Change. For better or for worse?

[Deleted]

Myia Destiny Flancker

---

Mørket var endelig faldet på og dagen var omme. Nu var det nattens væsner tur til at vågne og rende rundt. Mørket var deres, det tilhørte dem og det tilhørte det. Derek havde aldrig haft noget imod mørket men nu hvor han var tvunget til at leve i det hver eneste dag så var det noget andet. Han var begyndt at hade det en smule, det aldrig at kunne se solen igen. Han følte sig endnu en gang en smule fortabt. Et stille suk forlod hans læber som han lå henslægt hen over sin seng på kroen i Iceila. Han var så tæt på Procias og dog så langt fra. Det var underlig. I mange år havde an ikke ønsker at søge tilbage, himmeriget havde han fuldstændig holdt sig fra og lyset havde han vendt ryggen men nu synes han at mangle det mere end noget andet. Det var irriterende men det var noget som han ville lære at leve med. Han ville ikke opgive livet, ikke igen.

Efter noget tid henslægt i tanker på værelset besluttede Derek sig for at smutte ned i krostuen. Han var sulten, jagten skulle sættes ind snart hvis han skulle være færdig inden solen endnu en gang ville kaste sine dødelige stråler på jorden. Med rolige skridt forlod han værelset og søgte ned i stuen. Der var stadig folk selvom det var ved at være sent. Han besluttede sig for at blive lidt, måske der var et offer herinde som han kunne lege med når de smuttede? Man kunne jo altid håbe. Han fandt et bord og slog sig ned med et lille bump. Den kønne barpige kom over til ham hurtigt og tog hans bestilling. Han skulle bare have noget vand og noget suppe. Ej fik han næring af rigtig mad længere men han nød stadig smagen. Der gik ikke længe før hun kom tilbage med en kande vand og en skål suppe som hun satte foran ham. Han takkede hende og lod blikket falde til suppens indhold. Det duftede godt og han løftede let skeen med den ene hånd og begyndte tænkende at røre rundt i det.

[Myia Destiny Flancker]

Det var ikke ofte, at Myia søgte ud for landets grænser, men det faldt hende stadig naturligt, at være knyttet til jorden, snarere ned til Himmeriget. Selv efter hun havde fået den fantastiske og enestående chance, at kunne blive en fast del af himlen igen.
Krostuen sad hun allerede placeret i. Det var mørkt udenfor, så derfor skulle hun under ingen omstændigheder søge udenfor, da hun vidste, hvor farligt det reelt set kunne være, og det ønskede hun slet ikke. Lige nu sad hun hvor der var samlet mest lys. Hun havde det bedre, og strålede med en helt anden selvtillid, end hvad hun havde gjort hidtil, og selvfølgelig kunne det mærkes. For nu forsøgte hun at holde vingerne skjulte, da hun slet ikke ønskede at skulle miste dem igen. Det havde hun oplevet tidligere, og det ønskede hun slet ikke at opleve endnu en gang! Hun sad med et glas vand foran sig, hvor hun vendte blikket, da en anden mand søgte ned... Havde hun ikke set ham før? Det var den fornemmelse, som hun pludselig sad med. Hun vendte blikket væk igen. Selv ønskede hun ikke at vække alt for meget opmærksomhed. Det havde hun aldrig brudt sig om, og særligt ikke efter hvad hun havde oplevet igennem sit liv. Hun trak vejret dybt, og bundede derfor glasset. Hun var faktisk usikker.. og hun burde måske bare opsøge sit værelse?

[Deleted]

Derek ønskede ikke at søge ind i Procias. Det var dumt og farligt alt tage i betragtning. Folket var ikke glade for væsner af mørket, heller ikke selvom han før havde været engel. Hun sukkede stille selvom han ikke længere trak vejret så var dette en vane som han ikke helt kunne slippe af med. Forsigtigt lukkede han øjnene som han sad der og næsten legede med maden men intet spiste. Han var sulten men det var efter noget helt andet. Det var svært for ham at konsentrere sig. Der var så mange hjerter der bankede i nærheden af ham. Det trak i ham, pinte ham. Hånden knyttede han mere om fast om skeen. Det var ikke tid endnu, han måtte vente og styrer sig! Det var bare ikke lige let. Han var endnu ikke helt vant til denne tilværelse selvom hver dag gik ham bedre og bedre. En gang i mellem tog han sig selv i at ønske at han var død i stedet for. Forandring var svært men på den anden side så havde dette givet ham et nyt syn på livet. Han var ikke helt så langt nede i kulkælderen som han havde været det før.
Efter noget tid hvor han bare havde siddet og leget med maden og uden at røre den valgte han at rejse sig op. Han gik op til disken. Uden mange ord betalte han for maden og vendte sig for at forlade kroen ud i mørket. Hans skridt førte ham forbi bordet af en kvinde og hans grønne øjne søgte hendes ansigt. Det fik ham til at stoppe op og bare kigge på hende. Svagt kunne han huske en engel som han havde snakket med. Dette lignede den kvinde og dog var der noget anderledes over hende. "Undskyld frøken men jeg har ikke set dig før?" spurgte han roligt og prøvede så vidt muligt at skjule de spidse tænder i hans mund. Han ønskede jo ikke ligefrem at skræmme hende. Det var underligt. Selv i denne form hvor han ønskede blod og overfaldt folk så havde han indtil nu aldrig slået nogen ihjel. Det var også derfor han ofte brugte hele nætter på at jage. Han skulle ofte have fat i flere ofre end bare et enkelt.

[Myia Destiny Flancker]

Myia sad lidt i sine egne tanker, udelukkende fordi at hun ikke rigtigt vidste, hvad andet hun skulle gøre. Her var der ikke rigtigt nogen, som hun kunne gemme sig bag.. Hvor var hun dog egentlig dum, at søge hertil, men hvad andet valg havde hun egentlig? Selvfølgelig var det også noget, som hun kunne mærke, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
Vampyren rejste sig op, hvilket næsten automatisk gav hende en følelse af stærkere hjertebanken, og særligt, da han denne gang valgte at passere hende på vejen. Han henvendte sig rent faktisk til ende denne gang! Hun vendte blikket langsomt i retningen af hans skikkelse. Hun var usikker.. Det var noget, som hun typisk var, når hun var ude blandt andre, og hun ønskede jo ikke ligefrem, at det skulle ødelægges. "Jeg.. tror også, at jeg har set dig før," sagde hun denne gang. Lidt vovet et sted, men det var slet ikke noget, som hun gjorde med vilje. Hun var faktisk ikke meget for at snakke med ham.. Eller nogen i det hele taget. Tænk, hvis han ville gøre hende noget! Det ønskede hun jo heller ikke ligefrem!
Myia satte sig en anelse tilbage. Han havde ikke været vampyr dengang.. Ikke hvis det var den mand, som hun engang havde mødt. "Jeg mindes dig ikke som et væsen af natten.." tilføjede hun denne gang. Hun vendte blikket en anelse ned. Hvorfor var hun så nervøs?

[Deleted]

Denne kvinde som han nu stod overfor havde han set før. Han havde snakket med hende men den gang havde han stadig været engel. Denne gang var det anderledes. Han var ikke længere en del af lyset og hun .. Ja hun strålede langt mere end hun havde gjort det den sidste gang havde havde set hende. Det var forfriskende og han kunne ikke andet end at være glad på hendes vegne. Det var rart at det virkede som om at det var gået bedre for hende. Dog lod det ikke til at hun ønskede at snakke med nogen ret meget og da slet ikke ham. Han nappede sig kort i læben og drejede hovedet en smule. "Vi mødtes på en kro. Så vidt jeg husker var du lige blevet fyret. Jeg trøstede dig" sagde han stille. Det var et sted en smule ubehageligt det her. Han følte sig ikke komfortabel ved hende lige nu. Måske var det fordi han ikke længere var engel og hun var det? Eller måske var det den forbandede lyst som hun vækkede i ham. Han havde lyst til at bide i hende, drikke hendes blod og mæske sig men han afholdt sig. Han vidste at dette ikke var noget som han burde føle, at dette ikke var noget som han ville men det var nu en gang det væsen han var.
Han sukkede stille og nikkede bekræftende. "Jeg var en engel ved vores sidste møde. Jeg mødte en mand på min egen færd, jeg blev bidt og nu tvunget til at gå i mørket uden at kunne se solen. Dog ønsker jeg ikke at give op af den grund. Mit navn er Derek, Jeg må beklage at jeg ikke kan huske dit" undskyldte han roligt. Han havde besluttet sig. Han ville ikke give op. Han ville prøve at leve normalt eller så normalt som det var ham muligt. Han ville ikke give op.

[Myia Destiny Flancker]

At stå overfor Derek nu, vidste Myia slet ikke hvordan hun skulle håndtere. Ikke fordi at det var nogen skidt ting, for det var det ikke. Eller.. det kunne hun nok ikke sige nu, for det lå bare så naturligt til hende, at snakke til dem, som snakket til hende, for det var jo bare almen høflighed. Det var jo ikke nødvendigvis fordi, at hun følte sig komfortabel ved det.
".. Jeg var flygtet fra mit gamle liv, men. ja.. Du ydede mig en trøst," fortalte hun. Gud hvad var der dog sket med ham? Den smilende og omsorgsfulde mand, som hun dengang havde mødt? Og nu stod han der overfor hende, som et andet koldt individ? Det var slet ikke en udvikling, som hun brød sig om! Svagt vendte hun blikket ned mod sine hænder og bed sig let i læben. "Hvad er der dog sket med dig, Derek?" spurgte hun denne gang. Ordene fløj lige over hendes læber, hvor hun let rystede på hovedet. Hun vidste jo godt et sted, at hun slet ikke kunne tillade sig, at spørge om den slags, for det var jo overhovedet ikke noget, som vedkom hende. Han fortjente det ikke.. Det gjorde han ikke. Denne gang, var det hende, som valgte at rejse sig, og stillede sig foran ham. Burde hun være bange, siden han var ny i dette? Det var hun ikke. "M-Myia.. Mit navn er Miya," fortalte hun denne gang. Hun sendte ham et fortrøstningsfuldt smil. Hun havde uden tvivl ondt af ham. Selv stod hun da fast på, at han overhovedet ikke fortjente dette.. Af hvad hun mindes, havde han jo heller ikke haft et nemt liv i forvejen?

[Deleted]

Det var underligt at stå overfor en som kendte ham før. En som havde set lyset i ham og hans race. Nu var det anderledes. Han var lænket til mørket, tvunget til at færdes i det hver eneste dag. Det var hårdt. Han havde ikke vidst hvor meget han egentlig havde elsket og nyt lyset. Som så mange andre ting i denne verdenen så vidste man ikke hvad man havde før man havde mistet det. Det var en skam men sådan var det nu bare en gang. Han lyttede til hendes ord og nikkede. "Det husker jeg godt. Du var meget sky" medgav han roligt. Han huskede hende godt og havde da skænket en tanke i ny og næ. Han betragtede hende kort. Hendes ord slog ham måske hårdere end de burde. Hvad var der sket med ham? Så mange ting. Det var svært at forklare. Han løftede den ene hånd og kløede sig en smule i håret. Hvor skulle han dog begynde henne? Han nåede dog ikke at svare før hun havde rejst sig og stillet sig foran ham. Han huskede hende som værende utrolig sky så det var ham noget af en overraskelse at se hende være på denne måde. Han studerede hende som hun sagde sit navn. Myia, et smukt navn. Hvorfor havde han mon glemt det? Måske det var forsvundet med lyset? Han prøvede at sende hende et forsigtigt smil selvom han hurtigt fortrød da han kunne mærke sine tænder komme mere til syne. "Myia. Jeg husker nu. Der er sket mange ting efter jeg mødte dig på min vej. Det har ikke været helt let. Har du noget imod at vi sidder og snakker lidt?" spurgte han roligt. Han kunne godt bruge en at snakke en smule med. Han kunne dog mærke at han var sulten så han vidste ikke hvor længe han kunne holde ud at være her i hendes nærhed med det bankende hjerte. Det var ham noget så fristende. Hun duftede så godt. Han blev næsten helt euforisk hvilket var en følelse som skræmte ham utrolig meget.

[Myia Destiny Flancker]

Myia havde haft bekendskab til ham, som omvendt. Derfor fandt hun det skræmmende, at det i det hele taget, kunne tage sådan en ændring, som det havde gjort. Hun var blevet budt velkommen i lyset, hvor han på mest tragiske vis, havde mistet det igen, og det var slet ikke en tanke som hun kunne lide. Hun stillede sig derfor overfor ham, hvor hun denne gang stirrede ham i blikket. Hun havde ondt af ham. Ingen tvivl om, at hun havde ondt af ham. Det blødte i hendes hjerte. "Jeg mødte en mand, som gav mig muligheden for det liv, som jeg dengang havde ønsket mig.. En plads tilbage i lyset.. Men du har mistet den.." endte hun med en dæmpet stemme. Det gjorde ondt på hende, og det var tydeligt.
At han gerne ville snakke, forstod hun skam godt, så det i sig selv, var heller ikke underligt. Hun nikkede. Selvfølgelig kunne hun da godt sætte sig lidt sammen med ham, hvis han havde brug for at snakke lidt med hende. Hun ville heller ikke have noget imod det. Hun satte sig igen, og vendte blikket mod ham. "Selvfølgelig. Altså.. Det er da det mindste, som jeg kan gøre," sagde hun denne gang. Et stille smil passerede hendes læber. "Du gjorde jo meget for mig dengang," sagde hun denne gang. En rød farve meldte sig i hendes kinder. Hun tænkte slet ikke på, hvordan han så på hende, nu hvor han var vampyr.

[Deleted]

Livet var utilregneligt. Det kunne en hver nikke genkendende til og denne gang havde det ramt Derek en smule hårdt. Han var påvirket af sin tilstand hvilket man jo ikke kunne sige noget til. Det var en stor omvæltning at gå fra lyset og til mørket på den måde som han havde gjort det. Den døde krop kunne han leve med men trangen til blod og lysten til at flå andre levende væsner for at få fat i det tærrede på ham. Han prøvede så vidt muligt ikke at gøre skade på nogen men svært var det med denne race. "Jeg er glad for at du mødte den mand. Du fortjente en plads i lyset mere end så mange andre. En gang i mellem skal de gamle gøre plads til de nye" afsluttede han roligt. Han vidste godt at det ikke var sådan det hang sammen. Det var ikke en person for en anden og dog så kunne han godt lide tanken om at han fald til mørket kunnet have givet hende en plads i lyset. Det var noget som hun fortjente og et sted så fik det hans situation til at virke en smule lysere.
Han ville gerne snakke med hende fordi det var hende. Den gang havde han set en pige der var ked af det og bange. Det var ikke den samme som han stod overfor nu. Nu var han overfor en kvinde som vidste at hun fortjente bedre hvilket var noget som glæder ham. Hun satte sig igen og ligeså gjorde han overfor hende. Hænderne foldede han under bordet og blikket faldt på træet. Det var svært for ham at kigge for meget på hende uden at han blev påvirket. "Du gjorde det meste selv, Myia. Du havde blot brug for nogle venlige ord på vejen" lød det roligt fra ham. Hans blik gled kort op på hendes ansigt og han anede den røde farve i hendes kinder. Hun var en utrolig sød kvinde og han var glad for at have været stødt på hende igen. Alt han håbede på var at han kunne styrer sin sult og sin trang længe nok til at kunne blive siddende. Han ønskede ikke at skilles fra hende endnu.

[Myia Destiny Flancker]

Myia vidste godt, at livet var umuligt at gennemskue, og at der kunne ske ting og sager undervejs, som gjorde, at man måske handlede som det de nu gjorde. Ikke ville hun sige, at han fortjente det, hvor hun i sin situation, kun havde været meget heldig i dette henseende, men det var nu heller ikke noget, som hun havde noget imod. Hun rystede kort på hovedet. det var forvirrende for hende. "Sådan vil jeg nu ikke se på det, Derek... Det er tragisk hvad der er sket for en som dig.. men det skal da ikke være på bekostning af andet.. Lyset er for alle.. som gerne vil have det," endte hun med en kende mere bestemt tone. Ikke var hun så usikker mere, som hun engang havde været, men der var endnu små tendenser rundt forbi, og særligt hvis hun følte sig presset. Der særligt, kom det endnu til syne ved hende.
Myia satte sig ned og vendte blikket mod ham. Igen var hun slet ikke klar over, hvor svært det rent faktisk var for ham, at sidde overfor hende, nu hvor han var vampyr. Hun havde jo aldrig rigtigt haft noget med vampyrerne at gøre, trods alt. Hun trak kort på den ene mundvig. "Og det må man sige, at du gav mig.. Så må jeg gøre dig den tjeneste i retur," fortalte hun. Hun ville elske, at kunne hjælpe nogen. Hun ville elske, at kunne være en af de engle, som virkelig gjorde en forskel for andre. Hænderne lagde hun på bordet. Han kiggede jo næsten ikke på hende.. Hvorfor? Hun var jo ikke grim. Det vidste hun jo.

[Deleted]

Livet og blev en ting man ikke kunne forudsige. Det var noget som Derek kendte alt for godt. Selv havde han været uheldig mere end en gang men hans held så altid ud til at slippe op når det kom til vampyrer. Han havde før fået tænderne boret ind i huden og havde ved første gang mistet livet. Denne gang var det anderledes, han havde ikke kæmpet men bare ladet det ske og vampyren havde forvandlet ham i stedet for at gøre en ende på det lyse væsen. Hendes bestemte ord fik ham til at smile kort. Nej dette var virkelig ikke den samme kvinde som han havde siddet med på kroen. Han kunne godt lide den forandring hun havde fortaget sig. "Det er menneskeligt at søge en grund til de dårlige ting som sker i vores liv ligegyldigt hvor usandsynelig den grund kan være" pointerede han roligt. han vidste jo godt at hun havde ret men en gang i mellem var det bare lettere at kapere hvis man tænkte på det på den anden måde.
Han havde virkelig svært ved det her. Det rev og flåede i ham på en måde som han ikke havde følt det før. Var det mon de samme lyster Valerio havde haft den dag han havde bidt ham? Måske det ikke var ligeså slemt når man var blevet vant til trangen. Han håbede da at det ville blive bedre. Myia var en fantastisk kvinde som han ikke ville have noget imod at se en gang i mellem hvis der altså ikke var nogen farer for hendes helbred. "Du skylder mig intet. Jeg så blot en ung, sød og køn kvinde den dag som havde brug for en skulder. Ej er det noget som behøves at betales retur" sagde han mildt. Han havde virkelig svært ved at holde blikket på hendes skikkelse selvom han gerne ville. Hans trang blev bare større hver gang og han ønskede virkelig ikke at der skulle ske noget med hende! Det monster som hvilede i ham skulle ikke få lov til at ligge en hånd på hende, ikke på vilkår!

[Myia Destiny Flancker]

Myia var på ingen måder bange for ham. Havde hun en grund til at skulle være det? Det ville hun ikke umiddelbart mene, at hun havde. Hun blinkede derfor let med øjnene, hvor hun vendte blikket mod sine hænder foran sig. Hendes tilværelse, havde været hård, og særligt efter hendes mange år i Dvasias og i Sephirans varetægt, men det var slet ikke noget som hun havde lyst til at tænke på mere. Det var der ingen grund til. Hun havde det uden tvivl langt bedre nu, end hvad hun havde haft det i rigtig mange år. "Det er jo selvfølgelig rigtigt nok.. Altså.. Det ændrer dog ikke på, at det burde ske for gode væsner. Dem er der i forvejen så få af.." Igen vente hun blikket mod ham. Han havde været så god ved hende.. Overbevist hende om, at hun havde fortjent bedre, end hvad hun havde ment at hun gjorde, og selvfølgelig var det også noget, som hun kunne mærke nu. Det var et sted også takket være ham, at hun var kommet så langt, og det var noget, som hun kun havde ham at takke for i den samme forbindelse. Hun skyldte ham for det her.
Smilet bredte sig denne gang mere på hendes læber. Hun kunne nemlig godt lide at høre ham rose hende på den måde, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt. "Du så det, som jeg selv ikke kunne se.. Og nu vil jeg gerne hjælpe dig med det samme," fortalte hun denne gang. Hun mente det. Ingen tvivl om, at det var sådan, at hun så på tingene. Hun tog fat om stolen, hvor hun rykkede tættere på ham. Hånden lod hun forsigtigt tage omkring hans. Hun hadede at se ham så nedenfor.. så påvirket.. så.. ligeglad alligevel? Det forstod hun ikke. "Er der noget, som jeg kan gøre..?" spurgte hun dæmpet. Hun ville virkelig gerne hjælpe ham.

[Deleted]

Derek ønskede ikke og håbede ikke at hun var bange for ham for han ønskede ikke at noget skulle slet hende. Om han så hellere skulle gøre skade på sig selv for at holde hende sikker så var det det værd ville han mene. Det var svært for ham det hele. Den situation som han sad i gjorde det meget svært at være omkring andre individer og især engle så det ud til. Han vidste ikke helt hvad han skulle stille op. Det var forfærdeligt at sidde og have lyst til at skade et andet væsen på denne måde. Det gjorde ham næsten helt dårlig når trangen var så stor. Dog hjalp det lidt at der var denne afstand i mellem dem. Det gjorde ham en smule mere rolig og gjorde at han kunne tænke en smule mere klart. "Det har du så sandelig ret i. Dog er det det som sker. Jeg var blot heldig at denne vampyr ikke slog mig ihjel som den forrige gjorde. Ej er det første gang en vampyr har taget mit blod" fortalte han hende roligt. Det var jo sandt nok. Han havde virkelig ikke være heldig med nattens børn på nogen som helst måde. De havde søgt ham uden at nogen vidste hvorfor eller også havde han bare været voldsomt uheldig med dem. I det mindste fik han da lov til at være i live denne gang hvis man altså kunne bruge det udtryk.
Hans blik fangede kort hendes ansigt. Hun var utrolig køn når hun smilede på den måde. Det smittede og han kunne ikke lade være med at returnere det. Det var rart at kunne snakke med en anden person for han havde holdt sig mere alene efter sin forvandling. Hun var sød. Hendes ord varmede selvom det ikke ligefrem var en muligt men han kunne godt lide det. Ikke så meget fordi han følte at hun stod i gæld til ham på nogen måde men bare det at der var en i denne verden som bekymrede sig om ham en smule. Det var noget som han var meget taknemmelig for. Dog endte hun med at gøre det hele meget svære for ham. Hun rykkede sig tættere på ham og satte sig ved hans side. Han blev pludselig meget bevist omkring hvordan hendes hjerte bankede, hvordan hun trak vejret. Hendes duft og varme kom ham så nær at hans sanser næsten gik helt amok. Det var forvirrende og svært for ham men han blev siddende helt stille uden at bevæge en muskel. Som hun greb hans hånd kunne han tydeligt mærke hendes varme hud mod sin egen. Blodet flød i hendes årer, pirrede ham, bad ham om at gøre noget som han ikke ønskede. Han knyttede den frie hånd en smule kraftigt for at få styr på sig selv men det var bare så svært. "Jeg ved ikke hvad det skulle være" lød det fra ham næsten i en hvisken. Blikket var vendt mod bordet for lige nu var han sikker på at han ikke ville kunne styre sig hvis han kiggede på hende. Vidste hun slet ikke hvad hun gjorde ved ham?

[Myia Destiny Flancker]

Myia vidste overhovedet ikke hvad hun gjorde ved ham. Det var ikke en vampyr, som hun var mest vant til at færdes omkring, da hun jo havde været bange for dem.. uden nogen reel grund, var det ikke? Hendes hjerte hamrede mere mod hendes bryst. Dette kunne uden tvivl mærkes, nu hvor hun stod der overfor ham. "Det er muligt, men det burde slet ikke være sådan," sagde hun med en dæmpet stemme. Hun bed tænderne svagt sammen og rystede så efterfølgende på hovedet igen.
Hans hånd tog hun om, også selvom han vendte blikket den anden vej. Var det forkert af hende, at gøre dette? Hun ville jo bare gerne hjælpe ham, som han dengang havde hjulpet hende, og det var der vel heller ikke noget forkert i, var der? Hun sænkede blikket en smule. "Jeg.. jeg ved det ikke.. Altså.. d-du gjorde så meget for mig.. Jeg vil gerne hjælpe dig," endte hun. At det var svært for ham, overhovedet at være omkring hende, fordi hun nu sad så tæt, var overhovedet ikke en tanke, som slog hende i det hele taget. Det var hun vel for naiv til? Desuden så hun ikke de tegn på, at det var svært for ham. "Det skylder jeg dig. Det.. det er jo din skyld, at jeg er kommet så langt, som jeg nu er kommet.." tilføjede hun. Hun tog mere omkring hans hånd, som hun trykkede mere omkring hans hånd. Hun havde uden tvivl ondt af ham, og hun ønskede jo egentlig bare at han havde det godt. Det fortjente han uden tvivl!

[Deleted]

Det var virkelig svært. Han kunne mærke hvor meget det rev og flåede i ham men han kunne ikke gøre det. For alt i verdenen ville han ikke gøre hende noget! Det var en tanke som gentog sig i hans hoved. Han nægtede det. Hun var så sød og rar. Han ville beskytte hende fra ham selv så meget som han kunne. Han nikkede enig med hendes ord. "Det burde ikke men det det. Så må man bare gøre det til noget man kan leve med" lød det roligt. Det var underligt hvordan deres roller ret pludseligt var blevet byttet om. Det var rart at se hende fra en anden siden end han havde gjort det før.
Hun holdt om hans hånd og han kunne næsten ikke styre sig længere. Det var forfærdeligt, sygeligt! Hans tanker kredsede kun om hende, kun om hendes blod og hvordan han skulle få fat i det. Han kunne hører det i hendes åre, det kaldte på ham og han kunne snart ikke fornægte det længere. Hans blik blev boret ned i bordet og vendt en smule fra hende. Som trangen begyndte at stige i ham blev hans øjne mere og mere røde istedet for de flotte grønne som han altid havde haft. Han kunne ikke mere. Han var nød til at tage en smule afstand. Han mærkede hvordan hun gav hans hånd et lille klem. Han gengældte det kort for så forsigtigt at vride sig fri. I en ret hurtig bevægelse var han ude af stolen og havde skabt noget afstand imellem dem igen. Hans sanser slappede en smule mere af men det var ikke nok. Hun kunne mærke hvordan han var nød til at tage ud og jage, hellere før end senere. "Undskyld Myia. Men jeg kan ikke være tæt på dig. Ikke endnu." Han løftede hovedet og de røde øjne blev vendt i hendes retning fyldt med sorg. Han ville jo gerne være hende nær men han turde bare ikke. "Jeg er bange for at jeg ikke kan styrer det og jeg kommer til at gøre noget ved dig. Det vil jeg ikke. Jeg ønsker ikke at skade dig" afsluttede han stille og vendte blikket væk igen. Han var nød til at gå men det var bare så svært for ham at tage det sidste skridt og komme ud af døren. For pokker! Han ville jo bare så gerne have noget kontakt men ikke en gang det synes han at kunne klare længere.