It's here where you belong

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde ikke just regnet med, at Jarniqa ville handle på den måde, som hun havde gjort det, ved at smelte hans store snebold, og derfor måtte han da også finde det meget uretfærdigt, at den slags forekom i det hele taget! Han vendte derfor blikket direkte mod hende endnu en gang. Han stirrede denne gang på hende. Hvorfor var det overhovedet nødvendigt, når man kunne bruge magien? Det var i sig selv, ikke noget, som han havde den forståelse for i det hele taget, faktisk. Han rystede denne gang på hovedet. "Jeg synes du er hård ved mig, Jarniqa," sagde han denne gang.
Derfor begyndte han at rulle den næste, hvilket alligevel gik okay hurtigt. Selv på trods af vanterne, som han havde på, kunne han jo mærke, at det var ved at blive koldt for hans hænder alligevel. "Sådan her?" spurgte han denne gang med en rolig stemme, hvor han lod hende om resten, og skubbede den anden op på den store, som han nu havde lavet. Han lod hovedet søge på sned. Grine..? Nej.. Ikke af hvad han vidste. Han kunne ikke huske, at det var noget, som han nogensinde havde gjort i hvert fald. "Hvorfor spørger du om det?" spurgte han denne gang. Hovedet lod han søge på sned denne gang. Nej.. Betød det noget? Hvorfor grine? Det var jo bare en underlig ting. Så nej.. Det havde han vel egentlig aldrig gjort? Han havde jo aldrig decideret været udsat for noget, som man kunne kalde for sjovt. Ikke i den forstand i hvert fald. Det var jo først nu, at det var noget, som var kommet ind i hans liv.

[Jarniqa Dynithril]

Hun var hård ved ham? Nu måtte hun da le.. ”Og hvordan vil du selv beskrive dig som en træner, når du træner mig? Blid? Du tolerer heller ikke, at jeg laver fejl. Du beder mig om at forsøge igen, hvis jeg laver dem,” pointerede Jarniqa ærligt for ham. ”Derfor.. når du snyder, bliver jeg nødt til at bede dig om at gøre det på ny.” Var det virkelig så svært at forstå? Dette burde jo være noget, som han kendte til. Blikket vendte hun mod hans forstørrede snebold, som han gik i gang igen. Det så rigtigt ud. Han rullede den. Fyldte på. Ujævn var den ganske vidst, men den var menneskeskabt. Præcist som det skulle være. Hun smilede til ham. ”Du gør det rigtigt nu,” roste hun ham. Tilfreds kunne han være. Han var godt i gang med at lave hans snemand. Hans allerførste! At han så fandt det dybt latterligt, kunne hun ikke vide. Hun skubbede sig op på benene, så hun kunne studere sin egen snebold. Den der skulle fungere som kroppen. Den så da nogenlunde ud nu? Hun påførte nogle ekstra klumper hist og pist, hvor hun derefter glattede det ud med håndfladerne. Blikket vendte hun mod ham igen. Hvorfor hun spurgte? ”Fordi det er en god ting at grine. Det er rart,” forklarede hun ham. Hun så ned imod hans egen bold. Selv ville hun elske at høre ham grine, men ud fra hans spørgsmål, kunne hun gætte sig til, at han aldrig før havde grinet, og ikke følte for at gøre det. ”Prøv at løft din snebold op nu. Den skal ligge oven på min,” fortalte hun ham. Hvis han havde problemer med at placere den, skulle hun nok gribe ind. Det handlede nemlig om at finde dens balance, og at "skrue" den på plads.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ville hun nu sammenligne det her med en træning? I Theodores øjne, var det to helt forskellige ting! Hans blik faldt derfor mod hendes skikkelse endnu en gang, hvor han tydeligt var forvirret. Han trænede hende, kun fordi at han ville hende det bedste, og der var han jo nødt til at være hård ved hende. Det var jo heller ikke ligefrem ting, som kom af sig selv. "Jeg træner dig, for at gøre dig bedre. Der er da stor forskel på at træne din magi, og lege i sneen," sagde han denne gang. Han selv kunne ikke rigtigt se den klare lighed der var mellem de to ting.
De to store bolde af sne, betragtede Theodore sig af denne gang, hvor han selv var nysgerrig på, hvordan dette skulle ende. "Den er slet ikke lige, eller rund," sagde han denne gang, som den jo var mere flad, der hvor han ikke havde rullet den, og det kunne selvfølgelig også godt mærkes. Ingen tvivl om det. Han nikkede blot, hvor han denne gang tog mere omkring sin egen, hvor han med en mindre kamp, måtte tvinge den op på den, som hun havde lavet. Han vendte sig mod hende igen. Var det godt at grine? Han havde jo aldrig gjort det. Han rystede kort på hovedet. "Jeg tror aldrig jeg har grinet af noget.. eller nogen," sagde han denne gang. Hvad skulle han da gøre? Det var jo ikke just, hvad man kunne sige, at Acheron var kendt for at være.. En latterfyldt familie? Langt fra!

[Jarniqa Dynithril]

Det smaragdgrønne blik holdt Jarniqa på ham. Han kunne tydeligvis ikke se pointen i hendes ord. Han kunne vel heller ikke se pointen i, hvad de lavede? Dæmpet sukkede hun. "Som du hjælper mig med at træne og udvikle min magi, hjælper jeg dig med at træne og udvikle din menneskelighed. Det jeg laver med dig er mindst ligeså betydningsfuldt, som det du laver med mig," endte hun med at sige, skønt hun kunne betvivle, om han var enig med hende. Blikket vendte hun bort igen. I stedet betragtede hun ham ligge sin store snebold oven på hendes. Det var bestemt ikke den kønneste form, som hun havde set på en snemand, men det gik an. "Måske ikke, men den er personlig. To personer har lavet den. Den er ikke kunstigt lavet af magi, men derimod lavet af to personers hænder," fortalte hun ham i håb om at betydningen sivede ind. "Hvad vi har brug for nu er knapper, en gulerod, en hat og et halstørklæde." Ganske normalt lød det for hende. Det var jo bare sådan at snemænd så ud. Det var det der var med til at skabe glæden ved dem. Lige nu så den jo ikke ud af meget. Blot to forstørrede bolde der lå oven på hinanden.. og perfekt runde var de ikke engang. Hun fugtede læberne. "Er du nogensinde blevet kildet? Det plejer at få folk til at grine," spurgte hun ham pludseligt. Det var et grin, som folk ikke plejede at kunne undslippe! Det var dog også derfor mere et ... tvunget grin. Dog blev man stadig glad af det, selvom man følte, at det var i overkanten. Hun kom til at smile for sig selv.. Et lille smil. Tanken om at skulle kilde Theodore var bare speciel. Hvis han da lod hende. Selv tvivlede hun på, at han nogensinde havde prøvet det før. Hvis han havde, havde det højst sandsynligt været fordi, at Clemency havde gjort det på ham ... og det tvivlede hun egentligt ærlig talt på, at hun havde.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde virkelig svært ved at se, hvor Jarniqa faktisk forsøgte at komme hen med sine ord. I hans øjne, var der nemlig stadig en kæmpe forskel, som man nu ikke bare kunne se bort fra, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han rystede denne gang på hovedet. Hans træning af hende, kunne redde hendes liv, hvor han derimod blev trænet i.. sociale færdigheder vel? Det var jo slet ikke så livsnødvendigt! Af hvad han vidste, om ikke andet. "Det er da stadig ikke det samme. Mit redder liv," kommenterede han denne gang. Det kunne redde liv, som det kunne koste hende liv. Det var jo bare omstændighederne ved det at være et magisk væsen. Desværre.
Theodore selv tog sig selv i at betragte den virkelig skæve snemand foran sig. Han kunne stadig ikke rigtigt finde ud af, hvad det ville sige, eller hvad meningen var. Når den var færdig.. Hvad gjorde man så ved den? Han stirrede på den.. "Og hvad skal de ting så bruges til?" spurgte han denne gang, som han endnu en gang, måtte vende blikket i retningen af hendes skikkelse. Ikke forstod han det. Overhovedet ikke. Det var bare.. underligt alt sammen. Og om han var blevet kildet? Nej.. det kunne han heller ikke ligefrem påstå, at han havde. Han rystede denne gang på hovedet, uden betænkningstid. "Aldrig," sagde han denne gang. Han gned hænderne let mod hinanden. Det var faktisk også ved at blive temmelig koldt, men det var hyggeligt. Han havde ikke travlt med at komme ind.

[Jarniqa Dynithril]

"Som din træning redder mit liv, redder min træning din sjæl," affejede Jarniqa ham ufortrødent. Selv mente hun nemlig, at det at være menneskelig var vigtigt. Han måtte vel også indrømme, at han faktisk nød alt dette med hende? Han ville vel ikke lave det, hvis han fandt det komplet irrelevant? Det ville hun da alligevel mene, at hun vidste om ham.. At han kun gjorde, hvad han fandt ret. Hun tog en rolig indånding, inden hun valgte at forklare ham det om snemanden. "Du vil da ikke lade ham stå uden tøj og et ansigt?" spurgte hun ham med et glimt i blikket. "Hatten skal sidde på toppen af dets 'hoved'. Guleroden skal fungere som dets næse. Halstørklædet skal om dets 'hals', hvor de to sammensatte bolde mødes. Knapperne skal bruges til henholdsvis øjne, mund og knapper på dets 'frakke'. Har du noget af dette, eller skal vi fremkalde det magisk? " Til lige netop det valgte hun at tillade magien, men det var også kun fordi, at han måske ikke havde nogen af de nævnte ting på lager, og vigtige var de i fuldførelsen af snemanden. Deres snemand. Hans første snemand. At han var langt mindre begejstret over den end hende, kunne hun så ikke gøre for. Hun kunne jo ikke tvinge ham til at mene om noget, hvis han var ligeglad med det. Smilet trak hun svagt på, som han sagde, at han aldrig var blevet kildet. "Okay," svarede hun blot muntert igen. Ikke behøvede han at vide mere om, hvad han havde i vente. Han skulle overraskes.. og forhåbentligt ville det virke. Hun og Damien havde i hvert fald altid trillet rundt af grin, når de havde kildet hinanden, hvor de havde tigget den anden om Åh stoppe. Om det var normalt blandt alle, vidste hun ikke, men indtil videre var oddsene da gode? Tanken om at skulle kilde Theodore Acheron var dog ufattelig besynderlig! Specielt ville det være for hende.. Og for ham? Ja, det måtte hun jo vente og se. Hænderne gnubbede hun let imod hinanden. Skønt hun havde vanter på, kunne hun uden tvivl stadig føle kulden. Særligt fordi, at hun også havde været nede og sidde og ligge i den. Godt ville det derfor også blive at komme ind i varmen igen. Hvor meget mere de skulle herude, vidste hun ej heller. De havde jo lavet, hvad hun havde planlagt for dem.. Når de da havde påklædt snemanden. Det eneste andet man kunne var at kælke, og det kunne de ikke just her. Der var trods alt inden bakke.

[Theodore Jarvis Acheron]

"Det er stadig ikke det samme," sagde Theodore denne gang. I hans øjne, var der forskel på liv og sjæl, selvom det måske var svært at forestille sig med det liv, som han havde haft. Ganske vidst var sjælen vigtig, ellers var det ikke den, som hans familie var i forhandling om, og særligt på den måde, som livet nu havde været for ham. Hans blik hvilede på snemanden foran dem. Det havde været hyggeligt, men han forstod det jo bare ikke rigtigt. "Hvordan kan det udgøre et ansigt?" spurgte han denne gang. Det i sig selv, forstod han j ikke. Han ville gerne.. Men han kunne ikke se det for sig. Han kunne ikke rigtigt se noget som helst for sig.
Ved hendes ord, måtte han nu igen kigge på snemanden. Nu hvor hun udpenslede det, kunne han jo et sted også godt se det. Han lod hovedet søge på sned. Tænksomt denne gang. "Nu ser jeg det.." Han trådte frem mod snemanden. Gulerod... hat.. halstørklæde.. I takt med, at han tænkte ordene, lod han hånden glide over stederne. Se, så gav det straks mere mening for ham! "Du kan frembringe det magisk. Jeg vil ikek ind og hente det," sagde han oprigtigt denne gang, som han så mod hende igen. Han hyggede sig jo, og derfor havde han ikke tænkt sig, at søge indenfor, for at finde de ting, som skulle bruges.
At blive kildet, havde Theodore aldrig oplevet før, så hvordan skulle han vide det? Det havde aldrig ligget naturligt til ham, at blive kildet eller noget, som mindede om det. Hans blik faldt mod Jarniqa igen. "Igen.. så er det ikke den slags, min familie har gjort," sagde han oprigtigt. Et sted vel.. Trist? Nu hvor han særligt, var blevet introduceret til de ting, som han jo egentlig havde misset igennem sit liv. Det havde jo været mange ting!

[Jarniqa Dynithril]

”Og hvordan vil du da sige, at du har det? Har du det bedre før eller efter, du fik noget af din sjæl tilbage?” spurgte Jarniqa ham roligt. Selv tænkte hun, at han ville svare, at han havde det bedre nu. Hvorfor skulle hun ellers lære ham at leve livet? Han ville være ligeglad ellers. Han ville vel også have forsøgt at få den frataget, hvis han bedre havde kunnet lide sig selv før. Hvis han havde været uden sjæl, ville de desuden i så fald have endt i sengen sammen? Ikke vidste hun det.. Den første gang havde hun jo blot ønsket omsorg, hvor det ene havde ledt til det andet. De andre gange havde dog været af ren og skær lyst. At han kunne forstå ideen med snemanden, som hun fortalte ham, hvordan man beklædte den, trak hun på smilebåndet. Det glædede hende, at han var i stand til at forstå til at forstå det. Som hun skulle frembringe beklædningen magisk, kiggede hun ned mod sin hånd. Dette var godt nok en anden form for magitræning. Hun koncentrerede sig, hvor hun først fremstillede guleroden. En lang spids orange en. Hun smilede, inden hun rakte Theodore den. ”Placer den i det der må være midten af snemandens ansigt,” opfordrede hun ham, inden hun igen så ned mod sine hænder. Denne her gang fokuserede hun på knapperne. To til øjnene. Fire til munden. Tre til tøjet. Alt imens lyttede hun til ham. ”Jeg ved det.. Jeg støtter heller ikke din families måde at leve livet på,” sagde hun ærligt, men han vidste også, at det var sådan, at hun havde det. Det havde for eksempel skræmt hende at se Romeo som lille. Tænk engang.. Manden var yngre end hende, men stadig var han allerede gift og med arbejde. Dengang han havde været en lillebitte dreng, havde han dog været uhyggelig. Helt uden mimik. Knapperne kom frem i hendes vanter.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvordan Theodore havde det med det? Skulle han være helt ærlig, så vidste han faktisk ikke rigtigt, hvad der havde været bedst eller nemmest for ham. Han sænkede hævedet en anelse tænksomt. Han tænkte nu.. Han gjorde sig tanker og følelser. "Det ved jeg ikke," begyndte han denne gang, som han endnu en gang, så i retningen af hendes skikkelse. "Jeg tænker og føler en masse nu, som jeg ikke forstår, da jeg ikke kan mindes, at have gjort det tidligere.. Før levede jeg bare mit liv, og gjorde, hvad der blev forventet af mig," sagde han oprigtigt. Måske, at det var bedre nu, men det var jo heller ikke til at vide med sikkerhed. Der var stadig rigtig mange ting, som han endnu ikke havde fundet ud af.. Måske det kom, og særligt nu hvor Jarniqa også var der, så ville det måske hjælpe lidt?
Efterhånden havde Theodore fået styr på hvor tingene skulle være, samt hvorfor de skulle være der. Det kunne selvfølgelig godt mærkes, at der var mange ting, som han havde misset, men det kunne jo være..? Måske at han kunne tage meget af det på efterskud? Han tog imod guleroden, og satte denne midt i det, som tilsyneladende skulle være snemandens ansigt. Han sikrede sig, at den sad ordentlig og godt fast. Dette var bare ikke noget, som de nogensinde havde gjort sig i. Overhovedet ikke. At hun så ikke var enig i den måde, de havde levet livet på, var der jo ikke rigtigt noget at gøre ved. "Det ved jeg godt, du ikke er. Det er nu bare en del af mig og min familie," sagde han dog. Han trak sig denne gang væk. Resten kunne hun få lov til at sætte på. Stadig var det her meget forvirrende for ham.

[Jarniqa Dynithril]

Forvirret var Theodore, og det forstod Jarniqa egentligt godt. Mærkeligt måtte det være aldrig at have tænkt eller følt, og så lige pludselig gøre det.. Desværre kunne hun ikke hjælpe ham med omvæltningen, da hun aldrig havde manglet sin sjæl, som det han havde gjort. Hun kunne allerhøjst hjælpe med at pejle ham i den rigtige retning. ”Jeg tror, at du ved det.. Hvis du havde foretrukket det gamle, frem for det nye, ville du have søgt en måde at miste din nyfundne sjæl på. Det har du ikke gjort,” endte hun stille med at sige. Havde hun ikke ret i det? Tilfredst så hun til, som han gav snemanden sin næse. Mærkværdigt forekom det ham sikkert, men måske ville det hele give mere mening for ham, når han så snemanden i sin helhed? Selv havde hun fået fremmanet knapperne, som hun kunne påføre snemanden. ”Jeg ved det,” sagde hun roligt. Som han vidste, at hun ikke støttede op om hans families væremåde, vidste hun godt, at det bare var sådan det var. Dog ville hun ønske, at det kunne blive ændret. Helt tæt på snemanden trådte hun. Først tog hun de tre knapper der skulle være dens tøj. Knapperne stille hun på række parallelt med det der måtte være næsen. Under næsen placerede hun fire knapper, hvor hun placerede dem så snemanden smilte. Det skulle en snemand jo. De sidste to trykkede hun ind over næsen, så det var dens øjne. Hun trak på smilet. ”Så mangler vi bare hatten og halstørklædet,” fortalte hun. Kort tid efter viste begge dele sig i hendes hænder. Hatten rakte hun ham. Gad vide, om hun ville være i stand til at fremmane sit eget tøj magisk? Halstørklædet tog hun selv om, hvor hun en enkelt gang snoede det om senmandens ”hals”. Perfekt!

[Theodore Jarvis Acheron]

For Theodore var det virkelig en kæmpe omvæltning i hans liv, som ikke kom af ingenting. Han ville jo gerne finde ud af det, og som hun selv havde sagt, så havde han jo ikke gjort noget ved det, men derimod forsøgt at undersøge tingene på sin egen ganske særlige måde. Hans blik hvilede tænksomt på snemanden. "Jeg ønsker bare at finde ud af det, før jeg ville gøre noget. Og jeg må jo sande, at det ikke er så slemt, at gøre sig tanker og følelser på den måde. Det er bare.. svært, og ikke til at finde ud af," sagde han denne gang. Hvordan skal man ellers forklare sig? Han kunne ikke finde ud af det!
Snemanden var så godt som færdig. Nu havde han da fundet ud af fidusen, ved at lave de her ting om ikke andet, og han måtte jo erkende, at han fandt det hyggeligt. Meget hyggeligt faktisk. Det var ikke hvad hans familie normalt ville have gjort, og.. ærligt, havde man savnet det? Det andet havde jo bare været det normale for dem, så det var jo svært. Han nikkede blot, hvor han tog imod hatten, som hun skænkede ham. Denne placerede han på hovedet af snemanden, som tydeligt, var begyndt at indtage ene form for ham, som han kunne se. Det lignede jo et ansigt, og det lignede et.. smil? Han vendte sig mod hende, da hun tog sig af halstørklædet. Var det en form for stolthed, han følte i sit sind, over hvad de havde gjort? Han smilede tilfredst denne gang. Han var vel lidt stolt over, hvad de havde fået lavet? ".. Og hvad så nu?" spurgte han. Han var stadig en dør til de sociale sammenhænge.

[Jarniqa Dynithril]

Svært havde han det, men sandheden var vel, at Jarniqa selv godt kunne lide ham, som han var nu? Ganske vidst havde hun altid kunnet lide ham, men nu kunne hun vel … bedre lide ham? Nu lavede de også ting sammen, som de aldrig før havde gjort med hinanden. Han åbnede sig mere op for hende. De lavede fritidsting med hinanden. De lå med hinanden. Hun bed sig selv i læben, imens hun rettede snemanden til. ”..Jeg kan lide dig med en smule sjæl,” endte hun stille med at sige, uden at hun så på ham samtidig. Om det gjorde noget for ham eller ej, vidste hun ikke. Hun mente det dog. At hun kunne lide ham, som han var nu. Hatten lod hun ham give snemanden på. Så stod den også, som den skulle! At han helt stod og smilede over snemanden, smittede også kun af på hende. Så havde det slet ikke været så slemt alligevel! Fronten vendte hun mod ham, som han spurgte ind til, hvad mere de kunne lave. ”Vi kunne gå ind og få lidt varmt at drikke.. Varme os foran pejsen,” foreslog hun. Der var jo 117 stuer på herregården her, så mon ikke de ville kunne finde varme i en af dem? Hun trak hemmelighedsfuldt på smilebåndet. ”..Og så har jeg noget, som jeg godt vil afprøve på dig.” Hun skulle prøve at kilde ham.. Hun skulle prøve at få ham til at grine! Det var hendes mission. Hvis ikke han grinede, når hun kildede ham, kunne han garanteret ikke grine i det hele taget.. Underligt syntes hele tanken dog endnu. At kilde Theodore under fødder, under armene og i siderne. Det var i hvert fald de punkter, som hun umiddelbart fandt mest udsatte for kildning. Derfor håbede hun også, at en af dem ville knække ham.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore kunne jo selv se en fordel, som han kunne se ulempe ved begge dele. Ikke at det var noget, som gavnede ham og hans situation særlig meget.. Hans blik søgte derfor til hendes skikkelse. Hun kunne bedre lide ham sådan her? Et sted, var det jo en tanke, som vel gjorde ham glad? Det gav ham i hvert fald en lyst til at smile, hvilket var noget, som han godt kunne lide. "Det.. Det er jeg glad for," sagde han denne gang. Endnu var det nemlig uklart for ham, hvorfor han i det hele taget havde fået den, men det derimod, var jo bare en anden side af sagen.
For nu var snemanden færdig, og selv Theodore, var ved at være godt gennemkold, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det. Det var nu bare sådan, at det måtte være. Han nikkede. At tage mod byen i dag, var ikke umiddelbart noget som ville komme på tale, for hans vedkommende. Han nikkede denne gang. "Jeg tager ikke meget fejl, hvis jeg siger, at vi begge godt kunne bruge varmen?" spurgte han. Stoltheden hvad angik den snemand, følte han uden tvivl, og han kunne ikke rigtigt gøre noget ved det. Hovedet lod han denne gang søge en kende på sned. "Lad os gå ind," opfordrede han denne gang, og med et let smil på læben. Desuden havde hun noget hun gerne ville prøve på ham? Hvad skulle det helt præcist være? Han lod hovedet søge kort på sned. Normalt ville han have været ligeglad.. Men tiderne skiftede - da heldigvis. "Og hvad skulle det være?" spurgte han denne gang. Lidt nysgerrig havde man vel lov til at være? Derfra gjorde han tegn til at hun skulle følge ham ind. Det var ved at være rigtig koldt nu!

[Jarniqa Dynithril]

At høre ham sige, at han var glad for, at hun kunne lide ham med hans sjæl, fik det hele til at varme sig Jarniqa. Det glædede hende at høre. Det var vel også blot et tegn på, at han selv kunne lide sig med sin smule sjæl. Igen kunne hun ikke lade være med at tænke, om der mon var en vej for ham. En vej for ham til at få resten af sin sjæl. Kunne han min blive helt normal? .. Men ønskede hun ham egentligt helt normal? Ville han kunne lide hende, hvis han var helt normal? Det kunne man helt frygte, når andre ikke kunne det. "Det varmer mig at høre," oplyste hun han roligt om, så han var klar over, at det var en positiv følelse der ligeså smittede af på hende. Hun slap en munter latter. Varmen kunne man altid bruge, efter at man havde leget i sneen! Det var sikkert og vidst. "Jeg har aldrig hørt en sige, at de ikke kunne trænge til at komme ind, efter at de havde tumlet rundt i sneen," svarede hun ham muntert tilbage, inden hun fulgte med ham. Fodaftryk lavede de i sneen, som de gik fra haven og tilbage til hovedindgangen. Gad vide, om hans hustru eller hans tjenere havde set dem? Ikke at hun havde noget imod det. Hun skammede sig ikke over, hvad de havde lavet. Hun havde jo moret sig med det. Derfor ønskede hun ej heller, at Theodore så ned på deres stund sammen. Hemmelighedsfuldt gled smilet hen over hendes læber. "Åh, det får du at se," tirrede hun ham med uvidenheden, hvorefter hun kækt blinkede til ham. Hun glædede sig! Selvom det på sin vis var grænseoverskridende at gøre, så glædede hun sig til det. Selv håbede hun så også bare, at det ville lykkes, og at det viste sig, at grev Theodore rent faktisk havde en grinagtig side. Ind af hoveddøren gik hun, hvor tjeneren med det samme stod klar til at tage imod deres overtøj. Som altid tog han sig først af sin herre, hvorefter han kom over til hende for at tage hendes. Kold følte hun sig.. Nu skulle de bare finde en stue, hvor de bare var dem, hvor de kunne more sig og få noget varmt indenbords.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det havde faktisk en vis form for betydning for Theodore, at Jarniqa kunne lide ham. Derfor ville han vel også gå så langt som at sige, at det var fordi, at hun ligeledes også havde en betydning for ham, at han gik og tænkte over, hvordan hun mon ville se på ham? Han nikkede blot mod hende. For nu, ville det bare være rart, at komme ind i varmen! Desuden var det svært for ham, at finde ud af de mange tanker og følelser, som i forvejen var rigtig mange for ham. Svagt trak han på smilebåndet. Det var ikke første gang? Nej.. men nu var det trods alt også hans første tur ude i sneen, og det overraskede ham alligevel lidt, hvor koldt det var at tumle rundt i.
"Jeg er blot overrasket over, hvor koldt det egentlig er," meddelte han denne gang, som de endnu en gang søgte indenfor. Hvorvidt om der var nogen, som havde set dem, var han et sted også ganske ligeglad med, da hans fokus havde ligget på helt andre ting, end hvad det måske egentlig burde. De mange opgaver og pligter, som han i princippet burde få lavet, havde han overhovedet ikke fået kigget på endnu, og selvfølgelig var det også noget, som godt kunne mærkes på ham lige nu. Ind kom de, hvor tjenerne hurtigt stod klar til at tage imod det iskolde og fugtige tøj, som Theodore glædeligt gav fra sig. "Tænd op i pejsen, og bring os noget varmt. Lun tæpperne," sagde han denne gang. Tjeneren så tydeligt forvirret til dem begge, men nikkede og forsvandt. Jarniqa havde noget for. Han havde bare ikke rigtigt findet ud af, hvad det var. "Hemmeligheder, ser jeg.." Han betragtede hende meget indgående, idet han søgte mod pejsestuen. Han ville virkelig gerne have varmen igen. Han havde uden tvivl været overrasket over, hvor koldt det var at rende rundt og lege i sneen. Hans hænder var røde og iskolde!