Change. For better or for worse?

[Myia Destiny Flancker]

Myia ville bare gerne hjælpe ham, og det var det eneste, som hun rent faktisk havde i hovedet lige nu, så det alene, var vel heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen, var det? Hun vendte blikket mod ham, hvor han denne gang.. trykkede om hendes hånd, og bare trak sig væk fra hende?
Det første som slog hende, var at hun havde handlet ukorrekt i forhold til ham, og den tanke kunne hun slet ikke lide. Blikket sænkede hun en anelse. Dette var med til at gøre hende usikker, og den tanke, kunne hun slet ikke lide. "Jamen.." Hun tav igen med det samme. Det var overhovedet ikke hendes mening, at gøre ham ukomfortabel til mode eller noget lignende, for det ønskede hun på ingen måde!

Myia tog fat om stolen og rykkede en smule tilbage på sin plads. Ville han gå nu? Et sted gjorde det hende trist, for hun ville jo ikke lade ham.. flygte fra hende! Som hun heller ikke havde fået lov til at gøre det dengang. Hun rejste sig igen, og med blikket vendt mod ham. "Jeg.. jeg mente altså ikke at gøre det ukomfortabelt. Skal jeg være helt ærlig, så.. så tænkte jeg slet ikke over det.. Undskyld," fortalte hun oprigtigt. Hun havde det næsten dårligt med sig selv og det alene, var hun heller ikke bange for at indrømme for ham.
Et tungt suk brød hendes læber. ".. Skal jeg gå?" spurgte hun. De røde øjne, skræmte hende ikke. Han ville jo ikke gøre hende noget, så skulle hun være bange for det? Hun bed tænderne svagt sammen. Det her var ubehageligt et eller andet sted, og hun kunne ikke lide det.

[Deleted]

Han ønskede ikke at gøre hende usikker men han kunne bare ikke blive siddende så tæt på hende. Han var nød til at komme væk hvor han kunne trække vejret en smule sådan rent metaforisk. Hun vidste ikke hvad hun gjort ved ham. Mange vidste at vampyrer blev påvirket når andre var i nærheden men ikke hvor meget. Han havde følt det på egen krop og det var virkelig forfærdeligt! Han hadet det for at sige det mildt. Det at sidde med en lyst til at skade hende for at få fat i hendes blod. Det var utilgiveligt. Han drejede hovedet væk i skam. Han havde det ikke godt med situationen hvilket kun kunne være tydeligt. Svagt sukkede han igen af vane og vendte de røde øjne tilbage mod hendes skikkelse. "Jeg ved du ikke tænker over det men jeg kan ikke lade være" endte han stille. Han havde det så skidt med det.
Han tog sig til hovedet og lukkede øjnene. Om hun skulle gå? Han ønskede det ikke men hvad skulle han ellers gøre? Han vidste at dette kun førte en vej og det var hans tænder i hendes varme hud og det ønskede han ikke for hende. Han knyttede næverne. Var det underligt at han var fustreret? Han prøvede at tage sig lidt sammen. Det her kunne ikke være rigtigt at han ikke en gang kunne styre sin egen krop. "Du skal ikke undskylde. Jeg er bare ... Jeg er ikke vant til de nye følelser der kommer med denne her krop. Som levende væsner tænker vi ikke over hvilken indvirkning vi har på vampyrerne. Den er stor. Jeg vil ikke gøre dig ondt, jeg vil ikke skade dig men hver en eneste af mine sanser fortæller mig at du er et bytte og jeg burde sætte tænderne i dig. Det er en forbandet tilværelse" prøvede han stille at forklarer. Han ønskede jo ikke at noget skulle ske hende men han ville jo også gerne tilbringe tid sammen med hende. Det var et dilemma uden lige for ham og noget som egentlig gjorde ham ked af det. hendes spørgsmål fik ham til at ryste på hovedet. Hun skulle ikke gå. "Jeg er .... Nød til at gå ud og finde noget føde. Bliv indendøre" bad han sagte. Gud hvor han ikke havde det godt med det her men hvad andet kunne han gøre? Han var jo nød til at have blod.

[Myia Destiny Flancker]

Skammen ramte for alvor Myia, da det gik op for hende, hvad hun egentlig gjorde ved ham, og det kunne hun slet ikke lide! Overhovedet ikke faktisk! Hendes hjerte hamrede direkte fast og voldsomt mod hendes bryst, og det var ubehaget som stod noget så frygtelig tydeligt i hende. Ikke at hun kunne lade være med det i hvert fald. "Det.. det tænkte jeg virkelig ikke over.. Undskyld.." Denne gang, var det med en meget lille stemme. Hun havde det virkelig skidt med sig selv over det!
Det sidste Myia havde tænkt på, var hvor ny Derek var indenfor dette, og derfor gav det hende kun yderligere dårlig samvittighed. Hun ønskede jo heller ikke ligefrem at være egoistisk overfor ham, men det var bare frygtelig svært at undgå, nu hvor hun stod i denne situation. Et sted følte hun vel at.. det var hendes skyld, at det nu også var svært for ham?
At han ikke ville gøre hende ondt, var hun selvfølgelig glad for, men hun havde det dårligt med, at hun havde gjort det så svært for ham, som hun tilsyneladende havde gjort, så det var jo ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for hende nu. Hun sænkede hovedet igen. "Jeg forstår.." var alt hun sagde, men det ændrede ikke på, at hun var meget for det. Særligt ikke, som det var på denne her måde. Tvært imod, så hadede hun det!
Svagt bed hun tænderne sammen. "..Vil det hjælpe, hvis du fik mit..?" spurgte hun pludseligt. Hun så mod ham ganske forsigtigt.

[Deleted]

Han kunne se at hun havde det skidt med det og det gjorde om muligt mere ondt på ham end alle hans andre tanker og følelser. Han ville jo bare have at hun skulle have det godt, det fortjente hun efter det liv som hun havde haft. Det var hans skyld at hun stod og havde det sådan nu og han kunne ikke lide det! Slet slet ikke. Hun knyttede næverne kort som hun endnu en gang undskyldte. Det var ikke hendes skyld, hun skulle ikke undskylde. I en lidt hurtig bevægelse havde han flyttet sig til hende. Som han stod foran hende løftede han forsigtigt den ene hånd og strøg hende blidt hen over kinden. Hans øjne var stadig rødlige men det var som om hun bragte ham mere tilbage til hans menneskelige sind. De grønne var så småt begyndt at skinne igennem. "Du skal ikke undskylde. Det er ikke din skyld" lød det overraskende blidt fra ham. Det var som om han skiftede helt over i et andet gear for at trøste hende.
Hendes tilbud slog ham. Hun tilbød ham sit blod? Han kunne ikke lide det! Gud hvor han ikke kunne lide det men duften af hende, følelsen af hans hånd mod hendes kind. Hele hans krop tiggede ham om at sige ja, at mæske sig i hende men hovedet og ikke mindst hans hjerte talte for noget andet. Hans blik søgte hendes for at finde ud af om det virkelig var det hun ville, hvis der var bare den mindste smule tvivl så ville han ikke en gang overveje det. Hvordan kunne han? Hvordan kunne han sætte tænderne i hende? Han lukkede kort og tænkende øjnene før han lod sin hånd falde fra hendes kind igen. "Jeg .. Er du sikker på at du ved hvad du tilbyder?" spurgte han endelig og åbnede øjnene igen. Han kunne ikke lide tanken og dog så kunne han heller ikke lade være med at indrømme at det var et tilbud der trak i ham. Ikke kun fordi det var lettere end at jage og ikke kun fordi hun var engel men fordi det var hende.

[Myia Destiny Flancker]

Myia var virkelig ked af, at drive Derek derud, hvor han ikke følte, at han kunne kontrollere sig selv længere, da det aldrig havde været hendes mening, at gøre det. Svagt bed hun sig derfor i læben, som hun tydeligt måtte vende blikket mod hans skikkelse igen. Det gibbede helt i hende, da han pludselig stod overfor hende, og strøg hendes kind. Det fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg.. Han var så.. varmhjertet, og det var der en vampyr, som absolut skulle ødelægge? Det var slet ikke en tanke, som hun brød sig om! "Det.. det er det jo," endte hun. Det var jo overhovedet ikke hendes mening, at drive ham derud!
Myia mente det, når hun tilbød ham sit blod, for hun mente at det var hendes skyld, og siden han var nødt til at søge væk på grund af hende, så fandt hun det vel bare på sin plads, at gøre noget ved det? Det var i hvert fald sådan at hun så på det om ikke andet.
Blikket faldt mod hans. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Han var.. så kold. Så kold at røre ved, og hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det. "Jeg.. jeg vil ikke sige det, hvis jeg ikke mente det.. Jeg.. vil bare vide om det ville gøre det lidt nemmere for dig.." Hun bed sig svagt i læben. Nervøs? En smule var hun jo. Det kunne hun jo ikke rigtigt undgå.

[Deleted]

Derek kunne ikke lide at hun var ked af det. Det gjorde ondt på ham. Hun var så sød og rar. Hun skulle være glad og smilende. Han situation var som den var. Det kunne der ikke ændres på uden meget hjælp fra oven. Han vidste det og derfor var det også en tanke som han slet ikke gik med længere. I starten havde han tænkt på at finde en alkymist som kunne forvandle ham retur men han havde tvivlet. Et sted så troede han ikke at lyset ville tage ham tilbage igen. I alt for mange år havde han gået gået med et had til det. Han havde følt sig svigtet for længe. "Det her er ikke din skyld" gentog han roligt men dog en smule mere fast end før. "Dette er udelukkende min egen skyld. Jeg blev for uforsigtig og det er her jeg er endt. Ej er det noget du har haft indvirkning på før eller nu" pointerede han.
Han kunne næsten ikke tro hvad hun stod og sagde til ham. Hun tilbød sig selv på den måde. Han kunne ikke lide det. Dog følte han sig splittet. Det var næsten som at være to mennesker i en der ville hver sin ting. Det gjorde ham rundt på gulvet og forvirret. Et sted havde han mest lyst til bare at give efter for lysterne men aldrig ville han kunne se hende i øjnene bagefter. Han ville skamme sig, bare det at tænke de tanker var noget der fik ham til at skamme sig. Blikket hvilede i hendes som hun snakkede. Hun virkede ikke sikker på sine egne ord. Han burde ikke gøre det. Hovedet søgte let på sned mens han blot betragtede hende, studerede hende. Det var som om hans indre kamp var røget lidt i baggrunden igen over for hans bekymring over det hun havde ytret. Han var jo bange for hvad det ville gøre ved dem og deres venskab hvis han bed hende. Hvad skulle han dog gøre? Kort løftede han blikket og kiggede rundt. Der var ikke nogen der kiggede på dem men han brød sig alligevel ikke om det. der var for mange mennesker her. "Lad os snakke om det et andet sted. Har du et værelse her eller skal vi gå til mit?" spurgte han stille. Han kunne ikke lade være med at virke bekymret for hende. Det var ikke ligefrem en god ting at gå og tilbyde folk. Han kunne virkelig ikke lide det!

[Myia Destiny Flancker]

Myia ønskede på ingen måder, at Derek skulle gå nogen steder hen. Det var en tanke, som kun gjorde hende endnu mere ked af det, for hun følte, at hun jagede ham væk, og det ønskede hun da slet ikke! Svagt måtte hun derfor bide tænderne sammen. Hun var ked af det.. Hun følte, at det i aften var hendes skyld, at han tænkte over det på den måde, også selvom hun kunne forestille sig, at det var grusomt, sådan som skæbnen havde arbejdet imod ham, så det passede hende jo meget dårligt. "Jamen.." Denne gang tav hun igen. Han var bestemt.. Der måtte være noget om det.
Det var lige før, at Myia gled mere og mere tilbage i de gamle vaner. Ikke fordi at hun ønskede det, men fordi at det lå hende mere naturligt overfor en mand, hvilket hun jo et sted godt vidste, ikke ligefrem var nogen god ting for hendes vedkommende. "Det som er hændt dig, er forfærdeligt, Derek.. Jeg mindes en mand, som så det gode i alle.. Du fortjener virkelig ikke det her," fastholdt hun med en stille stemme. Hun hadede det. Hun hadede det virkelig.
Selv nu vidste Myia ikke hvordan Derek ville have det, men hun ville ikke spørge ind til disse ting, uden at der ville være en grund til at gøre det. Hun blinkede svagt med øjnene og rystede så endeligt på hovedet igen. Hun havde ikke lige arrangeret det med et værelse endnu. "Jeg kom da solen stod højt, så nej, jeg har intet værelse," begyndte hun denne gang. Så det var vel hans værelse, hvis det endelig var? Og lige hvad det angik, stolede hun på ham. Hænderne fumlede hun med. Det var ubehageligt.. men det var kun fordi at han satte hende sådan i en tvivl!

[Deleted]

Dette var på ingen måde hendes skyld og det var noget som Derek holdt hårdt fast i. Heller ikke det i aften. Det var Valerio's skyld om noget og så det faktum at det hele stadig var forholdsvis nyt for ham. Det ville tage tid at beherske alle de nye ting. Ikke at det gjorde ham noget. Tid havde man jo nok af i denne verden. De rødlige øjne betragede hende roligt. Han var faldet end smule mere til ro også selvom de stod tæt nu. Han fokuserede på noget andet, han fandt et holde punkt ved hende som han kunne holde fat i uden det blev for ubehageligt håbede han. Hans øjne var fæstet til hendes. Hun havde smukke øjne og han kunne ikke andet end at sende hende et blidt blik. Han ville jo heller ikke gøre det her alt for ubehageligt for hende. "Ikke noget jamen" lød det varmt fra ham. Han var jo stadig den sammen mand selvom hans krop ikke længere var levende.
Han kunne mærke at hun gled mere tilbage i den rolle som hun havde haft det før. Hun begyndte at minde om den kvinde han havde mødt på kroen og det var slet ikke noget som han brød sig om. Han fik det en smule dårligt med sig selv. Det var hans skyld at hun fik det sådan og det ville han ikke have. Måske han bare skulle gå? Nej, det nyttede ikke noget at flygte. For længe havde han flygtet fra tilværelsen til den en dag bed ham så hårdt i røven at hans krop fysisk døde af det. Nu var det tid til at stå fat, til at leve. "Min krop er ændret men jeg er stadig den samme. Om muligt er jeg mere mig selv nu end jeg var den sidste tid som engel. Jeg .." Han tav kort og kiggede væk. Han var ikke meget for at indrømme det overfor hende for han skammede sig men alligevel ønskede han at snakke med hende om det. ".. Jeg endte med at miste troen, Myia. Jeg mistede tiltroen til lyset længe før jeg blev forvandlet." Det var jo sandheden. Han havde døjet med mange ting i sin sidste tid som engel. Han havde vendt himlen og lyset ryggen og havde søgt væk fra alt og alle. Han havde været helt alene i verdenen og det havde låst ham mere og mere fast i en dødbringende spiral.
Hun havde ikke et værelse, så var det jo let nok. "Kom med" bad han stille og greb forsigtigt om hendes ene hånd. Han førte hende med sig igennem krostuen, ned gemmen den ene gang og hen til sit værelse. Her slap han hendes hånd for at låse op for hende. Han sendte hende et stille smil som han holdt døren for hende sådan så hun kunne gå først.

[Myia Destiny Flancker]

Myia havde det ikke særlig godt, og det var ikke nogen hemmelighed at hun rent faktisk havde det dårligt med det, som var sket ham. Han var en god mand. Det var hvad hun kunne huske om ham, og derfor gjorde det ondt for hende, at se, at han skulle være så grebet af mørket, hvilket var noget, som hun ikke rigtigt kunne bryde for ham.. Kunne hun overhovedet hjælpe ham? Hun ville elske, at kunne gøre det!
Denne gang var Derek hård ved hende, også selvom det ikke ligefrem var på den forkerte måde. Heldigvis om ikke andet. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Det var slet ikke fordi at hun ville gøre det værre for ham, end hvad det var i forvejen, men det var bare meget begrænset, hvad hun sådan lige kunne gøre ved det nu. "Du er hård ved mig nu, Derek," sagde hun denne gang.
Et værelse havde hun ikke at søge til, og derfor måtte de også bruge hans. Hun vendte blikket op mod ham igen. Kappen havde hun endnu hvilende om sine skuldre, hvor vingerne denne gang var skjult. Dem havde hun jo heller ikke haft, dengang de havde set hinanden sidst. "Alle kan miste troen på det, Derek.. Jeg gjorde det samme.. følte, at jeg var det mindre værd.. Og du er det værd! Jeg vil virkelig gerne hjælpe dig.." sagde hun denne gang. Hun tog om hans hånd, hvor hun fulgte med. Et sted, var hun jo stadig sikker på, at han intet ville gøre hende. Og med den overbevisning, trådte hun ind på hans værelse. Hyggeligt så det jo trods alt ud herinde. Hun vendte sig mod ham. Hun var en smule nervøs, men det var mere på grund af det hele.. og ikke på grund af ham.

[Deleted]

Derek sendte hende et undskyldende smil. Det var jo ikke ligefrem fordi han ønskede at være hårdt ved hende men hun skulle ikke bebrejde hende for det ting han følte på denne aften. Om ikke andet så fik hun ham til at føle sig bedre tilpas end han havde gjort det længe hvilket var utrolig rart.
Roligt førte han hende med sig til værelset. Stadig vidste han ikke om dette var en god ide men om ikke andet kunne de snakke mere privat der. Han var ikke sikker på at hun havde tænkt sit tilbud helt igennem, desuden vidste han ikke om han overhovedet ville sætte tænderne i hende. Der var så mange ting som den handling kunne ødelægge! "Jeg ved at det var sådan du havde det før dog mistede jeg aldrig troen på mit værd. Jeg vidste og ved godt min egen værdi. Jeg mistede bare tiltroen på lyset. Ikke i mig og ikke i verdenen men lyset helt generelt. Der skete for bange dårlige og mørke ting. Til sidst overvældede de mig" forklarede han sandfærdigt som de nåede værelset og hun trådte ind.
Da hun var inde fulgte han selv roligt med. Han lukkede døren men låste den ikke. Et sted så var det vel også at give hende en måde at komme ud på hvis hun ønskede det. Han gik ind i rummet. Det var ikke alt for stort men der var en kommode, en seng og et lille bord med et per stole sådan så to mennesker kunne sidde ned. Han søgte mod bordet og satte sig ned med et lille bump på den ene stol. Han løftede en ene hånd og lod den hvile mod sit hoved mens han langsomt vendte blikket tilbage mod hendes skikkelse. Han sendte hende et lille smil og rettede sig lidt op i stolen. "Hvorfor tilbyder du mig dit blod, Myia?" spurgte han roligt men dog en smule nysgerrigt. Han ville høre om hun havde tænkt det hele helt igennem.

[Myia Destiny Flancker]

Derek var en god mand, og Myia var typen, som ville hjælpe andre, hvis hun kunne. Desuden havde han jo gjort det så tydeligt for hende, at han intet ondt ønskede hende, og det valgte hun jo så at tro på, og særligt, når han var som han var overfor hende. Det var måske ikke hendes skyld, men af den grund, så følte hun stadig, at det var hendes skyld, og det var det som gav hende virkelig dårlig og ringe samvittighed, og det gjorde ondt. Ingen tvivl om, at det gjorde ondt på hende, at det forholdt sig på den måde.
"Jeg ved godt, at man kan føle, at det hele er mørkt og dystert engang imellem, men derfor må man ikke give slip.. Det var det, som du lærte mig," sagde hun med en dæmpet stemme. Hun var ked af, at han var faldet så dybt i mørket, og særligt, når det var på denne her måde. Hun sukkede svagt, og rystede på hovedet. "Tænd lyset.. der er altid lys alle steder," tilføjede hun denne gang. Det kunne godt være, at det lød dumt, men det virkede.
Myia fulgte Dereks skikkelse, da han satte sig ved bordet. Hun lod hånden glide over hendes overarm. Han gjorde hende usikker, når han gjorde det der! "Jeg vil gerne.. Jeg kan ikke lide, at se dig på den her måde," fortalte hun denne gang. Hun vendte blikket i retningen af ham igen. Hun ville bare gerne give ham det.

[Deleted]

Derek kunne virkelig godt lide Myia. Hun var så dejlig og kærlig. Det var folk som hende det gav ham lyst til at tro på lyset endnu en gang. Dog var det vel forsent nu? Han var en del af mørket og kunne aldrig nogensinde finde lyset igen. Det var forfærdeligt og tåbeligt at hæfte sig ved noget som ikke længere var muligt, var det ikke? Det var en tanke som gjorde ham ked af det. Han elskede jo lyset selvom dette ikke ligefrem havde været noget han havde indset på det sidste.
Derek var sunket til et punkt han ikke selv kunne rede sig ud fra. Eller det var han. Det var som om han næsten havde fået et helt nyt liv pustet i sig efter vampyren havde sat tænderne i ham. Pludselig havde han indset en ting som han havde glemt men nu var det forsent. Han kunne ikke vende hjem til himmeriget og ikke vende sig mod lyset længere. Det var ikke et under at det var fustrerende. "Det er svært at lytte til sine egne råd. Jeg mistede troen og viljen til at se lyset og så endte jeg her. Efter det som skete, efter min forvandling begyndte jeg endnu en gang at huske på hvad der er vigtigt i denne verden men nu er det forsent" endte han stille. Det var jo rigtigt nok. Hvad pokker skulle han gøre nu? Han var fanget i mørket.
Han vidste at han gjorde hende usikker men han vidste for pokker ikke hvad han ellers skulle gøre. Han drejede hovedet og lod hånden falde. Det var bare så svært. Han rystede kort på hovedet og vendte så blikket mod hendes skikkelse. "Du ønsker ikke at se mig sådan her men det er den person jeg er nu. Jeg er en vampyr. Jeg ønsker ikke at du skal se det monster som denne race er. Jeg har været den som er blevet bidt før. Det er ubehageligt og en forfærdelig følelse. Begge gange. Jeg ved ikke om det er anderledes når det er frivillig. Jeg ønsker bare ikke at skubbe dig væk" indrømmede han en smule svagt og vendte vendte blikket mod gulvet. Han ville jo ikke miste hende fordi hun så hvilket monster han var.

[Myia Destiny Flancker]

Selv på trods af den mørke tilværelse, som Derek havde fået, så var det tydeligt for hende, at han stadig var den samme mand, som hun et sted kunne huske. Selvom det ikke var meget, som de havde haft med hinanden at gøre. Det var ikke nogen hemmelighed, at hun havde tænkt på ham fra tid til anden, og nu stod hun overfor ham endnu en gang. Var det noget vidunder, at hun følte, at hun gerne ville hjælpe ham? Og særligt da det ikke så ud til, at det var noget, som han kunne på egen hånd, og dette kunne selvfølgelig også godt mærkes, så det alene, var der heller ikke nogen tvivl om.
"Det er svært.. Det kan jeg godt forstå, men.. jeg vil virkelig gerne hjælpe dig med at finde det lys igen. Nok ikke i fysisk forstand, men.. du ved hvad jeg mener.." Hun rystede på hovedet af sig selv. For hende, var det uden tvivl meget ubehageligt, at det var på denne her måde, men hun kunne ikke rigtigt gøre noget ved det lige nu.
Derek formåede at gøre hende usikker, også selvom hun stod fast på, at hun gerne ville hjælpe ham. Hun ville gerne give ham det. Hvordan det ville føles, vidste hun ikke, men han ville vel passe på hende, ville han ikke? "Jeg ved ikke hvad det vil gøre ved mig.. men jeg stoler på, at du ikke vil gøre mig noget, og... og så vil jeg gerne give dig det. Det skubber mig jo ikke væk.. Jeg står jo her endnu," fortalte hun. Hun sænkede kappen en smule, hvor hun lod den falde. Vingerne spredte hun. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Hun var spændt.. mere spændt end bange lige nu.

[Deleted]

Han var nok mere sig selv som vampyr end han havde været den sidste tid som engel hvilket vel i sig selv var en skræmmende tanke? Det var et bevis på hvor langt et lyst væsen egentlig kunne falde uden at forlade lyset helt og holdent. Han havde virkelig båret nag til et væsen som for ham ikke var andet end rent lys. Dog var han glad for at hun var der og at hun prøvede at hjælpe. Det betød meget for ham, nok mere end hvad hun skulle tro. Han var umådelig dårlig til at tage imod hjælp, det var han absolut ikke bange for at indrømme. "Jeg er glad for at du er her, Myia" endte han oprigtigt men dog en smule lavt. Han var en stolt mand selvom hans stolthed allerede var knækket en smule. Det var hårdt for ham at få hjælp men han var glad for at hun var der. Det gjorde et eller andet ved ham. Jo mere tid han tilbragte med hende jo mere ro kom der på hans krop selvom den stadig krævede hendes væsen.
Han studerede hende en smule som hun snakkede. Til deles var det jo sandt. Hun var der jo endnu, hun var ikke flygtet fra ham. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige og nåede da heller ikke at gøre noget før hun lod kappen falde og afslørede de flotte hvide vinger. Hans egen situation forsvandt ham lidt i bagrunden som han bare kiggede på hende. "Du har fået dine vinger tilbage?" udbrød han forundret og kunne ikke holde et stort smil tilbage. Han huskede hende uden vinger, huskede hvor ked af det hun havde været og nu stod hun der og var hel igen. Det var jo fantastisk! Han kunne ikke lade være med at være glad på hendes vegne og det strålede ud af ham. Dette var første gang i mange år at han faktisk følte sig oprigtigt glad.

[Myia Destiny Flancker]

Var mænd ikke typisk stolte? At han så indrømmede, at han var glad for, at hun var der, var en tanke, som rent faktisk gjorde hende glad. I det tilfælde, vidste hun, og følte hun, at hun rent faktisk kunne gøre en smule forskel, og det var noget, som hun et sted godt kunne lide. Et smil passerede hendes læber. "Det er jeg glad for, at du siger," sagde hun et sted med et glad smil på læben, for det alene, var heller ikke noget, som hun kunne skjule, og ej heller, var det noget, som hun havde lyst til at skjule for ham.
Kappen lod hun denne gang falde. Vingerne var blevet en naturlig del af hende, på grund af Zarakiel. Det var takket være ham, at hun havde fået dem, og det var hun uden tvivl rigtig, rigtig glad for, så det i sig selv, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hun nikkede og med et større smil denne gang. Det var noget, som gjorde en verden til forskel for hendes vedkommende. "Det.. det har jeg. Det er en gave fra englenes nuværende leder. Han gav mig dem, såvel som min plads i Himmeriget igen," fortalte hun denne gang med en glad stemme. Det var vigtigt for hende. Hun følte igen, at hun havde fået en plads i et samfund, som hun slet ikke havde følt sig som en del af i rigtig mange år, og det gjorde hende glad. Nu ville hun gerne hjælpe ham i stedet for. Hun søgte tættere på ham endnu en gang. Hænderne foldede hun ved hendes bryst. "Men.. jeg står stadig fast på det. Jeg vil gerne give det til dig," fortalte hun denne gang mere bestemt. Det var et valg, som hun allerede nu havde taget.