I told you so..

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Rhaenys Accalia Adalwolf

---

Endnu en gang var natten faldet på. Det var et par dage siden Nathanael sidst havde stået ansigt til ansigt med den kvinde, som han i tidernes morgen, selv havde ladet falde under hans vinger, hvor han havde taget hende til sig, og end ikke den ære ved at tage hans liv, kunne hun give ham!
Højt oppe på en bakke måtte han i aften sidde. Flere af de mærker, som Rhaenys den aften havde skænket ham, var ved at heale. Varulvens klør stak dybt. Frygtelig, frygtelig dybt, og selvfølgelig var det mærkbart set for ham. Benene havde han bøjet, og med albuerne hvilende mod hans knæ, mens han stirrede ud i mørket. En kutte havde han trukket op over hovedet, mens han blev siddende for sig selv. Koblet kom han aldrig rigtigt i nærheden af, men han befandt sig i skoven, som det jo var det sted, som han nægtet at forlade nogensinde!

En ugle tudede i det fjerne, hvilket hurtigt fangede Nathanaels opmærksomhed. Ikke havde han næret sig, siden han sidst havde set Rhaenys, da han nægtet at bruge tænderne. Ikke ønskede han at nære sig på noget, tage deres liv, for selv at leve. Det liv, ønskede han slet ikke at beholde! Han ville slet ikke have det!
Et kort smil passerede denne gang hans læber. I det fjerne kunne han ane en hjort eller to, også selvom han for nu, valgte at blive siddende, uden at rokke så meget som en eneste muskel. De rødlige øjne skinnede svagt i månelyset. Meget snart ville fuldmånen være over dem, og han ville end ikke kunne tage del i det, som resten af sin slags.. Han nægtet at anerkende sig selv som en blodsuger. Han hadede virkelig det her liv!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Forkerte tanker havde prydet Rhaenys’ sind de sidste par dage. Hun havde været afsporet, forvirret, ulykkelig og vred. Hendes gamle leder – og meget andet – havde vist sig at være i live endnu.. eller han havde været så levende, som en vampyr nu engang kunne være. Det var en viden der var svær at sluge. Særligt fordi, at hun gik med den helt alene. Ingen anden varulv kendte til hans eksistens.. endnu. Rhaenys gned sine tindinger, som hun vandrede gennem skoven. Dagligt tvivlede hun på, om hun havde gjort det korrekte, men nu var beslutningen taget. Hen over en mudret vandpyt trådte hun, så det kun var hælen på hendes støvler der blev lettere beskidt. Ustadigt var vejret gået hen og blevet, men de var også i efterårsmånederne. Bladende på træerne blev røde og faldt ned. Jorden kunne ikke nå at samle sig, som de gentagende regnbyger blødte den op igen. Hun førte en lang gyldenblond hårlok væk fra ansigtet. Anderledes end som så mange andre kvinder måtte hun se. Jovist hun uden tvivl var en smuk kvinde, men beklædningsmæssigt passede hun på ingen måde til, hvad man så i byerne og på vejene. Primitiv var hendes beklædning, som den ikke var syet af nogen fin syerske, men derimod en dygtig praktisk varulv. I nat bar hun nogle simple skindklæder der dækkede halvdelen af hendes overkrop og skuldre. Og så et skørt der var sammensat af flere dele, og med hver sin længde i hver sin side. Funktionelt var det dog, og det var det eneste Rhaenys tænkte på. Skønt hun ikke var i sin ulveskikkelse, kunne hun nærmest sniffe i sin menneskelige. Betydeligt bedre end et menneskes lugtesans var hendes også. Hun blev mere sammenbidt i ansigt. Hun kunne lugte ham. Svær var han ej heller at identificere efter, at hun havde stået over for ham. Hun pustede ud. Automatisk trådte hendes fødder i hans retning, til hun til sidst kunne spejde ham siddende på en høj. Selv blev hun dog mellem træerne, som hun ikke viste sig.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Rhaenys havde ikke forladt Nathanaels tanker, siden han havde stået ansigt til ansigt med hende. Stadig følte han i sine hænder, hvordan han havde lukket dem omkring hendes blanke og smukke pels.. duften af hund.. Selvom den var så forfærdelig i en vampyrs næse, så kunne han ikke glemme den, og hendes ansigt.. Det lignede ham på ingen måder, at gøre sig tanker på den måde, som han nu gjorde det.
Fingrene gned tænksomt under hans hage. Skulle han tage nogen steder hen? Skoven var hans hjem, og derfor også et sted, som han slet ikke havde lyst til at forlade nogensinde, men svært var det virkelig. Det var dog ikke noget som optog hans tid særlig længe, da han pludselig bed sig fast i en lyd, som for ham, kun vækkede et væsen i ham, som han slet ikke ønskede skulle vækkes. Han var ikke længere alene. Hans næver knyttede han svagt, hvor han dog denne gang blev siddende fuldstændig stille. Han rettede hovedet en anelse op, men uden at fjerne hans blik fra hjorten, som han kunne se i det fjerne. Ikke ønskede han at tage liv, men derimod at værne om dem, som han havde gjort igennem hele sit liv. Han foldede hænderne foran sig. Han drejede hovedet langsomt ned mod skoven. Han kunne høre alt levende.. lyden af hjerteslag.. følelsen af varme. Alt det, som han havde mistet. Hans blik gled direkte mod hendes skjul. Han blev dog siddende fuldkommen stille.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Selv havde Rhaenys bedt til, at Nathanael ville forlade skoven, men tydeligvis havde han ikke lyttet til hende. Han var ikke længere en del af skoven, og derfor hørte han ikke til her. Han hørte vel til blandt vampyrerne nu? I det hus, som de havde fået etableret? Glad gjorde tanken hende ikke. Faktisk gjorde den hende bare trist. Det var ham nemlig ikke en værdig skæbne, men hvad kunne hun gøre, når hun ej heller følte for at ende hans liv? Ikke lignede det hende at have dette problem med en vampyr, men nu var han heller ikke nogen almindelig vampyr.. Han var en tidligere varulveleder. Ud gennem træerne så hun, som hun på lang afstand syntes at få øjenkontakt til Nathanael. Blikket fjernede hun. Det var ikke meningen, at det skulle være sådan. Hun knyttede let næverne. Hun burde enten gå videre, eller dræbe ham på stedet.. men hvordan kunne hun nogen af de dele, når de havde det forhold, som de havde? Hun pustede ud, inden hun trådte ud fra træerne. Det nyttede ikke at lade som ingenting. Med afmålte skridt gik hun ud af træerne, og i hans retning. Hun gik, indtil hun så hans blodrøde øjne. Hendes hjerte knugede, som hun standsede. ”Hvis ikke du spiser ender det mere end galt,” konstaterede hun direkte. Desuden.. Der var ikke langt til fuldmåne, og hvis han var her der, ville det for alvor gå galt. Hun var ganske vidst en af dem der var bedre til at kontrollere sig, men hvis hun kunne opsnappe vampyr under fuldmånen, ville hun ikke tøve med at slå ihjel. Det ville slå klik i hendes hjerte, og hun ville overgive sig til sine instinkter. Dagen efter ville hun måske end ikke huske, at det havde været ham, som hun måske havde dræbt..

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Fuldmånen nærmede sig med raske skridt, og dertil vidste Nathanael da, at det ville ende hans liv. Tragisk og selvmedlident, som det end lød, så var det sådan, at han ville have det. Han var ganske vidst en vampyr nu, men det ændrede bestemt ikke på det faktum, at han ikke ville vende ryggen til varulvene. Ikke fordi at han ikke stolede på dem, for det gjorde han uden tvivl, men det var af hjerte, stadig hans familie. Og ikke ønskede han, at det skulle ødelægges.
Kort måtte deres blikke mødes. I forvejen vidste han, at den var slem, men hvad pokker skulle han gøre, når han havde brugt livet på det stik modsatte, hvor han have brugt ressourcer på at beskytte og værne.. Så ønskede han da heller ikke at tage det i retur, for sin egen skyld! Et kort træk fandt vejen til hans mundvig. "Du lyder næsten bekymret for mig, Rhaenys," endte han denne gang. Han rettede sig op, da hun kom nærmere. Bare lyden af hendes bankende og hamrende hjerte.. Det var fantastisk! Han nød det.. længtes.. tænderne løb i vand. Han vendte denne gang blikket væk. Hvor var det frustrerende! Det var jo heller ikke de tanker, som han burde gøre. Automatisk måtte han spænde i kroppen.. Forsøge at bide det i sig, selvom det ikke altid var lige nemt. Hvorfor var hun kommet? Han lod kutten falde denne gang, så han bedre kunne se hende. "Enten er du langt fra koblet, ellers er jeg tættere på , end først antaget," tilføjede han blot. Han ville jo heller ikke alt for tæt på. Han ønskede ikke at nogen skulle se ham sådan her.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Selv havde Rhaenys ønsket, at Nathanael havde løbet, men ikke havde han gjort dette, og derfor matte det være hendes udgangspunkt. Om hun var bekymret? Hun så hans blodrøde øjne.. Vidste, at de betød sult.. Det var noget der klart bekymrede hende! ”Varulve bekymrer sig ikke om blodsugere,” sagde hun kort for hovedet. ”Hvad der derimod bekymrer mig, er hvad du vil gøre, når sulten løber af med dig.. Vil du forsøge at dræbe en af os? Gå efter det letteste bytte og forsøge at tage en af vor hvalpe?” En ting var at gå efter en fuldvoksen varulv, men en helt anden ting var at gå efter de uskyldige hvalpe. Ikke havde hun sine egne endnu, men en dag ville hun få, når hun fandt en varulv der var stærk og attraktiv nok. Hvis Nathanael gjorde det, som hun advarede ham imod, ville hun ikke tøve med at dræbe ham, og så ville det blvie den usleste død, som hun kunne finde. Væmmelsen ramte hende, som han sammenbidt måtte se væk fra hende. Var han fristet til at springe på hende? Drikke hendes blod? Af hvad hun vidste, nød blodsugere i det mindste ikke at mæske sig i varulve, som smagen åbenbart ikke skulle være delikat. Hvilken gyselig viden at sidde inde med.. Ikke nærmede hun sig Nathanael. Denne lange meterafstand var ganske tilpas. Særligt når hun kunne se, hvilket stadie han var nået til. ”Hvilken en af delene håber du, at det er?” spurgte hun blot. Hvis han havde været for tæt på, havde hun dog ikke været den eneste varulv, som han ville have set. I så fald havde der stået en hel flok her, og de ville alle have angrebet ham, og ikke med et positivt udfald.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Et kort smil passerede Nathanaels læber. Naturligvis var hun ikke bekymret.. Hvad havde han da regnet med? Hun ønskede at være ligeglad, men det var hun dog heller ikke. Han blev siddende på sin plads, også selvom hun holdt afstand. Om han ville gå efter hvalpene i koblet? Ikke tale om! Det var ærlig talt noget af det sidste, som han ville komme i nærheden af! "Tror du ærlig talt, at jeg ønsker at gøre nogen af koblet noget?" spurgte han denne gang. Nathanael rettede sig en anelse op. Der skuffede hun ham godt nok! "Selvom jeg ikke har beholdt mit bankende hjerte for koblet, kunne det aldrig falde mig ind, at røre ved nogen af jer," endte han denne gang mere bestemt. Hvad pokker troede hun da om ham?!
Det var ikke væmmelse der ramte Nathanael.. og så alligevel. Han kunne ikke rigtigt finde ud af det, og det var også det, som virkelig var svært for ham. Han bed tænderne svagt sammen denne gang, inden han atter vendte blikket mod hendes skikkelse. "Det ved jeg ærlig talt ikke, hvis jeg skal være ærlig. Jeg kan næppe være for tæt på. Så havde du ikke været den eneste, der havde fundet mig.. Så fortæl mig: Hvad er grunden til, at du er her?" spurgte han denne gang. Hovedet lod han tilte en smule på skrå. Meget af det dyriske havde han heller ikke sluppet endnu.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Hvad burde jeg da tro? Du er en af dem nu,” sagde Rhaenys direkte. Han var sprunget over på fjendeholdet, og ikke var det hendes skyld! Hun betragtede ham med et fast blik. Han kunne aldrig finde på at røre en varulv? Håbefuld var tanken da, men virkede den også i praksis? ”Du ønsker måske ikke at røre os, men ønsker du det samme når blodtørsten er størst? Du ved, at selv en varulv med den bedste kontrol over sin ulv, kan komme i klemme under fuldmånen.. Derfor ved du også, at en ellers moderat vampyr kan blive kastet ind i yderligheder, hvis han sulter sig selv for længe.” Ret havde hun. Det vidste hun.. Gad vide, om han nogensinde havde drukket af et menneske? Var han nået dertil endnu, eller var det endnu et spørgsmål om tid? Fodrede han sig med dyrene i skoven? Hvis han gjorde det, hvorfor var hans øjne så helt blodrøde? Hun kiggede på ham. ”Du er ikke en af os længere, Nathanael. Du kan ikke længere ønske at være os nær. Ikke medmindre du ønsker at ende vores liv.. Hvis du ønsker koblet det bedste, burde du tage af sted. Langt herfra,” sagde hun ærlig og uden omsvøb. Selvvisk var det af ham at blive her. Han satte alle i fare! ”Jeg er her, fordi der er en vampyr her. Jeg er nødt til at holde øje med, hvad han laver, så det ikke ender galt,” svarede hun ham. Mening gav det i hendes eget hoved. At der var mere til det end det, ønskede hun dog ikke at sige. Sandheden var jo, at hun jo ikke kun var her af den grund, men fordi, at hun følte draget til ham grundet den historie han og de havde haft, inden alle havde troet, at han var gået bort.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

"Det behøver du så sandelig ikke at fortælle mig," sagde Nathanael med en kortfattet stemme. Hans blik faldt denne gang til hendes. Det sidste som han kunne finde på, var at gøre en varulv noget. Det var af hjerte, stadig hans familie, og han følte stadig det tilhørsforhold.. Beskyttertrangen var der jo også stadig. Det var virkelig forfærdeligt! Langsomt rejste han sig op. "Du behøver ikke fortælle mig, hvordan tingene foregår i et kobbel. Jeg startede det op, og jeg tager næppe fejl, hvis du har fortsat fra hvor jeg var tvunget til at slippe," tilføjede han denne gang. Han satte dem alle i fare? Det ville han bestemt ikke påstå. Han havde jo intet med de øvrige vampyrere at gøre.. Han var jo egentlig bare sig selv. Alene og ensom.
Denne gang vendte han sig helt mod hende. Han var tæt på.. Håbet at se hende igen, hvilket et sted heller ikke lignede ham. Han knyttede næven ganske svagt. Han længtes efter sit gamle liv, og at blive varulv igen, men at søge nogen der kunne hjælpe ham, når han ikke ønskede, at nogen skulle se ham på den her måde. "Med andre ord, holder du dig tæt til mig, på grund af.. hvad? At du vil holde øje med mig?" Han blev stående denne gang, inden han søgte tættere på hende. Stanken af hund, skar i hans næse.. og drog ham mod hende på samme tidspunkt. Det var vel begyndt at give mening for ham? "Jeg forlader ikke skoven, før jeg møder mit endelige, Rhaenys. Skoven er mit hjem," fastholdt han igen. Han stoppede op igen, ganske få meter fra hende.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Jeg er tydeligvis nødt til at minde dig om det, når du tydeligvis glemmer det, eller ikke vil indse det,” sagde Rhaenys direkte. Han fattede det tydeligvis ikke i og med, at han endnu følte tilhørsforholdet til varulvene. Han ville jo for helvede ikke rejse! Stædige gamle mand.. ”Jeg kørte videre fra hvor du slap, ja. Jeg tog kampene da de brød ud, og jeg overvandt mine to modstander, ligesom du over Arnou. Dog har jeg givet varulvene noget, som du kun kunne have drømt om. Jeg tog til Det Mørke Morgengry, hvor jeg forhandlede med Sephiran Acheron, og ud af det fik jeg tildelt alt hvad du ser her til varulvene.” Stolt var hun uden tvivl over, hvad hun havde opnået. Det kunne han vel heller ikke være skuffet over? Hun kæmpede for varulvene, og derfor havde hun gået helt til Sephiran. Noget Nathanael aldrig havde gjort. Hendes brune øjne hvilede fortsat på ham. Skarpt holdt hun øje med ham, som hun ikke længere kunne ligge sin lid til denne mand længere. Hun kunne ikke stole på ham, som hun ellers før havde gjort. ”Du ved, hvad man siger.. Hold dine venner tætte, men hold dine fjender endnu tættere,” sagde hun stilfærdigt. Hun holdt øje med ham, som han nærmede sig. Ikke brød hun sig om de blodrøde øjne der bare kom tættere og tættere på.. De var hende en kraftig påmindelse om, at han ikke længere var, hvad han engang havde været. Skoven var stadig hans hjem? ”Når du siger det, skal jeg jo tydeligvis påminde dig om, hvad du er og ikke er. Du er en vampyr, Nathanael. En blodsuger. Du lever om natten, da solen vil brænde dig. Du lever af andres blod, da andre skal lide for din egen overlevelse. Du er ikke en varulv længere. Du er ikke en del af koblet længere. Skoven her er hjemsted for os. Ikke for din slags,” sagde hun. Koldt som det end måtte være.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Rhaenys var hård mod ham. Nathanael havde ikke noget imod det, og det stod han gerne fast på. Hovedet lod han tilte på sned, hvor han direkte stirrede på hende med en fast mine. Et tilfredst smil bredte sig på hans læber. Han vidste, at hun havde været den optimale leder til at overtage efter ham. "Jeg tvivlede aldrig på, at du ville gøre det godt som leder. Jeg tænkte sågar på, hvornår du ville udfordre mig på posten selv. Men at du har fået skoven underlagt varulvene. Jeg er imponeret." endte han med en rolig stemme. Det alene, var dog ikke en grund nok til ham, for at skulle forlade skovene her. Han blev her til hans liv ville ende, og så var han ligeglad med hvordan, hvornår og hvorledes. Det var og blev hans hjem!
Nathanael lod denne gang smilet forblive på hans læber. Hold dine fjender tættere. Det havde hun såmænd ret i, men han ville nu ikke fremstå som en fjende, selv på trods af det væsen, som han var. Han selv var jo endnu ikke klar til at anerkende hans nye liv, og siden hun ikke ville ende det for ham, så gjorde hun det for pokker da heller ikke nemmere for ham! "Talt som en sand leder," sagde han denne gang. De røde øjne faldt direkte til hendes. Han nærede sig på dyr, når han faldt over dem, som han havde gjort tidligere. Det var der jo ikke noget nyt i, og derfor kunne han leve med det. "Skoven kan I ikke tage fra mig, Rhaenys, uden at ende mit liv først.. Som jeg bad dig om sidst. Jeg trives ikke.. Jeg lider, og du vil ikke ende det for mig.." Han tog et skridt tættere på hende denne gang, hvor han stirrede fast på hendes ellers smukke ansigt. De røde øjne faldt til hendes. "Jeg er ikke varulv mere.. Og jeg ville ønske, at jeg var," afsluttede han denne gang. Han trådte igen tættere på. Bange for hende, var han jo trods alt ikke.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Han havde blot ventet på dagen, hvor Rhaenys ville udfordre ham på ledertitlen? Faktisk overraskede hans ord hende. Det at udfordre en leder havde jo alvorlige konsekvenser. ”Jeg respekterede dig og dit arbejde. Jeg vidste, at hvis jeg udfordrede dig, ville enten jeg eller du dø eller en af os ville blive sendt til at leve i eksil. Tillad mig at sige det, at jeg ikke fandt nogen af delene tiltalende,” endte hun sandfærdigt med at sige. Hun var bekendt med varulvenes regler. En udfordring omkring ledertitlen betød enten død eller eksil for en af parterne, og ingen af udfaldene havde hun ønsket for hverken sig selv eller Nathanael. Derfor havde hun i stedet holdt sig ved hans side. At høre ham sige, at hun talte som en sand leder, var uden tvivl en tilfredsstillelse for hende. ”..Jeg havde en god lærer,” sagde hun ærligt. Det kunne hun ikke tage fra ham. Han havde lært hende meget, og hun havde idoliseret ham. Hun havde været ung, og han havde været imponerende på mange måder. Hun tog en indånding, som han nærmede sig hende. Hvad håbede han på med det? At hun knækkede sammen og gav ham, hvad han ønskede? Det eneste hun kunne tænke var, hvor hun dog hadede de røde øjne og den død han stank af. ”Og som jeg har forhandlet mig frem til, at skoven er vores, og at blodsugere er vores ret, hvis I træder ind på vores territorie, kan jeg gøre med dig, som jeg vil,” sagde hun direkte. At hun måske skulle gøre noget ved Nathanael, brød hun sig dog ikke umiddelbart om.. Hvor irriterende det end var. Hun kiggede tomt på ham. ”Og hvis du var en af os, ville der ikke være plads til os begge,” sagde hun barskt, men ærligt.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Rhaenys havde altid været en hård kvinde, som vidste hvad hun ville have. Hun havde været dygtig.. Fantastisk dygtig, så at hun ville have udfordret ham på et tidspunkt, havde han faktisk forventet. Måske ikke de første rigtig mange år, men på et tidspunkt. "Det siger du nu," sagde han blot. Arnou havde selv været en mand, som Nathanael havde set meget op til, men manden var blevet ældre, og alt for enerådig til at koblet kunne bruge ham, og derfor havde han selv valgt at udfordre ham i sin tid. "Tiderne skfter," tilføjede han blot. Et tilfredst smil bredte sig på hans læber. Hun havde uden tvivl været en lærernem og meget ambitiøs varulv, og selvfølgelig havde hun taget ved lære af ham. Hun var bare kommet længere med titlen, end hvad han nogensinde havde gjort. Ikke at det var noget, som gjorde ham noget.. Skæbnen havde været imod ham, hvad det her angik. Desværre. "Noget godt har jeg gjort," sagde han denne gang med et tilfredst smil på læben.
Nathanael blev stående foran hendes skikkelse denne gang. Hun stirrede på ham, som var hun bange for ham, hvilket der slet ikke var nogen grund til. Selvom der var meget i ham, der skreg efter at springe på hende, så ønskede han slet ikke at gøre det. Han derimod, ønskede at få endt sit liv.. eller noget andet, så han kunne få sit gamle liv tilbage! "Dit problem er jo, at du ikke vil gøre noget med mig," sagde han denne gang. Armene lod han kort søge over kors. Der ville ikke være plads til dem begge? "Er du bange for, at jeg ville udfordre dig?" spurgte han denne gang. Det morede ham lidt.. Rigtig meget endda.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Måske ville Rhaenys på et tidspunkt have udfordret Nathanael på et tidspunkt.. og måske ikke. Hvem vidste? Dengang han havde været en af dem, havde tiden ikke været inde. Hun havde accepteret sin plads ved hans side, og hun havde respekteret ham, som han havde lukket hende ind, hvor Arnou derimod altid havde jaget hende irriteret bort. Dog kunne hun ikke have holdt sig fra ledertitlen, som han var gået bort. Det havde hendes handlinger jo alligevel vist. ”Du har gjort meget godt.. Glem ikke det,” sagde hun ærligt. Det kunne hun ikke tage fra ham. Særligt ikke, når han altid havde været ekstra god ved hende. At det forhold endnu prægede hende, irriterede hende grænseløst! Hver gang hun så ham, kunne hun mærke sin puls pumpe hurtigere, fordi hendes indre ulv tiggede om at blive sluppet løs og springe på ham. Samtidig med det kunne hun også se alle sine minder, om alle de gode stunder de havde haft, som den mand hun huskede ham. Det var uden tvivl irriterende. ”Og dit problem er, at du ikke ønsker at leve mere.. Hvis det er så stor en byrde for dig, så end det selv. Lad ikke andre gøre det beskidte arbejde for dig, fordi du er for svag,” sagde hun hårdt, hvor hun godt vidste, at det måske var tirrende sagt. Hun stirrede på ham. ”Jeg ved, at du ville udfordre mig. Ledere opgiver ikke magten frivilligt,” sagde hun direkte. En lederstilling mistede man ikke bare lysten til. Hvis man gjorde, var man slet ikke værdig til at blive i koblet. Derfor var sandheden, at Nathanael som varulv enten skulle udfordre hende, eller holde sig helt væk.. og det sidste vidste hun, at han ikke ville.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael lod hovedet søge på sned, og med et kort smil. Han var ikke et sekund i tvivl om, at en kvinde som Rhaenys ville have udfordret ham på et tidspunkt, når han ville blive gammel og grå. Næsten en skam, at det ikke var endt med at ske.. Det havde været langt mere ærefuldt end det, som han måtte gå rundt med den dag i dag! Han havde gjort meget godt.. Men så lang tid, havde han heller ikke haft muligheden for at gøre noget ved det. Hans blik søgte hendes skikkelse. "Det gjorde jeg, ja. Men jeg nåede ikke det, som jeg gerne ville," sagde han oprigtigt. Nu kunne han stå der og se sit eget håndværk nærmest styrte i grus. Ikke fordi at hun gjorde det dårligt.. Men fordi det var hende, og ikke ham, som stod med den ledelse. "Fordi jeg er svag..? Fordi jeg er svag?!" Med en vampyrs hurtighed, var han henne ved hende, hvor han denne gang havde taget omkring hendes hals, for at presse hende op mod det nærmeste træ.
Svag var Nathanael ikke på nogen måde! Han blottede tænderne.. Fristet til at gøre det, og så alligevel ikke. Hvor var det dog frustrerende! "Du er den svage, ikke at efterkomme en blodsugers sidste ønske, er du ikke..? Du som ikke ønsker, at skænke mig den sidste ære, så jeg kan gå tilbage til den evige hvile med den værdighed i behold, som jeg engang havde, Rhaenys." Denne gang trak han sig tættere på hende, hvor deres kroppe denne gang mødtes. "En leder opgiver ikke så let, men hvorfor udfordre en, som gør det godt? Du undervurderer mig," afsluttede han, inden han denne gang, valgte at give slip igen.