You're mine now

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer valgte denne gang, at holde mund om, hvad han ville gøre ved hende. Det var tanker og billeder, som han denne gang valgte at holde for sig selv. Han vidste, at det ville gå udover Jarniqa, hvis han ikke holdt inde, og han ville ikke lade det gå mere udover hende end hvad det i forvejen gjorde. Hans krop var fuldstændig spændt, selv på trods af den træthed, som han følte i krop og sind. Han kunne ikke lade være med at lade sig mærke af det, og særligt på denne her måde, så kunne han slet ikke!
Den prustende vejrtrækning holdt ikke inde. Han var kold.. han var træt.. og han var et virvar af følelser og tanker, som selv var svært for ham, at holde styr på. Aldrig havde det været så voldsomt og så slemt, som det var lige i øjeblikket. "Mørkelver eller ej... du er et grumt væsen." Det var fuldkommen ligemeget, hvad man var, og hvad man ikke var, og det var sådan at han havde det med tingene.
Lucifer blev denne gang siddende i knæ. Han bed tænderne kraftigt sammen. Han havde slet ikke lyst til at fortælle Jarniqa, at hans opførsel blev brugt som straf for hende, og det kunne han slet ikke lide. "Der er ikke nogen grund til at straffe hende, fordi at jeg nu er her.. Lad hende være.." Han ville ikke gøre det.. Han havde det dårligt nok med, at han følte, at det var hans skyld, at hendes arm i dag, var blevet brækket! Hans krop spændes.. Uanset hvad han gjorde, ville han ikke komme nogen vegne. Han havde aldrig følt sig så svækket i hele sit liv.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Hårdt hvilede Tatianas blik på ham. Hendes tålmodighed var ved at blive opbrugt i forhold til hans evige beklagelser. Hun skulle dø.. Hun var grum.. Lad Jarniqa være.. Var han altid så irriterende? Burde hun bare skære tungen af på ham, så han ikke kunne tale mere? Fristende var det. Hans stemme begyndte nemlig at irritere hende. Hun kunne også umuligt være den eneste person, som han havde irriteret. ”Hvis du bliver ved med at knævre uafbrudt, vil jeg skære din tunge af,” advarede hun ham. Hvis han ikke troede hende, kunne han bare afprøve hende. Han behøvede desuden ikke at kunne tale for, at han kunne blive en god tjener for hende. Det skulle han nok kunne blive alligevel. Øjnene kneb hun sammen. Lad hende være.. Hvor rørende.. eller ikke. Hånden hævede hun, som hun igen svang pisken. Han skulle sættes på plads, som han tydeligvis ikke ville lytte. At det ville gå ud over Jarniqa i længden, måtte han selv stå til regnskab for. Han måtte fortælle hende, hvorfor det nu var femten piskeslag hun fik. Piskeslag nummer femten lod hun desuden ramme hen over hans ansigt. Hun havde nemlig fundet ud af, at det var ham et ganske ømt punkt. Hånden sænkede hun igen. ”For din dumhed vil du nu fortælle Jarniqa, at hun ikke skal nøjes med 14 piskeslag, men derimod vil modtage 15 piskeslag,” lød det hårdt fra hende. Hun kunne blive ved, hvis det kom dertil. Spørgsmålet var bare, om hans samvittighed kunne klare det. ”Ønsker du flere slag, eller er du færdig for i dag?” spurgte hun ham skarpt. Koldt var hele hendes mimik. Tåbelige mand.. Ikke var hun forbløffet over, hvorfor hun foretrak kvinder frem for mænd.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer ønskede ikke, at dette var noget som skulle fortsætte, men derimod stoppe. Jarniqa var og blev ham et ekstremt ømt punkt, som han ikke kunne gøre noget ved lige nu. Hans krop sitrede og dirrede. Han var vred, men han var virkelig også træt, og det var også det, som godt kunne mærkes lige nu. Hans mange sår, spændte og gjorde ondt, og visse af dem, blødte endnu. Ikke nåede han dog at gøre meget mere, før hun endnu en gang havde svunget pisken og ramt ham direkte i ansigtet. Denne gang på tværs af det ene øje og næseryggen. Øjnene klemte han kraftigt sammen, inden han atter vendte sig mod hende.
Tatiana var nok det mest groteske og forfærdelige menneske, som Lucifer nogensinde havde været i nærheden af, og han ville nu alligevel sige, at han havde stået overfor lidt af hvert igennem hans liv nu. Han var færdig.. Han ønskede ikke mere. Øjet tvang han op, også selvom øjenlåget allerede nu, var ved at hæve, som resultat af det slag, som han nu havde modtaget. Han vendte igen blikket væk fra hende, hvor han hævede hænderne til sit ansigt, som han forsøgte at ømme og skjule lidt. Det gjorde ondt, at sidde der. Han rystede kort på hovedet. Det hele var i afmagt.. Han magtede bare ikke rigtigt at bevæge sig, som det stod lige nu. "Ikke flere.." bad han denne gang. Han kunne slet ikke holde det ud mere! Det var for meget nu!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Tålmodig var Tatiana når det kom til selve torturen. Hvad der derimod gjorde hende utålmodig var hans stemme. Hans ord irriterede hende, og derfor blev han også straffet for det. Pisken lod hun derfor smælde imod hans ansigt. Hans tydeligvis ømme punkt. Hans ansigt og Jarniqa var umiddelbart det værste for ham. Derfor var det, hvad hun måtte gå efter. Tilfreds var hun med den kendskab. Det handlede om at finde folks svage punkter, og bruge dem imod dem. Tilfredsheden følte hun også ulme i sig, som han bad hende om ikke at blive slået mere. Så havde han altså også lært sin lektie. ”Vi fortsætter i morgen,” afsluttede hun kortfattet. Pisken rullede hun igen sammen og placerede i sin rem på låret, inden hun bevægede sig yndefuldt over til hans skikkelse. Ingen medlidenhed viste hun ham, men ej heller følte hun det. Han var en mand, og end ikke en mørkelvisk mand. Tavst klikkede hun den lange lænke af hans håndlænker, så han ikke længere var bundet til loftet. Ligesom med hans fødder, var hans hænder dog stadig lænket til hinanden. Han havde nemlig ikke brug for at kunne bruge dem frit. ”Rejs dig,” bad hun hårdt. På trods af hans smerter, skulle han ikke regne med støtte. Han måtte selv bære sig ud af lokalet og ind i sin celle. ”Jeg vil introducere dig for dit nye hjem.” Hjem og hjem var så meget sagt. Det var en celle. Kortfattet gik hun over til døren, som hun åbnede. Her afventede hun ham med rank ryg og løftet hoved. Hvis han havde brug for hjælp, ville hun allerhøjest sparke ham i gang. En hånd var det sidste, som hun ville give ham. Især fordi, at han havde givet så mange problemer i dag.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Tatiana var en forfærdelig kvinde, og han hadede virkelig det faktum, at han skulle sidde her.. underlagt hende og hendes voldsomme og grusomme behandling af sig, for det var jo det, som han sad med i øjeblikket. Hans krop dirrede og sitrede. Han var træt, men det var også vreden og smerten, som han følte, og særligt nu, hvor hun rent faktisk piskede ham i ansigtet.
Nu hvor lænken fra loftet slap ham, følte han næsten en lettelse, da han kunne sænke hænderne ordentligt. Selvom han endnu var lænket om håndleddene, så var det jo slet ikke med den samme følelse af frihed. Han trak vejret dybt. Hun ville vise ham, hvor han nu skulle bo? Lænken som han havde om halsen, forhindrede ham i at finde varme, eller noget, der bare mindede om det! Han tvang sig endnu en gang skælvende op på benene. Kæderne var låst om hans fødder, så der gik han, som havde han været enhver anden form for straffefange. Svært var det.. Det var jo heller ikke til at holde ud, kunne man sige! Han fulgte efter hende, denne gang uden så meget som et eneste ord. Lænkerne trak han efter sig, og med ben, som var ved at give efter under ham. Det ene øje, kunne han knapt se ud af, fordi hun havde pisket ham. Han søgte efter, selvom det gik lidt mere langsomt, end det andet. Hans blik faldt til hendes skikkelse, da han nu stod i et rum med celler.. Selvfølgelig. "Hvilken?" spurgte han denne gang. Han fik jo ikke noget andet ud af det, uanset, og han var for træt.. og havde for ondt, til at gøre noget ved det.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Hvad Lucifer var vant til, vidste Tatiana ikke, og ikke ville hun stoppe op og spørge. Han ville få, hvad hun ønskede at tildele ham. Hverken mere eller mindre. Tiden gav hun ham til at komme tilbage på benene. Han lignede bestemt ikke den mand, som hun havde fundet i skoven. Han så nedslået ud nu med den næsten nøgne krop, der var fuld af blod og flænger. Skuldrene rullede hun en enkelt gang med, som han blev klar til at gå. Ud på gangen ledte hun ham. Det var hans første syn med den. Meget sagde den dog ikke, som den var lang og kold. Fugtige var stenene der udgjorde væggene. Dette blev særligt oplyst af de fakler der hang ved dørene. Uden et ord ledte hun ham et par døre ned. Af træ var den dør, som hun ledte ham til. Massiv var den, hvor der kun var et lille vindue med tremmer i den i øjenhøjde. Det var også derfra, at det eneste lys kom fra gangen og ind i cellen. "Denne er din.. Føl dig nu velkommen," sagde hun køligt, som hun låste døren op. Selv blev hun stående i døråbningen, som Lucifer var den eneste der skulle træde ind. Meget i cellen var der ikke. Den var snæver i bredden, men lang nok til i længden, så han ville kunne ligge udstrakt. Noget af stengulvet var beklædt med halm. Dette udgjorde hans seng. Derudover lå der et uldent tæppe, så man kunne dække sin krop for kulden. Helt ubarmhjertige var de jo ikke. Han havde jo ej heller noget tøj til at skjule sin krop. Han havde kun lændeklædet der dækkede hans allermest private. "Træd ind," bad hun kort for hovedet. Deres møde var færdigt. Hun havde nu andre ting, som hun ønskede at tilse. Tiden kunne han bruge til at få noget søvn.. I morgen ville han nok først få sit måltid.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Koldt, mørkt og grumt, var det sted som Tatiana førte Lucifer på vej, og det var et sted uhyggeligt. Ikke fordi at han var bange, men han var derimod for træt til at kunne gøre noget ved det. Svagt bed han sig i læben. Han var træt, og han frøs.. Gud hvor han dog frøs! Man frøs vel også det ekstra, når man heller ikke var vant til det? Det rum med celler, som hun førte ham til, var ikke just en kæmpe overraskelse. Månen og solen var vel det eneste, som viste lys her? Han sænkede hovedet. Han var mest fristet til at hamre og slå hende, men derimod vidste han også godt, at han ikke kunne gøre særlig meget, selvom han ville elske, at kunne gøre det! "Det er jo lige før, jeg føler mig hjemme her," endte han med en stemme dryppende af sarkasme, udelukkende fordi, at han heller ikke kunne lade være.
Træt som Lucifer nu var, søgte han derfor bare ind i cellen, uden at stille nogen yderligere spørgsmål. Det var her, han vendte sig mod hende igen. Han kunne næsten ikke se ud af øjet, men hvad.. det var hun vel også ligeglad med. Han blev stående. "Jeg klarer mig selv herfra.. Smut du," endte han med en kortfattet og bestemt tone. Vred som han var, vidste han også, når der var ting, som han selv ikke kommeoverkomme.. Og det var jo en situation som denne. Han kunne ikke slå hende med de midler, som han nu havde at benytte sig af. Cellen var ikke stor.. stor nok til at han ville kunne ligge der.. og vente.. på yderligere tortur.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Intet månelys eller sollys kunne komme ind i cellen, som området var under jorden i en klippehule. Derfor var det eneste lys det der kom fra faklerne ude på gangen. Det gjorde også, at luften ikke var den friskeste, men derimod noget fugtig grundet den mug der var hernede. Alt i alt var det ikke et rart sted at være fanget, men ej heller var det meningen, at stedet her skulle være rart. ”Godt. For du vil ikke se andet det næste stykke tid,” sagde hun direkte, skønt hun vidste, at hans ord havde været sarkastiske. Hun fulgte ham med blikket, som han søgte ind i cellen igen. Stor var den ikke, og behagelig var den ej heller, men al det var også meningen. Den var nemlig ment til at skulle knække folk. Det var ikke et spaophold, som Procias’ kongelige fangekælder havde været. Koldt var hendes blik. ”Find dig nu til rette,” sagde hun kynisk, som han sagde, at han klarede sig. De var færdige for i dag. I morgen ville en ny dag grue. Uden at se yderligere på ham, eller sige mere, lukkede hun døren i. Her drejede hun nøglen rundt, så låsen igen slog i. Der var ingen vej ud for ham. Om på hælen drejede hun dernæst, som hun forlod cellen. Han kunne bruge natten til at tænke nærmere over sin opførsel. Uden yderligere bemærkninger forlod hun helt fange- og torturregionen, så hun kom ud i den friske luft, hvor det nu var blevet ganske mørkt.

// Out

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Mørkt, koldt og dystert.. Det var det eneste, som Lucifer kunne mærke sig af, nu hvor han stod her. Desperat, som han ønskede at komme derfra, vidste han også, at det bare ikke var muligt for ham, uanset hvor meget, han ville ønske, at han kunne gøre det. Svagt bed han sig derfor i læben. Hans krop spændte svagt. Her var mørkt.. og der var intet andet end et laset gammelt tæppe, at holde varmen med. Det ville ikke gå. Han kunne slet ikke lide at være h er. Hans blik faldt til hendes skikkelse. "Det kan jeg se," sagde han med en kortfattet stemme, som han tydeligt kneb øjnene sammen.
Lucifer trådte derfor ind i cellen, hvor han stillede sig, kun for at vende sig mod hende. Her blev han blot stående, som han så at hun lukkede celledøren og låste den.. og derfra forlod ham i mørket. Han vendte blikket ned mod halmen på gulvet.. Hvor længe havde den været der? Han trak sig denne gang hen til det, hvor han forsøgte at samle det en smule. Det resulterede kun til et tynd lag. Han greb ud efter tæppet. Ondt havde han i stort set hele kroppen, og selvfølgelig var det også noget, som godt kunne mærkes. Her lagde han sig til. Træt og øm som han var, så tog det ikke særlig lang tid, at falde i en temmelig let, men også nærmest urolig søvn.

//Out