It's here where you belong

[Jarniqa Dynithril]

Snyd var det, at Theodore benyttede sig af magien! Derfor gik Jarniqa også ind for at belære ham en smule. Både for at vise ham, at han havde brudt reglerne og fordi det var … morsomt for hende. Hysterisk morsomt var det også at se, hvordan snedriven tårnede sig op bag ham, uden at han opdagede det, for at den dernæst væltede ind over ham. For en stund kunne man slet ikke se Theodore. Det var først, da den lagde sig, at man kunne se hans nydelige hat af sne. Laget på skuldrene. Sneklumperne der dukkede op fra alle hans huller. Latteren gled over hendes læber. Hun kunne ikke stoppe den! Hun måtte endda lægge armene om sig selv, mens hun bukkede sig forover, som det helt føltes, som gik hun i latterkrampe. Det var et yderst nydeligt syn, som hun ikke ønskede at glemme! Øjnene måtte hun holde lukket i, som hun grinte. Derfor så hun ej heller de mange snebolde komme.. Hun opdagede først, da adskillige bolde bumpede ind i hende, og fik hende til at falde i jorden med ryggen først. Heldigvis var faldet i sne og på græs under, så derfor kunne hun meget belejligt fortsætte med at grine, mens hun mærkede kulden trænge ind. Hun grinte, så tårer begyndte at vise sig i hendes øjenkroge. Hånden hævede hun uden at rejse sig. ”Jeg vandt!” udbrød hun grinene. Uden at rejse sig, pegede hun en finger i hans retning. ”Og du er den mest ulydelige elev,” anklagede hun ham muntert. Hun blinkede let med øjnene, så glædestårerne kunne forlade hendes øjne. Hun tog en indånding, som hun måtte lade latteren stile af. Nu hvor hun alligevel lå i sneen, kunne hun vel ligeså godt vise ham, hvordan man lavede sneengle? ”Kom herover,” bad hun ham derfor.

[Theodore Jarvis Acheron]

Fuldstændig stiv, stod Theodore nu, da han var overmandet af den søjle af sne, som bare var væltet direkte ned i hovedet på ham. Han var kold. Han var virkelig blevet kold nu! At hun så nærmest bare rodede rundt på jorden af grin, som var det her noget, som hun måtte finde morende og underholdende, at han stod der, og virkelig frøs nu! For han var virkelig kold! "Du snød," kommenterede han denne gang, som han rystede sine arme, bare for at få kastet lidt af sneen fra sig.
Smilet bredte sig igen. Hun havde ikke gjort det for at være ond ved ham. Det var i hvert fald, hvad han ville gå ud fra, når det foregik på denne måde. Tungen strøg han denne gang over sine læber, som et kort smil passerede hans læber igen. "Det er virkelig koldt," kommenterede han denne gang. Han hyggede sig faktisk, selv på trods af det, så det havde han heller ikke tænkt sig, at skjule. Han trådte denne gang mere mod hende, hvor han fik børstet noget af sneen af. Hans hænder var nærmest blå af at lege med sneen, men han måtte jo sande, at han havde hygget sig. Meget endda. "Men fint.. Du vinder. Jeg kræver omkamp engang," tilføjede han dog. Han var ikke meget for at tabe. Et sted fordi at han vel var en dårlig taber, hvad angik den slags? Og nu havde dette jo været temmelig nyt for ham, men godt havde det været. Han rakte hende en hånd ,for at hjælpe hende op, selvom den svagt rystede af kulden, som ahn følte i krop og sind.

[Jarniqa Dynithril]

”Gu gjorde jeg ej! Jeg belærte dig bare om snyd,” svarede Jarniqa muntert igen. Han havde været den med snyderiet! Selvfølgelig havde hun set, hvordan han havde lavet snebolde ved hjælp af magi, frem for håndkraft. Det havde været en ganske essentiel og simpel regel, som hun havde fortalt ham. Derfor var han selv skyld i snedriven. Derfor smilte hun også bare, da han klagede over, at det var koldt. ”Det skulle du have tænkt over inden, du havde tyet til snyderi,” afviste hun ham fortsat muntert. Hun kunne se, at han kom inden for hendes synsfelt. Noget der fik hende til at trække på smilebåndet. ”Hvad har jeg vundet?” spurgte hun ham kækt, inden hun rystede på hovedet af hans hånd. Hun skulle ikke op endnu. Han skulle derimod kigge efter, som hun ville vise ham en anden ting, som han kunne lave i sneen. ”Kig godt efter. Du skal gøre det om lidt.. Jeg vil lære dig at lave en sneengel,” begyndte hun roligt. Armene lagde hun ud til siderne, så de lå helt strakt. Benene spredte hun, imens også de var strakt. Langsomt førte hun benene ud og ind, så de gravede i sneen. Armene førte hun også op og ned i sneen. ”Du gør bare sådan i nogle sekunder, så du er sikker på at formen danner sig.. Lad mig vise dig det.” Hun blev ved i nogle sekunder endnu, indtil hun forsigtigt satte sig. Herfra skubbede hun sig nøjsomt op, så hun ikke ødelagde sit værk. Smilet prydede hendes læber, og snefnug prydede hele hendes ryg og ravnsorte hår. ”Se,” bad hun. Hvor hun havde ligget var der nu en “engel”. Der var hovedaftrykket efter hendes. Vingerne var hendes arm bevægelser, og benene havde givet englen et skørt. ”Din tur nu.”

[Theodore Jarvis Acheron]

"Du brugte, hvad naturen har skænket dig,og jeg har gjort det samme," argumenterede Theodore denne gang, og me det let smil på læben. Hyggeligt havde det dog været, også selvom han nok ikke umiddelbart opfattede morskab på samme måde, som hun gjorde. Han rakte hende derfor sin hånd, som et tegn til at han ville hjælpe hende op. Morskab i sneen.. Der var stadig rigtig meget som han ikke forstod sig ved leg og den slags, og han var nu også sikker på, at der var mange ting, som han nok heller aldrig ville lære ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. En sneengel? Hvad pokker var det så? "En sneengel?" spurgte han denne gang. Ikke var det et begreb, som han nogensinde havde hørt før, og selvfølgelig var det også noget, som godt kunne mærkes, selv på ham.
Her blev Theodore stående og så på hende rode rundt på jorden. I hans øjne, virkede det da kun rodet. Hvorfor ligge der og baske med arme og ben? Han lod denne gang hovedet søge en kende på sned, hvor han betragtede hende med en undrende mine. Han lod blikket falde til både fødder og hænder. "Hvad er det sjove i det?" spurgte han denne gang, som han oprigtigt overhovedet ikke var i stand til at se det. Det gav jo absolut ingen mening for hans vedkommende. Han blev stående. Ville hun have at han skulle ned og rode på jorden? Han var Greve! Gjorde de overhovedet den slags?

[Jarniqa Dynithril]

"Måden jeg bevæger mig på, kan jeg ikke gøre for. Magien derimod.. Magien skal man selv bruge kræfter på at fremkalde," påmindede Jarniqa ham roligt. Ikke kunne hun gøre for det.. Det kunne han derimod. Han havde nemlig taget et aktivt valg, som hun ikke havde gjort. Derfor havde han ganske enkelt brudt reglerne.. Ligegyldigt var det dog nu. Hun havde fået lov til at få sit grin ved at vælte sneen over ham, og hun havde nu lige vidt ham, hvordan man lavede en sneengel. Barnligt var det måske.. Men han havde jo smilet over, hvad de lige havde lavet, så alle måtte have brug for at give slip før eller siden. "En sneengel," medgav hun og så ned på sit værk med et smil. Ganske nydelig var den da, og længe siden var det siden, at hun sidst havde lavet en. De seneste par år af hendes liv havde bare været utroligt indviklede. Dæmpet sukkede hun, som han satte tvivlsspørgsmål ved hendes bøn. Ind foran ham trådte hun, hvor hun lagde sine hænder mod hans skuldre, så hun kunne guide ham ned i sneen. "Slip tøjlerne og stol på mig.. Der er mere i verdenen end hvad man har pligt til," sagde hun roligt. Han var en regelrytter. Han gjorde kun, hvad han burde.. På nær når det kom til hende. Han burde ikke ligge med hende, men det gjorde han. "Læg dig ned, og bask med arme og ben.. Når du er færdig, kan jeg lære dig at bygge en snemand." .. Eller de kunne lave den bedst mulige snemand. De syntes nemlig at være umulige at få perfekte. Det ville vel også blive den første gang, at huset her havde en snemand? Hvad mente tjenestestaben mon om det? Særligt at deres herre lavede en. Hvad med hans hustru? Ville hun tro, at han var blevet skør? Ligeglad var hun dog på den front. Det var Theodore der havde budt hende velkommen her og ikke Clemency.

[Theodore Jarvis Acheron]

"Og kun derfor vandt du," kommenterede Theodore med en rolig stemme. Hans blik faldt atter tilbage til hendes skikkelse igen, hvor et kort smil måtte passere hans læber, også selvom det falmede lige så hurtigt igen. For nu, ville hun gerne have ham ned at ligge? Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, hvor han derimod bare fulgte hende, som hun måtte guide ham en smule på vej i stedet for. Her lagde han sig også ned. Hvis der var nogen, som kunne få ham til at smide hæmningerne bare lidt, så var det også meget, meget nyt for ham, og han vidste ikke, om det var noget, som han kunne lide, eller ikke kunne lide. "Er det her noget som man gør?" spurgte han denne gang. For ham, var det underligt, at ligge der, på den måde, som han nu gjorde det, men hvad pokker..? Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det.
Hovedet lagde Theodore ned i sneen. Den var virkelig kold, og han kunne bare ikke gøre noget ved det! Et kort smil passerede dog hans læber, inden han denne gang begyndte at bevæge sine arme op og ned, og efterfølgende også fik sine ben med. Det føles underligt.. Særligt, fordi at han aldrig havde gjort noget, som mindede om det her før. Dette gjorde han for noget tid, inden han stoppede igen. Det var virkelig underligt det her. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen. "Og hvad så nu?" spurgte han, mens han egentlig bare lå der, som en eller anden idiot, som ikke vidste hverken til eller fra, og ærligt? Det gjorde han nok heller ikke. Han havde virkelig ikke styr på den her slags.

[Jarniqa Dynithril]

”Og du er i virkeligheden bare en dårlig taber,” kommenterede Jarniqa med et smil på læben. Han var rent faktisk en dårlig taber, og det var sjovt! Gad vide, hvor ofte han også var vant til at tabe? Selv tvivlede hun på, at det skete ofte.. men hvem turde også stille sig op imod ham. Selv tænkte hun, at det var de færreste, og det var egentligt noget, som hun måtte finde attraktivt. Desværre var han også lettere hovedløs nogen gange.. Det havde han særligt vist, da han havde stormet Neutranium, og havde været ligeglad med, hvad der havde fløjet imod ham. Muntert kiggede hun på ham, som han lagde sig ned i sneen. Han havde højst sandsynligt aldrig ligget dernede før. ”Nogen gør.. Særligt børn, og da du aldrig før har prøvet det er det på tide, at du gør,” sagde hun ærligt. Der var nemlig ingen grund til at lyve. Dette var mere barnligt at gøre, men skulle man ikke også prøve det mindst en gang i sit liv? Desuden var det kun hun der kiggede, og hun havde intet imod at se ham sådan. Det ændrede nemlig ikke hendes syn på ham. Tilfredst smilede hun, som han også gjorde det. Bevægede arme og ben, så aftrykket kom under ham. Selv lod hun ham blot, hvor hun først rakte ham sin hånd, som han lå helt stille. ”Nu kan du komme op og se, hvad du har lavet,” sagde hun roligt. Der var trods alt ingen grund til at blive i sneen i længere tid end højst nødvendigt. Selv havde hun jo oplevet, hvilken kold fornøjelse det egentligt var, og forfrysninger var hun bestemt ikke ude på at give ham. Også selvom han så ganske rolig ud i sneen. Det lignede helt, at hun kunne ligge sig ind over ham og blidt kysse hans kolde læber.

[Theodore Jarvis Acheron]

"Jeg ved ikke hvad du snakker om." Theodore vendte blikket i retningen af Jarniqa denne gang, hvor et kort smil passerede hans læber. Okay, måske en lidt dårlig taber? Det var hun i hvert fald ikke den eneste, som havde fortalt ham, og selvfølgelig var det noget, som også godt kunne mærkes selv på ham. Ikke at der var nogen tvivl om det.
Denne gang begyndte han at baske lidt med arme og ben, i et forsøg på at lave en sneengel, selvom han ikke rigtigt kunne se pointen det, og det ville han nok heller aldrig komme til. Hans blik faldt til hendes skikkelse atter en gang. Var det sådan noget, som børn gjorde? "Så det du viser mig, er noget som små børn gør?" spurgte han denne gang. Han nikkede, inden han denne gang kæmpede sig op på benene, hvor han denne gang vendte sig mod sit foretagende, som han nu havde lavet. Okay.. det lignede måske en engel? Bare lidt? Han lod hovedet søge på sned. Det der med at se for sig og forestille sig, var heller ikke noget som var hans spidskompetence, eller noget, som bare mindede om det. "Det ligner måske bare lidt.." sagde han denne gang. Slet ikke som hendes, eller noget der bare mindede om det, men han forsøgte da om ikke andet. Hans blik faldt denne gang mod hende. Nuvel.. Den der snemand? Det var heller ikke ligefrem noget, som han havde prøvet før, kunne man sige. "Og den der snemand?" spurgte han denne gang. Det var jo noget, som alligevel gjorde ham nysgerrig. Det var virkelig en helt ny verden, han var blevet introduceret til.

[Jarniqa Dynithril]

Øjnene himlede Jarniqa smilende med. ”Åh jo du gør,” fastholdt hun muntert. Han var en dårlig taber, og ikke nogen synderlig god elev.. men nu havde han også myrdet den sidste, der havde trænet ham. Dog frygtede hun ikke for sit liv. De havde før kæmpet hårdt imod hinanden, men stadig havde han aldrig forsøgt sig på at dræbe hende. Skævt smilede hun, som han pointerede for hende, at dette var børneleg. ”Og da du var barn, lavede du kun voksenting.. Det er på tide, at du prøver noget af al det, som du er gået glip af.. Der er desuden nogen voksne der stadig kan finde på at gøre dette,” sagde hun roligt. Måske var det ikke normalt at gøre i Dvasias. Hvad vidste hun om det? Normalt var det dog i Manjarno. Hvorfor ikke også bruge sneen når nu den kun var der den ene gang om året? En ting var sikkert og det var, at Theodore skulle opleve noget af al det, som han ellers var blevet frarøvet. Muntert klappede hun ham let på ryggen, som han var svagt stolt af sin sneengel. ”Se, det var ikke så slemt,” lød det muntert fra hende. At hans straks gerne ville videre til snemandsbygningen, fik hende til at klappe en enkelt gang sammen i hænderne. Han var med på den. Det var godt! ”Inden vi går i gang, vil det være en god ide, hvis vi hver især får et sæt vanter. Ser du.. Vi skal hele tiden have hænderne i sneen. Det vi skal gøre er at lave to sæt store kugle. En af dem skal fungere som snemandens krop, og den skal derfor være størst, hvor den anden skal være lidt mindre og snemandens hoved. Forstår du?” Simpel var ideen.. Svært var det bare at få kuglerne store nok og til dels runde, inden man mistede tålmodigheden.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore rystede på hovedet. Han brød sig ikke om, ikke at være først.. eller en vinder, for den sags skyld. Han stirrede denne gang ned på sin engel. Igennem hans liv, havde han aldrig fået lov til at være et barn. Han vidste faktisk ikke, hvad det ville sige, at være et barn, for han havde altid lavet alvorligt og seriøst arbejde, og dertil, aldrig fået lov til at udfolde sig, som resten af børnene i byen havde gjort. Han havde set dem lege fra vinduerne, men aldrig forstået sig på, hvad det betød, eller hvad de lavede.. Nu var han for alvor blevet introduceret til det. "Jeg har misset mange ting, kan jeg se," sagde han denne gang. Et sted var det vel.. uhyggeligt? Og der var stadig rigtig mange ting, som han stadig ikke vidste, hvad var for noget, eller hvad det betød.
Snemanden stod for skud. Hvad så end det var, for det havde han aldrig været ude for tidligere. De skulle have hænderne i sneen konstant. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse igen, som hun stod der ved siden af ham. Han nikkede. "Jeg tror jeg er med.." Denne gang lagde han sine hænder over hendes, hvor han på magisk vis, fremanede nogen gode og varme vanter, som dertil også dækkede hendes hænder. Hans blik faldt til disse. "De burde holde dig varme," sagde han denne gang. Han ville nemlig ikke ind og hente dem, hvortil han gjorde brug af dette i stedet for. Også mest for sin egen skyld. Han ville vel bare have lov til at udnytte tiden med hende, så meget, som det nu var ham muligt?

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas hoved søgte en kende på sned, som han selv indså, at han havde misset meget. Sørgeligt var det, men ikke behøvede det at være sådan.. Han kunne udleve, hvad han havde misset nu, hvis bare han havde lysten til det. ”Det har du.. Men det er ikke nødvendigvis for sent endnu. Du kan endnu nå at prøve, hvad du har fået frarøvet,” fortalte hun ham roligt. Hvis hun kunne være behjælpelig med det, ville hun gerne det. Hun kunne lide ham, og hvis han ønskede hende ved sin side, ville hun gerne hjælpe ham. Han havde jo gjort så meget for hende. Stille stod hun, som han stillede sig ind foran hende, og lagde hænder over hendes. Dette fik hende automatisk til at smile til ham. Hun så ned, som han fremmanede vanterne til hende. ”Tak,” sagde hun taknemmeligt. Kunne hun mon gøre det samme for ham? Hun ønskede det i hvert fald. Hun lagde denne gang hænderne over hans. Roligt trak hun vejret, som hun fokuserede på at finde magien, og at hans hænder skulle varmes. Lang tid gik der ikke før, at et lignende vantesæt prydede hans hænder. Tilfredst smilede hun. ”Så kan vi gå i gang!” lød det energisk fra hende. Ned på knæ gik hun. Køligt var det, men dækket ind i tøj var hun. ”Du kan få lov til at lave hovedet.. Det du gør er først at lave en snebold.. Når du ikke kan holde den mere, ligger du den i sneen, hvor du ruller den og pakker den ind i mere sne, indtil den er i en passende størrelse. Den skal være fast og have en størrelse, så du kan løfte den senere,” forklarede hun ham, alt imens hun selv gik i gang. Som hun havde instrueret ham i, gik hun først i gang med en snebold. Vanvittigt stor blev den dog ikke, da hun havde en kvindes små hænder.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde uden tvivl misset meget, og leg i sneen, var uden tvivl noget af det. Her stod han jo så.. Velvidende om, at det nok ikke ligefrem var noget, som han ville komme til at gøre igen. Men hvad var der at gøre ved det? Han kunne jo ikke umiddelbart gøre noget, og ikke var det noget, som han havde tænkt sig at gøre. Hans blik faldt denne gang til sneen under dem. Det var jo hyggeligt nok.. En kold fornøjelse, men hvad var der at gøre ved det nu? Det handlede jo om at udnytte det. Nu havde han muligheden for at prøve det af, som han altid havde været snydt for, og for det, var noget som han aldrig havde været i nærheden af. "De burde varme dig," sagde han denne gang. Ikke rigtigt med en kommentar til det, som de skulle lave, for han vidste jo at hun havde ret. Han vidste bare ikke hvordan han skulle forholde sig til det. Et kort smil passerede denne gang hans læber, da han igen så mod hende. Han skulle bare lave en større snebold?
"Det lyder nu ikke så svært," sagde han denne gang. En leg, som han rent faktisk kunne følge med i? Jamen, så blev det jo heller ikke bedre. Denne gang lod han også hende tage hans hænder, som inden længe, var beklædt med vanter, så han kunne holde varmen. Det sitrede i dem. Var han virkelig blevet så kold, på så kort tid? Han nikkede, hvor han selv denne gang gik ned i knæ, og samlede sammen til endnu en snebold. Inden længe, rullede den selv rundt i sneen, da han gjorde brug af magien igen. Han selv forstod nok ikke glæden ved at rende rundt og gøre arbejdet på egen hånd. Snebolden voksede dog hurtigt i størrelse. Hvor stor skulle den være? Det var jo nemt for ham, at flytte den med magi.

[Jarniqa Dynithril]

”Det er mere krævende end ventet,” advarede Jarniqa ham roligt. Simpelt lød det, ja, men sådan var det ikke. Hvis ikke man gjorde det korrekt, kunne der nemlig opstå revner i den store bold, så den flækkede. Derudover tog det mange minutter at få den korrekte størrelse. Selv var hun hurtig til at gå i gang. Startsnebolden lavede hun i hænderne, alt imens han tog plads ved siden af. Hun trak tilfredst på smilebåndet, idet han til en start gjorde det samme som hende. Lavede bolden i sine hænder. At han så kort tid efter lagde den på jorden, og lod magien overtage, sagde hun intet til.. Han skulle nok blive klogere. Hun skulle nok gøre ham klogere. Hurtigt gik hans, da det var fejlfrit og magisk. Langsommere var hendes, da hun selv rullede bolden og fyldte yderligere sne på bolden. Derudover var den også ujævn.. hvilket vel også gjorde det smukt, da det var personligt? Det var først, da han fik bolden i den korrekte størrelse, at hun kiggede på den. Ikke sagde hun et ord, som hun dannede en flamme inden i den. Bolden smeltede derfor for øjnene af Theodore. ”Den næste kan du lave med dine egne hænder. Den skal være samme størrelse som den anden,” sagde hun blot, inden hun igen gav sin egen bold opmærksomheden. Han var virkelig en ringe elev. Han lyttede ikke. Brugte magien, frem for hænderne, som hun ellers sagde, at han skulle. Nu regnede hun dog med, at han havde forstået hendes budskab. Det var vel soleklart, når hun ødelagde hans værk? Igen ville hun også gøre det, hvis han snød. Det skulle han bestemt ikke tage fejl af. Her måtte hun træde i karakter som underviseren, hvor han måtte lytte og gøre efter som eleven.

[Theodore Jarvis Acheron]

"Næppe," afviste Theodore denne gang. Hvor svært, kunne det være at lave en større snebold, som tilsyneladende ikke skulle bruges til at kaste med? Desuden kunne man jo bruge magien, og derfor var det jo ingen sag, at lave det! Hans blik faldt denne gang i retningen af hendes skikkelse igen, som hun kastede sig i krig med sin. Her lod han jo så bare magien tage over i stedet for. Her lavede han en hurtigt, som var temmelig stor. At den så skule smelte for øjnene af ham. Hvorfor gjorde hun det? Han vendte denne gang blikket mod hende. Magien havde jo altid været en del af ham.. Altid været det, som han gjorde brug af, og nu var det ham forbudt? Hans blik faldt til hendes skikkelse endnu en gang.
"Skal jeg forme den med mine hænder?" Det havde jo jo ikke ligefrem sagt noget om! Han rystede kort på hovedet. Hun ville virkelig gerne have at greven skulle rode rundt i sneen, mere ned hvad han havde gjort i forvejen? Han formede endnu en snebold, som han denne gang begyndte at trille henover jorden i stedet for. Okay, det her var virkelig underligt. Skulle han rende rundt som et barn i sneen, på hans egen grund, og med den titel, som han egentlig havde? Desuden havde han aldrig gjort noget, som mindede om det her før. Han kneb øjnene svagt sammen. Den voksede da alligevel hurtigt i størrelse, men blev frygtelig ujævn og skæv. "Det her er besværligt," endte han denne gang. Det var faktisk sværere, end hvad han lige havde regnet med.

[Jarniqa Dynithril]

Næppe. Kæphøj var Theodore, og det lærte han også af – forhåbentligt – da Jarniqa smeltede hans værk for øjnene af ham. Ikke angrede hun det. Ikke spor. Hun havde sagt, at han skulle bruge hænderne og ikke magien. Derfor var det også det han skulle gøre. At han skulle spørge, om han virkelig skulle bruge hænderne, på den måde som han gjorde, fik hende til at smile svagt for sig selv. ”Ja, hænderne. Tro ikke, at jeg ikke vil opdage det, hvis du snyder igen,” sagde hun med et smil. Morsomt var det. Det var sjovt så ringe en elev han var. Det var vel også bare på tide, at der var en der udfordrede ham og turde gøre det? Hun gav ham modspil, og ikke var hun bange for at gøre det. I ro og mag formede hun sin egen bold. Tid tog det, men voksede gjorde den. ”Jeg sagde jo, at det ikke var let.. Hvorfor skulle jeg lyve for dig?” lød det roligt fra hende. Han var uden tvivl ikke vant til at bruge hænderne. Det sandede hun virkelig nu. Sjovt var det.. I femten af sine år, havde hun levet uden magi, og han havde kun levet med den. Hendes armbevægelser kom højere op, som bolden voksede. Stor skulle den også være, hvis det skulle kunne gå som snemandens krop. Hun rullede den lidt fra side til siden. Rykkede sig lidt, så hun kunne skubbe sneen op fra en anden vinkel. Kort skævede hun over til Theodore. ”Kan du grine?” endte hun nysgerrigt med at spørge ham. Hun havde aldrig hørt ham grine. Normalt grinte man også når man havde det sjovt, og de havde vel haft det sjovt med sneboldskampen? Hun havde i hvert fald, hvor hun også havde grint. Det smaragdgrønne blik vendte hun igen mod sin store snebold, som hun arbejdede videre på.