I told you so..

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Alt i Nathanael skreg efter at få lov til at flå og flænse hende, men han ønskede det ikke. Han ønskede slet ikke at gøre det, for det var Rhaenys.. Han ønskede jo ikke, at noget skulle ske med hende. Hans greb strammede sig om hende, hvor han trykkede hende op af træet. Han vidste ikke hvorfor det var så tydeligt, men vampyren reagerede tydeligt på de tanker og følelser, som han gjorde, for det havde han jo ikke gjort normalt. "Jeg ønsker ikke at gøre dig noget ondt, Rhaenys!" endte han med en intens stemme. Hans blik søgte derfor hendes skikkelse, inden han blot.. skænkede hende et kys. Han kunne slet ikke lade være, nu hvor han stod der foran hende.
Hvordan hun reagerede, vidste han ikke om var godt eller skidt. En vampyr kyssede en varulv. Så havde man jo også hørt det med! Han ville jo gerne være den mand, som han engang var, men det var for pokker ikke nemt! Den ene hånd gled roligt over hendes kind i et koldt, men kærtegnende strøg. "Hvorfor lade chancen passere igen, hvis jeg kan undgå det. I den her krop.. er følelserne mere tydelig. Du var jo den varulv, som jeg dengang valgte som min nærmeste," forklarede han denne gang. Et kort smil passerede hans læber, inden han denne gang for alvor valgte at give slip på hende. Han blev dog stående tæt ved. Hvor var det hele.. frustrerende!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Ikke stolede Rhaenys’ på, at han intet ville gøre hende. Han var en vampyr. Han var derfor en bedrager. Hvorfor skulle han også holde sådan i hende, hvis han intet ondt mente? Det han så mente med grebet, havde hun på ingen måde ventet! Han … kyssede hende jo! Ham.. Nathanael.. Hendes tidligere leder! Jo, hun havde ganske vidst altid været lidt lun på ham, men det havde jo aldrig været gengældt. Han havde aldrig gjort tilnærmelser til hende, og nu … kyssede han hende. Hun forstod det ikke. Hvorfor nu? Havde han altid følt sådan? Var det en del af et vampyrisk agenda? Forvirret stirrede hun bare på ham, som han kærtegnede hendes kind. Hun forstod det ikke.. og ikke kunne hun fjerne sig fra det. ”..Du har altid følt for dette?” spurgte hun forvirret. Han havde jo aldrig hintet det.. Som en statue blev hun blot stående. Hun kunne mærke, hvordan barken på træet let måtte kradse de steder, hvor hendes hud var blottet. ”..eller er det er vampyrisk agenda du kører mod mig?” Hun vidste det ikke.. Han havde altid fortalt hende, at vampyrer manipulerede med deres charme. Nu var han vampyr, og aldrig før havde han udvist en sådan lidenskab over for hende, så hvordan skulle hun ikke kunne tænke tanken? Hendes hjerte slog endnu hurtigt. Hvad skulle hun føle? Hvad skulle hun mene? Hun havde jo før drømt om dette.. men nu var han jo vampyr. I teorien burde hun vel vaske sin mund med sæbe og vand nu? ..Men det var jo også Nathanael? Og det var alligevel ikke ham? Men så igen? Hun brød sig bestemt ikke om, at han havde fået hende ud af så mange principper på blot to visitter!

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Vampyrerne var ganske vidst kendt for at være et ekstremt charmerende folkefærd, men nu var det jo heller ikke derfor, at han var der. Skoven var hans hjem, og det havde det været hele hans liv, og derfor lod han dem heller ikke tage det fra ham, om han kunne blive fri for det eller ikke. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Han havde.. kysset hende. Ikke at det var disse omstændigheder, han havde regnet med. Hun havde været hans alfahun.. Den kvinde, som han dengang havde ønsket at tage som sin offentligt, men den mulighed havde han ikke fået.
Et kort smil passerede hans læber. "Vampyrer er måske et meget charmerende folkefærd, og de kan udnytte det.. Tror du, at jeg ønsker at gøre det samme?" Altid havde han foragtet og hadet det væsen, som han selv nu var en del af. Langsomt valgte han derfor også at trække sig fra hende, dog uden at slippe hende med blikket. Han lod hovedet søge en kende på sned. "Den døde krop, føler, Rhaenys. Jeg mærker det mere tydeligt nu, end hvad jeg nogensinde har gjort før." De røde øjne faldt direkte til hendes skikkelse igen. Smuk.. væmmelse.. Han følte det hele, og det var jo selv forvirrende for ham, at gøre det som han gjorde, for han kunne jo ikke vende ryggen til det. Det var jo Rhaenys for pokker! En kvinde, som han altid havde været glad for.. Stolt af, at have haft tæt på sig. En kvinde, som han selv havde følt den store respekt for. Og nu stod han her.. Ja, han havde virkelig ramt bunden.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Vampyrer kunne være charmerende. Det havde Rhaenys hørt, ja. Hun havde dog aldrig oplevet en, som hun sjældent lod dem tale, inden hun dræbte dem. Derfor kunne hun ikke sige, hvordan vampyrer charmerede, og om det Nathanael gjorde var ægte eller ej. Svært var det.. Ikke ønskede hun, at han legede med hende på det punkt, men samtidig … ønskede hun så, at en vampyr ønskede hende? Igen var hun blevet opdraget til et sydende had til den race. Armene endte hun med at lægge om sig selv. ”Hvordan skulle jeg vide, om det er ægte eller ej? Du har aldrig før vist mig nogen som helst former for affektion.. Det eneste jeg ved er, hvad du er nu, og at du klynger dig til livet om dit gamle liv. Hvordan ved jeg, om du ikke blot gør dette i håb om, at jeg vil lade dig blive her?” spurgte hun oprigtigt. Hun ville have elsket, at han havde gjort al dette, dengang han stadig havde været varulv.. men det havde han aldrig før gjort. Han havde aldrig hintet det. Han gjorde det derimod nu som vampyr, samtidig med at han tiggede hende om at dø, og at blive her i skoven. Var det underligt, at det bragte hende forvirring? Hun tog en dyb indånding. Hun kunne endnu mærke, at hun var rystet over hans handling.. Samtidig var hun vred over, at han gjorde det ved hende, og stillede hende i de dilemmaer.. Og til sidst spekulerede hun over, hvordan et rigtigt kys med ham mon måtte føle. Kort så hun bort fra ham. Denne her gang vovede hun faktisk at slippe ham med blikket. Var det også dumt af hende? Var det virkelig, hvad han ventede på? ”..Så du følte det før? ..Men gjorde aldrig noget?” endte hun med at spørge. Var det sådan, at det skulle forstås?

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Hvorfor skulle Nathanael charmere sig ind på hende, hvis han kunne blive fri? Det var jo heller ikke ligefrem fordi at han lystede eller ønskede at gøre hende noget, og det havde han jo faktisk aldrig nogensinde ønsket at gøre ved hende! Hans blik hvilede på hendes skikkelse, som hun denne gang, valgte at vende sig bort. Så valgte hun pludselig at vise ham den ekstra tillid, hvilket var noget, som egentlig passede ham selv mere end udmærket. Han havde i hvert fald ikke rigtigt noget imod det, hvis han selv skulle sige det. "Jeg var ikke det væsen, som jeg er i dag, Rhaenys.. Jeg så bort fra det dengang," forklarede han. Denne gang vendte han blikket ned mod sine hænder, som rystede let under ham. Han måtte jo sande, at dette uden tvivl var noget, som gjorde ham frygtelig ubehagelig til mode. Stolede hun så lidt på ham?
Ikke rokkede Nathanael sig ud af stedet, hvor han denne gang lod blikket intenst og fast hvilende på hendes skikkelse. Hovedet lod han søge på sned. Håbede hun på, at han brugte den vampyriske og dyriske charme? Han ønskede jo ikke, at det skulle være på den måde.. Overhovedet faktisk, for det var heller ikke sådan det forholdt sig. Han hvilede i sig selv.. så godt som, om ikke andet. Det her var bare underligt! "Nej.. Det gjorde jeg ikke," sagde han denne gang. Skulle han da lyve for hende? Det ønskede han jo trods alt heller ikke.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Hans ord forvirrede hende. Hans handlinger forvirrede hende. Rhaenys frostod ikke, hvorfor det hele skulle komme nu. Han havde set bort fra det dengang? Hvorfor? Havde han skammet sig over det? Hvorfor skammede han sig så ikke over det nu? Det var forvirrende. Særligt, hvis hun ikke skulle tænke, at han blot udnyttede hende. ”Så det du fortæller mig er, at vampyrerne er en meget mere kærlig og menneskelig race, end hvad varulvene er?” lød det yderst skeptisk fra hende. Det gav på ingen måde mening for hende. Selvom hun primært mødte vampyrer i kamp og vidste, at de drak blod, tvivlede hun på, at de var det, som hun lige havde sagt. At vampyrer bandt sig særligt til én bestemt person, vidste hun ikke noget om. Hvorfor skulle hun nogensinde have interesseret sig for det? Tænderne bed hun sammen. Hun kunne ikke tænke.. Hvad skulle hun tænke om det? Hvorfor kunne det ikke have været så simpelt, at han havde gjort al dette som varulv? Hun rystede svagt på hovedet. ”Det er ikke fair, at du siger al dette nu,” endte hun fortvivlet med at sige. Det satte jo hende i et dilemma! ..Det burde ganske vidst ikke sætte hende i et dilemma, men det gjorde det. Det rigtige af hende ville jo stadig være at dræbe ham. Hvad ville han ikke også have gjort, hvis det havde været omvendt? Ville han have blevet og lyttet på hende? Eller havde han blot dræbt hende, inden hun havde åbnet munden? Det var en frustrerende måde at tænke på.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Rhaenys misforstod da også bare det hele! Det var bestemt ikke hvad Nathanael havde håbet på, og dog.. Hun gjorde, og reagerede præcist, som han havde oplært hende til. Man kunne ikke stole på en vampyr, men for pokker.. Det var jo heller ikke ligefrem fordi, at han havde regnet med, at han nogensinde selv, skulle ende som en af dem! Han havde ikke skammet sig over det, men som varulv og som noget levende havde det bare været dejlig nemt, at se bort fra, end hvad det var nu.
Nathanaels blik hvilede på hendes skikkelse. "Det har jeg aldrig påstået, at de er. De lukker af for følelser.. foruden en." Nu havde han vel erfaret hvad det ville sige, at være vampyr, og ikke bare fordømt dem på, hvad han i forvejen vidste? Han vendte blikket den modsatte vej igen. Ikke at han troede, at hun kunne finde på at gøre ham noget. Han havde vel heller ikke rigtigt nogen grund til at skulle tro det? Han lukkede øjnene let. "Fordi det jeg brænder inde med, ikke er en følelse, som jeg kan lukke af for, uanset hvor meget, jeg ville ønske, at jeg kunne." Igen vendte han blikket ned mod sine hænder, som han knyttede kraftigt. Han var draget.. påvirket af hende. Desperat efter at ville hende det bedste, og han vidste, at han ikke kunne give hende det. Han vendte sig igen mod hende. "Som en leder, ønsker det bedste for sit kobbel.. Ønsker en vampyr det bedste, for en særlig udvalgt.." Var det ikke tydeligt, hvor han ville hen?

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Selv følte Rhaenys, at Nathanael talte i gåder. Det var vel også vampyren i ham der drev ham til vanvid? Al det han sagde var nemlig ikke rationelt. I hvert fald ikke overfor en varulv, og en varulv var hun jo. Derfor tænkte hun, at det var vampyrsnak. En snak, som hun aldrig havde været inde i, som hun aldrig havde interesseret sig for at lære en vampyr bedre at kende. Til sit eget forsvar kunne hun desuden sige, at en vampyr heller aldrig havde forsøgt sig på at lære hende bedre at kende. Allerhøjest, hvordan hendes blod smagte, og hvordan hendes indvolde så ud. Hun rystede en anelse på hovedet af ham, som hun overvejede at gå. Hun burde gøre det.. Flytte sine fødder.. Måden hendes øjne gik på, var det også til at se, at det var hvad hun tænkte. ”Det er vampyrsnak det du siger til mig, Nathanael!” endte hun med at udbryde noget hårdt. Det var dog også grundet de mange følelser i hende. Al forvirringen og frustrationen der summede.. ”Hvordan skal jeg kunne forstå, hvad du fortæller mig, når du altid sagt til mig, at vampyrer og varulve ikke blander sig i hinandens affærer, medmindre det er på slagmarken? Hvordan skal jeg forstå det, når det endda er, hvad jeg lærer koblet?! ” sagde hun frustreret. Hvilken kattepine! Aldrig havde hun forestillet sig, at hun ville ryge ind i noget lignende.. Aldrig før! Og så, at det lige var ham der satte hendes vilje på prøve på det punkt.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Tilstedeværelsen og livet som en vampyr, drev kun Nathanael til vanvid, for han havde aldrig nogensinde bedt om det! Tvært imod, så måtte han hade sit liv! Hans blik faldt direkte til hendes skikkelse på ny. For hende, var det måske vampyrsnak, men for ham derimod, begyndte brikkerne stille og roligt, at falde på plads, og det var faktisk umådelig rart.. Særligt nu, hvor han rent faktisk stod overfor den kvinde, som gjorde, at han ikke bare kunne lukke af for det.. Uanset hvor meget han end forsøgte. "Jeg forventer heller ikke, at du ville forstå," sagde han denne gang. Hovedet lod han søge kort og let på sned. De røde øjne hvilede på hendes skikkelse. Hun ville gå.. Alt i hendes kropssprog sagde ham, at hun fandt denne samtale ubehagelig. Ikke at det kom bag på ham. Han havde det jo lidt på samme måde.
"Tror du, at jeg forventede, at stå i denne situation?" spurgte han denne gang med en hård stemme. Han havde jo ikke forventet, at skulle vågne som det væsen han var, og have forladt, hvad hun var! At få en varulv til at forstå, var vel bare meget at forlange? Selvom hans forventninger til hende, uden tvivl var det større. Ingen tvivl om, at han havde forventet utrolig meget af hende. "Jeg forventer nok for meget af dig, Rhaenys. Jeg kan ikke forvente, at en varulv vil forstå.. Når de heller ikke vil," endte han denne gang. Han kneb øjnene svagt sammen. Hun var hans mage.. Nu hvor han stod overfor hende, var han ikke i tvivl, men hvordan pokker sagde han det, uden at det fremstillede ham endnu mere elendigt, end hvad alt det her gjorde i forvejen?

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Tænderne bed Rhaenys sammen. Lettere gjorde hand et ikke for hende, når han sagde, at han ikke forventede, at hun forstod. Hvordan skulle hun i så fald have en jordisk chance for at forstå noget som helst af dette? Hvis ikke han selv troede på, at hun ville komme til at forstå, så kunne hun jo umuligt forstå! Det var da logik for enhver! Frustreret sukkede hun. ”Selvfølgelig tror jeg ikke, at du planlagde denne situation! Men det gør ikke situationen spor bedre,” lød det fra hende, hvor hun heller ikke kunne undgå at svare hårdt tilbage. Vred blev hun også kun, da han snakkede som om, at det var hendes egen skyld at hun ikke forstod ham. Irriteret slog hun ud med armene. Morsomt at han som vampyr lige pludselig skulle forstå det hele! ”Det er fordi, at jeg ikke vil?! Og du var måske meget bedre selv, da du endnu havde et bankende hjerte og varme i kroppen, Nathanael? Fortæl mig desuden om én vampyr, der nogensinde har udvist interesse for vor race!” begyndte det at lyde skarpt fra hende. Hvor vovede han at tale sådan til hende! Var det vampyren i ham der følte sig hævet over hende?! Det skulle ikke undre hende! Vampyrer og mange andre mente jo, at varulvene var et bunk hjemløse gale hunde. Arrig gjorde det hende, som han talte ned til hende! Talte til hende, som var hun fatsvag, og at man derfor ikke kunne forlange for meget af hende. Hun burde bare stikke ham ned nu! Han troede jo også, at han var hendes overmand, så han ville jo tydeligvis klare det, hvis det var op til ham.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael vidste, at han ikke gjorde det let. Det var jo for pokker da heller ikke nemt for ham selv, at stå i en situation som denne. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Ikke ønskede hun vel at forstå sig på alt dette? Det var i hvert fald det, som han fik ud af det, og det alene, var heller ikke noget som sagde så lidt. "Det gør det ikke for nogen af os," forklarede han med en ganske kortfattet stemme. Han var naturligvis selv utrolig ked af, at det skulle ende herude, men lige lidt, kunne han jo gøre ved det, og det var naturligvis også frygteligt beklagelgit, men han kunne jo intet gøre.
Hvor meget hun ønskede at lære det, vidste Nathanael ikke. Det eneste, som han vidste var, at han ønskede, at hun da om ikke andet skulle være kendt med det. Han følte nemlig for at fortælle hende det.. Lade hende vide det, og det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Foruden jeg selv?" spurgte han denne gang. vor race? Han kunne lide klangen i det, men det gav ham jo stadig ikke muligheden for det liv, som han ville elske, at få retur. "Vil du da vide, hvad det indebærer at være det væsen, som jeg er blevet? Hvordan det er at leve som det? Tænke som det.. handle og reagere efter det?" Han vendte sig med hele fronten mod hende. Han var frustreret. Ingen tvivl om, at han var frustreret.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Rhaenys kunne skam godt forstå, at situationen ikke var let for nogen af dem. Hverken for ham. Hverken for hende. Dog ændrede det ikke på, at hun havde det umådeligt svært med al dette. Hun skulle omstille sin hjerne og sit hjerte på en helt anden måde, end hvad hun var vant til! Problematisk syntes det blot at være, at han ikke var død. Det havde været langt lettere dengang.. Hun rystede svagt på hovedet af hans ord. Tydeligvis ikke tilfreds med dem. ”Den eneste årsag til, at du tænker på varulvenes ve og vel er fordi, at du har været en del af os. Du kan umuligt nævne en anden vampyr, der ikke blot ser os som en flok irriterende hunde,” sagde hun direkte. Blikket vendte hun igen bort fra ham, som han spurgte hende, om hun ønskede at vide mere omkring det at være vampyr. ”Kan du ikke selv se det? Dengang du endnu var iblandt os, lærte du os, hvad jeg nu ved om vampyrer. Du giver mig kun denne her mulighed, fordi du nu er på deres side,” afviste hun ærligt hans forslag. Han havde kun kvaler med det, fordi han nu var på den forkerte side af grænsen. Hun rettede sig op. ”Jeg ved, hvad jeg skal vide om jer. I er hjerteløse. I er kolde. I vandrer kun i mørket. I lever af død,” sagde hun hårdt, som det var et mantra varulve voksede op med. Det gjorde de, så der aldrig blev tvivl om, hvad en vampyr var, og hvad de stod for. Det var endda en mantra Nathanael selv havde sagt, så at han nu kunne sige andet til hende, frustrerede hende uden tvivl.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Rhaenys vakte kun en større og større frustration i Nathanael, og det var irriterende! Hun handlede kun ud fra, hvad han havde lært hende, hvilket han skam også bar den dybeste respekt for, for han var glad for, at hun gjorde så meget, for at beskytte og vogte om koblet, for det var også sådan, at han gerne ville have det. Han havde nu bare ikke ligefrem regnet med, at de skulle rende rundt og mundhugges på grund af det! "Men dog stadig en! Jeg er heller ikke ligefrem tilfreds med, at være lagt i de mørke lænker, vel?!" endte han med en fast tone, som han endnu en gang, måtte vende blikket i retningen af hendes skikkelse.
Det var hårdt for dem begge to. Hårdt for Nathanael, da han stod overfor sin mage, uden at kunne gøre noget ved det. På baggrund af de racer, som de var, var det vel også en umulighed, hvilket ikke just gjorde det meget bedre for hans vedkommende. "Jeg er under ingen omstændigheder på deres side!" Igen tog han et skridt mod hende, for at mindske afstanden. Han ville holde hende. .tage sig af hende.. vide at han kunne holde hende sikker, velvidende om, at han ikke kunne, når han var det væsen som han var.. Og at hun var det væsen, som hun var.
"Vi har et hjerte.. Det banker blot ikke.. Vi kan ikke klare varme og ild, hvis du absolut skal vide det. Vi er kolde, da vi ikke har noget hjerte til at holde os varme, og vi lever af, hvad der gør jer levende, for at holde os selv ved lige. Jeg benægter det ikke." remsede Nathanael op. Han knyttede næverne svagt. "Men vi føler.. og du vækker den følelse i mig.. Som en mage." Han sagde det. HAn kunne jo lige så godt få det sagt!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Det tæller jo ikke, når det er dig! Og du behøver ikke at blive ved med at sige, at du ikke ønskede dette for dig.. Jeg ved det jo for fanden!” sagde Rhaenys skarpt, som alt andet var svært. Det var vel også et forsvar for hende at råbe af ham? Det afholdte hende i hvert fald fra og at være for eftergiven.. Noget man aldrig burde være overfor en vampyr! I sit hoved forsøgte hun også konstant at gentage for sig, at han var en vampyr, og ikke længere en varulv. Det var det essentielle i det hele. ”Men du kan heller ikke være på vores!” En vampyr kunne jo ikke omgås varulvene, og slet ikke med de nye regler, der snarligt trådte i kraft. Som han igen tog et skridt i hendes retning, hævede hun hovedet en anelse, så hun var så høj som overhovedet muligt. Desværre var hun bare en ganske lav kvinde. Ikke højere end de hundred og tres centimeter. Armene forblev derudover kors. Det var en måde at holde afstand til ham på. Tænderne bed hun sammen. Kunne han ikke selv høre, hvor unaturlig han lød, sådan som han beskrev sig selv? ”Kan du ikke høre, hvor forkert det lyder?” spurgte hun ham bidsk. Et ikkebankende hjerte. Ikke at kunne tåle sol eller varme. At drikke liv for selv at besidde liv. Bleg i ansigtet blev hun. Mage? Ikke havde hun hørt om en vampyr og varulv før, der var mager. Hun vidste, at vampyrer havde mager, og at de ofte jagede sammen og var grufulde. Direkte hvor stærkt båndet var, vidste hun dog ikke. Hun endte med at knurre af ham, samtidig med, at hendes tænder syntes at være blevet det mere skarpe. ”Og du ønsker at bide mig, så jeg kan være som dig?!”

[Nathanael Caverly Wolfhart]

"Jeg er da stadig en vampyr, ikke?" Selv forsøgte Nathanael at forholde sig fuldkommen rolig, selvom det på ingen måder var særlig nemt. Tvært imod, så kunne han ikke acceptere sit liv, og ikke ville han nogensinde komme til det! Om der fandtes en metode, hvor han, uden at gøre sig selv helt til grin, kunne blive hvad han engang var, ville han have gjort det.
Det var hårdt at remse op, men det var jo omstædighederne, og nu havde hun jo i forvejen gjort så forbandet meget ud af, at fortælle ham det i forvejen. Det var jo heller ikke ligefrem fordi, at han kunne gøre noget ekstraordinært ved det, for det var jo hvad han var. Et væsen, der ville dø, om han ikke tog liv til sig, igennem blod. Han hadede det.. Ikke nærede han sig på mennesker eller menneskelignende væsner, for det kunne han ærlig talt, slet ikke få sig selv til. Det var slet ikke den form for liv, som han ønskede at leve! "Men ikke på blodsugernes. At du nægter, at lade mig være på jeres, er jo din beslutning.. Jeg er hvad jeg er, og jeg hader det, Rhaenys. Jeg har altid foragtet det væsen her, og de straffer mig med det." Det lød forkert.. men han var ikke i tvivl. Ikke var han i tvivl om, at hun var hans mage, og det var selv hårdt for ham at indrømme, at hans mage, var en kvinde, som han slet ikke ville kunne få! Han himlede kort med øjnene. "Har jeg gjort nogen tegn til at ville sætte tænderne i dig?!" endte han denne gang. Hvad pokker troede hun da om ham?!