The pain is just a normal day now

[Jarniqa Dynithril]

Hans ord ramte Jarniqa hårdere, end hvad pisken gjorde på hendes krop gjorde. Med din race vil du aldrig blive accepteret. Igen følte hun, hvordan verdenen næsten sagde til hende, at det havde været bedre, hvis hun blot gik hen og døde. Det gjorde ondt.. Hun var nemlig ikke så langt i sin træning, at hun endnu ikke kunne føle, for det kunne hun skam.. og for pokker det gjorde ondt! Hun hadede at føle! Siden hun havde stukket af hjemmefra, havde alle følelser været dårlige. Der havde faktisk ikke gået én dag i et helt halvt år, hvor hun havde været glad. Hun havde været ked af det hver dag i et halvt år.. Var det virkelig så underligt, at hun agerede, som hun gjorde? Hurtigt slog hendes hjerte, som hun næsten følte, at han skadede hende værre med sine ord, end hvad hun gjorde ved ham fysisk. ”Tal ikke sådan til mig igen!” hvislede hun koldt, inden hun slap berøringen af hans bryst. Magien mellem dem stoppede hun derfor, men stadig ville han undvære alle de kræfter, som hun havde frarøvet ham. Sin højre arm bøjede hun, så hendes albue gik i en spids. Yderst præcist gjorde hun slaget, som hun end ikke behøvede at slå hårdt for den ønskede reaktion. Albuen hamrede hun mod hans tinding. Med hans ringe energi, og med det velplacerede slag, burde han gå ud som et lys. Han ville ikke dø, men han ville besvime. Han var her nemlig af en grund. Hun skulle nemlig bevise, at hun kunne være her. Hun ønskede nemlig ikke at blive smidt ud i intetheden. Hun ville hellere være accepteret her, og så være en tom skal indvendig. Derfor slog hun ham bare bevidstløs.

[Valandil Romain Ancalimë]

Ondt gjorde ordene måske, men det var jo sandt. På grund af hendes race, var hun afhængig af ham her, og derfor vidste han jo godt, at hun ikke ville ende med at tage hans liv, da hun intet ville få ud af det, udover, at stille sig selv i et dårligere lys. Det var jo egentlig bare det, som han ønskede at få frem. Han kneb øjnene let sammen. Hun havde taget alt fra ham, og forventede at han ville samarbejde med hende? Var hun bare komplet dum eller hvad? "Du ved, at jeg har ret..!" endte han denne gang, hvor han igen vendte blikket væk. Svag som han følte sig, efter hendes leg med hans hjerte. Det var en grusom leg, som hun havde lært, og ikke brød han sig om, at det skulle være på den måde! Ikke at der fandtes nogen tvivl om det! Han gispede svagt, hvor han blev stående på af væggen, og kun med blikket mod hende.
"Hvad laver du..?" endte han denne gang med en mere fast tone, hvor han holdt meget nøje øje. Sagen var vel, at han ikke kunne stole på hende, eller noget, som hun egentlig foretog sig? Albuen som han derimod fik direkte op i hovedet og mod hans tinding, var det slag, som fik ham til at gå ud som et lys. Hans ben gav nærmest omgående efter under ham, efter at slaget, havde slået hans hoved direkte ind i væggen, hvor han denne gang gled slapt direkte ned i gulvet, hvor han atter slog hovedet ned i dette. Her blev han liggende. Hun havde slået ham ud.

//Out

[Jarniqa Dynithril]

Sandt var det, at Jarniqa havde brug for Valandil, og det plagede hende, da det betød, at hun havde det mere at skulle bevise end enhver anden. Det var vel bare blevet hendes livshistorie? Efter at hun havde mødt sin biologiske fader, havde hele hendes liv taget et styrt. Alt var gået galt, og nu var hun her, hvor hun ihærdigt kæmpede for en plads i livet. Let gjorde Valandil det heller ikke for hende, som han konstant forsøgte at rakke ned på hende. Han fortalte hende dagligt, hvilket monster hun var, hvordan hun ikke hørte til her, hvordan Maerimydra var et forfærdeligt sted. Inden hun overhovedet var kommet hertil, havde hun haft det forfærdeligt inden i, så det var vel kun passende, at hun var det mest forfærdelige sted i verdenen? Hun mærkede stødet i sin arm, som hun slog ham ud. Som en slap kludedukke faldt Valandil helt til jorden, hvilket fik hende til at betragte ham med et tomt blik. I live var han, men svækket var han også. Han ville have det anstrengt, når han engang vågnede igen. En stand, som hun ville lade ham blive i, da hun ikke kunne fortsætte med at lade ham kære rundt med hende. Ryggen vendte hun til ham. Hendes hjerte slog stadig som ti vilde heste. Hun fornemmede følelserne.. Fornemmede, hvordan det pinte hende. Nævnerne knyttede hun, så hendes negle borede sig ned i hendes håndflader. Hun måtte lade den fysiske smerte overgå den psykiske, som hun så brændende følte i sit indre. Øjnene lukkede hun i. Hun knugede så hårdt, at blod begyndte at vise sig. Hjalp gjorde det dog ikke.. Hun havde brug for mere. Blikket vendte hun derfor mod døren, som hun forlod hytten. Hun måtte finde en kvinde og fortælle, at hun ikke havde fået nok for dagen. Forhåbentligt ville de se det som en styrke, at hun selv bad om smerten.

// Out