller ikke gøre andet end virkelig at nyde det!

Nakken stødte Lionell mod kanten, hvor han spændte i kroppen, så han kunne nå karret med fødderne i den anden ende. Derfra lå han fast, så han kunne støde mod hende. Vandet skvulpede omkring dem. Det føles rart. For en gangs skyld, kunne han rent faktisk få lov til at nyde sin hustru. Dog måtte han sande, at han også så frem til hændelsen, hvor de ville have en kvinde mere med i sengen. Det kunne jo kun blive meget fascinerende.
Tanken blev dog brudt.. Presset samlede sig i det nedre, hvor hans støn og også blev mere og mere hyppige.. Og endelig skete det. Han kunne ikke mere, hvor han med et fast tryk, stødte direkte mod hende, hvor det hele føles, som en kæmpe eksplosion. Det havde været.. voldsomt behageligt!

[Irina Lucille Marvalo]

Det var blevet en vane for hende at lade som om, så meget at hendes støn var meget overbevisende, men så igen - han havde kendt hende i mange år, guderne måtte vide om han gennemskuede hende. De rette støn var blevet lidt mere påtvungen, dog så hun ud til at nyde det, hvilket hun også gjorde, til dels. Naturligvis nød hun at høre hans tilfredsstillelse over den behandling hun gav ham, men hvor ville hun dog ønske at det en eller anden dag ville blive gensidigt, desværre var det nok for meget at forlange af en mand som ham. Hun slog nakken tilbage og forestillede sig i sit stille sind, at hun var tilbage for mange år siden, med Matthew under sig. Det havde været gode tider. Et lidt diskret træk fandt hendes mundvige, men forsvandt hurtigt igen. Heldigvis var tanker tolkfrie og somme tider måtte en kvinde gøre hvad hun kunne for at overleve.

Selv når de virkelig forsøgte, så lykkedes det ikke for dem. Måske den ekstra kvinde kunne rette op på det, hun håbede inderligt. Som hans støn blev tiltagende gjorde hendes det samme, mest for at hidse ham op til et punkt hvor de fik det her overstået. Hun kunne høre han kom tættere, hvilket fik hende til at tage ham dybere til sig, mens han klemte omkring den fyldige barm. Kort inden han selv eksploderede, slap hun et højt støn og forgav en krampelignende tilstand der ret præcist lignede en kvinde der nåede grænsen for hvad hun kunne holde til. Hun faldt sammen over hans skikkelse og trak vejret stakåndet for et øjeblik. "Udmærket," hun klappede blidt hans skulder, før hun trak sig fra ham og satte sig tilbage ved hans side.

[Lionell Marvalo]

Det var ikke meget anderledes, end hvad det havde været igennem de seneste mange år. Lionell kendte nemlig Irina, og han vidste derfor, at hun intet følte hvad det her angik, og det var derfor frygtelig svært for ham, i det hele taget, at gøre noget ved det!
Grænsen for hvad han dertil kunne overkomme, kunne da udmærket godt mærkes, kom hurtigt. Et sted fordi at han vel heller ikke havde tænkt sig at trække tiden ud, mere end hvad godt var? Han brummede svagt, som hun trak sig.. Han var kørt til tilfredsstillese. Kroppen var, men det var hans sind godt nok ikke. Han brummede let. Udmærket? Var det ærlig talt det eneste, som hun havde at sige til det? Han vidste jo, at han kunne finde bedre derude, og ikke var han i tvivl om, at det var noget, som han havde tænkt sig, at søge efter.

Lionell satte hænderne i kanten af karret, hvor han rejste sig. Nederlag? Et sted vel. Han håbede kun på, at en ekstra kvinde på soveværelset, kunne lave det lidt om, og faktisk hjælpe dem med at få styr på det. "Du er faldet af på den, Irina," sagde han blot, inden han denne gang trådte ud af karret, og ned på gulvet. Her greb han efter et håndklæde, som han slyngede om sit liv. Kroppen var stillet.. men ikke ham personligt. Der var han virkelig en krævende mand.

[Irina Lucille Marvalo]

Irinas voksede dag for dag, men falmede hver gang Lionell gjorde antræk til at ville røre hende. Hun fantaserede ofte om mænd som Theodore og Matthew som havde formået at give hende og hendes krop hvad den længtes efter, det formåede hendes kære mand bare ikke længere. Hun lænede hovedet mod karets kant og lod sin hånd glide hen over den fyldige barm og nedover maven for at vaske sig selv ren. Den ægteskabelige pligt var gjort, hun vidste godt at det ikke var nok, han ville finde noget andet senere, og den tanke var kvalmende! Hendes øjne gled i i takt med at hun kunne mærke sin egen bløde hånd stryge over hendes maveskind og videre nedover hendes varme skød. Når manden ikke kunne finde ud af at gøre arbejdet, så måtte hun jo færdiggøre det selv. Det havde været udmærket, han skulle ikke beklage sig, i det mindste havde han fået et kompliment. Hun hørte dråberne falde på overfladen og vidste at han havde rejst sig, hvorimod hun ikke selv gjorde tegn til at ville gøre det samme. Sandt at sige var hun oprigtigt skuffet. Han havde øjeblikke hvor han vækkede en ild i hende, desværre havde han tendens til at kvæle den igen.

Hun slap et suk og holdt endnu øjnene lukket. Trods hun var kold og ikke viste det, så påvirkede det hende et sted konstant at få at vide, hun ikke var god nok. Han gav hende ikke ligefrem lyst til at gøre sig umage. "Jeg gemmer mit talent til en der er det værd, Lionell. Tag det endelig ikke personligt," svarede hun med ligegyldighed selvom det kun var en facade. Dem havde hun fået mange af med årerne, alt sammen for at værne om sig selv og sin værdighed.

[Lionell Marvalo]

Lionell var på ingen måder særlig begejstret for det, som de nu havde delt. Ikke fordi at han ikke ville, men når hun kvalte lysten til det, så var det virkelig svært, at fortsætte! Han rejste sig derfor fra karret, og søgte til et håndklæde, som han kastede om sit liv. End ikke smøgen havde han lyst til. Det her var end ikke noget, som man kunne kategorisere som en form for sejr. Han vendte blikket mod hende igen. Et kort smil passerede hans læber. Han skulle ikke tage det personligt? Det var han også holdt op med for virkelig mange år siden. Og det var bestemt ikke fordi at han fortrød lige netop den del.
"Du er en hård kvinde, Irina.. Det er det, som jeg kan lide," kommenterede han denne gang med en rolig stemme. Han greb ud efter sine klæder. Normalt ville han nok bare have søgt ud, som han var.. Smide håndklædet, og tage den første kvinde, som han fandt i korridoren, men nu hvor han havde prøvet to på stedet her, kunne han heller ikke ligefrem prale af, at stedet levede op til de forventninger, som han havde til det. "To på samme sted på en aften, og intet af det er tilfredsstillende.. Du har ret.. Det er ikke personligt." Denne gang begyndte han i stedet for, at klæde sig på. Skjorten fandt vejen om hans overkrop, inden han smed håndklædet. At hun legede med sig selv i karret, tog han sig heller ikke af. Han kunne sagtens gøre det for hende - hvis han ville. Han rystede kort på hovedet. "Du har et arbejde, som skal gøres," afsluttede han denne gang. Tilfreds? Det kunne man ikke ligefrem sige, at han var.

[Irina Lucille Marvalo]

Der var ikke meget bekræftelse i deres ægteskab, tværtimod var det fuld af skældsord og nedsættende sætninger, men det var også blevet en naturlig del af livet. Det havde hærdet Irina betragteligt. Ej var hun en kvinde der gemte sin mening bag kryptiske ord som så mange andre kvinder gjorde, men somme tider ville han ikke vide hvilke tanker hun gjorde sig. Hendes læber trak i et kort kynisk smil, der hurtigt dalede og efterlod hendes mine tilbage i de alvorlige folder. "I denne verden må man være hård for at overleve," svarede hun bare. Sandt var det, man kom ingen vegne som et svagt individ, det havde hun for længst fundet ud af. Hendes varme fingre kærtegnede hendes skød, så en mild sitren plantedes. Hun skød brystet en kende frem og slap et svagt støn, ligeglad med at han stod og kiggede på det. Sart havde hun aldrig været når det kom til den slags. Dog stoppede hun for et øjeblik og så ud af det ene øje først, før hun i stedet åbnede begge og så på ham. "Ej er jeg et af stedets horer Lionell," sagde hun lidt tørt. Det lød næsten som var hun bare en ansat. På sit vis så kunne det dog forsvares.. han gav hende adgang til familieformuen og hun holdt sine pligter, det var kun rimeligt. Dog så var ingen af dem tilfredse i dette, og Irina var efterhånden begyndt at tvivle på at de nogensinde ville blive det.
"Og jeg vil gøre det.. når jeg er færdig her," tilføjede hun sigende og lagde en kende trodsigt hovedet tilbage på kanten hvorefter hun genoptog sin gøren intenst. Suk blev til støn. Hun havde gjort dette så ofte så hun vidste præcis hvordan hun skulle gøre det, for at stille sig selv tilfredt. Blot kort efter eksploderede hendes krop endelig i det søgte klimaks.

[Lionell Marvalo]

Man kunne bestemt ikke kalde deres ægteskab for en dans på roser, og det var nok heller ikke noget, som det nogensinde ville ende med at blive. For Lionell, var det nok efterhånden bare endt med at blive en vane, uden at han egentlig kunne gøre noget videre ved det. Hans blik hvilede på hendes skikkelse, som han selv kom i tøjet. Han havde ikke gjort hende færdig.. Det var ikke engang noget, som kom bag på ham. Han rystede kort på hovedet. Han var vel et sted ligeglad? Hun gav ham jo heller ikke ligefrem lysten til at give hende den fantastiske fornemmelse, når hun også selv snød ham for selv samme opfattelse. "Korrekt," sagde han blot.
Om han skulle kalde hende for en hore, som resten af stedet her var præget af, eller ikke, vidste han nu snart ikke. Hun var jo ikke meget bedre end dem! Hans blik faldt til hendes skikkelse. Han var ikke bange for hende, som så mange andre var. Om han ville, kunne han tage tingene fra hende, som det rene ingenting, om det skulle være det. "Hvad gør forskellen, kæreste? Jeg går herfra, mindst lige så utilfreds, som med kvinden deroppe. Jeg vil nu stadig råde dig til at smide hende på port," sagde han blot. Han forventede da selvfølgelig en vis standard, som han kunne følge! Han rettede tøjet til, hvor han denne gang også knappet sin skjorte. Hun gjorde sig færdig.. Han blev stående, som var det slet ikke noget, som rørte ham. "Færdig?" spurgte han en kende utålmodigt denne gang.

[Irina Lucille Marvalo]

Irina var fanget i dette spind af Marvalo. Det havde givet hende et værdigt liv, men somme tider, når ingen så det, og ingen hørte det, fantaserede hun om andre tider, hvor velstand og facade ikke var det eneste vigtige. Hun havde aldrig prøvet at elske, ikke af hvad hun vidste af, for hvordan skulle hun vide hvad den slags gik ud på? Lionell var ikke kærlighed.. Lionell var nødvendig. Hun fjernede sin hånd fra skødet som hun endelig blev færdig, hvorefter hun ligesom ham rejste sig. Roligt trådte hun op af karret og rakte ud efter det håndklæde han netop havde brugt for at binde det om brystet. Hendes hårde blik fandt hans. "Hvad forskellen er?" spurgte hun vredt. "Forskellen er at hun er en ligegyldig horeunge uden betydning, kun til for at tjene mænd og jeg er din hustru!" vrissede hun.
Kun med håndklædet omkring, trådte hun ham op til ham, endnu dryppende. "Og vov aldrig nogensinde at antyde at jeg skulle være en hore igen," advarede hun og prikkede ham hårdt på brystet med en pegefinger. Han var ikke engang det være. Gamle fjols! Håndklædet smed hun og tørrede sig i stedet på magisk vis, før hun trak skørtet op omkring sit liv, og derefter bandt korsettet, finger nem. Den fyldige barm blev igen presset op. "Ja endelig," bekræftede hun blot og bandt de sidste snørre sammen. "Så.. skal jeg forvente at finde dig i vores seng i aften i Marvalo Mansion, eller vil du trøste dig i endnu et kvindeskød?" spurgte hun køligt og så på ham op under sine mørke bryn med et dystert blik.

[Lionell Marvalo]

De var bundet til hinanden, af mere end bare de ægteskabelige pligter. Lionell vidste, at Irina arrangerede og ordnede rigtig mange af de forretninger, som han selv valgte at vende ryggen til, hvor han skænkede hende rigdom og velstand. Det var vel også en okay byttehandel alt taget i betragtning? Han kneb øjnene svagt sammen. Der var ikke rigtigt nogen forskel! De skænkede manden lige så dårligt begge to! "Du burde i så fald præstere bedre," sagde han direkte. Han var typen, der sagde tingene præcist, som han følte dem.
Vreden kunne Lionell tydeligt spotte ved hende, men ikke var det noget som skræmte ham det fjerneste. Han smilede kort, som hun denne gang prikkede til hans bryst. Han tog kraftigt fat i hendes hånd, og fjernede den. "Så vis dig som andet, Irina," hviskede han denne gang med en meget intens stemme, tæt ved hendes øre. Han stirrede på hende, i takt med, at han denne gang, valgte at trække sig en smule. Han lod hovedet søge på sned. Han ville vende til Marvalo Mansion for aftenen.. Og han forventede, at finde hende der. Han nikkede blot. "Jeg vil vente hjemme.. Lad mig nu ikke vente for længe, vel?" spurgte han denne gang. Han betragtede hende, i takt med at hun klædte sig på. Igen.. smuk. En skam, at hun fandt det som en direkte nødvendighed, at skulle gemme sig så meget bag de klæder. Men vel.. Det var hans eneret, så det havde han det fint med. "Vi ses derhjemme." Han lod hånden falde mod hendes bagparti, hvor hun fik et godt tryk, inden han forlod badeværelset, Marvalo Bordel, og søgte ud i mørket.

//Out

[Irina Lucille Marvalo]

Af praktiske årsager ville det være meget dumt at skille sig af med hende, hvilket i mange henseender var hendes trumfkort. Hun havde en sans for forretning som Lionell aldrig havde haft og som havde været til stor gavn for hele familien. Det gjorde ikke deres ægteskab godt. Ikke personligt vel og mærke. De havde levet side om side i mange år, og var aldrig blevet mere omsorgsfulde eller kærlige, tværtimod var det kun gået ned af bakke derfra. "Hvorfor spilde tiden?" spurgte hun blot. Han gav hende ikke lyst til at præstere. Det var svært at gøre sig umage når hun ikke selv var tændt på nogen måde, fordi han ikke havde tålmodigheden til at tænde en ild i hende. Hendes mørke øjne stirrede tungt ind i hans.
"Det er netop det jeg gør," vrissede hun og tvang hånden ud af hans greb inden han nåede at få for godt fast. Hun trak sig tilbage og rettede lidt på sit tøj. "Meget vel. Det bør nok være mig der beder dig om ikke at lade mig vente for længe," pointerede hun. I første omgang himlede hun med øjnene af ham da han gav hende ende et fast klem, men så snart han var ude af døren og hun stod for sig selv, frembragte det et kort smil. Somme tider måtte en kvinde tage hvad hun kunne få, selv hvis det bare var et lille klem. Roligt forlod hun selv badekammeret, for at vende tilbage til det arbejde som Lionell havde lokket hende væk fra.

//Out