It's here where you belong

[Theodore Jarvis Acheron]

Ikke havde Theodore nogen grund til at forlade Jarniqa lige nu, og skulle han være helt ærlig, så var det heller ikke ligefrem noget, som han havde særlig meget lyst til. Han lå godt, og han havde det godt og trygt, nu mens han lå der sammen med hende, så bedre, kunne det jo heller ikke ligefrem blive. Han lod øjnene denne gang glide i, som han følte den ro, som endnu en gang måtte samle sig. Aldrig kunne han huske, at have haft det så behageligt, som det han havde lige nu. Han sukkede svagt for sig selv, og vendte sig en anelse, som hun selv gjorde det. Kysset gengældte han glædeligt, som havde det allerede vist sig, at blive ham en vane, at gøre det her sammen med hende. "Du burde få sovet, Jarniqa," sagde han denne gang, da han ikke rigtigt vidste, hvad andet han skulle sige.
At hun vendte sig med ryggen til ham, vidste han først ikke, om han skulle tage som en afvisning. Men igen, så havde hun bedt ham om at blive her, og det gjorde han da gerne. Selv møvede han sig denne gang om på siden, hvor han tog om dynen, som han lagde om hende. Armen lagde han ligeledes også løst om hende, så hun ikke ville komme til at ligge klemt. Han lagde sig tæt ved hende, hvor han lagde hovedet temmelig tæt ved hendes nakke. Her plantede han et forsigtigt kys. Velfæren var tydelig i ham. Han havde virkelig ikke haft det så godt længe, og det var noget, som selv satte sig i ham. Han kunne slet ikke huske hvornår han sidst, havde haft det på den måde.

[Jarniqa Dynithril]

Længe, varmt og trygt havde Jarniqa sovet. Det havde vel været den bedste nattesøvn for hende i et helt år? Hun var gået i seng, uden at hun var blevet tævet på dagen. I stedet var hun gået i seng med en udmattet krop fuld af velvære i sig. Derudover havde hun ikke været alene. Theodore havde ligget ved hende igennem hele natten og holdt på hende. Mange timer havde nu gået, siden hun og Theodore havde haft deres meget tætte aften sammen. Morgen var det nu, men ikke var det lyst udenfor grundet årstiden. Solen gemte sig endnu til de senere timere.
Svagt rørte Jarniqa på sig. Det var et lille stræk af sine lemmer, som hun gjorde sig. Lille var sengen i forhold til to personer, og derfor kunne hun også mærke, at hun havde en smule ondt i nakken.. eller var det grundet lagengymnastikken? Blidt trykkede hun sin krop en anelse tilbage. Den var stødt hvilende imod Theodores. Varmt var det.. Meget varmt. Det var lidt plads, og to nøgne kroppe imod hinanden. Hun glippede svagt med øjnene. Følelsen hun vågnede med var faktisk … rar. Forsigtigt vendte hun sig om i sengen i håb om, at det ikke ville få Theodores arm til at falde ned. Der lå han.. I hendes seng som et symbol på, hvad de havde lavet i går aftes. Hvad det betød, vidste hun ikke, men i gårsdagens humør følte hun sig endnu.. og det var en side af hende, som han ikke havde afvist, så ønsket var den vel? Vel også i dag? Smilet viste sig svagt på hendes læber. Selv var hun endnu træt, men stadig ønskede hun at vække ham på en behagelig måde. Blide og flygtige kys begyndte hun at skænke ham. Hans ansigt.. Hans hals.. Hans skuldrer.. ”..Godmorgen,” hilste hun blidt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Fuldstændig fanget i, hvad man kunne kalde for en drøm, hvilede Theodore med armen trygt hvilende omkring Jarniqa. Her havde han jo så ligget hele natten og mere til, for han havde skam heller ikke tænkt sig, at flytte sig. Selvom han havde været vågen et par gange i løbet af natten, kun fordi, at han heller ikke var vant til at ligge med nogen i sengen, og særligt ikke så tæt, måtte han jo alligevel indrømme, at det var rart, at have nogen liggende der, så han kunne heller ikke rigtigt undgå det.
Jarniqa vågnede. Ikke at det var noget, som vækkede ham. Han selv havde det godt. Han havde det skræmmende godt, efter hvad de havde lavet aftenen i forvejen. Om det burde forekomme eller ikke, var ikke rigtigt noget, som han kunne gøre noget ved. Han var præget af helt andre tanker, og særligt, sådan som det hele foregik lige nu. Selv da hun kyssede ham.. Måtte han alligevel komme lidt til sig selv. Blive revet ud af den lille verden, som han nu måtte ligge i. Øjnene klemte han svagt sammen, inden han strækkede sig. Det var nok den mest blide måde, han nogensinde var blevet vækket på. Øjnene tvang han denne gang op. Okay, han havde jo sovet godt. Bedre end hvad han havde gjort længe. ".. Godmorgen," hilste han denne gang. Han sendte hende et kort smil.. Han blev dog liggende. Han lå jo virkelig godt ved siden af hende, og det kunne han også rigtig godt.

[Jarniqa Dynithril]

Hvordan Theodore og Clemency normalt var overfor hinanden, anede Jarniqa ikke. Igen havde hun nemlig aldrig rigtigt set ægteparret sammen. For hendes vedkommende var Clemency nemlig en kvinde der holdt sig meget for sig selv. Jarniqa ønskede dog ikke at være som Clemency, som hun ønskede at være sig selv. Bedre end hans hustru måtte hun dog et sted være, siden han endnu var at finde i hendes seng, og ikke i sin egen? Det var alligevel en tanke, som hun godt kunne lide. At være bedre. Hun smilede til ham, som han langsomt vågnede op og smilede til hende. Et smil, som hun gengældte. At han ikke var vant til den kærlige vækning, vidste hun igen ikke. Hun havde bare gjort, hvad hun havde følt for. En arm sneg hun om ham. Varmt var det, men igen var det bare behageligt at ligge her med ham. Travlt havde hun ej heller med at komme ud, for … havde hun travlt med noget? Hvad der skulle foregå, anede hun ikke. Hun havde ingen plads i livet længere, men forhåbentligt havde Theodore snerten af en ide om, hvad hun kunne lave. Indtil da lå hun dog her med ham. Det næste hun gjorde var at tildele hans læber et flygtigt kys. Han stoppede hende ikke, og i går havde han nydt, så det var vel tilladt? Her i soveværelset om end.. Hvad ville der mon ske så snart de gik ud på gangen? Hvor hans hustru kunne være? Hvor tjenestefolket var? ”Sovet godt?” spurgte hun dæmpet. Hun havde i hvert fald. Hun havde sovet hele natten igennem i forhold til Theodore, der havde haft sine små vågne stunder. Fuldt udhvilet, afslappet og tilpas var hendes krop derfor. Det eneste der irriterede den var de sår, som hun havde på kroppen.

[Theodore Jarvis Acheron]

At vågne op med så omsorgsfuld en behandling, var bestemt ikke, hvad man kunne sige, at Theodore var vant til. Dog måtte han sande, at det var noget, som han virkelig godt kunne lide, så det alene, var heller ikke noget som måtte sige så lidt. Han trak på smilebåndet. Andet var da umuligt, når han nu lå der ved siden af hende, for det i sig selv, var noget, som han godt kunne lide. Hvorfor skulle han da ikke kunne gøre det? "Ganske udmærket," sagde han dog. Han havde jo sovet fint, trods for, at hans søvn var blevet afbrudt mere end en gang i løbet af natten, men det havde jo ikke været fordi, at det havde været i vejen eller noget lignende, og det ville det heller ikke komme til.
Theodore rykkede sig på ingen måder ud af stedet, som han jo virkelig godt kunne lide, at ligge der sammen med hende. Forkert eller ikke, så var det nu heller ikke ligefrem en tanke, som han gjorde sig, som det stod lige nu. Hvorfor skulle han da? Han nød dette, og sikkert også mere, end hvad godt var i den anden ende, og han kunne jo heller ikke være mere ligeglad, end hvad han var ved dette. Hans blik faldt til hendes skikkelse. At hun lå der, var underligt, men dog.. rart på en eller anden måde, som han heller ikke var i stand til at beskrive. Han lukkede øjnene let. "Har du sovet?" spurgte han denne gang. Han var slet ikke vant til det her, men.. lidt høflighed var vel også på sin plads?

[Jarniqa Dynithril]

Ganske udmærket.. Skulle hun tage det som en kompliment eller som skuffelse? Jarniqa vidste det ikke helt.. Det kunne være hans bedste måde at kommunikere på, men det kunne også betyde, at det kun havde været nogenlunde for ham. Svært var det at sige.. Armen endte hun med at trække til sig igen. I stedet førte hun sine hænder op til sit hoved, hvor hun lod det hvile på dem. Det smaragdgrønne blik holdt hun på. Langsomt måtte hendes øjne vænne sig til det at være vågen igen. Om hun havde sovet? Var det ikke tydeligt? Selv havde hun sovet bedre, end hvad hun havde gjort længe.. men publikummet virkede ikke helt til, at det var sådan man udlagde det. ”Hele natten,” medgav hun roligt. Sandt var det. Hun havde sovet helt til nu. Hendes blik hvilede på ham. Hvad nu? Måtte hun vel spørge sig selv om. Med Lucifer havde det altid været let. De havde jo vidst, hvad de havde været.. men hende og Theodore? Det var straks en anden sag. ”..Hvad nu?” spurgte hun stille. Blev de liggende her? Skulle de have morgenmad? Skulle han noget? Skulle hun bare tulle rundt? Havde han planer for hende? ..hvad med dem? Selv afventede hun blot, hvad han havde at sige. Hun tog en indånding. Ville det blive akavet nu? Hun håbede det ikke. Havde det været forkert af dem at være tætte? Hun håbede det ikke.. Hvad hun præcist håbede på, vidste hun ikke. Det hele havde blot sket. Hun havde altid været meget betaget af ham. Dog havde hun ikke troet, at hun havde været betaget af ham på dette plan. Han var jo gammel.. Vel ligeså gammel som verdenen.. og han var gift. Hun var jo imod, at man havde flere på en gang, og nu lå hun her. Frivilligt.

[Theodore Jarvis Acheron]

'Udmærket' var et begreb, som Theodore kendte, og derfor skulle man uden tvivl tage det, som en rigtig god ting. Han ville jo selvfølgelig ikke benytte ord, som han selv ikke var i stand til at vide, hvad egentlig betød for sigt, og selvfølgelig derfor reagerede han på den måde, som han gjorde. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse, som hun lå der ved ham. Hun havde sovet hele natten.. Efter hvad han have fornemmet, at hun havde været igennem det sidste halve år, eller mere, så måtte det jo kun være en god ting. "Det er en god ting, er det ikke?" spurgte han denne gang. Han rynkede en smule i panden. I forhold til hende, var han jo.. en sten. Der var mange ting, som han endnu ikke forstod sig på, og han vidste heller ikke, om det var ting, som han nogensinde ville komme til at forstå sig på, men han forsøgte da.
Hvad så nu? Ja, der var jo mange ting. Han selv nød at ligge der sammen med hende, og alene det, var han nu heller ikke bange for at indrømme for hende. "Vi burde stå op," sagde han denne gang. Selv havde han ikke nogen anelse om, hvor længe de havde ligget der, men selv han havde arbejde, som skulle laves, og han havde et løfte til hende, som han agtet at leve op til. "Kom i tøjet, og mød mig nedenunder," opfordrede han denne gang. Han hævede hånden, som han kort strøg over hendes kind. Han plantede et kys mod hendes pande, inden han denne gang rejste sig op. Han kunne heller ikke blive liggende for alt for lang tid af gangen.

[Jarniqa Dynithril]

Et lille smil dukkede op på Jarniqas lyserøde læber. Hun kunne ikke lade være. Ikke? Han vidste ikke, hvorvidt det var godt eller ej, at hun havde sovet hele natten, og det var et sted sødt. Det havde altid fascineret hende, at han havde været uden følelser.. og nu havde han lidt. Hvordan han brugte dem, skulle hun endnu lære. Hun havde nemlig primært været om ham, da han havde været helt uden sin sjæl. ”Det er godt,” belærte hun ham. Halsen strakte hun, som hun ikke kunne undgå at skænke hans rynkede pande et lille kys. Det var sjovt.. Han tænkte virkelig over det. Noget som ingen anden ville have gjort. De burde stå op. Hun kunne ikke lade være med at tænke over hans ordvalg. Med burde lød det til, at de var forpligtiget til det, men at han i realiteten ikke ønskede det. En tanke, som hun godt kunne lide. Det betød jo, at han ønskede dette. Hvad dette så end var.. Øjnene lukkede hun kort i, idet hun mærkede hans hånd over sin kind. Hun nød det. Det var rart. Ligeså nød hun kysset, skønt det var noget mere formelt end de andre, som de havde skænket hinanden. ”Jeg skal nok komme,” sagde hun stille. Til hvad var så spørgsmålet. Morgenmad var dog en sandsynlighed i og med, at de lige havde stået op. De smaragdgrønne øjne lod hun følge hans bevægelser, som han kom ud af sengen. Det fik hendes hjerte til at slå hurtigere. Der var han.. Helt nøgen.. Et symbol på, hvad de havde lavet i går. Blikket fjernede hun igen. Ikke vidste hun, om hun skulle kigge eller ej. Det hele var surrealistisk, godt og skidt. Liggende blev hun, indtil han forlod værelset. Først der stod hun op for at gå over til sit skab. Ikke tog hun de mørkelviske klæder på, som hun havde haft på hertil. I stedet tog hun en nydelig sort kjole på, som havde ligget i skabet i al den tid. Hurtigt trak hun den på, inden hun gik ud for at mødes med Theodore igen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ikke var Theodore fristet til at stå op, dog selvom han vidste, at det efterhånden måtte være en nødvendighed. Ikke en, som han var særlig glad for, da han oprigtigt godt kunne lide, at ligge der sammen med hende. Selvom det som de havde gjort, havde været så forkert, som noget overhovedet kunne være, så var der bare ikke rigtigt noget, som man kunne gøre ved det. Sagen var, at de havde gjort det, og at han havde nydt det. Ingen tvivl om, at det var noget, som han oprigtigt havde nydt, at gøre sammen med hende. "Godt," sagde han denne gang. Mere tilfreds kunne han jo ikke blive. Så havde det jo været en god aften for dem begge to, kunne han hermed konstatere, så det var da en ting, som han havde det mere end fint med.
Theodore rejste sig denne gang op, kun fordi at han vidste, at han var nødt til det. Umiddelbart kunne han jo heller ikke ligefrem blive liggende i sengen, selvom han ville elske det. Det føles jo godt, at ligge der med hende, men arbejdet gjorde jo ikke ligefrem sig selv. Tøjet kom han i igen, hvor han ikke havde noget imod, at klæde sig på foran hende. Oprigtigt, så tænkte han ikke rigtigt over det.

Theodore ventede nede i forhallen. Morgenmaden skulle de nok få, men der var ting, som han agtet at gøre med hende først. Hænderne havde han foldet over ryggen, hvor han denne gang stod og ventede på, at hun ville komme ham i møde. Da han så hende i trappen i en simpel, men dog flot kjole, måtte han lade hovedet søge på sned. "Ikke hvad jeg er vant til at se dig træne i," sagde han denne gang. Han ville se hvad hun kunne.. Og hvor slemt, det var blevet igennem det sidste år. Derefter kunne de tage morgenmad.

[Jarniqa Dynithril]

Let på tå bevægede Jarniqa sig ned ad gangen, idet hun havde fået tøj på, og nu skulle mødes med Theodore. Hvad der mon skulle ske var det, som hun mest funderede over. Derudover funderede hun også over, om de mon ville begynde at opføre sig anderledes over for hinanden nu. Deres forhold havde trods alt forandret sig, som de nu også havde været intime sammen, eller.. Jarniqa tænkte da, at det betød, at tingene havde ændret sig.
Det var ikke det, som han var vant til at se hende træne i. Træne. Ordene rungede i Jarniqas sind, som hun nu vidste, hvad der var på færde her til morgen. Hun tog en indånding. ”Det var enten den.. de klæder, som jeg ankom i.. eller min natkjole,” sagde hun sandfærdigt. Natkjolen ville ikke have været passende, eller ville han nu finde den slags interessant? De mørkelviske klæder havde hun ej heller set som en løsning.. Det var vel meningen, at hun skulle smide den side fra sig? Hun stoppede op ved ham.. Lige på og hårdt var det tydeligvis.. Fra et nyt hjem, til et intimt samleje, til hård træning. Det var ikke just det man kaldte for en kedelig start. Om det var godt eller skidt, vidste hun ikke helt.. Det var måske meget godt, at hun blev holdt i gang, så hun ikke tænkte for meget? Det var nemlig som regel værst, når man begyndte at tænke for meget. Særligt, når man havde ting at tænke over som det hun havde. Gad vide, hvordan det også ville komme til at gå hendes træning? Hun havde jo ikke trænet sin magi i den tid, hvor hun havde været i Maerimydra. Derudover var sidste gang, at hun ihærdigt havde trænet sin magi, været med ham for … ja, lang tid siden efterhånden.

[Theodore Jarvis Acheron]

For Jarniqas skyld, ville Theodore gerne starte ud med, at finde ud af, hvad hun kunne, og hvad hun ikke kunne, og derfor fandt han det oplagt, at starte ud med en omgang morgentræning. Fra hendes tid, fra sidst, hun havde boet her, kunne det da heller ikke ligefrem komme bag på nogen. Hans hænder var foldet over ryggen. Magien var nemlig vigtig at ivaretage, men det var også kun fordi at hun havde en betydning for ham, at han rent faktisk gjorde dette. Havde hun været enhver anden, havde han nok været fuldstændig ligeglad med tingene, og det var noget, som han nu gerne stod fast ved i den anden ende.
"I så fald, så må vi få opgraderet din garderobe," sagde han denne gang med en rolig stemme. Han tog det nu ikke tungere end som så. Dette var bare klæder, som for hende, nok kunne være lidt svær, at træne i, men det måtte de nu tage til den tid. En kvinde, som kunne kæmpe sine kampe og stride i kjole, var dygtige. "For din egen skyld, ønsker jeg at se, hvor meget du kan udrette med din magi, kære Jarniqa," sagde han denne gang. Han var.. bekymret for hende. Særligt når der var gået så lang tid, og hun havde været så langt nede, som hun havde. Han drejede denne gang om på hælen, for i stedet for, at søge til kældrene, og den store og veludrustet træningssal. Der var alt fra midler til træning af våben, til magisk træning. Netop det, som han ønskede at teste hende i.

[Jarniqa Dynithril]

Penge var ikke noget problem i Acheron familien. Det vidste Jarniqa. Bedre til at omgås penge var hun også blevet med tiden. Da hun først havde kommet her, havde hun ikke forstået, hvordan man kunne holde tjenere, når nu man selv havde arme og ben. Efter at have boet der, og som prinsesse og ambassadør i Neutranium, var hun dog blevet det mere kendt med begrebet velstand. Dog holdt hun stadig fast i, at hun kunne leve for mindre, end hvad Theodore kunne. ”Tak,” endte hun med at sige, da hun vidste, at der ikke var nogen grund til at sige ham imod. Han ville give hende tøjet, om hun takkede ja eller nej til det. Det var blot hans standard. Hun fulgte med ham ned til træningssalen. ”Du behøver ikke at tale, som om himlen falder ned bare fordi, at jeg ikke har levet blandt magikyndige i et år,” kommenterede hun med et skævt smil. Hun havde selvfølgelig ikke forbedret sig magisk, som hun ville have gjort, hvis hun fast havde levet her, men uduelig var hun ej heller. Selv havde hun nemlig gjort sit for at træne alene. Tilbage i tiden havde det nemlig lykkedes ham at forklare hende, at magien i hende var vigtig. Ind i træningssalen kom de. Det yderst velkendte rum. Her havde hun og Theodore tilbragt mange timer sammen. Træningssalen havde nemlig altid været det sted, hvor hun havde tilbragt mest tid her. Det var også, hvad Theodore ønskede, at hun fokuserede på, når hun var her. ”Fortæl mig, hvad du ønsker at se,” opfordrede hun ham, som han måtte fortælle, hvilken magi hun skulle performe. Hun vidste jo ikke, hvad han præcist forventede. Særligt ikke, når det var et godt stykke tid siden, at de sidst havde trænet sammen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var kun kendt med velstanden, da han var født med en guldske i munden. Dette havde han nu heller ikke ligefrem tænkt sig, at lave om på. Han havde pengene og økonomien til det, så hvorfor ikke styrke hende, så hun atter kunne få de ting, som hun engang havde haft? Han nikkede afmålt mod hende. Garderoben skulle de nok få fornyet tidsnok, så hun for alvor kunne vende ryggen bort fra det liv, som hun havde haft frem til nu. "Det andet, er da slet ikke nok," sagde han denne gang. Med andre ord, skulle der planlægges en tur forbi en skrædder. Ikke fordi, at han ønskede at forsyne hende med alverdens gallakjoler til fint brug, men også ordentlige hverdagsklæder, som man nu kunne forvente, skulle sidde ordentligt. Særligt nu, hvor hun atter måtte befinde sig under taget hos en Acheron, og ham særligt.
Træningsalen, var som den nu altid havde været. Hans blik faldt til hendes skikkelse. "Det, sammenlagt med de følelser, som jeg mødte dig med i skoven, kan være en farlig kombination," forklarede han denne gang med en rolig stemme, præget af et mindre alvor. Bevidst søgte han i retningen af det store og åbne gulv, hvor han vendte sig mod hende. Selvfølgelig havde han deres nat hvilende i baghovedet. Han havde jo virkelig nydt det. "På mig.. vis mig hvad du kan. Jeg vil se præcision og jeg vil se styrke," sagde han denne gang. Hans blik hvilede på hende med et alvor, som han i forvejen yderst sjældent gav udtryk for. Han ville hende jo bare det bedste. På sin egen særlige måde.

[Jarniqa Dynithril]

”..Det kommer an på personen,” endte Jarniqa alligevel med at sige. Hvis hun skulle være ærlig, kunne hun sagtens leve i et sæt tøj. Det havde hun også før gjort. Ikke så hun problemet i det, da det jo blot skulle være funktionelt, og ikke se alt for hæsligt ud. Dog vidste hun, at Theodore var af en anden mening. Forskellen var også, at hun kunne leve i et telt, hvor han skulle leve i et smuk palæ. Sjovt var det derfor også, at det var ham hun var faldet for.. hvis det da var det, der var sket. Hun sukkede dæmpet over ham. ”Du behøver ikke at bekymre dig.. Jeg dør ikke,” afværgede hun ham. Næsten, som hvis han var en bekymret far, og hun hans datter. Problemet kunne hun dog ikke se.. Det var jo ikke fordi, at magien sprang hende i luften. Hun trænede den jo. Bare ikke så intensivt, som det han tvang hende til, så skuffelse ville nok også ramme ham. Ikke, at det glædede hende at skuffe ham, men hvad hun kunne gøre? I så fald kunne hun også glæde sig over, at hun havde fundet en anden på, hvorpå hun vidste, at hun kunne tilfredsstille ham. Hun stillede sig ud på det store gulv over for ham. Gad vide hvor mange der delte en intim stund, for dernæst at banke løs på hinanden? ”Meget vel,” sagde hun. Præcision og styrke.. Længe siden var det desværre bare siden, at hun sidst havde duelleret magisk. Håndfladerne åbnede hun, som hun begyndte at lokalisere magien i sig. Ikke kunne hun gøre som ham, og stoppe ens luftveje uden at røre, så noget andet måtte hun gøre. Hendes håndflader knitrede. En mørk og lynende kugle voksede sig størst først. Denne skød efter ham, alt imens hun dannede en mindre kugle. Denne sendte hun ligeledes efter ham. Frem for at komme lige på, kom den dog fra siden. Blikket vendte hun dernæst mod væggen med alle våbene. Hånden hævede hun. Krævende var det at gøre så mange ting på en gang, men hun ønskede ihærdigt at imponere! Våbene rev sig løs, hvor de fra den anden side styrtede imod ham.

[Theodore Jarvis Acheron]

"Det er ikke nok," fastholdt Theodore denne gang, som han gik efter tankegangen om, at kun det bedste var godt nok, og dette var noget, som han agtet at holde helt fast ved, når det endelig skulle være. Alt taget i betragtning, så var han af en helt anden tid, og en helt anden velstand, end hvad hun måtte være kommet af, og selvfølgelig var dette også noget, som gjorde sit. Han lod hovedet søge på sned. Han skulle tidsnok sørge for, at hun ville få de klæder, som hun skulle have. Det var ham et mål, at det skulle være således. Han vidste hvad hun kunne udrette, og dette ønskede han selvfølgelig at se ved hende endnu en gang.
Kombinationen var farlig. Ej var det fordi at Theodore ønskede at køre rundt i det, men mere for at understrege det alvor. Magien havde han styr på, og nu ville han gerne se, hvad hun kunne udrette med det, som hun dengang havde lært, og selvfølgelig var det noget, som han denne gang, også ønskede at gøre noget ved. "Men det kan.. Så vis mig det," sagde han denne gang. Han selv var mere end klar til dette. Et kort og kraftigt mørke lagde sig om ham, hvor han selv stillede sig klar med hænderne en smule ude af kroppen. De magiske og gnistrende kugler, var ikke just nogen overraskelse. Han hævede denne gang kraftigt og hurtigt en usynlig mur, som disse hamrede direkte ind i. Det eksploderede nærmest.. Sandet omkring dem, virvlede op fra gulvet, sammen med et mindre lag støv. Hovedet sænkede han, hvor et mørke viste sig i hans øjne. "Du prøver," sagde han denne gang. De mange våben, søgte direkte mod ham. Han hævede hånden, som tog han kontrollen over disse våben, og de stoppede lige ude foran ham. Ikke meget mere, så havde han været spiddet. Disse faldt til jorden med et mindre brag. "Din fordel, vil være overraskelsesmomentet. Jeg er på hjemmebane.. Og du kiggede. Igen." Han ville se hvad hun kunne. Han viftede med hånden, og de mange våben fløj atter tilbage på plads.