It's here where you belong

[Jarniqa Dynithril]

Håbløs var Theodore at diskutere med. Hvis man forsøgte, var det som at ramle ind i en dør. Det havde bare den effekt, at hun blev teenagefornærmet, og alderen havde hun heldigvis til, at det endnu var okay. Hun var endnu ung. Kun atten. Både af tal og af ydre. Dog havde hun prøvet mere, end hvad mange andre attenårige havde, og det måtte alligevel gøre sit. Som hun angreb ham, gav hun meget af, hvad hun havde i sig. Hun var trods alt nødt til at imponere. Det betød dog også, at hun kun kunne gøre det i et kort tidsrum. Hun var nemlig ikke så magisk udholdende, som det han var. Kræfterne havde hun måske i og med, at hun var datter af tidens største magiker, men når hun endnu ikke havde lært at forstå det til fulde, kunne hun ej heller bruge det optimalt. At hun og Theodore havde været sammen, måtte hun hurtigt glemme, som de trænede. Nervøs for ham behøvede hun ej heller at være, da han så let som ingenting afværgede hendes angreb.. Irriterende var dette dog. Hun prøvede jo at gøre sit! Hun tog en indånding. Hun skulle gøre noget nyt i forhold til før. Han skulle nemlig se, hvor meget hun kunne finde på. Hænderne holdt hun endnu åbne. Hun spekulerede på, om hun skulle forsøge at binde ham, men så fik hun en anden ide. Et hul syntes at opstå i jorden ved ham. Her snoede der en kulsort slange sig frem. Her ville hun formentligt få point for kreativiteten.. Det krævede dog sit af hende at fremmane et levende væsen. Arrigt hvæsede den. Dens gab åbnede sig, så man kunne se dets lange tynde hugtænder. Gift dryppede advarende fra dem. Arrigt huggede den efter Theodore der stod i vejen for den.

[Theodore Jarvis Acheron]

At diskutere med Theodore, var som at snakke til en dør, og særligt, hvis han i forvejen havde gjort sig en holdning og mening om tingene, ligesom han havde gjort på dette sted. Han kneb derfor øjnene fast sammen, som han denne gang stirrede fast på hendes skikkelse. Han ville se hende imponere. Han ville se, hvor meget hun kunne, og særligt, hvis hun ikke havde været magisk udfordret igennem det sidste år! Meget kunne være gået tabt! Alt den lærdom, som hun kunne have lært. Var det underligt, at det alligevel vækkede en form for.. skuffelse i ham? Var det sådan, at den føles?
Selvom magien meget hurtigt måtte køre hende træt, så kørte Theodore på. Han vidste, at det var her, at hendes svaghed måtte ligge, og alene det, gav ham jo kun en grund til at skulle handle som han gjorde. Fast trak han sig et skridt tilbage, da et pludseligt hul dukkede op foran ham. Se, nu begyndte de at snakke samme sprog! Det var nemlig den form for kreativitet, som han ønskede at se. Selvom denne slange, begyndte at hugge ud efter ham, kunne han jo kun stå ved, at denne måtte være præget af en voldsom gift. "Du er ved at lære," roste han hende, som han denne gang vendte blikket mod hendes skikkelse atter en gang. Dette derimod, var tanker, som i sandhed måtte glæde ham! Så spørges det..? En tanke slog ham. Atter huggede slangen direkte mod ham, hvor han var for langsom til at fjerne benet.. De spidse tænder, satte sig derfor direkte i hans ben.

[Jarniqa Dynithril]

Kreativt måtte Jarniqa tænke, som hun vidste, at Theodore ville kede sig, hvis hun kørte rundt i den samme tommerum. Derfor håbede hun, at hendes ide gik. Slangen så hun, som den dukkede frem fra hullet i gulvet. Hidsig var den med det samme, som den på et øjeblik så Theodore som sin modstander. Dens gifttænder dryppede idet, at den huggede ud efter ham. Stoltheden mærkede Jarniqa i sig, som han roste hende. Dog svarede hun ham ikke idet, at hun skulle koncentrere sig. Det var jo ikke pærelet for hende. Hendes hjertebanken blev hurtigere. Hun så, hvordan slangen satte sine gifttænder i ham. Ud måtte den, hvis ikke det skulle gøre skade på ham.. og det var jo slet ikke meningen! Hånden hævede hun, som hun sendte en hård trykbølge i Theodores retning. Dette gjorde hun for at vælte ham omkuld, da hun jo stadig skulle overvinde ham. Dernæst lod hun der gå ild i den sorte slange, så den i det mindste ikke kunne forvolde mere skade. Hun havde vel også vist med, hvad hun skulle? Hun gik i hvert fald ikke ud fra, at de trænede med livet som indsats! Det var i hvert fald ikke noget, som hun gik med til.. Hun var jo ikke ude på at gøre ham videre fortræd. Hun tog en dyb indånding. Hun kunne fornemme, at det snurrede en anelse i hende. Det var også længe siden, at hun sidst havde udfoldet sig magisk på en rigtig måde. Derudover havde Theodores træningsform aldrig været let, så fysisk krævende var det altid.. Derudover var der det faktum, at hun havde vænnet sig til at være boksebolden. Ikke den, som skulle slå igen, som det han nu tvang hende til.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var uden tvivl imponeret. Det at se hende drage nytte af, hvad elveren gav hende af natur, og magien fra hendes fader, så var det jo kun fantastisk. Ingen tvivl om det. Selv slangen huggede ud efter ham, og denne gang formåede at sætte sig direkte i hans ben. Han bakkede en anelse mere, idet at trykbølgen ramte ham direkte i brystet, og denne gang, også kastede ham flere meter bagud, endnu med en slange siddende i benet. Han landede tungt på gulvet.
Slangen gik op i flammer og forsvandt.. Derfra forsvandt selv Theodore, som en form for dis og lod ham falde til jorden som intet andet end sand og støv, på jorden. Ikke langt bag Jarniqa, bag nogen af de mange træningsredskaber. Den dis, som havde samlet sig for ganske kort tid siden, havde været en forflytning.. Og det havde derfor været en kopi af den ægte, som hun havde stået overfor. Han foldede hænderne roligt over ryggen i stedet for. For ham, var dette ganske fascinerende. Han var imponeret. "Jeg er imponeret," sagde han denne gang. Her stod han.. Ganske fin, og uden noget, der mindede om et slangebid i benet. Man kunne vel snildt sige, at han havde taget fusen på den unge kvinde? Hun havde jo stadig rigtig meget at lære. "Stadig med meget at lære.. Men kreativt." Han nikkede mod hende, og med et kort smil på læben. Han var faktsik meget imponeret over hendes kreativitet.

[Jarniqa Dynithril]

At det hele havde været en kopi af Theodore, anede Jarniqa end ikke uråd om. Hvordan skulle hun have gjort det? Opmærksomt så hun til, som han trykbølgen ramte ham, og da han faldt for dernæst at … forsvinde. Dette kom i sig selv ikke bag på hende. Hurtigt snurrede hun omkring, ide hun hørte hans stemme bag sig. Umiddelbart stod han fin og nydelig, men hun vidste bedre. Han havde fået slangegift i benet, og det skulle tilses! Hun var jo ikke spor ude på at slå ham ihjel. Derfor gik hun hurtigt over til ham, hvor hun lod sig glide ned på hug. ”Tak,” sagde hun til dels stolt og til dels fraværende, som hun begyndte at rage op i hans bukseben. Giften skulle jo ud af hans krop. Hurtigt faldt hendes smaragdgrønne øjne til det punkt, hvor slangen havde bidt, men … der var intet. Ingen blod.. Ingen betændelse.. Ingen huller.. Forvirret lod hun sine fingre glide over hans uskadte hud. ”Men.. hvordan?” spurgte hun uforstående. Slangen havde jo bidt ham. Hun havde jo selv set det! Han havde ikke været hurtig nok.. Den havde siddet i hans ben, hvor hun havde brændt den, så han ikke kunne komme yderligere til skade. Uforstående slap hun hans bukseben, idet hun rejste sig. Det havde jo sket. Hun havde selv gjort det, ligeså vel, som hun havde stoppet det. Hun havde jo ikke været ude på at gøre ham fortrød. Hun var jo ikke ligesom ham, der havde slået sin egen træner og fader ihjel.. hun holdt jo af ham. Selv da de havde været på dårlig fod med hinanden, havde hun jo stadig ikke kunnet dræbe ham. Generelt var hun ej heller den store dræber. Det var ikke det, som hun var blevet opdraget til.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var uden tvivl tilfreds med, hvad Jarniqa havde vist ham frem til nu. At hun så havde været så tydelig at sporre i et kommende træk, var jo så ikke noget, som han rigtigt kunne gøre noget ved nu. Alt taget i betragtning, var der intet sket med ham, men derimod med en kopi af ham, som han havde placeret foran hende. Han hævede sigende det ene bryn, da hun søgte hans skikkelse, og rev op i hans bukseben, hvor der ingen mærker efter slanges hugtænder, var at finde nogen steder, og det i sig selv, var noget som faktisk passede ham fint. "Det var ikke mig, du stod overfor. Men derimod en kopi," forklarede han. Selv han havde jo leget lidt i den tid hun ikke havde været omkring, for ikke at glemme, at hun ikke kunne alle hans magiske tricks. Dog var det nogen, som han faktisk agtet at lære hende på et tidspunkt. Men hver ting til sin tid. Nu handlede det om, at få hende lidt på fode igen, for det ville uden tvivl gøre hende godt. Han lod denne gang hovedet søge på sned. En betydning havde han for hende, som hun havde det for ham, og nu hvor de havde delt den aften og nat, som de havde, kunne han heller ikke vende ryggen til dette. "Du er meget nem at narre, Jarniqa. For alt hvad jeg ville, kunne jeg have taget dit liv, uden du ville vide, hvad der var kommet. Vi har stadig lang vej," sagde han denne gang. Hun kunne bevare kontrollen over, hvad hun gjorde brug af. Så langt så godt. Så var det på tide, at udfordre hende lidt. Det derimod, var en ting, som han rent faktisk så meget frem til.

[Jarniqa Dynithril]

Strammere i minen måtte Jarniqa blive, som han sagde, at det hun havde angrebet blot havde været en kopi. Irriteret gjorde det hende. Særligt som han dernæst beskrev hende som; meget let at narre. Armene lod hun glide over kors. Var det det eneste han havde at sige? At hun var let at narre.. At han kunne have slået hende ihjel.. At hun havde lang vej igen.. Det var bestemt ikke morsomt! Hun havde troet, at hun skulle hjælpe ham, og så var han slet ikke kommet til skade! I går aftes havde de lige ligget med hinanden, og nu kaldte han hende praktisk talt for dum og svag! Svært fandt hun det at gætte, at hun havde vågnet behageligt op i hans arme for ikke så lang tid siden.. ”Så er det godt, at ingen endnu har forsøgt at dræbe mig, for så ved du tydeligvis, hvor du ville kunne finde mig,” svarede hun spydigt igen. At han mente, at hun var så … uduelig, var uden tvivl en frustration i sig selv! Dog ville hun også sige, at han var noget paranoid. Folk lå ikke på lur bag hvert et hjørne, så man behøvede slet ikke at være så parat, som han ellers altid prædikede om. Det smaragdgrønne blik vendte hun bort fra ham. ”Er vi færdige her?” spurgte hun kort for hovedet. Selv håbede hun, at de var færdige. Hun gad ikke at høre mere om, hvor let hun var at narre.. Derudover var der også det faktum, at hendes krop havde brug for energi. Hun havde ikke engang fået morgenmad endnu, men hun havde allerede brugt rigelige mængder magi. Selv måtte hun mene, at det var en dårlig start på dagen. Særligt efter en hyggelig nat og morgen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvorfor den ændring i stemme og tone? Det var slet ikke noget, som Theodore forstod sig på. Han havde jo rost hende for hvad hun kunne, og hvad hun havde præsteret frem til nu, og nu stod hun så her, og nærmest skældte ham ud? Det eneste, som han havde pointeret for hende, var jo, at det havde været nemt at ende hendes liv, hvis det havde været alvor. Han lod hovedet søge på sned, som han oprigtigt slet ikke forstod, hvorfor hun reagerede som hun gjorde. "Du virker utilfreds," kommenterede han denne gang.
Armene lod han denne gang søge over kors foran ham. Han havde det ganske fint, som der slet ikke var så meget som en eneste skramme at finde på ham, som skulle have været fra denne kamp. Var det effekten fra natten, som var begyndt at drive over, uden at man egentlig kunne gøre noget ved det? Det ville være hans umiddelbare første indskydelse, siden hun havde ændret sig så hurtigt og så meget til.. det der. En kvinde, som han kunne kende. "Morgenmaden skulle gerne stå på bordet," sagde han denne gang. De burde begge to komme op og få noget begge to.
Et sidste blik, kastede Theodore i Jarniqas retning, inden han denne gang lod armene søge ned langs sin egen krop. Han forstod det ikke.. Var det fordi hun var ung, at hun kunne tænke, handle og gøre således? Han vidste det faktisk ikke rigtigt. Han søgte op i hallen, hvor han blev mødt af tjenestestaben. "Morgenmaden er serveret, Herre," sagde den ene ydmygt. "Skænk op til to," annoncerede han. Tjeneren nikkede i et buk og trak sig til spisesalen, hvor der hurtigt blev dækket og serveret for to. Theodore søgte ind ganske kort efter.

[Jarniqa Dynithril]

Utilfreds var Jarniqa, ja. Hvem brød også om at høre, at man var nem at narre, og uden videre kunne blive slået ihjel? Svagt rystede hun på hovedet af ham. Irriterende kunne det være, at man altid skulle forklare sig over for ham.. På den anden side betød det dog, at problemerne som regel blev løst i og med, at man fik talt det igennem. ”Det er utilfredsstillende at høre en sige, at man er nem at narre og dræbe,” sagde hun direkte. Derudover var det ikke sjovt, at man fik det slag i hovedet, når man lige havde ligget med manden, og når man lige var kommet fra et sted med tortur. Derudover var al dette ikke morsomt, inden man overhovedet havde fået morgenmad. ”Godt,” sagde hun kort for hovedet, som han sagde, at morgenmaden burde være parat. Tavst fulgte hun med ham.. Hvilken stemning. Sådan havde det alligevel ikke været, når hun kort forinden havde hygget sig med Lucifer. Svært var det.. Ikke forstod hun, hvad der pludselig foregik mellem hende og Theodore. Havde det også været en engangsforestilling, hvor alt var glemt nu, eller ville det køre videre? Intet sagde hun, idet hun gik med ind i spisesalen. Den var langt mere overdådig, end noget andet hun havde set i et helt år. Intet sagde hun dog stadig. Hun gik blot over til den modsatte side af bordet, hvor der var blevet dækket op til hende. Her satte hun sig, hvor hun selv skubbede sin stol på plads inden en tjener eller Theodore kunne nå at gøre sig nogen tanke om at hjælpe hende. Hun klarede det fint selv. Hendes smaragdgrønne blik faldt på morgenmaden foran hende, der nydeligt var blevet klargjort til dem. Godt så det uden tvivl ud.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvad de havde delt, var bestemt ikke glemt, og ej heller for Theodores vedkommende, så derfor forstod han da overhovedet ikke, at hun skulle tage tingene på den måde? Han havde da ikke skænket hende nogen grund til at blive utilfreds og irriteret på ham, havde han? Hans blik faldt kort, men fast til hendes mine. Han var glad for, at hun endnu havde den form for kontrol over sine evner, og derfor havde han jo trods alt også rost hende for det, som hun havde gjort, og hvad hun havde udrettet med de evner, som hun nu havde i sin besiddelse. "Og derfor er du utilfreds? Jeg roste dig for dine evner, Jarniqa," sagde han blot, inden han vendte om på hælen, og derved også forlod træningssalen. Han var en hård mand, hvad det angik, og det var bestemt ikke alle tanker og følelser som han havde styr på. Langt fra faktisk! Han havde faktisk kun formået at få sat ord på enkelte af disse, og det var virkelig ikke noget, som bare måtte komme af sig selv, for det gjorde det da på ingen måde.
Theodore søgte ind i spisesalen, hvor der nu var dækket op til to. Her tog han pladsen for bordenden, som var hans særlige og faste plads. Han gjorde tegn til at hun kunne sætte sig. "Tag plads, Jarniqa," bad han denne gang med en rolig stemme. På bordet stod alverdens frugt, friskbagt franskbrød og pålæg. Alt godt til maven fra den hårde morgenstund. Selv begyndte Theodore at læsse op på sin egen tallerken. Han havde nu altid haft en meget god appetit.

[Jarniqa Dynithril]

”..og sagde dernæst, at jeg var let at narre og dræbe,” pointerede Jarniqa kort for hovedet. Det var ikke det mest morsomme at få smidt i hovedet. Var det virkelig så underligt? På det punkt var Theodore en svær mand. Derfor gjorde det ikke det hele lettere, at de nu også havde været sammen. Faktisk gjorde det blot det hele mere forvirrende, end hvad godt var. Ej heller vidste hun, hvad han tænkte om det, og virkede det barnligt at spørge ind til? Ind til den store spisesal gik de, hvor de begge tog plads. Theodore opførte sig, som alt var i den skønneste orden, men det var det vel også inde i ham? Meget sagde hun ikke. Faktisk sagde hun intet, som hun tog sig en skive friskbagt brød og lagde en række pålæg på det, så det dækkede. Hun tog en bid af det. Det gjorde nu godt at få noget mad ned i maven.. Særligt efter de mærkelige følelser, deres lagengymnastik og træning. Hendes mave knurrede en anelse. Hun tyggede af munden. Alt for stort syntes bordet helt at være, når det kun var hende og Theodore. Der var jo plads til mange flere end dem. Hvad med Clemency for eksempel..? Var hun ude? Var hun hjemme? Havde hun spist? Ville hun ikke spise, da hun vidste, hvad de havde lavet? Egentligt ønskede hun ikke at tænke så meget på hans hustru. Kvinden havde hun ikke den store mening om, men når nu hun lige havde ligget med hendes mand, var det hele blevet en tand mere mærkeligt. Hun tog en indånding. ”Clemency skal ikke spise.. eller har hun allerede spist?” endte hun med at spørge. Vel også for at bryde stilheden? Hun fandt den nemlig trykkende, selvom han sikkert ikke tænkte noget om det.

[Theodore Jarvis Acheron]

"Havde dette været en kamp på liv og død, havde du været død," fortalte Theodore med en kortfattet stemme. Den omsorg, som hun havde udvist for ham, var endnu svær for ham, i det hele taget at finde ud af, for det var han slet ikke vant til! Måske fordi at han tænkte over det nu, mere end hvad han havde gjort tidligere? Før havde han jo ærlig talt ikke rigtigt skænket det en tanke, som han gjorde nu.
Theodore tog pladsen ved bordet, og opfordrede derfra Jarnqia til at gøre det samme. Hvad Clemency lavede, vidste han ikke. Et sted, var det heller ikke rigtigt noget, som brød hans tanker lige nu. Ikke før hun nævnte det om ikke andet. Langsomt måtte han lade de mørke øjne falde til hendes skikkelse endnu en gang. Om hun skulle spise med? "Jeg kan forestille mig, at hun allerede har spist," fortalte han denne gang. Der var jo heller ikke nogen grund til at skulle spise to gange.
En tjener stod i døren, som altid. Der var en god håndfuld af tjenere i huset her, som tog sig af alle de ting, som Theodore ikke fik gjort. Han skænkede op af den friskpressede æblejuice i et glas, og tog dette til sig. "Hun er ikke den, som jeg har tænkt mest over, det sidste døgn," tilføjede han oprigtigt. Alt det, som foregik i hans tanker og sind, var i særdeleshed noget, som tog meget af hans tid, og nu hende. Det var vel heller ikke så underligt, var det?

[Jarniqa Dynithril]

”Det var ikke liv og død,” affejede Jarniqa ham. Igen var han alt for alvorlig og mørk på det punkt. Han tænkte altid det værste, hvor han ønskede at forbedrede hende til det værste. Ikke så hun selv nødvendigheden i det, da hun havde klaret sig indtil nu. Hun var jo i live, og der var ingen, der indtil nu havde forsøgt at myrde hende. Hun spiste af sit smurte brød. Godt smagte det nu. Rigtig godt. Det var nok det, som hun nød allermest ved det søde liv. At hun ikke skulle frygte at sulte, og at hun fik de lækreste anretninger. Sådan havde det jo ikke altid været med Damien.. Der havde de spist, når der var mad på bordet, og maden kom, når den blev fundet. Hun nikkede til hans ord. Clemency havde allerede spist. Det var vel fair nok.. Hvad der derimod fik hende til at tænke, var da han sagde, at han ikke havde tænkt på sin hustru det seneste døgn. Mellem linjerne hentydede han til hende. En rosa farve dukkede op på hendes kinder. Det kunne hun ikke kontrollere. ”..Skal tjeneren stå her?” hentydede hun nu spørgende, som det vel ikke var passende at insinuere, at de havde en affære overfor tjenestestaben. Hvis de da havde en affære.. Hun vidste jo ikke, om det havde været en engangsting, og hvis det var, var hun så kvinden det gjorde sig i engangsting? Det tænkte hun nu ikke om sig selv, men igen.. Hun havde heller ikke troet om sig selv, at hun var kvinden der lå med gifte ældre mænd. Hun tog yderligere en bid af sin mad. Forhåbentligt ville det fjerne hendes tanker en anelse, og på den måde vaske hendes røde kinder bort.

[Theodore Jarvis Acheron]

"Ikke her, nej," medgav Theodore denne gang med en rolig stemme, som han denne gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Var der noget specifikt hun forsøgte at hentyde til? Nu hvor Clemency ikke var der, vidste han ikke rigtigt, hvordan han ellers skulle tage det, andet end at gøre, som han plejede at gøre, også mest for sin egen skyld, for det andet, ville da heller ikke ligefrem gøre gavn, ville det? Taget i betragtning, hvad de havde lavet om aftenen, så var det noget, som han vidste, at han ikke burde sige højt, da det slet ikke var noget, som burde være forekommet i det hele taget.
Han tømte sin tallerken, idet at Jarniqa kommenterede tjenerens tilstedeværelse ved døren. Theodore vendte kort blikket mod den unge mand, som stod der. Øjenkontakten, fik hurtigt tjenerens til at falde, som han slet ikke var værdig til at se Theodore i øjnene. "Generer det dig?" spurgte han denne gang. Han gjorde et vift med hånden, hvilket hurtigt fik tjeneren til at tage hintet, og søgte derfor ud på den anden side af døren, som så blev lukket. Theoodre dertil, vendte blikket mod Jarniqa i stedet for. Hvad var det for en farve i hendes kinder? "Du er rød i kinderne," bemærkede han. Det alene, havde han jo heller ikke ligefrem set ved Clemency. Hun lod sig bestemt ikke påvirke på den måde.

[Jarniqa Dynithril]

Om de overhovedet burde omtale, hvad der havde sket, vidste Jarniqa ikke. Hun havde blot spurgt ind til Clemency for at spørge om noget, og var det ikke logisk nok at ville høre, hvorfor det kun var dem her til morgen? Gad vide, hvad Theodore i det hele taget tænkte om dette lille trekantsdrama.. Tænkte han overhovedet noget? Man kunne vel et sted tvivle.. Ikke nåede hun at svare på, hvorvidt tjeneren generede hende eller ej, inden den unge mand allerede var blevet sendt ud. Det var vel også for det bedste? ”Er det bedst at tale om det sidste døgn over for en tjener?” vendte hun i stedet spørgsmålet. Formidlet blev hendes flovhed dog ikke, da han direkte fortalte hende, at hun rødmede. Faktisk fik det bare den røde farve til at tage til, som den både blev stærkere og bredte sig i hendes ansigt. Kunne han ikke bare … lade være med at kommentere det og forværre hendes situation? ”Kommenter det ikke,” forsøgte hun at afværge det, da det var pinligt, at han kunne se den røde farve, og at hun kunne mærke det brænde. Denne her gang blev det hende der greb ud efter den friskpressede æblejuice. Formentligt ville handlingen, og den kølige væske nedtone hendes rødmen. Pinligt var det. Her sad hun og rødmede som en lille pige, mens han bare … sad der, og bestemt ikke følte det på samme måde. Op til sig selv hældte hun, inden hun tog en god tår. Det var ikke så meget for at smage på juicen, som det gik alt for hurtigt til det. Det var nærmere for at få Theodore til at tænke på andet, og for at bringe hendes ansigt tilbage til den korrekte farveskala.