It's here where you belong

[Jarniqa Dynithril]

Ind kom de, hvor de hurtigt fik det våde og kolde overtøj af. Desværre følte Jarniqa endnu kulden i knoglerne, men det var blot den pris man betalte, når man ønskede at lege ude i sneen. Heldigvis plejede det altid at være sådan, at man kunne få noget varmt at drikke, og sidde under et tæppe efter. Det var også præcis det, som de skulle til nu. ”Det er altid koldest at være ude, når sneen falder, og når man så fordobler det med at røre ved sneen og ligge og side i det, så bliver det selvfølgelig kun det koldere,” fortalte hun ham roligt. Sjovt var det, at det ikke var almen viden for ham. Han var jo betydeligt ældre end hende. Dog vidste hun, at der var meget, som han var på bar bund med. Efter tjeneren gik hun, så hun vidste, hvilken pejsestue de skulle være i. Det var jo trods ikke fordi, at de kun havde en stue her i huset. At tjeneren var forvirret over al postyret, reagerede hun ikke på. Særligt fordi, at Theodore syntes helt upåvirket. At han kommenterede på, at hun holdt hemmeligheder for ham, smilte hun blot over. Hun nød det! Hvordan det skulle foregå, tænkte hun allerede over. Selv tænkte hun, at hun ville snyde ham til at tro noget andet, inden hun kildede ham. Svært burde det ikke være, som han sikkert ikke ville tænke over hendes hensigt. Akavet ville det dog blive, hvis han på ingen måde var kilden. Så ville han sikkert blot tænke, at hun var dybt mærkværdig. Ind i stuen gik hun, hvor tjeneren allerede var i færd med at tænde op i pejsen. Perfekt! Hurtigt lokaliserede hun sofaen, som hun tog plads i, inden hun vendte de smaragdgrønne øjne mod Theodore. ”Sæt dig ved siden af mig,” opfordrede hun med et smil uden endnu at hentyde, at hun havde mere på færde.

[Theodore Jarvis Acheron]

For nu kunne man sige, at Jarniqa var en lærermester for ham, hvad angik det sociale og følelsesmæssige, hvor han derimod var en lærermester for hende, hvad angik det magiske, og det var jo kun fordi, at de begge havde brug for, at få tingene lært. Det var det som han så på det.. De fik begge noget ud af det. Nu kunne han også bare være glad for, at hun havde valgt at tage turen tilbage til hans hjem, i stedet for at blive i Maerimydra. "Jeg mindes ikke, at jeg har været så kold," sagde han denne gang, hvorefter han søgte ind i pejsestuen, hvor der denne gang hurtigt blev tændt op.
Varmen ville meget snart sprede sig. Theodore vendte blikket mod sine hænder. Det var virkelig koldt. Han var virkelig kold! Han kunne slet ikke huske, at han havde været så kold, som han var i øjeblikket. Hans blik faldt derfra til hendes skikkelse, som hun satte sig. Tjeneren kom hurtigt tilbage med tæpper, som selv var lunet på forhånd. "Herre.. Frue.. Varme tæpper," sagde hun med en ydmyg stemme, idet at de begge blev tildelt hver deres. Theodore nikkede og tog imod. Han rakte hende det ene, hvor han kastede det andet om sig, inden han denne gang satte sig ned ved siden af hende, som hun havde opfordret ham til. Han foldede hænderne foran sig, i et forsøg på at få varmen i dem, for det var virkelig, virkelig koldt! "Men.. det var udfordrende," sagde han denne gang. Hans blik faldt denne gang mod hende igen. Hvad var det helt præcist, hvad hun var ude på?

[Jarniqa Dynithril]

Rart var det helt at komme ind i sofaen og sidde. Særligt fordi, at den var så tæt på pejsen, som den var. Det gjorde, at hun kunne mærke varmen mod sin ellers kolde krop. Hun smilede stille til ham. Sjovt var det at være en del af hans ”første oplevelser”. Hun nød at have muligheden for at vise ham noget nyt, samt at han var med til at ville prøve det. ”Det er også den første gang, at du er i den,” pointerede hun roligt, som det ikke var underligt, at han havde den forundring, som han havde. At tjeneren kom ind med tæpperne, og kaldte hende frue, fik hende til at hæve blikket mod ham. Frue.. Det var hun nu ikke. Om hun nogensinde ville blive det, vidste hun ej heller. Det var jo noget, som man kaldte gifte kvinder.. og det var hun ikke just. På trods af fejlen, smilede hun høfligt til ham og takkede. ”Tak,” sagde hun til tjeneren. Den slags var hun ikke stoppet med. Også selvom, at Theodore fandt det unødvendigt at gøre. Selv tænkte hun blot, at det måtte motivere tjenerne det mere at gøre deres arbejde, hvis de blev prist for, hvad de gjorde. Sit tæppe greb hun om, som Theodore kastede hende det. Dog svang hun det ikke over sig, ligesom Theodore, som hun blot blev siddende, indtil Theodore satte sig ved siden af hende, og som tjeneren gik. Først her svang hun sit eget tæppe over dem begge. Udfordrende? ”At være ude?” spurgte hun ham nysgerrigt, inden hun greb om hans hænder. ”Lad mig,” sagde hun stille. Blidt og hurtigt begyndte hun at køre sine hænder frem og tilbage over hans for at skabe en smule varme i dem. Kold var han og hende med, og dette var en effektiv måde for at få lidt mere varme i sig.

[Theodore Jarvis Acheron]

At komme ind i varmen, efterlod Theodore med en summen i fingrene, og en følelse af, at det prikkede. Det føles underligt, hvor han heller ikke kunne finde ud af, om det var godt eller skidt, som han aldrig havde gjort noget lignende af det her tidligere. Helt nyt, var det nemlig for ham, hvor han heller ikke kunne komme udenom, at det alligevel rørte noget i ham. At tjeneren kaldte hende ved den titel, reagerede han ikke på. Gift var de måske ikke, men gjorde det nogen forskel lige nu, for han kunne jo lide at være sammen med hende, også omkring disse hverdagsting, som han aldrig havde oplevet tidligere. "Det har du selvfølgelig ret i," sagde han denne gang. I hans optik, havde det været en udfordring, at stå i en situation som denne.. Der havde alligevel været en del regler, som han ikke lige havde været klar over, og særligt det omkring med sneboldkamp og at lave en snemand. Det havde været udfordrende for ham.
Theodore nikkede denne gang, hvor han lod de mørke søge til hendes skikkelse igen. "At være ude, ja.. Det var mere.. omfattende, end hvad jeg havde været forberedt på," sagde han denne gang. At hun tog omkring hans hænder, sagde han intet til. Hun var selv kold. Hans blik faldt til dem, hvor han lod hende gnide hans, som skulle det give ham varme.. Og hun havde lagt tæppet om ham? Han forstod sig ikke rigtigt på de tilnærmelser, for det var han heller ikke vant til. Han blev dog siddende. Omkring Jarniqa, var han nemlig tryg. En tryghed, som han uden tvivl rigtig godt kunne lide.

[Jarniqa Dynithril]

Behjælpeligt gnubbede Jarniqa hans hænder med sine egne, og selv kunne hun da også mærke effekten af det. Det var nemlig ikke kun hans hænder, som fik varme af det, men derimod også hende egne. Rart var det, som det virkelig havde været koldt i sneen! Særligt fordi, at de ikke hele tiden havde haft vanter om hænderne. Derfor var hendes egne hænder også endnu røde, ligesom hendes næse og kinder. Hun smilte stille for sig. ”Jeg sagde jo, at det hele ikke var så simpelt, som du antog det at være.. Men jeg håber nu, at du stadig hyggede dig,” sagde hun roligt. I et stykke tid blev hun ved med at gnubbe hans hænder, indtil hun følte, at han nogenlunde havde fået varmen igen. Her slap hun hans hænder, hvor hun i stedet lod sit ene ben svinge hen over ham, så hun sad på hans skød. Intimt kunne det helt føles, men det var udelukket med bagtanker, at hun gjorde det.. Når hun begyndte at kilde ham, ville hun nemlig sidde perfekt til det. Ligeså ville hun sidde godt til at holde ham fastlåst med sin egen krop og lårene, hvis det skulle vise sig, at han var kilden og derfor begyndte at røre på sig. Hun smilede til ham. Forhåbentligt virkede hun helt uskyldig og normal. Hænderne lagde hun mod hans overarme, som hun begyndte at gnubbe, som ville hun også hjælpe til med at få varme i dem. Op og ned søgte hendes hænder, indtil de gled hen over hans brystkasse, og ned til hans sider. Her stak hun sine fingre en anelse ind, hvor hun let, hurtigt og intenst begyndte at bevæge sine fingre. Hvis han var kilden, og kilden her, så ville han i hvert fald grine af det. Op og ned af ham søgte hendes provokerende fingre, så de kildede ham i siden og under armene.

[Theodore Jarvis Acheron]

Jarniqa var virkelig god ved ham, hvilket han faktisk godt kunne lide, og godt føles det virkelig også. Hans blik fulgte meget nøje, hvad hun lavede. Det gav en følelse af varme, og dertil måtte han jo erkende, at han godt kunne lide, at være hende så nær, som det han var her. Selvom han vidste, at han ikke burde gøre det, så gjorde han det nu alligevel, for han havde heller ikke tænkt sig, at lade være. Det havde været sværere for ham, at være ude, end hvad godt måtte være. Han havde været overrasket over hvor mange sociale spilleregler, der egentlig havde været i spil under deres mange aktiviteter, som de nu havde lavet udenfor. Sneenglen kunne han stadig tænke på, for den havde han ikke rigtigt forstået meningen, andet end at det havde været koldt. "Der var bare mere i spil, end hvad jeg havde regnet med." sagde han denne gang. Det der med at lege, var ikke rigtigt noget, som han forstod sig på.. Men det havde da været lærerigt, at søge rundt udenfor, men om han forstod legen i det omfang, vidste han ikke rigtigt.
Hænderne lod Theodore denne gang falde en smule ned mod sit eget skød, hvor han lagde dem. At hun fortsatte over hans overarme og hans bryst, og langsomt søgte nedover hans sider. De fingre, som dog endte med at bore sig direkte ind mellem hans ribben, fik det næsten til at gibbe helt i ham, hvor han uden at tænke over det, forsøgte at gribe fat i hendes håndled, for at få hende til at stoppe. Næsten som hoppede han på sin plads i sofaen, foran den varme pejs. Det.. det føles virkelig underligt!

[Jarniqa Dynithril]

Højt havde han garanteret ikke tænkt om at være i sneen, da Jarniqa først havde foreslået, at de kunne søge ud i den. Nu virkede det dog til, at han havde flere tanker omkring den hvide sne. Affejende virkede han heller ikke over den, hvilket hun tolkede for at være en god ting. Han virkede stadig overrasket over, hvad de havde lavet, men det var ej heller en dårlig følelse. ”Når først du forstår spillet er det slet ikke så svært. Bare husk en ting.. Ingen magi,” kommenterede hun med et lille smil på læben. Hun havde jo ”straffet” ham for at bruge sin magi. Mere om det behøvede de dog ikke at sige nu. Nu havde hun helt andre ting på færde. At kilde ham! Og forhåbentligt koste ham et grin.. Bare et lille et. Derfor tog hun plads på ham, hvorefter hun gav sig i fuld kast! En reaktisk havde det på ham, så et eller andet måtte han føle. Om det bare var ubehag, kunne selvfølgelig godt være.. Dog blev hun ved. Da han prøvede at vride sig, trykkede hun ind med lårene, så hun holdt sig fast på ham. Da han forsøgte at gribe om hendes hænder, søgte de hurtigt et andet sted hen for at kilde ham. Da han hverken havde grint endnu eller bedt hende op at stoppe, blev hun derfor ved. Provokerende blev hendes fingre ved.. De dansede op og ned af hans sider, under armene og sågar under hagen. Alle de steder, som hun kunne komme til lige nu, og som havde en tendens til at kilde på andre. Selv håbede hun, at det ville få ham til at grine, og at han på den måde så lærte, hvordan han også kunne grine af andre situationer.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det som de havde gjort sammen, var noget, som endnu måtte gå igennem Theodores tanker og sind, som han oprigtigt ønskede, at finde ud af, hvordan og hvorledes det egentlig havde foregået. Selvom det måske var svært at forstå for ham, forsøgte han da om ikke andet, for oprigtigt, så ønskede han at finde ud af alt dette. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse endnu en gang, hvor han denne gang lod hovedet søge på sned. Ingen magi.. Hvorfor ikke bruge, hvad man var blevet skænket fra fødsel af? "Jeg forstår ikke den regel," sagde han denne gang. Hvorfor var den der overhovedet, og hvad kom den af? Han var et magisk væsen, og derfor ønskede han da selvfølgelig også, at gøre brug af det, og vise, at han rent faktisk også var i stand til det!
Først, hvor han havde troet, at hun havde gnubbet hans arme, for at give ham varme, var han da hurtigt endt med at blive overrasket, da hendes fingre havde boret sig ind mellem hans ribben. I forvejen, var han ikke vant til at blive berørt på den måde, så et sted, var han vel egentlig også mere påvirket af det, end hvad godt måtte være i den anden ende? Selvom han ikke formåede at fange hendes hænder, forsøgte han i hvert fald! Hertil fortsatte hun bare? Det... kildede jo! Han flyttede sig mere og mere, hvor han igen forsøgte at fange hendes hænder, selvom det ikke rigtigt ville, som han gerne ville. At grine, gjordeh an ikke, men antydningen til et smil var der, for han reagerede selvfølgelig på det. Han forsøgte igen at få fat i hendes hænder. Hvorfor gjorde hun det? Det.. det var en berøring, som han ikke var vant til! Det føles næsten intenst mod hans egen krop, at hun berørte ham på den måde!

[Jarniqa Dynithril]

Nej, Theodore forstod ikke, hvorfor han ikke måtte bruge magi. Svarede ham gjorde Jarniqa dog ikke, da hun i stedet begyndte at kilde ham. Hun agtede nemlig at finde ud af, om han kunne grine eller ej! Ihærdigt forsøgte hun at kilde ham, og endda forskellige steder på kroppen. En reaktion kom der også, men bare ikke … den rigtige. Han vred sig som en strandet fisk. Præcis, som når man var kilden. Problemet var bare, at han ikke grinte. Han smilte bare. Derfor måtte hun også sande, at hun ikke ville få en bedre reaktion fra ham. Sine hænder lod hun ham derfor fange, så den intense berøring stoppede. Hendes eget hjerte gled ned i takt igen, som hun stoppede. Det fik nemlig også pulsen op på en selv at kilde en anden. ”Så du kan altså ikke grine,” konstaterede hun endeligt. Skuffelsen var vel et sted også at spore i hendes tone og blik? Hun havde jo lige håbet.. Håbet, at hun havde fundet løsningen, og at hun havde kunnet få ham til at le. Sådan havde det desværre bare ikke gået. Han havde følt noget, men stille havde hans mund været. Hun rankede ryggen, så hun ikke sad bøjet en anelse ind over ham. Det ærgrede hende. Ingen tvivl om det. Hun gjorde mine til at ville trække sine hænder til sig og rejse sig. Der var trods alt ingen grund til at blive siddende på ham. Hun havde jo bare ønsket at kilde ham, og det havde hun gjort.. og det havde mislykkes.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvordan grinte man overhovedet? Det var slet ikke en tanke, eller noget som Theodore nogensinde havde gjort sig, og ærligt, var det noget, som han skulle gøre sig? Ikke vidste han det, og ikke huskede han, hvordan det var, at leve sit liv. Det var først begyndt at komme nu, hvor Jarniqa havde indtaget en bedre og større plads ved ham. Dette var han glad for, og særligt fordi at hun havde vist sig, at være god for ham, på må og få, hvilket han faktisk var glad for.
Selv kildede det jo! Men at grine? Han lå jo nok på kanten til det, hvor hun så pludselig bare.. holdt op? Hans hænder lukkede sig omkring hendes slanke håndled, hvor et kort smil passerede hans læber. Dog synes dette at falme hurtigt igen. Hvorfor stoppede hun nu? "Som sagt.. jeg ved ikke hvad det vil sige at grine.. Og kan ikke huske, jeg nogensinde har gjort det.." At hun derimod ville trække sig, ønskede han ikke at lade hende. Han strammede derfor grebet mere omkring hendes håndled, for at få hende til at blive i stedet for. Ikke ønskede han, at hun skulle trække sig. Hans liv, havde været meget anderledes i forhold til hendes. "Bliv," bad han denne gang. Et sted vel fordi at han kort frygtede, at hun ville trække sig helt? Hvilket han på ingen måder, var interesseret i.

[Jarniqa Dynithril]

Selv havde Jarniqa håbet, at hun havde været i stand til at få ham til at grine, og derfor var hun også blevet skuffet, som det havde vist sig slet ikke at være en mulighed. Vred på ham var hun dog ikke over det, som det jo ikke var hans skyld. Det var hans faders skyld. At han havde fået frarøvet noget så menneskeligt, gjorde derfor ondt på hende. ”Nej, det ved jeg.. Hvis du havde kunnet grine, burde du have gjort det nu, og det gjorde du ikke,” kommenterede hun. Selv vidste hun godt, at hun ikke burde være skuffet over det, da udgangspunktet jo var, at han i det hele taget ikke kunne føle noget. Derfor var det en fremdrift, at han kunne føle og tænke noget. Let var det bare hurtigt at få for høje forventninger, som hun nu havde fået. Hendes hjerte sprang et slag over, som han holdt fat i hendes håndled og begyndte at stramme grebet. Hvad nu? Uforstående søgte hendes øjne hans.. Lige indtil han bad hende om at blive. Hendes hjertebanken faldt igen, ligeså vel som smilet røg hen over hendes lyserøde læber. Det var faktisk rart at føle. At der var en der ønskede en. Hun lænede sig en anelse frem, så hendes læber blidt kunne kysse hans. ”Jeg går ingen steder,” lovede hun dæmpet. Selv havde hun nu blot planlagt at sætte sig ved siden af ham igen, men hvis han ønskede, at hun sad her lige på ham, så gjorde hun det. Taget måtte han dog godt slække om hendes håndled. Også selvom det var rart for en stund at føle, at der var en der så brændende ønskede, at hun blev. Forkert vat det måske.. men de ønskede det jo begge.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ville han mon lære at grine? Var det noget, som man kunne lære, eller var det noget, som rent faktisk ville komme af sig selv, eller var det en kompetence, som han denne gang, havde mistet for livet? Han vidste det ikke, men det var rart, at hun forsøgte sig, og at hun rent faktisk forsøgte at vise ham det, eller lære ham tingene, men han gik vel bare ud fra, at det ikke var alt, som man kunne lære på egen hånd? Hovedet lod han denne gang søge en kende på sned, som et smil kort måtte brede sig på hans læber. "Jeg ved ikke om det er noget, som jeg vil kunne lære.. jeg ved ikke hvad det vil sige, at grine.. Men.. jeg er glad for, at du forsøger," sagde han denne gang. Oprigtigt, var det noget, som faktisk betød rigtig meget for ham.
Grebet strammede han, udelukkkende fordi at han i en kort stund, frygtede for, at hun ville trække sig helt fra ham, fordi at der nu var noget, som han ikke kunne, hvilket han slet ikke ønskede. For ham, var det nemlig vigtigt, at hun blev.. Og lærte ham det.. var omkring ham, hvor hun var ønsket, for det var hun da uden tvivl. At hun ikke ville gå nogen steder, var selvfølgelig en tanke, som glædede ham, og endda også rigtig meget. Han slap derfor grebet en smule mere, end hvad han havde gjort, hvor han denne gang lod sine egne hænder falde igen. Hans blik faldt denne gang til pejsen foran dem. Han trak vejret dybt, og med et svagt suk. "Godt.." sagde han efter en pause. Svært var det for ham, at agere korrekt i visse situationer. Men hun var ham en god hjælp. Han ville vel slet ikke ønske, at slippe hende igen?

[Jarniqa Dynithril]

At høre ham sige, at han rent faktisk var glad for al det, som hun gjorde for ham og forsøgte med ham, varmede faktisk Jarniqa. I så fald havde det nemlig en betydning for ham, ligeså vel som det havde for hende. Altid havde han interesseret hende, men det var først nu, at hun kunne prøve sig frem med ham. Interessant var det, da det var så anderledes. At arbejde med Theodore var som at lære en voksen mand livets basale dele. "Jeg ønsker at forsøge.. Jeg ønsker at se, hvad du egentligt kan og ikke. Jeg ønsker at vise dig det, som du hidtil er gået glip af," sagde hun stille. Om Clemency prøvede at lave den slags med ham, vidste hun ikke, men det var også blot et bevis på, hvor lidt hun vidste om deres ægteskab. At han slækkede taget om hendes håndled, mærkede ud, og dejligt var det. Efter at have følt sig overrasket og beæret, havde det nemlig gjort en smile ondt. Som han til sidst helt slap taget, valgte hun at trække sit eget tæppe længere op, så det hang på hendes skuldre og ned over ryggen. Armene lagde hun dernæst om hans hals. Hun gik ingen steder. Hun ønskede det ikke. Slet ikke når hun var så ønsket, som hun åbenbart var. "Hvad ønsker du, at vi laver resten af dagen?" spurgte hun nysgerrigt. Selv antog hun, at de ville blive sammen resten af dagen og natten med. Sjovt var det, men hun glædede sig nu helt til at sove med ham igen. Hvor mange nætter det ville forløbe, vidste hun ikke, men hun ønskede jo at blive ved lidt endnu, og så var det svært at tænke på hans hustrus følelser omkring det. Dog frygtede hun, at det en dag ville ramme hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var oprigtigt noget, som havde en kæmpe betydning for Theodore, selvom han nok havde sin meget akavede måde, at fremstille det på. Ikke at det var noget, som han egentlig kunne sige, eller tage særlig tungt, men hvad kunne han da ellers gøre ved det? Jarniqa var ham en kæmpe hjælp i dette, og derfor var det virkelig også vigtigt, at hun vidste det. Han havde jo for længst fundet ud af, at det var vigtigt at rose folk for hvad de gjorde godt.. Og her gjorde hun virkelig mange andre ting. "Jeg er overrasket over, hvor meget jeg egentlig har misset," sagde han denne gang. For det var han. Det var egentlig meget overraskende, hvor meget som egentlig var sket, og hvor meget han have misset.. Særligt af sådanne småting her, for det var da.. helt vildt!
At hun ikke trak sig helt, glædede Theodore. Selv denne form for nærvær kunne man bestemt heller ikke sige, at han havde med sin egen hustru. Clemency var bare omkring efterhånden, som hun slet ikke ænsede ham. Nu hvor han tænkte mere over tingene, så bed han sig jo trods alt også mærke i den slags, så det alene, heller ikke var noget, som sagde så lidt. Som hun lagde armene omkring hans nakke, lod han sine glide omkring hende. Et vel.. forsøg på at gengælde en omfavnelse? Han ville jo virkelig gerne lære den slags, men det var jo heller ikke noget, som kom af sig selv. De mange tanker, overmandede ham virkelig, og det var svært for ham, i det hele taget, at skille den ene fra det andet, og særligt, som det var lige nu. Han lukkede øjnene ganske let. Det føles godt.. Han kunne godt lide den følelse, som det her efterlod ham med. En følelse eller så ukendt. Han strammede derfor grebet en smule. Et sted fordi at han ikke ønskede at slippe hende igen. "Jeg ved det ikke.. Hvad andet har jeg misset?" spurgte han denne gang. Tjeneren som havde forladt dem for tid siden, kom tilbage med to kopper varme drikke. Han stod nærmest og stirrede på dem i døren.

[Jarniqa Dynithril]

Hvor meget Theodore helt præcist havde misset, kunne Jarniqa ikke sige. På det plan var de nemlig først blevet tætte nu. Tidligere havde deres forhold nemlig primært været læringsmæssigt, som han havde været hendes lærer. Han havde trænet hendes magi og hende i at være en korrekt fornem kvinde. Nu hvor han var begyndt at føle, var de derimod også begyndt at komme mere personligt ind på hinanden. Noget der særligt havde eskaleret efter i går. Hvad der helt præcist havde sket, kunne hun ikke sige, men det hele forekom bare så let og naturligt.. Som om det bare var sådan her, at det hele skulle foregå mellem dem. Besynderligt var det dog, da det samtidig føltes noget så forkert. Hun vidste jo, at det var etisk ukorrekt for dem at handle således. Smilet trak hun på, som han trak hende længere ind mod sig ved at stramme grebet. Hun nød det. Hun nød det virkelig. At føle sig så ønsket af ham.. "Jeg kan ikke fortælle dig, hvad du har misset, da jeg ikke kender dit liv fra A til Z. Men hvad med Clemency, har hun...," Hendes ord stoppede brat, idet døren gik op på ny igen, og tjeneren stod i døråbningen. Gudskelov for det var det ikke Clemency! Men hans blik.. Det sagde det hele.. Hendes hjerte sad i halsen. Hænder trak hun til sig, som havde hun brændt sig. Dernæst rejste hun sig også med sådan et sæt, at han måtte slippe taget om hende. Hastigt satte hun sig respektabelt ved hans side, men ikke så hun imod Theodore eller tjeneren. I stedet stirrede hun ind i pejsen. Dette var jo bare et stort bevis på, at det de havde påbegyndt var forkert. Tænderne bed hun sammen. Om hendes reaktion blot fik det hele til at se værre ud, vidste hun ikke, men ikke kunne hun gøre for det. Hun vidste jo godt, at Theodore var gift. At hans hustru boede her. At hun blot levede under deres tag som deres gæst. Kunne tjeneren mon finde på at sige det videre til Clemency?