The pain is just a normal day now

[Valandil Romain Ancalimë]

Af opførsel, var Jarniqa kun blevet mere og mere mørkelvisk, hvilket uden tvivl var noget, som selv Valandil måtte anse som en kæmpe skam. Hun havde vist ham, at han kunne stole på hende, og dertil, følte han sig virkelig, virkelig udnyttet. Og han havde uden tvivl rigtig svært ved det. Vred var han, men det bundede nok også mere i frustrationen over denne situation, for det havde kostet ham dyrt. Det havde kostet ham frygtelig, frygtelig dyrt, og han kunne slet ikke have med det at gøre! "Synd, at du lader dette tage over dit gode hjerte, og formørke din sjæl," sagde han ærligt.
Skulle han være helt ærlig, så ville han ikke have, at hun bare skulle lade som hun ville lufte ham, for det kunne han udmærket godt gøre på egen hånd! Tanken om det, var i hvert fald meget, meget irriterende! Hans blik faldt derfor meget hurtigt til hendes skikkelse igen. Han var for pokker ikke bare et bæst.. et kæledyr, som skulle luftes i snor! "Jeg er ikke et dyr, som skal luftes, Jarniqa.. Jeg behøver ikke dig til at gå ud med mig, fordi du ønsker at gøre mig den 'tjeneste'. Har du brug for det, så sig til.. Så går jeg gerne med dig, men du skal ikke bruge det som en undskyldning," endte han med en fast tone. Hvad var det hun forsøgte at bevise?

[Jarniqa Dynithril]

Hårdt blev Jarniqas blik. ”Mit gode hjerte?” gentog hun frastødt. ”At have et godt hjerte gjorde mig kun svag. Sårbar. Hvad der sker nu er kun en gevinst.” Venlig.. Lattermild.. Eventyrlysten.. Det havde hun været, men intet godt havde det bragt hende, så derfor kunne hun ikke se fordelen i at have et godt hjerte. Han sagde det desuden kun fordi, at han ikke brød sig om stedet her. Han var ligeglad med hende. Han ønskede blot sig selv ud herfra, og derfra ville han ikke skænke hende nogen yderligere tanke. Af den årsag påvirkede han hende heller ikke. Det gav hende ikke dårlig samvittighed eller savn. Øjnene kneb Jarniqa en anelse sammen. Af hvad hun vidste og havde lært, var det bestemt ikke sådan, at en sevrus skulle tale til hans dominae! Forholdsvist ny var hun måske i al dette, men samtidig var der ingen tvivl om, at hun var en hurtig lære. Meget hurtig endda. ”Fint.. Hvis ikke du vil med ud nu, antager jeg, at du slet ikke vil ud. Derfor kan jeg heller ikke se, hvorfor du skal have dine egne små eskapader, hvis friskt luft slet ikke er dig en nødvendighed. Så.. Går du med ud nu, eller skal vi blive inde, og skal jeg i så fald sørge for at have dig bundet til hytten 24/7?” lød det fra hende i en advarende tone. Alvor gjorde hun skam af sine ord, så han kunne skam bare lige prøve hende af!

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil følte kun en større frustration, jo mere Jarniqa måtte udtale, og det i sig selv, var heller ikke noget, som sagde så lidt. I forvejen, havde hun taget alt fra ham, som havde været en del af hans liv, og det som han havde opnået, ved det, som han havde gjort for sig selv, om ikke andet. Nu stod han her.. og det hele var ødelagt. "Kun fordi du selv vælger at spolere det," fastholdt han denne gang. Han søgte hen til sengen, hvor han denne gang, valgte at sætte sig. I forvejen, kunne man ikke sige, at deres hjem var særlig stort, og de da uden tvivl kom hinanden rigtig meget ved. Han lod hovedet søge på sned denne gang. Næverne knyttede han. Ikke var han et dyr, som skulle luftes, men derimod et menneskeligt individ, og hun gjorde ret i, at behandle ham efter det!
Ville hun nu holde ham indendøre, fordi at han ikke ville lade hende gå ud med ham? Han rystede kort på hovedet. Fint! Hvis det var sådan hun ville have det, så fint! "Du gør jo, hvad der passer dig i forvejen," sagde han denne gang med en kortfattet stemme, hvorefter de grønne øjne fandt vejen til hendes skikkelse på ny. Et kort træk fandt vejen til hans ene mundvig. "Du forsøger virkelig at lænke mig på hænder og fødder, gør du ikke? Jeg vil ikke gøre det nemt for dig, Jarniqa.. Jeg hader, hvad du har tvunget mig til, kun for din egen skyld!" Denne gang rejste han sig. Han måtte fra nu, ikke søge ud? Hun var da blevet komplet umenneskelig!

[Jarniqa Dynithril]

Valandil mente i sandhed, at Jarniqa havde mistet sig selv på vejen. Ikke ville hun selv vælge at sige således. Hun ville nærmere sige, at hun havde fravalgt sit gamle jeg i forhold til noget bedre. Køligt trak hun på smilebåndet. ”Du er blot tvær, fordi du er tilbage ved det sted, som du selv var stukket af fra,” sagde hun ærligt. Det var det eneste. Han bekymrede sig ikke for hende. Han var egoist. Han ønskede blot, at hun stoppede al dette, så han kunne blive fri. Ikke ville han nemlig have bedt hende om det, hvis han havde været på hendes side. I så fald ville han havde forstået hendes smerte. Hun fulgte ham med blikket. ”Du har ret.. Jeg gør, hvad der passer mig, fordi det er mig berettiget,” begyndte hun roligt. Hånden hævede hun mod ham. ”Jeg bryder mig forresten ikke om, at du sidder i min seng,” sagde hun kortfattet og lavede et sving med hånden. Ligesom da hun havde bragt ham hertil, skød reb frem og bandt hans arme. Fronten vendte hun dernæst mod væggen på den modsatte side af væggen. Her lavede hun igen et drej med håndledet, så en jernkrog viste sig i væggen. Pludselig begyndte det at trække i rebet der holdt om Valandil, som den løse ende bandt sig til krogen, og på den led tvang ham bort fra sengen og mod væggen igen. En smule bevægelsesfrihed ville han få, men ikke ville han blive i stand til at nå hoveddøren eller sengen. ”Den eneste du ikke gør det nemt for, kære Valandil, er dig selv,” sagde hun afsluttende. Han ville ikke gå? Fint.. I så fald kunne han blive herinde. Her kunne han nyde synet af de fire vægge, som han tydeligvis nød så meget.

[Valandil Romain Ancalimë]

Frustrerende måtte Valandil finde tanken om, at Jarniqa lod sig indhylde af mørke. Ikke regnede han med, at det var noget, som ville bifalde hendes værge eller moder, og ej heller hende selv på sigt, om hun kunne se, hvad det gjorde ved hende. Han bed tænderne sammen. Egoist? Han forsøgte da for pokker kun at få hende til at indse, hvad hun egentlig gjorde med sig selv, og særligt, når det var på denne her måde, så gjorde det jo ikke just tingene meget bedre, kunne man sige! "Ikke stak jeg af, Jarniqa," fastholdt han denne gang. Havde hun overhovedet ikke hørt efter, når han havde fortalt?
Mere nåede han end ikke, før hans hænder denne gang, blev bundet sammen af de magiske reb. Han spændte kraftigt i næverne, hvorefter han brutalt blev revet væk fra sengen og nærmest bundet til væggen, som havde han været et dyr. Han lukkede øjnene let. Dette var noget, som gjorde ham vred! Hans blik vendte han denne gang imod hende. Et sted gjorde det ham vel også ked af det, at hun gjorde dette? Hans krop rystede af vrede.. Han var ikke et dyr. Han var ikke noget dyr! "Som sagt.. du gør, hvad der passer dig.. uanset hvad det gør med andre folk omkring dig. Og folk kalder mig for en egoist?" De grønne øjne hvilede på hende. Nok en smule bevægelsesfrihed.. men det at kunne søge ud, var faktisk det sidste, som han havde haft. Og hun havde taget det hele fra ham. "Du kan ikke tage mere fra mig nu, Jarniqa.. Du er mig ikke andet end en gemen kvinde, som forsøger at stille andre tilfreds, for din egen skyld," afsluttede han spydigt.

[Jarniqa Dynithril]

”Meget bekendt blev du voldtaget, og vendte aldrig hjem igen,” sagde Jarnqia kort for hovedet. Halvt om halvt var det også, hvad hun havde gjort ved ham. Dog havde det ikke direkte været en voldtægt, som han jo hurtigt havde endt med at ønske det. Hun havde nok nærmere set det på et angreb på sig selv, som hun havde hadet hvert et sekund, mens de havde været hinanden tætte. Nødvendigt havde det dog været, som hun havde haft brug for at indtræde Maerimydra som en kvinde, og ikke en pige. Tomt betragtede hun ham, som han blev bundet til væggen. Dog med mulighed for at bevæge sig lidt. ”Engang tænkte jeg på andre, men det kom mig aldrig til gavn. Denne her nye livsfilosofi passer mig langt bedre,” sarede hun direkte igen, som han tydeligvis mente, at hun var egoistisk. Det var hun også blevet. Det var hun nødt til at være, når alle andre omkring hende var egoister. Damien.. Hendes moder.. Lucifer.. Valandil.. Alle var det. Hvorfor måtte hun så ikke være det? Det var blot et tegn på alle andres egoisme.. Armene lod hun glide over kors. ”Hvorfor brokke sig? Jeg gav dig, hvad du ville have.. Du så ikke nogen grund til at komme ud, så jeg gav dig den gave, at du kan blive inde,” sagde hun køligt. Hun var ved at være godt træt af alle hans eder.. Lige meget, hvor han var i livet, brokkede han sig. Han var tvær, når han var en slave.. Han var tvær, når han var en fri mand. Irriterende var det til dels, at hun havde bragt ham med sig. Problemet var bare, at hun blev set bedre på, hvis hun havde en slave under sig.. og med Valandil ved sin side, opnåede hun præcis det.

[Valandil Romain Ancalimë]

Bare alene tanken om hvad Valandil havde været igennem, fik ham til at rynke kraftigt på næsen. Han satte sig denne gang ned på gulvet, da han heller ikke havde andet at gøre alligevel. "Deriblandt," vrissede han sammenbidt. At blive taget mod sin vilje, var i forvejen pinligt. Han var en fri mand.. Havde gjort frygtelig meget i så mange år, som han havde gjort fordi, at han havde det liv, som han havde. Jarniqa havde nu valgt - ud fra sin egen egoisme. Så skulle hun ikke komme og bræge om, at han var egoist! "Du har slet ikke været præget af det, at være en mørkelver før, Jarniqa. Du ved slet ikke hvad det vil sige, at være det her forbandede væsen." Det var ikke nogen hemmelighed, at Valandil slet ikke var stolt af det, for det var han overhovedet ikke.
Valandil vendte blikket den anden vej. Ikke kunne han kende Jarniqa mere, og han synes ærlig talt, at det var synd. Skulle han nu sidde her resten af sine dage, og bare være pynt langs væggen, for at stille hende tilfreds? Han bed tænderne svagt sammen. Det var ikke sådan, at man vandt hans respekt i hvert fald! "Jeg så ikke nogen grund til at blive luftet, som et dyr," endte han. Det var jo ikke ensbetydende med, at han ønskede at give hende en grund til at køre rundt med ham, som hun gjorde lige nu. Han rev kort i sine hænder i et forsøg på at få knuden op. Han spændte kraftigt i hele kroppen. Hvor var det her da ekstremt ubehageligt!

[Jarniqa Dynithril]

”Forbandede race?” gentog Jarniqa uenigt. ”Jeg er her nu, og jeg bliver behandlet som en af dem. Jeg ved derfor udmærket, hvad jeg er gået ind til. Det eneste der ikke vil indse det er dig.” Ikke så hun på mørkelverne som en forbandet race. Hun så derimod på dem, som var det dem der havde givet hende håbet igen. Det havde de også, som de havde givet hende en chance, og muligheden for en frisk start. At det indebar tortur, tog hun blot med. Smertefuldt var det, men hun kunne mærke, hvordan det gavnede hende. Hvordan det hærdede hende, og adskilte hende fra den blide og følsomme side, som hun før havde haft. Den side var pinagtig, og ikke ønskede hun at se den igen! Roligt gik hun frem mod ham. Ikke var hun bange for ham. Hånden lagde hun imod hans kind. Et kynisk kærtegn. Intet andet. ”Og nu kan du stå her.. Bundet som en hund,” sagde hun roligt. Fingeren strøg hun let hen over hans kind. ”Jeg ser frem til, at du gør dig nytte her, når det udendørs liv tydeligvis ikke er for dig,” sagde hun kynisk. Det nyttede tydeligvis ikke at lade ham have nogen frihed. Derfor kunne hun ligeså godt tage den hele. Forhåbentligt ville det disciplinere ham. Det var også pinagtigt at have en ulydig slave. Han måtte rettes op på, og forhåbentligt ville hun finde måden at gøre det på. Tiden havde hun også, så det var nærmere et spørgsmål om, hvor længe han orkede at kæmpe imod.

[Valandil Romain Ancalimë]

Forbandet race.. Valandil kunne ikke gøre andet end at hade og foragte den, og så var han ligeglad med, at det var den race, som han selv var en del af. Hver eneste dag, så han hvordan de ødelagde mere og mere af Jarniqa. Det var bestemt ikke noget, som han måtte sige, at han fandt noget, der mindede om nogen stolthed i, for det var der virkelig ikke. Han bed tænderne kraftigt sammen. "Kun fordi du er blind for, hvad det gør ved dig," endte han. Hun havde levet et andet liv.. et liv, hvor hun kunne være sig selv, og nu foretrak hun dette over alt det andet? Det var slet ikke noget, som han forstod, og slet ikke noget, som gav nogen mening i det hele taget!
At tage naturen og friheden fra ham,var også noget af det værste, som hun i det hele taget kunne gøre, og selvfølgelig var det også noget, som han var kraftigt påvirket af. Hånden mod hans kind, satte en sitren i ham. Et falsk kærtegn. Han vidste, at hun frydede sig en kende for meget! "Hvis du tror, at jeg har tænkt mig, at give dig, hvad du ønsker, så tager du fejl." Bare tanken om, at være tvunget indendøre. Dette var som et kæmpe fængsel for ham, allerede nu! Han spændte fast og kraftigt i sine hænder, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Skuffet var han.. vred og frustreret var han også. "Og hvad ønsker du at få ud af det her?" fortsatte han med en mere fast tone. Ikke forstod han det. Det ville jo kun ødelægge mere end hvad det måtte gavne.

[Jarniqa Dynithril]

Irriteret himlede Jarniqa med øjnene. ”Det er nok!” sagde hun advarende. Hun var træt af hans evindelige snak om, at hun ødelagde sig selv. Det gjorde hun ikke! Hun forbedrede sig selv. Hun havde været svag, inden hun var kommet hertil, men nu blev hun stærk. Hun lærte ikke at blive trampet på. Hun lærte at hæve sig. Øjnene kneb hun advarende sammen. Hånden havde hun endnu mod hans glatte kind. Der var den igen.. Tvivlen omkring hendes styrke. Benægtelsen over hendes ejerskab af ham. Det måtte stoppe! De var her! Hun var hans dominae! Hånden trak hun en anelse til sig, inden hun slyngede den over hans ansigt i en syngende lussing. Et slag der efterlod et brændende rødmende mærke på hans kind, og en dunken i hendes håndflade. ”Jeg sagde, at det er nok!” bed hun af ham. Hun var træt af hans modstand! Det måtte stoppe! Hun kunne ikke lade en mand føle hævet over hende. Ikke med, hvad andre mænd havde gjort ved hende. Hånden lod hun falde igen. Nu var det op til ham. Hun var i hvert fald træt af hans julelege. Han var nødt til at tage hende seriøst, for hun mente det i hvert fald seriøst! Hun blev her, og han blev her med hende, så bedre ville det være, hvis han blot accepterede den skæbne. Det var nemlig deres skæbne nu.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil vidste, at han havde ret. Han vidste, at han havde ret! Og hendes reaktion, var udelukkende en bekræftelse i sig selv, og han vidste det jo godt. Han bed tænderne kraftigt sammen. "Du gør heller ikke andet, end at benægte det," vrissede han denne gang med en fast og sammenbidt stemme. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Blev hun vred nu? Det var da om ikke andet, en reaktion, som han længe havde søgt efter!
Slaget mod hans kind, slog ham en smule ud, hvor han denne gang sad mere stiv i blikket, end hvad han havde været tidligere. Han knyttede næverne fast, hvor han denne gang lukkede øjnene. Det brændt voldsomt mod hans kind, som det aldrig nogensinde havde gjort det tidligere, og ikke måtte han finde det behageligt. Hun mente virkelig, at hun ville have ham der. Han rystede kort på hovedet. Ikke havde han tænkt sig, at give hende, hvad hun ønskede af den grund, for det så han slet ikke nogen grund til overhovedet faktisk! Han bed tænderne svagt sammen, inden han atter vendte blikket mod hende. "Du reagerer med vrede.. Det er afmagt, Jarniqa.. Du ved, at jeg har ret," endte han denne gang. Han rev en smule i hans reb, så han endnu en gang kunne rejse sig op. Hun skulle ikke have lov til at være højere end ham! Han stirrede denne gang fast i hendes øjne.

[Jarniqa Dynithril]

Overordnet set havde Valandil ret. Maerimydra var ikke et sundt sted for Jarniqa at være. Hun var i et mørkt sted i sit liv, og nu fik mørket frit fod med at tage fæste i hende.. men hvad kunne hun gøre? Hun var blot en ung kvinde med problemer, som ingen havde taget højde for. Hun var kun atten år gammel, og femten af årene havde hun været isoleret fra omverdenen. Hun havde ingen venner eller veninder haft. Hun havde kun haft en værge, der havde givet hende al sin tid. I et år havde hun ledt en modstandsbevægelse, hvilket ikke havde givet venner, men et ideal. Dernæst havde hun siddet på tronen, samt været kronprinsesse. Dette havde ikke ført til nogle venner, men det havde givet hende en kæreste, som havde været hendes første sociale forhold, som hun også havde elsket. Alt det var blevet trukket væk under benene på hende, og var det derfor underligt, at hun var ude i hundene nu? Hårdt og koldt stirrede Jarniqa ham ind i øjnene. Der var den igen! Han kaldte hende svag.. og hun var ikke svag! Hun ville vise ham.. Derfor svarede hun ej heller på hans ord.. Hun handlede i stedet. Helt tæt stillede hun sig på ham, hvor hun denne her gang lagde hånden imod hans brystkasse. Læberne førte hun over til hans øre. ”Vidste du, at jeg kan dræne for liv?” spurgte hun ham i en hvisken. Hun lod magien tage fæste i ham. Hendes fingre fornemmede, hvordan de faste dunk fandt sted bag hans brystkasse. Hun trak en kende på smilet. Hun fokuserede på slagene. Fokuserede på, hvordan hun gjorde dem langsommere. ”Hvis det passer mig, kan jeg efterlade dig på nippet af døden hver dag.. Jeg kan dræne dig, og hver gang du føler, at du har en smule kræfter tilbage, kan jeg tage dem igen..” Blidt kærtegnede hun hans bryst. ”Kunne du tænke dig det?,”

[Valandil Romain Ancalimë]

En skam var det virkelig, at se hvad mørket gjorde ved Jarniqa, og hvor lidt man egentlig kunne gøre ved det. Det var grotesk. Selv Valandil måtte anse det som en kæmpe skam, når han vidste, hvad andet hun kunne gøre.. hvad hun kunne gøre og udrette med sit liv, go så bare lade det gå til hundene på denne her måde! Han bed tænderne kraftigt sammen. Det sved mod hans kind, som bar et tydeligt tegn på slag, efter hendes hånd. Solidt plantet mod hans ellers perfekte hud.
Et sted vidste hun vel, at han havde ret? Hun havde en masse at sammenligne med.. Hun følte, og hun tænkte. Var det virkelig noget, som hun havde tænkt sig, at give afkald på? Det synes han virkelig var en skam! Han trykkede sig nærmest helt op af væggen, da hun lagde hånden mod hans bryst. Han sendte hende en fast og advarende mine. Knuden som føles mod hans bryst, som hun nærmest tog kontrollen over hans slag, fik ham til at stå fuldkommen stiv. En smerte, da hun sænkede hans hjerteslag, var mere end nok til at gøre ham svimmel. Det begyndte at ryste i hans ben, og hans fingre føles.. kolde og følelsesløse. Hun havde gjort det før.. Sat en smerte i ham, som han havde været tvunget til at gå med! "J-jeg havde mine anelser," begyndte han sammenbidt. Af den grund, var han ikke bange for hende. Hun ville ikke ende hans liv, for han vidste, at hun var afhængig af ham. Næverne greb denne gang omkring hendes håndled, for at fjerne hånden. "Du er afhængig af mig.. Skal du have en mands respekt her.. skal han tro, at du vil ende hans liv, Jarniqa.. Jeg ved, du ikke vil ende mit," endte han atter sammenbidt. Det gjorde ondt, hvad hun lavede!

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa fornemmede hans hjerte. Så dets struktur for sig. Fornemmede dets slag. Det var næsten som at røre og se det fysisk. Bedre kontrol havde hun uden tvivl fået over dette siden, at hun havde været elev hos Theodore Acheron. En dengang mørk warlock. Hendes tommel kærtegnede blidt hans brystkasse, alt imens hun legede faretruende med hans hjertes slag. Utroligt var det, hvad man kunne gøre uden egentligt at stå med det i hænderne. ”Er jeg? Måske har jeg fundet ud af, at jeg slet ikke behøver dig.. At jeg står bedre alene, frem for med en nævenyttig mand bag mig,” hviskede hun. Hun skævede til hans ansigt og dets træk, inden hun igen så mod hans ører, som hun hviskede ind i. Hun måtte være en anden kvinde, end den hun hidtil havde været.. Blot for at forvirre og drille ham åbnede hun munden en anelse. Her lod hun flygtigt sin tungespids kilde hans øreflip, inden hun førte sit hoved over til hans andet øre. ”Ellers har du ret i, at jeg har brug for dig.. At jeg ikke vil ende dit liv, men at jeg derimod bare vil lege med det, og efterlade dig halvdød hver dag,” hviskede hun ham ind i øret. Det ville blive en af mulighederne. Det var nødt til at være sådan. Hun skulle lægge sin blide side fra sig, og være langt mere bestemt, end hvad hun hidtil havde været. Derfor måtte hun enten dræbe ham, eller pine ham og håbe på, at han en dag ville knække. Hvad han ville sige, ville måske afgøre, hvilken en af delene det blev.

[Valandil Romain Ancalimë]

Den udvikling som Jarniqa var på vej ud i, var ikke noget, som gavnede eller glædede Valandil det mindste, og derfor reagerede han på den måde, som han nu gjorde. Det spændte i hans krop.. det smertede i hans bryst, sådan som hun legede med hans hjertes slag og aktivitet. Et sted.. frygtede han vel for en kort stund, at hun kunne finde på at stoppe det, og bare lade ham ligge, som var han.. utøj? Som hans egen familie i sin tid havde gjort? Han gispede svagt, hvor han tydeligt bed tænderne sammen. hun legede med ham.. Og han hadede virkelig, at hun legede sådan rundt med ham! Han fnøs. "M-med din race, vil du a-aldrig blive accepteret som mørkelver uden en mand under dig.." argumenterede han med en fas tone. En varyl, var hvad hun var, og det kunne hun end ikke se bort fra, uanset hvor meget hun ville det eller ikke!
Det løb ham koldt ned af ryggen, da hun legede med hans øre. Han lukkede øjnene let.. Et forsøg på at samle sig bare en smule, for hun gjorde det virkelig ikke nemt! Hun kunne forsøge.. men om han ville knække? Han tvivlede på, at det ville ske.. Han ville ikke lade hende knække ham! Øjnene lukkede han denne gang. Det gjorde ondt! "Så for dig, er jeg ikke noget andet end et legetøj..?" Han gled mere og mere op af væggen i stedet for. Dette var noget som kørte ham træt. Det gjorde ondt, og han kunne uden tvivl også godt mærke det. Han strammede grebet om hendes håndled, mens han endnu forsøgte at tvinge dem væk. "S-slip mig.." endte han denne gang mere sammenbidt end tidligere.