Just wanna go home..

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Rhaenys' benægtelse var efterhånden noget, som irriterede Nathanael frygtelig meget! Hans blik faldt mod hendes skikkelse, selvom hun stod der og knurrede af ham, samt viste sine tænder. Ej var det en tanke, som han brød sig synderlig meget om, men hvad kunne han gøre, for at overbevise hende om, at det rent faktisk var ham? Koblet og den præstige, samt det familieliv, som dertil havde fulgt med, havde han mistet, og han gik rundt alene nu. Det var mere end nok til at gøre ham fuldstændig vanvittig! "Du håber på, at det er sådan det forholder sig. Jeg er bange for, at jeg må skuffe dig," sagde han denne gang. Hans blik gled derfor direkte mod hendes skikkelse igen.
Rhaenys virkede urolig.. Og han var endnu i live. Derfor tvivlede hun vel på hans ord? Og lod tvivlen komme ham til gode, så langt? "Du ved, at jeg er ham.. Ellers havde jeg ikke været i live nu. Det var nemlig ikke sådan jeg opdrog dig. En blodsuger skal aldrig have muligheden for at tale," afsluttede han. Han så hellere, at hun endte hans liv, end at han skulle fortsætte alene. "Du ønsker at ende mit liv.. Så gør det. Jeg bliver vanvittig af de usynlige mørke lænker, de lagde mig i," afsluttede han denne gang. Han lå hellere i graven og blev mindet som den store leder, end.. det her!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Ret havde han.. Rhaenys bad til, at denne blodsuger ikke var Nathanael. At de ikke var dødsfjender nu. Han havde ligeså ret i, at hun aldrig stillede spørgsmålstegn ved blodsugere. Det hed ganske enkelt: dræb først eller bliv dræbt. Det havde hun blandt andet også udtrykt overfor Matthew Igleesias. Ham havde hun sprunget på uden tøven. Skambidt ham og gjort al for, at han led. Det kunne hun ikke nu.. og hun hadede sig selv for det! #..Hvad kan bevise, at du virkelig er ham? Den Nathanael jeg kendte ville ønske døden langt mere end det at ”leve videre” som vampyr, og her er du.. levende,# lød det spidst fra hende. Hun havde ret, ligeså vel som han havde ret. Ikke svarede hun på, at han bad hende om at ende hans liv. Selv valgte hun blot at ignorere det.. I stedet fokuserede hun på sandheden. #Som vampyr ved du, at vi er dødsfjender, ikke? Og at du aldrig mere kan vise dig i skovene her?# Svært var det.. Hun ønskede brændende at dræbe ham, fordi han var vampyr. Det der gjorde hende lille var dog tanken om, at dette meget vel var Nathanael. Men igen.. hvor stillede det dem ikke også, hvis skæbnen virkelig var så grum, og at det var ham? Ikke kunne han være her. Det kunne ingen vampyr. Derudover kunne de ikke tale med hinanden. Hun var varulv og han var vampyr. Det var ligesom at bede himlen om at være dag og nat på en og samme tid.. Det var umuligt! Derfor burde hun også bare dræbe ham.. Det var ikke meningen, at varulve og vampyrer talte, som de gjorde nu. Alt var galt lige nu, og det plagede hende helt ind i marven!

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael ønskede jo heller ikke livet, som den vampyr han var. Han ønskede at ende det, og det kunne han heller ikke gøre hurtigt nok i det her tilfælde. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang. Hun ville jo gerne.. Hun brændte jo nærmest efter at få det gjort! "Da de skænkede mig deres blod, bad jeg til, at det var for sent, før mit eget hjerte stoppede, og I lagde mig i graven," endte han med en fast tone. Han var ikke bare gået fra at være det væsen som han havde været.. En stor, stærk og stolt leder, til at blive det væsen, som han var i dag! Han foragtede jo tanken om det!
Dødsfjender var de, men det fjernede ikke hans længsel efter at komme til det, som oprigtigt for ham, kunne kaldes for et hjem. Han trak kort på smilebåndet. Hun havde opnået meget af det, som han ikke havde været i nærheden af at kunne nå i hans tid som leder for koblet. "Jeg nyder tiden, mens den er her. Skoven har alle dage været mit hjem," fortalte han denne gang. Løgn var det jo trods alt heller ikke. For hans vedkommende var det jo en sandhed.. Skoven havde været hans hjem.. Også selvom den ikke var alene var hans hjem, men derimod koblet. Hvad han dog ikke ville gøre, for at kunne komme hjem til det sted atter en gang. "Det hjem jeg havde.. det liv jeg havde, er alt sammen mistet. Igen, hvis nogen skulle ende det på ærefulde vis, skulle det være dig." Han sænkede hovedet denne gang. At leve som en blodsuger, nægtede han!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Væmmelig var hans historie. Ikke ønskede Rhaenys at tro på den.. Hun huskede endnu natten, hvor de havde mistet deres forhenværende leder. Hun og de andre varulve havde fundet ham i sneen i en blodpøl.. Der havde været blod over det hele. Hans øjne havde været lukket. Hans åndedrat havde været stoppet. Hans hjerte havde været tavst. Nu vidste hun desværre, hvorfor han ikke havde trukket vejret eller ligget med bankende hjerte.. Han havde ikke været død.. Han var blevet bidt, og havde fået vampyrernes blod, så midt i en transformation havde han været. Hun så væk. Hun smagte galde i munden. Problemet var, at hun ikke var dum, og derfor sivede det hele også langsomt ind i hende. Nathanael var ikke død.. Han var en vampyr.. Blevet det laveste individ på denne jord. Han ville nyde tiden, mens den var der? Hvad var der at nyde? Han var ”død”. Hun kunne ikke være her med ham grundet, hvad han var. Svært var det.. Han havde været hendes store idol. Hun havde set op til ham, som han havde været den største og stærkeste i koblet. Hun havde set på ham som en slags storebror, som han nærmest havde taget hende under sin vinge. Hun havde set på ham som sin vind, som de havde kunnet tale om vind og vejr. Hun havde haft en lille forelskelse i ham.. men hvilken anden kvindelig varulv havde ikke også haft det sådan? ..Skulle hun ende hans liv? Ærefuldt, som han egentligt fortjente det? #..Løb, Nathanael.. Forlad skoven her og vend ikke tilbage hertil..,# endte hun med at sige. Hun gav ham en chance. En chance for at slippe herfra. Noget, som hun egentligt ikke måtte, men hvordan skulle hun kunne dræbe ham? Han var jo ikke … ingenting for hende. Derfor tillod hun, at han kom væk. At han levede det liv han ville.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Ikke ønskede Nathanael at have det liv, som han havde fået. Ikke var det et liv, som han nogensinde havde bedt om, og ikke var det et liv, som han havde lyst til at leve, og derfor så han helst, at Rhaenys valgte at ende det for ham. Han vidste, at hun kunne gøre det smertefrit, om hun ville.. som hun kunne gøre det modsatte. Hans blik hvilede på hendes skikkelse endnu en gang. Hun ville lade ham gå? Det var ikke hvad han havde bedt hende om! Og det var desuden heller ikke noget, som hun burde gøre!
Nathanael rystede denne gang på hovedet. Ikke havde han tænkt sig at forlade skovene.. Ikke havde han tænkt sig, at forlade det sidste, som han havde, som han kunne kalde for et hjem! "Nej," sagde han denne gang. Øjnene kneb han svagt sammen. Når natten forsvandt, ville han uanset være tvunget til at søge væk herfra.. Og han hadede det. Han hadede at være det væsen. Det laveste af det laveste, hvor han derimod havde stået, som det højeste af det høje, og ikke kunne han klare den tanke! "Skoven er mit hjem, Rhaenys.. Det sidste som jeg har, efter jeg mistede varulvene.. Jeg forlader ikke skovene, før det mørke liv, bliver taget fra mig," afviste han denne gang. Døden var han nemlig ikke bange for. Aldrig havde han været bange for den, og ikke i nærheden af hende. Man sagde jo at varulvens bid ville være smertefuld.. Men han troede vel på hende.. Hun havde været den i koblet, som havde stået ham nærmest.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

En knurren faldt over Rhaenys’ læber, som han afslog hendes tilbud. Hvorfor skulle han forværre det?! Hvordan kunne han kræve, at hun endte hans liv? Hende der havde været ham aller nærmest? Sårene var det næsten, men måske havde han ret i, at det var, hvad hun burde gøre? Han var ikke længere den Nathanael, som hun kendte. Han var en anden. Vampyr Nathanael. En Nathanael, som hun aldrig havde ønsket at se. Hun søgte en anelse frem mod ham med blottede tænder. #Gå nu! Som vampyr hører du ikke til her!# endte hun med at bide af ham, som hun forsøgte at jage ham bort. Nu hvor hun stod overfor ham, havde han chance for at gå herfra med livet i behold.. Hvis en anden varulv fandt ham, og en der ikke havde kendt ham, var hans chancer lig nul. De ville ikke stoppe op og spørge. De ville blot dræbe, som de kunne se og lugte vampyr. Et syn og en lugt hun aldrig havde foragtet mere, end det hun gjorde nu. Dette var en sand hån! En tidligere varulveleder som vampyr! En skamplet var det, og for at gøre bod på det, burde hun dræbe ham, men igen.. hendes hjerte lystrede ikke, skønt hendes instinkter reagerede. Hvis det havde været under fuldmåne, at hun havde mødt ham, ville han højst sandsynligt have været knap så heldig. Der ville hun ikke have tøvet med at flænse ham. #Flygt nu, eller jeg vil jagte dig hele vejen ud af skoven her!# Ikke spillede hun. Hun måtte have ham væk.. Medlidenheden følte hun dog med ham. I alle disse år havde han end ikke været død.. Han havde levet et usselt liv, og det ville han fortsat gøre.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Et liv på flugt og et liv i skjul. Nathanael fandt ikke det som noget værdigt liv! Derfor ønskede han hellere at få det endt! Dertil måtte han sande, at han nok ikke ville få det som han gerne ville! Hvilken manglende ære at give ham! Det dertil var en tanke, som faktisk gjorde ham vred! Hans blik fandt derfor hurtigt vejen til hendes, hvor han tydeligt måtte knibe øjnene sammen. Han var færdig med at flygte, og derfor havde han brug for hende til at gøre noget ved det! "Jeg har ikke tænkt mig at fortsætte med at flygte!" endte han med en fast tone. Det var en vanære mod ham, at lade ham fortsætte med det liv, som han havde!
Denne gang rejste han sig op, skælvende på sine ben. Ikke ville han true hende, og ikke ville han gøre hende noget ondt. Han stod der.. laset i hans klæder.. dømt til konstant at rende i natten og mørket, og aldrig nogensinde se dagens lys igen. Hans blik gled mod hendes skikkelse. Han så hellere at han mistede livet, end at rende rundt sådan her! "Og det er den ære, du vil vise mig? Når jeg beder dig om det modsatte? Jeg har ikke tænkt mig at fortsætte det her liv!" endte han denne gang. Ligeglad med om nogen anden hørte ham. Han følte skam.. Han skammede sig over, at være det væsen, som han var, og derfor ønskede han at det skulle stoppe! "End den lidelse det her liv er, Rhaenys.. Jeg ligger hellere i jorden, end at fortsætte sådan her!" tilføjede han fast.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Hvilket grusom liv Nathanael havde ført, siden ha nog Rhaenys sidst havde kæmpet sammen, kunne hun kun tænke sig til. Han var blevet udsat for den mest grumme skæbne i denne verden, og det gjorde hende selvfølgelig ondt. Ingen fortjente et liv som vampyr, og da slet ikke ham! At han bad hende om at ende sit liv, hørte hun skam godt.. Hun valgte bare pænt at ignorere det.. også selvom hun vidste, at det var det mest barmhjertige at gøre. Hvis hun havde været i hans sko, ville hun også have tigget om en hurtig død. Et liv uden koblet var nemlig slet ikke et liv. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at gøre det.. Han havde jo været hendes familie.. Hun havde været hans mest betroede.. og nu skulle hun være hans bøddel? Igen vovede hun at forvandle sig. Denne gang grundet hans stædighed. Fuldt oprejst stod den nu nøgne kvinde. Køn var hun, men dækket af mudder, jord og støv var hendes nøgne krop. Derudover var der med garanti mindre kviste og blade i hendes viltre gyldenblonde hår. ”For fanden, Nathanael.. Gå nu!” sagde hun direkte samtidig med, at hun bestemt bevægede sig over til ham. Hårdt måtte hun skubbe ham i brystkassen, men som hun rørte ham, føltes det helt som at røre en mur. Nærmest som om hun havde brændt fingrene, trak hun sig tilbage, alt imens hun snerrede ad ham. Der var så mange miksede signal.. Det ene skreg dræb ham, og det andet bad ham om at gå. Hænderne havde hun trukket til sig igen, alt imens de havde fået et par meter mellem sig. Ikke havde hun rørt ham og følt den sædvanlige blødhed og dog fasthed, når man rørte en mand, og tanken bragte hende væmmelse.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

At fortsætte et liv, hvor han skulle leve i skyggen, var overhovedet ikke noget, som kom på tale for Nathanaels vedkommende! Han var færdig med det, og ønskede bugt med det, hurtigst muligt! Derfor var han vel også skuffet over, at Rhaenys - af alle varulve, som havde været i koblet, ikke ville imødekomme det sidste ønske, var skuffende! Forstod hun ikke, at det ikke var et værdigt liv, og at han derfor ønskede at få bugt med det? Han så til, som hun forvandlede sig igen. Han kneb øjnene svagt, men fast sammen. "Jeg går ikke nogen steder," fastholdt han denne gang.
Skubbet som hun skænkede ham, og den direkte kontakt, som han ikke havde haft med hende i.. guderne måtte vide hvor mange år, satte en sitren i ham. Han trak sig et par meter, for ikke at ende med at falde. Han lagde hænderne mod det blodige bryst. Han var jo så oprevet, også i bogstavelig forstand, også på grund af hende, men ej klandrede han hende for det. Det hverken kunne, eller ville han. Han trådte denne gang mod hende, da han denne gang, ikke så nogen grund, til at skulle frygte for hende. Skulle han da i det hele taget det? Det ville han bestemt ikke mene. "Ønsker du at se mig rende rundt sådan her?" spurgte han denne gang hårdt. Det var vel den gamle leder, der trådte bare en smule frem i ham. Han kneb øjnene svagt sammen. Han ønskede jo selv ikke at fortsætte sådan her! Hænderne lukkede han om hendes skuldre. Smuk var hun.. Det havde hun alle dage været. "End det for mig, Rhaenys!" afsluttede han bedende. Han var ikke en vampyr. Det var ikke sådan, at han ønskede at blive mindet!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Det pinte Rhaenys ubeskriveligt meget, at han ikke lyttede til, hvad hun sagde. Det var jo ikke let for hende at bede ham om at gå, når hun ønskede at dræbe ham, så hvorfor gøre det sværere for hende end som så? Hun ønskede at dræbe ham bare fordi, at han var en vampyr. Hun ønskede at dræbe ham, fordi hun fandt hans liv mere værdigt, hvis han var død fremfor dette. Desværre kunne hun ikke bare, som han havde været det for hende, som han havde været. Det var bestemt en svaghed, som hun ikke brød sig om! At han kom over og rørte hende, var endvidere ikke noget, som hun brød sig om. Berøringen føltes jo ikke som Nathanaels, selvom det lignede ham! ”Slip mig..!” endte hun med at hvisle ad ham, alt imens hendes øjne tog et lysende skær igen. Et tydeligt tegn på, at hun når som helst kunne udvikle sig til en ulv igen. Det stod hende så nært at gøre. Både grundet de mange ustabile følelser og det, at en vampyr stod foran hende. Hun forsøgte at vride sig fri, som hun tog om begge hans håndled i et forsøg på at tvinge dem af. En gysen satte det dog i hende, som han var kold. Kold, som havde han været død i flere dage! Han havde ikke længere en varulvs lune, som den hun havde. ”Jeg ønsker, at du stikker af nu, og at du aldrig viser dig her igen!” sagde hun hårdt, som hun ville have ham så langt herfra som muligt. ”Skoven her er ikke længere dit hjem. Om ikke så lang tid vil der hænge en dødsdom over dig, hvis du viser dig her igen,” fortalte hun ham, som den kommende lov forbød vampyrer at træde ind i skoven her.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Det sidste Nathanael var bange for, var døden. Han levede for pokker med den dagligt, og den var blevet en voldsom tydelig del af ham, og han kunne ikke lide det! Endnu værre var det, at Rhaenys ikke ville imødekomme hans brændende ønske om at få endt den lidelse, som han nu dagligt måtte vandre rundt med. Hans greb strammede sig om hendes skuldre.. Hun var varm.. Brændende mod hans egen krop. Hvordan kunne en vampyr holde det her ud? Han stirrede direkte i hendes lysende øjne. Ikke var han bange for hende, og aldrig havde han haft en grund til hende. "Tror du at jeg er bange for døden?" spurgte han denne gang. Hvis det var et desperat forsøg på at redde hans liv, så måtte han erkende, at han hellere så, at hun lod være!
Hun kunne vride sig alt hvad hun ville, men i menneskelig skikkelse, var han stærkere end hvad hun var, og det vidste hun vel et sted også godt? "Hvis du tror, at det kan drive mig fra skoven, at jeg vil rende rundt med en dødsdom over hovedet, så kender du mig ikke nær så godt, som jeg havde troet, at du ville.. End det for mig.. Eller jeg finder en anden, som vil gøre det." Han vidste, at det ikke ville blive nær så smertefrit, men at rende rundt som en blodsuger, var overhovedet ikke noget, som han havde lyst til at fortsætte med! Nok havde han allerede fået af det! "Jeg vil ikke mindes som det her væsen, Rhaenys.." afsluttede han, hvor han denne gang gav slip på hende. Forstod hun det ikke?!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Det kommer ikke sagen ved,” svarede Rhaenys spidst igen. Bange for døden var han ikke. Umiddelbart ville hun ej heller sige, at hun var, som hun nærmere var bange for døden for sit folk. Et udsat liv levede hun nemlig som leder af koblet, og derfor var det også koblets liv, som hun havet viet sit liv til og ikke sit eget. At han ikke ville forlade skoven, irriterede hende brændende! ”Så find en anden der kan ende dit forpulede liv!” endte hun med at bide af ham. Hun ville ikke gøre det.. Ikke hvor meget hun end ønskede at gøre det, desværre. At han slap hendes skuldrer, var en lettelse for hende. Let rystede hun på skuldrene, som ville hun ryste ”døden” af sig. Ubehagelige var hans berøringer pludselig blevet. Det havde ganske vidst aldrig været mange, som hun fik af ham, men stadig kunne hun mærke en forskel. Stram i minen blev hun, hvor hun trådte et skridt væk fra ham. Parat til handling, hvis han skulle række ud efter hende igen. Hun tog en dyb indånding. ”Du mindes ikke som dette væsen, Nathanael.. Du mindes som en stor leder, der kæmpede for koblet, og at du gjorde dette til dit sidste åndedrat,” sagde hun ærligt. ”Gå nu, så du ikke vil minde nogen varulve om noget andet..” Brudt var hendes eget minde om ham desværre allerede blevet. Han var nu blevet et afskum.. Fanget i et mindes krop. Ondt gjorde det, men igen kunne hun ikke være hans bøddel. Derfor ønskede hun ej heller, at han spurgte hende om det igen. Underligt var det.. At lade en blodsuger gå. Aldrig havde det sket før, og vidst var det, at det heller ikke ville ske igen.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

"Jeg er skuffet," lød det kortfattet fra Nathanael. Ikke ønskede hun at imødekomme hans sidste ønske. Dette var jo ikke et værdigt liv for en varulv af hans kaliber.. Eller det, som han engang havde været, så det alene, var jo heller ikke ligefrem underligt, var det? Hans blik faldt direkte til hendes skikkelse endnu en gang. Han knyttede næverne fast sammen, og rystede så på hovedet.
Nathanael trak sig et enkelt skridt væk fra hende, hvor han denne gang lod hænderne søge ned langs hans egen krop. Han ville ikke være en blodsuger. Det var jo slet ikke sådan, at han ville mindes! Skoven var hans hjem, og der var intet i den her verden, som skulle drive ham fra det! De rødlige øjne faldt direkte til hendes skikkelse. De skinnende øjne som han kunne skimte her i mørket. Han hadede og foragtede det. Hun kunne brumme og knurre af ham, alt hvad hun ville.. Det ville ingen forskel gøre for hans vedkommende, for det kom slet ikke på tale, at han skulle forlade stedet her!
Et kort fnys kom fra ham, da han vendte blikket den anden vej. Ville hun ikke gøre det, måtte han jo finde en anden til at gøre det for ham. Gøre ham den tjeneste, at ende hans liv. Grusomt som det end lød. "De mørke lænker holder mig fast, og jeg kan ikke holde det ud længere!" endte han med en fast tone. Alle de tanker.. alt det som skete med ham.. og han havde mistet alt. Han kunne ikke holde det ud! Han spændte kraftigt og rystede på hovedet igen. "Jeg bliver i skoven, Rhaenys. Så må jeg leve med den dødsdom hængende over hovedet," afsluttede han bestemt. Det kunne hun ikke tage fra ham!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Skuffet kunne Nathanael være, hvis han ønskede, og et sted var det også i hans ret. Rhaenys ville jo selv have ønsket en hurtig død, hvis hun var blevet til, hvad han nu var. Dog tænkte hun også, om han ikke skulle være glad for, at han ikke var ligegyldig for hende, og at hun endnu følte sig bundet nok til ikke at gøre ham ondt? Ondt på hende gjorde det dog, at dette var den første gang, at han var skuffet over hende. ”Du kan tænke om mig, hvad du vil.. Det ændrer ikke min dom,” sagde hun kortfattet. At han dernæst konkluderede, at han måtte finde en anden som sin bøddel, lagde hun armene over kors. Sørgeligt var det, at dette var blevet hans skæbne. Særligt når hun og resten af koblet havde troet ham død. Hvis han endnu havde ligget i smerterne og var i gang med forvandlingen til en vampyr, havde hun nok endt hans liv, men ikke nu.. Svært var det, når han alt i alt så vel ud og kunne føre en samtale. Armene lagde hun over kors, så de lagde sig lige under hendes frie barm. ”Bliv her, og du vil en dag blive trukket for mine fødder og myrdet, eller du vil blive myrdet af en anden, hvor du står,” sagde hun direkte. Når den nye lov trådte i kraft, kunne hun ikke længere udvise ham barmhjertighed. Hun kunne nemlig ikke lade én vampyr være her, men forvise alle andre. Derudover ville det også drive koblet til vanvid. De ville konstant kunne lugte ham, og hver dag ville de ønske ham død. ”Søg hellere ud.. Forsøg at etablerer dig et anstændigt liv,” sagde hun blot, skønt det lød som døden i hendes ører. Selv duede hun jo ikke med andre end varulvene.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Rhaenys ville ønske det samme i hans sted. Det var Nathanael end ikke i tvivl om, og derfor vakte det ham kun en frustration, at hun ikke ville imødekomme det ønske, som han havde, så han netop kunne få lov til at beholde den værdighed, som han havde regnet med, at han var gået i graven med. Ikke havde han troet, at han ville vågne, og skulle kæmpe sig op af den grav, som de havde lagt ham i. Det havde været ærefuldt.. Virkelig, og det var jo det, som han ønskede at holde fast i!
Blikket vendte Nathanael den anden vej. Var hun bundet til ham, som dengang? Så havde hun endt hans liv.. Og han ønskede, at hun skulle gøre det. "Så må det blive sådan," sagde han blot. Et sted var det vel også fordi, at han heller ikke ønskede at være for langt væk fra koblet? Når det nye lovværk blev lagt over dem.. tvunget over hovedet på dem, vidste han godt, at det nok ville ende med at blive hans endeligt. Og han kunne intet gøre ved det! "Et anstændigt liv.." Fordi det overhovedet var muligt for ham, at få det! Han ville jo ikke leve som det væsen her! Skulle han gå solen i møde? Det var bare svært.. alt i ham, skreg efter at gemme sig, så det kunne han ikke engang. Han spændte i kroppen. Det vakte en frustration i ham, som han ikke bare kunne få bugt med. "Hvilken ære at vise mig.." bed han denne gang af hende, idet han vendte ryggen til. Han var skuffet. Ingen tvivl om, at han denne gang var skuffet!