The new girl

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Jarniqa Dynithril

---

Der var meget snak i disse dage. En ny pige var kommet ind i byen og hun havde efter sigende allerede taget en slave, selvom hun ikke kunne kontrollere ham. Det var jo en sand fornøjelse for de kyniske mørkelvere. Lidiya og hendes veninder fandt det i hvert fald yderst morsomt. Men hun vidste også, at hun blev nødt til at møde denne nye pige, for hun blev nødt til at se hvad deres Kahli havde lukket ind i byen. Dagen gryede og Lidiya var hurtigt ude af sengen. Hun boede stadigvæk hjemme hos sin mor, eftersom hun ikke havde fundet sig en mand at tage som mage endnu. Egentligt prøvede hun nok at holde det hen, da hun slet ikke kunne forholde sig til at skulle have børn. Før eller siden blev hun jo nok nødt til det og forhåbentligt føde en pige i første omgang, men for nu var hende og hendes veninder enige om, at de ikke skulle have børn. Hun kom i tøjet, der bestod af en sort kjole med diverse bindinger og slidser, da den skulle være nem at bevæge sig i men samtidigt side godt. Den havde 3/4 lange ærmer. Hendes hår sad løst og ustyrligt som altid. Det var ualmindeligt for en mørkelver at have rødt hår, men hun var renracet trods alt, det havde hun nemlig fået undersøgt ved fødslen. Hun svang sit pilehylster og sin bue skråt over hendes bryst, så det sad let tilgængeligt og bandt sine sko, hvorefter hun var klar til at træde ud af huset til en ny dag.
"Vi ses, mor," kaldte hun ind i huset på sin vej ud på den mørkelviske tunge. Hun skulle ud og træne i dag. Ligeså havde hun en vagtpost senere i et par timer, men der var heldigvis tid til endnu. Hun søgte dog ud i skoven alligevel, da hun gerne ville træne lidt, så hun var klar til dagen. Måske hun også kunne få et bytte med hjem? Hun dukkede ned bag en busk og holdt øje omkring sig. Lyttede. Der måtte da komme noget.

[Jarniqa Dynithril]

En stor omvæltning var Maerimydra for Jarniqas vedkommende. Livet foregik i den mørkelviske by, hvilket betød, at man sjældent var helt alene. Noget som Jarniqa endnu skulle vænne sig til. Igennem størstedelen af livet havde hun kun levet med en person, og nu var der konstant nogen til stede. Den værste tilstedeværelse var dog klart hendes egen slaves, Valandil, som han endnu ikke tænkte helt lunt på hende. Et sted forstod hun det godt.. Han havde været en fri mand, indtil hun havde krævet ham. Dog tænkte hun, at han skulle prise, at det var hende der havde taget ham, og ikke en anden i Maerimydra. Helt enig i det syntes elvermanden dog ikke at være. Hvad hendes nye liv ellers angik, var det en blandet fornøjelse. Tydeligt var det nemlig for hende, at det ikke var alle der var tilfredse med, at hun ikke var af rent blod. Til forskel for det var der dog også dem der hilste hende med respekt, fordi hun havde den moder, som hun havde. En af deres tidligere kahli’er. Til fælles var der dog den holdning, at ingen gjorde hende noget. Den nuværende kahli havde nemlig vist hende den tillid, at lukke hende ind i deres by, og derfor var der heller ingen der satte sig imod den holdning. Det fortalte dog også Jarniqa, at de havde en yderst stor respekt for Eilíannel. Navnet på mørkelvernes kahli.
Selvom Jarniqa fandt Maerimydra voldsomt fascinerende, havde hun alligevel bevæget sig til udkanten af byen. Som sagt var det meget for hende at tage ind, og derfor gik hun i dag mellem træerne og væk fra hytterne. Lydløse var hendes skridt næsten hen over skovbunden, og skønt hun kun var halvblodet, førte hun sig alligevel frem med en elvers ynde. Det var også en elvers skønhed, som hendes ydre bar. Hendes lange ravnsorte lokker hang hende løst ned over ryggen. En farve, som hun åbenbart delte med overraskende mange mørkelvere. Endnu bar hun det tøj, som hun var kommet i. Det var dog blevet vasket nu. De knælange læderstøvler. De tætsiddende mørke bukser, og den grønne tunika, der åbenbart passede storslået ind i de elviske omgivelser.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya vidste ikke, om hun ville syntes om den nye pige, der var kommet til byen. Deres kahli havde lukket hende ind, men hvorfor? Fordi hendes mor var tidligere kahli, men nu dronning af Manjarno? Det var i hvert fald sådan rygterne lød og hvad hendes veninder havde fortalt hende. Hun fandt det morsomt, at hun ikke kunne styre sin slave, men det ville hun vel lære? Efter hvad rygterne sagde, så havde deres kahli indvilliget i at træne hende, så hun faktisk kunne blive mørkelver.
Men Lidiya var virkelig fremmedhadsk, så indtil videre var denne nye pige ingenting i hendes øjne før hun faktisk beviste sit værd. Og da vidste hun stadigvæk ikke, om den nye ville være god nok. Det tog tid at blive accepteret her i hendes øjne, for man kunne da ikke bare sådan komme! Ligeså var hun ikke den bedste til autoriteter, så hun var bestemt ikke på holdet, der gav hende en større chance på grund af hendes mor. Men dog, så måtte hun jo være respektfuld eftersom deres kahli havde lukket hende ind, selvom hun ikke var helt enig.
I hendes skjul hørte hun endelig noget. Men det var ikke et dyr, det var en person. Hun skævede ud mellem buskene. Det var den nye pige, for hun kendte hende ikke som sådan. Et skævt smil gled over hendes læber og hun trak sin bue, hvor hun sendte en pil ud fra busken. Med vilje ramte den forbi Jarniqa og hen i træet ved siden af hende, hvor hun så rejste sig fra busken. "Åh, beklager... Jeg troede det var et dyr," endte hun undskyldende, selvom det selvfølgelig var falsk, men det kunne hun jo ikke vide. Hun søgte hen til sin pil, som hun hev ud af træet og vendte sig mod denne nye pige igen. Hun kunne lugte varyl ud over det hele.

[Jarniqa Dynithril]

At Jarniqa ej var alene, sandede hun på den hårde måde! Pilen fløj forbi hendes næse, så hun kunne høre pilens susen i ørerne, og mærke farten mod sin hud. Et slag fik det hendes hjerte til at springe over, alt imens hun stivnede på stedet! Dette havde hun dog aldrig været ude for før! Ikke uden, at en kamp havde stået på! Stivmalet blev hendes kønne ansigt, hvorefter hun så en rødhåret kvinde træde frem. Hvad foregik der?! Opmærksomt holdt hun de klare smaragdgrønne øjne på kvinden. Hvem kunne vide, om der snart ville flyve en ny pil i hendes retning?! Blikket holdt hun fast på kvinden. Hun beklagede? Hun havde troet, at hun var et dyr? Hvor inkompatibel var hun ikke lige?! Og alle havde altid sagt, at elvere var gode skyttere! ”..Hvis ikke du kan kende forskel på en person og et dyr af udseende og lyd, vil jeg råde dig til at studere, inden du tager et våben i brug,” endte hun direkte med at sige. Hun betragtede kvinden. Nærmede sig ikke. Kvindens kønne ansigt skreg elver. Det var der ingen tvivl om. Hendes hår derimod.. Det lignede intet af det, som hun havde set indtil nu. Ganske vidst havde hun ikke rigtigt talt med nogen endnu, men stadig vidste hun, at denne kvinde var den første person med knaldrødt og krøllet hår. I forhold til, hvad hun ellers havde set, så det helt underligt ud. Smuk var kvinden dog stadig. Hvad hun helt præcist skulle tro om kvinden, var dog en helt anden sag. På den ene side sagde hun undskyld og sagde, at det havde været en fejl.. men på den anden side vidste hun, at elvere var de bedste skytter i verdenen.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Kvindens ansigtsudtryk havde været det hele værd. Lidiya var en af byens bedste bueskyttere, fordi det lå til hendes familie, det havde hendes far fortalt hende som barn. Han havde nemlig - når mor ikke havde været der - fortalt om hendes brødre og hvordan de også på hendes alder havde lært at skyde med bue og spil, da han havde taget dem med ud. Men det var selvfølgelig inden hun var blevet trænet og senere havde slået ham ihjel som sin endelige prøve. Gad vide hvem den nye pige skulle slå ihjel som sin afgørende prøve for om hun kunne blive accepteret som mørkelver? Indtil hun var trænet og havde bestået sin eksamen, så ville Lidiya anse hende som gæst og intet andet. Hun var ikke mere værd, end at hun kunne ryge ud hurtigere end hun var kommet ind. Hendes hasselbrune blik vendtes mod denne Jarniqa. Selvfølgelig var hendes ord bare for at være 'flink' mod hende og ikke op i hendes åbne ansigt sige, at hun med vilje havde skudt pilen for at forskrække hende. Men det kunne hun vel nok regne ud selv, hvis hun var smart nok. Hun sænkede sin bue og satte pilen fra træet tilbage i hylstret hun havde på ryggen. Derefter drejede hun sig mod kvinden og lod hovedet glide på sned. Af en varyl, så lignede hun mere typisk en mørkelver af udseende end hun selv gjorde. Men i det mindste var hun renracet. Desværre, havde der vist været urene rødder fra hendes forfædre, som bar det røde gen som hun havde arvet. Men det røde hår bevidnede kun om hendes iltre temperament. Hun grinte bare af hendes ord og lagde sine arme over kors.
"Nyder du dit ophold?" spurgte hun direkte.

[Jarniqa Dynithril]

Svært havde Jarniqa ved at tro, at pilen havde været en fejl.. men hvad kunne hun gøre? Hun var den nye her, samt hun kun var halvt mørkelver. Derfor vidste hun, at hun måtte træde varsomt, så hun ikke kom i uoverensstemmelse med beboerne. Dog ville hun heller ikke vise sig som svag, og derfor var hun også kommet med den noget direkte tilbagemelding, fremfor blot at sige, at det ikke gjorde noget. Hendes smaragdgrønne øjne hvilede på kvinden. Skønt hun havde været ved at skyde hende ned, måtte hun stadig anse dette møde for at være interessant. Det var nemlig en mulighed for hende at komme i kontakt med en af byens beboere! ”Maerimydra er en fascinerende by. Både grundet dets struktur og dets beboere,” sagde hun roligt, inden hun sigende måtte fortsætte. ”..Men det er ikke et ophold. Jeg er her for at blive.” Det føltes hun for at understrege, som kvinden talte, som ville hun snart rende ”hjem” igen. Det var dog ikke tilfældet, som dette nu var hendes hjem. Hun tog ingen steder hen! Hun ville gøre, hvad der skulle til for at blive her. Særligt som lederen havde budt hende velkommen. Hun betragtede kvinden. Skønt hun havde været ved at skyde hende ned, måtte hun gribe chancen. Her havde hun nemlig en god mulighed for at tale med en mørkelvisk kvinde. Hendes segment. Umiddelbart så kvinden også ung ud som hende, og måske var det også til det positive? ”Dit hår.. Det ser meget anderledes ud. Længe har jeg måske ikke været her endnu, men stadig vil jeg vove og påstå, at størstedelen af mørkelverne er lyshåret eller mørkhåret,” lød det nysgerrigt fra hende. Ingen rødhårede havde hun set indtil nu. En masse sølvhåret og sorthåret – som hende selv – havde hun dog set, indtil videre.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya morede sig så langt. Det virkede til, at den nye pige havde forstået, at hun med vilje havde ramt forbi og også lod den ligge derved. Nok også fordi hun selv sendte samtalen i en anden retning. Pilen havde blot været for at få pigens opmærksomhed samt give hende en slags advarsel. Hun hørte ikke til her før hun havde bevist sig værd, så indtil da var hun en gæst i hendes øjne. Hun så mod hende som hun svarede. Fascinerende, bestemt. Byen her var jo det mest fantastiske man kunne komme i nærheden af ifølge hende, så derfor skulle den nye virkelig anse det som en ære, at hun havde fået lov til at komme ind. Hendes ord måtte hun grine let af. "Vi får se," svarede hun hende blot. Nok prøvede Jarniqa at understrege sin mening, men den holdt ikke så nemt hos hende. Men dog virkede hun ikke skræmt eller fornærmet over det med pilen, men derimod så kiggede hun ret meget på hende, gjorde hun ikke? Hvordan hun skulle tage hendes ord, vidste hun ikke helt. Det var nok bare et interessespørgsmål, fordi hun var ny i byen, men hun vidste snart ikke om hun burde blive fornærmet over, at hun bare tillod sig at spørge uden videre eller om det skulle være et kompliment, fordi hun så skilte sig ud. "Jeg er den eneste, med rødt hår, sandt nok. Mine forfædre har blandet sig med andre racer, engang i tiden før mine oldeforældres tid. Generne løber stadigvæk i familien," svarede hun hende.

[Jarniqa Dynithril]

Tænderne måtte Jarniqa bide sammen ved kvindens ord og grin. De syntes næsten som en hån imod hende.. Nærmest som om, at kvinden forventede, at hun enten ville blive smidt ud, eller at hun selv ville løbe skrigende bort. Det var en tilfredshed, som hun bestemt ikke ønskede at skænke hende! Hun skulle nok vise, at hun var bedre! Kvindens opførsel fortalte hende desuden, at hun måtte tackle hende på en bestemt måde. Hun måtte vise, at man ikke bare kunne løbe om hjørnerne med hende.. Samtidig med det, måtte hun heller ikke direkte fornærme hende, da hun selv vidste, at hendes stand her endnu var usikker. Nysgerrigt betragtede hun hende, som hun erkendte, at hendes blod ikke var helt rent. Dog rent nok til, at hun stadig var fuldblodselver. Hun fugtede de lyserøde læber. ”Hvilke andre racer, om jeg må spørge?” lød det nysgerrigt fra hende. Særligt fordi, at hun ikke selv var ren i mørkelvernes forstand. Eilánnel havde gået så vidt, som til at kalde hendes blod for beskidt. Intet ved det kunne hun dog gøre. Hun måtte blot bevise, at der var en fordel ved at være varyl. En fordel hun selv så. Især fordi, at begge hendes forældre var stærke inden for deres race. Hendes fader var den stærkest nulevende magiker, hvilket forsynede hende med en summede magi. Ganske vidste en, som hun til tider kunne have svært ved at kontrollere. Derudover var hendes moder gammel leder for mørkelverne, hvilket betød, at hun var gammel og havde psyken til at kontrollere et stærkt folk. Begge dele var uden tvivl noget, som hun tog til sig. Også selvom, at hun havde det svært med sine forældre.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya var ikke typen, der holdt sig tilbage, bestemt ikke overfor fremmede. Ofte mødte hun jo faktisk ikke fremmede her, medmindre de forvildede sig langt nok ind i skovene til, at bueskytterne måtte gøre noget eller de måtte tilkalde deres kahli, hvis det var nogle, der faktisk ville opsøge dem bevidst. Hun vædede let sine læber og betragtede Jarniqa. Flot var hun nu. Bar mange træk fra elveren, men hun vidste også, at hun ikke var ren. Det kunne hun lugte på hende. Hendes blot var vel heller ikke 100 % rent fra hendes forfædre, men dog var det blevet renset igennem de sidste 3 generationer, hvor hun nu stod som den 4. generation siden, at hendes familienavn havde været beskidt. Hun lod hovedet søge på sned. Hun var nok nysgerrig, var? Men okay, hun havde ikke som sådan noget at skjule, alle vidste det jo. Min tip-oldemor tog en alkymist som sin mage. Mest fordi at min tip-tip oldemor også havde taget en fremmed... Jeg mener min mor har fortalt, at det var med en varulv, svarede hun hende roligt. Hun lod hovedet søge på sned, hvor hendes spidse øre så kom frem på det øre, der vendte mest mod himlen. Det var ikke nemt at se hendes ører for det ildrøde hår, men det kunne lade sig gøre. Hvorfor har du valgt at komme her?

[Jarniqa Dynithril]

Nysgerrigt lyttede Jarniqa til kvindens ord. Et sted var det hende ... rart at høre, at hun ikke var den eneste der havde en ikke-mørkelvisk fader. Andre kvinder end hendes moder havde fundet en sådan mand, og det var uden tvivl lettende for hende at høre. I så fald var hun slet ikke den "eneste" længere. "Sker det ofte, at en mørkelvisk kvinde for barn med en ikke-mørkelver?" spurgte hun interesseret. Hun kunne ikke lade være. Valandil sagde ganske vidst, at mørkelvere ikke spurgte for meget, men hvordan skulle hun helt kunne undgå at spørge? Kvinden her stillede trods alt også hende spørgsmål. Hvorfor hun havde valgt at komme her? Hendes smaragdgrønne øjne gled kort rundt. Betragtede sig af skoven her. De faldt tilbage på den rødhårede kvindes ansigt. Interessant var det uden tvivl endelig at stå overfor en "almindelig" mørkelvisk kvinde. Også selvom, at kvinden havde skudt en pil efter hende. Forhåbentligt var det også den allersidste gang, at det skete. "Hvorfor skulle jeg ikke søge hertil? Jeg har blod der stammer herfra. En moder, som har levet her. Ikke byder resten af verdenen mig velkommen, så hvorfor skulle jeg ikke forsøge denne mulighed? Jeg har intet at tabe. Kun noget at vinde," sagde hun direkte. Dog i en rolig tone. Forhåbentligt ville kvinden acceptere denne historie. Måske bifalde hendes valg? Håbet var der da.. Hun ønskede jo brændende en plads her. Igen var det også hendes sidste mulighed, og indtil nu syntes den heldigvis at lykkes.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya kunne godt fornemme på Jarniqa, at det interesserede hende. Og det gav vel også mening for en halvblods. Hun var vel glad for at høre, at hun ikke var den eneste i verden, der havde oplevet således, skønt det skete meget sjældent. Nu var det dog også anderledes med hendes mor. Denjarna havde jo søgt væk fra Maerimydra og skabt sig et liv udenfor, så på en måde, havde hun jo også fraskrevet sig at være fuldbyrdet mørkelver. I hendes øjne i hvert fald. "Nej. Af og til, ja, men langt de fleste holder sig indenfor rammerne. Det har min familie jo også gjort siden mine tip-oldeforældre," svarede hun roligt. Hendes oldemor havde nægtet at tage en fremmed, fordi hun gerne ville bevise sit værd som mørkelver. Derefter fulgte hendes mormor, hendes mor og nu hende. Så fra hendes mormor, havde kvinderne igen været fuldblods mørkelvere med rent blod i årene. Men generne fulgte desværre stadigvæk med, så derfor havde hun fået det røde hår. Det havde hendes mormor vidst også haft. Hun løftede et bryn. Nu skulle hun ikke være fræk og besvare et spørgsmål med et spørgsmål! Dog forklarede hun sig nærmere og hun lod det ligge. Men hvis hendes mor og far var derude, hvorfor var hun så ikke velkommen? Det virkede hende meget underligt, men dog lod hun det ligge. "Aha," endte hun kort for hovedet. Mest fordi, det egentligt ikke interesserede hende, trods hun havde spurgt. Hun var blot nysgerrig. "Du hedder Jarniqa, af hvad jeg har hørt, ikke?"

[Jarniqa Dynithril]

Ja, beroligende var det uden tvivl at høre, at Jarniqa ikke var den allerførste halvblods mørkelver. Dog havde hun længe følt sig som den eneste. Særligt fordi, at hun altid var blevet slået i hovedet med, at racer ikke blandede sig, og at man skulle passe på hende, fordi mørkelvere var gale. Var det derfor nogen overraskelse, at nogen af ordene påvirkede hende? Også selvom hun var stærk og holdt ved, at det at være en varyl havde visse fordele? ”Det er en interessant historie,” sagde hun ærligt. Skønt hun selv så ideen af at være varyl, kunne hun nu forstå, at det var ideelt for accept og samfundsfølelse, hvis man var ren. Derfor burde hun også rette op på sin moders fejl, og få et barn med en mørkelver, hvis hun da nogensinde kom dertil.. Selv havde hun troet, at Lucifer ville være manden, som hun fik børn med. På det punkt havde hun været åh så dum. Han havde jo flere gange fortalt hende om den rene linje.. Hun burde derfor fra start af vidst, at han slet ikke havde ønsket hende til andet end sjov. Utroligt var det, hvad man kunne blive manipuleret til at tro.. At kvinden vidste, hvem hun var, undrede hende ikke. Af hvad hun kunne forstå, var det ikke normalt, at der kom fremmede voksne personer ind i byen. ”Jo,” medgav hun, hvorefter hun så sit snit til at finde ud af mere om kvinden, som hun stod overfor. ”Jeg kender desværre ikke dit navn..?” Ja, hun kendte ingen her. Kun Valandil og Eilíannel. Derfor ville det også glæde hende at kunne føje en mere til listen.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya lagde ikke mere i historien. Hun havde aldrig været flov over at tale om den, da hun ikke havde tænkt sig at skjule sig bag undskylninger. Hun havde fra start af, da hun havde haft mulighed for at forsvare sig selv, været åben omkring det. Desuden var hun jo erklæret fuldblodig, så der var jo ikke noget at komme efter. Generne kunne hun jo ikke gøre for, bare så længe racen var ren, så var hun godt tilfreds! Selv vidste hun, at hun engang ville tage en mand her i stammen. Hvem det blev, det vidste hun blot ikke, for så voksen var hun dog ikke endnu. Hun var stadigvæk ung jo, kun omkring de 18 år. Hun skulle have det sjovt, før hun skulle til at have børn og given det hele videre til sin datter. Selv så hun varyl som svagt, fordi det så kun var 50 % af den ene race og den anden race, hvilket vel betød, at man var svagere? En varyl kunne vel næppe være ligeså stærk som en fuldblods? Hun trak let på mundvigen og nikkede så. Så havde de da det på plads. Jarniqa. Navnet klingede næsten mørkelvisk, hvilket nu faldt hende i god nok jord. Men hun var stadigvæk yderst skeptisk og forventede egentligt, at Jarniqa snart var på sin vej væk igen.
"Lidiya Naruneth Ancalimë," præsenterede hun sig stolt.

[Jarniqa Dynithril]

Stærk mente Jarniqa bestemt, at hun var. Hendes fader var den mægtigste magiker, og hendes moder var en tidligere kahli. Derudover havde hun påbegyndt sin træning hos Eilíannel, og endnu ikke havde hun brudt grædende sammen. Hun havde derimod stået oprejst, som hun var blevet pisket forfra og bagfra. Ar der endnu sad på hendes krop. Det var også ar, som hun fik to gange dagligt. Hver morgen og hver aften. Helt let var det dog ikke.. Det sved og bragte tårer til hendes øjenkroge, men målet holdt hun for øje, hver gang hun tvivlede på sig selv.
Jarniqa mærkede en hvis overraskelse i sig, som kvinden sagde sit navn. Ikke var det Lidiya eller Naruneth der fik hende til at tænke, men derimod Ancalimë. Denne kvinde var nemlig ikke den eneste Ancalimë hun kendte. Der var jo også Valandil. Hun studerede Lidiya. Vidste Lidiya mon, at hendes slave bar navnet Ancalimë? Hvorvidt Ancalimë var et normalt navn eller ej, vidste hun ikke, så måske betød det intet og måske betød det meget? ”Ancalimë..” Hun smagte på navnet. ”Er det en stor slægt her i Maerimydra?” Hun måtte vide det.. Var det en lille intim familie, eller var det en udbredt en? Dog måtte hun sige, at Lidiya og Valandil ikke lignede hinanden. Ikke spor faktisk. Valandil havde glat lyst hår, og Lidiya havde kruset rødt hår. Det mindede jo på ingen måde om hinanden! Derfor tænkte hun måske, at det kunne være en fjern gren af familien.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya havde sine egne grunde til at tvivle på Jarniqa. Og dog, så var Lidiya også den type, der nok skulle bløde op, hvis Jarniqa rent faktisk viste sit værd. Respekt kunne man sagtens opnå, skønt Lidiya var fremmedhadsk og dømmende, men det tog sin tid og sin kamp. Bare fordi kahli'en sagde god for Jarniqa, betød ikke, at Lidiya gjorde det dog. Jarniqa skulle overbevise hende personligt, ellers ville hun i hvert fald have én ven mindre hos mørkelverne, hvis hun først blev accepteret af størstedelen. Nogle havde jo nærmest allerede taget hende til sig på grund af hendes mor. Nogle var jo i det skjulte stadigvæk den gamle kahli tro, skønt der var en ny, der herskede hele klanen. Overraskelsen som Jarniqa følte kunne Lidiya godt se. Men hvorfor? Hvad var der så overraskende i hendes navn? Hun vidste det ikke, for hun kunne ikke tro, at Jarniqa havde meget kendskab til nogle af klanerne her i byen. Hun gentog hendes efternavn og derefter kom der så et spørgsmål. En stor slægt? Nej, faktisk ikke, de var jo kun 2 tilbage som det så ud nu. "Næh, der er min mor og jeg tilbage," svarede hun sigende. Hvad var det mon Jarniqa vidste om det efternavn? Havde hun mon mødt en af hendes brødre ude i den store verden?