Just wanna go home..

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Rhaenys’ kløer forsøgte at grave sig ned i hans kød, som han ydede hende modstand. Ikke skulle han få overtaget over hende! Hvis han gjorde det, vidste hun, at han ville slå hende ihjel! Han ville sågar nyde at myrde hende. På det punkt kunne man dog kun håbe på en hurtig død. Alle vidste nemlig, at vampyrer nød at ”lege” med deres mad og deres ofre. Sjældent var varulve dog det første for dem, som Rhaenys vidste, at vampyrer ikke kunne fordrage lugten af dem. Febrilsk måtte hun forsøge at rive sine låste poter fri, som hun mærkede hans strammende tag. Det føltes helt kvælende! Hun skulle fjerne sig? Aldrig! Et klynk lød dog fra hendes hals, som hun fik en pote fri, men fanget sin kæbe. Hårdt var grebet, hvor hun forsøgte at åbne gabet og vride hovedet, så hun kunne bide hans hånd af! Alt imens mærkede hun, hvordan hendes krop blev flyttet, så den i stedet blev presset mod jorden. Hurtigt slog hendes hjerte. Det gjaldt bare om at komme fri, og ikke var det en ide at forvandle sig tilbage til sin menneskelige skikkelse. Som ulv var hun nemlig klart langt bedre stillet over for en vampyr som ham. Aggressivt forsøgte hun at slå de tre frie poter ud mod ham, så hun kunne rive i hans hud. Han skulle bestemt ikke holde hende nede på denne usle måde! Han skulle slippe hende, og det var lige nu! Dybt nede i hendes hals lød en knurren, som et tegn på hendes tydelige utilfredshed. Den var også så dyb, at han ville kunne mærke en vibration i sine fingrer, som han havde fat i hendes kæbe.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Denne ulv var i forvejen alt for tæt på Nathanael, og derfor reagerede han på den måde, som han gjorde, for sin egen skyld. Han ville nemlig ikke ende med at miste livet, da han alligevel havde langt flere ting, at opnå end det alene! Han hvæsede kraftigt af hende, da han denne gang lukkede sin næve omkring hendes kæbe, for at tvinge hende ned ved siden af sig, så han kunne føle, at han var bare en smule fri igen! Han tvang hende derfor ned at ligge, også selvom hun rev og flåede i ham, med de spidse klør! Han kunne bløde.. Det kunne han da så tydeligt se, at han kunne! "Lig stille!" endte han denne gang, hvor han strammede grebet.
De lasede klæder rev hun op, hvor den blege, skambidte og blodige krop trådte frem. De gamle mærker, som han dengang havde haft, kunne uden tvivl stadig godt ses og mærkes, men hvad fanden.. Han var vant til det, kunne man sige. Faldt hun til tro, ville han slippe hende, da han som sagt, slet ikke ønskede at gøre hende noget ondt. For pokker, han nærede den ekstreme beskyttertrang.. Og normalt var det jo, at man tvang en ulv ned at ligge, når man blev udfordret. Et sted følte han sig vel stadig som en leder for varulvene, selvom han slet ikke kunne kalde sig for det væsen længere? Han førte hånden til siden af hendes hoved, hvor han tvang hende ned på siden at ligge. Han kneb øjnene svagt sammen. Det vibrerede nærmest i hans hånd, ved hendes brummen og knurren af ham. At tvinge en ulv eller en hund om på siden og holde fast, var jo en magtdemonstration, som man kun kendte til, om man kendte til det at være det væsen. Han ville jo igen, ikke gøre hende noget ondt. Han ville ikke gøre nogen varulv noget ondt. Han ville bare vise hende, hvem der bestemte!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Det sidste Rhaenys ville gøre var at ligge stille! Hvis hun gjorde det var det som at kaste håndklædet i ringen, og ikke kunne hun gøre det! Når man kæmpede imod en blodsuger, hed det En kamp til døden. Derfor kunne hun meget vel ikke bare give op. Derudover var hun leder af varulvene, og derfor skulle hun naturligvis fremstå som den stærkeste af sin slags! Derfor kunne hun igen ikke bare overgive sig. Hun knurrede af ham, alt imens hendes hoved blev tvunget ned i jorden. Helt brun blev hendes ellers så smukke hvide pels, som hun vred sig i forsøget på at slippe fri. I luften kunne hun lugte, hvordan hendes vilde kløer fik revet hul på ham. Hun kunne lugte blodet i luften, ligesom hun ville kunne lugte et åbent dyr. Hun fortsatte i den dur.. Hun kunne ikke bare ligge stille. En tanke spirede i hendes hoved. Stærkest var hun mod en vampyr i sin ulveskikkelse, men ikke syntes det at hjælpe i denne situation, og … en mand var jo en mand. Forvandlingen valgte hun at glide ind i. Hendes hoved var ikke længere spidst, men derimod en kønt kvindehoved. Hendes gyldenblonde hår stod viltert ud til alle sidder grundet den slåskamp, som hun var inde i. Hendes pels var sunket ind, og var i stedet blevet til støvet og jordet nøgen hud. Dette skulle nok hjælpe! Fejt eller ej.. Som hun havde benene fri, og som de begge måtte ligge på siden, valgt hun at bøje lidt i det øverste ben. Stærkere var varulvene end normale mennesker, så dette skulle nok kunne mærkes.. Plus dette var det mest ømme punkt på en mand. Knæet tyrede hun kort tid efter mod hans ædlere dele i et nådesløst spark!

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Ikke så denne kvinde ud til at ville ligge stille, og det var efterhånden ved at gå op for Nathanael. Han kneb øjnene fast sammen. Ondt gjorde det, sådan som hun rev i ham! Ondt gjorde det, at hun rev sådan i ham.. rev ham op, som var han smør, og hun var en kniv, og selv dette, tvang ham ned ved siden af hende, hvor han stadig forsøgte at holde hende nede, for han gav bestemt ikke op! Han ville slet ikke give op!
Hvad der skete efterfølgende, var for det første et fejt trick! Hun forvandlede sig jo! Den smukke kvinde som pludselig lå tilsølet i mudder og jord ved siden af ham. Kvinden derimod, måtte han denne gang genkende. Den samme, som han selv havde lukket tæt ind på sit eget liv for de år siden, hvor han selv havde været en del af koblet.. Han havde jo rent faktisk ledt koblet! "Rhaenys..." Ikke nåede han at sige meget mere, før hendes knæ, solidt placerede sig mellem hans ben. Grebet om hendes hals, slap denne gang omgående, da han krøb sammen. Smerten satte sig i hans nedre, efter hendes solide spark mellem hans ben. Han klemte denne gang øjnene sammen og rullede selv om på siden. For pokker, hvor det dog gjorde ondt! Et svagt udbrud af smerte, måtte denne gang bryde hans læber. Okay, et sted havde han nok bedt om den.. Men for pokker! Det var et virkelig fejt trick!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Fejt var det måske at forvandle sig og sparke ham direkte i skridtet.. men hvad fanden. Han var vampyr, og derfor gjaldt det liv eller død! Hun nåede akkurat at høre sit navn, inden hun placerede sparket. Virkede efter hensigten gjorde det tydeligvis, for først slap han hendes hoved.. så krøllede han sig ømt sammen.. så kom han med diverse smerteudbrud. I forhold til at springe på ham, var hun derimod hurtig til at trække sig. Som hun følte sig sårbar i sin menneskelige skikkelse over for en vampyr, lod hun sig hurtigt forvandle tilbage. Igen var hun den smukke hvide og gyldne ud. Dog med jord, mudder og støv over det hele. Det at høre sit navn fra hans læber.. Det ansigt der i store træk tilhørte Nathanael, men som ikke var Nathanael, men derimod en vampyr, føltes helt som et piskeslag. Med små hastige skridt trak hun sig tilbage fra ham, alt imens hun peb. Fronten sørgede hun samtidig for at holde imod ham. Ikke kunne hun risikere, at han sprang på hende igen. At hun ikke behandlede ham, som hun behandlede enhver anden vampyr, plagede hende. Det plagede hende, at han lignede hendes gamle leder. Hvilken grum skæbne var det ikke lige! De lysende øjne holdt hun på hans skikkelse, som han trillede i mudderet. Det gjorde ondt på ham. Det var tydeligt.. og med vilje var det også. Han havde ikke ladt hende slippe fri, og derfor havde hun måttet skride til mere drastiske midler. Forhåbentligt ville han have svært ved at gå de næste par sekunder. Det vidste hun, at en varulv havde, når man ramte ham der. Der var smerten, alt imens de frygtede for, om de nogensinde ville kunne bruge den kropsdel igen.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Fejt var det uden tvivl at sparke ham der, for at komme fri, og det ønskede han slet ikke skulle fortsætte! Derfor måtte han knibe øjnene sammen, og nærmest rulle om på siden, da han slet ikke kunne komme nogen steder lige i øjeblikket. Han prustede svagt. Ikke fordi at han havde brug for at trække vejret. Han klemte øjnene fast sammen, og vendte denne gang blikket mod hende, da hun havde valgt at forvandle sig igen.. Hun peb.. Var han genkendt? Nu var hun i hvert fald blevet genkendt!
Et svagt gisp brød hans læber endnu en gang, da han gled mere om på ryggen. Han krummede sig svagt sammen, for ondt gjorde det uden tvivl! Han lukkede denne gang øjnene sammen. Fejt var det. Ingen tvivl om, at det som hun havde gjort, havde været fejt! "Den der.. var virkelig ikke fair," endte han sammenbidt. Vampyr og varulv eller ej, så var det bare slet ikke i orden! På noget tidspunkt! Han slap det nedre forsigtigt, hvor han denne gang gled mere om på maven, hvor han forsøgt at komme op igen. Lige nu var han da for udslået til, at han kunne gøre noget som helst! Desuden havde hun revet i ham, som var han.. noget gammelt legetøj, som bare skulle flås i stykker, og han blødte. Tænderne bed han svagt sammen. Den havde været lige under bæltestedet den der! Også i bogstavelig forstand!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Ikke ville Rhaenys sige, at han var genkendt. Tanken om, at hendes forhenværende leder kunne være gået hen og blevet en forbandet vampyr, tillod hun nemlig ikke sig selv at tænke. I stedet tænkte hun, at Nathanael lå i graven, og at denne mand uheldigvis blot lignede ham utroligt meget.. eller heldigvis var det vel for vampyrens vedkommende. Det var nemlig det faktum, som havde holdt ham i live indtil nu. Det var det der gjorde, at hun ikke bare kunne dræbe ham. Det vakte for mange følelser i hende.. Følelser om venskab, familie, kærlighed, idolisering. Grumt fandt hun det, at en blodsuger skulle minde hende om den mand. Det var ikke fair.. Hverken over for hende eller for Nathanaels lig. Ikke fair? Igen havde hun kunnet fnyse, hvis hun havde været i sin menneskelige skikkelse. #Det var yderst velfortjent,# sagde hun kortfattet. Han havde forsøgt at tage magten fra hende.. Noget hun ikke havde kunnet tillade, og derfor var hun gået til ekstremerne. Ej heller kunne hun begræde, at hun havde gjort det. Det havde jo fået ham til at stoppe. Advarende trådte hun frem mod ham og med et knurrende gab, som han forsøgte at rejse sig. Havde hun ellers ikke lige sat ham på plads? Skulle hun sparke ham igen, før han forstod, at han ikke skulle røre sig ud af stedet, men derimod forblive siddende på jorden?! #Trænger du til endnu et, blodsuger?# knurrede hun krigerisk. Hun kunne sparke ham igen og igen i skridtet, hvis det første ikke havde vist sig at være godt nok. Hvis det blev sådan, kunne hun meget vel få ham til at bevise. Hun havde før set og hørt om mænd der dejsede om, fordi smerten blev for voldsom i deres allerhelligste.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

At være vampyr, var heller ikke ligefrem det, som Nathanael var mest tilfreds med, og særligt ikke, når det var sket på denne her måde. Han blev denne gang liggende, da det at skulle komme op, slet ikke ville, som han gerne ville det! Ondt gjorde det, hvor det samtidig føles, som havde hun lammet ham fra hoften og ned! Han blev denne gang liggende fuldstændig stille på jorden. Det sitrede og dirrede i hans ben, og ondt gjorde det uden tvivl også på ham! "Sagt, som en varulveleder.." Hænderne satte han denne gang i jorden, hvor han nærmest lå der på alle fire, for han kunne slet ikke rette sig ud!
Den Nathanael som Rhaenys kunne mindes, var også den mand, som lå foran hende i øjeblikket. Det var på ingen måder hans mest stolte øjeblik eller tilværelse i livet, for at sige det mildt, da han jo ligeledes også følte sig som en skygge af sig selv. Han skammede sig vel også over det? Han prustede svagt, hvor han denne gang vendte blikket mod hende. Et spark mere? Han var da helst fri! "Jeg vil kraftigt anmode dig om at holde op med at knurre af mig," endte han denne gang. Ikke havde han gjort noget, hvor det derimod var hende, som havde gjort ham noget! Hun legede med ham.. som var han et stykke legetøj, hvilket han slet ikke var! Han lagde sig denne gang ned på jorden med en kraftig rystelse. Det slag havde da virkelig slået ham ud!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

#Det er fordi, at du står foran hende,# endte Rhaenys alligevel helt stolt med sige. Hun var varulvenes leder. Derfor var hun også en af de meget få kvinder gennem historien, der havde nået denne post i det meget barske og mandige miljø. Stolt var hun uden tvivl over det, men samtidig følte hun også, at titlen var hende berettiget. Hun gjorde det godt for sit folk. Hun kæmpede for dem. Hun sørgede for at holde dem sikre og samlet. At blodsugeren ikke regnede med, at han stod overfor lederen, tænkte hun ikke videre over. Det skulle nemlig ikke undre hende, hvis vampyrer tænkte, at varulvene var så uduelig en race, at de end ikke havde en leder. Hendes lysende øjne hvilede på vampyren. Var det underligt, at hun var tilfreds over, at han nu lå prustende og stønnende i jorden? #Og jeg vil kraftigt anmode dig om ikke at kommandere med mig,# svarede hun kortfattet igen. Blodsugere havde ingen magt over varulve! Derudover tvivlede hun på, at denne mand var sin races leder, og derfor kunne han på ingen måde se sig hævet over hende. Dette gjorde han dog selvfølgelig.. Alle blodsugere var verdens magthavere ifølge dem selv.. Hun betragtede ham. Stadig kunne hun ikke lide, at han lignede Nathanael så meget, som han gjorde. Ligheden var skræmmende, hvis man så bort fra det faktum, at Nathanael havde været en flot og stolt varulv, hvorimod denne mand var … en blodsuger. Kold, død og en morder. #Fortæl mig meningen med din tilstedeværelse,# beordrede hun. Han ville dog højst sandsynligt lyve for hende.. Igen var vampyren ikke en reel race, som de udelukket eksisterede for egen vindings skyld. Ækle var de kort fortalt.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Rhaenys havde med andre ord, taget over ham, efter han havde mistet livet.. så at sige. Ikke at det kom bag på Nathanael, for hun havde vist ambitionerne, talentet, styrken og modet til at gøre det, og fejl havde han tilsyneladende slet ikke taget, hvad det angik. Han lukkede denne gang øjnene, i et forsøg på at samle sig. At han skulle ligge for fødderne for hende på denne måde, var i forvejen ikke hans stil! Han havde været hendes leder for pokker, og det kunne han jo kun mindes den dag i dag!
Et kort smil passerede hans læber. Han morede sig ved dette et eller andet sted. Okay, hans tilstedeværelse som vampyr, var måske med til at gøre ham direkte vanvittig et eller andet sted, men det var bare ikke rigtigt noget, som han kunne gøre noget ved lige nu. "Jeg gør hvad der passer mig.. Det har jeg altid gjort. Du så hvor langt jeg kom," endte han denne gang. Hans blik søgte hendes denne gang. Han hævede sig på armene, hvor han nærmest kom på højde med hende selv. Hvad han lavede her? Han længtes hjem.. hjem hvor han af hjerte, følte at han hørte til, men af krop og sind, burde hade som pesten. "Længtes hjem.. Min post blev taget, kan jeg se. Det forundrer mig ikke, at du skulle tage posten efter mig," sagde han denne gang. Et sted.. var han vel stolt? Hun var og blev den rette leder, særligt nu hvor han ikke var i stand til at lede koblet længere.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

At det var den Nathanael, som Rhaenys kendte, som hun stod overfor, havde hun endnu ikke accepteret. Hun valgte faktisk slet ikke at se på det som en mulighed, skønt tegnene var der. Derfor holdt hun sig i fantasien om, at dette var Nathanaels vampyriske dobbeltgænger. Det kunne da godt lade sig gøre.. Kunne det ikke? Det var trods alt også mere sandsynligt end det andet. Den Nathanael som hun kendte var nemlig død. Hun havde selv set det med sine egne øjne. Hun havde følt smerten i sit hjerte. Ikke kunne det være anderledes. Derfor knurrede hun også ad ham, som han pludselig talte, som havde de en historie sammen.. Det havde de ikke! Hun havde aldrig før set denne blodsuger! Desuden.. hun ville aldrig have andet med en blodsuger end en slåskamp! #Tal ikke som om, at du kender mig, blodsuger!# knurrede hun ad ham, alt imens hun advarende snappede ud efter ham med tænderne. Blot så han kunne se, hvad han måske havde i vente igen. #Jeg ville aldrig mænge mig med din slags!# Det var sikkert og vidst. Derfor var det blot en gal mands ord han kom med.. Han forsøgte at manipulere med hende, og ikke ville hun lade ham! han var en løgner, en bedrager, og ikke et levende individ! Han var død! Faktisk burde hun bare hjælpe ham i graven.. Noget alle blodsugere trængte til hjælp med. Arrigt strittede hendes pels, som det kun bevidnede det dårlige humør, som han satte hende i. Hvad hans håb var med al dette kunne dog kun en vampyr vide.. De havde en forskruet hjerne som ingen anden!

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Benægtende var Rhaenys uden tvivl, men havde han forventet andet? Hun gjorde kun, hvad han havde opdraget hende med. Hvor meget end en vampyr kunne være.. forførende, og manipulerende og forbandet charmerende, hvis de ville være det. Ikke var det hvad Nathanael havde tænkt sig at være, da hans fokus måtte ligge helt andre steder. Hun kunne knurre af ham, alt hvad hun ville, og det ville ingen forskel gøre for hans vedkommende! Det var den historie, som de havde sammen! "Men det gør jeg," kommenterede han denne gang. Hun kunne benægte det, alt hvad hun ville, og det ville ingen forskel gøre.
Denne gang satte Nathanael sig ned i stedet for, da hun snappet ud efter ham. Der var vel en grund til, at hun endnu ikke havde gjort det? Tvivlede hun eller benægtede hun blot sandheden, fordi den var for uventet? Ondt gjorde det ikke rigtigt mere, men han følte det stadig summe i hans ben, og derfor var det måske smartest at blive siddende. "Du var min højre hånd, Rhaenys. Jeg viste dig hvordan man sporede et bytte.. jagede det.. lærte dig at kæmpe som en sand varulv. De gjorde mig til den jeg er i dag, så kom ikke og kald mig for en blodsuger!" hvæsede han denne gang. Han foragtede hvad han var! Han havde altid foragtet det væsen!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Ikke brød Rhaenys sig om måden, som han begyndte at tale til hende på.. Overhovedet ikke faktisk! Hun vidste, hvem han talte som om. Han talte, som var han Nathanael Wolfhart. En person han ikke kunne være! Den man havde været en varulv, plus han nu var død! Han var ikke en vampyr! Han ville aldrig være en vampyr! Grusomt fandt hun det, at han brugte det imod hende.. men årsagen til, at hun i det hele taget ikke havde gået dræbende til den endnu var vel fordi, at hun inderst inde kendte sandheden? En sandhed, som hun ikke tillod sig at lukke ind? Hun knurrede ad ham. Blottede sine tænder så man kunne se, hvor spidse og store de var. #Hvor vover du at tale, som var du ham! Hvor ussel din race end er, er det et fejt trick at bruge!# Igen knurrede hun ad ham. Ondt gjorde det, men ikke ville hun lukke ham ind.. Ikke på vilkår! Han var en bedrager.. Det var han! #Ham du taler om er død! Desuden vil en blodsuger aldrig være ligeså meget værd, som han var!# Svært var det, at han lige netop skulle udgive sig for at være den person. Nathanael var nemlig en mand der havde lukket hende ind. Ladet hende være ved sin side, hvor den forhenværende leder havde jaget hende bort. #Du forsøger blot at redde dit eget ækle skind,# knurrede hun fortsat af ham. Ikke ville hun høre tale om flere af hans løgne! Han ville dog højst sandsynligt fortsætte, så han kunne pine hende.. Han ville nyde det, som den blodsuger han var. Det var hans opgave at gøre andre folks liv elendige.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Ikke lod Nathanael som var han en anden, men han var jo den mand, som han snakket om! Den mand som han omtalte sig selv som. Tvært imod, var det hende, som ikke kunne anerkende, at det var det af ham, og det var det som irriterede ham mest lige nu! Det var hende, som havde revet og flået i ham, og han havde end ikke været vred over det faktum! Han kneb øjnene svagt sammen. Ikke var han stolt over det væsen, som han var. Overhovedet ikke, og ikke ville det nogensinde komme til at ske! "Jeg kunne aldrig drømme om at lade som om, Rhaenys," bed han af hende, hvor han denne gang vendte sig direkte mod hende. Bange var han ikke for hende. Det var jo lige før, at han hellere ønskede, at hun tog hans liv, end at han skulle fortsætte som det væsen af natten, som han var tvunget til at blive.
Havde hun sørget så meget over tabet af ham? Han vidste, at de havde besværet sig med at få ham gravlagt, for han havde kæmpet sig op af dødens hul.. kæmpet sig op til friheden igen, dækket i klæder og jord. "Jeg gravede mig ud af dødens dybe hul.. Tro ikke, at jeg ikke ved hvem jeg er.. For det ved jeg.." Han lagde hånden mod hans blodige bryst.. Præget af dybe sår, skabt af hendes klør. Han grinte.. Han fandt hende for komisk! "Hvis nogen af koblet, skulle ende det, skulle det være dig. Jeg opdrog dig godt, og jeg ved, at du vil kunne gøre det smertefrit, som modsat," endte han. At gøre det selv, var ham at synke alt for dybt.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

De skarpe kløer rev lidt i jorden. Rhaenys var utilpas.. Meget utilpas med situationen her! Hendes hjerte bankede. Han lignede Nathanael, som han ville have set ud, hvis han havde været en vampyr. Han talte også om begivenheder, som Nathanael og hun selv havde været en del af. Sandheden bankede på, men selv hamrede hun døren i hver gang.. Nathanael som vampyr.. Hvordan skulle hun kunne acceptere den tanke? Det var bedre at tænke, at han var i fred i jorden! Hun knurrede fortsat af ham. Det var hende et forsvar. Det holdt hende på afstand fra ham, fremfor bare at … accepterer. #Du er ikke ham! Du er en ussel bedrager.. Intet andet!# knurrede hun af ham. Ikke forvandlede hun sig tilbage til sin menneskeskikkelse. Det føltes som at give ham, hvad han ville have, hvis hun gjorde det. At han grinte af hende, fik hende yderligere til at vise tænder af ham. Nedværdigende syntes det helt, at han blot sad der og lo. #Du burde være i jorden, hvor du hører til blodsuger. Heldigvis kan jeg ganske snarligt gøre præcis ved din slags, som jeg ønsker, blodsuger,# advarede hun. Snart ville skoven her tilhøre hende og varulvekoblet. Enhver vampyr der satte sin fod her ville blive retsforfulgt efter deres præmisser. De kunne myrde dem, uden de overhovedet ville blive set skævt til. Desuden gjaldt reglen ikke kun her i skoven.. Den gjaldt også, hvis en vampyr havde været her og nået levende ud igen. Det ville enten tvinge vampyrerne til at krydse bjergene for fremtiden, eller tvinge dem til at blive i henholdsvis Dvasias eller Imandra. Noget der passede hende mere end udmærket!