I told you so..

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Som drømme ville Nathanaels tanker forblive. Han ville nemlig aldrig komme til at løbe med ulvene igen. Han ville allerhøjest kunne betragte dem fra en flere kilometers afstand. ”Måske ikke.. men vær tryg ved tanken om, at jeg gør det godt,” endte hun roligt med at sige. Værdig ville hun selv mene, at hun var. Ingen udfordrede hende. Folk respekterede hende. De havde det godt. Hun havde udvidet deres territorie, og sikret dem mod vampyrer. Selv vidste hun, at det havde været ufatteligt tirrende af hende at kalde Nathanael for svag. Alligevel måtte det chokere hende, at hun i det ene øjeblik mærkede et fast tag i sin hals, og at hun i det næste øjeblik havde bagsiden klynget mod et træ. Hun gispede efter vejret, som hans hånd var som en kold og hård lænke imod hendes pulserende varme hals. Brune var hendes øjne ikke længere, som de derimod var lysende og smalle. Et tydeligt tegn på ulven i hende. ”Hvor vover du at kalde mig svag!” hvislede hun af ham. Tungen kørte hun behændigt rundt i sin mund, inden hun sendte en spytklat i retningen af hans ansigt. ”Du vil bare have en til at gøre dit beskidte arbejde for dig!” Arrigt knurrede hun ad ham. Særligt som han viste tænder af hende. De klamme takker kunne han godt holde for sig selv! Hurtigt slog hendes hjerte. Han var så tæt på hende. Nærmest som limet op af hinanden. Han ville kunne mærke hendes varme ånde imod sig, men hun kunne intet mærke i retur. Ingenting. ”Som om du ville lade en anden være leder, når du selv havde muligheden for det,” fnøs hun ad ham. Som han slap hendes hals, kunne hun ikke undgå at slippe et host. Det bæst! Sin højre hånd knyttede hun, inden hun sendte knytnæven direkte mod hans hoved.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Aldrig ville Nathanael være i stand til at løbe med ulvene igen, og frustrerende var den tanke på alle måder! Han savnede sit liv, og det var der ikke nogen hemmelighed i. Han ville elske at få det liv tilbage.. Han ville virkelig elske det! "Jeg tvivler ikke dine ord," sagde han med en rolig stemme. Hun var dygtig. Det havde hun jo altid været.
At hun kaldte ham for svag, var noget som for alvor måtte få ham til at se rødt, hvor han denne gang, gjorde et kraftigt udfald mod hende. Næven lukkede han omkring hendes hals. Ikke hvor han klemte hårdt, men for at understrege sin pointe. Svag var han ikke! Han ønskede blot at beholde sin værdighed, og det kunne han ikke se det forkerte i! "Jeg er under ingen omstændigheder svag.. Det skal du aldrig kalde mig igen..!" Hun spyttede ham i ansigtet, hvilket også var grunden til at han denne gang trak sig væk fra hende. Hånden hævede han, for at tørre klatten væk under øjet. Han rettede sig op. Hvor var det her latterligt. Helt igennem latterligt! "Du ville have gjort det samme, om du stod i mit sted," vrissede han svagt. Han spændte fast i hele kroppen. Han ville løbe med dem.. hyle mod månen med dem.. skifte med dem, om han kunne! Men det kunne han ikke, og han hadede, at han ikke kunne! Han grinte.. En latter han brød ud i. "Du fremstiller mig, som var jeg en kynisk mand.. Fuldmånen nærmer sig. Og jeg tager ikke meget fejl, om I stadig løber i flok under månen, som i min tid. En flok der vil springe på mig.. Kun du vil vide, at det er mig, før de flår mig fra hinanden." Grusomt som det end var.. Men han ville stadig hellere møde døden, end at rende som en vandrende død, som han gjorde nu. Han vendte sig direkte mod hende, da hun kylede sin knyttede næve mod hans ansigt. Han faldt nærmest baglæns, og direkte ned i jorden. Han tog sig til kæben.  "Du har endda lært at slå.." Han rejste sig vaklende igen. 

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Rhaenys fnøs af ham. ”Jeg må ikke kalde dig for svag? Så lad for helvede være med at fremstille dig selv som en!” skændte hun på ham, som det var hans egen fejl! Aldrig før havde hun set ham svagelig.. men nu tiggede han hende helt om døden. At han slap hende, passede hende udmærket, da han da aldrig igen skulle gribe hende om halsen! ”Jeg ville bestemt ikke have gjort det samme! Jeg ville ikke have belemret dig med min miserable tilstand. Den værdighed og respekt ville jeg have overfor mig selv og dig!” bed hun af ham. Ikke havde hun villet leve som en vampyr. Hun ville forhåbentligt selv have fundet en vej til en hurtig død. Stram i minen blev hun, som han talte om fuldmånen, og at han nok ville falde der. Selv vidste hun, at han havde ret. Dog næppe i delen omkring hende. ”I flok under fuldmånen klarer vi os bedst. Det ved selv du. Dog ville jeg ikke ligge min lid til mig i den stund, hvis jeg var dig. Jeg vil næppe vide, at det er dig, hvis du skulle befinde dig i skoven under den store fuldmåne. Jeg vil formentligt blot se og lugte vampyr, og handle med de andre ud fra det,” sagde hun ærligt. Lemmer ville nok blive flået fra ham, som varulvene ville angribe ham samtidig. Der ville være en til hver af hans arme og ben.. De ville trække, indtil lemmerne til sidst gav sig, og der ville være 5 dele af ham. Som hun slog ham, mærkede hun det næsten ringe i sind hånd! At slå på ham var jo som at slå på en sten! Hun ville nok få et blåt mærke.. ”Jeg har altid kunnet slås. Du har bare aldrig før mødt mig i kamp,” bed hun af ham. Hun vidste udmærket, hvordan man sloges! Hvordan troede han ellers, at hun havde vundet ledertitlen?! Hvorfor havde han taget hende med i kamp, hvis han ikke havde haft tillid til hendes evner?!

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Svag var Nathanael ikke, men nu havde hun set ham, og hans tilstand, og derfor var det svært, ikke at bide sig fast i det! Det var overhovedet ikke meningen, at nogen af dem, skulle se det! Det var overhovedet ikke meningen, at noget af det som var sket, skulle ske! "Du har set mig, som den eneste, Rhaenys! For alle andre, er jeg stadig død!" endte han med en fast tone. Han var vred.. Præget af intet andet end ren og skær vrede og frustration, var hvad han følte lige nu. Han ønskede sin værdighed, men den havde han bare ikke, når han var det væsen, som han selv var! Han knyttede næverne let.
Under fuldmånen, vidste han, at han ville lide en voldsom, men smertefuld død. Døden var han ikke bange for, og ej heller smerten. De ville ikke vide, at det var ham, før han ville falde til jorden, som intet andet end en bunke aske.. Han ville beholde sin værdighed.. og han skulle ikke kæmpe med blodlysten resten af sit liv. "Hvilket passer mig fint. Jeg vil dø.. Falde til jorden som aske, uden at nogen vil se, at det er mig. Det ideelle ikke sandt?" endte han denne gang. Han var en ulv af hjerte, og det havde vampyrerne taget fra ham. Ikke bare havde de taget det fra ham, men valgt at straffe ham for resten af sine dage, ved at lade ham være en blodsuger.. Det var han ikke!
Slaget havde slået ham i jorden. Hun slog hårdt! Han rykkede kæben tilbage på plads, som havde hun slået den af led, inden han igen kæmpede sig op på benene. Han lukkede øjnene kort, inden han igen vendte sig mod hende. "Ikke hvor jeg var modstander nej.. Men det kan stadig nås endnu," endte han denne gang med en kortfattet. Han rullede let på skuldrene. Ikke at han ville gøre hende ondt.. Det var det sidste som han ville! Han blev stående og med sammenknebne øjne. Han ønskede det ikke.. Men det her liv, kunne han ikke holde ud!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Og jeg ville ønske, at det var det sidste jeg havde set af dig!” sagde Rhaenys skarpt, skønt det måske ikke var helt sandt. Hun ville ønske, at han aldrig var blevet vampyr, da det var en tragisk skæbne at blive idømt. Nu hvor hun havde set ham og endnu stod med ham, kunne hun bare heller ikke benægte, at det var godt at tale med ham igen. Frustrerende var det, som hun ville ønske, at hun havde ment det ene eller det andet, men det gjorde hun ikke.. Det var opdelt i hende. Tænderne bed hun sammen, så hendes kæmpelinje blev skarp, som han talte så frit om sin død. ”Dø således om du vil.. Det er ikke mit liv,” svarede hun kort for hovedet. Så forkert som noget kunne være det var det.. En tidligere varulv blive til støv som en ægte vampyr.. Intet kunne hun dog gøre. Hvis det var sådan han ville dø, måtte det være hans valg. Han var voksen. Han kunne tage en beslutning for sig selv.. også selvom, at hun mente, at han skulle beslutte noget andet. Hun kneb en anelse øjnene sammen, alt imens hun så ham sætte kæben på plads igen. Hun fnøs af ham. ”Du siger det kun fordi, at du håber, at jeg tager kampen nu og dræber dig,” svarede hun afvisende. Hvis han forsøgte på at dræbe hende, ville hun dog ikke tøve med at forsvare sig og kæmpe igen. Armene lagde hun over kors. Forbandet ondt gjorde hendes knoer og hele håndled allerede, men ikke foretrak hun en mine. Ikke ønskede hun at virke fimset og udvise smerte! Hun var stærk.. Hun ledte en hel race, og hun kunne sagtens slå en vampyr.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Her stod de og råbte af hinanden. Ikke var det sådan, at Nathanael havde regnet med, at de skulle stå ansigt til ansigt igen. Tage op hvor de havde sluppet? En drømmetanke, for han vidste, at det ikke kom til at ske, så lang tid, at han var det væsen, som han var den dag i dag. Han bed tænderne kraftigt sammen. "I så fald, er jeg ked af at skuffe dig," sagde han denne gang hårdt. Han var vred.. Nok mere over tingene, end det var hende.
Kæben måtte Nathanael selv sætte på plads igen, efter hendes ellers meget velplacerede slag. Han rettede sig kun op igen og med blikket, som søgte hendes skikkelse. Han ville hellere lide en grusom død, end han ville leve som vampyr. Han levede og åndede for et folk.. et kobbel og en race, som han slet ikke kunne være i nærheden af mere, og hun havde ingen anelse om, hvor forfærdeligt det føles, at have det på den måde! Han var voksen og kunne tage sine egne valg, og hvis hun ikke ville vise ham den ære, og hjælpe ham med den problematik, så måtte han jo gøre det på egen hånd! "Og hvis jeg gør, Rhaenys? Lad mig dø, som det er meningen jeg skulle!" Han trådte igen mod hende. Han ville ikke gøre hende noget.. men ville elske, at hun bare.. gjorde det, så det kunne overstås! Om han skulle vente på fuldmånen eller ej! Han stoppede op lige foran hende. "Fuldmånen gør det, ellers gør du." Han kneb øjnene fast og dræbende sammen, alene ved tanken om det. Som vampyr var hans liv ovre.. Han ville ikke være en del af det liv! Han knyttede næverne fast.. Næsten fristet til at slå hende.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Svært var det at stå med Nathanael igen. Der var nemlig så mange minder i det, men samtidig var der også al den vrede. Hun ønskede ikke at se ham som vampyr, og et sted ønskede hun vel ikke … at miste ham igen? Det havde gjort ondt, og nu var han her jo pludselig igen. Noget der var svært at se bort fra. Svagt rystede hun på hovedet af ham. Handlingen satte en helt rokade rundt i hendes gyldenblonde hår, som de dansede omkring. For en gang skyld sad hendes hår ikke viltert på hendes hoved. Det var derimod nogenlunde ret, som det bølgede ned. ”Hvis du skal dø, som det var meningen du skulle, så find en vampyr. Det var meningen, at sådan en dræbte dig. Ikke en anden varulv af ren og skær medlidenhed,” sagde hun direkte. Hendes blik hvilede stirrende på ham, som han igen trådte nærmere. Sidst han havde gjort det, havde han rakt ud efter hendes hals. Ikke brød hun sig om det. Slet ikke det blik, som han tilsvarende sendte hende. Dog var hun ikke bange. Hun vidste, at hun var en kvinde der kunne klare sig. ”Som jeg sagde.. Lad en vampyr gøre det,” afviste hun ham. Det var det svar han fik fra hende. Intet andet. Øjnene kneb hun en anelse sammen. ”Har du tænkt dig at springe på mig eller hvad?” spurgte hun direkte. Hintene var der. De blodrøde øjne der stirrede besat på hende med et dræbende blik. Ham der nærmede sig hende igen. Det havde uden tvivl været lettere, hvis de havde kunnet være foruden denne problematik.. men så rosenrød havde verdenen bestemt ikke været.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Lade en vampyr ende hans liv? Fordi, at det var noget, som de lystede at gøre, når de kunne se manden lide ved, at lade ham rende rundt på de måde, som han gjorde lige nu? Han rettede sig op. "Og hvorfor skulle en vampyr ende det, når de kan se hvor meget jeg lider ved det her?" spurgte han denne gang med en meget kortfattet og næsten direkte stemme. Han vendte sig igen mod hende. Han var tydeligvis skuffet over hendes måde, at tage dette på, men han kunne jo ikke gøre noget ved det. Hun ville ikke gøre det? Så måtte han afvente fuldmånen, hvor resten af koblet kunne gøre det. Så vidste han da, at han slap for at tænke mere over det derfra. Hans lidelse ville ende.. Og han vidste, at det ville ende.. alt. Ville han overhovedet det, nu hvor han havde mødt Rhaenys igen? Og med de følelser og de tanker, som det satte i ham?
Ikke ønskede Nathanael at gøre Rhaenys noget ondt. Derfor slog han ikke, selvom det virkelig var ham en forbandet stor fristelse! "Uanset hvor meget jeg end lyster det.. Så nej.. Jeg har ikke tænkt mig at springe på dig. Der er ting der.. fraholder mig at gøre det," endte han. Han forstod sig ikke selv på det.. Men det var der alligevel, og han hadede det. Det forvirrede ham kun mere end hvad godt var, og det var på ingen måder til gavn i en situation som denne! Hans blik hvilede fast på hendes skikkelse. Hvorfor pokker skulle det være så svært?

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Det er tydeligvis længe siden, at du sidst har stået overfor din egen slags,” sagde Rhaenys direkte. Grunden til, at hun konstant sagde: din slags, blodsuger og vampyr til ham, var for at få ham til at forstå, at han ikke længere var en del af varulvene og skoven her. ”Du skal blot genere en vampyr en anelse, og bæstet vil springe på dig.” Utroligt let havde det været med Matthew Igleesias. Han havde været så højrøvet, at det havde gjort ondt i hendes egen! Hun kiggede på ham. Han ville ikke springe på hende? Han havde i hvert fald ikke været bleg for at true hende. Holde hende om halsen.. Presse hende ind mod et træ.. Hun slap et fnys ved den blotte tanke. Det var en handling, som hun bestemt ikke havde været tilfreds med! Derfor håbede hun bestemt ikke, at han prøvede den slags igen. Især ikke, hvis hun skulle sige fra ved at bide hånden af ham. hun ville nemlig sige tydeligere fra, hvis han gjorde noget lignende igen. ”Der er ting der fraholder dig for at gøre det? Ting er ikke en undskyldning! Hver en mand og sig, hvad der ligger til grunde,” sagde hun stilfærdigt. Glad var hun dog for at høre, at han umiddelbar mening var, at han endnu ikke kunne finde på at gøre hende fortræd. Dog så hun kun på det som en umiddelbar mening. Han kunne have en anden om fem minutter. Det var trods alt typisk vampyrer.. og nu var han jo en del af dem.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

"Du kan kalde mig hvad du vil, og det vil ingen forskel gøre. Jeg nægter at blive en del af blodsugerne," fastholdt han med en kortfattet stemme. Nathanael vidste godt, at han ikke længere var en varulv, men det ændrede bestemt ikke på det faktum, at han hadede at være det væsen, som han nu var, og derfor hellere ønskede at stoppe det, og det alene ikke kunne gå hurtigt nok! Hans blik søgte hendes skikkelse med en yderst kortfattet mine. "Og du tror de vil ende det for mig?" spurgte han kort for hovedet. Det var ærlig talt, slet ikke noget, som han ville høre tale om!
Nathanael kunne for pokker ikke forklare, hvorfor han havde det på den måde, som han havde det! Han ønskede ikke at gøre hende noget ondt, og han ønskede ikke, at noget skulle ske med koblet! Måske fordi at det var noget, som havde betydning for.. hende? Han kunne ikke rigtigt finde ud af det. Han lukkede øjnene kun for et kort øjeblik. "Jeg ved det ikke!" udbrød han denne gang med en fast tone, da han atter vendte blikket dræbende mod hende. De rødlige øjne, faldt direkte til hendes blik. Ikke ønskede han, at gøre hende noget for pokker, uanset hvor meget det var ham imod! Han vendte sig, så han atter stod med fronten imod hende. Hun havde revet ham op.. spyttet ham i ansigtet.. slået hans kæbe af led, og han havde stadig intet gjort ved hende? Hans hænder rystede. Hvor var det dog.. frustrerende alt sammen!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Det gør alverdens til forskel! Du siger måske, at du ikke er en af dem.. men et enkelt blik på dig og alle vil mene, at du er en af dem. Det er et fact. Accepter det,” sagde Rhaenys hårdt. Han var en vampyr, og ikke kunne han overbevise andre om andet.. Derfor kunne han ganske enkelt ligeså godt lade være. Hun kiggede på ham. Om en vampyr ville ende hans liv? Selvfølgelig ville de det. Han skulle blot være provokerende nok, og så ville en flyve direkte i flæsket på ham. Tænderne bed hun sammen. Det bragte hende ikke glæde at tænke således. Hård måtte hun dog agere, som det ikke var tåleligt, at hun udviste varme overfor en blodsuger. Hvis hun gjorde det ville folk mene, at hun ligeså godt kunne hænge sig selv. ”Selvfølgelig. De er lette at provokere.. Find deres punkt, og de vil jagte dig,” sagde hun direkte. Hun endte med at fnyse. Ryste svagt på hovedet. Hans vidste det ikke? Hvad vidste han i det hele taget så? Det var bestemt ikke den mand hun kendte.. Han virkede så … hjælpeløs, og det gik hende uden tvivl på. Engang havde han været en klippe. Han havde altid haft svar, og altid indgydt styrke. Måske var det et klart signal på, at hun bare burde ende ham.. men ikke kunne hun. Hvor irritabelt det end var! ”Du er tydeligvis ikke den mand, som jeg engang kendt,” endte hun med at sige. Måske den kommentar ville sætte skub i ham? Eller skulle hun bare fortsætte med at kalde ham svag? Det fik jo tydeligvis følelser frem i ham.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael rystede på hovedet. Han var en vampyr, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at han havde tænkt sig at slå sig sammen med dem! Det var ikke et nederlag, som han ønskede at give sig selv, som det heller ikke var en glæde, som han ville give til dem. "Jeg kommer aldrig til at acceptere det," fastholdt han denne gang. Han knyttede næven svagt. Han var endnu forbandet fristet til at slå til hende, hvis han kunne komme til det, men for pokker.. Han ville jo ikke gøre hende noget ondt!
Nathanael blev stående langt mere anspændt, end hvad han havde gjort frem til nu. Gud hvor han dog fandt denne tanke direkte frustrerende! Ikke vidste han, hvorfor han intet gjorde ved hende, eller hvordan det hele hang sammen, for selv for ham, gav det jo heller ikke ligefrem nogen mening, at det forholdt sig således. Han vendte blikket direkte dræbende mod hendes skikkelse igen. Han forstod jo ikke, hvorfor han ikke ville.. Det var en masse tanker.. Jovist havde han gjort sig dem tidligere, men nu var det bare mere kraftig end hvad det nogensinde havde været før. "Den mand du kendte, er væk nu, Rhaenys.. Følelserne genstår, og for mig, er det forvirrende. Meget," forklarede han kort for hovedet. Ordene forsøgte han så vidt muligt, at se bort fra. Tanken gjorde ham nemlig vred. Kun fordi de ramte. Han ønskede jo at være den samme mand, som han dengang var!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Opgivende rystede Rhaenys på hovedet af ham. Det var håbløst. Han ønskede, at hun myrdede ham, og hun ønskede ikke at myrde ham. Kunne de ikke bare indse, at de i så fald ikke ville komme nogen vegne? Armene lod hun glide over kors. Hun var bestemt ikke tilfreds! Hun ville ønske, at han forsvandt. Ja.. Hun håbede vel også, at han fik sig et godt liv, selvom det ville blive som vampyr? Tænderne bed hun sammen. Det var ikke morsomt pludselig at føle venlighed overfor en vampyr. Det føltes nærmere som en sygdom. ”Så må du sidde fast, hvor du er,” sagde hun kort for hovedet. Irriterende var, hvad han var! Fordømte mand! Hvorfor skulle han også komme tilbage og skabe disse problemer? Det havde kørt problemfrit inden da! Sammenbidt var hun. Det ville være lettere, hvis han blot drog af sted. Desværre kunne hun ikke lade være med at tænke, at det også var en underlig følelse at vide, at han var der, men at hun ikke kunne se ham.. Det hele var bare dumt. ”Så stands de følelser! Det her er unaturligt,” sagde hun for at afværge det hele. En vampyr skulle ikke føle medlidenhed med en varulv, og en varulv skulle ikke føle medlidenhed med en vampyr. Det var at sætte uorden i naturen, og ikke var det meningen, at man skulle rode med det. Derfor ville det være langt lettere, hvis han blot havde lyst til at kløve hovedet af hende hver gang han så hende.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael kunne for pokker ikke styre, hvad der skete i hans korp, og det blev bare ikke nemmere for hans vedkommende! Han stirrede fast i retningen af hendes skikkelse. Hun ville ikke gøre det, og han havde ikke hjerte til at gøre det selv. Det var jo en evig forbandelse, at rende rundt med hængende over hovedet! Han knyttede næverne kraftigt, hvor hans krop begyndte at ryste. "Tror du, at jeg styrer det på egen hånd, Rhaenys? Jeg burde flå dig.. rive dig.. pelse dig og hænge dig op, men jeg kan ikke..!" endte han denne gang.
Med et fast skridt var han henne ved hende igen, og med blikket fast hvilende i hendes.. De gyldne øjne, der nærmest skinnede i det klare måneskær over dem. Hænderne lukkede han denne gang mere omkring hendes skuldre, hvor han atter valgte at presse hende tæt op af et træ. Få følelserne til at forsvinde? Det var jo ikke bare noget, som man bare gjorde! Han stirrede direkte i hendes øjne.. Fristet til at gøre ting, som han vidste, at han slet ikke burde gøre. Det var unaturligt.. Det ville han give hende ret i, og særligt fordi, at han foragtede tanken lige så meget, som han ville elske den. Han strammede grebet en kende mere omkring hendes slanke skuldre. "Jeg valgte dig dengang, Rhaenys.. Jeg er ikke færdig med dig endnu," hviskede han denne gang direkte mod hendes ører. Han klemte øjnene kort sammen. For pokker..! Et kort kys lod han denne gang hurtigt tilfalde hendes læber. Fristelsen blev ham for stor, nu hvor han stod hende så nærme.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Kvalmen steg i Rhaenys’ mund. Flå hende.. Rive hende.. Pelse hende.. Hænge hende op.. Ordene lød så forkert i hans mund. Hun var jo vant til, at de var et hold. Ikke fjender. ”Og jeg burde rive og bide dig, til du ikke kan mere,” medgav hun tørt. De var naturlige fjender nu. De burde ikke have andet end døden tilovers for hinanden. Hendes problem var blot stadig, at det var Nathanael ydre der var fanget i denne vampyrs krop. Igen sagde hendes instinkter, at hun skulle dræbe ham, men igen frabad hendes øjne hende om det. Lysende blev hendes øjne, som han igen greb fat om hendes skuldrer og pressede hende op ad træet. Skulle de nu til det igen? Havde hun været for mild med sit slag? ”Slip mig, Nathanael,” hvislede hun advarende. Slap hende gjorde han dog ikke.. I stedet strammede han grebet om hende. For pokker, den mand! Forvirret måtte hun dog helt blinke, som han hviskede hende ind i øret. Hvad foregik der nu? Hun forstod det ikke.. Højst besynderligt opførte han sig! Forbavselsen steg også kun i hende, som hele hendes krop blev stiv som et bræt, som han … kyssede hende? Opildnede blev hendes øjne. Hvad foregik der...? Som pisket slog hendes hjerte. Hun var så chokeret, at hun end ikke kunne kysse ham tilbage. Dette havde ellers tidligere været hende en fantasi. At være ham tæt.. Men … det havde jo skullet være som varulv? Hvorfor først nu? Kort var kysset, men stadig havde hun nået at tænke tusindvis af tanker! Hun stirrede blot chokeret, som han brød det. ”..Hv..Hvorfor nu?” spurgte hun helt stammende. Hun stammede for fanden aldrig! Men han havde for fanden heller aldrig kysset hende før! Og en vampyr havde for fanden aldrig kysset hende før!