I told you so..

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Rhaenys’ blik hvilede på ham. Han var en vampyr. Han sagde det selv. Sort på hvidt. Han var en vampyr.. En blodsuger.. En af dem.. Hårdt blev hendes blik. ”Så det er sådan, at jeg skal se på dig fra nu af? Som en af dem?” spurgte hun ham direkte. Hvis det var sådan, burde de jo betegne sig som fjender. ”Spring på mig nu, hvis det er såvel, og lad os få det overstået.” Hvis det var såvel, måtte de kæmpe.. og ikke skulle hun bare kæmpe imod ham, som han skulle kæmpe tilbage, som en sand vampyr ville have gjort. Han skulle forsøge at dræbe hende, ligeså vel som hun skulle forsøge at dræbe ham. Hun slap et grin over den komplet håbløse situation. ”Fordi jeg ikke lader dig være på vores? Lad vær med at spille så forbandet hellig, Nathanael! Som om du nogensinde ville have lukket en vampyr ind i vores rækker! Jeg gør derfor blot, hvad en leder for varulvene bør gøre. Jeg beskytter min race,” sagde hun direkte. Hun kæmpede for sin race, og det kunne han ikke klandre hende for! Det var, hvad en sand leder gjorde! Han burde være stolt af hende i stedet! Hun stirrede på ham. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro! Jeg havde ikke troet, at du ville leve videre som vampyr, men her står du.. År efter, at du var gået bort,” sagde hun direkte. Han måtte jo kunne lide det er sted.. ellers havde han dræbt sig selv, som han havde vågnet op. Han ville bare ikke sige det højt for sig selv og for hende. Det var dog også skammeligt at nyde livet som en vampyr.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

"Ønsker du at se mig som en fjende, Rhaenys?" spurgte Nathanael direkte, som han atter vendte sig mod hendes skikkelse. Dette var i forvejen ikke noget, som han kunne vende ryggen til. Overhovedet ikke. Han bed tænderne kraftigt sammen. Han var ikke længere en varulv, og regnede så sandelig heller ikke med, nogensinde at blive lukket tæt ind i koblet igen. Reglerne var imod dette, og det vidste han jo også godt. Han ønskede jo ikke at springe på hende! Så havde han for længst gjort det! "Jeg ønsker ikke, og har aldrig ønsket, at gøre dig eller koblet noget ondt," endte han denne gang.
Nathanael vendte hurtigt blikket den anden vej. Tænderne bed han derfor kraftigt sammen. Ikke ønskede han at vise hvad han var blevet til, for han var jo på ingen måder stolt af det. Hun handlede, som han havde oplært hende til. Som alle varulvene var blevet oplært til, men det ændrede på igen måder på det faktum, at han ville holdes ude, hvor han derimod hellere ønskede, at blive lukket ind igen, som det individ han engang havde været. Han bed tænderne sammen. "Hvorfor skulle jeg gøre dig til et væsen, som jeg selv foragter mere end noget andet?" spurgte han. Han endte med at trække sig igen. Ondt gjorde hende ord, selvom han forstod dem. Han regnede vel heller ikke med, at ville få hendes forståelse ved dette? "Jeg vidste godt, da jeg vågnede af det mørke hul, jeg måtte kæmpe mig op af, at jeg havde mistet det liv, som jeg til nu, havde kæmpet for at opnå. Jeg vil blot lade dig vide det.. jeg har brug for, at du ved det." Han vendte denne gang blikket den anden vej. Ondt gjorde det.. og særligt med de konstante afvisninger, som hun i forvejen skænkede ham.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Jeg ønsker at se dig som varulv! Jeg ønsker ikke at se dig som dette.” Det var næsten for forkasteligt at sige. Det var den største vanære, at en varulv blev omgjort til vampyr! På det punkt havde vampyrerne i sandhed formået at så splid blandt deres fjender! De måtte nyde det.. Hovere over, at en af deres værste fjender nu var en del af dem. Det gjorde kun det hele værre.. At vide, at vampyrerne frydede sig over dette! Rhaenys så på ham med et skarpt blik. ”Du ønsker måske ikke at gøre os ondt, men hvad ønsker vampyren i dig? Kan du høre mit hjerte? Kan du dufte mit blod? Får jeg dine tænder til at løbe i vand? Mærker du trangen i dig prikke dig i nakken?” spurgte hun ham skarpt. Selv var hun nemlig sikker på, at det var sådan det forholdt sig.. og tanken gav hende kvalme. Hun havde lyst til at kaste op over det! Hun betragtede ham. Hvorfor han skulle ønske at omgøre hende? Vel fordi, at han var begyndt på det mage-fis, som han aldrig før havde nævnt for hende, og fordi han endnu var her? ”Vampyrer er kendte egoister. Desuden har du ikke selv taget dit liv endnu, så du kan umuligt hade dit liv så meget, som du siger, at du gør,” Afvisende rystede hun på hovedet af ham. Hun ville ikke høre tale om det! Noget af det! Vampyrer og varulve burde ikke tale sammen. At en vampyr og en varulv var intime sammen, var derfor også et lukket land! Tanken burde faktisk være ikkeeksisterende.. og nu kom han med de tanker, og tvang dem ligeså ind i hende. Som en syg joke føltes det hele helt. ”Og jeg levede i en lykkelig uvidenhed inden da!”

[Nathanael Caverly Wolfhart]

"Og jeg ville ønske, at jeg kunne imødekomme det, for jeg ønsker det selv same..!" endte Nathanael denne gang med en fast og hård stemme. Var det overhovedet underligt? Det her, var det værste som en varulv, som ham, kunne udsættes for, og lige nu, kunne han bare intet gøre ved det, og det var næsten det værste af det hele, også for hans vedkommende. Tænderne bed han derfor kraftigt sammen, hvor han denne gang kraftigt rystede på hovedet.
Rhaenys væmmede sig ved ham, og han vidste det godt. Han forstod hende også godt, men det var vel bare hårdt, når han stod overfor sin mage, og at det var de tanker, som hun gjorde sig om ham, når han aldrig havde gjort noget, for at gøre deres slags ondt. Han anså sig jo stadig som en del af dem, og det ville nok aldrig nogensinde ændre sig. "Du ønsker virkelig, at jeg skal nikke mig enig til det hele, ikke?" Denne gang steppede han endnu en gang op foran hende. Han stirrede direkte i hendes øjne. "Jeg kan høre dit hjerte ja, men jeg længtes ikke efter at stoppe det, men derimod at bevare det.. Vampyren i mig, foragter hvad du er, men personen i mig, elsker det.. Hvad mere vil du vide?" spurgte han denne gang med en hård stemme. Hånden hævede han, hvor han kort strøg den over hendes kind. Han trak kort på smilebåndet. "Du lederk un efter en grund til at hade mig nu, gør du ikke?" spurgte han denne gang. Følelserne forsøgte han at tvinge i baggrund, men svært var det. Hun var for pokker jo hans mage!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Og dette hjælper ikke på det!” Magtesløs følte Rhaenys sig mere og mere. Hun burde have dræbt ham.. Hun burde have gjort det første gang, hun havde lagt øjne på ham. Nu følte hun blot, hvordan det blev mere og mere for sent, som han fik taletid, og som hun kunne se ham. Hun hadede dette! Hun hadede ham! Hun hadede alle vampyrer! Der var ikke den vampyr, som hun ikke ønskede at udrydde efter dette! Hendes brune øjne fokuserede på ham, som han trådte nærmere. Hendes hjerte sprang et slag over. Var det en form for kærlighedserklæring? Hans måde på at sige, at han elskede hende? Hvorfor kom det så for sent? Hun ville have været hans, hvis han havde villet have hende dengang. Hun fornemmede hans hånd over sin kind. Så, hvordan det var ham og følte, hvordan det måtte fortsætte. Dernæst følte hun hans kulde der fortalte hende, hvad han var, og hvordan det gav hende lyst til at flå ham levende. ”Stop det! Hvis du nogensinde har følt noget, så stop det ævl!” sagde hun ham imod, som om han løj for hende. Hun ønskede, at han løj for hende.. og hun ønskede, at han talte sandt. I et forsøg på at bryde kontakten mellem dem igen, trykkede hun sine håndflader imod hans hårde overkrop i et forsøg på at tvinge ham bort fra hende. De burde kun stå så tæt, hvis de flåede i hinanden og bed hinandens lemmer af! Andet var ikke acceptabelt, og det kunne aldrig blive acceptabelt!

[Nathanael Caverly Wolfhart]

"Men jeg kan intet gøre ved det," fastholdt Nathanael med en kortfattet stemme. Frustrerende var det uden tvivl, at hun var sådan overfor ham, men han forstod hende jo derimod også godt. Ikke at det gjorde det ret på nogen måde. Han havde jo altid været glad for hende. I forvejen, var der jo en grund til at han havde været sådan overfor koblet, og hende særligt, hvor han havde givet hende alverdens muligheder for at komme langt. Og se hende i dag. I dag, var det hende, som beskyttede koblet i det, som havde været hans job dengang.
Han blev denne gang stående tæt på hende. Ønskede hun kun at han skulle bekræfte alt hvad hun sagde? Han var glad for hende. Hun var hans mage! Han.. elskede hende vel et sted? Hænderne mod hans bryst, tvang ham en smule på afstand. Ondt gjorde det, men det var vel heller ikke underligt, når det var hende, og han havde de tanker og følelser, som han havde? Han lod hovedet søge på sned. "Du forsøger virkelig, at finde en grund til at hade mig," konkluderede han derfra. Han lod hænderne falde igen, hvor hans hånd lukkede sig mere omring hendes hånd tæt ved hans bryst. Ikke ville han stoppe, og ikke havde han tænkt sig, at stoppe! Hun kunne hade ham hvad hun ville, og det ville derfor ingen forskel gøre for ham. "Du er min udkårne.. Af hjerte, krop, væsen og individ.. Se bort fra det, om du vil.. men jeg kan ikke," afsluttede han denne gang tæt ved hendes øre. Ikke ønskede han at trække sig væk.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Frustrerende var det, at han blev ved og ved, når Rhaenys udtrykkeligt bad ham om at holde inde. Respektløst var det over for hende! Særligt fordi, at han kun tillod det, fordi det var ham. Hvis han stadig havde været varulv, og hvis en anden vampyr havde begyndt på dette mage-pis med hende, ville han jo for længst have stoppet det! Han ville have myrdet vampyren, og han ville have straffet hende for ikke selv at have gjort det hurtigt nok. Køligt var hendes blik. ”Jeg behøver ikke at finde en grund.. At du er en forpestet blodsuger siger det hele,” bed hun køligt af ham. Hun snerrede ad ham, som han greb fat om hendes hånd, som hun ellers lige havde skubbet ham med. Det dyriske var uden tvivl tydeligt i hende. Ikke brød hun sig om, hvad han gjorde! Som han holdt hendes hånd fast imod hans bryst, kunne hun til sin skræk mærke – eller manglen på samme – hvordan hans hjerte ikke slog. Han var død. Et lig. Ikke levende. Stiv stod hun, som hun mærkede træets kolde bak imod sig, og hans kolde krop forfra, som han hviskede hende ind i øret. Magteløs knugede hun sin hånd, som han havde fat i. Hun var hans udkårne.. Han kunne ikke se bort fra det.. Hendes krop sitrede svagt, inden det der måtte beskrives som galskab tog over hendes krop! Hendes øjne sank i, som hun denne her gang pressede sine læber mod hans i et begærligt kys. Hun måtte mærke dem.. Bare denne ene gang som et minimum.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Rhaenys kunne forsøge alt hvad hun ville, men det var vigtigt for Nathanael, at hun vidste, hvordan han havde det med tingene, og hvad han tænkte og hvad han følte, for det var ekstra tydeligt og mere fremme i ham, når han var tæt på hende.. omkring hende, kunne dufte og høre hende. Han kunne jo heller ikke ligefrem fortsætte med at se bort fra alt det, som skete i ham. "Og alligevel, så lader ud mig gå.." pointerede han denne gang direkte.
Her blev han stående tæt på hende.. Trykket hende mod træet, og holdt sig endnu en gang tæt på hende. Fordi at han ønskede at være tæt på hende, og fordi at han heller ikke kunne få nok af hende. Han stirrede fast i retningen af hende.. Han kunne ikke lade være. Han kunne jo virkelig ikke lade være. "Du.." Han tav, da hendes læber pludselig mødte hans. Næsten chokeret over, at hun rent faktisk gjorde det. hænderne slap hendes håndled, for i stedet for, at tage omkring hendes kinder, som han strøg let med sine kolde hænder. Ikke kunne han få sig til at slippe, og ikke ønskede han, at skulle slippe hende. Øjnene gled i.. Han gav sig hen til kysset. Han ønskede hende jo for pokker, og frustrerende, var det virkeligt, når han vidste, at han slet ikke kunne få hende!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Sandt.. Rhaenys lod ham ikke gå. Det var svært.. Hun var vel nået stadiet, hvor det næsten syntes umuligt at gøre? Hun vidste det var hendes skyld. Han var vampyr, og alligevel blandede hun en masse personlige holdninger ind i det. Dumt var det, og et sted skammede hun sig også over det. Undergrunden ramte hun derfor også, som hun selv endte med at søge hans læber og kræve dem i et kys. Kysset var end ikke blidt og forsøgende, men derimod ønsket og fuld af begær. Han havde tidligere været hendes flamme, og hans ord havde blot udløst det syn. Som hendes læber allerede var blevet lokket i fordærv, blev hendes fingre det samme, som han slap hendes hånd. Fremfor at skubbe til hans bryst, undersøgte de det i stedet. Hun havde set det vel … en million gange? Men første gang var det, at hun fik lov til at mærke ham. Hun nød det. Han føltes stærk. Præcis som en mand skulle være i hendes øjne. Hun nød det.. Hendes krop nød det … lige indtil. Igen begyndte hun at fornemme, hvor kolde hans læber syntes mod hendes brændende. Det var som is og ild imod hinanden. Dernæst var der hårdheden. Han føltes som sten.. Over det hele. Hjertet var desuden stille. Det hamrede ikke imod hans bryst, ligesom hendes gjorde, som følelserne overvældede hende. Nej.. nej.. nej! Hendes fingrer og læber stoppede på et splitsekund. Hovedet trak hun svagt tilbage, så deres læber blev skilt, inden hun bankede sin pande imod hans, som hun nikkede ham en skalle. Det føltes som at slå hovedet ind i en mur! Det knagede og bragede øjeblikket i hendes hjerne, alt imens det helt føltes som om, at hendes hjerneceller blev smadret. ”Hold dig fra mig din elendige blodsuger med din forbandede magi!”

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Rhaenys lod ham jo gå, i stedet for at gøre det, som hun egentlig burde gøre ved ham: Nemlig, at slå ham ihjel. Hun burde slå ham ihjel.. han burde gøre det samme, men af den grund, så var det slet ikke noget som han havde lyst til at gøre!
Nu hvor han havde hende tæt ved sig, mærkede han en form for sitren, men også en form for lettelse, og denne kunne han ikke undgå at bide sig fast i! Han lod øjnene glide i, hvor han selv måtte yde det, at have hende så tæt på, og at hun denne gang, rent faktisk også lod ham komme så tæt på hende! Han nød det jo! Selvom det var med en brændende fornemmelse mod hans egne kolde læber, og hænderne, som strøg over hans bryst. Selv udenpå tøjet, kunne han så tydeligt mærke, at hun kom ham tæt, og han kunne jo lide det. Han slappet af, alene ved tanken om det. Den glæde, som han følte, synes dog at være utrolig kortvarig, hvor hun denne gang trak hovedet til sig. Magi? Han gjorde da slet ikke brug af magi! Den skalle som hun efterfølgende måtte give ham, var jo alligevel med en styrke og et pres, som gjorde, at selv han, måtte trække sig. Han tog sig til panden. For pokker da også! Han prustede kort og rystede på hovedet. Og nu, som han lige havde troet, at han kunne være heldig, at bare bryde den tykke is bare en smule. Han lukkede øjnene, kun for et kort øjeblik. "Den der, var under bæltestedet.." endte han denne gang sammenbidt. Det gav jo selv ham, en kæmpe hovedpine!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Forfærdeligt var det! Dragende havde det været at kysse ham. Det var jo Nathanael, og Rhaenys ville lyve, hvis hun sagde, at hun ikke havde fantaseret om det. Godt føltes det også at kysse ham, som hun havde de rigtige følelser, og han var en værdig mand. Problemet var bare døden. Det kriblede ind over, når man kom sig over det første begær, og tillod sig at fornemme, hvad der virkelig foregik. Alt det kolde.. Hun kunne ikke fornemme hans passion, som hun kunne fornemme hendes egen. Der var intet heftigt bankende hjerte af spændingen og iveren. Ingen brændende hud over heden man følte. Al det følte hun i sig selv, men ved ham? Intet.. Det var det der udløste hendes råben og nikkede skalle. ”Hold dig fra mig og koblet, Nathanael! Du vil ikke vise dig her igen!” advarede hun ham skarpt, inden hun trak sig bort. Hun måtte væk fra den ækle magi han kastede over hende! Intet af dette var virkeligt! Han var ikke længere hendes Nathanael, og det ville hun indse, når hun fik ham på afstand. Det måtte hun.. Hun kunne ikke gå rundt og have lyst til en vampyr! Heller ikke når vampyren rendte omkring med Nathanaels ydre! Det skulle stoppe nu.. Det var ikke naturligt, at varulve og vampyrer var sammen. Hun dræbte for fanden normalt vampyrer! Blikket vendte hun væk fra ham, som hun satte i løb. Hun skulle væk fra ham nu, inden han fik et bedre tag i hende! Hendes specielle skørt og hendes gyldenblonde hår for efter hende, som hun løb bort fra gerningsstedet og Nathanael. Forhåbentligt ville han ikke være her igen næste gang til at lokke hende i fordærv..

// Out

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Ikke havde Nathanael været ude på at vise hende andet, end hvad han ønskede, så det at hun reagerede sådan, var slet ikke noget, som han kunne finde hoved eller hale i! Han kneb øjnene sammen. Hun fremstillede ham, som havde han været ude på noget, hvilket han faktisk overhovedet ikke havde! Han rystede kort på hovedet. Var hun blind? Eller var det bare den ekstreme trang til at beskytte varulvene mod folk som ham, som pludselig meldte sig på en måde, som hun slet ikke havde været forberedt på?
Den direkte besked om, at han skulle holde sig væk, og at hun bare satte i løb, burde måske røre ham mere end hvad det egentlig gjorde.. Han havde vel et sted, været forberedt på at den ville komme før eller siden, fordi at han denne gang var kommet det ekstra tæt på hende, end hvad hun egentlig brød sig om? Han knyttede næverne, som han så, at hun bare.. løb. Så langt væk fra ham, som hun overhovedet kunne komme. Han sænkede hovedet en anelse, inden han vendte det op mod den mørke himmel over dem. Skoven ville han uanset ikke forlade, da det var hans hjem.. Hun måtte ende hans liv, om hun ville have det sådan! Han rystede på hovedet, inden han denne gang vendte om og satte i løb i den modsatte retning. De ord, og den ekstremt klare afvisning, havde faktisk gjort ondt. Nok langt mere end hvad han lige havde regnet med, at den ville.

//Out