Change. For better or for worse?

[Deleted]

Han var stolt men ikke bange for at fortælle hende at han var glad for at hun var der. Han følte sig mere i ro omkring hende. Det var en dejlig ting at have en omkring sig. Han vidste ikke hvorfor men der var noget over ham som gjorde ham meget mere rolig end han ellers var. Det var underligt men han havde ikke tid til at tænke mere over det nu. Han sendte hende et roligt smil. Han mente det virkelig.
Hun havde fået sine vinger tilbage og endnu en gang fået en plads i himmeriget. Hvor var det fantastisk. Han var oprigtig glad på hendes vegne. Det var der virkelig ingen tvivl om. Smilet hvilede på hans læber som han studerede hende og de flotte vinger. Han savnede ikke sine længere, han vidste ikke hvorfor men det gjorde han ikke. Han vidste dog hvor vigtig de var for mange og ikke mindst hende. Det lod til at den nye leder i det mindste havde gjort noget godt og det var en ting som faldt i god jord hos Derek. "Det er jeg rigtig glad for at høre. Det er vigtigt at finde sin plads her i samfundet og det lader til at du har fundet din" lød det blidt fra ham. Hun var virkelig heldig og han kunne se hvor glad hun var. Det var fantastisk at se.
Hun kom ham nærmere. hendes ord sagde det hele. Hun havde besluttet sig men hvorfor var han så så urolig? Han bed sig kort i læben før han vidste at rejse sig. Han stillede sig foran hende. Han kunne virkelig ikke lide det men hun tilbud jo så intenst. Lige gyldigt hvad var det dumt at gå ud og jage på en fremmed som ville blive traumatiseret når der stod en foran ham og ønskede at opgive det frivilligt. Han studerede hende lidt men nikkede så. "Okay" lød det stille fra ham. Han trådte helt tæt på hende og lod sit blik falde i hendes. Forsigtigt løfte han den ene hånd og førte blidt hendes hår væk så han blottede hendes nakke. Han stod lidt før han valgte at bøje sig let ned sådan så hans mund var ud for hendes hals. Han havde virkelig svært ved det her. Han brød sig ikke om det! Armene gled forsigtig om hendes liv, ikke hårdt men som for at støtte hende. Kort lod han læberne plante et kort kys mod hendes hals før han blottede tænderne. Hans sidste tanke var at han ikke håbede at dette ville blive smertefuldt for hende. Roligt lod han de spidse tænder glide ind i hendes varme ud. Den euforiske følelse vældede atter op i ham.

[Myia Destiny Flancker]

Kunne Myia gøre en forskel for nogen, så gjorde hun det mere end glædeligt, og særligt, når det foregik på denne her måde. For hende, var det nemlig noget, som gjorde en kæmpe forskel. Hun havde fundet sin plads i livet, og selvfølgelig var det noget, som også godt kunne mærkes nu. Hun ville bare gerne hjælpe ham til det samme. Hvis det overhovedet var muligt for hende. Zarakiel havde nemlig hjulpet hende, og nu ville hun altså gerne give ham den samme hjælp på den måde, som hun nu kunne se det. "Man kan godt sige, at jeg har fundet min.. altså.. sådan lidt, måske," sagde hun denne gang. Hun havde fundet et sted at være, men hun manglede resten. Ikke havde hun nogen at dele livet med, eller noget fast at foretage sig. Hun havde brug for at føle, at hun kunne gøre en forskel for nogen, og det følte hun et sted, at hun kunne gøre det her.
Da Derek kom hen mod hende, begyndte hendes hjerte for alvor at hamre mod hendes bryst. Ikke at hun ville fortryde sit valg i denne stund, for det ønskede hun på ingen måde. Hun bed tænderne svagt sammen, hvor hun nikkede mod ham. "Gør det.." endte hun med en dæmpet stemme. Hans greb omkring hendes liv, sagde hun intet til. Det løb hende koldt ned af ryggen, men det var udelukkende fordi, at han var så.. kold. Hun kunne slet ikke lide, at han var så kold.
Kysset mod hendes hals, satte en sitren i hende, men det var biddet der gjorde udfaldet. Et kraftigt gisp brød hendes læber, hvor hendes pupiller trak sig helt sammen. Hun hævede automatisk hænderne, som hun lukkede omkring hans overarme, som hun strammede godt om, bare for at holde fast. En sitren skød direkte igennem hende. Det var.. behageligt og ubehageligt et eller andet sted, men.. det føles godt. Hun ville bare gerne gøre den forskel for ham.

[Deleted]

Det var dejligt at se hun havde fundet sin plads. Hun havde virker så fortvivler sidst men nu var der mere ro på hende. Man kunne mærke på hende at hun havde det bedre og det var en ting som han især godt kunne lide. Han ville ønske at han havde kunnet gøre mere for hende den gang. Måske hvis han havde taget sig af hende at han ikke ville været sunket så langt ned som han gjorde det? Han vidste det ikke og ej kunne han ændre fortiden. Nu var det sådan her og hun havde fået den hjælp hun skulle bruge og det var nu en gang det vigtigste. "Det er jeg glad for. Det er vigtigt at have en plads her i livet" sagde han mildt. Alle ønskede vel at have nogen at dele livet med. For Derek var kærligheden bare gået galt alt for mange gange.
Han kunne mærke hvordan hendes hjerte hamrede i hendes bryst men ej fornemmede han frygt hvilket var en god ting. Hendes varme krop var en enorm kontrast til hans egen kulde som hun havde svært ved. Han kunne mærke hvordan hun næsten fik gåsehud af det. Han var ked af det skulle være så men sådan var vampyrerne. De var døde og kolde indvendige. Han holdt om hende. Det var længe siden han havde været så tæt på en køn kvinde, det var noget som faldt i hans smag selvom det denne gang var af lidt andre grunde end de forrige. Kysset mod hendes hals kunne han slet ikke lade være med at tildele hende. Det føltes bare så naturligt og han havde lyst til det.
Tænderne gled ned i hendes hud og den euforiske følelse begyndte. Det var bedre end alle de andre gange til sammen. Myia's blod smagte himmelsk men han kunne styre sig. Han gik ikke amok, han drak ikke hurtigt eller drænede hende. Han var blot forsigtig i alle sine bevægelser. Hun fik rovdyret i ham til at falde til ro. Som en tiger der ikke var mere end en kælen kat. Det var næsten uvirkelig hvor godt det føltes denne gang. Selvom han ikke kunne lide at udsætte hende for det her så kunne han ikke benægte at der var noget ... andet. En anden følelse over det som man ikke kunne opleve når folk var tvunget. Det var næsten som om der blev skabt et bånd i mellem dem. Han tog hvad han skulle bruge fra hende hvilket var langt mindre end normalt. Forsigtigt trak han tænderne ud af hendes bløde hals igen. Han lod sin tunge glide hen over sårene for at de ville lukke sig og så kunne han alligevel ikke du sig for at sænke hendes hals endnu et lille kys. Roligt trak han hovedet til sig sådan så han endnu en gang kunne kigge på hendes ansigt. "Er du okay?" spurgte han blidt.

[Myia Destiny Flancker]

Myia var et sted en smule bange for konsekvenserne. Selvom Derek havde lovet ikke at gøre hende ondt, s kunne hun ikke lade være med at tænke tanken, nu hvor han var så tæt på hende. Hun valgte dog alligevel at lade tvivlen komme ham til gode, velvidende om, at det jo et sted kunne koste hende livet, om han ikke havde det lys i hans sind, som hun et sted følte, at hun kunne se. Hun sendte ham et smil. "Og nu skal vi så bare have det frem i dig," sagde hun denne gang. Hun var selvsikker hvad det angik.
Det var muligt at Derek ikke følte, at han havde gjort så meget for hende, men det var derimod noget, som hun ville mene, at han havde gjort. Det var samtidig også noget, som hun ønskede at give ham igen, nu hvor hun havde den mulighed for at gøre det.

Jo mere Derek tog af hendes blod, jo mere svimlede det for hende. Et svagt gisp brød hendes læber, som hun faldt mere og mere ind mod ham. Det var euroforisk.. det var frygtelig intenst. Aldrig havde hun oplevet noget lignende! Øjnene gled i for et stille øjeblik, hvor hun lod hovedet falde mere og mere tilbage.. Det var egentlig først da han stoppet, at det egentlig gik op for hende, hvad der egentlig skete. Hendes blik flakkede lidt. "J-jeg.. jeg.." Hun tav igen. Hun følte sig fuldstændig rundt på gulvet, og hun følte sig virkelig træt. Det kunne i hvert fald godt mærkes lige nu!

[Deleted]

Dette kunne gå galt. Det vidste han godt. Han kunne gå i en rus og slet ikke styre sig selv. Det var det han var allermest bange for når det kom til at bide hende. Han var bange for at hun skulle miste livet. Det var slet ikke noget som han ville kunne leve med. Han sendte hende et stille smil ved hendes ord. "Vi må jo se om det er muligt" lød det roligt fra ham som han betragede hende.

Det var intenst men han følte sig om muligt mere roligt nu end han havde gjort det før. Blodet gled fra hendes krop og ind i hans. Det varmede hans indre en smule hvilket egentlig var ham en behagelig følelse. Som han tog mere og mere mærkede han dog at det begyndte at påvirke hende. Hun kom ham nærmere og støttede sig op af ham. Han stoppede sig selv før det gik for vidt. Det skulle jo ikke have nogen ulykker! Han kunne mærke at hun var rundt på gulvet da han endnu en gang betragtede hendes ansigt. Hun var sikkert træt, det var i hvert fald hans gæt. Han lod den ene arm støtte hende lidt mere op i ryggen mens han lod den anden falde. Roligt bøjede hans sig en smule ned og lod den frie hånd søge bag om hendes knæ. Han løftede hende op i sine arme med lethed og gik så stille over til sengen. Han lagde hende blidt på madrassen og sendte hende et roligt smil. "Tak" lød det blidt fra ham. Han var taknemmelig over alle grænser for det her! Det var der ingen tvivl om. Forsigtigt satte han sig ved hendes side mens han blot studerede hende. Det virkede som om hun havde det fint nok men bare var udmattet efter oplevelsen. Det var en rar tanke, det ville han ikke benægte. "Er du okay?" spurgte han dog igen. Bekymringen var at spore i hans stemme som han snakkede til hende. Hun havde jo sådan set ikke givet ham et svar endnu.

[Myia Destiny Flancker]

Det kunne gå galt, men Myia havde en god fornemmelse af det, og hun troede på at Derek ville tage sig af hende, og ikke ville gøre hende ondt. Det var hvad hun gik ud med, som en forudsætning for dette, og selvfølgelig var det noget, som også godt kunne mærkes lige nu. Hendes hjerte slog mod hendes bryst.. Fast og kraftigt, og hun knugede sig ind mod ham, bare for at have noget at holde fast i. Han føles så kold. Brændende ønskede hun at han blev varm, som hun var. Hun kunne slet ikke lide det.
Myia gled mere og mere ind mod Derek, da han stoppede med at tage hendes blod. Hvor meget havde han egentlig taget? Hun gispede svagt, da hun blev løftet og blev båret i seng. Den var dejlig blød og stor i forhold til, hvad hun måtte være vant til at ligge i. Hun vendte sig mod ham. "Jeg.. jeg har det okay. Det.. jeg er træt," sagde hun denne gang, da hun ikke rigtigt vidste, hvad hun ellers skulle sige. Hun var nemlig træt, og det spændte i hele hendes ene side af halsen, hvor hans tandsæt havde siddet. Hun fortrød på ingen måder, at hun havde givet ham lov.. Hun kunne jo se, at det havde virket, for han trak sig heller ikke væk fra hende. "D-det hjalp.. Gjorde det ikke?" spurgte hun denne gang. Hun sendte ham et træt smil, hvor hun også kæmpede for at holde sig vågen. Hun ville jo gerne snakke med ham, nu hvor hun også havde muligheden for at gøre det.

[Deleted]

Det sidste Derek ønskede var at der skulle ske hende noget. Han kunne lide hende og ville gøre alt for at intet ondt skulle ske hende igen. Han vidste dog at det var ham umuligt for onde ting var en del af livet. Man måtte leve med det men han kunne i det mindste gøre sit for at hun havde det godt. Armene hvilede om hendes skikkelse for at støtte hende. Blode3t kunne han stadig smage selvom han var holdt op med at drikke og bare betragtede hende.
Hun var træt hvilket var forståeligt. Det var hårdt at blive drænet for blod, blodmangel var en alvorlig ting. Det var også derfor Derek altid efterlod sine ofre hos healere sådan så de kunne blive tilset. Som vampyr havde han aldrig taget et menneske liv og det var en ting som han ville blive ved med holde., I hvert fald når det kom til at drikke deres blod., Han ville ikke love at han ikke ville slå ihjel for at beskytte dem han holdt af. Han smilede let til hende fra sin plads ved siden af hende i sengen. ”Det er forståeligt at du er træt. Det er hårdt for kroppen. Hvil dig” bad han blidt. Han havde lyst til at røre ved hende, at ligge sig tættere på hende og bare holde om hende. Han ville vel et sted vise hende at han var der og passede på hende indtil hun var hvilet men dog vidste han at det ville være hende ubehageligt for di han var så kold og det ønskede han jo heller ikke at det skulle være for hende. Han foldede hænderne foran sig roligt og kiggede lidt rundt i værelset. Selv var han ikke træt. Han havde opdaget hvor lidt vampyrer egentlig skulle sove. Tænk hvis de også kunne rende rundt om dagen. Man kunne få så meget gjort. Hendes spørgsmål fik dog vendt hans opmærksomhed mod hende igen. Han sendte hende endnu et smil og nikkede. ”Det hjalp rigtig meget, Myia. Mere end du aner. Det er bare … underligt. Jeg drak mindre blod fra dig end jeg plejer men jeg føler mig mæt alligevel. Det var næsten som om …” Han tav igen for han vidste ikke hvordan han skulle forklare for hende hvad han havde følt uden at det måske ville kunne til at virke mærkeligt. Han ønskede jo ikke ligefrem at gøre hende utilpas igen.

[Myia Destiny Flancker]

Myia var uden tvivl rundt på gulvet ved dette. Selvom han nok ikke følte, at han havde taget så meget, så kunne hun da uden tvivl godt mærke det, for dette var med til at køre hende træt. Rigtig, rigtig træt. Hendes blik gled mod hans skikkelse. Selv han så bedre ud, og han trak sig ikke væk fra hende, hvilket i hendes optik, var det bedste af det hele. Hun ville jo heller ikke ligefrem have, at han søgte væk fra hende.. flygtede fra hende, nu hvor de endelig kunne tilbringe tiden sammen igen.
"Du ser også ud til at have det meget bedre nu," sagde hun denne gang med et stille smil på læben. For hende, var det nemlig noget, som betød utrolig meget, for han var langt mere afslappet. Hvad det her, så havde gjort ved hende, vidste hun ikke. Det eneste, som det havde gjort ved hende, var at hun var glad.. Hun var virkelig glad for at hun kunne give ham det. Hun vendte blikket mod ham, da han stoppede op midt i sin sætning. Hvad var det han gjorde sig af tanker? Skulle hun være bekymret? Hun lå jo faktisk svag og træt i hans seng.. I princippet kunne han gøre, hvad han ville med hende?
"Det var næsten som..?" spurgte hun denne gang. Hun brød sig ikke om det. Langsomt satte hun hænderne i sengen, hvor hun forsøgte at sætte sig op i stedet for. Hun ville jo gerne vide det.. og samtidig var hun træt.. Men hun ville ham jo rigtig gerne.

[Deleted]

Han vidste at de nok anså dette som værende meget forskelligt. Hvor han ikke have tager så meget så virkede det nok på hende som værende meget. Hun var rundt på gulvet, svimmel og træt. Han kendte til de følelser efter et bid. Næste ville være at det sortnede for øjnene og så falde hen til sidst for at overgive sig til døden. Dog ville han aldrig gå så langt med nogen. Han ønskede ikke at tage nogen's liv. Livet var dyrebart og alle have ret til det.
Han nikkede roligt og smilede til hende. "Det går bedre. Jeg er ikke trængende mere" fortalte ham mildt. Hans øjne var også blevet grønne igen og ej påvirket af trangen til blod. Han følte sig næsten helt normal efter han havde fået blodet i kroppen hvilket var nok som han virkelig godt kunne lide. Han følte sig mere som sig selv lige nu. Det var skønt og en følelse som han ikke kunne få nok af. Han stoppede op midt i sin sætning fordi han ikke rigtig kunne forklare det. Han vidste ikke hvordan han skulle sige det go dog så spurgte hun indtil det. Han bed sig kort i læben og betragtede hende. Hun forsøgte at sætte sig op hvilket han ikke brød sig om. Hun var udmattet, hun burde ligge ned og hvile. Det andet nyttede ikke noget. "Du burde blive liggende, Myia. Det er hårdt for din krop og jeg ønsker ikke at du overanstrenger dig" lød det bekymret fra ham. Han ønskede jo ikke ligefrem at hun skulle dejse om ved siden af ham. Han tænkte lidt over det hele. Hvordan skulle han forklare det? Det var svært men dog måtte han prøve. "Jeg ved ikke hvor meget du ved om Vampyrer men blod gør underlige ting ved os. Især forvandlede vampyrer som mig selv. Lugten og smagen af blod kan få mig ind i en form for dyrisk vildelse. Det kan være svært for mig at stoppe når jeg først er startet. Det er en kamp hver eneste gang jeg er nød til at nære mig .... Men med dig var det anderledes. Dit nærvær, dit blod. Det beroligede mig, tæmmede monstret i mit indre. Jeg følte mig forbundet til dig på en måde som jeg ikke kan forklarer. De var som om det opfyldte et behov jeg ikke vidste at jeg havde. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklarer det ordenligt" mumlede han undskyldende. Det var virkelig svært det her for han ville jo ikke skræmme hende væk eller gøre hende ukomfortabel. Han ville bare have at hun skulle blive lige her.

[Myia Destiny Flancker]

Det blod som han havde taget, var selvfølgelig noget, som gjorde Myia frygtelig, frygtelig træt, men det var ikke nødvedigvis en skidt ting. Hun havde gjort en forskel.. Hun kunne se, at han slappede mere af, og han var omkring hende og det hele, og derfor kunne hun heller ikke være andet end tilfreds med omstændighederne. Hun havde gjort en kæmpe forskel, og for hende, var det også det, som gjorde det endelige udfald for hendes vedkommende. Hun sukkede let. "Du ser også meget bedre ud.. Og.. og ligner ikke en, der søger efter en flugtvej.. Det klæder dig meget bedre," sagde hun denne gang med et træt smil på hendes læber.
Myia satte sig en smule op, hvor hun lænede sig tilbage mod puderne. Det spændte endnu i halsen, men det var den tvivl bedre nu. Hun var træt. Ingen tvivl om, at hun var træt. "Altså.. jeg går ud fra, at det er en god ting.." sagde hun denne gang med et stille smil på læben. Hvordan hun skulle tolke hans ord, vidste hun ikke. Var det fordi at hun havde givet ham det frivilligt, eller var der andre ting, som måtte stikke under? Det var det, som hun ikke rigtigt kunne finde ud af, og jo mere han rodede sig ud i sin forklaring, jo mere forvirret blev hun, for hun havde jo ingen anelse om, hvad det ville sige, at være vampyr. Overhovedet faktisk. Hun rynkede forvirret i panden. "Du har ret.. det lyder forvirrende, men.. jeg er da glad for, at jeg kunne gøre det for dig, og.. at det altså ikke var så frygtelig en oplevelse," sagde hun denne gang. Det eneste som hun vidste, var at han nu havde mærket hende ,go at hun ud fra vampyrernes regler, var.. mærket som hans. Hvorfor kunne hun godt lide den tanke?

[Deleted]

Træthed var faktisk en følelse som han savnede en smule. Jo den var der da lidt men der var mere når han manglede blod. Han var ikke træt på samme måde som før selvom han sov dagen væk for det meste. Det var nok mere af kedsomhed eller vane at han gjorde det. Han vidste at hun var udmattet og alt han ønskede var at hun slappede af og ikke overanstrengte sig. Dog så hun ikke ud til at hun ville vide. Han havde blandede følelser omkring det for han ønskede jo så brændende at hun fik sovet sådan så hun ikke var så træt men på den anden side så kunne han godt bruge hele natten på bare at sidde og snakke med hende. "Jeg har det også bedre. Du gør mig bedre" sagde han stille men ærligt. Det var jo sandt nok. Det var virkelig som om at hun kunne gøre ham bedre blot ved at være i hans nærhed.
Det hele var forvirrende. Han forstod det ikke selv så hvordan skulle hun have nogen som helst chance for at forstå det. Han vidste bare at han kunne lide det. Han havde nydt at være så tæt på hende, at smage hende. Måske mere end han burde have gjort. Det var jo ikke ligefrem fordi han kunne tillade sig sådan noget. Han nikkede roligt. "Det er det også. Ingen tvivl om det" medgav han roligt og sendte hende et smil. Det hele var ham stadig så nyt men at kunne sidde her helt normalt med hende var en følelse som han havde savnet rigtig meget. At hun nu i realiteten tilhørte ham, at hun var hans mærke vidste han godt men sagde ej noget. Han ejede hende ikke, hun var fri til at gøre hvad hun ville og med hvem hun ville. Dog ønskede han da at hun blev. Han ville ikke benægte at han godt kunne lide hende og om nu mere end før han havde bidt hende. Han havde virkelig følt at der havde været en form for forbindelse og det kunne han rigtig godt lide. "Det er også forvirrende for mig. Jeg forstår ikke alle de signaler som min krop sender mig. Men nej, det var ikke en forfærdelig oplevelse. Den var .. dejlig" endte han roligt. Han tog en lille chance nu hvor hun havde sat sig op ved hans side. Forsigtigt greb han om hendes ene hånd og begyndte blidt at nusse hendes håndryg. Han vidste at han var kold men han kunne bare ikke dy sig længere.

[Myia Destiny Flancker]

Myia stolede på Derek nok til at tro på, at han intet ondt ville gøre hende ,og selvfølgelig var det også noget ,som kunne mærkes i en stund som denne. Hun var træt, ja det var hun, men af den grund, så ønskede hun slet ikke at falde i søvn eller lægge sig til, for hun ville gerne snakke med ham, og særligt nu hvor han virkede så taknemmelig for det, som hun havde gjort, selvom hun ikke rigtigt havde gjort noget. Et stille smil passerede derfor hendes læber. Hun var bleg og hun var mørk om øjnene, men det var ikke rigtigt noget som hun rigtigt bed sig fast i. Kun at hun virkelig var ved at være træt. "Så.. så skal du ikke sige, at småting, ikke gør en stor forskel for nogen," sagde hun med et stille smil på læben.
Det var ikke nogen hemmelighed, at Myia slappet af.. Hun følte sig godt tilpas omkring ham, og nu hvor hun samtidig også godt vidste, at hun rent faktisk var hans.. ifølge vampyrernes egne regler, om ikke andet, og det var ikke nogen hemmelighed, at hun faktisk godt kunne lide den. Han havde jo kun taget sig af hende, og forsøgt at passe på hende. Hun blev liggende mod puderne denne gang. Hun var for træt til det andet. "Derek, jeg.." Hun tav, da han tog omkring hendes hånd. Han var så kold.. Hun kunne ikke lide lige netop den del af det! Hun sendte ham et smil.
"Hvis jeg så fortæller dig, at.. at det også var godt for mig?" spurgte hun. Hun følte, at hun kunne gøre en forskel, og det var virkelig, virkelig rart, at det var på den måde. Hun elskede det uden tvivl! "Og.. i-ifølge jeres love, er jeg din nu.." tilføjede hun. En svag rød farve meldte sig i hendes kinder. Hun havde intet imod den tanke. Faktisk overhovedet ingenting.

[Deleted]

Derek ønskede at hun stolede på ham for han ville virkelig ikke gøre hende noget. Han holdt af hende og ville kun beskytte hende så meget som det var ham muligt. Hun var vigtig hvilket var ham en smule underligt. I så mange år havde han ikke holdt af nogen, han havde været ligeglad men hun var anderledes. Hun fik ham til at ønske at han stadig var engel hvilket var første gang siden han var blevet forvandlet. Smilet hvilede roligt på hans læber som han betragtede hende. Han kunne høre hendes hjerte hamre i hendes bryst. Det var ham en underlig beroligende lyd. Det og lyden af hendes åndedræt. Han kunne næsten falde helt i staver over at lytte til det. Hun kæmpede med at holde sig vågen hvilket var synd. hun havde brug for hvilen så hun burde bare lægge sig selvom han ikke ville tvinge hende til det. "Dette var ikke en småting. Dette betød rigtig meget for mig" lød det blidt fra ham. Han mente det virkelig.
Han slappede af omkring hende og det virkede som om hun gjorde det samme. Det var en tanke som han virkelig godt kunne lide. Han lyttede til hendes sætning som stoppede så snart han tog fat i hendes hånd. Det fik ham til øjeblikkeligt at slippe hende igen for det måtte jo være det som hun reagerede på. Et sted gjorde det ham voldsomt ked af det. Hans blik søgte til hans hænder. Hvor slem mon kulden var for levende og varme individer? Han vidste det ikke men han ønskede et sted at vide det. Det var jo også hårdt for ham at være sådan her selvom han måske ikke tænkte voldsomt meget over det før nu.
Hendes ord slog ham. Han vendte blikket mod hendes skikkelse. Det havde været godt for hende? Hvordan? "Hvad mener du?" spurgte han en smule forundret og betragtede hende. Hvordan kunne sådan noget føleles godt? Han forstod det ikke helt men på den anden side så havde det jo ligeså været ekstremt godt for ham. Meget mere end det plejede. Dette var underligt. hans forundring blev en smule større ved at hun kendte til den lov. Det havde han ikke regnet med. Han nikkede stille. "Det er på men jeg ønsker ikke at tvinge dig til noget. Du er fri til at gøre hvad du vil, Myia .." Han tav kort og vendte blikket ned mod sine hænder igen. "... Selvom jeg rigtig gerne vil have at du bliver her hos mig," fik han endelig mumlet stille. Det var alt sammen sandt men bare utrolig svært for ham at indrømme.

[Myia Destiny Flancker]

Myia havde ikke en grund til at gøre andet end at stole på Derek, så det gjorde hun selvfølgelig. Selvom hendes hjerte kæmpede for at få blodet cirkuleret rundt i hendes krop, og hun var træt. Virkelig, virkelig træt, men det var ikke fordi at hun havde lyst til at sove. Overhovedet ikke faktisk! Hun sendte ham et stille smil. "For mig, er det ikke så stor en ting.. Men den er det værd, når den gør den forskel for dig," fortalte hun med en glad, men træt stemme. For hende, var det hårdt at holde sig vågen, men at lægge sig til at sove, var hende fuldkommen uaktuelt. Hun ville jo gerne snakke med ham, nu hvor hun havde muligheden for at gøre det.
Selv for Myia havde det været rart.. Og nu hvor han alligevel havde sluppet hendes hånd, hvilket et sted gjorde hende trist. Hun lod hånden hvile tæt ved ham, hvor han havde sluppet hende.. et sted lidt i håbet om, at han nu ville tage omkring den igen. "Altså, jeg.. jeg ved det ikke. Det.. det føles bare ikke så.. skidt. Jeg.." Hun vendte blikket en smule ned af sig. Det fremstillede hende vel en smule dum et sted? "Jeg kunne lide det.." tilføjede hun denne gang. Det lød dybt godnat, men hun kunne ikke gøre for det!
Dum var Myia ikke. Lige den regel, var hun nu sikker på, at stort set alle kendte til. Han tvang hende ikke til noget.. Det var mere hans sidste ord, som hun for alvor måtte bide sig fast i. ".. M-mener du det? Du.. du vil have, at jeg skal blive.. her?" spurgte hun. Okay, lige det, var overhovedet ikke noget, som hun havde regnet med at høre ham sige!

[Deleted]

Derek ønskede virkelig ikke at gøre Myia noget som helst. Han havde det stadig en smule dårligt over at han havde bidt hende men hun havde jo selv ønsket det. Dog skulle det ikke ske igen. Det havde været dejligt, fantastisk egentlig men nej. Han kunne ikke tillade at det skete nogensinde igen. Det holdt han bare for meget af hende til! Han sendte hende et lille smil ved hendes ord. "Det burde være en stor ting for dig når det gør dig så træt, Myia. Men jeg er glad for at du tillod mig at gøre det" lød det taknemmeligt fra ham. Han ville jo ikke lyve. Han var glad for at det var sket selvom han ikke brød sig om det. Eller ... Han havde jo kunnet lide det hvilket var en tanke som han ikke kunne lide. Det var bare så forvirrende! Han rystede lidt på hovedet af sig selv. Livet havde aldrig været let men lige nu virkede det mere forvirrende og mere lige til end noget som helst andet. Hendes ord overraskede ham dog utrolig meget. Han spærrede øjnene en smule op og betragtede hende for en stund. Hun ... Kunne lide det? Af hvad? Han troede næsten ikke hans egne øre. "Du .... Kunne lide det?" spurgte han en smule forundret. Han havde brug for at få det bekræftet endnu en gang.
Hans ord var måske kommet ud forkert. Han lyttede til hendes svar og kørte en hånd igennem håret. Måske han var blevet misforstået eller måske han bare ikke havde kunnet holde sin kæft. Det var nok mere det sidste end noget som helst andet. "Jeg ... jeg mener ..." Han tav kort og kløede sig lidt i håret. "Jeg mener. Jeg vil gerne have at du bliver her lidt længere. Jeg føler mig rolig omkring dig og ... Og du kan ikke tage nogen steder i den tilstand du er i lige nu. Du høre til i lyset Myia, du høre til i himmeriget. Det er ikke en ting som jeg nogensinde vil tage fra dig" forklarede han stille. Han kunne godt lide at være sammen med hende, det var der vidst ingen tvivl om. Han vidste bare ikke helt hvordan han skulle sige det eller hvordan han skulle forklare det. Det var forfrædeligt på en måde.