Just wanna go home..

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Morsomt var det ikke, at Rhaenys skuffede den mand, som hun ellers altid havde set op til. Anderledes kunne det dog ikke være, når hun ikke kunne efterkomme hans ønske. Hun kunne ikke myrde ham. Et sted var han jo Nathanael endnu.. At han var vred på hende, forstod hun godt. For det første burde hun dræbe enhver vampyr, som hun så, og for det andet var det dybt skammeligt, at en tidligere leder nu var blevet en dødsfjende. ”Du kan bande og svovle over mig ligeså meget du vil.. Måske vil det en dag give dig, hvad du vil, eller også vil det kun efterlade dig med had til mig,” sagde hun kort for hovedet, skønt ingen af delene var et drømmescenarie. Intet kunne hun gøre ved det. Lettere havde det bare været, hvis han havde været død for alvor. Hun pustede ud.. Hvad så nu? Hvor stod de? Ville han lunte væk nu og gemme sig et sted i den store skov. Selv følte hun i hvert fald ikke for at være den, som først vendte ryggen til. Han var vampyr, og derfor kunne hun ikke stole på ham på den måde. Han kunne springe på hende så snart, at hun så væk. Drikke hendes blod.. Galden smagte hun igen i munden. ”..Søger du så videre nu?” endte hun med at spørge. Det ville være bedst.. Hun havde også talt med ham i længere tid, end hvad hun burde. De burde end ikke udveksle blikke. Så maltrakteret var båndet mellem vampyrerne og varulvene. Man kunne for alt i verdenen ikke synes om en af dem, og være deres ven!

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Skuffet var Nathanael uden tvivl, og det var han heller ikke bange for at vise hende. At hun i det hele taget, ville vise en vampyr den 'nåde' at lade dem gå, var heller ikke hvad han havde opdraget hende til. "Jeg bander og svovler. Det kan du bande på, at jeg gør. Jeg har ikke opdraget dig til at lade dem gå," sagde han direkte. Med 'dem', mente han naturligvis vampyrerne, da disse hurtigt kunne komme tæt på koblet, og selv det, ønskede han jo heller ikke ligefrem.
Nathanael vidste godt, at han intet ville få ud af dette. Ikke at han var tilfreds med situationens udfald, da han havde forventet, at hun ville ende hans liv og derved lade ham beholde den værdighed, som han var gået fra livet som varulv med. At han så skulle være vågnet som vampyr, havde han heller ikke ligefrem regnet med! "Jeg bliver i skoven.. men for jeres skyld, så bliver jeg væk fra koblet," sagde han blot. Han havde bestemt heller ikke tænkt sig, at skulle vende ryggen til det hele. Desuden.. kunne han ikke. Et sted følte han sig i forvejen draget af Rhaenys på en måde, som han ikke rigtigt havde bidt sig mærke i på den samme måde. Skulle han tage af sted? Han bed tænderne svagt sammen, så det trådte frem i hans kindben. "Vi mødes jo nok igen, Rhaenys," afsluttede han denne gang. Hans blik søgte hendes.. Meget i ham, skreg efter at springe på hende.. noget skreg efter at han skulle tage derfra.. og noget, bad ham om at blive. Det var da ikke til at finde ud af.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Sandt var det, at Nathanael havde opdraget Rhaenys til at handle på en anden måde end denne. Det var også det, som hun fandt så pokkers svært! Hendes opdragelse og instinkter tiggede hende om at springe på ham, men ikke kunne hun få sig selv til at gøre det. Selv kunne hun blot håbe, at nu hvor hun havde vist denne ene vampyr nåde, at det i så fald også var for det bedste. Forhåbentligt ville han aldrig søge imod koblet eller stå i vejen for en strejfende vampyr.. og forhåbentligt ville han finde en nogenlunde plads langt herfra. ”Hvis det er således, at det må være,” sagde hun kortfattet. Han kunne forpeste hende hver nat, inden han gik i seng, men ej ville det ændre hendes mening. At han agtede at blive i skoven, var hun bestemt ikke tilfreds med.. Det betød nok, at han alligevel ville ende med døden. Særligt når, at hele skoven blev varulvenes territorie. ”Gør det, og du vil højst sandsynligt få din vilje. Enten hurtigt eller smertefuldt,” sagde hun ærligt. Han ønskede at dø, og den sikre vej til det var at blive her. Han ville måske holde sig fra koblet, men stadig ville han blive opsnappet. Vampyr stank nemlig langt væk! Hun kiggede ind i hans, som han kiggede ind i hendes. En distance følte hun helt, at der nu var mellem dem. Det var, som var der kommet en usynlig barriere mellem dem. ”..Forhåbentligt ikke,” endte hun i stedet med at svare ham. Hvis de sås igen, ville hun nemlig blive nødsaget til at dræbe ham.. men det var jo også, hvad han ønskede. Desværre ønskede hun bare ikke det samme. Hvis ikke de sås igen, levede han måske videre, og måske fik han endda et anstændigt liv.. ellers håbede hun på, at en anden ville melde sig som en værdig bøddel.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael fik slet ikke lov til at få det liv, som han gerne ville have, og selvfølgelig var det ham en meget frustrerende tanke, for han ønskede jo for pokker ikke at fortsætte det her liv, som han nu havde! Hans blik hvilede på hende. Han havde slet ikke opdraget hende, til at lade en vampyr gå, og fordi at det var ham, så gjorde hun det? "Korrekt.. Jeg er skuffet. Jeg har tydeligvis fejlet," sagde han med en kortfattet stemme. Han havde ikke været hård og konsekvent nok i den opdragelse af hende, når det kom til det. Han selv ville ikke have tøvet med det.. Han havde jo heller ikke tøvet med det, og det var jo grunden til at han var det væsen, som han nu måtte være i dag.
"Hurtigt eller smertefuldt er mig ligegyldigt. Pointen, er at det forekommer," sagde han denne gang. Hans blik søgte hendes. Skulle han gå? Skoven ville han uanset forblive i, og særligt nu hvor det var tæt på hans egen familie, og hans gamle hjem.. Tæt på hende. Hans blik søgte hendes skikkelse igen. "Jeg garanterer for det," endte han denne gang. Han vendte sig denne gang væk fra hende, hvor han denne gang blot satte igang. Han gik. Ikke løb han eller noget, da han ikke så nogen grund til dette. Inden længe, forsvandt han ind mellem træerne og ud i mørket. Ondt gjorde det.. frustreret var han også, selvom han intet kunne gøre ved det.

//Out

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Ikke mente Rhaenys, at han havde fejlet med hende. At han derimod gjorde det, gjorde naturligvis ondt. Hun var dog, som hun var og ikke kunne hun gøre for det. De havde aldrig heller drøftet den kendsgerning, at han måske kunne blive gjort til en vampyr. Det dilemma havde hun først stået over her i nat! Derfor kunne hun ikke gøre for, at det hele tog hende på sengen. Det sørgelige svar til al dette var dog, at hvis han var så skuffet over hende, skulle han være glad for, at han ikke længere var en del af koblet. Der var det nemlig hende der styrede det hele nu. ”Hvis det er sådan du føler, og hvis det er sådan du ønsker det,” sagde hun kort for hovedet. Han måtte hade hende, hvis han ville.. Han måtte dø, hvis han ville. Hårdt var det. At han garanterede, at de endvidere ville ses igen, brød hun sig ej heller om. Ikke ønskede hun at se ham igen.. Ikke i denne skikkelse. Som varulv ønskede hun vel heller ikke at se ham..? Hvis han var varulv, ville han nemlig udfordre hende på ledertitlen, hvilket betød, at de enten måtte kæmpe mod hinanden indtil døden, eller indtil en af dem blev sendt i eksil. Det var i sandhed en grum skæbne det hele. Hvilken nat.. Tavst fulgte hun ham med øjnene som han gik. Det gjorde han i det mindste endelig. Stående blev hun, indtil han var ude af syne. Det var nemlig først der, at hun selv turde gå. Tilbage i ulveskikkelsen gled hun. Hurtigt slog hendes hjerte endnu. Tankerne for også omkring. I løb satte hun. Denne her gang tilbage mod koblet.

// Out