The pain is just a normal day now

[Jarniqa Dynithril]

Valandil Romain Ancalimë

Sammenbidt var Jarniqas smukke ansigt. Det var efterhånden halvanden måned tids siden, at hun og slaven, Valandil, var ankommet til Maerimydra. De mange uger havde betydet en kæmpe omvæltning, hvad hendes verden angik. Intet her var, som hun kendte det. Anderledes var arkitekturen her. Det var dog noget, som hun elskede, som der var smukkere her end noget andet sted. Anderledes var folket, og anderledes var det altid at være omkring nogen. Med hensyn til folket havde hun desuden lært, at mørkelvere var svære at komme ind på livet af. Til sidst men ikke mindst.. Anderledes var træningen her. Hærdet blev man, men på en måde, som hun aldrig før havde overvejet. Det var også en sådan træning, at hun nu var på vej hjem fra. Hver morgen startede hendes dag på den samme måde. Hver nat sluttede hendes dag på den samme måde. Fem piskeslag. Enten på nye steder af kroppen eller over gamle sår, så de ikke fik tilladelse til at hele. Fejlfri var hendes krop ikke længere. Den var derimod fuld af lyse ar, sårskorper og åbne snit. Kahli’en, Eiliannel, sagde dog også, at en kvindes krop ikke skulle være pletfri. Den skulle derimod være en fortælling omkring den styrke, som kvinden bar. En styrke der var ved at være godt fortalt på Jarniqas krop. Over gangbroen gik hun. Den forbandt de forskellige træer med hinanden, som hun gik fra kahli’ens hytte og over til sin egen. Aften var det, og derfor havde det været den sidste træning på dagen. Selv huskede hun endnu, hvordan det havde været den første gang, at hun var blevet pisket.. Hun havde end ikke kommet tilbage til Valandil i hytten, men blot gået ned i bækken, grunden smerten og de mange følelser. Sådan var det dog ikke længere. Nu vidste hun, at det var sådan det var, og at denne træning var vejen frem. Ind i sin hytte gik hun, som hun nåede denne.

[Valandil Romain Ancalimë]

Tiden i Maerimydra, var et helvede for Valandil. Ikke bare fordi at han var tvunget i en stand som intet andet end en sølle slave, men det var gået op for ham, at han rent faktisk havde familie.. Familie, som han igennem så mange år, ikke havde troet, at han havde. Hans fader var død.. Hans moder var der, og han havde en søster. Hvor.. forfærdeligt et eller andet sted! Var han den eneste, der sad tilbage med bare en smule fornuft? Selv Jarniqa synes, at have mistet den undervejs!
Mesteparten af tiden, tilbragte Valandil i den lille hytte, som de havde fået skænket til deres frie afbenyttelse. Ikke at han rigtigt gjorde noget, da han stadig agtet at modarbejde Jarniqa, for det, som hun havde udsat ham for, men det ændrede ikke på, at han havde ondt af hende.. Ondt af, at hun igennem alt dette, forsøgte at finde et sted at falde til, og så valgte hun dette af alle steder, som hun kunne vælge? Selvom det var ham forbudt, søgte han nu alligevel ud. Selv han krav og ret på luft, og derfor søgte han ned mod vandet, som altid havde været det sted, som han havde søgt hen, sidst han havde været her. Det lyse hår skinnede nærmest op i mørket, og han var mørkt klædt, som enhver anden mørkelver på stedet her. At rende rundt i det fri, vidste han derimod også var imod de typiske regler, men ikke stak han af. Han var jo ikke helt dum trods alt! De grønne øjne fandt dog hurtigt frem til vandet, som løb ikke langt fra Maerimydra. Her var grænsen også til, hvor han kunne tillade sig at gå, da han vidste, at der var vagter og spioner over alt. Han sukkede tungt.. knælede ved vandet og kastede det op mod ansigtet. Således kunne han holde sig rolig. Lidt om ikke andet.  Bare et øjebliks stilhed, inden han ville søge retur til hytten igen. Selve byen var henlagt i stilhed.. Han startede en opstigning af trappen for at komme retur igen. Døren slog han op, kun for at træde ind. Uvidende om, hvad han ville finde. 

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa åbnede døren til sin hytte, hvor der herskede komplet stilhed. Valandil vat altså ude. Tænderne bed hun sammen, hvilket resulterede i, at hendes ansigt blev det hårdere, end hvad det førhen havde været. Den sædvanlige varme og glæde så man ikke længere i hendes smaragdgrønne blik, som hun var blevet langt mere afmålt og reserveret, end hvad hun førhen havde været. Hvordan skulle andet også være muligt? At lukke andre ind havde vist sig kun at indbringe sorg. Nu hvor hun levede blandt mørkelvere, havde alle denne reservation, samt hun dagligt blev pisket, så hvordan kunne hun ikke være blevet, som hun var nu? Hårde havde de første par dage været.. Hun havde kæmpet med tårerne, når piskeslagene havde fundet sted. Hun havde tænkt på Lucifer, hver gang hun havde fundet sin seng. I dag gjorde hun ikke længere nogen af de ting. Hun begræd ikke længere piskeslagene, som smerten ikke længere var, hvad den før havde været. Lucifer havde hun også stoppet med at tænke på. Hun havde ikke set ham i et halvt år nu, og han ville derfor alligevel ikke komme efter hende.
Foran et spejl stod Jarniqa, som Valandil trådte ind i hytten. Hun var omhyggeligt i gang med at pleje nogen af sine sår. Nøgen stod hun derfor foran spejlet, hvilket viste et dybt massakreret krop. Arrene blødte endnu, som hun var kommet lige fra sit møde med kahli’en. Hendes fingre var i færd med at smøre noget salve på højre skulder, som hun hørte døren gå op. Ikke så hun op. Hun vidste, at det var ham. Ikke skjulte hun sig, som kahli’en havde beordret hende til at være stolt af sin krop. Svært havde det været til en start, men efter to uger var hun frit begyndt at afklæde sig foran Valandil. ”Kom herover og smør mine skrammer ind,” beordrede hun kort for hovedet. En lille salve til sine skader havde hun fået, og den salve smørrede hun sig nu i dagligt. Den lille krukke stod pænt ved hendes side på en skammel.

[Valandil Romain Ancalimë]

En blotlagt Jarniqa, var hvad der mødte Valandil, da han langt om længe kom ind derhjemme. Det var efterhånden ved at være ham et vant syn. Hun var en smuk kvinde. En virkelig smuk kvinde, men det ændrede slet ikke på, at han hadede og foragtede at hun havde gjort det ved ham, som hun havde gjort, og særligt fordi, at det havde været så kraftigt imod hans mening og hans vilje! Han rettede sig op.. Han spændte alene ved synet og tanken om det, for hun skulle bare ikke have lov!
Det første han blev mødt af, var en ordre. Ikke at det var nyt. Han rystede kort på hovedet. Det sidste han havde lyst til, var at hjælpe hende. Selvom han ikke brød sig om at se hende på den måde, for det gjorde han ikke. Han hadede mørkelvernes samfund, for den opførsel, behandling og den tradition. Både overfor mænd, såvel som kvinder, for lige der, ønskede han slet ikke at gøre nogen forskel. "Og hvis jeg nægter?" spurgte han denne gang, som han trådte mere ind, og smed kappe og sko fra sig. Selv trådte hans egen faste og maskuline krop tydeligt frem, i takt med, at han stod der foran hende nu. Han trådte ind i stuen og om bag hende. Han kunne se mærkerne.. se hvordan hun led, men nu også viste sig stolt frem. De havde nu været der længe. Alt for længe, hvis man spurgte hende. "Du har stadig ikke fortrudt, at have lagt vejen forbi her," konkluderede han derfor. Det skuffede ham. Han ville gøre alt for at kunne komme herfra igen.

[Jarniqa Dynithril]

Ej forsøgte Jarniqa at skjule sig, som han kom ind. End ikke, da han nærmede sig hende og stillede sig bag hende. Eilíannel havde sagt, at hun ikke måtte skamme sig over sin krop. Hun skulle derimod være stolt af den, og når andre så den, skulle de se styrken i hende. Det var et mantra, som hun havde kørt igennem sit sind mange gange, og nu syntes det at sidde der. ”Nægter du da?” spurgte hun direkte. Hun kunne ikke bruge et hvis til noget. Enten gjorde han det, eller også gjorde han ikke. Parat lå salven dog, som den stod på skamlen ved siden af hende. Hver morgen og hver aften var hun vant til at stå således. Hun gik ikke længere ned til bækken og gemte sig, som hun først havde gjort. Nu udtrykte hun ikke længere smerten. Hun gjorde bare, hvad hun skulle. Øjnene kneb hun sammen. Jo, hun havde båret en smule tvivl efter, at kahli’en havde svunget pisken den første gang over hende, men nu? Nu var dette hendes hjem. Ingen fra omverdenen rakte alligevel ud efter hende. Hun fnøs. ”Der er intet at fortryde,” svarede hun tilbage kort for hovedet. Det var som det var, og Valandil kunne ligeså godt vænne sig til det. Blidt gled hendes fingerspids hen over revnen på hendes skulder. Lige indtil, at hun ikke kunne nå mere, som revnen fortsatte om på ryggen. Her til aften havde hun nemlig fået pisk bagfra. Der var et der lagde sig som en strop over hendes skulder. Et andet der delte hende ryg i to, som den gik fra den ene skulder til den anden hofte. Endnu et fra den modsatte skulder til den anden hofte. Et fjerde over hendes baller. Et femte og det sidste over hende lægge. ”Tag krukken og smør,” sagde hun direkte.

[Valandil Romain Ancalimë]

Ikke havde Valandil tænkt sig, at give Jarniqa hvad hun ville have, bare fordi at hun ville have det. Overhovedet ikke! Hans blik faldt hurtigt til hendes skikkelse, hvor han tydeligt måtte knibe øjnene sammen. Var det underligt, at dette var en tanke, som gjorde ham.. Vred et sted? Han blev denne gang stående lige bag hende. "Jeg har nemlig ikke tænkt mig, at imødekomme dine krav, kun fordi du kræver det af mig," fastholdt han. Jovist var tilværelsen hård selv ved ham, men på ingen måder i nærheden af, hvad man kunne sige, at hun var vant til. Det passede ham fint. Igen, så kunne han ikke være mere ligeglad med tingene og tilværelsen, end hvad han var lige nu. Han længtes tilbage til Manjarno.. Han længtes tilbage til det liv som han havde haft alene, hvor han havde været fri til at gøre, hvad han havde lyst til.
Ikke fortrød hun. Hvad havde han egentlig forventet? Man kunne jo kun håbe på, at hun ville have fortrudt det bare en smule, selvom det dog på ingen måder, så således ud nu. Han sukkede næsten opgivende denne gang. "Det ødelægger dig," endte han. Den kvinde, som han kendte, var jo ikke rigtigt at spotte mere. Han rystede kort på hovedet af sig selv. Han hadede virkelig dette! Ingen tvivl om, at han hadede dette! Han greb denne gang om salven, som han denne gang fik ud over fingerspidserne. Varsomt lod han fingrene glide over hendes ryg, hvor han smurte hende.

[Jarniqa Dynithril]

Det ene bryn løftede Jarniqa. ”Af hvad så? Kærlighed?” spurgte hun ham ironisk. Kærlighed.. Det var blot et ord. Ikke en realitet. Kærlighed var ren og skær indbildning. Det havde hun trods alt sandet. Det var også noget, som hendes træning hjalp hende bort fra. Torturen hærdede hende. Fik hende til at trække sig sammen indvendigt. Gjorde hende til en hård skal. Det var præcist, hvad hun havde brug for. Det andet betød nemlig blot, at man tillod, at andre trampede på en. Noget hun aldrig ville tillade igen! Sin egen hånd fjernede hun helt fra sin skulder, så Valandil i stedet kunne komme til. Han tog nemlig fat i krukken, og derfor adlød han også. Noget der uden tvivl tilfredsstillede hende. ”Det styrker mig,” rettede hun ham sigende. Først havde hun også bare følt, at Eilíannel ødelagde hende krop, men ikke mere.. Hun kunne jo mærke, hvilken effekt piskene og dagene havde på hende. Det gjorde hende stærkere. Det gjorde hende til en kvinde, som man ikke blot kunne koste rundt med. Hun cirkulerede to gange rundt med skuldrene, inden hun stillede sig ret. Gennem spejlet kunne hun se, hvordan Valandil stod bag hende og påbegyndte smørelsen. Fri var hendes krop. Ingen beklædning prægede den, så ikke kunne det forhindre ham. Sit ravnsorte hår havde hun desuden sat op i en knold, så det ej heller kunne genere. Dette var hun begyndt at gøre hver dag, inden hun blev pisket. I så fald kom hendes lange lokker ikke i vejen. Hverken når hun blev pisket, eller når hun smurte sin krop. Tænderne bed hun sammen, som han kørte sine fingre i de åbne revner. Menneskelig var hendes krop, og derfor skælvede hendes nerver svagt, når hans ellers blide finger kom i kontakt med hendes åbne skader.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil rystede på hovedet. Troen på kærlighed havde han ikke, og havde aldrig nogensinde haft den. Man kunne ikke just sige, at han havde oplevet smagen af det. Altid havde han været hadet.. foragtet.. glemt og ignoreret.. Og nu også kostet rundt med som en gemen slave for en ung kvinde, som han ellers havde holdt af. "Kærlighed eksisterer ikke her i Maerimydra," afviste han blot. Aldrig havde han set nogen gøre det, og aldrig regnede han med at det nogensinde ville komme til at ske.
Det styrkede hende? Han så kun en kvinde, som var ved at blive rablende vanvittig af at være her, og uanset hvad han gjorde, kunne han ikke gøre noget ved det. Det i sig selv, var næsten det mest groteske af det hele, og intet kunne han gøre ved det, hvad end om det var noget, som han nu ville det eller ikke. Krukken med salven tog han derfor, hvor han denne gang smurte det ud på fingrene, som han elegant lod vandre langs hendes rygsøjle, så han kom forbi de dybe rifter og revner, som hun havde modtaget. "Det styrker ikke.. Det svækker, som gemmes bag den hårde facade. Du er fascineret af et samfund, du slet ikke burde være en del af." fortsatte han. Ikke havde han tænkt sig at holde mund om dette, når det jo var sandheden. Igen tog han et tykt lag salve, som han spurgte ud. Denne gang tættere ved hendes lænd. Han ville jo gerne sikre sig, at hun blev smurt over det hele.

[Jarniqa Dynithril]

Kærlighed eksisterede ikke her i Maerimydra, nej, men hvordan kunne det også det, når kærlighed kun var en drøm? Det var et håb man havde.. Intet andet. Man håbede på, at noget så rent og ægte kunne eksistere, men ikke gjorde det det. Derfor var det kun en drøm. Et fnys undslap hendes lyserøde læber. ”Kærlighed er et opsind. Det eksisterer ikke nogen steder,” svarede hun kortfattet igen. At det ikke var en drøm i Maerimydra, glædede hende dog. I så fald kunne ingen luske ind i en falsk overbevisning her. To mænd havde engang fået hende til at føle sig elsket.. Det havde været indtil den dag, hvor de begge havde trukket tæppet væk under hende. Ondt havde det gjort. Hun var jo her nu. Nu var det blot en hjertesorg, som hun knuste gennem talrige piskeslag. Hun pustede ud. Som han smurte salven på hendes revner og rifter, føltes det næsten værre, end da hun havde fået selve piskene. Piskene var dog også kun et øjebliks smerte.. Det at få smurt salve på, var som at få revet op i sårene igen, som han pillede ved hendes følsomme kød. ”Det siger du, fordi du er mand. Du ser ikke, hvad jeg ser eller har set,” sagde hun direkte. Hvorfor diskuterede hun overhovedet dette med ham? Irriterende var det. Det var jo ikke unormalt, at han forsøgte at berige hende om, hvor dårligt et sted Maerimydra var. Døv var hun dog for det. Den fysiske smerte var nemlig ingenting ved siden af den psykiske, som hun valgte at lukke inden. Det var ikke ham der havde prøvet at få sit hjerte knust! Stille stod hun. Intet sagde hun til, at han nærmede sig hendes lænd. Hvad skulle hun sige? Der var intet seksuelt i det.. Det var praktisk. Hvis han begærede hende samtidig, var det det.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil troede og stolede slet ikke på kærlighed, og det ville nok heller aldrig komme til at ændre sig. Her i Maerimydra særligt, ville man overhovedet ikke komme i nærheden af den. Hans blik gled mod hendes skikkelse. Det kunne være den eksisterede et andet sted, men det var ikke her. Det ville aldrig komme til det her gudsforladte sted. Hans blik søgte over hendes ryg, mens han smurte denne. "Det gør den nok. Det er bare ikke her," sagde han denne gang. Han havde set den andre steder, men aldrig oplevet den selv.
Et sted var Valandil vel bekymret for Jarniqa, og særligt med det, som hun nu gik igennem? Han kunne jo se hvor meget det ødelagde hende.. Bid for bid.. Slag for slag. Han vidste, at deres Kahli, på ingen måder var færdig med hende endnu. "Det skulle komme af en fremmed, som er ny i Maerimydra? Jeg kender det bedre end hvad du gør.. Det gør svag. Det gemmes bag en facade af styrke," sagde han denne gang. Han steppede en smule tættere på hende, hvor han denne gang satte krukken fra sig. Han lagde hånden ved hendes hofte, hvor han igen bevægede sin anden hånd op over hendes krop, så han var sikker på, at det hele var smurt. "Du har en anden opfattelse, fordi det er den du ønsker at se," fastholdt han. Hun kom udefra.. Hun burde da kunne se, at det her var helt hen i vejret?

[Jarniqa Dynithril]

”Lad mig løfte sløret for dig.. Den findes ingen steder,” sagde Jarniqa endeligt. Hun troede ikke på kærlighed, og ej heller burde han gøre det. Det var et latterligt håb, som man ligeså godt kunne glemme. Burde han ikke også have set nok til at vide, at noget så glædeligt ikke kunne eksistere? Tænderne bed hun sammen. Hun mærkede, hvordan han rykkede i hele hendes hud, som han smurte hende ind. Det var blot noget der skulle overstås. Ryggen var vel snart færdig, og så var der bare hendes bagdel og hendes lægge at gå videre med. ”Dit sind er lukket, Valandil. Du kan tydeligvis ikke se, hvad jeg og så mange andre kan. Jeg kan roligt sige, at jeg ved, at du er i undertal med den mening,” sagde hun direkte. Hun blev ikke gjort svag. Svag havde hun været, da hun havde været ulykkelig. Dengang hun havde grædt sig selv i søvne over, at Lucifer og Damien havde forladt hende. Nu græd hun ikke mere.. Det var styrke. Han forstod det blot ikke, fordi han aldrig før havde fældet en tåre. Han vidste ikke, hvor magtesløs det fik en til at føle sig. Hvor lille det gjorde en. Hun kiggede på ham gennem spejlbilledet. ”Og du har denne opfattelse, fordi du er et sortseer,” svarede hun afvisende igen. Han forstod ikke, og ikke ventede hun, at han forstod. Det var vel heller ikke så underligt, når han var den lave her? En slave? ”Fortæl mig, hvad du lavede udenfor,” beordrede hun ham i stedet. Hun ville ikke snakke om dette. Kærlighed og styrke og svagheder. Hun ville slet ikke snakke om noget der gjorde hende skidt tilpas! Det havde han også forstået, som hun stadig ikke havde fortalt ham præcist, hvorfor de var her.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil rystede let på hovedet. Han havde set den mange steder.. Frygtelig mange steder, men bare ikke her, og selvfølgelig var det at mærke. Hans blik søgte derfor hendes skikkelse atter en gang, ved at kigge på hende i spejlet. "Du oplevede den," kommenterede han kort for hovedet. Det måtte hun have, ellers havde hun ikke reageret på den måde, som hun nu havde gjort. Han gjorde denne gang ryggen færdig, hvorefter han slap hende. Han havde ikke gjort det, for at følge de ordrer som hun havde skænket ham, men mere for at være sød ved hende, selv til trods for, at han slet ikke mente, at hun fortjente det, for det gjorde hun bestemt heller ikke i hans øjne.
Hvem som var blind for sandheden, kunne man nu kun diskutere om, for det var i hvert fald ikke ham. Det var i hvert fald ikke noget, som han ønskede at høre tale om på noget tidspunkt i det hele taget. "I det her samfund er jeg blot en sølle slave, som man koster rundt med, og kommanderer med.. Jeg var noget andet udenfor," sagde han blot. Han tørrede resten af salven af i hans klæder, inden han denne gang stillede sig mere med ryggen til hende, så hun kunne klæde sig, om hun ville. Hvad han havde lavet? Hvad havde det nu med sagen at gøre? Han foldede hænderne over kors. "Jeg var ved vandet, og kastede noget vand i ansigtet," forklarede han. Sådan kølte han sig ned, når han blev vred, selv til trods for, at han vidste, at han burde blive her.. og ikke bare vandre uden at hun var med ham.. Men hvad.. Han løb jo trods alt ikke nogen steder.

[Jarniqa Dynithril]

Automatisk spændte Jarniqa i kroppen, som han sagde, at hun havde oplevet den. Kærligheden. ”Det var en illusion,” svarede hun ham kortfattet igen. Hun havde troet, at det havde været kærlighed, men det havde det ikke været. Det havde været: den kloge der narrede den mindre kloge, og desværre havde hun været den mindre kloge hele to gange. To gange for meget havde det været, og nu ville hun aldrig lade sig narre igen. Sandt var det, at Valandil havde været noget større udenfor, end hvad han var her i Maerimydra, men ikke tog hun sig af det. Hvorfor skulle hun det? Hun måtte være egoistisk, og her var hun større, end hvad hun var udenfor. ”Og udenfor var jeg noget sølle, som man kunne kommandere med, men ikke længere. Ikke her,” sagde hun bestemt. At Valandils frihed var prisen for det, måtte man blot tage med. Hun var færdig med at være god for andre. Det havde nemlig ikke gavnet hende. Det havde kun bragt hende smerte. Her lærte hun at få den smerte væk. Som han bare stoppede med at smøre hende ind, uden hun overhovedet var færdig, stak hun selv to fingrer ned i krukken med salve. Ryggen vendte hun dernæst til spejlet, så hun kunne se, hvad hun lavede. Der var jo hendes bagdel og lægge der endnu manglede. Med tungen lige i munden begyndte hun at følge rifterne. Først på bagdelen. Fingreren lod hun følge den tynde sprække, som pisken havde lavet i hendes hud, alt imens hun fulgte det hele med blikket gennem spejlet. ”Nuvel,” sagde hun kort for hovedet. ”Vi kan gå en tur i byen, når jeg er færdig her,” endte hun med at tilføje. Han skulle jo luftes.. Irriterende var han måske størstedelen af tiden, men man kunne håbe, at en smule friskt luft ville hjælpe på det.

[Valandil Romain Ancalimë]

Jarniqas nye liv, var på bekostning af Valandils frihed, og det var det, som var hans største problem. Hans blik søgte hendes skikkelse i spejlet, som han denne gang valgte at trække sig. Han havde denne gang gjort hendes ryg færdig. Han havde ikke bevæget sig over hendes lægge eller bagparti, da det var et meget intimt punkt, som han som slave, ikke havde fået lov til at komme i kontakt med, og derfor gjorde han det selvfølgelig ikke. "Du har det fint med at rive andre ned i sølet, når du bare selv får noget ud af det?" spurgte han denne gang. Hvad var det dog for noget?
Valandil valgte denne gang at trække sig væk fra hendes skikkelse, hvor han stillede sig med ryggen til. Han havde kun været nede for at få noget vand i hovedet. Det var ikke fordi, at han havde gjort noget, foruden at han havde været ude, uden sin såkaldte dominae, men det var jo faktisk det eneste! Han havde jo ikke gjort noget, der indikerede, at han ville flygte eller noget. Hun ville med ham ud? Skulle han luftes, som var han et dyr? Hans grønne øjne faldt til hendes skikkelse. "Vi kan, eller er det noget, som du har lyst til?" spurgte han denne gang. Endelig skulle hun ikke føle sig tvunget til noget. Han kunne sagtens sørge for den slags på egen hånd. Han kneb øjnene svagt sammen. Han var ikke noget dyr, som hun skulle lufte. Han kunne udmærket godt tage sig af den slags på egen hånd.

[Jarniqa Dynithril]

Ja. Jarniqa havde det fint med, at hendes styrke blev på hans bekostning. Det var nemlig ham eller hende, og hun havde ofret nok allerede. ”Det kender du allerede svaret på,” svarede hun blot. Han var her jo som en slave, så et sådant spørgsmål behøvede han ikke at stille hende. Svært havde det været til en start at acceptere for hendes vedkommende, men nu var det blevet bedre. Hun forstod nu, at hun ikke kunne bøje sig selv for andres vilkår.. Særligt ikke for en mands. De ville blot gøre sit for at trække hende ned i sølet, hvis ikke hun trak dem først derned. Hun tog noget nyt salve på fingeren, hvorefter hun bøjede sig noget mere, så hun kunne smøre sine lægge ind. Om de kunne, eller om hun ønskede, at de gik en tur? Hvor var det typisk ham.. Her tænkte hun, at han måske ville have godt af en smule friskt luft og at få strakt sine ben, og så ville han selvfølgelig nægte den mulighed, hvis hun sagde, hvis det var noget hun ville. Han havde jo gjort det til sin plan ikke at gøre noget, som hun ønskede. ”Vil du da hellere sidde herinde og trille tommelfingre?” spurgte hun direkte. Hun rettede sig op, hvor hun nu tørrede restsalven af i sine lår. Det skadede trods alt ikke at få mere på sig end højst nødvendigt. Dernæst tog hun om en grøn kjole, som hun havde fået. Alt syntes at være naturfarvet her. Grønt, brunt og rødt. Det gjorde, at man sank bedre i et med sine omgivelser. Samtidig med det var klæderne bestemt heller ikke grimme. Kjolen trak hun på, så alle hendes mange sår blev dækket. Det betød ganske vidst også, at hendes kjole kunne gnave en anelse i hendes sår, men det var blot en smerte man måtte tage med og hæve sig over.