The new girl

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya betragtede Jarniqa. Hun ville ikke give op, for den type var hun slet ikke. Jarniqa måtte bestå denne prøve og gerne i dag, så de begge kunne være lidt stolte. Nu hvor hun først havde åbnet sig lidt og faktisk budt hende at lære noget fra sig selv, så nægtede hun, at hun skulle fejle. Hvis Jarniqa havde lavet våben på primitiv vis, så måtte hun da også kunne forestille sig en bue. Derved måtte ordene jo være det sværeste, da sproget ikke var det nemmeste, når man ej var opvokset i det. Hun slog armene over kors og så indgående på hende. Til en start gav hun hende ingen opfordrende ord eller god kampgejst, da hun ville se hvordan hun selv bar sig ad, nu hvor hun blev kastet ud i en ret så svær opgave.
For hendes egen del havde hun jo været i træning i et år, før hun havde sunget sin egen bue. Det var ikke nemt, men det var virkelig smart. For man kunne altid frembringe et nyt våben. Hun lod hovedet glide på sned.
"Hvis du har skabt dine egne våben, så må du have set mange buer... Våben må være en del af dig. Så prøv at koncentrer dig om ordene og om det du siger, så du kan starte magien. Og før det så over på våbenet bagefter," foreslog hun.

[Jarniqa Dynithril]

Okay.. Meget forståelse havde Lidiya ikke just for Jarniqas problemer med sproget. Den manglende forståelse fik hende til at kigge på hende i et rums tid. Meget andet havde hun ikke at forsøge sig med, end at lytte og rent faktisk prøve at gøre, som hun foreslog. Øjnene lod hun glide i. Hun måtte prøve at stole på, at Lidiya ikke ville angribe hende, mens hun intet så. Hvis hun udelukket skulle fokusere på ordene var det bedst, hvis hun ikke så andet end ordene for sig imens. Derfor fjernede hun al det omkring sig. Hun fokuserede på ordene. Forsøgte at se for sig, hvordan stavelserne ville se ud på skrift. Hun smagte på ordene. Lyttede til dem, som de forlod hendes tunge. Tænkte på, hvad sætningerne måtte betyde. Hvor mange gange hun gentog sætningerne, vidste hun ikke. Og så var hun også ligeglad med det, om Lidiya var træt af at høre på ordene. Dette omhandlede nemlig ikke Lidiya, men derimod at hun selv ønskede at lære dette, samt hvordan hun bedst lærte. Flere minutter gik der, før hun begyndte at tænke på den bue, som hun skulle fremstille. For nu valgte hun ikke at tænke i detaljer. For nu valgte hun blot at tænke, at den skulle have formen af en bue. Særligt nu hvor, at hun stod så svagt i det mørkelviske. Smuk var hendes stemme, som hun sammenhængende sang visen, alt imens hun havde buens billede i sit hoved. Usynlige fingrer syntes pludselig at forme buen. Dens overflade blev glattet ud. Strakt blev grenen, hvor den fik en svag bue. Buen, hvor man ville kunne ligge pilen på. Svagt måtte hun trække på smilebåndet. Hun kunne fornemme, at grenen bevægede sig. Havde det mon virket? Øjnene slog hun op.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya tillod ikke at give op. Hvis hun ville det her, så måtte hun klare sig med hvad hun kunne fremfor at gå og vente på, at hun blev god nok til det hele, så hun kunne mestre de forskellige ting der. Det ville kun forsinke processen trods alt. Hun havde ikke tænkt sig at angribe hende, eftersom hun nu faktisk havde interesse i, at Jarniqa skulle bestå denne opgave hun havde givet hende. Hun holdt øje med hende og sikrede sig, at hun holdt sine øjne lukkede. Det skulle nok hjælpe på hendes fokus at lukke øjnene. Armene holdt hun over kors, som hun blev stående helt stille for ikke at forstyrre, da der var lyde nok her i skoven. Hun trak vejret roligt og kiggede på sin 'elev'. Som buen begyndte at tage form, så måtte hun alligevel smile, men hun skyndte sig at pakke smilet væk, så snart Jarniqa åbnede sine øjne. Hun trådte hen til hende og så undersøgende mod buen. "Godt... Fremskridt. Du skal være stolt af din første bue. Når du så bliver bedre og stærkere, så vil du kunne lave en, der er endnu stærkere," svarede hun med en rolig tone.

[Jarniqa Dynithril]

Det var først, da Jarniqa åbnede øjnene, at hun kunne se frugten af sit besvær. Grenen var ikke længere en gren, men derimod en bue. Enkel var den, som den ingen udsmykninger eller særtræk havde. Det var dog heller ikke det vigtigste. Det vigtigste var, at det var en funktionel bue, og eftersom det lignede en bue, måtte hun have nået sit mål. Det smaragdgrønne blik vendte hun mod Lidiya, som hun var færdig med at betragte sit værk. Ordene Lidiya gav hende måtte næsten være de venligste, som hun nogensinde havde givet hende. Derfor tog hun ej heller let på det, da den unge kvinde virkede sværere at imponere. ”Jeg vil øve mig på at lave en mere detaljeret en,” endte hun sandfærdigt med at sige. Jo, hun var glad for, at hun nu kunne lave basisformen på en bue. Dog ville hun blive endnu mere glad, når hun kunne lave en mindst ligeså smuk bue, som dem hun kunne snitte. Før hun kunne det, skulle hun dog blive bedre til sproget. Måske hun kunne sige visen til sig selv hver nat, inden hun gik i seng? Måske Valandil kendte til den præcise betydning af visen? Når det kom til den almene og mørkelviske tunge, var han nemlig dygtig. Han havde dog også både levet blandt den gense befolkning og den mørkelviske.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya var tilfreds så langt. Hun var ej nem at imponere, men Jarniqa havde måske en vis styrke som hun ej havde set til at starte med. Det var ikke alle, end ikke indfødte mørkelvere, der kunne lave en bue første gang de prøvede. For Jarniqa havde sproget været barrieren, men for de indfødte var der som regel andre komplikationer. Manglende fokus eller fantasi. Der kunne være mange ting i vejen. Hun havde dog selv været en af dem, der havde klaret det i første forsøg. Hun nikkede. "Når din træning er færdig, så vil det gå meget nemmere. Bare husk at øv dig på sproget. Brug din slave til det," endte hun roligt. Hun trak en pil op af sit hylster på ryggen og rakte den til hende. Nu skulle de jo trods alt først rigtigt i gang med det, der egentligt var planen: At jage. Mon Jarniqa's talenter kunne måle sig med hendes egne? Ancalimë havde trods alt ry for at være virkelig dygtige bueskytter. Selv hendes uduelige brødre, havde jo faktisk haft talentet.
"Kom med," endte hun og søgte ind i skoven. Nu skulle det sjove vist først til at begynde.

//Out.

[Jarniqa Dynithril]

Fantasi og vilje manglede Jarniqa bestemt ikke. Derudover ville hun også blot mene, at hun var en ihærdig elev. Det ville Theodore Acheron forhåbentligt også skrive under på. Det var nemlig ham, der havde trænet hende mesteparten af hendes liv. At Lidiya foreslog, at hun kunne træne med Valandil, havde hun skam allerede tænkt. Det virkede som en god plan i og med, at han var stærk både indenfor det mørkelviske og almene sprog. Hun nikkede let med hovedet. ”Det er også mine egne tanker,” endte hun med at sige. Ikke ville hun takke Lidiya for ideen, når hun allerede selv var kommet med den. Valandil havde desuden lært hende, at hun som mørkelvisk kvinde ikke burde bøje sig, så ikke ville hun gøre det. Et lille smil viste sig på hendes læber, som Lidiya nu pludselig rakte hende en pil. Havde hun virkelig omvendt hende så meget, at hun nu ønskede, at have hende med på jagten? Pilen tog hun imod. Ikke betvivlede hun, hvad hun selv kunne præstere. ”Jeg skal nok vise, hvordan det skal gøres,” endte hun alligevel med at sige med en munter klang. Lige nu var hun i godt humør. Det havde også lige lykkedes hende at synge en bue! Spændt søgte hun med. Dette ville hun ikke gå glip af!

// Out