You're mine now

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Lucifer Phoenix I. Jaceluck

Fangekælderen. Torturkælderen. Stedet fungerede som begge dele. I mange år havde det været Tatianas arbejdsplads. Var det derfor underligt, at hun nød at være tilbage hertil? Hun nød det. Hun nød at afrette folk og afhøre dem. Der var heller intet som en god omgang tortur efter, at man selv havde været underlagt det i tre år, og været borte i al den tid!
Stedet lå i udkanten af byen. Udefra lignede det blot en klippehule, men alle mørkelvere kendte derimod til stedets sande identitet. Indgangen var blot en revne der førte til intet rum, men derimod en stejl trappe. Selve fange- og torturkælderen lå nemlig under jorden. Fugtigt var her, hvor der var en lugt af mug over stedet. Kolde og våde var klippevæggene også helt. Nede på gulvet var et rum for de arbejdende kvinder. Her bevogtede de ind- og udgangen, samt skrev deres bedrifter ned for dagen. Herfra var der en gang med rum på hver sin side. Den ene med celler. Der var det intet end fugtig klippevæg og klippegulv, samt sparsomt halm at ligge på. På den anden side var torturrummene. Tatianas placering for dagen.
I et torturrum stod Tatiana. I midten af rummet hang Lucifer. Han hang i lænker fra loftet, så hans arme var strakt over ham. For at han blev holdt stille, var der også lænker om hans fødder der var bundet til gulvet. Et gulv han ikke kunne røre med fødderne. Om hans hals bar han desuden en yderligere lænke. Bundet til noget var den ikke, men den gjorde, at han ingen kontakt havde med sine dæmoniske kræfter. En fjernelse af hans magi. Halvnøgen var han desuden. Han havde kun et lille lændeklæde om sig for at dække for hans mere intime del. Tatiana bøjede sig ned, hvor hun greb op en iskold vandspand. ”..Tid til at vågne op, lille dæmon,” sagde hun legende, inden hun smed det iskolde vand over ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Upåvirket af tid og sted, lå Lucifer lige nu i sin egen verden. Hang i lænkerne, hvor han end ikke var i stand til at nå gulvet. Efter at nærmest at være blevet kvalt af en pisk. Nu hang han der i lænkerne, ude af stand til at bevæge sig. Uden at vide, hvor han egentlig var henne, eller hvad der var sket med ham, da han igen måtte ligge i sin helt egen verden.
Vandet blev kastet direkte mod ham. At komme i kontakt med det iskolde vand, rev ham nærmest ud af den tunge søvn, som han havde været i, hvor han med et kraftigt gisp, slog øjnene op. Desperat forsøgte han at rive hænder og fødder til sig igen, uden at det egentlig virkede. Hvad pokker..? Hvad var det ikke lige der skete? Han bed tænderne kraftigt sammen. Det svimlede for hans øjne, hvor det i det hele taget, var svært for ham, at fokusere i det hele taget. Hans krop rystede... Han kunne ikke køle ned, som han plejede at gøre med sin isdæmon. Han klemte øjnene let og fast sammen. "H-hvor.. Hvad.. hvad fanden..?" Han forsøgte endnu en gang, at få hænderne fri, uden at det egentlig virkede efter hensigten. Han følte sig nærmest udstrakt, og han var virkelig øm i hænderne og armene, som han jo hang der i sin egen vægt. Han klemte øjnene fast og kraftigt sammen. Blikket fladt dernæst til Tatiana. Hans øjne skød nærmest lyn. "Du..." hvislede han med en fast og direkte vred stemme. Han forsøgte igen at få hænderne fri.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tilfredst udvidede smilet sig på Tatianas læber, som Lucifer begyndte at ruske i lænkerne. Koldt måtte det være for ham. Han havde nemlig hverken sin isdæmon eller ilddæmon at læne sig op ad. Tomt måtte det føles for ham. Særligt i hans sind. Han havde ikke længere sin mentale evne til at scanne sine omgivelser. Spanden stillede hun fra sig igen, som dets indhold var tømt. Samtidig kunne hun høre, hvordan Lucifer prøvede at orientere sig. Havde han slet ikke den fjerneste anelse? Som en der havde alverdens overskud, rettede hun sig roligt igen, og vendte sit gennemborende blik mod ham, som han endelig så hende. Ikke tog hun hans ord til sig. Yndefuldt og dominant bevægede hun sig over til hans hængende krop, hvor hun lagde en hånd imod hans brystkasse. Hun kunne mærke hans hurtige hjertebanken, og de små rystelser i hans krop. ”Du fryser helt..,” kommenterede hun stille. Hendes hoved faldt på sned. Behandsket med rødt læder var hendes hånd, så ikke kunne fornemme hans kulde. Det behøvede hun ej heller at gøre for at vide, at den var der. Blikket hævede hun, så hun så ham direkte i øjnene. ”Ikke bekendt med følelsen?” spurgte hun hånende. Der ville gå lang tid før, han ville blive genforenet med sine kræfter. Den dag ville først komme, når han var hendes af krop og sjæl. Dette var han ikke nu.. Han var endnu fyrig og sin egen. Dette skulle hun dog nok få rettet op på, om det så ville vare år. Hun havde skam tiden. Hun ville træne ham, til han kun nærede hengivenhed til hende. Umuligt føltes det måske i starten, men hun vidste, at det kunne lade sig gøre. Hun havde set det før. Hun havde gjort det før. Hvor stædig Lucifer end var, skulle han nok nå sin brist.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Tanken om, at skulle hænge der til fri beskuelse af denne kvinde, var en tanke, som gjorde Lucifer direkte vred. Han stirrede direkte i hendes blik. Koldt var det uden tvivl at hænge der, og ikke var det noget, som han rigtigt kunne gøre noget ved, og den tanke alene, var noget, som kun gjorde ham direkte vred! Han stirrede direkte i hendes blik, da hun søgte tættere på. Hans krop rystede.. Ikke kunne han huske, at han nogensinde havde frosset på den måde. "D-det var koldt.." Han stirrede direkte på hendes ansigt, da hun alligevel stod tæt ved ham. Ikke var det muligt for ham, at komme nogen steder, og ikke havde han tænkt sig, at give hende, hvad hun ville have, kun fordi at hun gerne ville have det! Han knyttede næverne svagt.. Uanset hvor meget han forsøgte, kunne han ikke skrue temperaturen op.. Og han brød sig ikke om at fryse! Det gjorde ham.. skræmmende menneskelig.
Ikke kunne man sige, at Lucifer nogensinde havde været så ophængt, som det han var i øjeblikket, og ikke var det fordi, at det var behageligt for ham. "Lad mig gå.." bed han denne gang med en fast tone, som han fulgte hende med blikket. Ikke fordi at han kunne komme fri på egen hånd, uanset hvor meget han end forsøgte på det. Han forsøgte endnu en gang at få hænderne viklet fri, selvom han sad så fast, som man overhovedet kunne. Han prustede svagt. Han var virkelig kold!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Skælvende var Lucifer helt, og Tatiana nød at se ham sådan. Så rapkæftet før og nu så … nyttesløs. Som han stammende måtte fortælle hende, at han frøs, trak hun yderligere på smilebåndet. ”Livet som almindelig dødelig passer dig ikke?” lød det roligt fra hende, som var det en ganske normal hverdagsdiskussion. Ingen kræfter havde han. Hverken is, ild eller mental. Han var en ganske enkelt en ganske almindelig mand i denne stund. Det var også, hvad hun havde brug for. Ikke kunne hun bruge, at han kunne modarbejde hende med sine evner, når hun både skulle træne ham og Jarniqa. Hånden trak hun roligt til sig igen. Som han bad hende om at lade ham gå, måtte hun helt slippe en latter. Var han så dum, at han ikke forstod konceptet: at være fanget? ”Lade dig gå? Jeg kan ikke lade dig gå, lille dæmon,” svarede hun igen i en tone, som var det en kynisk leg. Hun trak sig et skridt tilbage, hvor hun lod fingrene hvile mod sin hage. Hvorhenne skulle hun mon starte? Der var så mange spændende måder hun kunne begynde! ”Nej, ser du.. Jeg har brug for din assistance, når jeg påbegynder træningen af Jarniqa. Jeg lovede jo, at I nok skulle få hinanden at se igen. Derudover har jeg brug for en smule adspredelse. Et nyt projekt vil gøre mig godt,” forklarede hun ham ærligt. Det var den forklaring han ville få. Ikke ville hun gentage sig, som hun aldrig gentog sig. Hvis ikke man kunne følge med, var det en dumhed hun ikke kunne stå inde for. Hånden lod hun falde igen. Han skulle nok gense den kære Jarniqa. Spørgsmålet var bare, om hun skulle hygge sig lidt alene med ham inden da, eller om hun skulle sende bud efter den unge kvinde allerede nu.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var virkelig ved at blive kold. Aldrig i hans liv, kunne han huske, at have haft det på den måde. Desuden var det slet ikke muligt for ham, at gøre noget som helst. Fødderne var lænket fast, og det samme var hans hænder, og tog han ikke meget fejl, så havde han også noget om halsen? Det føles virkelig ubehageligt at hænge der. Selvfølgelig vidste han jo godt, at han var ophængt, og hun nok ikke havde tænkt sig, at lade ham gå nogen steder, men det ændrede da godt nok ikke på, at det her, virkelig var noget som irriterede ham! "Jeg slår dig ihjel, Tatiana..!" endte han denne gang med en fast tone. Hans blik faldt direkte til hendes skikkelse endnu en gang. Hans krop rystede.. Hvor var det dog ubehageligt at fryse på den måde!
At han ville komme til at se Jarniqa igen på et tidspunkt, forundrede ham ikke. Hun ville vel nyde at se ham hænge der? Selv nu, følte han allierede, at han lignede noget, som var løgn. Han bed tænderne svagt sammen. Han var træt.. Han følte sig nærmest kvalt af alle de lænker, som han nu havde på, for han var jo fyldt med dem! Han trak vejret dybt. "Du nyder det her en kende for meget.. O-og ærligt..? T-tror du, at j-jeg vil give dig h-hvad du vil have?" spurgte han denne gang mere sammenbidt. Jarniqa ville nok kun fryde sig over at se ham hænge der, for hun ville jo intet have med ham at gøre med ham alligevel, så det gjorde jo ikke nogen forskel af den grund. Hans blik faldt igen. Han var træt, og han var udmattet. Det var hårdt, efter det, som han allerede havde været udsat for!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tatianas gennemborende blå blik hvilede på Lucifer. ”Nej du vil ej,” svarede hun blot igen, som var der ingen tvivl om, at hun havde ret. Det var hun dog også sikker på, at hun havde. Folk havde før betvivlet hendes ord, men de indså alle, at hun havde ret, når de havde været hos hende længe nok. Som han begyndte at hentyde, at han ikke ville være samarbejdsvillig, stirrede hun blot på ham. Havde hun nogensinde bedt ham om noget? Nej, det havde hun ikke. Igen.. Denne mand var utroligt dum. ”Med de manglende hjerneceller, som du har, er det tydeligt, hvor elendig omverdenen er,” kommenterede hun direkte, som denne mand jo var dum. Dog skulle hun nok få afrettet ham. Hun skulle nok få gjort ham til sin tjener. Han skulle nok lære at se sig enig i, hvad hun mente, og ønske at gøre, hvad hun bad ham om. ”Jeg spurgte aldrig, hvad du ville og ikke ville. Jeg sagde derimod, hvad der skulle ske,” fortalte hun. Han havde måske ikke lyst til at hjælpe hende, men sådan som han hang der i hendes varetægt, var han allerede den perfekte hjælp. Hun lod hånden finde skaftet af sin pisk. Den pisk der allerede før havde klemt om hans hals og fødder. Denne her gang ville hun dog ikke bruge den for at fastholde ham. Denne her gang ville hun bruge den som straf. ”For din dumhed, vil jeg give dig 5 piskeslag. For hvert piskeslag, skal du tælle dem,” sagde hun direkte, som der var noget psykologisk i at tælle de slag, som man fik. Hånden førte hun tilbage, så den tynde læderpisk hvislede hen over gulvet. Umiddelbart kunne hun ikke se, at denne mand nogensinde var blevet pisket. Som en slange der bed, førte hun sin hånd frem, så pisken smældede over hans front og ramte ham tværs over brystkassen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Vreden steg kun mere og mere i Lucifer i takt med, at han skulle glo på Tatiana. Umiddelbart, var det også meget lidt, som han kunne gøre ved det, og særligt, som det stod lige nu. Hans krop dirrede af raseri, men det gjorde det bare ikke ligefrem nemmere for ham, at komme tæt på hende, selvom han ville elske at vride hendes hals om! Se hende ligge død for hans fødder. "L-lad mig gå..!" Igen forsøgte han at vride hænderne fri, og sparke fødderne fri, selvom han slet ikke havde energien til det.
Snakken om Jarniqa ønskede han slet ikke at fortsætte med hende. Det var slet ikke en sag, som hun skulle blande sig i. "D-det er bare synd, at se hvad hun er blevet til.. hvor meget hun er f-faldet siden," endte han denne gang. Hans blik faldt direkte til hendes skikkelse. Hun forventede at han ville give hende hvad hun ville have, fordi at hun slog på ham? Måtte han le! Det havde han ingen intentioner om at gøre i det hele taget! Han fnøs af hende.. Og hun ville have, at han skulle tælle? Det kom da slet ikke på tale! Han spændte i kropen. "Tror du oprigtigt, at det hjælper?" spurgte han denne gang med en sammenbidt stemme, uden at se bort.
Pisken som hun smældte direkte mod hans krop, fik ham til at stivne. Huden på hans bryst, som nærmest fløj op i en dyb revne. Hans øjne spillede sig kraftigt op, hvor han slap et halvkvalt skrig. Ondt gjorde det! Virkelig ondt!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Nyttesløs var hans kamp. Han ville nemlig ikke slippe ud af lænkerne. Det gjorde ingen fange her. Han var nemlig langt fra den første der hang der, og derfor vidste de udmærket, hvad de gjorde. Denne her gang valgte Tatiana dog at ignorere hans ord. Der var nemlig ingen grund til at svare på dumhed.. og idioti var det, at han bad om løsladelse. Han kunne få lov til at gå frit, når han var hende tro. ”Selvfølgelig er det et fald i dine øjne, at en kvinde, som du kender, er blevet stærkere end dig,” svarede hun kortfattet igen. Den unge Jarniqa var ikke faldet. Hun var derimod begyndt at hæve sig. At Lucifer ikke bifaldt det, forundrede hende ikke. Han var trods alt ikke en ægte beboer af Maerimydra endnu. Kortfattet gik hun over til den lukkede dør, hvor hun bankede bestemt på dets træ. ”Bring mig Jarniqa Dynithril,” bad hun bestemt, hvorefter man kunne høre skridt lyde ude på gangen. Tilbage til Lucifer gik hun dernæst. ”Jeg ved, at det virker,” sagde hun direkte, inden hun piskede ham. Svag som han var, skreg han op ved det første piskeslag. En smal sag ville det være at knække ham, hvis han allerede skreg op som en lille dreng! Da han ikke talte, valgte hun hurtigt at lave et rap med pisken igen, så den denne her gang aftegnede hans ansigt. Særligt hans mund. ”Jeg sagde, tæl! For din ulydighed starter vi forfra ved nummer 1,” lød det hårdt fra hende. Her var ingen kære mor. Dette var benhård træning. En træning hvis omfang han end ikke kunne begribe endnu! Smukke var aftegningerne helt, som han lavede på hans hud. Det ene på hans overkrop der flækkede hans hud i to, og den anden over hans ansigt, der lavede en rød streg.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer frygtede vel et sted, at Jarniqa kun ville fryde sig over, at se ham hænge der? Det var heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre noget ved det, for han vidste jo godt, at hun ikke ville give ham fri.. Han skulle nok finde en mulighed for at komme fri på et tidspunkt.. Det skulle hun bare vente sig og se! Han spændte i kroppen. I hans øjne, var Jarniqa faldet, og hun var faldet rigtig meget. Han vendte blikket denne gang direkte mod hendes skikkelse igen. "Hun er ikke stærkere end mig, ved at flygte fra fortiden," bed han af hende. Det var jo hvad hun havde gjort. Hun havde forkastet ham, og derefter flygtet, fordi hun ikke ville se ham. Det var da noget, som alligevel sagde lidt?
Skriget, var mere i overraskelse over, hvor ondt det egentlig gjorde. Han bed tænderne fast sammen, hvor han prustede tungt. "Jeg slår dig ihjel..!" vrissede han denne gang med en fast tone. Blodet viste sig på hans mave efter hun havde flået hans hud fra hinanden. Hans krop dirrede. Aldrig i hans liv, kunne han mindes, at have været så vred.. og så hjælpeløs på samme tid. Det var i forvejen en direkte ubehagelig følelse, at skulle sidde alene med. Pisken der ramte ham i ansigtet, fik ham kraftigt til at vende blikket væk. Han klemte øjnene sammen. Det gjorde ondt for helvede! Tungen strøg kort over den nye rift over hans læber, inden hans blik søgte mod hendes skikkelse foran ham. "Så du henter backup nu? Tro mig.. Den dag, jeg kommer ned.. slår jeg dig ihjel.." vrissede han med en fast tone. Han var vred.. Ikke skulle hun slippe godt fra det her!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Kærlighed gør en svag. At i to engang havde noget sammen, gjorde hende svag. At hun nu har forkastet den tid, og ønsker at bygge sig selv op uden det element, gør hende stærk,” sagde Tatiana direkte. Det var således at mørkelvere så på kærlighed. Følelser gjorde en svag. Hvad Tatiana havde set i Jarniqas ansigt, da hun havde forladt Lucifer, havde desværre været endnu eksisterende følelser. Det var noget, som Lucifer ville hjælpe til med at gøre op med. Hun skulle nok gøre det klart en gang for alle, at der intet godt var ved følelser. Hun skulle nok få Jarniqa til at give afkald på dem.. Dæmpet slap Tatiana et suk, som han fremfor at tælle i stedet begyndte at true. Hvornår havde hun påpeget for ham, at det ville være en god ide, at han truede med at myrde hende fremfor at tælle piskene? Aldrig. Enten var manden døv, eller også havde han en voldsom selektiv hørelse. For at understrege det, sagde hun igen: ”Tæl forfra!” Hård lød hun. Uden barmhjertighed var hun også, så hver gang han ikke talte, lagde hun et nyt piskeslag oveni. Derfor var det egentligt kun ham selv der gjorde det besværligt. Han kunne nøjes med 5, men han var selvforskyldt, hvis det tal blev til 10 eller 50. Selv kunne hun blive ved. Det var blot gode muskler for armen at svinge pisken. Rundt om ham bevægede hun sig dominant, så hun nu stod bag ham. Det gjorde, at han ikke længere kunne se hende. Måske det ville hjælpe til med at afrette ham? Igen svingede hun pisken. Smæld! Pisken opdelte igen hans hud, hvor slaget denne her gang var aflangt og gik fra hans venstre skulderblad til hans højre talje. Ville han mon fortsætte truslerne? Hun ville i hvert fald fortsætte slagene.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Vil du påstå, at benægtelsen, gør en stærkere?" spurgte Lucifer med en kortfattet og bestemt tone. Nu hvor han også vidste, at Jarniqa var på vej, så gjorde det ikke sagen meget bedre for ham. Han knyttede næverne.. næsten som han håbede på, at de ville glide ud af kæderne, så han kunne komme derfra. Han ville ikke give de mørkelvere den tilfredsstillelse, og særligt, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Øjnene klemte han denne gang fast sammen. Han kom ingen vegne.. Og gud hvor han dog hadede at det var sådan her det foregik. Han tvang øjnene kort sammen, og forsøgte ellers at følge hende med blikket. Hun ville have ham til at tælle? Og hvad så hvis han ikke ville?!
Da hun søgte om bag ham, spændte han mere i kroppen. Hvad kunne han forvente? "... Hvad laver du?" endte han sammenbidt. Pisken som endnu en gang smældte over hans ryg, tvang ham kraftigt til at stivne. Ondt gjorde det virkelig! Et smertefuldt gisp brød hans læber. Han klemte øjnene sammen og krummede svagt i ryggen. "E-en.." endte han denne gang. Okay, hvis han kunne nøjes med så få slag, så fred være med det! Men det ændrede bestemt ikke på, at han stadig ikke havde tænkt sig, at give hende noget af det, som hun ville have! Han trak vejret hurtigt og fast.. spændt i hele kroppen. Det her var noget af det mest ubehagelige, som han længe havde været udsat for.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Koldt stirrede Tatiana på ham. Selvfølgelig forstod han ikke. Det var klart. Han kom også fra en verden, hvor de kæmpede i kærlighedens navn. Hvad Tatiana dog forstod sig på af kærlighed var, at det bragte en i forfald. Derfor mente hun bestemt, at den unge Jarniqa havde set lyset, da hun havde vendt sit gamle liv ryggen. ”Det handler ikke om at benægte. Det handler om at forstå og se, hvad der er rigtigt,” afviste hun ham. Bag ham stod hun, som hun igen svang pisken. Højt lød slaget af læder og nøgen hud imod hinanden. Hvad der dog var mest tilfredsstillende var at høre ham tælle. Skælvende sagde han tallet, men det forlod nu hans læber. Godt. Han skulle nok lære at forstå, at det generelt var sådan, at det blev sværere for en, hvis ikke man adlød. Ikke roste hun ham dog. Hun havde nemlig sagt, at det var et krav, at han talte. Derfor svang hun bare pisken igen, så den denne her gang krævede begge hans lægge. Igen blev huden flænset, og ved de andre flænger kunne man nu også se, hvordan blod måtte begynde at pible frem. Det var trods alt aflange åbne sår. Tatiana holdt inde et øjeblik. Både så han kunne nå at sige 2, og så han kunne nå at fornemme smerten. Forhastet skulle det nemlig ikke være, som han skulle mærke alt, hvad hun gjorde ved ham. Hun tog en indånding, inden hun igen lavede et kast med hånden. Denne her gang valgte hun at ramme et sted der allerede var åbent. Nemlig hans ryg. Her lagde pisken sig næsten det samme sted som før, så hans sår blev plaget og det mere åbent.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var på ingen måder enig med denne kvinde, og aldrig i hans liv, ville han blive enig med hende i hendes udtalelse om det liv, som Jarniqa nu havde, og ham for den sags skyld. Nu kom han heller ikke fra et liv, hvor kærlighed blev mærket, som så mange andre ville have gjort det, og det derimod, var noget som han udmærket godt vidste. Øjnene kneb han denne gang svagt sammen. "Du er blind.." Han grinte denne gang. Det her var virkelig komisk! Og noget så latterligt, som noget overhovedet kunne blive! "Er det fordi du aldrig har været sammen med en ordentlig mand?" fortsatte han denne gang med en fast tone. Ikke brød han sig om at hænge der.. Før eller siden, skulle han skam nok komme ned!
Piskens smæld over ryggen, tvang ham til at tælle! Kunne han, ville han gerne undgå hundrede piskeslag, så hvorfor ikke bare bide den ydmyghed i sig, og tælle, som hun bad ham om? Slaget efterfølgende over hans lægge, gjorde ondt! Han sændte igen i kroppen, hvor han denne gang kraftigt forsøgte at tvinge benene til sig. "To!" bed han denne gang af hende. Slaget efterfølgende over hans ryg, tvang endnu et smertefuldt gisp.. Næsten et halvkvalt skrig over hans læber, for de sår var jo allerede åbne! Han prustede denne gang. "T-tre.." fortsatte han denne gang. Han klemte denne gang øjnene kraftigt sammen. Næverne knyttede han.. Igen i et forsøg på at få hænderne fri, men det var derimod ikke noget, som virkede efter hensigten. Det var virkelig en kæmpe frustration for ham! "Lad mig gå..!" bed han denne gang af hende.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa gik ned af de små stentrapper efter elverkvinden Vanía. Vanía havde forventet hende nede ved bækken, hvor hun havde stået med en ukontrolleret hjertebanken. Forfærdeligt var det. Hun havde påbegyndt en træning der skulle frigøre hende for følelser, og så havde hun stået der.. Med en million tanker og et smertende hjerte. Hun havde vel heller ikke regnet med, at hun allerede nu skulle have genset Lucifer, og så lige der, hvor hun havde mødt ham. Tankerne forsøgte hun dog at slå ud af hovedet. Selv regnede hun med, at hun var på vej ned i fange- og torturkældrene for at blive trænet. Logisk lød det i hvert fald. Hun var jo endnu under træning, og dette var den perfekte tid! Hun forsøgte jo at slippe af med disse følelser og tanker.
”Vi skal ind her,” meddelte Vanía, som de gik ned ad gangen og nåede en af dørene. Tavst nikkede Jarniqa, inden Vanía slog døren op og guidede hende ind. Uden videre tøven trådte hun ind. Det var først, da hun kom ind, at hun stivnede, som hun så, hvad der foregik. Lucifer.. Her?.. og Tatiana der piskede ham. Selv slog hendes hjerte som pisket. Svært var det at vide, hvad hun skulle gøre. Stift endte hun med at vende blikket mod Tatiana. ”De anmod om min tilstedeværelse?” endte hun stilfærdigt med at sige.