Please take me in!

[Jarniqa Dynithril]

Valandil ville ej gøre det nemt for hende.. Født i går var Jarniqa ikke, og derfor behøvede han end ikke at fortælle hende det. Hun kunne trods alt både se og høre det på ham. Han var vred. Meget vred. Ikke valgte hun at kommentere det, som hun blot blev stående nede ved bækken. Som han begyndte at afklæde sig, valgte hun at fjerne noget af blikket fra ham. Hun fjernede det fordi, at det gjorde hende utilpas, som deres intime stund sammen ikke havde været hendes romantiske drømmescenarie. Hun holdt det dog lidt på ham fordi, at hun var nødsaget til at holde øje med ham. Stole på ham kunne hun nemlig ikke, som han både kunne finde på at angribe hende, og at stikke af. Tavst valgte hun selv at glide ned på knæ ved bredden. Her lod hun sine fingre søge ned i vandet, hvilket fik hende til at gyse let. Det var så koldt. Ikke at det overraskede hende. De var udenfor, og det var efterår. Tænderne bed hun sammen, som hun begyndte at pjaske vand i ansigtet. Både så hun kunne fjerne spændingerne og rejsen fra det. Et helt bad kunne hun uden tvivl trænge til, men ikke ønskede hun at tage et, imens han havde chancen for at kigge på. Igen.. Sammen havde de måske været, men stadig ønskede hun ikke, at han så hende. Ikke at hun havde noget at skamme sig over kropsmæssigt.

[Valandil Romain Ancalimë]

At Jarnqia denne gang blev tavs, var noget som passede Valandil mere end fint, for hun skulle da uden tvivl vide, at hun havde gjort ham uret, og ikke var det en tanke, som behagede ham det mindste! Skjorten fjernede han fra sin faste overkrop, og begyndte derfor bare at vaske sig. At gøre hende noget, så lang tid, de var i Maerimydra, var slet ikke noget, som kom på tale, for det ønskede han slet ikke. Han vidste jo trods alt godt, hvad konsekvenserne ville være, om han gjorde det, og livet, ønskede han jo ikke ligefrem at miste!
Klam og ækel følte Valandil sig nærmest, efter hvad der var sket med ham, og særligt efter den stund som de havde delt ved søen. Nu hvor han kunne sidde der, ønskede han nærmest bare at vaske det hele af sig, da man ikke just kunne sige, at det havde været med hans gode vilje, og særligt da det var gået op for ham, hvad det havde haft af konsekvenser efterfølgende, og det var uden tvivl, hvad der godt kunne mærkes nu. Han kastede endnu en gang noget vand i ansigtet, som løb ned af hans krop. Han rystede kort på hovedet. Det var koldt, men han var vant til livet og tilværelsen udendørs, så det kom slet ikke bag på ham. Han rejste sig igen, hvor han fjernede sine bukser. Derfra trådte han ned i vandløbet, for at få vasket sig selv ordentligt, og forsøge at vaske hende af sig. Aldrig havde han nogensinde været udsat for noget lignende!

[Jarniqa Dynithril]

Befriende var det, at Valandil var stoppet med at tale. Dybt belastende var det nemlig at høre på hans besvær, som han blot stillede sig på bagbenene hver gang han åbnede munden. Koldt løb vandet ned over Jarniqas ansigt, som hun plaskede det på sig. Forfriskende var det. særligt efter den lange rejse, som hun og Valandil havde været ude på. Som vandet løb hen over hendes ansigt, kunne hun dog mærke, hvordan hendes krop måtte trænge til den samme behandling. Særligt efter den varme, som den havde fået under deres intimitet. Noget der nu virkede som en tidsalder tilbage. Hendes hjerte sprang et slag over. Skønt det ikke var let mellem dem, kunne hun ikke undgå at bide fast i hans krop, som han blotlagde den. Hun havde været tæt på den. Mere end tæt faktisk. Svagt rosa blev hendes kinder. Han var flot.. Ingen tvivl om det. Positivt kunne de dog ikke se tilbage på deres stund sammen.. eller måske kunne han. Tænderne bed hun sammen, inden hun rejste sig igen. ”Stil dig med ryggen til mig,” bad hun. Hun ønskede ligeså at vaske sin krop.. og ikke ønskede hun, at han så det. Den var hende privat, og som det så ud nu, ville den være hende privat for evigt. Hendes blik hvilede på ham. Ville han lystre? Enten fordi, at han erkendte hendes position over ham, eller også fordi, at han ønskede at vise hende den ene venlighed? Det sidste syntes dog næste usandsynligt..

[Valandil Romain Ancalimë]

Ikke så Valandil nogen grund til at skulle tage diskussionerne op med Jarniqa, da han vidste, at han intet ville få ud af det. Grotesk som det end måtte være, så kunne han bare ikke rigtigt gøre noget ved det nu. Nu stod han selv blotlagt ved vandløbet, og havde derved trådt ud i det. Ikke ville han se tilbage på alt det, som var sket med gode øjne, for det ville han på ingen måde. Bare alene den tanke om det, var noget som gjorde ham vred og forarget.. han skammede sig nærmest over, at han havde delt sådan en stund med hende! Han følte sig virkelig udnyttet!
Da hun bad ham om at vende sig om, hævede han blikket i retningen af hendes skikkelse igen. Hvorfor pokker skulle han da gøre det ved hende? Det var slet ikke noget, som han brød sig om! Han kneb øjnene let og fast sammen, alene bare ved tanken om det, for han kunne slet ikke have med det at gøre, og overhovedet ikke, som det var lige nu. Han fnøs svagt. "Hvorfor skulle jeg?" spurgte han direkte. Her var de alene, og han havde bestemt heller ikke tænkt sig, at give hende, hvad hun gerne ville have, bare fordi at hun ville have det! Desuden havde de delt noget så særligt, som dette, og derfor havde han ikke tænkt sig at give hende det.. Skammede hun sig over det? Det burde hun også! Selv han forsøgte jo at vaske det af nu, udelukkende på grund af hende, og hendes handlinger!

[Jarniqa Dynithril]

Tænderne bed Jarniqa sammen. Hvorfor skulle jeg? Det var præcis sådanne kommentarer, som hun skulle lære at komme til livs! Mørkelverne her ville vel også grine af dem, hvis de hørte dem? Eller var det helt normalt, at det var således, at spillet var? Hun vidste det ærlig talt ikke.. Det var den slags, som hun gerne ville drøfte med en. ”Fordi jeg siger det,” endte hun direkte med at sige. Hun ønskede at vaske deres stund sammen bort, men ikke ønskede hun, at han så hende imens. Det forstod han dog tydeligvis ikke, som han allerede stod splitternøgen. Han var præcis ligesom Lucifer på det punkt.. Tanken kastede hun øjeblikkeligt fra sig! Hun nåede dog at tænke, om det var en mandeting at kunne lide at vise sig nøgen. Begge de to mænd, som hun havde været sammen med, havde nemlig haft det fint med nøgenhed. Om andre kvinder var som hende selv eller dem, vidste hun dog ikke. Det smaragdgrønne blik forsøgte hun at holde på hans ansigt. Bare hans ansigt. Lettere problematisk kunne hun dog godt mærke at det var, som hans nøgenhed alligevel pirrede hendes nysgerrighed, og når hun endelig fik et glimt, så … kunne hun jo godt li det. Armene lagde hun over kors. ”Skal jeg binde dig til et træ, før du forstår?” advarede hun ham. Hun kunne meget vel gøre det. Hun havde jo før bundet ham, og ikke skulle man betvivle, at hun ønskede sig et bad, så ikke skulle han tro, at hun ikke ville gøre det, hvis det kom dertil.

[Valandil Romain Ancalimë]

Ikke havde Valandil tænkt sig, at give Jarniqa, noget som hun havde lyst til, og det var nu heller ikke ligefrem nogen hemmelighed. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. De havde delt noget, som han efterfølgende, kun var i stand til at fortryde, og den tanke, gjorde ham bitter. I forvejen var han heller ikke den, som havde været tæt på særlig mange, og nu skulle han ovenikøbet skamme sig over, at han havde gjort hvad han havde gjort? Det synes han heller ikke ligefrem var retfærdigt på nogen måde! Han kneb øjnene sammen. "Igen.. med hvilken grund? Du tror du ejer mig, Jarniqa.. på grund af hvad vi har delt.. Sådan tager man ikke ejerskab," endte han med en kortfattet stemme. Hun havde da uden tvivl vist sig, at være noget af det mest egoistiske, som han nogensinde havde været i nærheden af! Hun vidste jo, hvad han havde været igennem!
Truslerne om at binde ham fast, bed ikke just på ham. Hun kunne binde ham hvor hun ville, og det ville ingen forskel gøre for hans vedkommende! Overhovedet ikke! Han rettede sig op. Ikke så han nogen grund til at skjule sig. Han var en flot mand, og han vidste det jo godt. "Hvad tror du, at du får ud af, at true mig?" Han rystede let på hovedet. Næsten opgivende. "Astra esterní uno thelduin," afsluttede han denne gang. Han håbede virkelig, at hun havde det godt med sig selv, trods hvad der var sket, og at hun fik det ud af det, som hun gerne ville have!

[Jarniqa Dynithril]

Det var ikke sådan, at man tog ejerskab over en? Hvorfra skulle Jarniqa vide, om han talte sandt eller ej? Var det ikke også bedre at spørge en kvinde om det i forhold til en mand? Desuden.. hvis hun pænt havde spurgt ham, havde han sagt nej og løbet fra hende. Noget hun ikke havde kunnet bruge til noget. Hun havde ingenting i den normale verden, og det havde desværre gået ud over ham. Selv vidste hun, at det ikke havde været fair over for ham, men kunne han ikke bare være glad for, at det i det mindste havde været hende? Men selvfølgelig.. ingen glædede sig åbenbart over hendes selskab. En tanke der igen gjorde hende kold, og fik hende til at distancere sig. ”Og hvordan ønsker du så, at det skulle have foregået? Skulle jeg pænt have spurgt dig, om du ville komme med mig?” spurgte hun hårdt, inden hun direkte fortsatte. ”Du ville have sagt nej, Valandil. Det ved vi begge. Du ville også have løbet fra mig. Al det kunne jeg ikke risikere, så væn dig hellere til det..” Støvlerne valgte hun at træde ud af, som han igen stillede sig op mod hende. Hovedet holdt hun løftet, imens hun gik ud til ham. Dog kun så det var fødderne der var i. Koldt var det.. Forbandet koldt! Hun kunne mærke, hvordan hendes hår rejste sig! ”Vend dig om,” gentog hun. Hvorfor ikke bare gøre, som hun sagde? I så fald kunne han stå helt frit og vaske sig, fremfor at hun ville binde ham nøgent til et træ i midten af en skov. Men det var vel et princip at sige hende imod.. At han ligeså sagde, at en god skæbne måtte herske over hende, måtte hun anse for at være en sydende ironi. Han foragtede hende nu.. Han ønskede vel, at hun blev kvalt næste gang, at hun tog en bid mad i munden?

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil foragtede Jarniqa, fo at tvinge ham til dette, hvor det ikke var med hans gode vilje, for den tanke, ene og alene, var noget som gjorde ham direkte vred. Han blev stående og med blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang, for dette var noget som han nægtede at give hende! Hun havde ret.. Alt der var sket det sidste døgn, havde været imod hans vilje, og ikke ville han have, at hun skulle have den glæde, for det ville han under ingen omstændigheder have! "Du ved hvor meget jeg foragter det her sted, Jarnqia, så hvad havde du regnet med? Hvis du regner med, nogensinde at vinde min respekt på det her, så tager du virkelig fejl," endte han direkte. Den tanke, var noget, som gjorde ham direkte vred, for han fandt sig bestemt ikke i det.
Det var bestemt ikke sådan, at man vandt en fri mands respekt, når man tvang ham i en stand og til et sted, som hun vidste, at han overhovedet ikke ville have noget med at gøre. Han rystede kort på hovedet, hvor han denne gang stillede sig med ryggen til hende, hvor han fortsatte med at vaske sig. Alt som han havde mærket sig af, i og med, at han havde været tæt på hende, var uden tvivl at mærke nu. Det skulle vaskes af.. Han svor, at han aldrig nogensinde skulle ud i noget lignende igen! Overhovedet ikke! Han fyldte hænderne med vand, hvor han førte det over det lyse og lange hår. Det var koldt, men det gjorde uden tvivl godt!

[Jarniqa Dynithril]

Bedre ville det forhåbentligt blive mellem Jarniqa og Valandil. De hang trods alt også på hinanden nu. Derfor tænkte hun, at Valandil forhåbentligt ville blive lidt mere velvillig med tiden. Man kunne jo også sige, at der end ikke havde gået fireogtyve timer endnu. ”Du kan sige nok så meget til mig, Valandil, men fortryde mine handlinger vil jeg ikke,” svarede hun direkte igen. ”Du var min indgang til Maerimydra og mørkelverne, så anderledes kunne det ikke være blevet.” Stille blev hun stående, som han alligevel vendte sig. Så langt, så godt. Ikke brød hun sig om, at hun skulle gøre det så tæt på ham, men et valg følte hun heller ikke selv, at hun havde. Hurtige var hendes fingre, som de først trak tunikaen af og kastede den over på bredden, inden det samme skete med bukserne. Flot og ungdommelig var hendes krop, men stadig var hun sky med hensyn til at fremvise den. Det havde han også set, som hun efter deres akt havde fået sit tøj på igen på et splitsekund. Med siden til ham stillede hun sig, da det var mærkeligt at stirre på hans bare ende, og usikkert var det at stille sig med ryggen til ham. Behændigt begyndte hun at vaske sin krop, og alle steder. Det var nemlig ikke kun den lange rejse, som hun skulle have vasket af, men derimod også ham. Igen havde det bestemt ikke været, som hun havde troet det, men igen.. Hun måtte bare sande, at ingenting nogensinde ville blive, som hun først havde troet det.

[Valandil Romain Ancalimë]

Hvorvidt om det ville blive nemmere mellem Jarniqa og Valandil, vidste han ikke, og et sted, kunne han heller ikke være andet end komplet ligeglad med hvordan tingene egentlig forløb sig lige nu. Hun havde bogstavelig talt taget alt fra ham, og tvunget ham i en stand, som han overhovedet ikke havde haft lyst til, og hun regnede ærlig talt med, at det ville blive nemmere og bedre? Som om, at det var noget, som ville komme til at ske, for det ville det da på ingen måde! "Du kan gøre ved mig, hvad du har lyst til, og det vil intet ændre!" endte han denne gang med en fast tone.
Valandil vendte sig alligevel med ryggen til, da der ingen grund var til at gøre det til en diskussion. Han fik vasket sig færdig, hvor han blot vendte sig om. Ligeglad med hvad hun lavede og hvad han måtte se og ikke, for det var han virkelig ligeglad med. Han trådte op på bredden igen, hvor han denne gang tog mere omkring sine klæder, som han kastede om sin overkrop, og bukserne efterfølgende. Ligeglad med, at det var koldt, og at han endnu måtte være våd. Hun kunne jo være fuldstændig ligeglad med ham! Han fik håret på plads igen, hvor han denne gang stillede sig med armene korslagte. Han hadede det, men han kunne jo ikke ligefrem gå nogen steder, og han hadede det virkelig! Han kunne jo intet gøre på egen hånd. "Er du færdig?" spurgte han denne gang med en irriteret mine.

[Jarniqa Dynithril]

”Så se frem til et liv i elendighed,” lød det kort for hovedet fra Jarniqa. Han måtte være sur, hvis det var, hvad han ville være. Han var hendes.. og han var ikke hendes ligeværdige. Han ville ikke blive sluppet fri, og hvis han kom væk fra hende ville det være fordi, at hun havde givet ham til en anden. Om han hellere ville være ved en anden, tænkte hun dog ikke over. Her i opstartsperioden skulle hun nemlig vise mørkelverne, at hun var som dem, og derfor kunne hun meget vel ikke give afkald på sin eneste slave. Ikke før, at hun var oprigtigt sikret en plads i deres samfund.
Godt i gang var Jarniqa med at vaske sig, da Valandil pludselig vendte sig! Febrilsk fik det hende til at lægge en arm over sin barm i et forsøg på at skjule den for ham. ”Lidt privatliv, tak!” endte hun med at bide af ham. Ligeglad syntes han dog at være. Både med hendes formaninger og med hendes krop. Det sidste kunne hun vel kun være glad for? I så fald overbegloede han hende ikke, hvilket kun ville være pinagtigt. Hastigt vaskede hun sig færdig. ”Det tager den tid det tager,” svarede hun kortfattet igen, inden hun selv traskede tilbage mod bredden. Dette var uden tvivl noget af det mere belastende, som hun havde prøvet. Sammenbidt var hun, da hun begyndte at trække tøjet på. Dette huede hende bestemt ikke! Beskidte var hendes klæder, men hvad kunne hun gøre ved det? Det var det eneste hun havde, og at stjæle fra mørkelverne var næppe en god ide.

[Valandil Romain Ancalimë]

Tilfreds med den nye tilværelse, kunne man bestemt ikke sige, at Valandil var, og særligt på den måde, som han nu var. Han var blevet til intet andet end en gemen genstand, og det brød han sig bestemt ikke om! Hans grønne øjne storrede fast ud i omgivelserne denne gang. Hvad havde han gjort for at fortjene det her? At blive født som en mand.. Det var jo et helvede uden lige, nu hvor han vidste, hvordan det fungerede alle andre steder, og det var en tanke, som kun var med til at gøre ham direkte arrig! "Hvilken fryd," endte han denne gang mere sammenbidt, end hvad han havde været tidligere.
Ikke nåede Valandil at se særlig meget af hendes krop, da han vendte sig om på hælen og søgte tilbage på bredden igen. Desuden havde hun da slet ikke nogen grund til at skjule sig! En blufærdig mørkelver? Så havde han da også set det med! Han rystede kort på hovedet, hvor han bed tænderne sammen. "Du vælger at vaske dig, samme sted som jeg.. beklager, at jeg vendte mig om!" endte han med en stemme tydeligt præget af sarkasme, for han hadede uden tvivl dette!
Hvor lang tid hun havde tænkt sig at stå der, vidste han ikke. Armene lod han denne gang hvile over kors, og med blikket hvilende mod omgivelserne i stedet for. Han rystede kort på hovedet igen. "Eller skal jeg anmode fruen om at søge tilbage til hytten alene?" spurgte han denne gang. Han havde nemlig ikke tænkt sig, at blive stående her meget længere!

[Jarniqa Dynithril]

Betænksom var Jarniqa bestemt, når det kom til hendes krop. Den var hendes. Hun var ikke som Valandil eller Lucifer, der kunne finde på at rende nøgen gennem skoven. Køn nok var hun måske til det, men den type kvinde var hun bestemt ikke. ”Beklager, men jeg havde noget ulækkert på mig, som jeg trængte til at få vasket af!” bed hun af ham, som det var svært at lade være med at forsvare sig. Ulækker var han ganske vidst ikke.. Han var derimod en flot mand. Det havde hun også kun fået bekræftet, som hun havde set ham igen. Hvad hun derimod fandt usmageligt var, hvad de havde lavet sammen. Ikke havde hun nydt det, som det kun havde været et mål for hende. Hun havde haft behov for at få fjernet pigen fra sig, så hun kunne blive kvinden, og det havde lykkedes hende. Han havde taget hendes uskyld, ligeså vel som han havde fjernet Lucifers berøringer fra hende. Armene lagde hun over kors. ”Jeg går med,” proklamerede hun. ”..men hytten kan du få for sig selv for nu. Jeg vil sikre mig, at Andúril er vel.” Den sorte hingst havde hun blot stillet fra sig, som de var kommet hertil. Han fortjente uden tvivl at få fjernet sadeltøjet og blive kælet om. Derudover betød det også, at hun og Valandil fik en smule frirum fra hinanden. Noget de begge havde brug for. Godt trætte af hinanden var de nemlig begge, som de begge så sig udfordret af dette. Tavst begyndte hun at gå tilbage mod hytten.

[Valandil Romain Ancalimë]

Hvorfor at Jarniqa var så bange for at lade sin krop vise, forstod Valandil ikke. Så køn en kvinde som hun var, så hvorfor ikke acceptere tingene som de var? Desuden var han ved at være træt af, at absolut alt skulle gøres til et problem. Hun havde jo endnu ikke fortalt ham, hvad der egentlig lå til grunde med alt dette. Det eneste, som han vidste, var at hun havde taget ham voldsomt ved næsen, og det var en tanke, som han kun måtte blive direkte forarget over! "Så kunne du have vandret længere op af afløbet," bed han af hende. Der var ingen der sagde, at de behøvede at vaske sig helt præcist på det samme sted!
Afventende stod Valandil og ventede på at Jarniqa blev færdig, så de kunne komme videre. Han var træt, og han ville egentlig bare gerne have ro nu.. Han ville uanset ikke kunne slå sig til ro med sit nye liv. Han derimod, kunne langt bedre lide det, som han havde haft i Manjarno, men her var han jo nærmest lænket på hænder og fødder. Var der mon nogen mulighed for at sende Denjarna besked? Han vidste jo, at han selv bar et ansvar og en vigtig opgave i henhold til hvad hun nu måtte sætte ham til. "Hvor føler jeg mig dog beæret," sagde han denne gang med en stemme dryppende af ren og skær sarkasme. Han rystede let på hovedet. At få noget tid for sig selv, var egentlig noget som i bund og grund passede ham fint. Han ville have det fint med noget afstand fra hende! Han fulgte efter hende. Han havde jo ikke særlig meget andet valg.

[Jarniqa Dynithril]

Øjnene kneb Jarniqa en anelse sammen. Hun kunne bare have flyttet sig? Han var på ingen måde i en position, hvor han kunne fortælle hende, hvad hun skulle gøre og ikke gøre! Hendes problem var desværre bare det, at kahli’en havde bedt hende om at passe på ham. Derfor vidste hun ikke, hvordan hun skulle irettesætte ham, når han kom med en sådan tiltale. Noget hun bestemt ønskede at få styr på! Det kunne i hvert fald ikke være rigtigt, at det var sådan, at det skulle være. Sådan havde tjenerne på Neutranium aldrig opført sig over for hende! ”Hvad jeg gør er op til mig selv. Slaver har ingen ret til at give sine fruer ordrer,” afviste hun ham køligt. I retningen af hytten bevægede hun sig med bestemte skridt. Selv så hun allerede frem til, at hun ville få pause fra hans irriterende væsen. Interessant havde hans selskab været.. lige indtil hun havde taget ham som sin slave. Derfra var han blot blevet en pestilens. Noget hun måtte lære at rette op på. Intet sagde hun til ham, som de gik tilbage til hytten. Hvad havde de også at tale om? Ved foden af vindeltrappen stoppede hun op. ”Gå op og hvil dig. Hvis du skulle ønske at flygte, vil jeg se det og sørger for, at du vælter og brækker begge dine ben denne her gang,” sagde hun direkte, som hun havde forstået, at det alligevel ikke hjalp at tale venligt til ham. Over til Andúril gik hun, der prustede blidt ved hendes tilbagevenden. Behændigt begyndte hun at sadle ham af, så han kunne få sig en smule frihed.

// Out