You're mine now

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Ingen skyld følte Tatiana, som hun anså det hele for at være en nødvendighed. Derfor ville hun også fortsætte træningen af dem begge i morgen. Hun havde jo allerede bevidnet, at de begge styrkede sig på det. Lucifer talte, som han pænt havde fået tællet til fem. Jarniqa havde fået sammenkoblet sine følelser til Lucifer med smerte. Pisken pakkede Tatiana væk, hvor hun nikkede til Jarniqa. "Jeg vil se frem til den forbedring," sagde hun afmålt. Det skulle nok alt sammen gå. Det var hun vis på. Hun havde endnu ikke fejlet en træning. Hun lod Jarniqa og Vania forlade lokalet, inden hun stillede sig op foran Lucifer. Nedbrudt så han helt ud. En knækket mand lignede han helt med tårerne i øjnene og med svedet på panden. Hendes hoved søgte på sted, som hun blidt lagde sin hånd imod hans kind. Her tørrede hun hans tårer bort. "For fremtiden vil du lystre.. At være min behøver ikke kun at betyde smerte," sagde hun direkte i en mere dæmpet tone. Hun havde advaret ham. Han kunne have fået en mildere straf end denne, og det vidste han også nu. Hun holdt nemlig sit ord. Hun havde sagt, at det sluttede når han talte til fem, og nu var hun også stoppet. Hans næste par træningstimer ville dog blive med Jarniqa. Nu havde hun jo fundet ud af, at det var hvad det virkede. Hvor mærkværdigt deres forhold end var til hinanden, var den kvinde åbenbart vejen til hans motivation.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer rystede som effekt under Tatianas hårde behandling, og særligt fordi at de også gjorde Jarniqa ondt i samme omgang, hvilket slet ikke var noget som Lucifer kunne lide. I det hele taget faktisk. Svagt bed han tænderne sammen. Det rystede i hans krop.. Han kunne slet ikke stoppe. Blodet piblede frem, af de nu alt for mange åbne sår, som han havde fået.. Og Jarniqa gjorde intet? Hun.. undskyldte for at have reageret? Hvad pokker var det for et liv værd at leve?! Det var slet ikke noget, som han ville høre! Han spændte svagt i sine hænder, men sagde dog intet. Ikke ville han risikere, at skulle udsættes yderligere for nogen hård behandling.
Blikket faldt denne gang til Tatianas skikkelse, da hun trådte ind foran ham. Hånden mod hans kind, fik ham svagt til at lukke øjnene.. Mest fristet til at trække hovedet til sig, for han havde stadig ikke tænkt sig, at give hende, hvad hun ville have! Ikke på vilkår! "T-tror du at jeg vil give dig, hvad du vil have?" spurgte han denne gang. Han havde jo kun gjort det, for at tvinge hende til at stoppe med at slå løs på ham, som havde han været en boksebold! Træt og udmattet var han.. og nu havde hun vel også tænkt sig, at lade ham hænge der? Og så ville hun fortsætte i morgen? Han trak denne gang hovedet til sig, velvidende om, at det godt kunne vise sig, at blive et yderst dumt foretangede.. Men hvad pokker.. Han var ligeglad! Han vendte blikket den anden vej. Kæder og lænker.. det var over det hele, og det var tungt. Han havde virkelig ondt af at hænge der, allerede nu!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

At Lucifer ikke mente, at mørkelverne levede korrekt, var Tatiana ligeglad med. Han skulle nok skifte mening. En dag ville han sågar forkaste sin egen race i forhold til dem. De ville blive hans hjem. Hans tårer strøg hun bort. Om han græd for piskeslagene, frihedsberøvelsen eller Jarniqa, vidste hun ikke. Det var også ligegyldigt. ”Du endte med at lystre i dag. Senere vil du blive bedre til det. Senere vil du gøre det per automatik,” sagde hun roligt. Hånden lod hun falde ned, som han trak hovedet tilbage. Selv hendes kærtegn skulle han nok lære at ønske. Han ville ende med at begære hende i den sidste ende. Ned på knæ lod hun glide ved ham. Det var nok for i dag. Mild havde dagen været, men han var også ny i dette. Lænken der fastholdt ham til gulvet løsnede hun, så han ikke længere var bundet til det. Lænket sammen var hans ben dog stadig, så han ikke kunne bevæge dem synderligt meget. Hvis han for eksempel ville forsøge at løbe, ville han blot snuble. Hun rejste sig igen. ”Du vil blive trænet dagligt, og med Jarniqa ved din side, indtil I ikke længere gavner hinandens træning,” oplyste hun stilfærdigt. Over til væggen gik hun nu. Herfra styrede man lænken der holdt ham fra loftet. Et drejehjul begyndte hun at dreje på, hvilket resulterede i, at han langsomt blev sænket ned mod gulvet. Om han overhovedet ville kunne holde sig oprejst, var hun spændt på at se. Utroligt udmattende ville seancen nemlig højst sandsynligt have været for ham, hvis dette havde været hans første dag med tortur.. og det var hun sikker på, at det var. Han føltes ganske urørt på det punkt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Mørkelverne levede et forbandet og selvisk liv i Lucifers øjne, men meget lidt, var han i stand til at gøre ved det, hvilket næsten var det værste af det hele for hans vedkommende. Han hang denne gang bare slapt i sine lænke, da han denne gang, ikke rigtigt havde noget andet valg. Hans krop sitrede. Han var træt, og han havde ondt. Han var vel ikke rigtigt kommet sig efter det, som var sket, da hun havde slået ham ud i udgangspunktet. "D-du gjorde dig f-færdig," endte han med en fast og sammenbidt stemme.
Som grebet i gulvet, slap ham, følte han næsten hvordan det lettede i hans arme og skuldre. Han havde ondt, bare ved at hænge der, og siden han var pisket.. Han følte sig nærmest som en kludedukke, og han kunne virkelig ikke lide det. Han prustede denne gang svagt, hvor han fulgte hende med blikket. Han svor at slå hende ihjel. Særligt, hvis han fik muligheden for at gøre det! "J-jeg er ikke færdig.." endte han sammenbidt. Hans brystkasse hævede og sænkede sig kraftigt. I takt med, at hun lod ham komme nær gulvet, knækkede hans ben sammen under ham. Han endte denne gang med at ligge på det kolde gulv. Det var grusomt, at føle sig kold på den måde! Han ville se Jarniqa.. nærmest undskylde for, hvad der var sket hende, for det havde jo aldrig været hans hensigt, og nu med en brækket arm? Lænkerne raslede, som han denne gang bare lagde sig ned. Han var træt. Virkelig, virkelig træt! "Træning? K-kalder I det her for træning?" Han fnøs fast, og lod selv hovedet glide ned på jorden. Han kunne ikke huske hvornår han havde været så træt, som han var lige i øjeblikket!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Lænken begyndte Tatiana at sænke, så Lucifer nærmede gulvet. Ingen følelser strålede fra hendes ansigt, som han blot skvattede om på gulvet. Slap lå han der helt, som var han intet andet end en kludedukke. Ynkeligt så det ud.. og Jarniqa havde engang været imponeret af denne mand? Hvad var der at føle sig imponeret af? Koldt slap hun en latter. En kulde der kun passede til dette dunkle sted. Her var ingen kære mor. ”Du er ikke færdig? Så rejs dig, lille dæmon. Lad mig gøre dig færdig, hvis du ikke føler, at du er det endnu,” bad hun koldt. Hvis han kunne klare mere, var hun egentligt imponeret. Han lignede jo en der skulle til at besvime! Styrke kunne hun dog godt lide. Derfor ville det passe hende fint, hvis han kunne klare mere. Hun ønskede nemlig de allerstærkeste tjenere. Koldt stirrede hun på ham med sine blå øjne. ”Dette er den bedste form for træning,” sagde hun direkte. ”Det skal du nok få at se. Både når Jarniqa ikke længere ænser dig, og når du er fuldbyrdet min.” Selv betvivlede hun ikke, at det hun gjorde var korrekt. Hvordan skulle hun også det? Hun kendte ikke til andet. Hun var blevet torteret som en lille pige, og hvad hun kunne se var, hvilken stærk kvinde hun var i dag. Det kunne hun ikke se det gale i. Slet ikke når hun så, hvor svage omverdenens kvinder var. Afskyeligt var det. Ikke mindre end det. Hun stirrede på ham. Ikke havde hun løsnet ham helt endnu. Hans hænder var endnu bundet til den lange lænke fra loftet, så han endnu ikke kunne forlade rummet.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer lagde sig denne gang på gulvet, udelukkende fordi, at han ikke kunne finde den styrke til at stå op. Han havde jo også været slået ud tidligere, og nu lå han jo så der på den kolde jord. Han var slet ikke vant til at fryse, så for ham, var det jo virkelig ubehageligt! Hans blik gled mod hende.. Selvom han lå der for hendes fødder, havde han sin gode gamle humor endnu. Han måtte dog erkende, at hun var en smuk kvinde.. Det var bare synd og skam, at det var på den her måde, at den jo så skulle bruges. Det var virkelig ødelæggende på rigtig mange måder, kunne man jo sige.
Rejs dig.. Ordene rungede i Lucifers hoved, men ikke om han ville tabe ansigt overfor en kvinde som hende! Det ville slet ikke komme på tale! Hænderne som selv var lænket sammen, placerede han i gulvet, hvor han denne gang, forsøgte at kæmpe sig tilbage på benene igen. Det var med en voldsom sitren og skævlen i kroppen.. Og endelig.. kom han op. Lettere usikkert til bens, men der stod han. Intenst vendte han de mørke øjne mod hende. Jarniqa var ikke længere til stede.. Derfor var det også betydeligt nemmere for ham, at holde alt af tanker og følelser lidt i bås, uden at det skulle eksplodere, som det havde gjort, da hun havde stået der. "Jeg lover dig.. Det kommer ikke til at ske," vrissede han denne gang. Nok var han ung, og havde mange ting at lære, men en ting vidste han: Ikke på vilkår, at han ville tage hendes parti! Han var en dæmon! Og han var en forbandet stolt af slagsen.

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Færdig havde Tatiana været med at piske ham, men hvis han selv følte, at han kunne klare mere, skulle han da også have mere. Det var hun ikke for bleg for at give ham! Det var desuden en gejst hun kunne lide. Hvorfor ønske at få det let, når man derimod kunne blive presset til det yderligste? ”Jeg kan lide din ånd,” komplimenterede hun ham tilfredst, som han gjorde mine til at ville rejse sig. Dette lod hun ham også gøre. Denne her gang skulle han blot selv holde sig på benene. Denne her gang var der nemlig ingen spændt lænke til at holde ham op fra loftet. Hun betragtede ham, som han stillede sig i midten af rummet. Noget rystende måske, men stod gjorde han. Hun kiggede på ham. Som han havde væltet omkuld, var noget af al blodet blevet tværet ud på hans overkrop. En køn maling var det. Nydeligt stod det i hvert fald til hans krop, der ikke så svag ud. Smilet trak hun på. Koldt var det. ”Jeg har altid nydt en god udfordring,” sagde hun koldt, som han hentydede til, at det ikke ville blive, som hun ønskede det. Nervøs for, at han havde ret, var hun dog ikke. Hun skulle nok få det, som hun ville. Forvandlingen behøvede heller ikke at ske fra dag til dag, som det også var i orden, om det først skete om tre år. Pisken fandt hendes fingrer igen frem til, hvor de vant lukkede sig om skaftet. Han var ikke færdig.. Så ville hun også fortsætte. I en hurtig bevægelse trak hun pisken. Endnu hurtigere syntes hun at svinge den igen, så læderet smældede imod hans nøgne overkrop. Gad vide, hvor mange han i så fald ville kunne tage endnu?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var en stolt og stædig mand. Ikke havde han tænkt sig, at give Tatiana noget, som hun ville have, kun fordi hun ville. Han var en mand med egen holdning og mening.. Og nu ville de også bruge Jarniqa mod ham? Det var en tanke, som gjorde ham direkte vred, og det alene, kunne han bestemt heller ikke holde ud! Derfor kæmpede han sig denne gang op på benene. Han fnøs fast. Hun ville udnytte ham. Det var det eneste, som hun havde i hovedet, og han ville bestemt ikke mene, at det var noget, som talte for ham i den her situation, og gud hvor han dog måtte hade det! Han kunne slet ikke lide det!
Kæderne og lænkerne, var virkelig tunge og hårde for ham at stå med. Han havde dem om håndleddet, halsen og hans fødder var lænket sammen, så det at forblive stående, var i sig selv noget, som krævede en del af ham. Særligt nu, hvor han ikke havde den vildeste styrke tilbage, efter det, som han havde været igennem frem til nu.
Pisken tog hun i sin hånd. "Jeg nægter at give dig det," vrissede han denne gang med en tydelig sammenbidt stemme. Han spændte i kroppen, som hun svang pisken mod ham. Smæld! Endnu en gang flåede hun nærmest hans hud fra hinanden, da pisken slog henover hans bryst og mave. Hans ene ben gav efter, hvor han kraftigt slap et smertende gisp. Han prustede efter vejret.. rystede og skælvede. Denne gang sagde han intet. Han agtet at blive stående. Han var for stædig til at give hende, hvad hun ville have!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Hans kampgejst kunne Tatiana nu godt lide. Hun skulle bare lige få rettet det op, så det var til hendes fordel i stedet. Hun kunne nemlig ikke bruge hans modvilje til noget. Den skulle rettes til velvilje mod hende, som han skulle være på hendes side. ”Lad os tage denne snak igen om nogle måneder, kæreste,” sagde hun blot. Nej, han ville ikke give hende, hvad hun ønskede nu. Det ville dog komme.. Om nogle måneder eller om nogle år.. Hvem vidste? En ting var sikkert og det var, at han ikke gik nogen steder. Han ville være her lige indtil, at hun ønskede ham et andet sted, og så ville han være der i stedet. Hun svang pisken. Lod den flænse hans mave og brystkasse. Igen kunne man se den øjeblikkelige rødme. Opmærksomt betragtede hun ham, som hans ene ben knækkede. Dog fik han rettet op på det. Ganske lovende. Skulle hun drille ham lidt? Få ham til at hoppe og danse? Han udfordrede trods alt selv skæbnen, så nu måtte han selv svømme. ”Hvor mange flere kan du tage, lille dæmon? Et? Ti? Halvtreds? Jeg har hele dagen,” sagde hun direkte. Hendes hoved søgte på sned, som hun studerede ham. Hans ben forfra var endnu urørt. Det var dog kun indtil nu.. Pisken svang hun igen. Denne her gang mod hans ben. Ville han falde helt nu? Ville han i så fald kunne rejse sig igen? Ville han blot blive stående? Ikke troede hun det sidste. Han havde været ved at vælte bare at pisken ramte hans overkrop. Smæld sagde det igen, som læderet ramte låret på hans ene ben og skinnebenet på hans andet ben. Hun skulle nok sørge for at få alle hans kropsdele med.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Stædig og stolt havde Lucifer altid været, og dette ønskede han heller ikke skulle være anderledes. Det ville han heller ikke have, at hun skulle tro, at han var en mand, som hun bare kunne knække, for det var slet ikke sådan, at det skulle være, og det var slet ikke sådan, at det skulle blive! Hans blik faldt direkte til hende. Han valgte denne gang at forblive tavs, for de ville aldrig blive enige. Virkelig overhovedet ikke! Han bed tænderne sammen.. Blodet løb nedover hans krop, som i forvejen var malet rød, af de andre slag, som han havde modtaget, for det var efterhånden også en del.
Lucifer havde ondt, og derfor kæmpede han virkelig for at holde sig på benene, og samtidig vise denne kvinde, at han ikke var en, som hun bare kunne koste rundt med, for det var slet ikke sådan, at han ville have tingene! Overhovedet ikke! Han kneb øjnene fast sammen. Smældet som nu kom over hans ben, tvang denne gang et skrig tilbage igen. Hans ben gav efter, hvor han denne gang mødte gulvet med knæene. Hans krop skælvede og sitrede.. Gud hvor var det ubehageligt! Han spændte fast og kraftigt i kroppen, og i næverne. Han klemte øjnene sammen, hvor han denne gang skælvede og rystede. J-jeg slår dig ihjel.." vrissede han denne gang sammenbidt.. Han hævede blikket mod hende. Lænkerne var tunge og hårde for ham at være i.. De tungede ham virkelig, og hendes behandling gjorde det ikke nemmere for ham!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Selv vidste Tatiana, at hun pressede Lucifer. Han var blot for stolt til ikke selv at sige det. Han spillede hård, skønt han mest af alt ønskede at krybe sammen. Interessant var det nu altid at se folk i et indre dilemma. Køligt var hendes blik, som hans ben gav efter under ham. Knælende efterlod dem ham helt over for hende, hvilket passede hende perfekt. Det var nemlig som hendes tjener, at han burde være. ”Hvor passende,” endte hun med at sige for sig selv, inden han igen truede med at slå hende ihjel. Han havde sikkert mange fantasier i hovedet lige nu. Fantasier om, hvordan han kunne dræbe hende. Ærgerligt for ham, ville ingen af hans tanker dog blive mulige. ”Jeg kan forstå, at du gerne vil have flere.. Rejs dig igen,” beordrede hun ham kortfattet. Hvis han havde kræfter til at sige hende imod, havde han også kræfter til at blive pisket yderligere. For at skynde på ham, slog hun igen pisken mod hans lår. Han skulle op på benene, og det var nu! Ellers måtte han anerkende sit nederlag over for hende, og tigge hende om at stoppe for i dag. Hånden sænkede hun igen. Afventede for, at han ville rejse sig igen. ”Jeg tror, at du og Jarniqa bør skifte stilling i morgen. Hun kan lære dig, hvordan man korrekt bliver pisket, og til gengæld vil din krop blive brækket,” fortalte hun direkte. Ikke sagde hun arm, som hun havde sagt med Jarniqa. Hun ville nemlig ikke binde sig ved kun at brække hans arm. Det kunne jo være, at hun ønskede at brække flere af hans kropsdele nu når, at hun var i gang. Hun kunne desuden forstå, at han ønskede det hårdt, så hårdt ville han få det.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer følte sig virkelig trængt op i en krog, og det var for ham, ekstremt ubehageligt! Han bed tænderne kraftigt sammen. Ikke havde han tænkt sig, at give sig på det punkt! Han var en stolt dæmon, og han var søn af racens største leder.. Det var slet ikke meningen, at han skulle lade sig knække af en kvinde på den her måde. Hun ville forsætte med at knække ham? Det ønskede han slet ikke at give hende! Han prustede svagt. Han ville slå hende ihjel.. Han agtet at slå hende ihjel! "Bare vent.." bed han denne gang af hende.
Ikke nåede Lucifer at gøre noget forsøg på at rejse sig, før hun havde svunget pisken over ham endnu en gang. Skriget tvang han i sig. Det var slet ikke så slemt som de første slag havde været, men smerten var stadig forbandet intens! Virkelig, virkelig intens, og det kunne han slet ikke lide! Han spændte kraftigt i hele kroppen. Han tog sig tid i et øjeblik, inden han denne gang forsøgte at kæmpe sig op at stå igen. Med fødderne lænket sammen, var det svært. Balancen ville slet ikke, som han ville. Derfor tog det ham tid, at kæmpe sig op, hvor han selv knapt følte, at han kunne støtte på det ben, som hun nu havde pisket. Ondt gjorde det jo for pokker! Hun skulle piskes i morgen? Hans øjne begyndte svagt at lyne. "Lad hende gå.." bad han denne gang med en mere sammenbidt stemme. Han ville jo ikke have, at det skulle gå udover hende, bare fordi at han - igen havde dummet sig. Han havde det rent faktisk dårligt med det, og det alene, var faktisk heller ikke noget, som lignede ham!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

Bare vent. Ordene kunne få Tatiana til at bryde ud i latter. Der var intet at vente på, da han ikke ville vinde. Det måtte hun også signalere ved at piske ham igen. Skreg gjorde han ikke denne her gang, men hun kunne se, at han ønskede. Blodårene stod tydeligt på hans krop, som han spændte hver en fiber i sig. Det gjorde også hans kæber utroligt fremtrædende. Det var nu sjovt at se, at han troede, at han havde en chance i forhold til hende. Pisken holdt hun i bero, som han kæmpede sig tilbage på benene. Tiden gav hun ham, som han selv havde ytret ønske om flere pisk. Et ønske, som hun selvfølgelig ville efterkomme. Hun stirrede blot på ham, som han bad hende om at løslade Jarniqa. ”Jarniqa kom hertil af egen fri vilje,” sagde hun ærligt. Ikke havde hun været her den dag, hvor Eilíannel havde taget imod den unge kvinde, men hun havde hørt historien. Desuden kidnappede de ikke kvinder, som de kidnappede mænd. Jarniqa var her derfor, fordi hun selv havde opsøgt dem.. og godt var det, at det forholdt sig således! Kvinden havde tydeligvis haft brug for hjælp. ”Jeg vil fortælle dig, hvordan dagen i morgen vil forløbe,” sagde hun hjælpsomt. ”Jarniqa vil være i dit sted i morgen, når du ankommer. Hun vil modtage alle de piskeslag, som du har modtaget i dag. Både de fem slag, og alle de andre, som du har tillusket dig. Hun vil få af vide, at antallet er så højt, fordi du ikke ville gøre, som der blev sagt. Imens Jarniqa bliver pisket, vil det være din tur til at stå over for hende, hvor du vil få brækket vilkårlige dele..” Pisken svang hun igen. Denne her gang imod hans lænkede arme. Smæld! ”Er det forstået?” spurgte hun hårdt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer stirrede dræbende på Tatiana. Den kvinde morede sig en kende for meget, og det var bestemt heller ikke fordi, at det her, var noget som faldt i hans gode bog på noget tidspunkt. Tanken om, at det i morgen ville gå udover Jarniqa, var noget af det værste, for det ønskede han jo heller ikke. Han ønskede ikke, at nogen af dem, skulle være her! Hvordan pokker kunne Jarniqa søge til det her samfund af sin egen frie vilje? Det gav jo slet ikke nogen mening, når hun engang havde været en kvinde, som havde dannet sig en modstandsgruppe, for retfærdighedens skyld.. For fredens skyld, og nu skulle hun pludselig finde sig i det her? Han spændte kraftigt i kroppen. "Har jeg svært ved at forestille mig," sagde han direkte.
Endnu en gang kæmpede Lucifer sig op på benene, også selvom det ikke var for hendes glæde, at han gjorde det.. Men sin egen stolthed. For ham, var det her nemlig vigtigt. "Du er et grusomt menneske.." Han ville ikke have flere, hvis det var meningen, at Jarniqa skulle modtage lige så mange i morgen! Og de havde for pokker brækket hendes arm, fordi hun havde reageret. Han vidste ikke, om det var en god eller en dårlig ting, at hun reagerede, for.. hvordan skulle han da vide det? Smældet over hans arm, fik ham til at spænde kraftigt endnu en gang. Det gjorde ondt! Han vendte blikket og armene let den anden vej.. Automatisk, uden at han egentlig tænkte yderligere over. "S-stop.." Han spændte så kraftigt i hans arme, at de rystede. Det var virkelig ubehageligt!

[Tatiana Vanessë Móreadhiel]

”Jeg tvivler også på din hjernes størrelse, så det er selvfølgelig ikke underligt, at du har svært ved at forstå basale ting,” sagde Tatiana kynisk, som han betvivlede hendes ord. Løj gjorde hun ikke. Jarniqa var oprigtigt selv kommet til dem. Hvorfor, var der ingen der vidste, men ligegyldigt var det også. Den unge kvinde var vendt hjem. Det var det eneste der burde tages højde for. At Lucifer var for dum til at forstå det, kunne ikke være hendes problem. ”Den korrekte betegnelse er mørkelver,” rettede hun ham stilfærdigt, som var han en skoleelev der havde brugt det forkerte udtryk. Det havde han dog også. Hun var nemlig intet menneske. Hun var en mørkelver. En stolt mørkelvisk kvinde! ”Og min grusomhed er blot disciplin,” rettede hun ham. Grusom var hun ikke. Han forstod bare ikke hendes træningsform. Han var selvfølgelig også vant til en helt anden, men denne var den eneste, som Tatiana kendte til. Som han nu sagde stop, valgte hun at holde inde med piskene. Havde han nået sit maksimum? Hun stirrede på ham. ”Du kan ikke klare mere?” spurgte hun direkte, som hun hentydede til, at han ikke længere havde styrken til at modstå smerten. ”Hvis det er såvel, vil jeg bede dig om at lytte til følgende. I morgen, når du ser Jarniqa, vil du fortælle hende, at hun kunne have nøjedes med 5 piskeslag, men at hun grundet din ulydighed vil modtage 14 i stedet. Derudover vil du fortælle hende, at hun vil kopier alle dine piskeslag. Hun vil modtage dem de steder på kroppen, som du fik dem.” Selv glædede det hende, at hun havde opdaget svagheden mellem Lucifer og Jarniqa. Lucifer brød sig tydeligvis ikke om, at Jarniqa blev gjort fortræd, så derfor så hun en mulighed i at knække ham, ved at skade hende. Skaderne på Jarniqa var lige meget hvad uundgåelige, som hun blev trænet i at være en mørkelvisk kvinde.