Just wanna go home..

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Rhaenys Accalia Adalwolf

---

De mange mareridt væltede endnu over Nathanael, som stadig kæmpede en forgæves kamp om tilpasningen i sit nye liv.. Han vågnede når solen gik ned, og han kunne sågar se den skønhed, som var i fuldmånen, uden at være tvunget til at forvandle sig under denne. 
Hurtigere end hvad øjet kunne spotte, løb han derfor igennem skoven, for at komme frem til sin næste destination. Af hvad han vidste, havde varulvene stadig det store tag på skoven her, og det var jo egentlig også stedet her, som havde endt det liv, som han havde kæmpet sig frem til at modtage.. Den dag han selv var blevet til det væsen, som var bundet af de usynlige lænker for natten. Var det underligt, at det gjorde ham vred?

Et fast fnys brød Nathanaels læber, da han denne gang rettede sig op. Han var slidt i tøjet, men hvad pokker. Han var vant til at rende i stort set ingenting, blandt sit kobbel, og han ville elske, at kunne komme hjem og retur til det samfund igen, og indtage den plads, som rettemæssig var hans! 
Igen satte han i løb igennem skoven. I det fjerne, kunne han høre ulvene løbe, og ikke ville han have, at de skulle se ham sådan. Det var jo hans gamle liv, som var efter ham! Han spænede derfor videre over skovbunden, mindst lige så hurtigt af sted som tidligere. En vampyr i skoven.. Han vidste, at han var uvelkommen, men altid var det rart for ham, at komme lidt tættere på, hvad han ville sige, var hans hjem. Koblet ville jo for altid være hans hjem!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Som Nathanael løb igennem skoven var der også en anden skikkelse der gjorde dette. En smuk hunulv. Usædvanlig måtte den næsten se ud med sin kønne hvide pels, der ubetvivligt ville gøre det godt til vinter, når den kridhvide sne ville lægge sig hen over landskabet som et fløjlsblødt tæppe. Det eneste der brød denne hvide farve, var de ellers smukke gyldne hår der dækkede de spidse ører, og dem der løb sig ned langs rygraden. Let på poter var Rhaenys, som hun løb igennem skoven på alle fire. Ubesværet sprang hun hen over de væltede grene, og de buskadser der måtte ligge hen over den mossede jord. Godt føltes det at løbe hen over dette terræn, hvilket fik hende til at slippe et klart hyl. Et hyl der blev besvaret nogle kilometer borte. Alene var hun i natten, som hun patruljerede skoven. Varulvenes var det endnu ikke.. men snart.. Meget snart ville blive det. Dvasias' regering var blevet væltet, og Sephiran Acheron havde allerede besøgt den nye regering. Det betød, at Det Gamle Imandra ikke længere herskede. Det var Imandra igen. Derfor forventede hun også, at hun snarligt ville høre fra Sephiran, der ville byde hende ind til den nye lovskrivning. Den der gav Iyanna skov til varulvene. Det var en dag, som hun kun kunne se frem til! Særligt fordi, at det ville betyde slutningen på vampyrerne her i skovene. På tide var det også kun, da vampyrerne ikke skulle have æren af at tilsmudse så utroligt et område.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Bare lyden af ulvehyl, som Nathanael kunne høre langt i det fjerne, gav ham lysten til at svare igen, selvom det var ham en evne, som han havde mistet undervejs, og særligt efter at vampyrerne havde endt hans liv! I hans øjne, havde de endt hans liv!
Han spænede fortsat igennem skoven. Han vidste jo godt, at han efterlod sig et spor. Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det, andet end at forsøge at ryste den af sig, som løb lige efter, for han vidste, at han havde en ulv rendende efter sig. Han kunne jo høre dem! Tænderne blottede han.. Det var et naturligt had.. Både mod dem, men også mod det væsen, som han var endt med at blive. Han længtes jo efter at komme hjem igen!
Nathanael stoppede op bag et træ, som han støttede sig op af, velvidende om, at det satte en velkendt, og dog død duft. Han slog kort hovedet bagud. Svært var det nemlig at holde hovedet højt efterhånden, når det sted, som han så desperat ønskede at søge til, ikke var et sted, som han kunne søge til. Den mand, som tidligere, havde levet og hvilet i sig selv, var en skygge af sig selv nu. Tænderne bed han svagt sammen, inden han denne gang fortsatte, da han fik en fornemmelse af, at ulven var kommet ham for tæt på nu. At det var en gammel kending, som var efter ham, var ikke noget, som han tænkte over. Han satte direkte i løb. Han var alene, og mod hvad der kunne vise sig, at blive en hel flok? Han havde ikke tænkt sig, at lægge sig i en varulvs gab!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Farten sænkede Rhaenys en anelse, som hun opsnappede en dunst. Hovedet pegede hun en anelse lodret, så hun kunne sniffe luften med sin lille sorte næse. Der var noget.. Der var nogen.. Lugten begyndte hun at følge, og i takt med, at hun gjorde dette, blev den også kraftigere. Til sidst stoppede hun ved et træ. Noget der helt fik hendes næsebor til at vibrere. Helt over til stammen lod hun den sniffe, indtil en knurren faldt over hendes mund. Rev i jorden gjorde hun med sine skarpe kløer, så et par flænger viste sig i den, inden hun stak i fuld firspring igen! Langt mere målrettet løb hun nu, som hun helt kunne betegnes som en pil der styrede mod sin skydeskive. En dyb brummen forlod hendes hals. Hun vidste, hvad det var ikke. Ikke var det en person, som det var et monster hun styrede efter. Født var hendes race til at opsnappe blodsugere og søge dem, men desværre var det også sådan den anden vej.. Derfor vidste blodsugeren vel allerede, at hun var på vej? Hurtigere end før var hun, hvor hun styrtede igennem alle de mindre smutveje for at nå sit mål. Ikke ville hun lade den slippe uden skræk! Hendes lysende øjne stirrede målbevist frem i natten. Der.. Blodsugeren ilede igennem natten, som havde han ild i enden. Noget der passede hende fint. I så fald vidste han, at han var galt på den. Advarende knurrede hun. Hun vidste, at han ville kunne høre det. Til siden sprang hun, så hun kunne fortsætte i lige linje efter ham. Arrigt snappende efter hans fødder i håb om at skabe flænger, og få ham til at snuble over sine egne ben. Ikke skulle en blodsuger være så tæt på koblet! Hun brød sig ikke om det!

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael vidste, at det ville blive frygtelig svært for ham at gemme hans duft, i og med, at en varulv, var født til at opsnuse hans slags.. Og han hadede og foragtede jo sin egen slags. Han bed tænderne fast sammen. Han var som regel i skovene her.. Færdes omkring koblet, da det igennem hele hans liv, havde været hans familie, og nu skulle han finde ud af hans eget liv på egen hånd. Det havde været sådan længe nu.
Denne gang kunne han derimod høre en knurren. Med andre ord, havde de fundet hans duft, og var skræmmende tæt på! Derfor satte han direkte i løb igen. Ikke fordi at han havde ild i enden eller noget lignende, men fordi at han vidste, at de ville ende hans liv, hvis de kom for tæt på, og dette ønskede han heller ikke ligefrem! Han hvæsede svagt, og spænede videre, også selvom han havde en ulv rendende lige i hælene! Hun snappet ud efter hans ben.. Snappet fat i hans hæl, hvor han denne gang måtte få overbalancen. Elegant som han engang havde været, var selv dette, faldet bort eftersom han havde fået frarøvet sig selv det liv, som han havde kæmpet for at opnå. Her faldt han.. Direkte ned på maven, hvor han kurrede henover skovens bund. De blege hænder satte han derfor hurtigt i jorden igen, for at hæve sig op i et forsøg på at komme op igen. Han vendte sig med en kraftig hvæsen direkte mod hende med de spidse tænder blottet. Han følte sig jo truet. Hun var også langt større end hvad han var og en ulv. Han vidste jo, at den kæbe kunne ende liv!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Ingen kærlighed havde Rhaenys tilovers for den vampyriske race. Hvorfor skulle hun? Vampyrer og varulve havde bekæmpet hinanden i årtusinder inden, at hun var kommet til verden. Stærkere var hendes had til vampyrerne desuden kun blevet efter, at de havde myrdet koblets forhenværende leder. Derfor var det også kun en fryd for hende at mærke, hvordan hendes tænder rev hælen på hans sko op, inden han væltede omkuld. Frydefuldt var det, hvor hun vidste, at hun pænt kunne vise ham, hvorfor hans forbandede slags skulle holde sig langt væk! Standsede gjorde hun, men inden hun havde kunnet nå at angribe ham igen, havde han desværre allerede vendt sig. Han vendte sig, så han snerrede hende op i ansigtet. Hun kunne se hans ansigt, men også, hvordan de spidse tænder stak frem. Pludselig forvirring og uro etablerede sig i hende.. Et par hastige skridt trak hun sig tilbage, hvorefter hun påpasseligt stillede sig, og med det ene forben højt løftet. Skiftesvis begyndte hun at pibe og knurre ad manden. Tydeligvis i urede over, hvad der foregik. Hvem var han? Hvad skete der? Hvorfor var det sådan? Det lignede.. men tænderne, lugten og det blege skær. Faretruende viste hun tænder af ham. De skarpe tænder der sagtens kunne glide gennem marv og ben. Hun knurrede af ham, hvor den lød dybt fra hendes strube. Klar var hun til at springe på ham i det stadie. Få sekunder efter skiftede hun dog mimik, som tænderne blev trukket tilbage, så en pibende lyd i stedet kunne lyde fra hende. Alt imens slog hun usikkert med den pjuskede hale. Få sekunder efter knurrede hun dog igen, som det blev et konstant skift fra det ene til det andet. En der kunne finde på at flygte lignede hun dog bestemt ikke.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael kurrede henover jorden, inden han denne gang vendte sig mod hende. Som ene individ, vidste han, at han var stærk, men hun var kraftig.. pelsen var i vejen, og særligt, hvis han skulle sætte tænderne i ham. Og ærligt? Det var det sidste som han havde lyst til, og så alligevel..! Hun truede ham jo for pokker, og dette brød han sig bestemt ikke om!
Om det var en varulv, som for ham var kendt, kunne han ikke umiddelbart bedømme. Siden han var blevet det væsen han var. Duftene blandede sig, og en hvid ulv..? Dem havde der i forvejen været mange af! Her sad han nærmest på alle fire, med bøjede ben.. Hun trak sig.. Det passede ham mere end fint, for så kom hun da heller ikke for tæt på. Tænderne bed han svagt sammen, hvor han selv denne gang trak sig mere baglæns, for at få den afstand til hende. Som ulv, havde han været elegant, stolt og stor.. Det var han ikke ligefrem nu. En skygge var han jo blevet af sig selv, og han selv fandt den tanke yderst frustrerende, når han i forvejen vidste, hvad han var kommet af for flere år siden. Ikke var han ude på at gøre dem noget, for så havde han gjort det for længst. Beskyttertrangen overfor varulvene havde han vel stadig? Igen trak han sig et enkelt skridt, ved nærmest at kurre over jorden. En mindre hvæsen kom igen fra ham. Hun truede ham jo for pokker! Og han ønskede jo ikke at gøre varulvene ondt! Hun virkede.. forvirret? Over hvad?

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Forvirret var Rhaenys, som hun ikke forstod situationen. Hvordan skulle den også kunne give mening for hende..? Det lignede og så alligevel ikke.. Blodsugeren lignede en hun kendte der var død, hvilket var temmelig ironisk, da alle blodsugere var døde væsner. På den anden side lignede blodsugeren heller ikke vedkommende. De spidse hjørnetænder, der blev brugt til at dræne andre væsner for blod.. Den blege hud, og den kolde krop der indikerede, at blodsugeren var et dødt individ. Hun knurrede af ham. Særligt som han hvæsede af hende og blottede tænder! Ikke skulle han vove og prøve på noget! I så faldt ville hun gå direkte efter hans strube! Derfor passede det hende ej heller, at han forsøgte at trække sig! Ikke havde hun givet ham frihed til det! Jovist hun ikke længere stod klods op af ham, men stadig skulle han ikke flygte! Forundre hende kunne det dog ikke, da vampyrerne var et kujonisk væsen. Advarende sprang hun frem mod ham, alt imens hun knurrede, så fråde langsomt måtte optrappe i hendes mundvige. Den mand skulle uden tvivl træde varsomt! Her var det hende der bestemte! #Forhold dig i ro, blodsuger.# Hendes stemme ville lyde snerrede i vampyrens hoved. Ikke ville han kunne tænke en tanke tilbage til hende, men høre hende ville han kunne. Hun rev i jorden med sine skarpe klør. Klør hun med lethed kunne bruge på ham. En i dilemma lignede hun dog stadig. Hvordan kunne en blodsuger have så mange træk fra hendes gamle leder? Var han en form for dobbeltgænger? Ikke brød hun sig om det! Der skulle ikke vandre en blodsuger omkring, der lignede en forhenværende varulv! I så fald ville det være bedre at dræbe ham.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Ikke ønskede Nathanael at røre ved nogen af hans gamle familie, for han nærede stadig den største kærlighed til de pelsede væsner på fire ben, kontra dem, som tog liv, for at beholde deres eget.. Hvis man da overhovedet kunne kalde det for et liv? De to skridt, som han havde formået at tage, for at komme længere væk fra den ellers smukke ulv, foran ham, blev dog hurtigt taget igen, da hun sprang direkte mod ham. Han spændte i hver en muskel i hans krop, for han brød sig bestemt ikke om at hun kom så tæt på! Det var en naturlig fjende til det væsen, som han var nu.
Nathanael vidste, at han ikke kunne svare hende.. alt det, som han havde mistet igennem den tid, han havde været fraværnede. Han knyttede næven, hvor han blev siddende på hug. Ikke ønskede han, at hun skulle sætte tænderne eller klørene i ham, og flå ham op og ende hans liv.. Og dog.. Det var jo lige før, at han forerak det, mere end at leve som det væsen, som han gjorde i dag. Han kneb øjnene advarende sammen. "Aldrig ønskede jeg at forvolde skade.. Hold afstand," endte han denne gang. Ikke brød han sig om at have hende så tæt på. Næverne lukkede han om jorden og bladende. Han brød sig bestemt ikke om dette sammenstød. Han havde jo klaret sig frem til nu, uden at have stødt på dem!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

At blodsugeren blev siddende på hug efter, at Rhaenys havde sprunget frem efter ham, passede hende særdeles udmærket. Det var en respekt der var hende fortjent. Særligt fordi, at hun så let som ingenting kunne kalde på forstærkninger, hvorimod blodsugeren der var helt alene. Dette var nemlig ikke et territorie for hans slags, men derimod et for varulvene.. og det var noget alle vampyrer vidste. Når de endelig så en blodsuger i Iyanna skov, var det som regel fordi, at de var ude på ballade. Ude på at drille eller dræbe. Hvis hun havde været i sin menneskelige skikkelse, som han sagde, at han intet ondt ville, ville hun havde fnyst af ham. Dette kunne hun dog ikke, og derfor lød en dyb brummen i stedet fra hendes strube. #Blodsugeres eneste formål er død og ødelæggelse.. Forsøg at lyv for mig igen, blodsuger, og jeg vil bringe dig død,# snerrede hun. Langsomt og næsten snigende begyndte hun at bevæge sig omkring ham. Hans ydre gav ikke mening for hende, og derfor måtte hun betragte ham fra hver en tomme nu hvor, at hun havde ham i ro. Yderst velovervejet var hun, som hun cirkulerede rundt om ham. Konstant havde hun øje for hans bevægelser, da han kunne springe på hende med et blink med øjet. Blodsugere var hurtige, modbydelige, egoistiske, løgnere og dødbringende. Påpasselig var hun, og lige nu gav hun ham faktisk noget, som hun aldrig før havde givet en blodsuger. Tid. Hun sprang ikke bare på ham, som hun rent faktisk var i vildrede indvendigt. Bag ham stoppede hun op, så hun kunne sniffe til ham. Nej.. Han lugtede ikke af noget velkendt. Kun død. En lugt der igen fik hende til at knurre af ham.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael nægtede at vise hende at han var bange, men det var jo kun fordi at hun var det væsen, som hun var, og han var det, som han var. Han kunne slet ikke have det! Han selv forholdt sig fuldkommen rolig. Så rolig, at det var ham muligt. Selv vidste han jo, hvor han skulle springe direkte på varulven på, og hvad han skulle gøre ved hende, for at lukke munden på hende, inden hun ville nå at tilkalde forstærkninger, men at ende en varulvs liv.. Det ønskede han jo heller ikke ligefrem!
Ulven kredsede om ham, som havde han været en gemen udstilling. Han blev siddende fuldkommen stille.. Hun sniffede til ham.. knurrede af ham. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. "Ville jeg gøre dig noget, havde jeg gjort det," sagde han denne gang. Han drejede hovedet langsomt mod hendes skikkelse, da hun nu stod bag ham. I perfekt stand til at springe på ham og sætte tænderne direkte i hans nakke, og det skulle hun bare ikke have lov til! Han blev siddende på jorden.. Jo mindre han så ud, jo mindre faretruende var han vel også? Og her sad han som en simpel mand, overfor en varulv.. Dum var han jo heller ikke ligefrem.. Men nej.. Han var en mand mere værd, end at lægge sig ned på den her måde! Han rejste sig denne gang op i fulde højde, og vendte sig mod hende. Hun gav ham tid.. Det var ikke normalt! "Før du springer på mig.. Hvad er dit navn?" endte han denne gang. Han stirrede hende direkte i øjnene.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Igen knurrede Rhaenys af ham. #Jeg overmandede dig. Du var ikke i stand til at gøre mig noget,# rettede hun ham. Typisk vampyrer.. De skulle altid spille så forbandet overlegne! De så på sig som verdens herskere, hvor de mente, at de kunne gøre hvad end de lystede. Derfor undrede det hende, at han sagde, at hun kun levede, fordi han tillod det. Aldrig ville en vampyr indrømme – og da slet ikke over for en varulv! – at de var blevet overrumplet. At han derfra vovede at rejse sig, var også at træde et skridt fra langt! Hun havde allerede advaret ham, men selvfølgelig.. Som han stillede sig op i sin fulde højde, tøvede hun end ikke. Og da han var langsom til at vende sig, så hun sit snit til at overrumple ham igen. Hårdt satte hun af, og med alle kløerne fuldt udstrakte! Lige mod hans bryst måtte hun derfor sætte sig, hvor hendes vægt ville presse ham tilbage ned mod jorden og nu med hende over sig. Arrigt knurrede hun. Han troede virkelig, at han kunne kommandere med hende? Hun skulle give ham sit navn, før hun sprang på ham? Ha! Hvad ville han bruge det til? Håbede han da på, at han ville kunne sige, at han havde slået Rhaenys Adalwolf ihjel? Hun vidste, at det ville blive set stort på i hans samfund. Eller var han en spion og derfor en udsending? Hun knurrede ad ham, så frådende langsomt måtte dryppe ned på hans ansigt. #Jeg sagde: Forhold dig i ro!# knurrede hun af ham. Den eneste grund til, at hun ikke havde forsøgt at dræbe ham endnu var fordi, at han ubærligt meget lignede Nathanael. En mand hvis plads hun havde overtaget efter, at han var blevet dræbt af en elendig blodsuger. En mand, som hun havde set som sin idol og ven.. og derfor også en mand, som hun altid havde været lettere forelsket i. Han var dog ikke ham.. Denne mand var nemlig en blodsuger!

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael vovede pelsen, ved at agere på den måde, som han nu gjorde. Hans blik gled kort ned mod jorden. Han kunne ende hendes liv, om han ville. Springe direkte på hende, tage fat om kæben og knække hendes nakke, inden hun ville få muligheden, for at kalde nogen andre til sig. Han vidste, hvordan han skulle gøre det, men det ændrede jo ikke på, at det slet ikke var noget, som han havde lyst til at gøre, og hvorfor skulle han? "Tror du ikke, at jeg ved, hvordan man tager en ulvs liv, om det skulle blive nødvendigt?" spurgte han denne gang.
Nathanael rejste sig op, også selvom det tilsyneladende slet ikke var noget, som hun brød sig om. Han nåede knapt at vende sig, før hendes klør borede sig direkte ned i hans bryst. Et kraftigt gisp brød hans læber, idet han blev hamret direkte tilbage i jorden, og med hende over sig. Næverne førte han direkte til de massive poter, bare for at have noget at holde fast i. Hun ville ikke give ham hans navn? Selv hendes stemme, forekom ham et sted også underligt bekendt, men han kunne ikke placere den. Det var vel bare de ting, som gik i glemmebogen, og nu hvor hans fokus måtte være alle mulige andre steder. Han hadede jo for helvede sit liv! Fråde.. kraftig ånde.. Det skar nærmest i hans næse, og så særligt lugten af hund! Han spændte fast og kraftigt i kroppen. "Fjern dig..!" endte han med en hvæsen. Hun var nu kommet alt for tæt på! Hans næver lukkede han om hendes håndled. Han ville have hende af, og det skulle være lige nu!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

#Selvfølgelig tænker du kun på død, blodsuger. Livet betyder intet for dig,# snerrede Rhaenys af ham. Der var intet andet i en blodsugers liv end død. De levede af det. De var det. De nærede sig på det. Frustrerende var det bare for hende, at lige netop denne vampyr havde dette udseende. Det hæmmede hende, som hun ikke kunne undgå at associere det med en anden persons ydre. Det plagede hende. Stak et savn i hende.. samt en glubsk vrede. Ironisk var det vel næsten, at Nathanael var blevet brutalt myrdet af vampyrer, og der nu fandtes en vampyr der rent faktisk lignede ham.. Selv hadede hun tanken, hvor hun også var sikker på, at Nathanael ville vende sig i sin grav, hvis han vidste dette. Han ville foragte tanken! Måske hun derfor bare skulle dræbe manden? Få det overstået? Omkuld væltede hun også vampyren nu, som han havde ageret truende over for hende. Noget hun bestemt ikke tillod! Hun knurrede, som han nu greb om hendes ben, så hendes poter blev på plads. Det var noget der fik hende til at stemme i med de frie bagben, alt imens hun nu snappede efter hans hoved. #Slip mig eller jeg bider hovedet af dig!# knurrede hun tilbage, som ingen af dem tydeligvis var tilfredse. Kvalmende syntes det også helt at have hans hænder om sig. Den isnende hånd, der kunne mistænkes for at give en forfrysninger. Det hårde greb der var som jern. Den døde lugt, som nu ville sætte sig i hendes smukke pels. Det frydede hende bestemt ikke! Hun hadede det, og han skulle bestemt ikke røre på sig, når hun sagde, at han skulle være stille!

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Livet betød ikke andet end død og ødelæggelse? Det var så sandelig ikke med hans gode vilje! For han havde været mere end storslået tilfreds med det, som han havde haft før i tiden.. før vampyrerne havde sat tænderne i ham, og gjort ham til det væsen, som han var i dag! Han hvæsede svagt, som han denne gang var endt under hende. Hendes klør rev i hans bryst, hvilket rent faktisk gjorde ondt! En vampyr kunne rent faktisk godt mærke smerte, selv på trods af, at de var kolde og døde, og ikke kunne bevæge sig rundt udendørs når solen var højt, så var de da alligevel så levende!
Tænderne bed han sammen, og med hendes vægt over ham, så kunne han jo ikke rigtigt komme nogen vegne! Han kneb øjnene sammen, hvor han kraftigt førte hovedet til side, da hun snappet ud efter det. Hun skulle i den grad ikke have lov! Han hvæsede igen, hvor hans greb omkring hendes poter, strammede, for selv for ham, var det her jo ekstrem ubehageligt! "Fjern dig!" endte han denne gang, hvor han slap med en ene hånd, for at tage omkring hendes kæbe tæt ved halsen, for at få hende væltet af ham. Han ville ikke lægge sig under! Han rev til, alt hvad han kunne, for at tvinge hende ned på siden og mere om på ryggen. Han vidste jo hvordan han skulle udfordre en varulv, og det var også hvad han havde tænkt sig at gøre her!