It's here where you belong

[Theodore Jarvis Acheron]

Ikke så Theodore fejlen i at kommentere hvad de havde lavet, for han fortrød det ikke. Han havde nydt det, og derfor kunne han jo også selv nu, sidde og tage sig selv i at tænke tilbage på det. De søde støn mod hans øre.. De negle, som hun havde sat i ham. Hendes kys og hendes kærtegn. Selvom det måske var så forkert som noget kunne være, så var det bare ikke rigtigt noget, som han kunne gøre noget ved nu.
Tjeneren sendte han bort, for i stedet for, at vende blikket og opmærksomheden i hendes retning i stedet for. Han lod hovedet søge en kende på sned. Den røde farve i kinderne var han i særdeleshed optaget af, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt. "Hvorfor ikke?" spurgte han denne gang. Det forstod han heller ikke. Det var da ikke nogen skam. "Han står ikke længere her, for at lytte.. Hvorfor ikke snakke om det?" spurgte han denne gang. Igen, var Clemency, noget af det sidste, som han havde i hovedet, efter det som var sket i aftes. Selvom han udmærket godt vidste, at det var dumt og forkert, var det en handling, som han slet ikke kunne få sig selv til at fortryde i det hele taget. Denne gang tog han fat i et saftigt æble, som han med en kniv delte over, og selv gav sig til at spise af. Han forstod ikke hvorfor det var sådan et problem for hende at snakke om det? Det var jo heller ikke fordi at der var noget ekstraordinært ved det, som sådan, var det? "Kunne du ikke lide det?" spurgte han denne gang, som det første, der egentlig slog ham.

[Jarniqa Dynithril]

Ikke ønskede Jarniqa, at han kommenterede hendes røde farve, da det kun gjorde hendes røde farve tydeligere. Noget som hun hadede! Hvem nød også at ligne en tomat i hovedet? Særligt over for en, som man kunne lide. Vejen til at imponere var nemlig ikke at ligne en tomat. ”Hvem ønsker at tale om at rødme?” spurgte hun i stedet. Det kendte hun ikke mange der gjorde.. Medmindre man ønskede at drille personen. Hun tog en dyb indånding. ”Døgnet kan vi dog godt snakke om,” svarede hun endeligt.. eller ønskede hun at snakke om det? Kunne hun tale om det uden at ligne en lille pige? Som en hvilken som helst anden kvinde, ønskede hun at udvise sensualitet og selvsikkerhed, men sandheden var jo, at hun var ung og uerfaren, at hun ønskede at gøre det igen, men var nervøs omkring sin egen stand i forhold til ham og Clemency. Glasset stillede hun fra sig, som han spurgte, om hun ikke havde kunnet lide det. Det smaragdgrønne blik vendte hun mod ham. Hun havde jo elsket det. Hun ønskede at gøre det igen med ham … og så igen. Hendes hjerte slog hurtigt. Noget hans hjerte tydeligvis ikke gjorde. Han sad blot der. Selvsikker. Skar et æble over og spiste det. Det lignede helt, at intet rørte ham. Rørte det ham mon i det hele taget? Han tog det i hvert fald meget roligt, at han havde været sin hustru utro. ”Jeg ville gøre det igen, hvis muligheden bød sig,” endte hun med at svare, som tegn på, at hun skam havde brudt sig om det. Tvivlede han virkelig også på, at det var tilfældet? Blikket slog hun bort igen. Det var en meget anderledes samtale at have. Hun spiste sit brød op.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore ville ikke tage det sidste døgn op med hende, dersom det havde været noget, uden nogen betydning for ham. For ham, derimod havde det faktisk været en stor ting. Det var nemlig ikke noget, som han bare gjorde med alle, hvor det derimod kun havde været hans hustru, og enkelte ture med Irina Marvalo tilbage i sin tid. Selv det, var ved at være rigtig mange år siden. Denne gang havde det dog været.. anderledes. Om det var de mange følelser, som gjorde det, kunne han ikke helt finde ud af. "Jeg har aldrig set det før," sagde han ærligt. Det var jo ikke ligefrem noget, som var normalt i hans omgangskreds, at udvise.
At hun derimod ikke havde noget imod at snakke om dagen, glædede ham dog. Han nikkede til hende, hvor han fortsatte med at spise. Nej, han gjorde sig måske ikke de mange tanker, som hun gjorde, men det kunne han vel heller ikke gøre noget ved nu, kunne han? Hans blik søgte endnu en gang hendes. Hun ville gerne igen? Hvorfor var det, at det var en tanke, som fyldte ham med en følelse af varme? Det derimod, var noget, som han rigtig godt kunne lide, hvilket der nu heller ikke var nogen tvivl om. Han nikkede mod hende. "Det samme kunne jeg," lød det oprigtigt fra ham. Det var jo heller ikke fordi at han havde tænkt sig at stå der og skjule det for hende. Hun kiggede væk igen? Han forstod ikke de mange følelser. "Jeg har aldrig oplevet det på den måde før," tilføjede han. At være tæt på en kvinde, var jo ikke nyt, som han havde gjort det mange gange tidligere, men følelsen af det.. Aldrig havde det været sådan før.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas rødme begyndte at aftage idet han talte så frit om det. Han havde aldrig set det før? Det syntes helt … unaturligt. Måske han aldrig havde gjort det, men hvad med Clemency? Hvad med andre i hans omgangskreds? Det var jo ikke alle, der var uden sjæl. ”Aldrig?” spurgte hun forundret. Hun havde gjort det før. Et par gange. Det var jo bare en naturlig del af livet, skønt det var mere end irriterende. Selv ville hun i hvert fald helt ønske, at hun kunne forsvinde ind i væggen, når det skete for hende. Hendes hjerte slog hurtigere, som han dernæst sagde, at han ligeså ønskede at gentage hændelsen fra i går. Det glædede hende uden tvivl, da hun jo ønskede det samme, men igen.. Clemency. ”Du er gift,” kommenterede hun stille, som hun ønskede, at han uddybede for hende, hvad han mente om det. Var det fint mellem ham og Clemency, at han havde en elskerinde? Ønskede hun bare at være en elskerinde? For ham eller for nogen anden i det hele taget? Hvad der dog fik hende til at se lige på ham var, at han sagde, at han aldrig havde prøvet noget som det, som de havde gjort. Virkelig? Hun kunne ikke undgå at mærke stoltheden boble i sig. Både fordi, at dette kun var hendes anden gang, og fordi, at han jo havde prøvet andre end hende. Om det så kun havde været Clemency, kunne hun ikke sige. ”Ikke engang med Clemency?” spurgte hun alligevel, skønt det utvivlsomt var, hvad han havde ment. Hvad betød det egentligt? Var hun bare fantastisk til det i sengen, eller havde hun og Theodore en særlig forbindelse? Et sted kunne hun være tilbøjelig til at tro det sidste. Det havde jo været direkte forfærdeligt at være sammen med Valandil, og der havde hun jo styret forløbet.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ikke var der nogen grund til at rødme på den måde, men derimod måtte Theodore erkende, at det var noget, som han faktisk ikke havde oplevet tidligere, og derfor var det noget, som måtte falde tydeligt i hans interesse. Måske at det var den del af sjæl, som gjorde, at han nu kunne binde enkelte tanker til handlinger, og reaktioner. Det skulle han ikke kunne sige, men selvfølgelig var det også noget, som godt kunne mærkes den dag i dag. Han lod derfor hovedet søge en kende på sned. At rødme mindes han slet ikke at se have set. End ikke Clemency havde gjort det. "Ikke som jeg kan erindre," sagde han oprigtigt, da han heller ikke så nogen grund til at skulle lyve for hende. Det var der overhovedet ikke nogen grund til, når det endelig skulle være i den anden ende. Han vendte blikket mod bordet igen. Gift..? Ja, han var gift, men gjorde det nogen forskel? I hans slægt, var det noget, som man blev pålagt. Det var planlagt. Han havde jo aldrig valgt hende, og derfor følte han sig vel også det mere fritstillet?
"Det stoppede da ikke os i går," sagde Theodore oprigtigt, efter et kort øjeblik med stilhed. En tænksom stilhed. Han var begyndt at tænke, og det var forvirrende, for meget af det, som skete i hans hoved, var ikke ligefrem noget som han havde nemt ved. Faktisk var det meget svært. Han sænkede hovedet en anelse. Sådan som det havde føles at gøre det med hende, havde han aldrig oplevet det med Clemency. Nu var det også rigtig mange år siden, de havde gjort det. Primært, kun for at skabe livet til deres sønner. Han rystede på hovedet. "Aldrig af.. lyst? Er det hvad man kalder det? Det var forpligtelsen, ved vores ægteskab," sagde han denne gang. Hvad andet skulle han da kunne sige? Og gøre ved det?

[Jarniqa Dynithril]

Mærkværdigt.. Højst mærkværdigt fandt Jarniqa det, at han aldrig havde set en rødme før.. og han var jo gammel! Ikke bare gammel, men gammel. Hvor gammel han var, turde hun ikke rigtigt spørge om. Slet ikke nu hvor, at de havde været intime sammen. ”Mærkelige bekendte du har,” sagde hun ligeud. De måtte da være mærkelige. Hvem han helt præcist kendte ud over Jaqia, vidste hun ikke. Dog måtte han kende en del.. Han var trods alt greve af landet. Det var dog næppe venner, men nærmere bekendte og forretningsforbindelser, som han havde. At han sagde, at hans ægteskab ikke havde stoppet dem i går, kunne hun ikke løbe fra. Ej heller ville hun det. Hun fortrød det nemlig ikke. ”Nej,” sagde hun derfor ærligt. Om det ville stoppe hende, hvis muligheden skulle byde sig igen, anede hun ikke. Hvad der talte for at gøre det igen var, at de begge havde lyst, og at hun i princippet var ligeglad med hans hustru. Hvad der derimod talte ned var, at det ville gøre hende til en simpel elskerinde. En han hyggede sig med i ny og næ. Brynene rynkede hun. ”Du har aldrig gjort det før af lyst?” gentog hun for at få en bedre forståelse. Igen følte hun, hvordan selvtilliden boblede i hende. Var hun virkelig den eneste kvinde, som han nogensinde havde lystet? Dette faktum kunne alligevel ikke lade være med at få hende til at smile lidt.. Bare lidt. Det at han gjorde det med Clemency af ren og skær forpligtigelse, kendte hun lidt til. Han havde jo også været hendes første af lyst. Valandel havde jo blot været en del af projekt Bliv en kvinde. Dog havde hun gjort mange andre ting af lyst. Med Lucifer.

[Theodore Jarvis Acheron]

Den slags af menneskelighed var ikke just, hvad man kunne sige, var en del af den verden, som Theodore var kommet af, og derfor var han da ekstra nysgerrig, når han stod med en kvinde, som rent faktisk udviste det, uden at han egentlig kunne gøre meget ved det. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse. Han kunne ikke lade være. Var det så underligt? "Jeg er ikke af almen stand, Jarniqa," fortalte han denne gang. Han havde været den dreng, som var nægtet at lege med byens børn på gaden.. Han havde aldrig oplevet den slags, og derfor havde hans egne børn heller ikke. Det andet her, var den skik, som man skulle gøre, hvad man kunne, for at opretholde.
Denne gang tømte han sit glas, inden han satte det fra sig igen. Ikke kunne man kalde ham en mand, som handlede ud af lysterne, selvom han måske burde lade det komme mere til udtryk, end hvad han havde gjort før. Det var nu en verden, som man vel kunne sige, at hun havde introduceret ham til. Uden en sjæl, følte man ikke rigtigt noget. Det var da for længst gået op, for selv ham. Han rystede på hovedet. "Min sjæl blev taget fra mig, af min egen fader, da jeg ikke var særlig gammel. Har aldrig oplevet at.. lyste noget, før i aftes," fortalte han denne gang. Det var ikke ligefrem noget som han gjorde sig mest af. Det var jo først nu, at han rent faktisk var begyndt at tænke.. Første gang han reelt set, følte en form for lyst.. Og det alene, var underligt. Virkelig underligt. "Forstå mig ret.. Acheron er en gammel slægt.. med sine hemmeligheder," sagde han denne gang. Det havde hun nok også opfattet.

[Jarniqa Dynithril]

Nej, Jarniqa vidste udmærket godt, at Theodore ikke var af almen stand. Han var jo velhavende, samt han var født ind i en slægt, hvor skikken var at frarøve drengebørnenes sjæle. Selv var hun født prinsesse, uden at have vidst det. Hun havde levet i femten år med ingenting. Derfor kunne man sagtens sige, at de havde forskellige opvækstår. ”Det ved jeg.. men det er stadig menneskeligt,” pointerede hun. En anelse ind over bordet lænede hun sig, så hun kunne tage nogle skårede melonstykker. Disse lagde hun sin tallerken, hvor hun spiste dem med den gaffel, som hun havde fået leveret. ”Jeg ved, hvad din fader gjorde ved dig.. Jeg ved, hvad du gjorde ved din egen søn.. Hvad din egen søn gjorde ved dit barnebarn,” begyndte hun. ”Det er frygtelige ting at gøre.” Ikke forstod hun, hvorfor kvinderne i familien ikke havde været stærkere, end hvad de var. Hvis hun havde haft en søn, og han havde stået til at miste sjælen, ville hun have slået sin mand ned.. men der var Acheron-kvinderne tydeligvis ligeglade. Gad vide om Clemency derfor også var ligeglad med, at Theodore lystede en anden kvinde end hende? Det var hun måske.. Måske var det vigtigste bare at være gift? For hende i hvert fald.. Tænderne bed hun en anelse sammen, som han sagde, at Acheron var en gammel slægt med sine hemmeligheder. Hun forstod hentydningen.. Det var hemmeligheder, som hun ikke ville få af vide. Hun var jo ikke en Acheron, og det ville hun aldrig blive. ”Javel,” sagde hun derfor blot. Der var jo intet at komme efter der, skønt hun var nysgerrig. Selvfølgelig ville hun jo gerne vide, hvilke hemmeligheder han talte om.. Det var jo som at vifte med slik foran et barns ansigt, men ikke at lade det få det.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore lagde ikke skjul på det frygtelige, som var sket i hans familie. Han havde selv videreført det til sin søn, som havde ført det videre til sin egen, og forhåbentlig, var det noget, som ligeledes ville føres videre med, og det kunne selvfølgelig også godt mærkes nu. Hans blik faldt derfor langsomt til hendes skikkelse denne gang. Han lod denne gang hovedet søge en anelse på sned. "Måske.. Men uden en sjæl, som skulle være lige så menneskeligt, så er det ikke i den retning, man tænker." Han havde faktisk gjort, hvad han ville, samt handlet og reageret ud fra, hvad han havde følt, skulle være rigtigt, og det ville aldrig nogensinde ændre sig. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse. Måske at det var svært for hende i det hele taget at forstille sig, hvordan det var at være en del af hans familie, men nu kunne han jo heller ikke ligefrem påstå, at han var kendt med noget andet. Han tog endnu en bid af det syrlige æble. "Det er ikke nogen hemmelighed. Vi er kendt for værende sjæleløse. Manden om ikke andet, og den førstefødte søn," forklarede han. For mange, var det grotesk.. For en Acheron, så var det hverdag. Han lagde resterne af æblet til side. Hans blik faldt denne gang direkte til hendes skikkelse, hvor han denne gang også lod hovedet søge på sned. "Jeg vil gerne indvige dig i dem," sagde han denne gang. For ham, var det nemlig noget, som betød en kæmpe forskel. Ingen tvivl om det. Det var noget.. særligt for ham.

[Jarniqa Dynithril]

”Nej,” medgav Jarniqa, inden hun fortsatte. ”.. men det er ikke dig længere. Du har en bid af den nu.” Om det en dag kunne resultere i, at han fik en fuld sjæl, vidste hun ikke. Hun havde heller ikke vidst, at han i det hele taget kunne få en stump tilbage. Derfor havde hun også haft svært ved at tro ham, som han havde fortalt hende det. Nu troede hun ham derimod.. Det var også tydeligt at mærke, at der var sket en forandring hos ham. Han undrede sig pludselig over ting, og han kunne smile. Godt nok skete det sidste kun i kort tid af gangen. Hun kiggede på ham. ”Jeg ville have slået dig ned, hvis du havde forsøgt at tage min søns sjæl,” sagde hun uden omsvøb, som han kommenterede sjæletagningen. I linjerne mellem insinuerede hun dog også, at Acheron-kvinderne var en omgang skvat. Det var de dog også i hendes bog, som de blot … fulgte med. Måske var det derfor, at de blev valgt til mændene? Theodore havde selv sagt, at han ikke havde valgt Clemency. Det kunne være, at svage kvinder blev udpeget som deres hustruer, så de ikke ville skabe splid i rækkerne. Overrasket blinkede hun med øjnene ved hans næste ord. Om han ville røbe sin families hemmeligheder fordi, at de havde delt en intim stund sammen, eller fordi, at han havde taget hende ind i sit hjem, vidste hun ikke, men chancen ønskede hun bestemt ikke at forspilde! Derfor spurgte hun ej heller, hvorfor han ville fortælle hende det, da hun i så fald frygtede, at han ville nå at ombestemme sig. Noget hun ikke ville risikere nu hvor, at hendes nysgerrighed var blevet pirret. ”..Oplys mig,” opfordrede hun ham, hvor hun uden tvivl var nysgerrig på at høre, hvad han havde at sige til hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodores blik hvilede denne gang på Jarniqa. Selv synes det, at hun var ved at forstå, hvordan han egentlig havde det, samt hvordan tingene egentlig måtte hænge sammen, og det kunne da selvfølgelig også godt mærkes. Hans blik hvilede derfor på hende. "Det er for mig, en ukendt del, af det at leve sit liv," sagde han oprigtigt. Ikke havde han været i nogen position, som ville give ham den mulighed for at lære, samt huske hvordan det var, da han ikke havde været særlig gammel, da det hele var blevet så brutalt revet fra ham.. Nu havde han gjort det samme mod sin egen søn, som havde gjort det mod sin, som uden tvivl også ville gøre det ved sine, når disse var kommet til verden. Med andre ord, var tingene egentlig bare, som de plejede at være, i den forstand. Ikke brød hun sig om det.. Sjælen var også.. værdifuld. Virkelig meget endda.
"Hvad der er skik og tradition, skal forblive en skik og tradition." Nu havde de sammen, ikke nogen børn, så der var vel heller ikke noget at være bange for? Og nu hvor han følte, hvor det derimod kun var forvirring, som var en del af hans krop og sind, så var det faktisk heller ikke rart. Enten skulle det gøres optimalt, hvor sjælen blev fjernet, ellers skulle man ikke. Det andet, var da slet ikke til at finde hverken hoved eller hale, i, og det kunne mærkes selv for ham nu.
Alt taget i betragtning, så ønskede Theodore, at vise Jarniqa, at hun var en kvinde med betydning for ham. I forvejen, kunne man sige, at hun var indvilget i rigtig meget af det, som i forvejen skete omkring ham og hans person. Hovedet lod han søge på sned. "Acheron er en oldgammel slægt, med skikke og traditioner, grundet et ganske særligt løfte, til døden," fortalte han. Herfra gjorde han tegn til at rejse sig igen. Han var uanset ikke længere sulten.

[Jarniqa Dynithril]

”Men du lærer det,” pointerede Jarniqa. Han havde endda ytret ønske om at forstå livet det bedre. Han havde jo gået til hende for at få den hjælp, som han havde brug for. Spurgte hende, om hun ville lære ham at føle. Langt var hun dog ikke kommet med det.. Hun selv havde nemlig løbet en svær tid i møde, og derfor havde hun ikke kunnet tage hånd om både ham og sig selv. Hun kiggede på ham. Hvad der var skik og tradition, skulle forblive skik og tradition. ”Indtil en klogere person kommer og retter op på det,” tilføjede hun. Selv tænkte hun, at hvis en kvinde var standhaftig nok, kunne hun gøre en forskel. Forkert var det nemlig, hvad Acheron-mændene gjorde. Det havde hun selv virkelig fået forståelsen af, da hun havde mødt den lille Romeo. Han havde kun været et lille barn, men kold havde han været. Helt uden mimik. Hvis det var op til hende, var det en tradition, som hun ville gøre sit for at stoppe. ”Hvilket løfte?” spurgte hun i takt med, at han rejste sig. Selv antog hun, at hun skulle følge med. Hun drak derfor hurtigt sin æblejuice ud, inden hun greb om en skive brød. I så fald havde hun det at gumle på imens. Mere kunne hun nemlig godt spise. Nu havde de også mere endt med at tale end at spise.. Stolen skubbede hun ud. Han ville vel vise hende noget, siden de nu skulle rejse sig? Hvad ville han mon vise hende? Hun tog en bid af brødet, inden hun søgte ham. Sjovt var det egentligt, hvilket skift deres samtale havde taget.. Fra fornærmelse til Clemency.. Fra Clemency til deres intime stund.. Fra deres intime stund til Acherons leveregler.

[Theodore Jarvis Acheron]

"Med den rette guide," tilføjede Theodore. I sin oprigtighed, var han jo gået til hende, for denne hjælp, også selvom man ikke just kunne sige, at det havde virket efter hensigten. Han havde ikke fået det ud af det, som han havde håbet på, da han havde bedt hende om en hjælp, den aften, hvor han havde lagt Lucifer til jorden, for selv, at føre den samtale med hende. Stort var det dog, at en mand af hans familie, søgte til en uvedkommende for den form for hjælp, men han havde haft den tillid til hende igennem den tid, hvor han havde haft kendskab til hende, og til nu, kunne han bestemt ikke sige, at han var skuffet af sig. Langt fra faktisk. Hovedet lod han søge en kende på sned denne gang, hvor endnu en gang, et kort smil måtte vise sig på hans læber. Han sænkede hovedet en anelse. "Selv på trods af det, er skikken blevet håndhævet igennem de mange år," fortalte han denne gang med en oprigtig stemme, som han atter måtte vende blikket i retningen af hendes skikkelse igen.
Theodore valgte at rejse sig. At hun søgte med, havde han det fint med. "Azrael. Dødens engel," lød det kortfattet fra ham, men derimod også oprigtigt. Det var stærke evner og kompetencer, som måtte hvile i Acheron som familie, så et sted følte han vel, at de var.. særlig udvalgt til dette? Han gjorde atter tegn til at hun skulle følge med, hvor han forlod spisesalen, så tjeneren kunne få fjernet maden og resterne, og lod ham selv føre hende med sig mod den særlige lukkede korridor. Han søgte ud i hallen. "Det er et privilegium, at være en del af vores slægt, Jarniqa. Det kræver en vis styrke og udholdenhed, at være en del af den." fortalte han. Velvidende om, at det måske kunne lyde sindssygt. Han søgte til en ganske særlig del af landsstedet. Et stort rum, hvor billeder hang af tidligere familiemedlemmer. "Ved at skænke ham en sjæl, blev man lovet en mulighed for et nyt liv, såfremt at det skulle ende før tid," fortalte han videre.

[Jarniqa Dynithril]

”Ja,” sagde Jarniqa stille. Om hun var den rette længere, vidste hun ikke.. Ikke med det, som hun havde været udsat for. Hun vidste jo end ikke, hvad der skete med hende nu. Hun vidste ikke, hvad hun skulle mene om sin tid i Maerimydra, eller hendes intime stund med Theodore. Begge dele var jo handlinger, som et sted ikke burde have fundet sted.. men hvor hun havde fortrudt Maerimydra, havde hun endnu ikke fortrudt Theodore. Ville det mon komme? Ikke vidste hun, hvad hun håbede på. Hun burde vel håbe på fortrydelse? Han var jo en gift mand, så der var allerhøjest en fremtid, som hans elskerinde. ”Det er fordi, at den klogere person ikke er kommet endnu,” svarede hun roligt igen. Han smilede over det.. Betød det, at han i virkeligheden var enig med hende? Eller også morede hendes stædighed ham bare, og han tænkte dumme pige.. Nysgerrigt fulgte hun med, som han guidede hende ud af spisestuen og til en del af herregården, som hun ikke før havde været. En smule selvfed kunne hun ikke lade være med at finde ham, da han sagde, at det var et privilegium at være en del af Acheronerne. Sådan tænkte hun nu ikke, at det forholdt sig, men nok om det.. Interesseret så hun rundt, som de var i rummet med de mange billeder. ”Ved du godt, at man kan få muligheden for et nyt liv, uden at sælge sin sjæl? I mit hoved lyder dine forfædre derfor utroligt uvidende, siden de gik den vej,” sagde hun direkte, og løgn var det ikke. Hun havde jo vækket sin moder, uden at det havde kostet hende noget.. eller, det havde kostet hende Damien. ”Jeg har min sjæl, og jeg har vækket min moder.. Det er derfor en dårlig forhandling, som I har gjort jer.”

[Theodore Jarvis Acheron]

At være en del af denne familie, var bestemt ikke, som så mange andre måske ville forestille sig det, og det var ikke noget som Theodore havde tænkt sig, at tage af. Nu hvor han stod her, måtte han bare tage sig af de ting, som nu dukkede op for ham i hans liv, og denne gang, havde han så valgt at indvilge hende i, hvad det ville sige, at være en del af ham og hans familie, for selv han, kunne jo kun forestille sig, at det skulle være meget anderledes, end at være med i en typisk af slagsen. "Muligt," sagde han blot. Selv havde han for længst bare accepteret, at det var sådan, at landet lå, og ikke havde han tænkt sig, at gøre det store ved lige netop den sag, da han udmærket godt vidste, at der ikke rigtigt ville komme noget ud af det på sigt. Han var så implementeret del af familien, som deres overhoved, at der nok ikke ville være en ting, som han ville gå på kompromis med.
Der var mange måder, hvorpå at man kunne skænke folk et liv igen, og selvfølgelig kunne også det have sine fordele, men derimod også sine klare ulemper. "Ved at have den forbindelse, og den særskilte aftale med Azrael, bliver vi tildelt det bankende hjerte, uden at det har nogen anden konsekvens. Døden påvirker mangt og meget, og selv en sjæl kan tage skade," fortalte han denne gang. Hun havde formået at vække sin moder, hvilket var en meget imponerende gerning, taget i betragtning af hendes alder, og hvad hun egentlig var. Det selv, var noget, som han for længst havde lært at acceptere. "Selv jeg, er blevet skænket den mulighed på ny," tilføjede han. Selv i dag, kunne han mindes den dag, han havde kæmpet sig op af sin grav, efter mange års hvile. Død for sin søns hånd.