The new girl

[Jarniqa Dynithril]

At Ancalimë ikke var et stort navn, fortalte kun Jarniqa, at Lidiya og Valandil var i familie med hinanden. Burde hun fortælle det? Fortælle, at Lidiya havde en bror, onkel eller hvad fanden Valandil nu måtte være til denne kvinde. Hun betragtede Lidiya med sine smaragdgrønne øjne. Nej.. Kvinden havde forsøgt at skyde en pil efter hende. Derudover havde hun ikke sagt noget prisværdigt til hende endnu, så hvorfor skulle hun være den der gjorde det? Desuden havde Jarniqa ikke nogen gode minder om at være sød. Desuden virkede Maerimydra ikke til at være et sted, hvor man handlede ud fra venlighed. Derfor kunne venlighed vel også umuligt være en god ting for hende at udvise? I stedet valgte hun at tackle situationen på en anden måde. ”Jeg kender følelsen.. Af hvad jeg ved, er det også kun mine forældre der lever endnu,” sagde hun sandfærdigt. Ikke sagde hun, at de var de eneste hun havde tilbage, for sådan følte hun det ikke.. Hun følte nemlig, at hun ikke havde nogen tilbage. Hun kunne ligeså vel have været forældreløs, hvis det havde været det. Hendes fader snakkede hun nemlig ikke rigtigt med, som hun følte, at han havde svigtet hende, og at dernæst havde krævet en position hos hende, som hun ikke bare havde kunnet give ham. Hendes moder havde såret hende, da hun havde været dybt hengiven, men da hendes moder havde gjort det klart for hende, at deres forhold kun var praktisk.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Hvorfor Jarniqa studsede over hendes efternavn, var hun ej klar over. Hvorfor? Det kunne Lidiya ikke svare på. Ancalimë var en lille slægt, eftersom der ikke var andre tilbage end hende selv og hendes mor. Og hendes brødre, der var derude et sted. Måske havde Jarniqa stødt på den ene ude i den store vide verden? Hun kunne ikke sige det og egentligt var hun også ligeglad, for de havde ikke gjort noget godt for hende. Venlighed var sjældent set her. Man gjorde kun ting for hinanden, fordi det kunne gavne en selv og styrke sammenholdet. Men så igen, det var vel også en form for venlighed? Mørkelverne iblandt, der var de jo tæt knyttede sammen og stod altid bag hinanden. Især kvinderne imellem, i deres egne venindegrupper eller søsterskaber. Hun nikkede så bare og prøvede at vise interesse, skønt det var meget uinteressant for hende, at Jarniqa ikke havde et tæt forhold til sine forældre. Det havde vel bragt hende her til?
"Min mor har lagt det over på mig, at jeg skal udvide vores familienavn," svarede hun, uden at fortsætte på historien, selvom der lå mere bag. Hun var nemlig slet ikke klar til at tage så meget ansvar og da slet ikke at opfostre en unge. Tænk om hun også kun skulle føde sønner? Det frygtede hun faktisk for.

[Jarniqa Dynithril]

Føre familien videre.. Tanken gjorde Jarniqas ansigt det mere hårdt at se på. Selv havde hun engang troet, at hun skulle føre sin og Jaceluck-familien videre, men ikke længere. Hun havde elsket en mand, og endda troet, at hun skulle føde hans børn, når den tid engang kom, men ikke længere. Den mand havde ikke elsket hende, men derimod ført hende bag lyset. En tanke der gjorde, at hun slet ikke ønskede at føre familien videre! Hvad var Dynithril-familien også for en familie at føre videre? Det var hende, som ingen ønskede, og der var hendes moder, som kun udnyttede folk. Var det noget værd at føre videre? Det følte hun bestemt ikke. Hun havde ganske vidst ligget med Valandil en gang, men det havde også været den første og sidste gang. Hun ønskede nemlig ikke at prøve det igen! Godt havde det jo ikke været, og den eneste grund til, at hun havde gjort det havde været fordi, at hun havde villet indtræde Maerimydra som en kvinde. Lidiya her var vel bare en pige endnu i det henseende? ”Et projekt du må have held og lykke med,” sagde hun blot. Hvad skulle hun ellers sige? Hun følte ikke glæde ved tanken om at skulle have børn. Ikke længere. Engang havde hun fundet tanken hyggelig, men nu.. Nu gav den hende blot kulde, da tanken nu mindede hende om Lucifer. En mand der slet ikke burde tænkes på!

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya lod hovedet søge let på sned, da Jarniqa pludselig så helt hård ud i ansigtet. Hun havde måske været ude for noget lignende? Hvilket måske i virkeligheden havde sendt hende hertil for at blive hård og sej, så intet kunne ramme hende? Egentligt kunne hun da godt se, at det var tiltrækkende at være den dominante hvis man var blevet trådt på. Hun fnøs til hendes ord. Nu skulle hun ikke blive fræk! Bare fordi hun havde et bestemt efternavn, så var hun ikke mere værd her, for hun var ikke fuldblods elver.
"Jo tak," svarede hun bare. Hun ville ikke spilde sine tanker og frustrationer over på hende, selvom hun havde lyst til at sige en masse mere og forsvare sig. Hun havde aldrig været en fyr tæt. Ikke sådan rigtigt. Hun havde kysset med sine veninder mere, end hvad hun havde krævet kys af de sølle fyre her i byen. Men i bund og grund så kedede det hende... det kedede hende så grusomt, at hun kunne dominere alle mændene. Skønt det aldrig var noget, som hun havde sagt højt.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa tog en dyb indånding. Det var en svær samtale. Ingen tvivl om det. Lidiya var ufatteligt afmålt i sin tale, og det gjorde det svært for hende at føre deres samtale videre. Problematisk var det.. På den ene side var hun nemlig fascineret af hende. Kvinden var nemlig mørkelver. Den race, som hun prøvede at finde sig til rette ved. På den anden side var hun svær at tale med, og derfor følte hun næsten for at gå. Det var nemlig ikke fordi, at hun åbnede op for muligheden om en bredere snak. Snakken omkring børn var desuden ikke ideel for Jarniqas vedkommende. Den tanke bragte hende nemlig kun smerte. En smerte hun ville undgå. Både ved at lade sig torturere, og ved aldrig at lade en mand komme tæt igen. ”..Hvilket dyr var du på jagt efter? Hvis jeg kunne få en bue, kunne jeg gå med dig,” endte hun med at tilbyde. Hun prøvede. Det måtte hun da få en smule credit for! Hun var villig til at prøve, også selvom verdenen her var hård for hende, som den bød hende på direkte tortur. Tortur, som alle mørkelvere måtte byde hende i forbindelse med hendes træning. Eiliannel havde nemlig uddelegeret den opgave til, hvem end der ville træne hende. Endnu en fremmed tanke, da hun ikke var vant til et liv med tortur.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Jarniqa opfattede nok Lidiya som meget kortfattet. Men normalvis var hun faktisk super social og meget vellidt blandt sine veninder, hvor der aldrig var et tørt øjeblik i deres snak. Men overfor denne nye, hvor hun ikke følte for at dele noget, der blev svarene selvfølgelig meget kortfattede. De holdt jo begge på deres ting. Jarniqa skjulte sine grunde til at komme her, Lidiya skjulte sit had og alle ting, der kunne slå igen mod hende en dag. For hun stolede ikke på Jarniqa.
Alligevel var der noget fascinerende over det. En varyl, der opsøgte mørkelverne for at blive en del af dem. For at leve sit liv her og blive fuldbyrdet hvad alt angik. Men skulle hun optages for alvor, så måtte hun finde en venindekreds og et søsterskab, som hun kunne blive en del af. Det var dem, der holdt sammen i tykt og tyndt og delte deres tanker og følelser. For Lidiya var hendes kreds det sted, hvor hun kunne le af de svage mænd, beundre de dygtige mænd og rigtigt være tøset og lettere fjollet. Men også dybt seriøs og planlægge en masse ting.
Hendes tanker blev afbrudt, da Jarniqa endte med at spørge ind til hendes jagt. Hvis hun kunne få en bue? Ja, hun måtte da for pokker bare synge sig til den, ellers havde hun ikke fortjente den! Et smil gled over hendes læber. Se, dette kunne jo blive sjovt.
"Hvis du vil have en bue, så må du selv fremstille den. Du er mørkelver. Du må have sangens kraft ligesom os andre. Syng dig til en bue og du kan komme med," endte hun.

[Jarniqa Dynithril]

Svær var samtalen, hvilket Jarniqa fandt dybt frustrerende. Hun ønskede at passe ind, men svært var det. Særligt når Lidiya talte sort, som at sige, at hun måtte synge en bue. Rablede det fuldstændigt for kvinden? Var det sort snak for at drille hende? Var der virkelig mening med hendes ord? Hun stirrede på hende. Hun kunne næsten tro, at hun blot chikanerede, da det ikke virkede til, at hun ville gøre det spor let for hende. ”Jeg ved ikke, hvad du mener med sangens kraft, og at synge sig en bue,” sagde hun ærligt. Hvis det var sandt, at man kunne dette, ville Lidiya så grine af hende? Smile smørret? Sikkert.. Hun virkede som en, som ville reagere på den måde. Hun betragtede hende. ”Indtil nu har jeg været vant at lave mine våben i hånden,” forklarede hun. I femten år havde hun levet et primitivt liv uden for samfundet. Det var først i de seneste tre år, at hun var kommet til penge, og det var noget, som hun havde afkastet, som hun havde forladt Neutranium. Bedre var det dog også at være fattig og at være sig selv, end at være rig og blive udnyttet. Det var jo sådan, at det hele havde forløbet sig. Hendes smaragdgrønne øjne søgte for en stund Lidiyas bue. Pæn var den uden tvivl, men var den også … sunget til? Ikke kunne hun se, hvordan man gjorde det. Men forsøgt sig på det havde hun ej heller.. Hvordan gjorde man også? Tog man en gren og sang for den? Hvad sang man også? Eller stod man foran et helt træ og gjorde det?

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya så ret uforstående på Jarniqa, da hun selv så komplet forvirret og mistroisk ud. Hvis hendes mor var mørkelver, så måtte hun da kende til alle sider af at være mørkelver? Dyrenes tale? Sangens kraft? Den naturlige magi? Den mørke magi? Hun kneb øjnene sammen mod hende. Men hun snakkede dog ærligt, så meget kunne hun da se på hende. "Du har virkelig meget at lære," endte hun konkluderende. Burde hun påtage sig denne opgave? Videregive informationen? Altså hvis hun ikke gjorde det, så ville de tilfalde en anden og hun var ret sikker på, at hun kunne lære hende det til perfektion. Nu gik der næsten lidt konkurrent op i hende, selv på trods af hadet til varylen hun stod overfor. "Våben i hånden... hvor primitivt," endte hun med et ryst fra hovedet. Hun nikkede med hovedet og begyndte så at gå. De skulle længere ind i skoven, da træerne derinde var bredere. Ligeså havde et uvejr for nogle år tilbage nedlagt nogle af træerne, så der lå en masse nedfaldne grene på jorden. Dette kunne komme dem til nytte, så Jarniqa ikke skulle til at klatre i træer for at få en gren ned. Da de nåede ind i skoven, så tog hun en ret tyk og kroget gren op, som hun rakte til Jarniqa. "Her er en gren. Som mørkelver besidder du kraften til at synge. Det er sådan vi bygger alting. Det er sådan byen er opstået. Det er sådan vi får vores buer. Vores møbler. Vi former naturen med magi," forklarede hun hende. Hun var faktisk grav alvorlig. Hun sukkede let og tog en mindre gren op. Hun måtte vel demonstrere?
"Se her," endte hun. Hun kiggede mod den lille gren, som hun begyndte at synge et elvisk vise for. På et splitsekund var den krogede gren blevet til en rund polet, der mindede om et smykke. Den manglede bare en snor.

[Jarniqa Dynithril]

”Det er derfor jeg er her,” sagde Jarnqia kort for hovedet. Selvfølgelig kendte hun ikke til alt at være mørkelver! Hun var hundred procent selvlært i det hun kunne med sine mørkelviske aner. Ingen havde nogensinde vist hende noget, som hun ikke var blevet opfostret af sin moder, og som hun ikke før nu havde levet blandt mørkelverne. Derfor vidste hun blot, at hun kunne manipulere med naturen. Skabe jordskælv.. Få beplantninger til at vokse.. Hun kunne manipulere med livet.. Få et hjerte til at stoppe ved bare at røre det.. Derudover havde hun et rimeligt godt tav på dyr. ”Mine var gode,” modsagde hun Lidiya. Vel også for at gøre det klart, at man ikke blot kunne tryne hende? At hun rent faktisk var stærk og noget værd. Hun ville i hvert fald ikke lade sig nedgøre. Det var hun blevet gjort nok! Nysgerrigt endte hun med at følge med, som Lidiya gjorde tegn til, at hun skulle komme. Måske hun alligevel ikke så sig så tvær på hende? Nysgerrigt kiggede hun omkring, som de kom dybere ind i skoven. Yndefuld syntes delen dog ikke at være, som træets kroner syntes at have mistet alle deres grene, så det var et vivar på jorden. Hun tog imod den krogede gren. Forundret lyttede hun til Lidiyas ord der lød så usædvanlige, at hun var tilbøjelig til at tro, at det var en løgn. Dog kunne hun ikke også lade være med at tænke på, at det var en mulighed. Selv kunne hun jo manipulere med naturen, og selv havde hun jo set, hvor unaturlig Maerimydra så ud. Opmærksomt lyttede og så hun til, som Lidiya begyndte at synge for grenen. Forbløffede måtte hendes øjne blive, som hun så resultatet af det. ”Hvilken smuk sang, og hvor utroligt,” sagde hun oprigtigt imponeret. Hvad Lidiya helt præcist havde sunget, anede hun dog ikke.. Så langt fremme var hun ikke i det mørkelviske endnu.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya nikkede bare. Selvfølgelig var det derfor, at hun var her. Men alligevel skulle hun have troet, at Jarniqa da kendte alle sider af at være mørkelver, skønt hun måske ikke beherskede dem alle. Men der var vel ikke så meget andet at gøre, end at oplyse hende og lære hende. Hun fnøs ved hendes ord. Hendes våben var gode? Ja, det var de sikkert. Men de kunne umuligt være ligeså stærke som dem, en mørkelvers sang skabte, for de var umulige at ødelægge. Hendes bue ville holde fra nu af og til evig tid. "Måske var de godt lavede, men ej ligeså stabile og robuste som dem du kan synge dig til," svarede hun hende. Det var end ikke for at nedgøre hende denne gang, men blot for at fortælle hende, at hun altså kunne gøre det bedre ved at synge for træerne og lade dem forme sig i hendes hænder.
Skoven her var måske ikke flot, men her var masser af brugbart materiale. Det var her alle søgte til, om de skulle bruge noget træ. For hellere bruge det, som naturen havde ødelagt selv, fremfor at begynde at hugge i de friske træer. Hun holdt poletten op, som hun havde sunget sig til og nikkede så. Hun prøvede end ikke at bilde hende falske ting ind. "Du skal se buen for dig... Ligesom du vel har gjort, da du lavede våben i hånden. Og det skal komme indefra. Det er meget forskelligt hvad man kan synge, men vigtigst er, at det er oprigtigt," sagde hun til hende.

[Jarniqa Dynithril]

”Måske, måske ikke. Aldrig har jeg haft muligheden for at fremskaffe et mørkelvisk våben, og aldrig har jeg set et,” svarede Jarniqa kortfattet igen. Ikke kunne hun vide, hvor stærk en mørkelvisk bue var kontra en almindelig, når hun aldrig havde kendt til en. Hendes uvidenhed var derfor ikke hendes egen skyld. Hun havde bare altid været isoleret for denne del af verdenen kontra Lidiya. Nysgerrigt søgte hendes hoved en kende på sned, som hun betragtede poletten. Poletten der for et øjeblik siden havde været en lille gren. Fascineret var hun uden tvivl! Uden tvivl ønskede hun også at lære, hvad Lidiya kunne! Endnu et mål, som hun havde for sig. ”Buen vil jeg kunne se for mig.. Deri ligger problemet ikke. Ej heller ønsket om at fremstille buen,” fortalte hun ærligt. Godt holdt hun samtidig fast i den gren, som Lidiya havde givet hende. ”.. De mørkelviske ord kender jeg dog ikke. Det er desværre endnu relativt, hvor meget jeg kender til sproget. Det er ej heller det, som jeg bliver trænet i lige nu.” Nej, hun blev trænet i at modtage smerte og at hærde sig. Ikke at kunne tale dette smukke og syngende sprog. Behageligt lød det dog helt at lære at synge en bue, fremfor at lære at modtage pisk og slag. Det ville være en glædelig adspredelse.. og måske kunne Lidiya være behjælpelig? Rart ville det også være at være omkring en mørkelvisk kvinde, uden at hun skulle føle den evindelige smerte. Måske at Lidiya var åben for muligheden? Lige nu syntes hun pludselig ikke at være nær så afvisende, som det hun førhen havde været. Noget der uden tvivl glædede Jarniqa.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya så indgående på Jarniqa med hendes hasselbrune øjne. Det havde hun jo ret i, at hun ikke havde haft muligheden for, men så måtte hun jo tage hende på ordet. Lidiya var mange ting, men ikke en løgner. "Jeg er sikker på, du vil kunne se og mærke forskel," endte hun blot. Når Jarniqa formåede at fremstille en bue med sangens kraft vel at mærke, hvilket jo ikke var til at sige, om det kunne blive i dag. Men her i byen var alles buer personlige. De lærte i en tidlig alder at synge til træerne. Dette var Lidiyas anden bue hun havde sunget, da hendes gamle var blevet for lille, da hun havde brugt den som barn. Hun smilede skævt og lod poletten vende tilbage til dens oprindelige form, ved at bruge den naturlige magi til at ophæve modelleringen af den. Hun lod hovedet søge på sned. Så langt så godt. Nej, sproget var hun selvfølgelig også bagud med, det burde hun også have tænkt. Hvordan kunne de dog så løse det?
"Lad mig lære dig en remse, som min mor brugte da jeg var lille," endte hun. Hun begyndte så at citere remsen linje for linje, hvor hun lod Jarniqa gentage den efter hver sætning, så hun kunne memorere den og udtale den korrekt.
"Eirien vi elenyr
Enni e bain.
Brethil nui mellyrn
Enni e bain.
Gwilwileth or alph
Enni e bain.
Tinnu aphada Chelluin
Enni e bain."

[Jarniqa Dynithril]

Ikke diskuterede Jarniqa sagen nærmere om almindelige eller elviske våben var bedst. Ingen af dem var næppe repræsentanter for den vurdering. Jarniqa havde nemlig aldrig stået med eller brugt et elvisk våben, og Lidiya havde vel aldrig stået med eller brugt et almindeligt våben. Forskellen på dem var dog, at Jarniqa ønskede at komme ind i den elviske verden, hvor Lidiya var mindre eventyrlysten. Lidiya havde vel også et godt liv her, hvor hun derimod havde haft det svært i den anden verden. Hun nikkede, som Lidiya indvilligede i at lære hende en remse. ”Eirien vi elenyr,” gentog hun lydende. Det lød allerede så smukt og syngende. Det gjorde alle mørkelviske ord. ”Enni e bain” Mørkelvisk opdraget var hun ikke, men stadig måtte det elviske sprog lyde på Jarniqas tunge, som var hun ment til at tale det. ”Brethil nui mellyrn. Enni e bain.” Hun fortsatte med at gentage remsen, som hun gentog hver en linje, som Lidiya fortalte hende. Da de var helt færdige, memorede hun den selv i hovedet. Dernæst gentog hun hele sætningen for Lidiya for at være sikker på, at hun sagde ordene korrekt. Som hun havde gjort det, kiggede hun kort ned på sin gren igen. Ville det mon lykkes? Hendes hjerte slog hurtigere af ren og skær spænding. ”Hvad betyder ordene?” spurgte hun nysgerrigt, inden hun forklarede sit spørgsmål. ”Jeg kan sige ordene, men ikke ved jeg, hvad jeg siger. Det eneste jeg kan høre er, hvor fortryllende ordene må lyde i sammenhængen.” Hendes hoved faldt på sned. ”Det er svært at mene noget, hvis man ikke helt ved, hvad man siger.” Skævt smilede hun. Ordene omhandlede dog højt sandsynligt grenen og ønsket om at forandre den.

[Lidiya Naruneth Ancalimë]

Lidiya var faktisk lidt spændt på, om hun kunne få Jarniqa til at synge en bue frem eller om det skulle vise sig at være for tidligt. Egentligt ville det overraske hende om hun kunne, men alligevel ville hun heller ikke have at hun skulle fejle. Ikke når hun skulle lære hende noget, så ville de blive ved til hun gennemførte! Hun lyttede til Jarniqa, da hun gentog hendes ord og rettede på hende om det blev nødvendigt. Der var dog ikke meget udtale hun sagde forkert, selv på trods af, at hun nok ikke forstod størstedelen af dem. Enkelte ord måtte hun dog kende? Eller hvad? Måske ikke. Hun vidste jo ikke om Jarniqa kendte til andet end klassiske ord som 'hej, goddag' og lignende eller om hun var skridtet længere.
"Det er svært at oversætte fuldkomment. Men 'Enni e bain' som gentages betyder noget i retning af, at for dig er det.. smukt. Eller fint," forklarede hun. Det var faktisk svært at oversætte mellem de to sprog, for det var hun jo ej særlig vant til. Enten brugte hun jo det ene eller det andet. "De andre sætninger ind imellem omhandler noget om skoven... Om blomsterne i skovbunden, om træerne, om dyrene. Alt det, der har haft indflydelse på at grenen der nu er i din magt." Hun så mod hende. Mon hun kunne klare det? Mon der ville ske noget ved grenen eller ville den blot være en gren?

[Jarniqa Dynithril]

Om Jarniqa kunne se og mærke forskel på en almindelig bue versus mørkelverne, måtte hun finde ud af, når hun selv fik fremstillet en.. og hvor hun glædede sig! Selv havde hun altid elsket ny læring, så det at blive introduceret for sangens kunst, fandt hun i den grad interessant! Særligt det faktum, at hun med sangen ville kunne omdirigere naturen til noget materialistisk og brugbart. Særligt buen så hun frem til at lave. En dygtig bueskytte var hun nemlig, og altid var det sjovt at lave noget i forbindelse med, at man var god til det og kunne lide det. Desuden ville det være et godt afbræk til al torturen.
Nysgerrigt lyttede Jarniqa til Lidiyas forklaring af remsen. Den kvinde virkede nu ikke helt så slem alligevel.. Hurtigt bankede hendes hjerte af spænding. Hun ønskede at prøve.. men kunne hun mon? Hun tog en indånding. ”Jeg vil give det et forsøg,” endte hun med at sige. Hun havde vel heller intet at miste? Eller … vill Lidiya mon se ringere på hende, hvis hun mislykkedes? Hun virkede nemlig som en skarp ung kvinde.
” Eirien vi elenyr
Enni e bain.
Brethil nui mellyrn
Enni e bain.
Gwilwileth or alph
Enni e bain.
Tinnu aphada Chelluin
Enni e bain,”
Smukt begyndte hun at gengive visen, som Lidiya lige havde lært hende. Alt imens forsøgte hun at holde blikket på grenen, og tænke på den bue hun ønskede. Lang.. Svagt bøjet.. Men det var svært.. Når hun tænkte for meget på buen, begyndte hun at sige ordene forkert. Når hun derimod tænkte for meget på ordene, begyndte billedet af den færdige bue i hendes hoved at forsvinde. Frustreret rynkede hun panden. Det var svært.. men til hendes side var det mørkelviske også et nyt sprog for hende. Dæmpet sukkede hun. Kunne hun nævne sit problem for Lidiya? Måske var det at skyde sig selv i foden.. Det smaragdgrønne blik vendte hun mod hende igen, som hun valgte at åbne sig en smule op. ”Det er svært.. Når jeg tænker på buen, glemmer jeg ordene.. Når jeg tænder på ordene, glemmer jeg buen.”